EPISTEL 8.17
SØNDAG D. 2. JULI 2017
”I en seng på hospitalet, ligger Frøen øm og træt; han har lige fået budding, så nu er han end'lig mæt!”
Ak ja, så meget for ikke at lave drama ud af et lægebesøg, som vi havde besluttet os for inden vi lørdag morgen, sammen med Rie og Michael begav os mod Medical Center i Hora efter endnu en urolig nat med brystsmerter og åndenød.
Solen skinnede, Pandaen spandt og vi skulle have en tur ud af det.Det var den samme læge, som jeg havde været hos i onsdags i Aegiali, så hele historien skulle ikke genfortælles. Kun sporadisk. Og undersøgelserne var en gentagelse. Aldrig har jeg oplevet at blive lyttet til så meget og så intenst. Men tingene tog en uventet drejning, da studinen efter en telefonsamtale med kardiologen på Naxos hævdede, at jeg skulle tage over til hospitalet med Highspeed kl. 15. Og da vi efterlidt fælles overvejelser stillede os tøvende overfor den ide, spillede hun trumfen ud: hvis ikke du gør det må du skrive under på at det er din egen beslutning. Så forstod vi, at hun mente det seriøst og at det nok var det bedste rent lægeligt.
Tilbage til Askas hvor det blev til et spejlæg og en kop the, inden vi sammen med Ioanna, som også ville tage derover for at få behandlet en ”lam arm” og Rie & Michael. Så skulle det i stedet være vores lørdagstur, selvom det jo betød, at vi ikke ville være tilbage til musikken på Askas, da vi skulle returnere med Bluestar fra Naxos kl. 22:45.
Klokken 13 kørte vi med Saki-bussen til Katapola, hvor vi sad et par timer og ventede og fouragerede en smule. Lidt søvn blev også indhentet om bord inden vi efter 2 timers søvn nåede Naxos, fandt 2 taxi'er og kørte til Emergency Room på det lokale hospital. (fortsættes)
PS: torsdag d. 6.juni 2017
Så er jeg hjemme igen. Ja faktisk kom jeg tilbage fra Syros tirsdag middag med Highspeed 4 til Katapola fra Paros. Men gårsdagens store fødselsdagsfest, et par gennemkorrupte, smertefulde fødder, som næsten umuliggjorde gang og en noget belastet kondition gjorde de lægelige påbud om at undgå fysisk og følelsesmæssig stress, særdeles vedkommende.Men inden længe vil jeg fortsætte beretningen fra de utrolige dage på Syros Sygehus, og overfarten, opholdet og den befriende hjemtur - samt, ikke mindst, om den store gallafest, hvorfra det allerede nu er muligt at se billeder på billedsiderne.lige nu er klokke 19 og vi skal i aften tage afsked med 9 gæster, hvoraf nogle tager hjem til DK, mens andre fortsætter på rundtur i bil på Peloponnes.Og lad mig så slutte med en tak for opmærksomheden fra de mange som sendte sms'er undervejs- På genkig!
EPISTEL 9
FREDAG D. 7.JULI 2017
(fortsættelse fra søndag d.2. juli)
Da Ioanna havde ringet flere gange til hospitalet, var de faktisk orienterede og parate, da vi ankom. Så efter at Lis, Rie og Michael var blevet anbragt i venteværelset blev jeg fluks ført ind i selve ”the emergency room”, som ved første blik var temmelig uoverskueligt og svært at danne sig et samlet billede af. Men en masse forhæng, brikse, personale, stole, rulleborde, skærme, ledninger o.s.v. I en temmelig græsk, heftig atmosfære, hvor stort set alle hele tiden var i bevægelse, mere eller mindre snakkende og gestikulerende.
Jeg fik anvist en briks med besked på at lægge mig ned, hvorefter det myldrede omkring mig med personale – læger? Sygeplersker? - sygehjælpere? - hvoraf en del var bevæbnet med kanyler, som de med stor akkuratesse placerede forskellige steder i min krop; både for at hive noget ud (blod) og for at sprøjte noget ind. Hvad det var, de injicerede fik jeg aldrig nogen forklaring på. I det hele taget kneb det med informationen til mig om, hvad det egentlig var der foregik, og det kulminerede, da en sygeplejerske og en ung kvindelig læge pludselig troppede op, trak gardinerne for og proklamerede, at de nu ville udstyre mig med et kateter, så de kunne få et indtryk af, hvor meget urin, der var i blæren????? Det fumlede de meget med, hvorefter den stedlige kardiolog, en oberstlignende machotype forklædt som golfspiller trådte til og resolut verfede dem af vejen, hvorefter han selv tog fat, virkelig tog fat. Han æltede og masserede og masede så kateteret i, mens jeg reagerede kraftigt på smerten og han bare kommenterede med: ja, ja – det ved jeg godt – og fortsatte så med at presse røret helt op i blæren, hvilket føltes som om det var på vej op gennem halsen.
EKG blev der naturligvis også taget og i forbindelse med kateter-oplægningen var jeg samtigogså blevet tilsluttet et drop, mens et termometer var stukket ind i min svedige armhule. Og så skulle jeg ellers til røntgenundersøgelse. I en faldefærdig rullestol bevæbnet med en tissepose og løse bukser, der ikke kunne knappes eller sidde fast på grund af slangen. Vi skulle igennem venteværelset, hvor Lis's ansigt lyste af uvis uro. Men jeg beroligede hende med, at jeg snart var færdig og klar til hjemtur.
Røntgenbrystbillede forfra og fra siden, fuldstændig som et forbryderbillede. Tilbage til myretuen igen, hvor jeg nu skulle klargøres til kardiolog-oberstens yndlingsdisciplin: Ultra-lydscanningen. Jeg har prøvet det adskillige gange før, men aldrig så kontant, hårdt og håndfast – men stadigvæk uden kommentarer; det eneste jeg hørte, var de besynderlige lyde som sådan et apparat kan illustrere hjertets arbejde med. Og det er virkelig noget, der kan stimulere en syg fantasi.
Tilbage igen tog sagen imidlertid en drastisk vending. Efter at to reddere med en båre var kørt ind i rummet – hvilket jeg umiddelbart anså for meget forståeligt, da der jo også kom andre tilskadekomne ind – kom Oberst Kardiologos hen til mig og forkyndte kort og præcist, at jeg skulle overføres til Syros sygehus, da jeg havde haft et mindre hjerteinfarkt, som krævede min. 48 timers observation, hvilket de ikke havde kapacitet til på Naxos. Transporten ville blive udført med en mindre både og en læge ville følge med. Lis var nu også kommet til og efter en kort repetition måtte hun i al hast prøve at få styr på min bagage og udstyre mig med nogle kontanter, mens redderne begyndte at bakse med mig, der nu også var tilsluttet en transportabel monitor med 4 ledning samt et drop og en tissepose, for at få mig over på båren, så de kunne køre mig ud til den ventende ambulance. Der blev ikke megen tid til afsked og farvel og orientering, før jeg lå i bilen med lægen ved min side, et kateter med tilhørende pose, der sved og brændte, og Lis vinkende farvel udenfor.
Vejen ned til havnen var ikke lang, og dernede ventede en meget lille motorbåd med 2 mand parat. Da det ikke var muligt at få båren ned på båden, måtte jeg selv i bare tæer, med tisseposen i den ene hånd og den anden krampagtigt holdende i bukserne så de ikke faldt ned, balancere ned ad landgangsbrættet, mens læge og reddere kæmpede med drop og monitor og min bagage. Et grotesk syn.
Nede i både var der en madras i det ene hjørne, hvor jeg blev anbragt. At båden var forberedt til patienttransport fremgik af den specielle træhylde, som gjorde det muligt at anbringe op til flere dropflasker. (Gad vide hvad det var de fyldte på mig?) Klokken var o. 19, og så gik det ellers nordpå mod Syros i en rasende fart, som ind imellem forvoldte nogle gevaldige bevægelser i det lille fartøj mens solen langsomt forsvandt; hvilket jeg imidlertid ikke kunne se fra der hvor jeg var anbragt. Kun den rødmende himmel og den dalende lysmængde røbede lidt om tiden, mens den unge kvindelige læge med jævne mellemrum målte mit blodtryk og prøvede at rette dropslangen, der havde fået nogle alvorlige knæk under tumulten ved ombordstigningen, ud. Men at snakke sammen var meget vanskelig i den overdøvende larm, som den store motor i den lille båd producerede.
Efter 1½ time nåede vi Ermoupolis, mørket havde sænket sig og på kajen holdt en ambulance med blåt blink, hvilket også her sydpå virker som en magnet på nysgerrige folk. De findes. 2 reddere kom ned i båden og jeg blev nu anbragt i en bærestol, så de kunne bære mig fra borde – men stadigvæk med alle remedierne tilsluttet og rygsækken med bl.a. min PC anbragt ovenpå mig, hvilket så delvist kunne skjule min yderst miserable påklædning. Men der blev kigget og gloet og bugseret, mens al min opmærksomhed var koncentreret om mit kateter, hvor den brændende fornemmelse var ved at slå ud i lys lue. Og efter en kort køretur blev jeg båret ind på endnu en skadestue med forhæng og brikse og omkringfarende personale.
Her overdrog min medfølgende læge papirer og forklaringer til en ny læge, som jeg senere erfarede bar den muntre navn Aristeidis Mikrogeorgiou (Lillejørgen), og som grangivelig lignede et skæbnesvangert mix af chauffør-Nikos fra Amorgos, min tidligere kollega Ole Ovesen og tjeneren Manuel fra Faulty Towers. Hvilket selvfølgelig fik mig til at trække på en smule smilebåndet og i første omgang fikmig til at tro, at her var der en person, som det måske var muligt at snakke med og få lidt information fra. Optimismen fik imidlertid et knæk, da en af hans første reaktioner var at sukke dybt og misfornøjet, mens han let rystende på hovedet gik hen til pc'en og bagefter aflivede forestillingen om, at det her kun drejede sig om 48 timers observation. Nixen bixen; 4 dage var det normale her – og så så jeg i al min kvide, hvordan festen forsvandt i hospitalsforhæng, slanger, sprøjter og kanyler.
Men efter at have lyttet intenst med sit stetoskop, hvilket tilsyneladende er en højt udviklet disciplin indenfor græsk lægepraksis, blev jeg anbragt i en rullestol og endnu en gang kørt til den samme røngenbrystportræt, som åbenbart er obligatorisk? Derefter ad skumle gange og en skælvende elevator op på 2. sal, hvor hjerteafdelingen og dr. Manuel holdt til. Der var 3 senge, og de to var optaget, så jeg fik sengen lige under vinduet ind til sygeplerskernes opholdsrum, blev tilsluttet deres overvågning med 5 ledninger på brystkassen, blodtryksmåler på armen, iltnings- og pulsmåler på fingeren, ilt i næsen og den famøse pose fastgjort til sengekanten. Jeg tænkte med gru på, hvordan de ville løse problemet, hvis jeg skulle mere end tisse.
Jeg faldt faktisk hurtigt i søvn, trods alle de voldsomme begivenheder, men allerede kl 3:30 vågnede jeg op og kunne konstatere, at de 2 andre patienter automatisk fik målt deres blodtryk hvert 10.min. Det gav dog en vis rytme i den mørke morgen, hvor dagslyset kun langsomt trængte sig på gennem de nedrullede persienner.
Men efterhånden blev det tid til blodprøvetagning, febermåling, pilleindtagelse og et skud medicin gennem den isatte ventil på håndryggen. Kl.8 var der morgenmad: en kop the, en meget træt skive franskbrød med tilhørende smør og marmelade og så – dagens clou: varm vanillebudding. Heldigvis holder jeg meget af budding, men får det sjældent, så jeg var da i stand til at spise 1/4 af portionen, hvorefter jeg ventede med den næste 4.-del tilmiddagen. Et klogt træk.
Så kom en af de mere specielle oplevelser, som jeg jo i virkeligheden havde ventet på: fjernelsen af kateteret. Jeg kan kun kommentere det ved at sige, at jeg ikke var blevet overrasket, hvis sygepleskerne efter at have trukket det ud i et snuptag havde stået med en flaskerenser i hånden. Sådan føltes det. Befrielsen havde skam sin pris og der gik mange timer inden jeg vovede mig ud på toilettet, hvor det da også bekræftede min formodning: det måtte have været en flaskerenser!!
Jeg havde heldigvis min pc+ opladningskabel, men.....stikket passede ikke i et eneste af de over 50 stik på stuen. Så inden længe var den død og jeg var overladt til telefonen, som jeg heldigvis også havde en oplader med til, som kunne sættes i de græske stik. Det blev min livline til det virkelige liv, de dage jeg lå bundet til sengen på Syros. Og det var også via den at jeg fandt frem til min flugtrute hjem til Amorgos. Enten kunne jeg tage af sted mandag morgen kl. 7 med direkte forbindelse til Amorgos. En tur på 9 timer. Eller jeg kunne vente til tirsdag morgen, hvor jeg kunne tage til Paros kl. 7 og derfra videre med Highspeed Katapola, hvor jeg ville være kl. 13.
Men det var selvfølgelig ikke kun et transportproblem. Dr. Manuel var yderst modvillig og bekymret over mit ønske om at tage af sted mandag morgen; og det blev ikke mindre af, at der fra Amorgos blev trukket i nogle tråde for at det kunne lade sig gøre. Så om aftenen troppede han op med papirerne under armen og forklarede mig, at jeg måtte skrive under på, at det var på eget ansvar, hvis jeg tog af sted, og forklarede mig endnu en gang at han syntes det var uansvarligt. Så da jeg, efter moden overvejelse og en snak med Lis via telefonen, nægtede at skrive under på ”ansvarligheds-delen” fordi han havde skrevet mandag, og jeg jo havde sagt til ham, at jeg ville vælge tirsdag morgen, blev han en anelse knotten, smækkede papirerne sammen, tog dem under armen og skred ud af stuen, mens han erklærede: Vi ses i morgen. Men jeg var alligevel glad, for nu var der truffet en beslutning, som gjorde det muligt at være tilbage dagen før festen, omend betinget af at jeg skulle tage den meget med ro.
Dagene, søndag og mandag, var umådelig lange. Vi var nu kun 2 tilbage og den anden fik ofte besøg af familien, som bragte ham både vand og alternative madvarer. Mit problem var, at jeg ikke havde noget rent tøj, ingen tandbørste og der var ikke noget bad på stuen (og søndag var jeg i øvrigt også bundet til sengen af slanger og ledninger), kun 2 gange fik jeg et plastickrus med vand i forbindelse med pillerne, ellers måtte jeg nøjes med det halvlunkne vand i vandhanen på toilettet. I det hele taget var det svært med den meget dårlige kommunikation; måske fordi plejerne ikke snakkede engelsk? Dels fordi jeg simpelthen ingen oplysninger fik om, hvad der foregik, og dels fordi det er lang tid ikke at have nogen at snakke med. Forestil jer mig tie stille i næsten 48 timer!? (gad vide om jeg talte i søvne?) Jeg vil nødig kommentere maden, men jeg kan jo nævne at både middag og aften fik vi varm mad – og om aftenen suppe!! For dem, der kan lide varm mad og suppe lyder det måske delikat, men nu var det altså mine smagsløg, der stod for skud. Heldigvis var sulten ikke stor, og jeg blev ikke konfronteret med, hvor meget jeg lod gå ud igen.
Mandag formiddag var jeg til endnu en ultralyd-scanning af hjertet – igen uden at få en besked om resultatet; men om aftenen dukkede dr. Manuel op med alle papirerne til min udskrivelse under armen. Denne gang dog uden en ansvarlighedserklæring, der skulle underskrives. Til gengæld var den håndskrevet på græsk og med en enkelt engelsk erklæring om, at han fandt det nødvendigt at jeg straks fik foretaget en ”arteriel coronografi” og at jeg undgik fysisk og emotionel stress. Glad var jeg selvfølgelig over at alt var faldet på plads, men da jeg ville snakke lidt mere med ham omkring de ting, de havde fundet ud af og gjort klappede han hælene sammen, sagde farvel, kalinikta, og gik.
Jeg havde godt nok styr på tirsdagen rejsetider og forbindelser, men hvad jeg ikke havde styr på var mine fødder. Allerede søndagmorgen, da jeg vågnede tidligt var min venstre fod så øm og hævet, at jeg simpelthen ikke kunne gå på den. Af frygt for at udskydemin udskrivelse involverede jeg ikke dr. Manuel Mikrogeorgiou i problemet, selvom det bare blev værre og også bredte sig til højre fod. Det var et ømt syn at se mig stavre afsted , men ikke så ømt, at nogen tog sig af det eller spurgte mig, hvorfor jeg humpede så mærkeligt. Så det eneste, jeg kunne gøre, var at undre mig over, hvordan det overhovedet var sket og så tage nogle panodiler, som jeg heldigvis havde i min taske.
Men det påvirkede selvfølgelig min hjemtur, hvor jeg var nødt til at gå for bl.a. at købe billetter til færgerne og på Paros for at købe lidt skarpere midler mod smerterne.
Det lykkedes alt sammen som planlagt og lidt over 13 anløb vi Katapola, hvor Lis, Poul, Annelise, Trudi og Kurt tog imod på kajen, mens Saki ventede med bussen. Det var ubeskrivelig skønt – ikke mindst da jeg fik en ren skjorte på. Efter 3 dage svedende i en seng, uden bademuligheder kan man godt blive træt af lugten af sig selv blandet med den umiskendelige hospitalsodeur. Så iført ny kasket, købt på Paros for at skjule et let fedtet hår, og en ren skjorte kørte Lis & Jeg hjem med Saki i bussen, mens Poul & Annelise blev hos Kurt & Trudi i Katapola.
Og før der blev åbnet op for historieboksen og de mange velkoms- og gensynsknus måtte jeg selvfølgelig i bad og børste tænder!!! Men så skulle det også fejres med en enkelt øl!
EPISTEL 10.17
LØRDAG D. 8.JULI 2017
Det med en enkelt øl viste sig desværre at værre en rigtig dårlig ide, for da jeg vågnede efter den påfølgende lurning frøs jeg og havde kuldegysninger, så jeg måtte hylle mig i alt hvad vi havde af lagner og tæpper, selv om temperaturen i værelset var over 25 gr. Sandsynligvis skyldtes det, at jeg om morgenen havde taget en pille medbragt fra hospitalet, som kunne give forskellige reaktioner i forbindelse med alkohol. Det var jeg faktisk godt klar over, men dog ikke i den grad som det var tilfældet. Heldigvis var det overstået i løbet af et par timer, men det afholdt mig fra yderligere forsøg med øl eller vin den dag, og de følgende – selvom jeg ikke længere tager de piller. Men på trods af det umiddelbare ubehag var det nu stadig en fornøjelse at være ”hjemme” og kunne deltage i forberedelserne til onsdagens fest, omend i begrænset omfang.
FESTEN
Som det forhåbentlig fremgår af billederne, var der pyntet fint op på den nye terrasse til morgenmaden. Det var festligt og muntert og en rigtig god optakt til resten af dagen, som inden festen om aftenen primært gik med at få lavet bordplan, dækket borde til 35 og pyntet op inde i restauranten, og heldigvis var der masser af villige hjælpere, så jeg fik mulighed for at hvile, hvilket Evdokia omhyggelligt holder øje med at jeg overholder: ingen sol, ingen anstrengelse, ingen ouzo! Og som Lis også havde fortalt mig, var hele byen tilsyneladende orienteret om min indllæggelse på Syros, så jeg møder mange forstående, venlige smil og spørgsmål om, hvordan det går.
Kl. 20 var det aftalen, at der skulle være forberedt velkomstdrinks på terrassen: champagne, juice og ouzo med chips; men, men, men.....tilsyneladende var der en brist i kommunikationen mellem Evdokia og Bopi, så intet var på plads og Bopi fik lynende travlt med at finde tingene frem og sende Fani afsted efter chips m.m. mens alle folk efterhånden mødte frem og blev budt velkommen.
På samme måde var kommunikationen åbenbart smuttet mht madarrangementet, hvor vi ugen før havde aftalt med Evdokia, at forretterne skulle stå på bordet fra starten – og ikke være alt for overvældende, mens hovedretten, mixed grill, skulle servers som buffet. Imidlertid blev forretterne først båret ind, da vi havde sat os – og det endda i overmåde rigelige mængder.Og da de alle var rigtig gode og velsmagende fik mange spist sig lidt for mætte inden hovedretten var klar.
Lis holdt en velkomsttale og jeg læste et digt op af Benny Andersen, som Mette bagefter gengav på gribende græsk, til henrykkelse for grækerne og os andre.
Desværre holdt min kondition ikke længere end til det tidspunkt, hvor hovedretten blev serveret, så Lis og jeg blev enige om at jeg gik op for at tage ½ times lur, hvilket viste sig at blive udstrakt til en hel nats søvn. Så jeg måtte have haft brug for det efter al det danskvand.
Til gengæld kunne Lis bagefter fortælle mig, at det havde været en stor, vellykket fest med herlig inciterende musik og dans, voldsom god stemning, fødselsdagssang på danskgræsk og storslåede kager til dessert. Pernille og Hans-Peter var kommet med færgen kl. 1 og nåede lige at dukke op og kl. ½3 kom Lis i seng. Rygtet vil vide, at de sidste gik i seng ved ½4-tiden.
Men kl. 8:30 næste morgen var pensionisternes morgensvømmeklub på banen og parate til turen gennem Lakki og ud i de nu temmelig voldsomme bølger, som afholdt i hvert fald Lis og jeg fra at vove turen ud gennem den kraftfulde brænding, der til gengæld fik slået Jan omkuld.
Ellers var torsdagen noget præget af, at det var sidste dag for 9 medlemmer af selskabet, som skulle afsted næste morgen kl. 7. Mine fødder bliver langsom bedre, men det kræver stadig et jævnligt indtag af panadol og rigelige hvileperioder med fødderne oppe i løbet af dagen, ligesom jeg kan mærke, at det er nødvendigt ikke at løbe for meget rundt i varmen. Det er der simpelthen ikke luft til. Målet er nu bare at holde skruen i vandet på halv kraft, så vi har energi nok til hjemturen på torsdag, hvor vi jo har kahyt, så vi også kan få hvilet os efter Naxos, hvor Poul & Annelise står af for at rejse videre til Tinos.
I går fredag startede dagen med at vi stod op 6:15 for at sige farvel til de 9, der skulle med færgen. Evdokia havde lavet kaffe og serveret sin hjemmebagte marmorkage, og kl ½7 tog vi afsked og Saki kørte dem i bussen ned til færgen, mens vi gik op og fik lidt ekstra lurning inden vi vågede os ned til og ud i vandet.
Senere kørte jeg Lis, Inger, Jørgen, Poul og Annelise ud til Agia Pavlos, hvor de kunne flade ud ved kanten af the infinity pool med en drinks eller 2, mens jeg fik tid herhjemme til at skrive på de sidste dages oplevelser. Og efter nogle timer bragte jeg dem tilbage, så de kunne forberede sig på aftenens tur til ”Frikadelle-Yannis” i Tholaria, hvor der viste sig at være stuvende fuldt. Men vi fik plads, bestilte 5 gange stegte meatballs, maroulli-salat og en ovnbag feta med honning og sesam samt retsina og vand. Det viste sig at være en af de få gange, hvor vi havde fået bestilt lige præcis det, der var brug for, så der ikke skulle bæres mængder af mad ud igen. Og rigtig godt smagte det.
Efter et par timer kørte vi ned, og selv om Poul og Annelise insisterede på at de ville gå ned ad vejen i fuldmånens skær, på trods af at Pouls sandal var mere end halvdød, kunne jeg ikke holde tanken ud om, hvad der ville ske, hvis sandalen brød helt sammen, så Lis og jeg kørte tilbage for at samle dem op og bringe dem hjem til Askas, hvor vi mødte resten af det tilbageblevne hold, Niels, Annemette, Peter og Lisbeth. De havde fornøjet sig hele dagen med at vandre fra Potamos til Klosteret og Hora, hvilket havde sat sine spor og krævet en hel del kræfter og udholdenhed. Så de var trætte, men stolte over at have gennemført trods strabadserne.
I morgen skal Inger og Jørgen med færgen kl. 7, så vi måtte ind og hæve nogle penge for at Jørgen kunne betale kontant. Det gir en billigere værelsespris. Senere skulle vi skifte bil og have lavet en ny kontrakt, hvilket ikke er lykkedes endnu. Men det er en dejlig nyindkøbt Punto, som vi forhåbentlig kan have de sidste 4 dage. Mario har fået fjernsynet, som er lille og ganske elendigt, til at virke så jeg kan se Tour de France og i aften skal vi sige farvel til Inger og Jørgen med en ouzo på taget og formodentlig spisning her på Askas, hvor der er grillstegt ged og nisiotika-musik (ø-musik), så det skulle give mulighed for en munter aften.
Så nu, hvor jeg har fået indhentet tiden (?) kan jeg kun opfordre til at supplere beretningen med de mange billeder på billedsiden.
EPISTEL 11.17
MANDAG D. 10.7.2017
Som sagt var lørdagsaftens program at drikke en beforedinnerdrinks på taget sammen med Jørgen og Inger og Poul & Annelise, mens solen gik ned. Men forinden var det faktisk lykkedes os at få en kontrakt på lejen af den nye Punto. Evdokia lavede den simpelthen og smilede lumskt, da jeg så tvivlende på, hvor meget det skulle koste os: det var næppe til at få øje på.
Inger og Jørgen havde arrangeret det på det eneste bord, der var deroppe, nemlig det der stod foran døren til det nye værelse, som vi antog ikke var beboet endnu. Men pludselig dukkede en ung dame op, som havde nøgle til rummet – og senere hendes mand, som kiggede en anelse betuttet, mens vi forklarede om vores misforståelse og forsikrede, at vi nok skulle være væk om et øjeblik. Det accepterede de og fortrak over til det fjerneste hjørne af terrassen med deres drinks.
Da solen var forsvundet gik vi ned i restauranten, hvor musikken endnu ikke var dukket op. Der var dækket op til fuldt hus, men vi havde heldigvis bestilt bord og fik forholdsvis hurtigt bestilt. Niels og Annemette havde fået besøg af Steven, som kom fra Katapola, og de havde planlagt at gå op til Tholaria og spise der sammen med Peter og Lisbeth. På grund af nogle misforståelser komPeter og Lisbeth imidlertid tilbage og fik en plads ved vores bord sammen med Anders-Peter og Pernille.
Da vi var færdige med at spise, var musikken først lige kommet i gang; lokale spillemænd fra Hora med violin og lut, som lød godt og højt. Og langsomt fyldtes alle bordene i restauranten, ligesom der kom gang i dans med Lefteris som igangsætter og indpisker. Snart var dansegulvet fyldt med dansende mennesker i alle aldre – fra 5 til 75 år – og flere nationaliteter. F.eks. var både Peter og Lisbeth oppe at danse sammen med Pernille, skønt hun ikke mente at have den rigtige kjole på til den slags aktiviteter. Specielt høstede Peter stort bifald for sit ihærdige ben- og fodarbejde og sin ubændige energi, som heldigvis blev foreviget på video, som sekundet efter kunne ses på ASKAS's hjemmeside. Selv syntes han at han faktisk bare havde gjort ligesom Lefteris, hvis fodskifte han netop havde brugt megen energi på at kopiere.
I det hele taget var det en skøn aften med fascinerende og inciterende musik, som drev en masse unge grækere rundt og rundt på gulvet. Og endnu bedre blev det af, at også en sammendanset gruppe af unge mænd fra øen gav opvisning i hvordan der kan spjættes og sparkes og drejes og hoppes, når man bare har øvet sig lidt.
Jørgen og Inger skulle jo af sted næste morgen med færgen klokken 7, så de gik op på værelset ved 23-tiden, mens vi lovede dem at hjælpe dem, hvis de ikke vågnede til tiden. Selv holdt jeg til kvart i 24 – mens musikken fortsatte til ved 2-tiden.
Da vi vågnede ved 6-tiden og stod op, viste det sig hurtigt at Inger og Jørne var helt klar. Som skoleelever på 1. skoledag sad de pænt på balkonen og ventede på, at vi kunne gå ned i restauranten hvor en meget træt Evdokia serverede te og kaffe, inden Saki kom med bussen, satte kufferterne ind og var parat til afgang og afsked kl. 6:30.
Bye-Bye – og god rejse.
Der var tid til en time mere på ryggen inden morgenbadningen sammen med Poul og Annelise, hvor det nu var blev muligt i fællesskab at komme gennem den nu beherskede brænding og hen over de sten, som de sidste dages uro i vandet havde lejret lige i vandkanten. Efter morgens balkonseance kørte vi alle 4 til Katapola, hvor der blev støvet nogle beklædningsgenstande op inden vi fik kaffe og frisk juice samt købt en CAIR og hævet penge endnu en gang.
Vi kørte direkte hjem, da Lis var meget træt, og hun smed sig fluks på sengen, mens jeg gik i gang med billedredigering og upload til hjemmesiden. Da hun vågnede op igen var det tid til en strandtur, mens jeg måtte hvile til tonerne af Leonard på tur.
Vi skulle spise i Langada på Yanis's restaurant ”To Varis”, som Mario fortalte mig betød ”Tumpen”, og efter at de andre havde fået en ouzo på balkonen kørte vi derop i god tid og fik en fin plads på taget, hvor vi kunne se solnedgangen fra en ny vinkel og med nye farvespil på klippesiderne. Som så ofte før blev vi meget begejstrede for den mad vi kunne få og bestilte. Den var anderledes og serveret meget mere indbydende end vi er vant til de fleste andre steder. Så velsmagende at vi faktisk spiste op, inklusive den delikate yougurtdessert med syltede appelsinskaller og vindruer samt ”bjergpærer” som Yanis havde samlet ude i bjergene.
Da vi skulle gå mødte vi Yanis ned ved køkkenet, hvor vi også hilste på kokken, Yanis's nevø Dimitri, som kunne fortælle at hans mor, Anna, ville komme tilbage til Amorgos om nogle dage. Flere pærer fra Yanis og en flaske 5 år gammel vin af egen avl, pakket fint ind med en lykønskning skrevet af Dimitri.
Tilbage på ASKAS sad vi og snakkede lidt, mens Lis ventede på muligheden for at måneskinsnatbade, som Annemette havde omtalt om morgenen. Men da ingen dukkede op, gik vi op på værelset, trak ”Sværkeslægten” op (en lydbog) og tumlede omkuld.
I dag, mandag, har vi hørt fra Jørne og Inger, at de har haft det fint i Piræus, har fået tjekket ind og er parate til den næstsidste etape: turen til lufthavnen. Samtidig er det jo også dagen hvor Allan og Charlotte med familie tager fra København, hvorfor Peter & Lisbeth skal rykke fra nr. 13 til et andet værelse. I første omgang blev de flyttet til nr. 12, hvilket kastede Lisbeth ud i dyb skuffelse og krise p.gr.a. Værelsets beliggenhed tæt på restauranten og dens larmende uro. Men heldigvis blev der fundet en løsning, så de i stedet kunne flytte ind på nr. 16 og krisen kunne afblæses.
Sammen med Kvistene prøvede vi en let frokost på Lakki, som viste sig at koste det samme som en lækker middag på ”To Varis” i Langada. Men de frittede grøntsager var gode og kartoflerne smagte fint og hjemmelavet til den præfabrikerede, tyndklemte Parisertoast.
I aften skal vi imidlertid have den gave, som jeg fik til min fødselsdag: Hummer a la Evdokia, hvortil vi skal drikke den CAIR, vi købte i går i Katapola.
Solen skinner, konkurrencen mellem fuglekvidderen og cikadesitren fortsætter, knæet knager og foden hæver. Men i morgen får apoteket nye stokke hjem, så jeg kan få erstattet den medbragte, hvor håndtaget brød sammen under den umenneskelige belastning.
EPISTEL 12.17
ONSDAG D. 12. JULI 2017
For den listige læser vil det måske stå klart, at vi nu er på sidste dag før ”dyt” (det unævnelige). Den mere indviede vil vide, at det i dag også er Michaels og Jorgos's fødselsdag. Så tillykke med det.
Dronten på nr. 3 spurgte forleden om det ikke føltes lidt trist sådan at nærme sig afslutningen,med alt hvad det indebærer, og jeg måtte for første gang desværre indrømme, at det vist ikke var tilfældet for mig i år. Den sidste uge har i alt for høj grad bare drejet sig om at ”holde skruen i vandet” og undgå bølgegang og modvind for at kunne nå hjem i god behold. Og i takt med den voldsomme tilgang af mennesker i forbindelse med musikfestivalen, som så småt er ved at blive løbet i gang, er noget af charmen omkring Aegiali også forsvundet i i et mylder af mennesker, musik og kolossal travlhed i restauranten. Men lad mig lige tage den kronologiske tråd op og fortsætte ved den flotte hummermiddag mandag aften her på Askas.
Desværre havde CAIR'en mistet noget af sit sprudlende humør, mens den ventede på mig i varmen hos købmanden i Katapola, men heldigvis var den gode smag intakt, så den passede perfekt til den halve hummer, som vi hver fik – en han og en hun med rogn, måske et hummerpar på tur i Middelhavet? Men kød var der masser af – og spaghetti med tomatsovs, hvilket var en udmærket kombination efter at vi som forret havde delt saganaki og maroulli-salat. En storslået og festlig oplevelse, som jo var en fødselsdagsgave fra Poul & Annelise..
Levende musik var der også; rebetiko med de samme 3, som spillede til vores store party. Men skønt der var endnu flere mennesker var der nu ikke så megen dans, som forleden til nisiotika-aftenen. Og jeg måtte endnu en gang slippe tøjlerne lidt tidligt for ikke at løbe ind i problemer med konditionen. Sløjt, men sandt.
Og i løbet af natten ankom familien "Charlotte & Allan m.fl." og blev indlogeret på 1.sal, hvilket vi selvfølgelig først opdagede om morgenen.
Som tidligere nævnt var vi nu blevet udstyret med en Fiat Punto diesel, ren luksus med en kraftigere motor end vi normalt er vant til, så det skulle selvfølgelig udnyttes til en længere tur. Sammen med Poul og Annelise tog vi derfor først til Hora og troede i vores naivitet, at det da nok var muligt at køre med en rollator gennem byen. Da vi pakkede den ud på busholdepladsen troede vi først, at de gamle grækeres interesse skyldtes beundring af dette moderne sammenklappelige vidunder. Senere gik det dog op for os, at de simpelthen havde svært ved at tro på, at nogen kunne være så tossede at slæbe apparatet ind i gaden, der for det mest består af trappetrin. Men selvfølgelig anfægtede det ikke os, og vi nåede da efterhånden også frem til torvet, hvor vi kunne få kaffe, juice og soda.
Og for at undgå ”hva' sagde vi?”-blikkene valgte de 3 andre at gå den anden vej ud af byen, mens jeg hentede bilen og kørte dem i møde, hvorefter vi satte kursen mod Mouros – dog ikke for at gå i vandet. Næh, en let frokost var for en gangs skyld målet. Hvilket vi absolut ikke fortrød da vi valgte saganaki, salat og calamares. Ovenpå skuffelsen med blæksprutterne den første dag på ASKAS var det en himmerigsmundfuld, møre og velsmagende med en livskraftig tzatziki. Så vi var glade og mætte, da vi satte kursen hjemad og i udkørslen mødte tosselunderne,som netop var ankommet. Vi anbefalede de mangearmede dyr og ønskede dem god badning og velbekomme.
Da vi kom hjem og havde luret, gik Lis på stranden med de andre, mens jeg blev i skyggen og fik lidt orden på billederne.
Men den forestående rejsedag var allerede så småt begyndt at trænge ind i blodet, så jeg gik i gang med at registrere ”festkuffertens” indhold, samt de tilhørende tasker og pakker, som også skal overvintre på loftet i nummer 1. Og herefter drejede det sig om emballagen til det maleri, vi har fået af Jorgos og Adrienne. Papkasser blev skåret til og klistret sammen og til sidst pakket i plast. Så burde det midt i Lis's monstrøse kuffert kunne nå Frøhaven uden livstruende skader.
Vi mødtes til aftenmesse i Det Blå Kapel for bl.a. at finde ud af hvor aftensmaden skulle indtages, hvilket ikke var helt enkelt eftersom der i forbindelse med musikfestivalen og en indledende ”havnekoncert” var rigtig mange mennesker i byen. Så mens Poul og jeg gik op på apoteket for at købe den stok, som vi dagen forinden havde fået lovning på ville ankomme tirsdag, gik Lis og Annelise ned for at se, hvor der evt. var plads. Men nede i havnen var der proppet, så vi besluttede os for ASTERIA med pizza og pølse, mens et støjhelvede udvikledes på et skib i havnen, hvor det åbenbart udelukkende handlede om at tæske nogle stakkels elektrificerede og forstærkede instrumenter til musikalsk uigenkendelighed. ”DET SKAL SEJLES VÆK!!!!”
Så vi fandt hurtigt tilbage til ASKAS og en kop kaffe inden vi gik i seng – med en smule rejseuro i kroppen.
Her til formiddag nåede vi lige 1 time i byen inden vi skulle aflevere bilen og bagefter blev der pakket, kasseret og vejet efter. Vi holder vægtgrænsen på 2 x 20 kg og forhåbentlig med en lidt lettere håndbagage.
I aften er vi, sammen med Poul og Annelise, inviteret til middag af Evdokia: hønsekødssuppe – hvilket straks fik mig til at sende tanker tilbage til Syros, hvor de også diverterede med denne ret!
Og så må jeg jo til det: i morgen tidlig kl. 7 sejler vi alle 4 med Bluestar Patmos. Kvistene dog kun til Naxos, hvorfra de skal fortsætte til Tinos, mens vi med kahyt tager hele turen hjem via Piræus og lufthavnen, hvor vi nok kommer til at vente 4 timer til afgangen kl. 20:50.
EPISTEL 13.17
LØRDAG D. 15. JULI 2017
Så er vi landet! Pakket ud, vasket tøj og os selv, og fået den sidste rejsetræthed ud af kroppen.
Efter en 20 timers rejsedag med 3 timers kahytsovning ”after Naxos” faldt vi i søvn kl. 2 om natten i vores egne senge – og Lis med sin elskede og savnede pude.
Men onsdag aften kunne vi slet ikke tænke så langt. Vi havde nok at gøre med at få pakket det sidste og gjort partykuffert m.m. klar til at komme på loftet i nr. 1. Og der skulle selvfølgelig også lures og bades og gøres klar til afskedsouzo på taget, hvor der var blevet båret et bord og stole op. Jeg var ikke helt på toppen og var nødt til at tage et ekstra hvil, inden jeg kunne deltage i skåleriet og se solnedgangen sammen med en flaske vand.
Vi sad alle ved samme bord, så det endte med, at Evdokias middag til os var så overdådig, at der også var rigelig til Tosselunde-tilløberne, som derfor kunne annullere deres bestillinger. Der var hverken tale om Hønsekødssuppe eller Fiskesuppe, som rygtet ellers ville vide, men derimod om et stort læs forretter og efterfølgende 2 store fade med grillet kylling og kartofler. Og det lykkedes også at få Evdokia til i korte perioder at sidde med ved bordet og spise lidt; men 10 minutter ad gangen er voldsom lang tid for en travl restaurantbestyrerinde.
Jeg var som sagt ikke i topform, bl.a. nok også på grund af rejseuro og usikkerhed om, hvordan den lange rejse ville forløbe. Ville værket holde sig i ro uden at blive krampagtigt? Så jeg sagde snart farvel og godnat til både danskere og grækere og sneg mig op på værelset, hvor Lis kort tid efter kom op, så vi kunne sove inden kl. 24.
Men jeg stod til gengæld også op kl. 5 for at gå i bad og gøre mig klar i et roligt tempo. Og kl. 6 var vi da også ved at være klar til at gå ned i restauranten, hvor Evdokia og Stefanos (”Slagteren”) allerede sad med morgenkaffen. Evdokia serverede da også fluks the og sandkage + kanelcookies, mens Poul slæbte vores kufferter ud til Saki og bussen. En pose med rejsesandwiches og flere kanelkager blev det også til inden vi kl. ½7 sagde endelig farvel – og på gensyn!
Bluestar Patmos kom til tiden og imponerede med sin krappe vending i bugten, da den skulle lægge til.
Forberedelserne om morgenen var i nogen grad blevet præget af, at jeg havde modtaget en mail fra CheckMyTrip, som på kryptisk vis meddelte at vores fly ville afgå d. 13. juli kl. 00:30. Men mailen var afsendt d. 13.7. kl 2:15 og når jeg kontrollerede på Norwegians hjemmeside og ankomster i København stod der, at flyet ville ankomme som planlagt, 22:55. Nervøsiteten bredte sig, for hvad var mon rigtigt? Og hvordan skulle vi forholde os, hvis vi skulle vente til kl. 00:30? Det virkede temmelig uoverskueligt, men vi var enige om, at så længe den mærkelige melding ikke blev bekræftet måtte vi tage i lufthavnen og så tage den derfra.
I første omgang handlede det dog mest om turen med Bluestar. Efter lidt vandren og leden fandt vi den bestilte kahyt, som var betydelig mindre end den vi havde på udturen. Og den krævede at en af os skulle sove i øverste køje, hvilket jeg selvfølgelig tilbød. Men vi fik os hurtigt sneget os ind og fandt plads til bagagen, inden vi sammen med Poul & Annelise bevægede os mod cafeteriaet og en kop kaffe med croissant – ½ til hver!!! Jeg fik også snakket med Mette og bad hende undersøge mere omkring den mystiske forsinkelse, hvis det var muligt. I øvrigt var Nikos's tidligere kone, Irini (ELKE) også med færgen, og hun henvendte sig selv for at høre, hvordan det gik efter mit hospitalsophold, som hele byen tilsyneladende var vidende om. Hun så meget bedre ud nu, hvor hun havde fået styr på tandsættet.
Poul & Annelise skulle jo kun med til Naxos, og turen dertil tager kun et par timer, så det varede ikke længe før vi måtte sige farvel og god fornøjelse på Tinos. Og efter endnu en kop kaffe i salonen drog vi op i kahytten, hvor det faktisk lykkedes os at få sovet næsten 3 timer. Skønt.
Herefter pakkede vi sammen og gik ud på dækket i varmen, hvor vi endnu en gang fik bekræftet, at flytiderne kun kunne bekræftes som planlagt, så da vi nåede Piræus var vi klar til at tage en taxi direkte til lufthavnen. Men det tog tid at komme ud i de 40 graders varme, og da vi så at taxi-køen var næsten 100 m lang, besluttede vi os for at søge ind i skyggen og vente. Min Miss Liss ville det imidlertid anderledes, idet hun, da hun blev stoppet af en betjent fordi hun krydsede taxabanerne, på hans forespørgsel humpede lidt ekstra og forklarede at hendes svagelige mand havde søgt skyggen, men at hun skulle bruge en taxi til lufthavnen. Hvorpå den flinke betjent, vinkede en taxi frem og lodsede os derhen, mens mange af de ventende i varmen må have måbet en anelse. Stokkemetoden! Og i løbet af en lille time var vi fremme og kunne inde i hallen konstatere, at de også her regnede med at flyet ville afgå som planlagt 20:45. Det betød at der var ca. 2½ time til vi kunne tjekke ind, hvilket dog ikke betød så meget, da vi, efter ½ time udenfor med røgpinden fandt plads ved en cafe indenfor, hvor vi kunne få en kop kaffe og en sandwich.
Så ved 7-tiden tjekkede vi ind, fik de lidt for tunge kufferter og rollatoren registreret og ventede så på den ansøgte assistance: en kørestol med chauffør, som kørte os langt og hurtigt gennem sikkerhedskontrollen, som havde fået ny placering, der lettede presset og medførte et øge tilbud af indkøbsmuligheder, hvilket godt nok fik det til at gibbe i fruen, der sad uden mulighed for at massere indkøbsgenet. Ak ja! Og så endte vi handicapsæderne ved gaten – Stokværket!
Men det gav pote, for da vi endelig skulle gå om bord på den sent ankomne fly, var vi de første, som fik adgang, så vi kunne humpe sammen med vores stokke den lange vej ud til flyet og ind på række 10, hvor det viste sig at hestehale-fyren, der havde tjekket os ind, havde forstået budskabet fra Lis om, at hun gerne ville have lidt ekstra benplads. 3 sæder havde vi fået – i et ellers stopfyldt fly, hvilket afgjort gjorde det lettere for Lis. Det blev fejret med champagne og juice
Lidt forsinket afgang betød at vi først landede o. 23:15 – og da bagagen varlænge undervejs og rollatoren skulle hentes nede ved bånd 9 – til aller sidst – gik der lang tid før vi slap ud til et glædeligt gensyn med Maria, Mette & Per. Og først ved ½1-tiden var vi hjemme i Frøhaven til en kort snak inden vi væltede omkuld i vores egne, bløde og brede senge.
En begivenhedsrig, anderledes og dejlig ferie var slut – med mange store, dejlige, chokerende og foruroligende oplevelser og indtryk. Men selvfølgelig kom hospitalsturen til Syros til at spille en alt for stor rolle; bl.a. fordi jeg fik mange formaninger om ikke at anstrenge mig – hverken fysisk eller emotionelt – og om at holde mig i skyggen. Og fordi den selvfølgelig gjorde Lis utrolig nervøs og bange for, at det skulle udvikle sig til noget værre, så jeg ikke kunne komme tilbage til festen, som hun i høj grad nu stod alene med at forberede. Heldigvis var der mange gode venner, som støttede og hjalp til så det trods alt lykkedes. Samtidig var jeg træt og konditionen begrænset, så jeg fik ikke det fulde udbytte af festen, som dog heldigvis blev en succes, selvom jeg jo måtte forlade den temmelig tidligt.
Men den afsluttende tur i fuld fart gennem en næsten tom lufthavn, siddende som to forstokkede pensionister omvendt på handicaptransporteren med en kørestol på slæb, var næsten som en tur i rutsjebanen.
Et festligt punktum.
