Allerførste Epistel 2021
Torsdag d. 24. juni
Klokken er 17 og temperaturen er på vej ned under de 30 gr. Solen er ubarmhjertig og holder følsomme sjæle inde i skyggen, hvis de da ikke forglemmer sig og i overmod bevæger sig ud, hvor de dog hurtig vil fornemme hvad vej det vil gå, hvis de fortsætter.
Derfor sidder jeg her på værelset og prøver at få sat lidt gang i Epistleriet, mens de andre 3 har kastet sig på strandens sandgrill for at teste vovemodets grænser.
Vi ankom i forgårs efter mere end 8 timers sejlads fra Piræus. Heldigvis kunne vi søge indenfor i den AC-kontrollerede salon, hvis vi da ellers huskede at bære mundbind. Henslængt på sofaerne kunne vi også hvile os uden mundbind, hvilket hjalp lidt på både tålmodigheden og trætheden efter den klassiske, korte hotelsøvn på Piraeus City Hotel.
Det hele startede, som de fleste efterhånden nok ved, kl. 5 mandag morgen, hvor vi sprang ud af sengen og foretog de sidste øvelser inden afgang kl. 6 med Per bag rattet. Kuffertpakningen havde taget et par dage, mens de 42,5 kg stod parat i hall’en og glædede sig til at komme afsted.
I lufthavnen skulle vi tjekkes ind manuelt, hvilket betød en lang snoet kø; ikke mindst da en pakistansk familie forfjamskede forsøgte at få mindst 10 store kufferter bakset op på vægten, indtil det blev for meget for skrankedamen og køen bare voksede. Hun hentede hjælp og de blev gelejdet til side, hvilket hurtigt betød bevægelse i køen så vi inden længe var igennem og hastede mod sikkerhedskontrollen, porten til det skinnende handelskammer.
Kaffe og croissanter blev det også til inden vi fandt ud til gaten og den forestående boarding. Som bagudsiddende i flyet skulle vi nedad trappen, udpå pladsen og hen til bagenden for at komme ind. Men døren til trappen var låst, så vi tog den forfra – med lidt besvær. Og til min store overraskelse opdagede jeg, da vi endelig var kommet til de rigtige sæder, at jeg ikke havde mit kamera. Det måtte være glemt ude på håndbagagevognen, så jeg kæmpede mig imod strømmen for at komme ud, hvilket til sidst lykkedes. Og på broen ud til flyveren mødte jeg en stewardesse, som med stor glæde kunne overrække mig kameraet og ønske det god rejse.
Tjulahop og stor glæde ved gensynet, ned i sædet, på med sikkerhedsselen og nyde opstigningen på fuldt drøn. Lidt over 3 timers planmæssig flyvning og landing i 30 gr varme, hvor det tog meget lang tid at komme ud, da vi skulle køres med tætpakket bus til det specielle Covid19 modtagecenter, hvor vi skulle i en laaaang snoet kø, for at kunne aflevere vores PLF-kode og blive sluppet fri i ankomsthallen.
Bagagen var allerede på vej og snart fandt vi vores ventende taxa-chauffør og fik bekræftet at vi var landet, inden vi bevægede os ud til ”limousinen”. På mindre end en time var vi i Piræus, hvor værelserne endnu ikke var klar, hvorefter vi gik over gaden til en lille cafe og fik et ”velkomstsæt” – ouzo og Amstel. Lis & Annelise sørgede for lidt forsyninger til morgendagens skibstur inden vi gik på værelserne for at hvile ud.
Senere gik det så mod havnen og billetkontoret for at hente vores færgebilletter og tanke op på den lille, interimistiske havnecafe i hjørnet. Temperaturen var over 30 gr, så afvandingen var voldsom! Opad gik det derefter mod ”Arlekínos”, restauranten hvor vi har spist flere gange.
”Dirty Downton Dish”, Aunt Marimias kødboller, fried zucchini og tzatziki, så var den hjemme og vi var mætte, da en fyldig englænder henvendte sig ved bordet og spurgte om vi var danskere, hvilket vi naturligvis bekræftede og samtidig spurgte, hvordan han dog kunne vide det? ”You are so noisy” var det impertinente svar; og det fra en englænder!!
Vi var i seng ved 10-tiden med udsigt til opstigning kl. 5 og taxaafgang kl. 6.
Store forventninger.
EPISTEL 2
Lørdag d.26. juni
Indrømmet, det ser lidt uoverskueligt – og uoverkommeligt – ud, når der går så lang tid mellem skriverierne. Ikke desto mindre skal jeg dog prøve at kæde tingene sammen på en nogenlunde rimelig måde; så vidt det er muligt.
Men den voldsomme hede får mange ting til at gå langsommere – undtagen tiden, som bare fortsætter ufortrødent og gør det umuligt at overholde og gennemføre de gode ideer og planer, som man i varmepåvirket tilstand har barslet med.
Så lad mig derfor vende tilbage til den fortsatte beretning om vores rejse herud til det yderste, sydøstlige hjørne af Kykladerne: Tirsdag morgen var vi oppe kl. 5 efter en nat med spredte søvnetaper og stod klar foran hotellet kl. 6 til de 2 taxier, som vi havde bestilt. 10 minutter efter var vi sat af ved Bluestar Naxos, som lå ved en af de yderste kajpladser, hvorfor vi klart kan anbefale at ofre de 10 euro det koster at køre frem for at gå. Med mindre man er opsat på og oplagt til en længere frisk morgenvandring med oppakning i Piræus’s havnemylder. Sundhedsskemaerne var udfyldt og blev vist, hvorefter de uden større opmærksomhed blev arkiveret i en papkasse, mens vi tog rulletrappen op til salondækket og søgte fremad mod businessclass. Der var god plads, men vi kunne alligevel blive lidt fortørnede over at ”vores” vanlige hjørne var optaget. Skåret i glæden var dog til at overse, så vi bestilte hurtigt kaffe og croissanter og fik os indrettet på en hel del sæder og borde. Som forventet var der køligt i salonen, ikke mindst i forhold til den udendørs temperatur, som nærmede sig 30 gr. En lang sejltur med passende, afdæmpet forplejning og lurning på de umagelige bugtede sofaer. Men med de rette behov kan meget lade sig gøre. Ikke mindst hvis man huskede at have mundbindet på plads. Mange gange i løbet af turen tog personalet en rundtur for at minde om bindet, hvilket især ramte Poul, som de havde et særlig godt øje til, fordi han ofte lod bindet glide ned under både næse og mund. Dog greb de ikke ind, da han sad ret op og ned, lænet op ad en stolpe med korslagt arme og en meget åben mund, som trak vod efter rigtig store fisk. En lyd der kunne holde os andre vågne eller drive folk ud på dækket, hvor solen hærgede og udsigten var formidabel.
Efter Naxos og de 3 små Kyklader gled vi endelig langsomt ind gennem bugten til Katapola, hvor vi erfarede at Askas havde fået en ny buschauffør, som ku’ kendes på skiltet. Under marchen mod bussen, som holdt helt oppe ved de store P-pladser, fik vi også hilst på Fani, som stod uden for biludlejningens nye kontor i byen.
En fin tur hjem over bjergene, hvor timianbuskene blomstrede sammen med de højtvoksende småblomstrede, gule bjergbuske. Det var et meget smukt velkomstsyn – selvom vi har set det så mange gange før. Og endnu større var ankomstglæden på Askas, da vi endelig nåede frem. Kys og kram og gensynsglæde, mens øl og ouzo kom på bordet sammen med græsk salat og en stor omelet. Ubeskriveligt, og lige hvad vi havde drømt om hele vejen fra Piræus. Til med var Trudi & Kurt også mødt op, og havde ventet i 3 timer. De var ankommet dagen før – og skal hjem med samme fly som os!
Udpakning, midlertidig indretning og en lur inden vi drog afsted til aftenmesse i Kapellet, hvor vi dog savnede Giorgos, som var på hospitalet i Athen, med mulighed for at man ville fjerne det ene ben. Så vi hilste så meget desto mere hjerteligt på datteren Urania og hendes søn, som nu driver stedet. Aftenbøn og nadver i solnedgangens lys er en speciel oplevelse i Kapellet.
Men vi skulle tilbage til Askas og spise, hvilket også var en oplevelse – selvom de ikke havde kalamarakia, som Lis havde set frem til. Til gengæld var deres kylling i sennepssauce en fornøjelse. Og inden vi søgte dækning på værelserne fik vi hilst på en stor del af familien med både håndtryk, omfavnelser knus og kærtegn.
Hvilken dag – og vi var trætte!
Vi havde aftalt morgenbadning næste dag kl. 8:30, og efter mere end 25 års kamp mod Lakki-Bulldoggens gennemgangsforbud var det pinagtigt at blive enige om ikke endnu en gang at udfordre skæbnen efter oktoberoplevelserne med jernkæden og hængelåsen. Til gengæld fik vi så hjælp fra Evdokia, som sørgede for at vi fik nøgle til en af hendes biler, som Themis fremskaffede, så vi kunne køre ned til vandet og foretage den obligatoriske bamsometermåling af vandtemperaturen. 24 gr – hvilket kunne føles lidt køligt med en med en lufttemperatur et godt stykke over 25gr. Men skønt, skønt i det stille, blanke, klare vand. Vores græske genfødsel!
Men også i dette paradisiske øjeblik var der en slange med lange, brændende tentakler, som fandt frem til Pouls bryst; voldsomt smertefuldt og blærefremkaldende. Ved lokal hjælp lykkedes det dog snart at dæmpe effekten, så han også overlevede disse prøvelser uden varige men.
Vi spiste morgenmad sammen i restauranten – mit die ganze Molevitten. Bagefter stod den på værelsesbik og indretning, inden vi drog mod byen og de første vigtige indkøb. Selvfølgelig foregik det netop på det tidspunkt, hvor solen stod højest og varmen drev væske frem overalt, så efter de vigtigste forretninger, hvilket bl.a. bestod i køb af panamahatte til både Poul og mig og et hjerteligt gensyn med ”Frikadelle Yannis” fra Tholaria, søgte vi skygge og Frapé på Argo (Petros’ sted på stranden), mens vi filosoferede over det faktum, at det var 29 år siden vi så fodboldfinale i Tholaria, da Danmark blev europamestre. 29 år!!!
Mens de 3 andre herefter gik på stranden skulle jeg påbegynde skriveriet, men det viste sig at der var solide problemer med internetforbindelsen. Heldigvis havde Mario sendt bed efter en tekniker, der skulle sætte noget netværk op, og efter lang tid lykkedes det endeligt at gøre PC’en brugbar, mens tabletten sank ud i cyberspace uden brugbar forbindelse til Internettet. Det bliver spændende at se, hvordan det går, når der kommer flere brugere til.
Om aftenen mødtes vi med Kurt & Trudi i Kapellet til aftenbøn, hvorefter de fulgtes med Snik&Snak ud i byen for at spise, mens Lis og jeg luntede hjem til Askas til en enkel, men fin middag inden vi fik en snak med Evdokia og Fani om festens gastronomiske indhold d. 9. juli. Senere vendte Jorgos & Adrienne hjem og satte sig, så de kunne se billeder af oldebarnet Martha. Tydelig begejstring.
Vi opgav at vente på Snik&Snaks hjemkomst og gik på værelset ved midnatstid, hvor vi kort efter kunne observere, at der var nogen på naboværelset.
EPISTEL 3
Søndag d. 27. juni 2021
Varmen fortsætter, i dag dog med lidt mere vind, og det kniber med at få indhentet dagene, med mindre jeg gør min beskrivelse mindre detaljeret. Desværre er det imidlertid også svært at finde tiden til de nødvendige overvejelser, hvis der skal udelades og komprimeres. Ikke mindst fordi mange af detaljerne dukker op mens jeg skriver, som bobler i en sodavand.
Men kronologisk set var jeg nået frem til torsdag d. 24. juni, Nannas fødselsdag.
Efter en nats god søvn var vi klar til morgenbadet kl.8, men jeg havde vist misforstået en snak om at fremskynde tidspunktet, så naboerne var først klar kl. 8:30. Endnu en dag med den store solhammer, som drev sveden frem på turen mod stranden, hvor Poul og jeg kastede os ud i nogle sprogfilosofiske betragtninger over, hvem der egentlig var Snik og hvem der var snak? Og ikke mindst over hvad disse ord egentlig dækkede. Det påfaldende var, at både Poul og Annelise, på hvem disse ord er hæftet, mente at de selv var Snak. Den ene fordi ordet indebar at man snakkede meget, den anden fordi Snik var udtryk for mere overfladisk snak. Kvantitet og kvalitet? Og herefter er det vel så op til læserne selv at finde ud af, hvordan denne vægtning fordelte sig. I næste omgang prøvede vi så på samme måde at finde frem til en skelnen mellem Flik og Flak, uden dog på nogen måde at nå frem til en egentlig konklusion inden vi ramte vandkanten og det 24 gr spejlblanke vand, som trods den tilsyneladende høje temperatur kan bringes til at syde, når den rammer så solopvarmede legemer.
Morgenmad på balkonen med rustne rutiner, der lige skulle genopfriskes, ligesom demanglende ingredienser skulle registreres, så de kunne fremskaffes i byen. Efterfølgende værelsesbikkeri og lidt sundhedsfremmende hvile, alt imens vi prøvede at fange Ioanna for at få bragt desidste værelsesproblemer af vejen. Dog uden større held i denne omgang.
Varmen holdt os indendørs indtil om eftermiddagen, hvor Snik & Snak og Flik/Flak? Drogmod vandet, så jeg omsider kunne få lidt gang i epistleriet efter at der nu var bragt lidt mere orden i Internetforbindelsen.
Om aftenen blev det til aftenbøn på ”Argo” inden vi smuttede ind i ”Klask & Karry” for at bringe den hjemlige standart af fornødenheder op på et acceptabelt niveau. Herefter kunne vi enes om at spise på Asteria, hvor det lykkedes os at få bestilt langt mere mad end vi overhovedet kunne få ned. Og så blev vi ovenikøbet til slut budt på 4 store stykker fristende chokoladekage, hvoraf halvdelen blev pakket ind og taget med hjem i køleskabet. Men vi føltes os en anelse flove over alt den mad, som vi måtte lade gå ud – ikke mindst Lis,som fandt det direkte pinligt. Lad det ikke gentage sig!!!
Hjemme på Askas fandt vi plads til en godnatdrink og en snak med Evdokia, som foreslog at vi kunne leje en bil for en rimelig pris, som ville stå parat den næste dag. Vi slog til og blev enige om at skrive kontrakten næsten morgen efter badning og morgenmad.
Fredag d. 25/6
Den fodtursbaserede morgenbadningsseance udmærkede sig denne morgen ved at jeg havde glemt Bamsometeret. En næsten utilgivelig handling, som i mindre voldsom hede ville have sendt mig retur efter dette uundværlige instrument. Nu måtte vi i stedet nøjes med fællesfornemmelser, afstemning og gennemsnitsudregning, som mærkværdigvis bragte os op på de 24 gr. Pudsigt – men sagligt forsvarligt? Til gengældfik jeg dog den straf, at jeg – uden klynkeri – skulle marchere ud i vandet (som ”min mor har sagt, jeg skal gå lige ud!”) indtil jeg gik på tåneglene og kun næse og øjne var oven vande.
Lis droppede spejlægget – stor beslutning – men ellers var det muligt at nyde morgenmaden, inden jeg smuttede ned til Evdokia, underskrev en lejekontrakt og fik nøglerne til en ikke helt ny Panda. Men gensynsglæden var stor da jeg satte mig ind i den og kørte de første meter på vej mod benzinstationen.
Herfra gik det så mod Katapola. Det var rigtig varmt og det simple kølingsanlæg kunne slet ikke hamle op med solens ihærdige bestråling, så ventilatoren sendte bare rigtig varm luft i hovedet på os. Men vi klarede det og nåede frem til Katapola, hvor der skulle købes ind: pensler, kjole, øjendråber og tandstikker. Men der blev da også tid til både sodavand og frapé inden vi steg ind i den firehjulede bageovn og satte kursen mod Aegiali igen.
Efter den obligatoriske eftermiddagslur stod den på kaffe nede i gården, hvor vi også kunne opleve Yannis i fuld udfoldelse som mime-kunstner med meget åbentstående skjorte, som fluks blev knappet af søster Sophia, da hun ankom, hvilket kun affødte flere ansigtsudtryk inden han forsigtigt lirkede knapperne op igen.
Vi aftalte at køre til Langada for at spise i Yannis’s restaurant, ”to Varis”, efter en beforedinnerdrink hos Nikos på hjørnet. Her kunne vi måske også møde Nikos Kolokotronis, tl hvem vi havde medbragt et indrammet foto af ham selv, siddende udenfor restauranten og spille skak på computeren.
Og minsandten om ikke han sad på det samme sted og spillede. Så han fik sin gave, blev inviteret med til festen d.9. juli og fortalte at hans tidligere kone, Irini, var kommet til øen så de sammen kunne fejre deres 30 års bryllupsdag – selv om de jo var skilt i dag. Så da vi satte os med vores drink dukkede hun op og vi fik hilst på hende inden hun forsvandt op på restaurantens terrasse, hvor hun åbenbart skulle spise.
På ”To Varis” mødte vi Anna, en af de 3 søstre i ”ASKAS-familien”,som bor i Yannis hus og hvis søn Dimitri står for madlavningen i restauranten. Som sædvanlig fik vi rigtig god og velsmagende mad og denne gang uden at bestille for meget. Så vi var mætte og glade da vi satte kursen ned mod havnen og Askas, hvor vi gik direkte i seng – uden svink og drink.
EPISTEL 4
Tirsdag d. 29. juni 2021
Jeg er overbevist om, at det må forvirre andre end mig med de datoangivelser jeg skriver. Men datoen herover, under epistel-nummeret, angiver hvornår denne epistel er påbegyndt. De øvrige tidsangivelser viser tilbage til, hvornår hændelserne fandt sted.
Og således kan man måske blive forvirret på et højere plan?
Endnu en dag med temperaturer over 30 gr, insisterende sol, let vind og en badevandstemperatur på 24 gr, trods en ikke ubetydelig uro i havet – med både bølger og sprøjt. Men lige nu er badetrioen gået på stranden, så jeg har en lille time til at skrive i et tappert forsøg på at indhente det forsømte, som egentlig ligger ret langt tilbage:
Lørdag d. 26/6
I dag er det mindedag for Pastor Magnus, som for 22 år siden, i en alder af 84 år, opnåede uvisnelig hæder gennem sin deltagelse i årets rejse til Amorgos sammen med en mængde børn og børnebørn. Det var stort og uforglemmeligt.
Vi nød denne første dag med bil til morgenbadningen og de efterfølgende traditioner mht til morgenmaden og formiddagsbikkeriet på værelset, mens varmen tog til og gav gode argumenter for at holde sig i ro.
Ikke desto mindre begav Snik&Snak sig uforfærdede afsted netop som skyggerne var mindst, mens vi ventede lidt inden vi tog Panda-kareten og kørte mod byen, vel vidende at det kunne blive noget af en opgave at finde en parkeringsplads, nu hvor havnepladsen er blevet renoveret og dekoreret.
Første stop var apoteket, hvor Lis blev sat af mens jeg skulle forsøge at vende bilen på den smalle og temmelig stejle bakke. Det lykkedes med god hjælp fra bakgear og kobling, så jeg opmuntret kørte jeg ned langs havnen for til allersidst at finde en yderlig parkeringsplads tæt på Kapellet. Herefter satte jeg kursen mod trapperne ned fra apoteket, hvor jeg mødte Lis, der skulle se på et hvidt underskørt (?) og lidt efter kom også Snik&Snak ned af de samme trapper. Poul og jeg gik derpå til købmanden, mens fruerne i fællesskab jagtede hvidt underskørt – hvilket i øvrigt ikke lykkedes.
Varme og lidt udmattede kunne vi derefter mødes i Kapellet til frapé og homemade lemonade, inden fruerne smuttede i Klask & Karry for at se på hårbørster.
Vi havde i forvejen gjort Mario opmærksom på, at der var fodbold om aftenen mellem Danmark og Wales, hvilket han selvfølgelig nok skulle sørge for at vi kunne se. Så da vi kom ned i restauranten et kvarter før kampstart, blev vi en anelse overrasket over, at der ikke var ¨bnet for TV-skabet. Ja faktisk var Mario overrasket over vores ankomst, da han havde opfattet det sådan, at vi ville se kampen på værelserne. Men så sagde han selvfølgelig også: No problem – vi løser det som altid på den græske måde: i sidste øjeblik! O g det gjorde han så. Og 2 min inde i kampen havde han billedet igennem og fjernsynet på plads i restauranten.
Og så kunne Poul og jeg sidde der som de eneste og juble over danskernes imponerende præstation, som blev fejret med Mythos.
Bagefter havde vi reserveret bord fordi Trudi & Kurt kom og skulle spise sammen med os fordi aftenen bød på levende musik. Der var måske ikke så mange mennesker som i højsæsonen, men stemningen og musikken var god, og der var kalamares i overflod på bordet. Men konditionen hos Lis og mig tilskyndede os til en lidt tidlig tilbagetrækning, så vi kunne være klar til søndagens udfordringer.
Søndag d. 27.juni
En søndag formiddag som de fleste; med bad, mad, bik tog vi og skriverier og lidt velgørende hvile med Leonard i ørerne. Endnu en gang tog vi senere ind til byen og fandt også denne gang en p-plads, hvorefter vi mødtes med Snik & Snak, der havde været på Frou-Frou. Det afholdt dem ikke fra en frapé i kapellet oglidt indkøb,mens Poul og jeg hentede bilen og fik lejlighed til at gå turen henover ”Sukkenes Bro” på den nye havneplads. En bro hvis stejle bue i regnvejr nok ville kunne byde en og anden på seriøse problemer – ikke mindst med lædersåler. Men den er yderst dekorativ, og der findes et vandret alternativ lige ved siden af. Jovist er de nogle spasmagere de grækere.
Som tidligere bestod eftermiddagen af badning og skrivning med efterfølgende lureri, inden vi kørte op til Frikadelle-Yannis i Tholaria, opsatte på at bestille lige netop den mængde mad, som vi kunne spise. Men hvem kunne gætte at zucchini-balls som forret består af 6 stk og en portion frittede meatballs er 7 stk, medens en portion stegt kylling indebær at man forventes at fortære ½ kylling – og så uden nogen form for dyppelse. Så bliver et tørt kyllingebryst en uoverkommelig opgave. Det var pinagtigt. Og endnu en gang blev vi spurgt, om der var noget i vejen med maden. ”Kyllingen var da helt frisk” sagde Yannis forurettet. ”Det var da meget muligt”, svarede jeg, ”men min mave er for lille” fik jeg sagt, og indså straks den grufulde ironi i det svar.
Under middagen havde vi en livlig snak og diskussion om mange relevante ting – og irrelevante. Blandt andet fandt vi frem til, at Poul med rette kunne kaldes en Knudemand, men også at Annelise lovede ham samme aften at massere hans knude – bare det ikke skulle være Thai-massage. Det fik et øjeblik den aldrende ungersvends øjne til at glimte polisk.
Betalingen voldte lidt problemer, fordi Yannis havde fået en ny kort-terminal, som han ikke rigtig forstod, Blandt andet fordi den gav mulighed for at vælge mellem betaling i euro eller i kr, vekslet til den græske bankkurs. Jeg kunne knap nok læse hvad der stod i displayet, og da slet ikke hvilke knapper der skulle trykkes på. Men til sidst lykkedes det, og endnu en gang kunne vi forlade en restaurant med flovmand i lommen.
Til gengæld blev det muntert da vi kom ned på p-pladsen, hvor et løsgående æsel prøvede at spærre vejen ud, og da det endeliglykkedes ved venlige menneskers hjælp at komme forbi dukkede endnu et græssende æsel op i vejsiden. Ny stil?
Men vi kom ned i langsom stil, mens vi nød den imponerende udsigt over bugten. Og her kunne jeg på værelset følge lidt med i den for Danmark så spændende kamp mellem Tjekkiet og Holland. Da jeg slukkede stod det 0-1, men jeg troede at hollænderne stadig havde en chance, så Adrienne og Jorgos ikke skulle skuffes. Men ak, nu må de heppe sammen med os, når vi møder Tjekkiet.
EPISTEL 5
Torsdag d. 1. juli 2021
Aircondition’en kører, dørene er lukket, solen brænder og jeg troede, at det var muligt at sidde nede i restauranten skygge og skrive efter at jeg på det skammeligste har efterladt badetrioen nede på stranden sammen med Bilsbybanden og Nikoløjserne. Jeg håber de også vil være i stand til at finde lidt skygge og kølig væske?
Vandet er lige blevet målt til knap 27 gr og i skyggen uden på trappen her, viser termometeret 34 gr. Inden det kom så vidt har jeg siddet et par timer på Argo, hvor det var meningen, at jeg skulle skrive nogle noter, så jeg kunne komme videre i denne springende fortælling. Men først dukkede Kasper op og vi fik snakket inden Frederik kom og satte sig. Kaffe, kage og sodavand og herlig afslapning. Da Kasper og Frederik gik over for at spise sammen med resten af Banden, dukkede badetrioen op, parate til frapé og den herlige filokage med creme og kanel.
Poul og Annelise har her til morgen besluttet sig for at tage hjem til begravelsen af Annelises svoger Finn, de tager afsted tirsdag d. 6. juli og har allerede fået flybilletter og færgebilletter – med kahyt. Vældig trist – på mange måder. Vi vil savne dem, ikke mindst til festen d.9., som vi jo har arbejdet hen imod sammen. Men det betyder også, at vi måske kan skaffe værelse til Lars og Stefanie, som netop skal være her fra d. 6. – 11. juli. Vi skal i hvert fald prøve om det kan lade sig gøre.
Et mindre problem er det, at vi ikke rigtig r klar over, hvornår vores lejekontrakt på bilen udløber – Evdokia har simpelthen ikke sat datoer på. Så vi har besluttet at forlænge den til d. 6. juli, når Snik & Snak drager hjemad. Men lige nu er der meget få mennesker i restauranten eller i receptionen. Så jeg prøver endnu en gang at skrue tiden baglæns, til
Mandag d. 28. juni.
Selvom der var lidt skyer på morgenhimlen og Nikouria spyede ”røg”, var det en helt anden sky som formørkede denne dag; nemlig meddelelsen hjemme fra Mette om, at de havde besluttet sig for at få Bosco aflivet på onsdag. Godt nok var vi begge enige med Mette & Per om, at det var den rigtige beslutning, men det gør samtidig så ondt at se det i øjnene, samtidig med at det er umuligt at forstå den smerte, som det vil forvolde, når det virkelig sker.
Ovenpå denne triste besked kom en ny erkendelse til os som et realitetschok: Bilsbybanden og Nikoløjserne ville – ganske efter planen – ankomme til Amorgos på onsdag; i overmorgen. Vi havde vist fuldstændig mistet tidsfornemmelsen og overblikket. Af en eller anden grund havde vi fået skubbet invasionen helt hen til weekenden! Men omstillingsparate, som vi vel er tog det ikkemange øjeblikke at vænne sig til den nye erkendelse af virkeligheden.
Og samtidig fik vi besked fra Mads om, at han ville komme d. 5. juli via Santorini. Nu handlede det bare om at finde et værelse til ham. Han satser på at blive til d. 20.
Snik & Snak tog med bussen til Katapola sammen med Kurt & Trudi for at spise frokost, mens vi kørte en tur til Hora i Panda-kareten. En tur gennem byen bød på både frapé og lemonade, mens vi satsede på skyggen i den varme bys snævre gade og jeg havde gang i fotoapparatet.
Om aftenen mødtes vi alle 4 igen og efter en aftenbøn i Kapellet valgte vi det sikre og spiste hjemme på Askas.
Tirsdag d. 29.juni
Bølgerne havde rejst sig lidt ved morgenbadningen, men temperaturen holdt sig stadig på 24 gr.
Efter morgenseancen og alle de traditionelle ritualer mht. borddækning, servering, oprydning, bikning og afslapning drog vi alle mod Levroso, trods den tiltagende hede og chancen for solstik. Men der var enighed om, at interessen for egentlig badning og ophold på stranden ikke var til stede, så det drejede sig blot om det første besøg hos Petros.
Vi fandt plads på den yderste terrasse med mulighed for lidt vindafsvaling. Der sad kun 1 person helt ude for enden – men til gengæld opdagede vi snart, at det var Adrienne som sad klippestille i meditativ trance med blikket stift rettet mod himmel og hav og bjergenes dragende, magiske storhed. Vi gjorde os stor umage for ikke at forstyrre hende,men efterhånden dukkede flere mennesker op, som brød ind i hendes cirkler og hun vågnede op, så vi kunne få bekræftet, at hun faktisk havde siddet og mediteret, hvilket hun gjorde hver eneste dag. Ja faktisk havde hun og Jorgos en daglig rutine, som indebar at hun efter meditationen gik ned på stranden, hvor hun oprettede sit solsikre skjul, hvorfra hun ind imellem kunne pile ud i vandet og tage en hurtig dukkert og smutte tilbage i solsikkerhed. Frygten for hudkræft var overvældende og lægeligt funderet! Senere ville Jorgos så dukke op efter sit formiddagsdagsophold på Frou-Frou med både kaffe og filosofiske overvejelser.
I modsætning til dem havde vi taget bilen over til p-pladsen, som viste sig at være så overfyldt at jeg måtte vende bilen i mange små ryk for at køre op til en lille plads med affaldbeholder, hvor der stadig var plads til et par biler. Til gengæld fik vi så en ekstra opstigning, da vi skulle hjem efter kaffeslabberasen på terrassen.
Om aften skulle vi (Poul & jeg) se fodbold: Tyskland – England, hvor vi valgte at holde med hver sit hold, så vi kunne sidde og hakke og hugge på hinanden. En lille afbrydelse i vores engagement opstod da en ny tilskuer kom til. Han havde tilsyneladende lige været i bad og iført sig et veritabelt duftpanser af ungdommelig deohørm, der mindede os om omklædningsrummet hos et ynglingehold. Han kunne hedde Keld Odør – men var altså en velvoksen mand og ikke ungdomsspiller.
Efter kampen valgte vi endnu en gang at spise hjemme, og fik fin mad i passende mængder. Alt imens
Jeg havde ping-pong snak med Mario om værelse til Mads og muligheden af, at han måske kunne bo sammen med Rasmus, hvis nu…og så videre.
Onsdag d. 30. juni
Så fik vi melding om, at invasionsstyrken fra Bilsbyen samt Nikoløjserne var på vej. Pga. strejke i lufthavnen havde de ikke fået bagagen med. Den ville blive eftersendt og de havde fået en større sum penge hver til at købe nødvendigheder og tøj, hvilket de straks ville kaste sig ud i Når de nåede frem til Egiali – handelsbyen med mindst 2 tøjforretninger og to købmænd.
Bevæbnet med flag nåede vi ud til enden af molen inden klappen faldt på plads og folk myldrede i land. Det er altid en oplevelse at se det kaos, der kan opstå, når mennesker, lastbiler, personbiler og skibets personalemyldrer ind og ud, mens den ensomme havnebetjent ivrigt pifter og gestikulerer. Og det lykkes hver gang, ligesom Bilsbybanden og Nikoløjserne fandt vej ud i det strålende solskin – bagagefri og lykkelige over at være fremme.
Efter velkomstøl og velkomstanretninger fra køkkenet stod den på indkøbstur for nogle, mens andre valgte en lur. Bilsbybanden er indkvarteret her på Askas – på 1. sal, mens Nikoløjserne bor på luksushotel i havnen – Yperia – med pool og stor udsigt. Rivaliserende bander i hver sin yderkant af byen. West Side Story?????
(udsendt uden korrektur og i al hast)
EPISTEL 6.
Søndag d. 4.juli 2021
Så er det lykkedes at få klargjort maskineriet til lidt skriveri her på Argo, hvor jeg sidder i skyggen og prøver at koncentrere mig, mens Triaden sidder bag mig og lokker med ouzo i selskab med Gitte fra Bilsbybanden. Det er dagen derpå; dagen efter danskernes sejr i EM-fodboldkampen mod Tjekkiet og samtidig en aften med levende musik på ASKAS, hvilket ofte kan trække dybe spor langt ind i den næste dag. Af samme grund har vi taget det meget roligt og fået bekræftet, at Lise og Rasmus, som kommer til Katapola i eftermiddag, vil blive hentet og få de værelser som vi har aftalt. Lis fik lavet en demomodel af bordpynten til festen på fredag, og jeg har fået lagt fotos fra i går over i pc’en.
Men her knækker filmen så endnu en gang, så jeg nu er nået til:
Mandag d. 5. juli 2021
….hvor jeg i virkeligheden skulle være gået i gang med den kronologiske opsummering, som kun er nået til onsdag d. 30. juni. Pinligt måske, så jeg skal gøre det enkelt. Efter modtagelsen af Bilsbybanden og Nikoløjserne på Askas skiltes vi, så de tøjløse kunne forsyne sig og de trætte kunne hvile, mens de energiske (de findes skam blandt os) kunne løbe en tur i den dræbende varme. Gæt selv, hvor vi endte.
Kl 20 var der indkaldt til fællesbøn i kapellet for alle 18 – noget af en messe, hvor det viste sig, at Bilbybanden og Nikoløjserne godt kunne samles i fordragelighed. Bagefter bevægede vi os hjem mod Askas, hvor vi skulle spise alle sammen og høre de sidste nye historier, mens The Præsident fra Bilsbybanden fik bekræftet, at den manglende bagage nu var på vej.
Snik & Snak spiste afskedsmiddag med Kurt & Trudi, som skulle videre næste dag med Skopelitis, og da vi kravlede ind på værelset, var de endnu ikke dukket op.
Torsdag d. 1. juli
Dette er jo dagen, hvor der er kirkefest i Tholaria allerede fra om morgenen. Men usikkerheden om, hvorvidt der overhovedet ville være noget pga. Coronaen, afholdt vist alle fra at tage tidligt derop. Derimod blev der lagt planer for en optur til Panorama om aftenen, hvilket vi dog afstod fra eftersom vi havde snakket om Camara, hvis der var åbent.
Dagens vigtigste beslutning blev dog taget af Annelise og Poul, da de meddelte, at de alligevel ville tage hjem til begravelsen af Finn, Annelises svoger. Selvfølgelig bifaldt vi beslutningen selvom det vil betyde, at de ikke kommer med til fødselsdagsfesten d. 9. juli. De har fået flybilletter til d. 7.juli, så de tager herfra tirsdag d.6. om aftenen med Blue Star fra Katapola. Tilmed har de været så heldige at få kahytplads, så de kan få sovet om natten.
Gitte & John deltog i morgenbadningen og vandtemperaturen lå stadig mellem 24 og 25 gr – alt efter synsstyrke og brilleudstyr. Efter morgenbespisningen var vi allerede ved 11-tiden igen på vej mod stranden. For mit vedkommende til Argo, hvor jeg ville prøve at sidde og skrive, hvilket skulle vise sig at være en besværlig sag eftersom der ustandseligt dukkede bandemedlemmer og familiemedlemmer op, som havde lyst til en kortere eller længere snak. Hyggeligt, men ikke særlig epistel-effektivt. Og helt i skuddermudder gik det naturligvis da bade-Triaden dukkede op, mens børn og bandemedlemmer boltrede sig i bølgerne
Da vi vendte tilbage til Askas var der stadig nogle ting vedrørende værelserne til de næste arrivanter, som skulle afklares og falde på plads hos både Mario og Ioanna. Varmen var voldsom og gjorde det svært at genoptage skriveriet, så snart ringede lurningsklokken, og vi kunne lægge os til hvile i et AC-kølet værelse.
Camara var åben kunne Bopi fortælle, dog var den øverste udsigtsetage endnu ikke taget i brug. Heldigvis kunne vi køre op til P-pladsen ved øvre Potamos, hvorfra der kun er 210 trin optil restauranten (talte Lis, som havde visse kvaler ved den overophedede opstigning). Vifik et fint måltid, men blev overrasket over dels at solnedgangen forsvandt i en tæt, usædvanlig dis dels en hårtørrervarm vind som strøg ind gennem restauranten efter at solen var gået ned. Fuldstændig modsat sædvane, hvor der plejer at komme lidt afkøling. Så svederiet fortsatte og fulgte os hele vejen ned til bilen og videre til Askas, hvor det blev til en enkelt godnatdrink.
Fredag d. 2. juli 2021
Med Snik & Snaks beslutning om at rejse hjem var der nu dukket nye værelsesmuligheder op, så jeg tog endnu en dans med Ioanna og Mario, så Lars & Stefanie kunne overtage nr 5, idet deres datoer lige passede med resten af den periode vi havde reserveret værelset. Med Lise på nr 1, Mads og Rasmus på ”Deleino” og Lars & Stefanie i nr 5 gik kabalen op, hvilket det efterhånden lykkedes mig at overbevise receptionisterne om.
Efter bad og morgenmad skulle Lis klippe Store-Maria, hvilket indbragte hende 2 liter hjemmelavet raki-psimeni. Den kan nok anvendes ved festen. Til gengæld har vi svært ved at få bugt med alle de agurker og tomater, som ustandseligt tilflyder os, så nu er vi begyndt at dele ud til de andre familier.
Formiddagskaffe – nu med marmorkage - på Frou-Frou sammen med Snik & Snak og efterfølgende indkøb i kiosken og købmanden, hvorefter vi vendte hjemad så jeg kunne blive klar til at køre i havnen for at hjælpe til når den nødstedte bagage endelig ville ankomme med Blue Star. Askasbussen ville også assistere, så jeg kunne bare tilbyde Nikolaj at hjælpe med at få kufferterne op ad bakken til Yperia. Båden kom og både Bilsbybandemedlemmer og Nikoløjsere myldrede om bord for at bringe deres kufferter i sikkerhed på kajen.
Pandakareten blev tæt pakket til den korte køretur, som også gav mig mulighed for at se det værelse de havde fået. Stort og med en fin udsigt ned til havnen og bugten.
Om aftenen spiste vi på Korelli, hvor vi til vores store ærgrelse måtte levne ½ fad små fisk. På hjemturen mødte vi Nikoløjserne i Kapellet, hvor de så fodbold og fik en smule fast føde.
Gåtur hjem langs vandet i det varme mørke.
EPISTEL 7
Tirsdag d 6.juli 2021
Det er afskeds- og ankomstdag. Poul og Annnelise har pakket og ryddet værelset. I dagens anledning gav de morgenmad i restauranten, hvilket altid er en god oplevelse trods den triste anledning. Deres værelse bliver overtaget og Lars & Stefanie, som ankommer med Blue Star i eftermiddag til Katapola sammen med Annemette & Niels, Steven og Uffe & Evas datter Sofie og hendes datter Pippi. Steven skal blive i Katapola, mens de andre bliver hentet af bussen, som så bagefter skal fragte Snik & Snak den tunge vej over bjergene til afgang fra Katapola med selvsamme skib. De er heldige at have fået kahyt, så de kan vågne rimelig friske op i morgen tidlig kl. 5, når de kommer til Piræus.
Vi kørte også ind til byen for sammen med Lise at erhverve os billetter til hjemturen d. 14. juli. Ioanna har snakket med både billetsælgeren her i byen og en bekendt i Blue Star for at overbevise dem om, at de måtte kunne skaffe os en kahyt, men da vi kom ind på kontoret, beklagede han og sagde at han ville beholde sedlen med vores navne et par dage for at se om der dukkede en mulighed op. Til gengæld fik Lise sin billet til Highspeed-færgen på søndag.
I den kronologiske fortælling er vi kommet til lørdag d. 3. juli – en mindeværdig aften, hvor Danmark vandt over Tjekkiet i EM-turneringen og derfor skal spille semifinale mod England i morgen aften, onsdag. Det bliver stort. Men lørdagen startede ellers lidt forvirrende med et klassisk datoroderi, der gjorde at jeg troede, at Lise og Rasmus ville ankomme om eftermiddagen sammen med ”Simonitterne” fra Fløng. I den anledning havde jeg selvfølgelig haft fat i både Mario og Ioanna for at sikre at værelserne var klar, men heldigvis fik jeg styr på datoerne og mig selv inden det udviklede sig til det totale, græske kaos.
Simon og familien i eftermiddag, Lise og Rasmus i morgen Mads på mandag og altså Tosserierne fra Ishøj og Lars & Stefanie i dag, tirsdag.
Forvirringen fortsatte imidlertid da vi begav os ind til byen for at se på en skjorte hos Scarface. Jeg behøvede ikke at prøve skjorten for at afgøre at jeg vist var for stor til den, men da jeg skulle gå kunne jeg ikke finde min ”taskepose” hvor telefon og pung fandt ly sammen med nitroen. Vi var 4 mennesker til at gennemtrawle den lille butik uden at finde spor, så jeg skyndte mig tilbage til Pandaen for at konstatere, om jeg virkelig havde været så ubetænksom at glemme den i bilen (i denne varme er intet utænkeligt!) Men nej. På vejen tilbage til forretningen så jeg i det fjerne Poul gestikulere på en måde, der kunne tolkes som, at pungen og pose var fundet. Scarface havde hængt den på en krog, mens vi gennempløjede udvalget af skjorter. Stor lettelse.
Et efterfølgende besøg på apoteket berigede os med mavesyreregulerende tyggetabletter, rød Panadol og Magnesiumpiller samt dagens mest værdifulde bemærkning fra den opmærksomme og meget venlige apotekerdame, som - da jeg var på vej ud – bemærkede: ”Jeg kan da se, at du har tabt dig!” Og ikke nok med det; da jeg bemærkede at det vist var et synsbedrag, forsikrede hun mig om, at det så sandelig forholdt sig sådan. Det kunne hun da selv se.
Så åd jeg den og voksede et par millimeter.
Efter lidt yderligere indkøb og en frapé i Kapellet, gik jeg hjem for at komme i form til aftenens strabadser og afhentningen af Simonitterne, som jo skal bo på Fani Studios, hvor de har et værelse, der kan rumme alle 5.
Jeg var i havnen da skibet kom og havde forberedt bilen på de mange kufferter og tasker. Men Fani Studio var sandelig også på plads med en større vogn, så jeg nøjedes med at køre til p-pladsen, så jeg i hvert fald kunne få set deres værelse, som virkelig gjorde familien glad. Det ligger jo formidabelt lige ned til stranden og med masser af senge, et lille køkken og en lille have udenfor kunne værelset tilfredsstille alle forventningerne.
Om aftenen var hele den danske invasionsstyrke samlet til fodbold, som tilmed var sat op til at blive vist på Viaplay med danske kommentatorer. Det var et prægtigt syn at se hele flokken rejse sig og synge med på ”Der er et yndigt land” – selvom det måske ikke lød helt så prangende. Men med en 2-1 sejr gjorde det ikke noget. Begejstringen var til at se og høre – ligesom det ikke uanselige batteri af tomme ølflasker gav en forklaring på den noget højrøstede kommunikation.
Bagefter var der levende musik og et mylder af græske gæster, så festen fortsatte til klokken 4, men da var vi for længst væltet omkuld. Thi morgendagen havde jo også sine opgaver.
Således ville Lise og Rasmus komme med Blue Star til Katapola efter et par dage i Athens varme.
Det blev en lang, varm formiddage, hvor Triaden gik på stranden, mens jeg forsøgte at få indhentet noget af det forsømte noteskribleri, så jeg kunne sætte mig ned på Argo og skrive epistlen. Men se om ikke de triadiske lokkeduer flokkedes bag mig i et fælles råb, da klokken skred forbi 12: Ouzo-time! Og kun en standhaftig puritaner kan sidde en sådan opfordring overhørig – epistel eller ej.
Til gengæld betød det, at vi ikke fik en lur inden bussen omsider dukkede op med ”Kofødderne”. Forinden havde chaufføren ringet til Marios, da han mente ikke at kunne finde Lise. Godt nok havde han fået fat i Rasmus, men han var ikke klar over, at kvinden ved hans side var Lise. Den grinede vi en del af den eftermiddag.
Vi fik en sen lur og mødtes igen med de 2 omtalte ”-fødder” i restauranten, hvor vi også spiste sammen med Snik & Snak. Og på forunderlig vis lykkedes det os at finde ro og hvile, selv om klokken kun var lidt over 10, da vi kom tilbage på værelset.
EPISTEL 8
Onsdag d. 7. juli 2o21
Da vi vågnede i morges, var vi begge klar over, at meget var anderledes. På nummer 6 boede nu Lars og Stefanie ligesom nummer 3 var blevet indtaget af Annemette & Niels som sædvanlig. Annelise havde sendt os en besked om, at de nu sad i lufthavnen efter ankomsten til Piraeus allerede kl 4:30 , og det var ikke muligt at få noget morgen. Samtidig var morgenstemningen i havnen ikke særlig behagelig, så selv om ventetiden i lufthavnen på denne måde blev meget lang (7 timer) var det at foretrække. Foranlediget heraf besluttede vi os for at undersøge mulighederne af en alternativ afrejse.
Men først og fremmest konstaterede vi, at vi begge havde haft utrolig hyppig kontakt med toilettet i løbet af natten, hvorfor vi besluttede os for ikke alene at droppe morgenbadningen sammen med Bilsbybandens præsidentpar, men også at undlade indtagelsen af æg & bacon. En ganske skelsættende beslutning. Så efter et par kiks og 2 sesamfrøpinde vil jeg nu prøve at knytte forbindelse til de sidste par dages begivenheder, mens Lis er på stranden med Lise.
Mandag d. 5. juli
Bilsbybanden havde besluttet sig for en vandretur fra Langada til Tholaria, som pga af den fortsatte sol og varme selvfølgelig skulle starte så tidligt som muligt, hvorfor præsidentparret havde meldt fra til morgenbadningen.
Formiddagen blev præget af, at jeg skulle køre til Katapola for at hente Mads, der ville ankomme med Seajet fra Santorini kl. 14:15, så ventetiden eftermorgenmaden blev brugt til lidt arbejde med alle de fotos, der skulle uploades til hjemmesiden – og til at bande over de problemer, som korte netafbrydelser gav.
Lis og Annelise skulle ind til ”foddamen” Petra, som var vendt tilbage, kl. 14, så hun tog med mig derind, da jeg drog mod Katapola ved ½2-tiden så hun også fik lidt tid til at shoppe!!
Når man kun er 1 person i Panda-kareten mærkes det tydeligt på den spinkle motor, som nu kan præstere bedre i alle gear. Så det lykkedes faktisk på enkelte stræk at komme op i 4 gear!! Til gengæld holder den ikke meget igen, når man kører nedad i de små gear. Det må bremses tage sig, og i varmen kan man godt blive bekymret over bremsernes tilstand ved denne idelige nedbremsning. Men det gik fint og flyvende over Hora til p-pladsen i Katapola. Jeg var i god tid og satte mig ind på en cafe, hvor Saki, og de andre chauffører fra Aegiali sad og ventede. Efter en frapé og lidt lytten til uforståelighederne og de tilsyneladende vitser, gik jeg mod havnekajen, hvor den forsinkede Seajet netop ankom.
Vejret var godt og havet stille, så Mads havde haft en fin tur. Og forsinkelsen skyldtes en for sen ankomst til Santorini. Tilbageturen gik også fint og det lykkedes mig endog at overhale bussen fra Yperia – efter opfordring fra chaufføren, der gjorde plads. Mads fortalte om sine oplevelser på Santorini og snart var vi tilbage på Askas, hvor Lis endnu ikke var kommet tilbage fra neglefileriet.
Da Mads jo ikke er direkte med i nogle af de herværende bander betragter vi ham som hangaround til Kofødderne, eftersom han jo tidligere har været en del af duoen: KNOLD &TOT.
Efter aftenmesse i Kapellet blev vi enige om at spise sammen med Kofødderne på Asteria, hvor Poul var med på at dele en Pizza Speciale, mens Rasmus valgte Pizza Emilianna. Rigelig og god mad, hvilket som sædvanlig førte til en tung gang hjem til Askas og et hurtigt træk mod sengen.
Tirsdag d. 6. juli var i høj grad præget af, at Snik & Snak skulle hjem; men også af at det var dagen, hvor Lars og Stefanie samt Niels og Annemette skulle ankomme. I øvrigt et par timer før afrejsen skulle finde sted, som beskrevet i forrige epistel.
Så på nuværende tidspunkt er jeg helt ajour med skriverierne inden aftenens fodboldkamp, hvor alle banderne igen skal samles her på Askas til middag og fodbold. Og forberedelserne til fredagens fest skrider ligeledes frem med både madplan, bordopstilling og -pyntning og de nødvendige indkøb.
Jeg har lavet en ny hjemrejseplan, som betyder et hotelophold i Piræus og en sejltur med Seajetten fra Katapola til Piræus. Ikke min yndlingstransportform, men…beretningen fra Snik & Snak fik os til at beslutte det.
Og på grund af tidernes skiften og sædernes forfald fortsætter jeg ufortrødent videre her, selvom vi faktisk er nået til fredag d. 9. juli dagen for den store fest, hvilket netop kræver nogle lidt andre rutiner.
Således kan jeg starte med at berette, at beslutningen om at ændre hjemrejse-form endnu en gang blev forandret, ad vi besøgte billetkontoret, hvor vi faktisk havde en aftale med Lefteris, som er boss der, om at han skulle prøve at skaffe os den kahyt til hjemturen, som åbenbart er så eftertragtet, at det stort set er umuligt at erhverve sig en plads. Han bedyrede at han forsøgte og at chancerne nu var over 50 %, så han ville ringe til Ioanna og fortælle hende, hvis det lykkedes. Da vi nu havde både hotel og taxi i Piræus, besluttede vi os for at benytte kahytmuligheden, hvis den dukkede op (hvilket i øvrigt Ioanna mente nok var sandsynligt, for ellers ville hun ringe til sin kontakt i Blue Star, hvilket billet-Lefteris næppe ville værdsætte) Vi ville så kunne få et par timers søvn på hotellet, spise morgenmad og være klar til den bestilte taxi kl 10 og parate til afgang 13:30.
Et andet argument for denne plan var, at vejret har ændret sig og vinder er taget til, hvilket kan betyde at Seajetten ikke sejler – og så skulle vi alligevel tage Blue Star, men bare uden kahyt.
Men tilbage til tirsdag, hvor vi efter messe i Kapellet med ”Kofødderene” gik op på taget hos Katina, hvor Knold & Tot havde bestilt bord. Heroppe mødte vi også Simonitterne og Nikoløjserne, som spiste sammen i fordragelighed.
Vi fik som sædvanlig god mad, selvom oksen i mørk øl-sovs med champignon, ikke var helt let at tygge for fru Madsen
Dagen efter havde selvfølgelig aftenens fodboldkamp som overskrift.
Desværre var den også præget af, at både Lis og jeg havde pådraget os en ”grækermave” med hurtige udrykninger til toilettet hele natten. Så vi startede dagen forsigtigt, uden morgenbadning og uden bacon & æg. Og i det hele taget foregik dagen i et langsommere tempo med et enkelt besøg på Argo sammen med Lise, inden vi vendte tilbage for at forberede os på aftenens program: Efter samling på taget kl. 19 var der bandefotografering på trappen og derefter spisning fra 20-22, hvor kampen startede.
På flere måder blev det noget af en nedtur. For mig mest fordi det endnu en gang viste sig, at jeg ikke kunne klare presset, så jeg måtte gå op på værelset efter første halvleg. Ikke fordi jeg var deprimeret over stillingen, men fordi jeg simpelthen blev dårlig af spændingen og den intense stemning blandt alle de fremmødte danskere; både fra Askas og inde fra byen. Lidt nitro og piller hjalp på spændingerne og jeg faldt hurtigt i søvn uden fornemmelse af, hvordan kampen forløb nede i restauranten. Og det var vist også meget godt!
Torsdag morgen var vi klar til morgenbadning igen, og selv om der var kommet betydelig mere bevægelse i vandet og større dønninger, var temperaturen stadig 25 gr. Den kan noget den sol.
Forberedelser til festen tog fart og vi skulle gøre klar til at færdiggøre dekorationerne, når solsikkerne ankom om eftermiddagen. Vi nøjedes dog med at sætte dem i vand så de var klar til i formiddags, hvor Gitte og Lis gik i gang. Jeg kæmpede med at få anbragt folk ved de 10-mandsborde, som er tilladte og Marios meddelte, at en ny forordning understregede forbuddet mod at danse i restauranterne, men han var lidt usikker på, hvorvidt det var tilladt med musik! Derudover skulle Lis’s velkomsttale gøres færdig, så Niels B. kunne oversætte dele af den til græsk. En enkelt bytur med indkøb af chips og en frapé i Kapellet og en aftale med Nikoløjserne om at mødes i Kapellet om aftenen til messe, inden vi skulle spise sammen.
Vi spiste på torvet i ”Kebab.biksen”, hvor vi fik god mad, mens betjeningen var præget af, at det tilsyneladende var 2 helt uøvede begyndere, der skulle sørge for tingene. Men også meget mad til en rimelig pris. Og så sad vi jo på en plads så de fleste af banderne kom forbi og snakkede. Til sidst dukkede Lise op sammen med Lars & Stefanie, som satte sig og fik lidt vin inden vi afsluttede seancen og fandt vej hjem i mørket.
Lige nu er det således fredag d. 9. juli. Lis har fået en gave af personalet i restauranten og er nu gået på stranden sammen med sine bodyguards: Knold & Tot, som i øvrigt skal flytte værelse i morgen. De flytter ned i byen, hvor de skal bo i et studioværelse lige overfor apoteket.
Steven er kommet på besøg på nr 3, borddekorationerne er klar, champagnen står på køl og vandmelonen er båret ind. Om kort tid skal jeg ned og stille borde op og derefter skal jeg finde en måde at få fordelt alle gæsterne. Det kan nemt blive et kaos.
