PROLOG: (Link til billeder)
Så er der gjort klar til "smutturen" om 3 uger til Aegina.
Der er bestilt fly med afgang søndag d. 15. maj om morgenen og hjemkomst lørdag d. 21. om aftenen.
Og en lejlighed i Agia Marina er også booket, så vi venter bare på godt vejr - og en veloverstået første behandling af Lis's øje på kliniken på Glostrup Hospital.
Mandag d. 16. maj 2016
Klokken har passeret 12 og vi sidder på balkonen med en frappé og et Fix. Solen banker ned i bølgen, som faktisk slet ikke er der p.gr.a. svag vind, og her er 27 gr. Vi er netop vendt hjem efter formiddagsturen til stranden, hvor vi måtte konkludere, at enten sover folk utroligt længe her i byen eller også kradser krisen meget mere end vi tidligere har set. I hvert fald her i Agia Marina, der virker helt forsømt af turisterne – og af en hel del forretningsindehavere. Det er lidt deprimerende – selvom solen skinner og de tilbageblevne folk er flinke og smiler.
På den anden side er det jo ikke engang 24 timer siden vi ankom, så tingene kan jo ændre sig, selvom jeg næppe tror på, at de mange tomme og forsømte huse og forretninger bliver repareret og sat i stand i løbet af en uge. Dertil er forfaldet for stort.
Men som sagt, kl. 12:17 i går satte maskinen hjulene på banen i Athens lufthavn, hvor vi for første gang landede i ”den anden retning”, hvilket gjorde indflyvningen helt uoverskuelig, da jeg ikke kunne få landkending. Med kun 1 kuffert kunne Lis gå direkte ud og købe billetter til bussen, mens jeg ventede ved båndet. Så allerede ½ time efter landing sad vi på de ubønhørligt hårde sæder på vej mod Piræus; og det viste sig at være tidsnok til, at vi kunne nå en af bilfærgerne, som sejlede 14:15. Lykkelig var jeg for at slippe for endnu en rørformet højhastighedstransport i Delfinen. Godt nok tager turen 70 minutter,men så er der også mulighed for at gå rundt på skibet og udenfor og – ikke mindst – at fejre ankomsten på behørig vis med en ouzo.
Vel ankommet til Aegina styrede vi direkte mod taxierne og selvom chaufføren virkede helt uforstående overfor adressen, jeg rakte ham, lykkedes det ham i alt sin overvægtige dvaskhed via radioen at blive klar over, hvad ekspeditionen gik ud på. Og efter en længere køretur, der vakte mange minder om den første gang, vi var på øen med Rie & Michael og havde sat os for at gå turen fra Agia Marina til Aegina by, kørte han stille og roligt op foran Flora Rooms. Well done!
Stille var der imidlertid ikke, idet der på den nærmest liggende restaurant var barnedåb med hele udtrækket af græsk musik, dans og mad. Festligt og højlydt. Og Evdokia Kontokosta, som vores værtinde tilfældigvis hedder, måtte hentes af datteren, da hun også deltog i festlighederne.
Evdokia er en munter, flink og imødekommende dame og hjalp os ivrigt med at komme op på 2. sal af de snævre trapper med vores ”heavy”-mærkede kuffert, selv om hun undervejs spurgte om vi måske hellere ville bo på 1.sal? Men efter at have set udsigten fra den øverste balkon var vi ikke i tvivl: det var alle anstrengelserne værd. Så vi betalte hende straks (for at slippe af med kontanterne) og påbegyndte en hastig udpakning og indretning, der dog fik en brat afslutning da Evdokia dukkede op med trist og beklagende mine for at meddele os, at hun havde begået en kæmpe brøler: hun havde givet os det forkerte værelse! Værelset med havudsigt var bestilte af nogle andre gæster, mens vi blot havde bestilt med balkon, hvilket der også var på det i øvrigt identiske værelse nedenunder. Ivrigt beklagende og brødebetynget hjalp hun os med at få pakket sammen igen og få flytte det hele en etage ned. Og som plaster på såret kom hun med pistacienødder og en flaske hvidvin – og endnu en omgang undskyldninger.
Efter udpakning og indretning trængte vi til noget at spise og en lur. Barnedåben bragede stadig løs, så vi fortrak til en nærliggende restaurant, hvor vi i al ydmyghed bestilte en enkelt græsk salat og en saganaki – men vi måtte nøjes med ½ kg hvidvin, da de ikke havde retsina.
En hastig tur gennem byen, der til vores overraskelse hverken var præget af ferie- eller weekendgæster, men snarere af de mange lukkede butikker og restauranter. Vi fik dog handlet lidt ind, så vi havde til næste morgen, inden vi vendte tilbage til 1. sal og den tiltrængte lur.
Genopstandne måtte vi erkende at sulten ikke var påtrængende, og da barnedåben tilsyneladende var overstået besluttede vi os for bare at gå ned den nærliggende restaurant og dele en portion kalamares – denne gang med retsina. Så det blev ikke sent før vi gik i seng efter at have konstateret, at nettet var godt nok til at vi kunne høre DR-netradio.
Bageren åbner kl. 7, men først kl.8 var jeg på banen, mens Lis stegte bacon og æg. Himlen var blå og solen ubarmhjertig, men skønt var det at kunne sidde med udsigt til i hvert fald et udsnit af havet med fastlandet i baggrunden. Og bagefter gik vi mod stranden, hvor badevandstemperaturen skulle bestemmes. Men selv om klokken nærmede sig 10 var der ingen mennesker – hverken i byen eller på stranden, og vi nåede bugten igennem inden vi fandt det rette sted for badevandstesten, som Lis skulle udføre, idet jeg havde travlt nok med at få sollys på mine blege ben!!
Vandet var 20 gr, men meget klart og lavt, hvilket førte til at jeg fandt det opportunt også at tage en spadseretur i bølgerne, så benene både fik sol og vand.
En flaske CAIR i et lille supermarked i en halvdød ferieby må vel siges at være et fund, som jeg i hvert fald ikke kan stå for, når vi nu alligevel skulle købe lidt ind. Og efter at have bragt varerne hjem tog vi endnu en lille tur, da det viste sig at vi havde glemt den ene pose med tomater og løg, som skulle bruges til den omelet, der ventede os efter udhvilingen.
TIRSDAG D. 17. MAJ 2016
Efter at have læst gårsdagens epistel gjorde Lis mig opmærksom på, at den måske gav et noget skævt billede af vores oplevelse: for megen vægt på den lidt trøstesløse ferieby uden feriegæster og for lidt om vores mere fornøjelige oplevelser og den næsten euforiske fryd over at være i solen, i Grækenland og alene sammen på et rigtig godt værelse.
Hvis andre af mine ivrige har pådraget sig samme deprimerende indtryk beklager jeg og påstår, at det udelukkende skyldes min manglende verbale nuanceringsevne og den overraskelse, det er at konstatere, at vi tilsyneladende er kommet meget, meget tidligt på sæsonen. Det håber jeg. Og under alle omstændigheder virker grækerne her ikke nær så bekymrede over tingenes tilstand.
Men tilbage til resterne af i går.
Efter den sidste sol på balkonen gik vi en tur og endte på et meget lokalt kafeteria lige neden for vores værelse. Vi besluttede os for en ”tidsfordrivs-ouzo” i de sidste rester af solstråler, som stadig ramte et hjørne af etablissementet. Den ældre tandreducerede græker, som stod for betjeningen, var snakkevorn, og da vi var de eneste gæster fik vi udvekslet minder om Katapola, Aegiali og Iraklia og efter en uopfordret opfyldning af glassene erklærede han, at nok skulle han til Athen i morgen, men nu var vi altså venner.
Det drejede sig i virkeligheden om at trække tiden, så vi ikke kom til at spise for tidligt, så vi begav os tilbage til værelset for at klæde om. Ikke så meget for pyntens skyld, men derimod mest for ikke at komme til at fryse, hvilket jo er muligt om aftenen, når vinden rammer en. Og så skulle vi endda ikke længere end lige over gaden for endnu engang at spisenæsten alene på ”Ta braxas”. Denne gang dog noget mere: salat, zuchinni-balls og grillstegt kyllingefilet med både pomser og snittet hvidkål. Den store, friske og fristende græske salat sammen med det olivenolie-ristede oreganobrød lovede godt, men de efterfølgende grøntsagsdeller var uspiselige for os begge. Til gengæld var det lykkedes at gøre kyllingefiletterne både velsmagende og saftige,hvilket er noget af en præstation. Og så skulle vi ikke betale for ball'erne, da vi måtte indrømme, at vi simpelthen ikke kunne li' dem.
Og således blev klokken 22:30 da vi var sengeliggende, mætte og tilfredse.
Solen står op kl. 6:14 og gennem myggenettet kan vi se horisonten rødme. Det betyder imidlertid ikke at vi nødvendigvis er oppe på det tidspunkt, men bageren åbner som tidligere nævnt kl. 7, og vi sætter stor pris på det lune, friske brød.
Morgenens uheld kom, da vi havde gang i både el-kedel og komfur og derefter tilsluttede vandvarmeren. Så gik strømmen og vi måtte have fat i Evdokia, der kunne fixe det på den store el-tavle inde ved siden af. Det er virkelig en oplevelse at sidde i morgensolen på balkonen og nyde hele morgenmadsbatteriet, mens vi kigger ud over det glitrende hav, hvor de store færger glider af sted i baggrunden. Og planen var at vi først skulle med bussen 10:45 til havnebyen – bl.a. for at leje en bil. Det måtte vi erkende var nødvendigt med kun 4 busser om dagen, og den sidste hjem fra Aegina by allerede kl. 16. så der var masser af tid til boglytning og bensoling samt oprettelse af en opslagstavle på hjemmesiden, som gør det muligt at sende kommentarer eller opråb ud til hele læserskaren. Forsøm ikke denne mulighed!
Vi kom heldigvis af sted i god tid, for halvvejs mod busholdepladsen opdagede Lis, at hun havde glemt sin telefon, hvorefter jeg måtte ile tilbage efter den, da hendes ene ben jo ikke er i topform. Da vi mødtes igen ved busstoppet havde den foretagsomme frue fået kontakt med en taxichauffør, som gerne ville køre os til havnebyen for en yderst rimelige betaling. Og for 2 euro mere ville han da også gerne tage en amerikansk pige med, som også ventede på bussen. Undervejs prajede en græsk kone den flinke chauffør, så vi møvede os sammen på bagsædet for at hun også kunne komme med. Fornøjelig tur, så selv da vi betalte var vi glade og ønskede den meget unge amerikanerinde god tur videre til Athen og derefter til Spanien, hvor hun skulle møde sin søster. Men vi var enige om, at de altså bliver yngre og yngre – de unge.
Vi gik selvfølgelig straks hen til Mixalis's cafe og fik hilst på både ham og hans mor. Hans danske kone kunne desværre ikke komme, da hun lige var blevet øjeopereret!! Men til gengæld fik han nogle danske dameblade, som Lis havde taget med til hende. Frappé og sodavand inden vi begav os ned til Hellenic Seaways kontor på havnen, thi her kunne vi hente de billetter, vi skal bruge d. 26. juni, når vi tager katamaranen til Katapola sammen med Poul & Annelise. Selv synes jeg det var smart fundet på.
Knap så smart var det måske ikke bagefter, da vi skulle leje en bil, men det lykkedes da at få en lille FIAT, der virkelig lød som om den har været meget igennem. Og man må sige at der var tale om meget uformelt papirarbejde inden jeg blev sat bag på en scooter for at blive fragtet over til en pengeautomat eftersom Visa-betaling ikke var en mulighed. Men nu har vi så en bil til på lørdag, hvor vi kan aflevere den, når vi skal med færgen over til Piræus. Og det er en bil med et ratslør, som giver selv Parkinsonpatienter mulighed for at køre lige ud.
Lis fik en tid hos frisøren på fredag, hvorefter vi satte kursen mod Agia Marina og benyttede lejligheden til at få bedre styr på placeringen af det sted, hvor vi boede den gang i december, hvor vi var her første gang med Rie og Michael. Nu mangler vi bare at finde selve huset. Hvilken opgave!
Efter omklædning og klargøring på værelset kørte vi til stranden, hvor Lis søgte sol og vand på en strandstol med tilhørende parasol, mens jeg sad på NIKOS BAR i skyggen for at få klaret skriblerierne.
Nu har vi luret og Lis har vasket hår, så det er ved at være tid til balkon-drinks inden vi bevæger os ud i Agia Marinas pulserende natteliv for at finde en restaurant med mere end 1 spisende gæst. Og i morgen gælder det i første omgang Afaia-templet, som skal besøges selv om vi har været der et par gange før. Men det er ligeså imponerende som Akropolis, synes jeg.
Torsdag d. 19.maj 2016
Tirsdag aften (fortsat)
Som antydet i forrige epistel, lykkedes det med lur, hårvask og et glas iskold,og i øvrigt overraskende velsmagende retsina fra den store plasticflaske at udskyde aftenturen og den tilhørende aftensmad til efter kl. 20.
oprindeligt havde vi overvejet at spise på NIKOS BAR på stranden, men vi blev enige om at det nok ville blive for køligt, og i øvrigt lukkede de temmelig tidligt! I stedet foretog vi nogle indkøb og endte i den restaurant, hvor vi en mørk og regnfuld nat i 2003 havnede med Rie & Michael efter at have taget bussen herover, lidet anende at vi pludselig skulle befinde os i en helt uddød, mørkelagt ferieby, hvor ingenting var åbent udover en meget lille, engelskdrevet og -præget restaurant, hvor vi søgte tilflugt. Men det var flinke folk, som både kunne sørge for noget mad og et værelse til os. Det var dengang. I dag er restauranten udvidet betydeligt, men har stadig åbent hele året. Og ejeren fortalte os, at sådan havde det været siden han startede i 1987.
Dagens tilbud var ”Fish & Chips” og ”Mixed Grill”. Lis valgte det første, jeg det andet; og Lis var den heldige. Hun var så begejstret, at vi blev enige om at vende tilbage næste aften for begge to at få fish&chips. Men derudover var det også hyggeligt fordi der var en del mennesker, hvilket vi jo ikke havde været forvænt med. Og vi sad fint, med god udsigt over hovedgaden, hvor der for første gang var en slags liv..
Efter hjemkomsten fik vi et enkelt glas retsina på balkonen inden vi slukkede lyset, tunede ind på P1 og forsvandt ind i drømmegalleriet.
Onsdag d. 18. maj
Morgensol, få spredte skyer og endnu færre mennesker på min morgentur efter det friskbagte franskbrød. Der var lunt og læ på balkonen, mens vi nød morgenmaden og efter et stykke tid pludselig konstaterede, at der på balustraderne rundt om balkonerne nedenunder dukkede en hær af sko op, pænt ordnet og arrangeret. Var Evdokia i gang med at åbne en skobutik? Endnu større blev vores undren, da vi kunne iagttage, hvordan hun gik i gang med at tørre alle sko grundigt af.
Mysteriet blev løst, da vi senere begav os ud og mødte Evdokia nede i gården: hun var såmænd bare i gang med at rydde op i skoskabet! Så efter at Lis havde fået et overblik over skobestanden, drog vi videre mod bilen for at køre til Afaias templet – i øvrigt samtidig med at parret, der havde haft det øverste værelse, forlod etablissementet med tak og på gensyn.
Afaias ligger jo ikke langt fra byen, og ikke nok med at der var åbent, der var ovenikøbet fri entre fordi det var onsdag. Så der var også en hel del besøgende deroppe. bl.a. en fransk skoleklasse og en hel del aldrende englændere med udpræget arkæologisk interesse og forstand. Men som altid var det en spændende oplevelse, som jeg indledte med at snuble op ad det første trin så jeg faldt med mit kamera i hånden. Langstrakt lå jeg på klippen med kameraet stolt hævet: det var ikke kommet til skade. Til gengæld fik jeg en skideballe, fordi Lis var blevet forskrækket. Det ser jo altid voldsomt ud når store frøer tumler omkuld. Museet, som det ikke var lykkedes at komme ind i før, var også åbent og gjorde absolut besøget endnu bedre. (se billeder derfra på billedsiden).
Derfra kørte vi en tur nordpå til Vagia, som virkede endnu mere mennesketom end Agia Marina, og videre til Souvala, havnebyen på nordkysten. Efter lidt bakken og snakken og kortkiggeri lykkedes det os at finde vejen til Palaiochora og derfra tilbage til byen og de vante omgivelser. En dejlig tur, som efterhånden fik gjort mig gode venner med ”skramlekassen”, vi har lejet. Servostyringen er næsten ikke eksisterende, så der skal hives i rattet ved manøvre ved lav hastighed, som også besværliggøres af et meget uldent gearskifte. Men efterhånden har Lis da fundet ud af at få smækket døren i selv; det kræver både snilde og kræfter.
Hjemme igen tilbød den smilende Evdokia, at vi nu kunne flytte op på toppen, hvis vi havde mod og lyst til det, og hun ville hjertens gerne bistå med flytningen. Og det til rods for,at det er et dyrere værelse og vi ikke skal betale for det. Det tilbud kunne vi ikke sige nej til, og i løbet af ½ time havde vi fået flyttet hele menageriet op. Endelig var vi på toppen igen med en skøn udsigt over havnen, havet og hele horisonten. Det var stort. Så det fejrede vi med en meget let frokost og et glas kølig hvidvin, som vi jo netop havde fået af Evdokia fordi vi måtte flytte ned den første dag. Så endelig kunne vi få den første middagslur på toppen.
Herefter tog vi en tur til Aegina Town. Vi parkerede ved kirken på havnen med et stopforbudsskilt i faretruende nærhed. Herefter til en guldsmed for at høre om de kunne lave Lis's ørering. Det både kunne og ville de gerne; d.v.s. Det skulle gøres i Piræus og ville tage 5 dage, så Lis afslog tilbuddet. Næste forsøg bliver Amorgos til sommer. Herefter bevægede vi os langsomt mod Mixalis's cafe, hvor vi bestilte en øl og en ouzo – uden meze! Mixalis overtalte mig til at prøve en ny, lokal øl: Saronic, som smagte godt, frisk og let. Men næppe en, der når ud til Amorgos. Han kunne derudover fortælle, at han ikke havde set George Marinos i 2 dage, men kun hans svenske veninde på motorcykel. Og så var det, vi fandt ud af, at Marinos faktisk fylder 80 år i år. Så måske er det derfor han skal til Danmark for at fejre det med familien der??
Endnu engang beroligede Mixalis os m.h.t. til de meget øde butikker og restauranter i specielt Agia Marina: om et par måneder er der fuldt knald på igen, selvom han forudser problemer i forbindelse med de nye stramninger, der forhøjer priserne på alt. Ikke mindst frygter han virkningen på turismen, når folk opdager, at det bliver dyrt at være turist i Grækenland.
Vi får se.
Men udsagnet om, at vi bare er meget tidligt på sæsonen blev bekræftet om aftenen, da vi igen skulle nyder Fisk & Chips på den engelske restaurant. Det blev begejstringen over måltidet også, og vi har nu fundet ud af, at den fisk, de bruger, som er utroligt delikat og fin i kødet, er en slags søtunge. En oplevelse som jeg kan forestille mig vil blive gentaget i morgen, den sidste aften.
En dejlig dag.
Torsdag d. 19. maj.
Skriverierne påbegyndte jeg i morges, efter at vi havde fået den første morgencomplet med den nye, store udsigt og hele molevitten. Solen skinnede, benene blev brunet på balkonen og vilod ½ times pause afgøre om det skulle være stranden eller en rundtur i skrammelkassen.
Et let skydække havde lagt sig over området og med et frisk vind blev det ind imellem temmelig køligt, så vi enedes om en rundtur, selvom det er lidt vanskeligt, når der kun er så få ruter og vi faktisk har været der før. Men som jeg kækt hævder: der er altid noget at se og opleve; om ikke andet så nogle betagende udsigter og naturscenerier. Selvfølgelig nedsætter bilens standard kvaliteten af kørningen – ikke mindst når man over flere kilometer skal kæmpe for at undgå de største huller i vejen mens larmen og rasleriet laver sin helt egen rytmegruppe. Men rundt kom vi via Portes – Aegina Town – Agia Marina. Uden uheld og uskadte kunne vi vende tilbage til toppen, hvor vinden og den slørede sol gjorde det svært at sidde ude, så jeg kastede mig over tasterne, mens Lis skruede ørepropperne i og gik i gang med en lydbog.
En enkel og beskeden sen frokost inden vi skulle på ”bytur” og foretage de nødvendige og helt oversete indkøb, som endte hos vores nye kafeteria-ven lige nedenfor. Han var glad for at se os og skænkede rapt 2 ouzo, mens han igen fortalte om sit forhold til Iraklia og Katapola.
Og nu er klokken så blevet 20:20, jeg skal blot gøre dette færdigt, hvorefter vi går lige ned på ”Klipperne” og ser hvad de kan byde på i aften.
Jeg har for øvrigt fået ny hat, som jeg håber at have et billede af i morgen.
Og så er det fuldmåne på lørdag, hvilket har en væsentlig indflydelse på fruens soveevne. Vi får se.
FREDAG D. 27. MAJ 2016 (Frøhaven)
Mads havde fødselsdag i går (21 år) og blev fejret med fin middag, bearnaise og gæstebud, og her til morgen er han fløjet til Athen for i eftermiddag at tage færgen til Amorgos, hvor han skal være til starten af august. Dog med en lille afbrydelse i juli, hvor han skal 14 dage til Montenegro for at træne BJJ (Brasiliansk Jiu Jitsu)
Men….!
Anstændigvis må jeg selvfølgelig få lavet en afslutning på den korte beretning fra Aegina. Ikke mindst fordi jeg faktisk allerede har fået skrevet en kladde for de sidste dages oplevelser, som jeg kan tage udgangspunkt i og kombinere med mit lokale erindringslager. Retrospektivt.
Torsdag aften (19/5)
At jeg havde fået en ny hat skulle fejres. Både fordi det endelig var lykkedes for Lis at få mig udstyret med en hat, der også kan bruges når vi kommer hjem, og fordi det var lykkedes at få presset prisen ned til et meget favorabelt niveau. Og fejringen bestod i al sin enkelthed i at vi gik ned på den meget lokale ” Τα Βραχια” for endnu en gang at se, hvad de kunne præstere. Stegte rejer og ristet hvidløgsbrød, pølse-saganaki med æg og tomat samt frittede, små fisk med masser af citron. Det var herlig spise – alt sammen, så vi festede igennem ved at bestille endnu ½kg retsina, hvilket tilsyneladende animerede værterne, som lidt senere kom snigende med endnu ½ kg på husets regning. Men den kunne vi godt nok ikke klare, selvom Lis stadig hævder at man ikke bliver fuld af retsina, kun i godt humør. Og så helt uden tømmermænd!!?
Undervejs havde Lis fået mine strømper på, da vi jo sad næsten helt ned i vandkanten og trækvinden kunne krybe ind under plasticafskærmningen og fryse hendes følsomme fødder. Men på trods af strømperne og den humørstimulerende retsina blev hun pludselig overmandet af både mæt- og træthed, så vi vandrede over vejen og tog de 39 trin op til værelset – en smule mere idyllisk end i Hitchcocks film af samme navn. Og så fandt vi både varme og hvile mellem lagener, tæpper og P1.
Fredag d. 20. maj
Først efter brød, og derefter tilbage efter æg. Det er godt nok voldsom motion med 78 trin op efter en rimelig rundtur i byen med morgenstive lemmer. Men det er jo også en bydende nødvendighed, når nu baconen syder på panden, brødet er lunt, appelsinjuicen friskpresset og yoghurten overhældt med græsk honning.
Lis havde en frisøraftale i Aegina by kl. 10, så det var om at blive færdige til tiden. Men vi nåede det hele og skramlede ad den efterhånden velkendte vej ind til byen, hvor det oven i købet lykkedes mig at finde en p-plads til kareten. Derefter gik det ned til færgekioskerne for at købe billetter til næste dag: 14:15 med Nektarios, hvilket giver os mulighed for at være i Piræus ved 16-tiden, så vi kan nå bussen og være i lufthavnen til tiden.
Med billetterne i lommen vendte jeg tilbage til Mixalis’s Cafe og en Lemonita og ventede i spænding på at se resultatet af Lis’s frisørbesøg. Endnu engang kunne Mixalis bekræfte at George Marinos var i København, så jeg prøvede en sms mere.
Frisuren var bedre en frygtet og efter en rundtur mere i gaderne og den lette regn besluttede vi os for en kop kaffe inden vi ville sætte kursen mod Perdika, nede sydpå. Støv og regn havde ikke pyntet på ruderne og da der selvfølgelig ikke var noget sprinklervæske på bilen prøvede vi at vaske ruder ved hjælp af vand fra en plastpose og de nedslidte viskere, hvilket førte til at Lis fik en hel del af vandet retur, mens jeg sad i læ og styrede mekanikken. Men det hjalp i sidste ende på forruden, så vi kunne komme af sted.
Turen til Perdika går jo via en strandvej med fine udsigter, men i selve byen var der meget tomt, og på havnen var der stort set ingen mennesker selv om de fleste af restauranterne var åbne. Til gengæld stod det spektakulære ”Camera Obscura” stadig ude på pynten. Vi nøjedes med en tur op og ned ad havnekajen og snakkede om alle de oplevelser, vi tidligere har haft hernede med sejltur til Moni, iskolde dukkerter og delikate frittede baby-kalamares. Hjemturen varierede vi ved at køre over Souvala og Vagia, hvorefter vi kunne konstatere at vi stort set nu havde kørt på alle de asfalterede veje, der fandtes på øen.
Hjemme igen på balkonen beundrede vi de nye farver og nuancer, som alle ting fik i det specielle gråvejrslys med enkelte solstrejf, hvor også lydene blev anderledes og afdæmpede, nu hvor vinden var forsvundet.
Vi var på lurningskurs og så frem til aftenen, som skulle starte med CAIR-champagne på balkonen inden vi igen satte kursen mod fish & chips.
Og det blev en fin aften. CAIR højner altid humøret og fisken, den smørbløde søtunge, var endnu en gang en oplevelse, ikke mindst fordi jeg havde valgt ris som tilbehør. En dobbelt espresso og en snak og udveksling af mailadresser med sønnen Nicholas, som havde vist sig meget snaksalig og venlig inden vi spadserede hjem mod de 39 trin til toppen. Og den sidste nat på Aegina i denne omgang.
Lørdag d. 21. maj
Vi skulle først være ude af værelset kl. 12, så selv om rejseuroen allerede rumlede en anelse, tog vi det stille og roligt med pakkeriet, som blev en smule besværligt fordi vi skulle have omplaceret noget af bagagen: fra 23 SAS-kg til 20 Norwegian-kg. Til gengæld måtte vi så have mere (10 kg) i håndbagagen. Og det fik vi også. Men det hele lykkedes, så vi ved 12- tiden kunne bære kufferten ned, sige farvel og mange tak til Evdokia, hvorefter jeg skulle hente bilen. Men inden vi var nået dertil kom Hr. Kontokosta løbende med min oplader til mobilen, som jeg havde efterladt på toppen af køleskabet. (til min undskyldning skal dog siges, at det var et temmelig højt køleskab!)
Det viste sig nu, at Sahara i nattens løb havde sendt en portion rødligt sand ind over øen, hvilket absolut ikke pyntede på bilen. Og slet ikke på ruderne. Men vi fik proppet bagagen ind og manøvreret den 50 m ned ad gaden, hvor vi kunne parkere den ved Kafeteria Nostalgia og låne noget vand af vores ven, der til gengæld foreslog, at vi skulle komme tilbage næste år for at vi sammen kunne tage en uge til Iraklia!! Great. Men ruderne blev vasket og vi bestilte 2 glas friskpresset juice, inden vi satte kursen mod Aegina by og havnen. Foruden at vente på færgen skulle vi også hente billetter i Hellenic-kiosken til Kasper og hans familie. Han havde sendt en mail med kvitteringen, så jeg måtte folde PC-sammen så jeg med nød og næppe kunne få den igennem lugen ind til den meget hjælpsomme pige, der forleden dag havde printet vores billetter ud. Og et øjeblik efter stod jeg med 6 billetter til The Bilsbys.
En afskeds-ouzo med meze hos Mixalis, hvis far i øvrigt havde navnedag, og jeg kunne endnu en gang undre mig over at han ikke er mere end 44 år. Som Mikkel.
Færgen var forsinket i disen, så vi var først i Piræus lidt over 16, hvor vi blev gjort opmærksomme på at metroen var lukket p.gr.a. strejke. Heldigvis kørte bussen, selvom vi måtte vente 20 minutter. Til gengæld gik det hurtigt ud mod lufthavnen, så vi havde checket ind og sad udenfor i solen knapt 2 timer før afgang.
Næsten rettidig afgang med flyet og en smuk flyvetur hjem, hvor Maria ventede i lufthavnen, parat til at køre os hjem til varm velkomst og snak inden vi ved 00:30-tiden atter lå i vores egne senge.
Det bliver en lang dag, når man ikke får ligget på lur.
