Askas, Amorgos mandag d. 29.juni 2015Vi hører - og har hørt - telefonisk, pr. Sms og via netradio en masse om det forestående krisesammenbrud i Grækenland i forbindelse med folkeafstemningen d. 5. Juli, skæringsdatoen d. 30.juni, bankernes lukning og finansmarkedernes skælven, en masse om "Grækenland på afgrundens rand".
Fra vi landede i lørdags og til nu er det eneste, vi har mærket til fænomenet, en ophidset rigmands beklagelser i går aftes, da vi sad her på Askas og spiste en fortræffelig meze med ouzo og raki sammen med Lefteris og hans kone Maria. Den stakkels mand havde nemlig en hulens masse penge i klemme i forbindelse med de forestående restriktioner, hvilket han så udbredte sig om overfor den forsamlede familie, hvoraf de unge kun havde lidt smil og fnisen tilovers mens Lefteris nok var enig med staklen om, at Tsipras var djævlens søn.
I hvert fald havde Fani om eftermiddagen, da vi blev modtaget efter ankomsten fra Katapola med en fin frokost, fortalt os hvordan hun så problemstillingen i forbindelse med folkeafstemningen: uanset om man stemte "ja" eller "nej" til betingelserne ville det komme til at gøre ondt på befolkningen i mange år. Og spørgsmålet var derfor hvilken smerte der ville blive værst og længst - og hvilke muligheder der var for bagefter at komme videre. Og her foretrak hun - og sikkert mange med hende - at sige nej. Ikke mindst fordi betingelserne var ydmygende og længerevarende (mente hun) og ville efterlade Grækenland som et raseret fallitbo, hvor man virkelig havde solgt ud af alle mulighederne for at bygge noget nyt op.
Og jo, så så vi da også en lille kø ved pengeautomaten, men primært turister, som virkede yderst rolige og afslappet. I det hele taget ingen tegn på panik i byen og stadigvæk med mulighed for at betale i butikkerne med VISA-kortet. Godt nok langede vi et bundt sedler over receptionsdisken til Mario, da vi betalte vores værelser på forhånd. Men det var simpelthen efter aftale og for at slippe for at ligge inde med alt for mange kontanter.
Heller ikke i lufthavnen eller Piræus mærkede vì andre ændringer end dem, der for os lå i at lande om aftenen og kører med bussen gennem en meget roligere trafik mens solen gik ned mellem bjerge og skyer.
Lufthavn og flyvetur var forløbet helt uden drama eller uventede hændelser og bagagen kom så hurtigt, at der overhovedet ikke var mulighed for at få angstfantasier vedrørende manglende kufferter. Så vi var forventningsfulde og afslappede, mens vi nærmede os havnen, hvor det tilmed lykkedes os at komme af ved det rigtige stoppested: NAT - lige ved Dimotiko!!! Og så var det bare om at gå ad den store, forunderligt stille gade hen til hjørnet ved H&M, dreje til højre og gå et par hundrede meter ad en 99temmelig mørk og smal gade, heldigvis hjulpet på vej af en meget hjælpsom ung pige - på grund af de manglende skilte med vejnavne. Og så lyste det op, skiltet med "Piraeus Dream Hotel". Elegant og en smule mondænt, som grækerne nu kan få det til at ligne på overfladen. Men også nedenunder - eller snarere ovenover på værelserne - var det fine forhold...
Faktisk var det først her på hotellet, at vi oplevede den første uregelmæssighed, da vi skulle med elevatoren op. Der var godt nok ikke tale om verdens mindste elevator som i Paris, så vi kunne lige klemme os ind sammen med bagagen, men da vi nåede op på 4 etage og foldedøren - ligesom i Paris - gik op kiggede jeg lige ind i et stort spejl, som gjorde mig mere end almindeligt forvirret, da jeg da ikke som en anden Alice i eventyrland ville gå gennem spejlet. Til gengæld handlede elevatoren resolut når nu jeg ikke kunne bestemme mig: den begyndte simpelthen at køre ned igen. Helt ned til lobbyen, hvor de samme mennesker, som for et øjeblik siden havde holdt døren for os og hjulpet os ind, stirrede betuttet på de let rødmende danske turister og deres oppakning. Hvorefter de lukkede døren, så vi kunne gøre et nyt forsøg, som førte os gennem glasdøren og ind på et fint værelse lige under restauranten på tagterrassen.
Senere fik vi en ouzo med tilhørende græsk salat og kalamares oppe på taget med udsigt udover byen og havnen. Mondænt.
Kl. 4 om natten var vi begge vågnet op, og kort efter lød der en alarm, som dog hurtigt blev afbrudt. Det gentog sig 3-4 gange inden de fik bugt med den løbske alarm, så der blev ikke megen søvn inden vi stod op ved 5-tiden, så vi kunne være i receptionen 5:45 for at betale og få en taxi ned til Bluestar Naxos, der i øvrigt viste sig at ligge et andet sted end vi havde forventet, hvilket gjorde det meget lettere at få hentet billetterne, selvom receptionisten på hotellet havde berettet om kaos på kajen om morgen. Business class og dyrt morgenfoder med croissant og baguette. Lang dags rolig tur mod Amorgos med genoplevelsen af alle 3 små Kyklader: Iraklia, Schinoussa og Kofounissia inden vi fejrede den sidste tur mod Katapola med en ouzo.
Bagagen var stadig på sin plads på vogndækket, Saki, chaufføren, stod som lovet i havnen - ligesom Nikos, der kører for Petra; men desværre havde købmanden solgt sin sidste flaske CAIR, som vi ellers vi have delt med Evdokia ved ankomsten, da Lis havde medbragt kransekage til lejligheden. Men det er en skøn måde at ankomme til øen: om eftermiddagen og med en smuk bustur, som giver en storslået introduktion til Amorgos's herligheder. Og til slut den hjertelige modtagelse på Askas med kys og knus og mad og drikke samt masser af snak.
Endelig blev det så tid til at se resultaterne af vinterens ombygninger og renovation. Specielt de nye badeværelser, hvor der virkelig er blevet gået til den med forandringer. Og så tror jeg ikke at der er to badeværelser, der er ens. Imponerende. Nye farver og fliser, nye håndvaske, nye brusere og nye toiletter. Så nyt og moderne, at man kunne forledes til at tro, at man nu kan smide toiletpapiret i toiletkummen; men nej, forsikrede Mario os om, der var stadig den samme henstilling om, at bruge spanden, som altid står mere end en armslængde fra toilettet. Nye døre var det også blevet til - både til gangen og ud til terrassen. Senere, under udpakningen af vores ting, gik det op for os, at der manglede noget: døren til vores lagerrum over badeværelset var væk, muret til. Mario kunne dog berolige os med, at alle tingene var blevet gemt et andet sted og viste os derpå, hvordan loftet i badeværelset var blevet hævet idet man simpelthen havde nedlagt rummet. Så trods overraskelsen fik vi vores partykuffert og hele overlevelsespakken.
Men alt i alt en kæmpemæssig opgave, som var blevet løst i vinters. Desværre for Mario havde den nuværende krise imidlertid sat spørgsmålstegn ved, om han nu kunne få det tilskud fra EU, som var blevet stillet ham i udsigt ved projektets start. En klemme, der kunne mærkes, ikke mindst fordi alle de håndværkere, der havde udført arbejdet jo skulle have deres løn - mens Mario altså ikke fik sit tilskud.
Nu er klokken blevet 16 og Lis sidder i solen på balkonen. Dagen startede selvfølgelig med morgenbadning kl. 8 i 23 gr varmt vand, som jeg efterhånden kom til at synes rigtig godt om. Ligeså selvfølgeligt blev der fulgt op med æg og bacon og lidt almindeligt morgenbikkeri inden vi begav os ind mod byen, hvor der blev handlet og hævet penge i automaten inden vi hilste på Georgos og hans datter Urania, som bød på Cola og lemonade efter eget valg.
Solen banker ned, vind er der ikke meget af og temperaturen på værelset er 28 gr og vi spiser kransekage til eftermiddagskaffen. C'est la vie.
PS. Til en afveksling volder uploadningen af fotos en del problemer, men der arbejdes ihærdigt på sagen
Amorgos tirsdag d. 30.juni 2015Klokken er nu 11:15 og vi har været i vandet, i dag uden bamsometer. Morgencomplet med det hele på balkonen og nu ordner fruen hår inden vi begiver os mod staden for at købe billetter til Seajetten, når vi skal hjem d. 22. Juli. Der er godt nok længe til, men begrænsede pladser - og vi må nok hellere sikre os en mulighed for at få refunderet billetterne, hvis båden af en eller anden grund (hvad skulle det mon kunne være?) - skulle blive aflyst.
Efter afsendelsen af gårsdagens bulletin skete der ikke det store. Vi gik endnu en tur ind til byen for at finde noget så eksotisk som et lille håndspejl(!!) hvormed Lis kan få øje på nakken. Den obligatoriske ouzo på hjørnet i solnedgangen skulle selvfølgelig også afprøves inden vi luffede langs stranden tilbage til Askas for at spise. Her er ikke mange turister, men en hel del familie, bl. a. søsteren Maria, hvis man, "Yanikakki" døde for 2 måneder siden efter flere års sygdom. Lefteris hang foran fjernsynet, hvor der blev diskuteret politik og økonomi med udsigt til bankerotten og grexit. Bopi serverede og vores opfindsomhed rakte ikke længere end til feta i fillodej med græsk salat og kalamares med tzaziki, og da vi som dessert fik et stykke yderst delikat kage måtte jeg naturligvis divertere min gane med en dobbelt espresso.
Jeg havde i gårsdagens epistel vistnok glemt at fortælle, at søndagens mest betydningsfulde drama bestod i, at Evdokias telefon forsvandt - sandsynligvis stjålet. At miste sin telefon er selvfølgelig ærgerligt, men for Evdokia var det ren nedtur idet hun bruger den som "kontor" hvor hun fører regnskab med alle bestillingerne på biludlejning m.m. Så hun var rigtig, rigtig trist og måtte gå tidligt i seng.
I går aftes var humøret dog tilbage på sporet igen, så da vi skulle til at gå op på værelset bemærkede jeg, at hun da vist havde fået ny telefon? Det bekræftede hun og med et svedent grin spurgte hun så, om jeg vidste hvor hun fremover ville gemme den, så den ikke forsvandt igen. "I kavalergangen" replicerede Lis hurtigt, hvorefter Evdokia bekræftede og spurgte om vi ville se, hvad hendes brystbeholder kunne indeholde. Derpå trak hun pengesedler, småmønter, regninger og notater op, mens restauranten genlød af hendes hvinende latter - godt fuldt op af vores grin og udbrud. Jeg spurgte selvfølgelig også, om hun nu havde kigget ordentligt efter at den gamle telefon ikke havde forputtet sig inde i det rummelige gemmested.
Således grinende gik vi op på værelset mens vi snakkede om, at der vist ikke var mange restauranter, hvor man kunne opleve at chefen højlydt hylende af grin ville trække pengesedler og mobiltelefoner op mellem brysterne.
Klokken er nu blevet 19:45 og vi sidder i solnedgangen på balkonen og venter på bussen til Tholaria, som kører om en time. Forlydender vil vide, at der er fest og farver tilsat musik deroppe i aften som optakt til morgendagens 1. Juli fest. Egentlig ville vi have spist middag deroppe, men skæbnen ville noget andet da vi kom op fra vandet i eftermiddags. Lis blev fanget af Lefteris, som sad sammen med slagteren ved et bord med to store kødfade: svinekoteletter a la Amorgos og lever med tilhørende frittede kartofler. Lefteris mente, at Lis skulle få fat i mig, så vi begge kunne komme ned til bordet og spise med. Vist havde vi planer om en simpel frokost på værelset, men nu udartede det til storspisning i en grad så Lefteris selv slog ud med armene og med et bredt grin erklærede, at dette var et fint eksempel på den græske krise, som i øvrigt samtidig blev oprullet på storskærmen. Øl i glassene og svin på bordet!
Formiddagens tur til byen og billetkontoret endte resultatløst, idet det viste sig meget usikkert om vi kunne få pengene tilbage, såfremt Seajetten ikke sejler d. 22. Juli. Så vi blev kastet ud i nye overvejelser, som foreløbig er resulteret i, at vi vil prøve at få kahyt-billetter til Blue Star Naxos, som sejler d. 22. Om aftenen og er i Piræus næste morgen kl. 5, hvor vi så har en bestilling på Dream Hotel. Det er projektet for i morgen, hvor jeg næppe tror at vi vil tage op til Tholaria om morgenen for at overvære sceneriet ved kirken og den efterfølgende spisning. Det skulle da lige være for at gå en tur ud til det lille kapel ved kysten.
Og lad mig så afslutningsvis beklage, at det stadigvæk kniber med at få alle de billeder bragt videre, som jeg egentlig gerne ville. Men, men, men.....og det er ikke alt sammen "fejl 40". Ouzo-time!
THOLARIA d. 30.6Det var nu ikke fordi det var specielt overvældende, når man kom væk fra kirkepladsen og området lige der omkring. Men vi kom ind i den gamle købmand, hvor vi tit har siddet og fået drinks men aldrig rigtig været inde i butikken, som viste sig at indeholde et væld af forskelligartede varer. Èn fryd som blandt andet skaffede os det syltetøjsglas, som vi havde ledt efter. Det skal bruges til Lis's medbragte , hjemmelavede jordbærsyltetøj som gave til Fani bedstemor, der fyldte firs i går, onsdag. Og havde da ellers brugt lang tid på at finde en egnet beholde hos både Klask & Karry og Supermarket.
Bagefter gik vi tilbage til Yannis's restaurant overfor kirken, hvor vi fik et bord med fin udsigt til al hurlumhejen oppe på kirkepladsen hvor der fortsat var gang i uddelingen af brød og vin, mens der blev hilst og snakket og gjort korsets tegn. Vi så også biskoppen med sit følge af sortklædte kakkelovsrørhatte støttende sig til sin sølvbeslåede statusstang, mens hans hånd blev overbekysset af ivrigt troende og en enkelt nonne. Gribende, og en smule overdrevent
Godt bespiste som vi jo var efter eftermiddagens "svineri" nøjedes vi med en lille portion frittede meatballs og hjemmelavede kartofler, skyllet ned med retsina fra tønden! (heldigvis kold). Og da klokken efterhånden nærmede sig tidspunktet for den sidste busafgang begav vi os ned mod p-pladsen, hvor vi mødte Lefteris's søstre Sofia og Maroulli, som også var på vej hjem. Maroullis søn Nikos var på motorcykel og selv om Lis gerne ville, fik hun ikke lov til at sidde bag på, da han kørte ned for at hente en bil, som så kunne køre os alle til Askas og hjem. En fiks og behagelig løsning.
Hjemme delta vi et par glas retsina og lidt snak med familien inden vi fandt vej til dobbeltsengen, langt fra den græske krise, som bliver fulgt ihærdigt af Lefteris på fjernsynet. Ķalinichta.
Og sådan blev det altså onsdag d. 1. Juli - dagen hvor det stod uigenkaldeligt klart, at græķerne ikke ville eller kunne tilbagebetale, hvad de skyldte. Måske var det derfor at skyerne lå tæt over bugten og dalen og dønningerne skabte nogle voldsomme bølgeslag mod stranden, hvilket selvfølgelig ikke kunne afskrække os fra den obligatoriske vandgang med bamsometer måling (23 gr) og Lis's roteren for alle dem, der ikke kan være her (?) samt det efterhånden klassiske "vandløb" hen til den store stenhvaĺros ved Lakki. Dette vandløb har mange varianter og distancer og bliver ofte kombineret med svømning af forskellig slags. Men at der tale om seriøs motion er vi ikke et øjeblik i tvivl om!!
Fra morgenmadsbalkonen hilste vi på Ellie, som var på vej op til 1. Juli arrangementet i Tholaria, og sener begav vi os endnu en ģang ind til byen for at købe færgebilletter til d.21. Juli, idet vi havde fået Ioanna til at bestille en ekstra overnatning på Dream Hotel. Men ak, billetkontoret ville kun tage imod cash, no plastiç. Og det viste sig, at pengeautomaten var tom, så vi måtte vente med at afhente billetterne til dagen efter - eller om aftenen.
Lis gik i vandet og jeg kæmpede endnu engang min ulige kamp med billederne til hjemmesiden. Så voldsomt at jeg efterhånden også trængte til en ekstra cooler i de blide bølger. Denne gang fra den nordlige ende af stranden, hvor der tilsyneladende er blevet tilført ekstra sand og udlagt to "høfder" bestående af store klìppestykker. Og bedre er det absolut blevet.
Om aftenen ville vi hente billetter, men da chefen ikke var til stede viste det sig umuligt. "Avrio!" så vi nøjedes med at lunte ned til "Kapellet" på hjørnet, hvor vi i fællesskab kunne undre os over, hvor få troende der tilsyneladende er parate til at deltage i aftennadveren. For os kan stedet ikke blive mere oprigtig og græsk - ja hyggeligt. Men vi må ofte bede bønne alene. Forhåbentlig kommer der nogle mere troende pilgrimme i næste uge?
Aftenens middag på Askas udartede og vi fik bestilt for meget mad, som dog alt sammen smagte rigtig godt. Og vi kunne slutte af med fødselsdagssang og -kage for oldemor, der til daglig passer lille-Evdokia og Konstantinos, mens Mario underholdt med bouzouki og sang.
PS. Havde i øvrigt mødt Stephanie, som tidligere havde været i køkkenet på Askas, på vej hjem om aftenen. Hun var i overgearet godt humør og fortalte os, at hun var model og havde masser af penge - i en schweizer-bank. Men vi holder jo af gode historier - selvom torsdagens oplevelser må vente til næste skriveri.
Fredag d. 3. Juni 2015Vi er nu gået ind i uge 2.
Men jeg vil alligevel tage tråden op og fortsætte med at berette om torsdagens hændelser, omend de næppe kan beskrives som hverken epokegørende eller dramatiske. Måske interessante for de indviede?
Ved synet af morgenhavets dønninger kunne vi kun konkludere, at de måtte skyldes den fuldmåne, som om aftenen ville oplyse bugten. Vi valgte at skifte udgangspunkt for morgenbadet idet vi gik forbi Lakki og ud på "Nordstranden" med dens nyanlagte sand og klippehøfder. Ikke en sjæl i miles omkreds, kun os, dønningerne og solen der som sædvanlig havde sat spot på Nikouria som malerisk baggrund. Vi fortsatte udviklingen af "vandløbsdisciplinerne" og kunne konstatere at en af forhindringerne ved denne idræt er de små og store klippestykker, som ligger spredt i sandbunden. De kan nedsætte hastigheden markant og fremtrylle mange både nye og kendte kraftudtryk, når vi fræser af sted mellem de to forstenede hvalrosser, der markerer en banelængde!!!
Allerede inden vi gik ned mod vandet havde vi bemærket at Lefteris havde sat gang i nedrivning af et stykke mur ud mod vejen, hvilket selvfølgelig førte til mange gætterier. Ikke mindst fordi den netop var blevet gjort lavere med plads til nogle plantekrukker. Ioanna gav os forklaringen: de to varmtvandsbeholdere, som stod for enden af huset skulle hejses op på taget. Derfor ville der komme en lastvogn med kran, som skulle ind på pladsen foran facaden - og altså måtte et stykke af muren ned. Som det udviklede sig blev vi en anelse imponerede. Muren blev revet ned, lastbilen fik bugseret sig ind og måtte undervejs lige flytte en af de store stenblokke, som ligger dekorativt spredt ud på pladsen for derefter at få placeret sig så tæt på muren som muligt. Herefter skulle beholderne op mens der skulle passes på en ledning og mure og altaner m.m. På taget stod Mario med nogle arbejdere der var ved at lave halvtaget i den anden ende af den tagterrasse, som på grund af ombygningerne og de nye installationer næppe blir til pænt brug i år. Men Mario havde spurgt os, om vi mente det var nødvendigt med et halvtag deroppe, hvilket vi havde bekræftet, så 2 mand var sat til at få det rejst i løbet af formiddagen.
Beholderne kom op og blev placeret på taget, kranvognen kørt ud og stenblokken lagt på plads - og alt sammen inden klokken var 12. Hele operationen havde varet mindre en 4 timer - og vi var imponerede. Beskeden var, at muren ville blive genopført dagen efter - dvs i dag fredag. Og som jeg sidder her på balkonen og skriver kan jeg bekræfte at det netop er, hvad der er sket. Græsk tid kan være mange ting.
Herefter gik vi til byen og fik endelig betalt og udleveret vores billetter til hjemtursfærgen. Mindre heldig var Lis, da hun ville forhøre sig om cosmetikklinikkens muligheder for at sværte hendes øjenvipper. Trods store reklamer og uddelte foldere var der lukket, ligesom der stadig ikke var penge i automaten. Men de siger at man kan hæve i Katapola?
Efter sol og skriv, med uundgåelige eder og forbandelser over et ustabilt net, skulle vi til Langada ved 5-tiden. Lis havde først lånt en bil af Evdokia, men da jeg havde glemt mit kørerkort kunne det ikke lade sig gøre. Til gengæld kunne vi så låne Fanis bil. Den havde godt nok automat-gear, hvilket jeg aldrig - i modsætning til hvad Lis havde fortalt Fani - havde prøvet. Men det lykkedes at komme til Langada, hvor Lis skulle investere i årets Calendula-ration. Derefter byen rundt og op og ned inden vi endte på Yannis restaurant til en forfriskning og en snak med fætter Dimitris, som jo står i køkkenet.
Om aftenen spiste vi på Asteria, enkelt og behersket, men desværre også med en tabt plombe i en af mine kindtænder. Forhåbentlig holder det til vi kommer hjem. Vi gik hjemad mens fuldmånen var på vej op over bjergkammen og kastede et fantastisk lys på de drivende skyer, som på et tidspunkt så ud til simpelthen at blive slugt af månen. Og endnu en gang så vi de to stærkt lysende stjerner, som vi senere fandt ud af er Venus og Jupiter som har danset tæt på himlen lige siden vi landede og så dem første gang i Piræus. Tilsyneladende er de ved at drive fra hinanden, men det har været en fascinerende planet-tango.
Hjemme på Askas var der meget stille og roligt, så vi sluttede af med en rakomolo, der skulle kunne sikre søvnen trods den fulde måne. Den var stærk og god - og godnat.
Søndag d.5 juli 2015For at bidrage til den almindelige forvirring, som man jo værdsætter højt her i Grækenland, skal jeg lige bemærke, at den påførte dato ovenfor henviser til den dag, hvor epistelen bliver skrevet. Da tingene jo lige skal have tid til at blive oplevet, og vi også lige skal finde tidslommer til skriveriet i denne hektiske ø-stemning, hvori vi befinder os, vil det derfor ofte forekomme, at beskrivelserne omhandler dagsgamle hændelser. Jeg skal dog love at gøre mig umage for med rimelighed at klargøre kronologien, selvom tankerne springer og indfaldene er legio.
Så lad mig derfor starte med , helt anakronistisk, at slå fast at dagen i dag jo er den store FOLKEAFSTEMNINGSDAG, hvor grækerne skal stemme ja eller nej uden dog at vide eller forstå, hvad det egentlig er, de stemmer om. Og måske er det også derfor, at vi i hvert fald herude på Amorgos har indtryk af en massiv "NEJ(OXI)"-stemning - og ikke blot hos de unge, som virker meget beslutsomme i deres valg. Således så vi i formiddags, da vi var taget til Langada sammen med Jan & Susanne for at besøge det lokale valgsted på skolen, en tilforordnet gå rundt med en hjemmelavet seddel hægtet på blusen med et stort OXI. Lidt andre regler end vi kender dem hjemmefra - ligesom vi har undret os over, at plakater slet ikke anvendes i valgkampen, som hovedsageligt er ført i TV. Men vi glæder os til at se resultaterne i aften, og ikke mindst til at høre kommentarerne i morgen. Ikke bare de græske, men også de internationale og hjemlige. Vores blændende blå nye regering må vel have en klar holdning til, hvordan disse problemer skal løses?? De har i hvert fald folk nok, der gerne vil ytre sig - og velsagtens gerne på baggrund af grækernes påståede uvidenhed og stupiditet?
Men ellers skal vi - på grund af lokale tekniske problemer vel helt tilbage til et kort resume af fredagens og lørdagens begivenheder:
Fredagen startede med blå himmel, frisk vind og mellemstore dønninger, som måske er ved at aftage i takt med månen? Bamsometermålingen viste 23 gr og luften 25. Faktisk var dagen startet med, at 2 mand allerede inden vi begav os ned mod vandet, var begyndt at genopbygge muren ud mod vejen. De var færdige inden middag. Og da vendte tilbage til fodskylleriet efter badet bemærkede vi, at halvtaget på taget også var færdigt og nu dannede skygge for en kvindes graciøse morgengymnastik. Nu mangler der kun et rækværk deroppe, så man ikke styrter udover den meget lave balustrade. Men jeg skal da straks røbe, at den allerede i går var sat op, hvorefter der blot skal sættes borde og stole derop. Gulvets ujævnheder må vi nok leve med, de bliver næppe klaret før til næste sæson.(ligesom tilsyneladende de anbefalede skilte på toiletterne om papirets rette vej!)
Egentlig ville vi have været ovre på Levroso for at snakke med Petros om næste lørdags brunch-arrangement, men det udsatte vi, da vi erfarede at Jan og Susanne ville ankomme med Seajetten fra Santorini kl. 13:30 i Katapola. Det ville vi da gerne vente på og byde dem ordentlig velkommen, som de første danske indvandrere. Men det varede indtil kl. 16 før de dukkede op og blev modtaget med ouzo og blitzlys.
Så det blev faktisk en dag, hvor vi slet ikke kom ind til byen, men til gengæld fik en eftermiddagssvømmer efter lureriet samt en solnedgangsouzo på balkonen inden vi gik ned i restauranten for at spise sammen med de nyankomne. Dejlig mad, som den nye kok kan lave det, bl.a. Risotto med muslinger og calamares og velafkølet retsina i passende mængder. Og min reducerede kindtand klarer sig indtil videre.
Lørdagen startede som den foregående med masser af sol, vind og voldsomme dønninger - samt en totalt nedbrudt tablet, der ikke ville være på nettet. Så kan det også være lige meget, næsten. For i løbet af dagen fik jeg lov at låne Fanis PC, som var i stand til at uploade billeder med en yderst rimelig hastighed, hvilket nogle af jer forhåbentlig har bemærket (Billeder 1 & Billeder 2).
Til gengæld lykkedes det os at komme over til Levroso og snakke med Petros og Maria, som efterhånden erindrede noget om en aftale med sølvbrudeparret om et bruncharrangement d. 11. Juli. Efter en sodavand gik turen hjemad igen og blev bl.a. Krydret med et stort arbejde for at fælde en yderst dekorativ men meget stikkende plante. Utroligt, hvad en stok kan bruges til. Det lykkedes at få den slidt fri af roden og bragt hjem, hvor Lis anbragte den på sit natbord, hvilket hun fortrød da hun om natten i mørket skulle have fat i sin vandflaske og blev mødt af arrige stik.
En eftermiddagssvømmer mellem "hvalrosserne" blev det også til, hvorefter vi så småt gik i gang med at overveje forberedelserne til næste lørdag. Vi havde også en aftale med Jan & Susanne om at mødes i ouzo-kapellet kl. 20, så vi drog af sted i god tid så Lis kunne hive en stand billige cigaretter ud af postmanden og også at få pengeautomaten til at slippe 200 euro.
Mads har nu bekræftet at han, på trods af sin brasilianske knæskade, vil komme til Amorgos som planlagt; dog uden vennen Morten, hvis knæ er i en noget værre forfatning.
Om aftenen var der levende musik (ø-musik med violin og bouzouki), spidstegt ged (eller var det får?) og mange mennesker på Askas. Vi havde reserveret bord og fik skøn mad og god dans, hvor bl.a. Også Susanne deltog, hvilket selvfølgelig berettigede hende til både kaffe, Metaxa og kage.
Jeg gik lidt tidligere i seng inden Lis fulgte efter, mens Jan & Susanne ville blive oppe og vente på Allan og Frederik, der skulle komme med Blue Star.
TIRSDAG D. 7. JULI 2015Så skete det igen. Den ivrigt kommenterende, erfarne og engagerede epistellæser fra Brasilien måtte til tastaturet for at ytre sig om sin utilfredshed med Vatraki-redaktionens noget uregelmæssige udgivelsespolitik. Selvfølgelig er det her i skrivestuen blevet opfattet som en yderst positiv kommentar, da den jo ganske klart bunder i et behov for at følge med i disse betragtninger over og skildringer af livets gang midt i orkanens øje af samme grund er vi da også glade for de alternative synspunkter og holdninger, som den dansk-brasilianske skribent tilfører det redaktionelle arbejde.
Jeg har derfor i en personlig mail til omtalte eksotisk lovet, at vi fremover vil tilstræbe en mere regelmæssig udgivelsespolitik for ikke at påfører ham og hans familie unødige frustrationer og skuffelser. Og jeg skal ikke undlade her at takke ham for den positive ånd, som helt åbenlyst gennemsyrer hans indlæg, samtidig med at jeg kun kan opfordre andre epistelstuderende om at udnytte den mulighed som jo også findes her på sitet for at sende os en kommentar, uanset højde, vægt og alder.
Og lad mig så herefter komme i gang med dagens budskab:
I nat kom der 16 danskere i land på Amorgos. De 14 flyttede direkte ind her på Askas, mens et enkelt par måtte en nat i karantæne på en nærliggende institution, idet de, inden ankomsten hertil, havde til havde tilbragt flere dage i Athen og på Paros. Men alle blev i første omgang budt velkommen her på Askas kl. ½2, hvor de som en sundhedsforanstaltning blev desinficeret med en dosis ouzu og tilhørende flagviftning, som iflg visse religioner har en helsebringende virkning. Der blev snakket og orienteret ligesom de sidste dages hændelser i Grækenland blev kommenteret, uden tegn på panik blandt de drevne udfordringsrejsende
Forinden var der dog gået nogle spændende dage, startende med selve folkeafstem-ningsdagen, hvor vi efter den traditonelle morgensvømning og andre bølgeøvelser samt morgennadveren på balkonen, sammen med de to får- og gedehyrder fra Brønshøj tog bussen op til Langada for at studere afviklingen af en græsk folkeafstemning, hvor det på forhånd har været svært at få en græsker til at forklare, hvad det egentlig var de skulle stemme om. Og det på trods af, at også herude var de fleste stemt for et OXI!, hvilket som tidligere nemt også tydeligt fremgik af det skilt, som en valgtilforordnet bar på brystet. Afstemningen foregik i den lille lokale skole, og da man allerede skulle vise legitimation lige inden for døren, var det ikke muligt at komme ind i selve valglokalet og betragte sceneriet. Så vi nøjedes med at stå udenfor og betragte den meget stille strøm af mennesker, som i søndagstøjet fylkedes ved skolen. En skole som forhåbentlig snart bliver overflødig, når den nye skole nede i havnebyen bliver færdig og skal rumme alle børn i aldren 2- 12 år fra Langada, Tholaria, Potamos og Aigiali. Den ser meget fin ud, men mangler den sidste færdiggørelse og finish.
Igen en tur ad trapperne gennem byen ned til Yannis restaurant "O Varis", hvor kokken Dimitri sov og Yannis himself var ude i bjergene og vande geder. Han dukkede dog senere op på sit æsel, hvorfra han for nylig var faldet ned og beskadiget ribbenene. Og han var da heller ikke i et særligt muntert lune, hvilket dog ikke betød så meget, da den Amstel-inspirerede snak gik lystigt og muntert om mangt og meget - både relevant og surrealistisk, hvilket nok kunne kaste nogle latterkaskader af sig. Og jeg fik en aftale med Jan om at se på tabletten og evt. finde alternative behandlingsformer uden egentlige operative indgreb.
Således opløftede begav vi til fods ned ad den gamle sti til Aegiali. Desværre havde vi kun 1 stok med, så Jan og jeg skiftedes til at støtte os! Og således lykkedes det, trods ikke uvæsentlige handicaps at komme ned til Askas og en beskeden frokost inden den obligatoriske, sundhedsfremmende lurning. Men vi havde ikke luret længe før Jan bankede på døren og meddelte, at tabletten nu skulle være i stand til at kommunikere med det lokale netværk. Tilsyneladende dog kun med den ene af de 4 routere, som er sat op i etablissementet - og desværre for mig, en der sidder ude i receptionen og kun gir mig et tåleligt, langsomt signal. Det lykkedes dog at genoprette en bedre forbindelse, hvilket straks spredte ro i sindet og lidt optimisme m.ht til udsendelsesmulighederne. Af samme grund gik jeg straks i gang med tastatur-gymnastikken, mens Lis drog til staden for at handle. Her mødte hun Frederik og sammen så de det bryllupsoptog på vej mod Langada, som senere på aftenen skulle holde festen nede på Lakki, hvor der traditionen tro var pyntet voldsomt op. Rygtet ville vide at der skulle komme 400 gæster - men det var også den gamle buschauffør Critikos's søn, der skulle giftes.
Ouzo-time udviklede sig til balkon-komsammen med både Allan & Frederik og Jan & Susanne, og med 3 mjavende kattekillinger på nabobalkonen, hvor en fransk pige havde prøvet at placere dem i en papkasse. Deres højlydte nødråb vakte nabo schæferens interesse og sult ligesom den irriterede selskabet, så vi fjernede dem og fandt en modermis til dem.
Da mobiliteten ikke var overvældende, men humøret højt, tumlede vi ned i restauranten og fik en storslået middag med mange velsmagende indslag, som endte med både fællessang og -spil, mens vi så hvordan nej-stemmerne dominerede over hele Grækenland.
Der blev festet igennem på Syntagma, men gad vide, hvad det hele egentlig fører til. Næppe den store forandring. Mange dygtige og fiffige kommentatorer og politiske kandestøbere har efterhånden fået udtrykt deres uforbederlige holdning og mening til grækernes "OXI" - og vist gir det anledning til bekymring, at det er den samlede internationale storkapital og finansverden, som de er oppe imod. Måske er pokerspillet overstået og risikoen for at det udvikler sig til slagsmål er overhængende? David og Goliath? Ildhuen og den umiddelbare begejstring hos befolkningen er forståelig - en tid.
Men jeg har svært ved at se, at det er den almindelige græker, der har levet i overflod af de lånte penge. Og det bliver dem, der får på tæve, både nu og i et kommende slagsmål.
Men vi tog det roligt og sluttede af med kaffe og Metaxa, gik i seng og satte Håkan Nesser på den genoplivede tablet: "Picadilly Cirkus ligger ikke i Kumla"
Onsdag d. 8. Juli 2015
Det virker en anelse udfordrende, at skulle skrive med tilbagevirkende kraft, når man pludselig synes at der virkelig er sket en masse siden søndag aften. Men jeg vil prøve at få en smule hoved og hale på det med hjælp fra mine sporadiske notater.
Og endnu en gang vil jeg indlede med at bedyre, at "krisen" efter OXI-afstemningen ikke sætter voldsomme aftryk på hverdagen. Ja selv pengeautomaten har i flere omgange spyttet penge for ligesom at bekræfte, at hverken skoen eller krisen trykker. Men selvfølgelig bliver der snakket og diskuteret i takt med at fjernsynet i døgndrift udsender rygter, informationer, diskussioner og teorier i en løbende strøm. Og når vi indimellem på nettet finder nogle danske nyhedskanaler bliver der sandelig også rørt rundt i gryden, når man fremmaner billedet af en tilstundende katastrofe.
Her fryder vi os over det gode vejr, den dejlige mad og det muntre selskab vi er i blandt. Således var mandagen først og fremmest præget af, at vi ventede på selskabsforøgelsen om natten, hvor 16 nye deltagere i festlighederne skulle ankomme. Men allerede inden morgenbadeturen modtog vi en sms fra Niels B., der kunne fortælle at deres flyver var forsinket i 2 timer, hvilket ville betyde at de først ville lande i Athen omkring kl. 15. Med en bustur til Piræus, som i nogle situationer kan tage op til 1 time og 3 kvarter gav det en lille margen til færgeafgangen kl. 17:30 - ikke mindst, hvis de først skulle afhente deres billetter. Men det lykkedes og de kom af sted til tiden fra Piræus.
Vi havde til gengæld en mindre dramatisk dag, hvor Lis gik til stranden og var dernede sammen med "Får & Ged" og Allan, som om morgenen havde fulgt sin Frederik i dykkerskole til sin første lektion. Jeg valgte at få skrevet i formiddagsskyggen på balkonen og gik derefter en tur rundt om byen med mulighed for at se nærmere på de nu færdigbyggede 2 store hotelkomplekser, som ligger i udkanten af byen op ad bjergsiden. En flot beliggenhed med solnedgangsudsigt ud over bugten, og et imponerende byggeri med fantasi og variation; blot et trist tidspunkt at blive klar på, lige nu, hvor turist strømmen, trods al optimismen, er nedadgående men lige så imponeret jeg kan blive over den græske byggestil og -metode, ligeså deprimerende er det stadigvæk at se, hvordan det flyder med skrot og affald mellem buske og oliventræer og rundt om forfaldne huse. Ikke mindst bilerne synes at udgøre et større og større affaldsproblem, selvom de vist nok forsøger sig med at sejle noget af det til større områder, hvor det kan blive behandlet og genbrugt. Men systematik og konsekvens er ikke græske favoritdiscipliner
Fredag d.10, juli 2015KRISE!!
Lange aftener med mange mennesker, færgeventen og endnu flere mennesker på vej til festkolonien af aldrende, danske og udenlandske sølvmåger på det lille badehotel, gør det rigtig svært for epistologen at få styr på både tiden og sig selv og tastaturet. Og dertil kommer så et stigende forventningspres fra nær og fjern om at blive opdateret og få en dybere indsigt i hvad der i virkeligheden går i svang på gang og strand, hvilket vel netop er disse epistlers væsentligste opgave: Malende beskrivelser og dybdeborende analyser af bevæggrunde, motiver og andre sygelige tilstande. Og alt dette, mens man i fjerne egne, langt fra den lille ø, prøver at true os med manglende leverancer af både penge, mad og souvenirs. Men heldigvis kan vi også læse - så længe der stadig er strøm - at en dansk minister med det gode nationaltklingende navn Kristian Jensen, er parat til at sende nødhjælp hertil.
Lad mig derfor endnu engang berolige pårørende og andre slægtninge og venner med, at vi indtil videre ikke lide anden nød end den selvpåførte, der kan opstå ved umådeholden livsførelse og umoralsk adfærd. Ofrene herfor ses indimellem vakle fortumlede rundt på de tilhørende lokaliteter, eller endnu værre, i de tornebuskbeklædte bjergsider, mens solen banker ubønhørligt ned og driver galskaben ud af kroppen i eksplosive dampskyer. Den efterfølgende dukkert i det lunkne, klare havvand plejer herefter at klare resten, så individet driver i land i rimelig opkvikket tilstand.
Det er selvfølgelig ikke den her- og nærværende skribents opgave at hænge enkeltindivider ud, med mindre vi kommer derud, hvor andres velfærd bringes i fare. Må både Gud og Allah forbyde det. Men på den anden side må det vel være en fælles pligt at kalde den slags hallunker og festpapegøjer til orden og lade dem stå til ansvar for deres uansvarlighed!!!
Men tilbage til krisen - skrivekrisen. Et af de første alvorlige symptomer, der viser sig, er erindringsforskydningerne, som efterhånden gør det svært at få bage noget der ligner kronologi ind i beretningen. Og jeg kan selvfølgelig godt se nu, hvor forvirrende det er med en overskrift der siger fredag, når jeg i virkeligheden kun har beskrevet mandagen i indeværende uge. Men sådan er vilkårene åbenbart, så jeg vil prøve at undgå, at udbyttet er afhængigt af den kronologiske forståelse - hvordan det så lader sig gøre. Og dog....
Tirsdag morgen kunne vi konstatere, at de på Lakki stadig flytter rundt på borde og stole efter søndagens bryllupsfest, samt at vandet holder 23 standardiserede, ISO-godkendte Bamsometergrader. Vi noterede os også at stålgelænderet på tagterrassen er blevet malet blåt og at det pynter. I det hele taget gør de sig umage med at få taginstallationerne bragt i orden, så hotellet kan blive selvforsynende med varmt vand og ikke behøver stjæle fra Campingspladsen.
Morgenens første chok var dog, at vi allerede ved 9-tiden så sølvbruden på nabobalkonen slå skodderne fra. Det er noget vi sjældent oplever så tidligt. Men i det hele taget kom der hurtigt liv i kolonien og det skræppende lydniveau steg. "Skyggen" med sin Uffe dukkede op på den anden nabobalkon, og der blev skreget på havregrødsremedier, hvilket jeg er helt døv overfor - ikke mindst da Lis foreslog Skyggen at benytte Rie-metoden med kogt vand hældt over de uskyldige gryn. Lisbeth & Peter huserer på balkonen lige over os, så vi kan ikke se dem, men Peters stemme er i stand til at åbne skodderne uden manuelle fiksfakserier! Og ved siden af dem holder Bente & Steen til, med en samling lydbøger, som det kan være svært at følge med i på den afstand, selv om vi er øvede i den disciplin. Til gengæld kan Bentes stemme sagtens klare sig, hvis der skal kommunikeres over længere afstande.
John & Mette, som havde tilbragt den første nat længere oppe ad vejen fik indviet deres redekasse lige overfor os på den anden side af gangen, og snart så man dem i korrekt strandmundering på vej mod stranden. Senere deltog de i forestillingen "En aften i Kapellet", hvor vi sad sammen i solnedgangslyset og fik en enkelt aften-nadver, mens vi orienterede nærmere om denne lokale helligdom, dens historie og udvikling. De fortsatte op i byen til Koralli, mens vi fandt hjem til Askas, hvor Sølvræven og hans Sølvdronte var i gang med maden sammen med deres børn og Det brune Bælte fra Gentofte og hans dykkersøn, som dog var gået til hvile for at kunne klare morgendagens dykkerdont.
Dagens største bedrift stod Jan får. Han benyttede livlinen "ring til en ven" i Vig, som kunne synge netop denne ”Ode til Odden” på en melodi, som vi ikke kunne genkende. Og ikke nok med det. Efter at der var gået ged i det nogle gange, lykkedes det ham at få den sendt til min tablet, hvorefter jeg kunne sende den til Michael, som sad afventende på Odden og håbede, efter at han havde lagt løsningen af problemet i vores hænder. (får får får, som kaldes lam).
Måske var det i begejstring herover, at det begyndte at skride henunder aftenen, da flere stødte til og vi i et fælles anfald af kådhed opfandt det nye skjortemærke NielsNiels, dobbeltskjorter i store størrelser. Men vi fik dog aldrig afklaret, om der skulle være 2, 3 eller 4 ærmer i disse modeller. Til gengæld er vi åbne overfor kreative forslag - også til helt nye, alternative produkter.
Onsdag virkede venlig fra starten af dagen: ingen vind, ingen voldsomme dønninger og klar blå himmel med det klare skarpe og karakteristiske morgenlys, som får Nikouria til at lyse op for enden af bugten.
Men ret hurtigt kunne vi også fornemme en sitrende uro: festivitasen nærmede sig med al sin logistik og planlægning, indsamling af materialer og udformning af handlingsplaner. En beroligende opmuntring var det, at Skyggen - men hun er ikke en skygge af sig selv - med lidt assistance fandt frem til havvregrødsarnestedet, som blot krævede en tændstik og lidt vand. Vand, strand og en gåtur til byen, meget mere blev det ikke til inden vi om aftenen tog en taxi til Langada, hvor vi havde aftalt at spise hos Yannis på "O Varis" sammen med Mette & John, den reerslevske prædikant og hans tolk. Efter en indledende ouzo på torvet drog vi ned ad trapperne gennem byen indtil vi endte det rette sted og blev budt velkommen af Dimitri, som ikke alene var vågen men også havde fået assistance i køkkenet og tjeneren Adonis til at klare de 10-15 gæster, som vi endte med at blive. Men det var rigtig god mad, som sædvanlig, og der var rigeligt. På et tidspunkt dukkede Yannis himself op, og Mette fik lejlighed til at snakke og spørge og tolke, så vi fik rigtig mange ting at vide. Sjovt og interessant og en hyggelig aften, der endte med at tjeneren Adonis kørte os ned til Askas, da den sidste bus var kørt. Og nogen "Adonakki" var han altså ikke bedyrede han overfor Tolken, der insisterede.
Og så sad vi der igen på Askas med en flok, der ventede på nye bandemedlemmer. Inden vi gik i seng blev noget af ventetiden fordrevet med sangen "jeg har aldrig fået noget" med fårsangeren Jan og et ivrigt fælleskor. Og det kan nok være at det vakte den græske families begejstring. Så stor, at Lefteris kom med raki af betydelig styrke, som nok kunne drive mig i seng - og op igen senere på natten med en halsbrandsinspireret krillerhoste
.
(fortsat)I går - torsdag - var det jo så tid for at hilse på de nyankomne: Pernille, Susanne, der senere på dagen måtte indrømme, at hun var villig til meget langt for at få lidt mund-til-mund assistance, Lone & Jim samt Charlotte & Jens fra Torslunde. Så nu mangler der kun een sending mere før hele holdet er på plads og showet kan begynde.
Evdokia havde købt fisk og der var bred opbakning til at holde selskabsgeneralprøve om aftenen med en fiskesuppe-middag. Hvad vi imidlertid ikke havde forudset var, at hun i samme omgang inviterede Lis & mig til frokost kl 14 - til fiskesuppe - dog på en anden fisk end aftenens fangst, og tilberedt af Fanis bedstemor. Mit lidt anstrengte forhold til varm mad midt på dagen blev ikke berørt, udover et par poliske blink fra fru Madsen, som nok var klar over mine forbehold. Men det udviklede sig nu til at blive helt behageligt og velsmagende. Ikke mindst da vi i slutningen af måltidet blev præsenteret for en ny retsina, som blev meget rost af Mario, der havde drukket en del af den, da han studerede i Thessaloniki. Og den var da også betydelig mere elegant og velsmagende end den vanlige. Til gengæld fik jeg kvajet mig, da jeg begyndte at give lille Evdokia vandmelon med min egen gaffel og trods et længere foredrag fra den urolige moder fortsatte. Heldigvis viste det sig i dag, at den lille pige ikke havde pådraget sig nogle sygdomme efter min ryggesløse opførsel.
Der er virkelig kommet gang i snakkeriet på det lille badehotel, som indimellem kan minde om larmen fra Mågeøen i Hedeland. Balkonerne syder, aftaler bliver indgået og kontrolleret, erfaringer og oplevelser udvekslet, udstyr og påklædning kommenteret og meningsløsheder vendt i luften, så snart der er mulighed derfor. Et storslået sceneri.
Og det forsatte om aftenen, hvor 27 mennesker samledes i restauranten for at spise fiskesuppe efter de indledende drinks, som blev snakket hurtigt ned i halsen. Først var der imidlertid et righoldigt udvalg af små forretter inden fadene med de pyntede makreller blev båret ind og suppen serveret.
Noget af en overraskelse var det, da Steven dukkede op og præsenterede sin gæste-overraskelse: Gwendolyn. Hjerteligt gensyn med Sølvtøjet efter mange år.
Mens vi ventede på det sidste hold gæster og selskabet langsomt blev tyndet ud, fablede Det brune Bælte videre om sine planer om at købe Amorgos, plastre øen til med flyveplads og hoteller i den ene ende, udråbe sig selv til præsident og reservere den nordlige ende til de heldige turister, der fik lov at komme ind. Alt sammen med den gode hensigt at hjælpe grækerne og tjene en masse penge. Det kan man da kalde visionært, ikke mindst set i forhold til andres forslag om at indlemme Amorgos i Rigsfællesskabet på linie med Grønland og Færøerne. Det ville da også lyde godt i dronningens nytårstale, når hun sender sine hilsner.
Inden vi krøb ind i rugekassen fik vi drøftet muligheden af at arrangere en udstilling af impulsive fotos af Jan og mig selv. Jeg er i hvert fald leveringsdygtig i en række kunstneriske absurditeter med stor psykologisk interesse.
Vi får se.
MANDAG D.13. JULi 2015Lad mig ile med en undskyldning til de mange, ikke mindst ivrige udenlandske læsere, som følger med i disse epistulære udskejelser og som i frustration har tilskrevet den falmende redaktør med både bebrejdelser og beskyldninger - og en anelse bekymring. Jovist skyldes de manglende skriblerier i de sidste par dage en almindelig nedsættelse af kapaciteten på grund af den storslåede sølvbryllupsfest, som løb af stablen i lørdags.
Dette arrangement havde et sådant omfang, at det krævede vores opmærksomhed og engagerede indsats hele lørdagen. Fra den årle morgen, hvor vi listede ud allerede kl. 8:30 for at opsætte blomsterranker og skilt på balkonen inden folk fylkedes på pladsen foran for at hylde det sølvgrånende par med skønsang og snorkeltrutning (en i øvrigt overset instrumental disciplin med sin helt egen særprægede charme). At den søvndukne søĺvdronte allerede 8:45 fuldstændig imod sædvane dukkede op på balkonen var ganske uforudset, men blev resolut imødegået med en kontant besked om, at hun med det samme skulle forsvinde ind i redekassen. Og lukke skodderne i!! Sandsynligvis fordi hun endnu ikke var blevet bevidst om, hvor hun befandt sig, og hvad der egentlig foregik, rettede hun sig - uden protest eller anskrig - straks efter ordren, og først til de sprøde toner fra det det store kors fremsyngning af "I østen stiger solen op" blev skodderne atter slået op, og sølvparret kunne, ganske rørte, tage imod den varme hyldest, som strømmede dem i møde fra de begejstrede sangere. Og da snorkelisterne derefter med en smule start- og koordinationsbesvær begyndte deres gribende fremførelse af "Det er så yndigt at følges ad" var der ikke et øje tørt.
Kl 10:30 var der indkaldt til fællesfotografering, hvor folk i almindelighed udviste stor disciplin og interesse i at tage sig godt ud. Herefter startede fællesvandringen over bjerget til Levroso, hvor brunchen skulle indtages hos Petros. Til de særligt gangbesværede blev der stillet en biltransport til rådighed,,, men med god støtte fra min medbragte stok fik jeg også bugseret mig over til det yderst veldækkede og -smagende bord med et stort udvalg af diverse delikatesser. Solen skinnede, vinden var frisk - med lovning på hård vind ud på eftermiddagen og aftenen - og stemningen var god, da sølvræven bød velkommen med de velkendte store armbevægelser.
Herefter var der "fri leg" indtil kl. 20, hvor vi skulle mødes på taget til velkomstdrinks. Knap så fri var legen for Lis, der stod for borddækning og -pyntning og i den forbindelse havde en aftale med Evdokia om at få skaffet nogle solsikker. Aftalen var kl. 12, og pludselig opdagede den årvågne fru Madsen, at klokken allerede var 12:30. Så nu handlede det omtilbagetur i hastigt tempo, mens jeg halsede efter; ikke mindst fordi der på turen var mange bier, hvorfor det ikke var smart hvis Lis gik alene og blev stukket. Men vi nåede hjem med våde pander og tørre tunger, blot for at konstatere, at Evdokia var travlt optaget af at skrælle kartofler sammen med Lefteris. Og at det i øvrigt nu var Lefteris, der skulle stå for at finde solsikkerne - om et kvarter. Hvilket gav os mulighed for at dulme tungens tørke med vand, inden vi steg ind i Lefteris's bil og blev kørt 200 m op ad vejen mod Tholaria. Det viste sig, at solsikkerne voksede i haven hos det ældre ægtepar, som bestod af en dansk kone og hendes dansktalende græske mand. Fine store flotte solsikker, som vi faktisk lige havde passeret da vi kom hjem fra Levroso.
Og bortset fra en tidlig lurning stod resten af eftermiddagen i forberedelsernes tegn. Der var mange bolde i luften: blomsterdekorationer, der skulle laves, borde der skulle flyttes og vaskes af, stole der skulle findes og flyttes, udsmykning, der skulle hænges op og så selvfølgelig selve borddækningen. Men Lis påtog sig med overbevisende engagement og erfaring rollen som projektleder og dirigent, og efterhånden lykkedes det da også at få tingene til at falde i hak, så vi kl. 19, som beregnet, kunne gå i gang med den svære opgave at få placeret bordkortene. Det lykkedes også og tilbage stod bare at komme i bad og blive klargjort tagterrassen kl. 20.
Deroppe blæste en yderst frisk vind, hvilket dog ikke afskrækkede folk fra at nyde den liflige Prosecco-skum, mens der blev konverseret på kryds og tværs og flere sprog........... Til gengæld nedsatte det nok begivenhedens varighed efterhånden som folk følte sig gennemblæste og savnede lidt læ.
Den store middag var i sandhed stor: en overvældende mængde af deliciøse forretter, der knap nok var plads til på bordene, vin i litervis og den nye retsina, der kom flyvende, bare man fløjtede. Derefter store fade med grillstegt ged og de tilhørende indvolde, samt grillstegt kylling tilsat masser af kartofler. Et luccullisk måltid, som virkelig var den altid storspisende sølverræv værdigt.
Heldigvis var der god tid til at fornøje sig med alle disse kulinariske excesser, idet der var et righoldigt udvalg af indslag der skulle afvikles. Afviklingen af dette program sørgede dr. Jan (manden med både får og geder og en kagesyg kone) på glimrende vis for på et miskmask af dansk og engelsk, som åbenbart var en trend, idet det gik igen både i sølvgommens tale og sang til sin sølvgyldne hustru. Men sofistikeret var det i hvert fald. Sådan lidt internationalt!!?
Som antydet, der blev snakket og sunget, talt og proklameret - og det endda på flere sprog. At Barbara måtte køres væk kunne næppe undre nogen, der havde overværet, hvordan hun var ved at blive kvalt i sine egne ord: "I'm Barbara - ......?"
Spillet og danset blev der også; græsk traditionel ø-musik og tilhørende dans, hvor især Lefteris dominerede. Han var flyvende og virkelig i hopla. Men også Ioanna, Fani og børnene, modige danske kvinder og græske piger og unge mænd deltog for fuld udblæsning og i et lidt højere tempo end den færøske trampedans, som understregede forskellen på nord og syd.
Orkesteret bestod af 2 mand med violin og lut og indimellem supplerede Mario på sin bouzouki. Ikke mindst på nogle af sangene, som vi havde øvet med ham i dagene før. Det gav absolut et pift til fremførelsen.
Alt i alt var det en storslået, festlig og farverig dag, som for vores vedkommende sluttede ved 2-tiden, hvor vi søgte ro og hvile på værelset, mens andre ifølge forlydender fortsatte til kl. 3-½4. Så næppe noget at sige til at søndagen ikke bød på de helt store udfordringer - omend enkelte kastede sig ud i mere eller mindre strabadserende bjergvandringer. Vi nøjedes med morgenbadningen, 2 lurninger og en aftentur i kapellet til nadver sammen med Prædikanten og hans phytiske tolkinde. Efter et beskedent indkøb gik turen derefter hjem til Askas og en sen middag, hvor det virkelig kneb for Lis at spise op, mens jeg nød min risotto med kylling.
Jeg er helt klar over, at fredagens forløb slet ikke er berørt; men jeg vil nøjes med at fremdrage nogle enkelte punkter fra denne dag.
Elpida har et Cosmetic Center inde i byen. Og det startede med at Fruen gerne ville have sværtet sine øjenvipper, så de blev lidt mere synlige (jeg har tidligere foreslået nogle kunstige øjenviskere af en ordentlig størrelse, men...) Jeg mener tidligere at have omtalt dette.
Men nu var der jo kommet ny boller på suppen: Pernille, selv en erfaren kosmetik-fan, ville nemlig have neglene malet grønne, hvilket hun til sin udelte begejstring fik. Derefter var det Bente, sydkantsdanmarks skarpeste stemme, der i flere omgange skulle nyde godt af Elpidas tryllerier. Men ikke nok med det. Hun reklamerede højlydt for klinikken og undlod ikke at gøre sin balkonnabo Lisbeth opmærksom på, at hun da vist nok kunne trænge til en af Elpidas kvalitetsforbedrende behandlinger. Og det med en stemme, der kunne rejse bølger i havnen.
Afslutningsvis kan jeg fortælle at fruen endnu engang har bestilt tid på klinikken: nu skal hendes negle sandelig også males. Bare hun har en læbestift der matcher?
Farvede negle eller ej, så er der også gang i saksen. Konstantinos blev fredag forvandlet fra "krøltop" til almindelig lille dreng, da Lis - uden gråd, skrig og indædt modstand - fik klippet ham
Og i dag - mandag - er det Frederiks tur. Det bliver interessant.
Fredagen sluttede med en sen kapelbøn og en snak med Kurt og Trudi, som sad og spiste. Vi har ikke fået snakket meget med dem, men nu har de udskudt afrejsen en dag på grund af vejret og Kurt uvilje mod Scopelitis i blæsevejr. Så hvem ved?
PS. Og så blev det endelig tid for et stk Elite med Merenda.
