ONSDAG D. 23. SEPTEMBER 2020
NU VARER DET MINDRE END 2 UGER FØR VI ER PÅ AMORGOS IGEN.
HÅBER VI.
TROR VI PÅ.
OG PÅ NÆSTE MANDAG SKAL VI TESTES FOR COVID 19!
TIRSDAG D. 29. SEPTEMBER 2020
Så har vi fået svar på Covid19-testen, som vi fik taget i går:ingen virus! Så nu har vi også fået et "Covid19 pas".
I morgen skal vi influenza-vaccineres - og taxi fra lufthavnen til Piræus er bestilt og betalt.
Det ser ud til at Mads får 14 dage på Amorgos sammen med os; fra d. 8. til d. 22. Det bliver godt; og måske kommer Rasmus også med??
Hvorvidt Kasper og Lotte kommer afhænger af den scanning, som Kasper er inde og få lavet i dag. Men vi krydser fingre og håber det bedste.
Bunkerne med tøj og "absolut nødvendige" ting til turen vokser frem alle vegne og i morgen eller overmorgen kommer kufferterne ned, så rejsefeberen kan sprede sig lidt mere
ONSDAG D. 7. OKTOBER 2020
Klokken er 16, og de andre 3 er gået på stranden.
Solen skinner. Vandet er varmt – 25 bamsometergrader i morges - og vi er ved at være kommet over den meget lange rejse: fra 5:00 til 3:00 med kun få timers søvn er for heftigt for et aldrende ægtepar med diverse skavanker og nedsat kondition. Bedre bliver det jo ikke ved tanken om alle de fornuftige og velmenende mennesker rundt om en, som med hovedrysten kan konstatere, at det vel på en eller anden måde er vores egen skyld. Hvilket selvfølgelig er rigtigt. Vi kunne jo være blevet noget længere i den udmærkede kahyt og undværet en enkelt ouzo eller øl; men undervejs var det jo det, der gjorde turen så sjov og hyggelig. Og når nu både Mario, Fani og Evdokia havde holdt sig vågne og så gerne ville traktere og snakke og grine og høre nyt?
Men fortrydelsens ubehagelige kage fik vi at smage i går, tirsdag hvor formkurven absolut ikke var olympisk.
Mht. udrejse, flyvetur og indrejse i Athen skal blot bemærkes at der blev stemplet igennem ved indcheckningen i Kastrup, hvor det blev kontrolleret omhyggeligt at vi havde de rigtige formularer i orden. Flyturen gik som planlagt og da vi landede i Athen kunne vi straks fornemme, at vi havde fået alt for meget tøj på. Det var varmt. Men vores chauffør ventede som aftalt og viste os ud til den sorte Mercedes Minivan med rigelig plads til os og bagagen. Og så kørte han ad ”den gamle rute”, som bussen også kører, via Glifada ned langs kysten. Han kørte godt til og trafikken var sparsom, så efter en times tid sad vi i havnen på de nu lysegrønne stole i skyggen og nød en Amstel og en ouzo. Velkommen.
Vi så Blue Star Naxos komme ind og fruerne fik fourageret til turen så Annelise kunne udbryde med et lettelsens suAMORGOSk: ”Det her er slet ikke dårligt. Det har jeg ikke noget imod.” Og det var vi da rigtig glade for, mens vi entrede båden, fandt kahytterne og gjorde os klar til afgang kl. 17:30
Klokken nærmede sig 1:30 da vi stævnede ind mod Amorgos, hvor både Mario og Fani ventede i havnen Dejlig velkomst, der – som nævnt – trak lidt ud. Men så gik det også hurtigt med at komme i vandret uden at vi, for første gang i mange år, ikke begyndte at pakke ud og indrette os inden vi dejsede omkuld og kunne sove til kl. 9, hvor vi havde aftalt at mødes i restauranten til morgenmad.
Tidspunktet er kommet, hvor jeg med stor ærgrelse må indrømme, at jeg lige nu lider under store tekniske problemer, idet min laptop er gået i baglås, så jeg er nødt til at skrive på tabletten. Heldigvis har jeg et tastatur med, men det bliver alligevel meget bøvlet og besværligt – ikke mindst når jeg skal til at lægge billeder op. Forhåbentlig vil det lykkes mig at få pustet liv i PC’en, men indtil da vil epistlerne nok blive af begrænset omfang, ligesom billedudvalget vil blive sparsomt. Godt nok har Mario lige tilbudt mig at låne en lille laptop, som de har i restauranten, og jeg vil da prøve om det kan gøre processen lidt mindre irriterende og mere munter.
Lige nu er Lis kommet hjem fra stranden og vi er inviteret over til Lefteris, som er i gang med at lave Raki – et sted bag hotellet ude på campingpladsen. I aften skal vi spise på Asteria, så det var måske en ide med en beforedinner-raki af den hjemmelavede slags???
Og så sker det, mens desperationen vokser og jeg nærmer mig det voldelige overfor maskineriet: efter utallige manipulationer med de berømte "goldfingers" lyser skørmen pludselig op med at velkendte billede af Nikouria og havet. Uforklarligt og ubetaleligt.
TORSDAG D. 8.OKTOBER 2020
Klokken er blevet 11, og vi har sandelig nået noget:
Efter mere end 8 timers sengeliggeri og periodemæssig søvn måtte vi op at stå og gå for at genoprette førligheden. Og så kunne tiden indtil morgenbadningen jo ligeså godt udnyttes til lidt almindelig oprydningsbikkeri, mens vi snakkede om Mads & Rasmus, som på den tid gerne skulle være fløjet fra København. Da vi også kunne høre Snik & Snak på nabobalkonen besluttede vi os for at flytte badningen et kvarter frem. Tætte skyer lå over bugten, men varmen var god og det blæste tilmed, da vi nåede ned til stranden, som vi har helt for os selv. Og i dag blev vi ikke antastet af ”Bulldoggens” 2 bistre små køtere, som hun i går havde pudset på Poul og mig, da vi kom morgenslentrende gennem et lukket Lakki. De vendte dog hurtigt om og Poul vinkede jovialt til Bulldoggen i døren til køkkenet. Trods vinden og uroen i havet holdt det stadig 24 bamsometergrader, så den indledende snak om vinterbadning og vikinger da vi gik ud i bølgerne, holdt ikke helt.
Rolig hjemtur og forberedelser til morgenmad på balkonen, som jeg dog på forunderlig vis fik afbrudt, da jeg uforvarent kom til at skubbe glasset med Evdokias hjemmelavede abrikosmarmelade på gulvet, hvor det smadrede og efterlod alle glasskårene i en kæmpe marmeladeplamage, som selvfølgelig skulle ordnes inden vi kunne nyde morgenmolevitten.
Mere oprydning bagefter, hvorpå jeg lige skulle have luften og sluge pillerne, inden jeg skulle forberede PC’en- hvilket selvfølgelig endte i endnu et breakdown, da jeg tilsluttede det eksterne drev. Annelise drog byen, hvor hun havde en negleaftale med Petra, mens Lis forberedte sig på at gå derind 1 time senere. Og så kom regnen – om end i små portioner – mens jeg satte mig herned i restauranten fordi Dimitra skulle gøre rent på værelserne.
Her er dejligt stille. Ja faktisk er det kun Lefteris & Maria og mig, der sidder i restauranten. Evdokia går mellem køkken og huset, Adonis slæber sække og lille Maria kører trucken, mens Mario har taget cyklen (!) ind til byen. Ioanna sidder i receptionen og der er faktisk andre gæster end os (3-4 værelser).
Som antydet kneb det med konditionen den første dag, og vi foretog os ikke så meget. Men det blev da til en indkøbstur i Fanis Corsa ind til byen, hvor vi fik sagt goddag og farvel til Scarface, som skulle lukke butikken ned og drage mod Amsterdam sidst på ugen. Hvilket selvfølgelig betød, at der skulle handles til nedsatte priser. Da vi kom hjem pustede vi ud og gjorde os klar til aftenens ”middag med familien”, hvor både Yannis og Anna dukkede op. Senere også ”Pizza ” og ”Slagteren”. Evdokia og Bopi stod for maden, og jeg skal ellers love for, at der at kom mange lækkerier på bordet: fra saganaki og kalamarakia til pølse og briam. Ustyrlig lækkert, hvorfor vi også blev ustyrligt mætte og måtte vælte os op i seng allerede ved 22-tiden, hvor vi på trods af en ikke ubetydelig hårdhed i madrasserne hurtigt faldt i søvn.
Efter morgenbad og -mad i går havde vi besluttet os for at spadsere ind til byen. Allerede der burde jeg have anet, at dagen ville byde på tekniske problemer, idet mit kamera først gjorde knuder med SD-kortet og jeg derpå glemte at sætte et kort i kameraet, da vi gik ind mod byen. Flovmand! Men da klokken var over 12, mens vi gik ad den nu meget øde promenade, besluttede vi os for en ouzopause i de grønne stole inden vi slentrede ind til købmanden for fadbl.a. at købe et vand, hvilket vi i øvrigt senere blev hånet for af Bopi, som sagde at de da havde alt for mange af de fade, som vi kunne låne!
Herefter var det så, at jeg kastede mig ud i kampen med teknikken, mens de andre gik i vandet. Og udover at blive drevet næsten til næsten vanvid, erhvervede jeg mig en øm ryg pga. en helt urimelig og uhensigtsmæssig skrivestilling med tabletten. Så er det bedre her i restauranten med en PC der virker og en kop lunken pulverkaffe.
Om aftenen spiste vi på Asteria, og vi havde selvfølgelig medbragt den indkøbte bryllupsgave til Mikés og hans kone. Men ak, de var der slet ikke, da de var taget til Athen for at hun kunne føde deres datter. Tillykke med det – og så håber vi, at de når tilbage inden vi forlader øen. Men mad havde de nok af, og selvom vi var overbeviste om at have bestilt for meget, lykkedes det os faktisk at komme igennem det meste. Til gengæld var vi også så mætte, at det blev en al vorlig udfordring at gå hjem – i hvert fald for mig. Så selv om der sad en lille flok i restauranten og Lis havde lyst til lidt snak og en drink, sneg jeg mig op på værelset tæt fulgt af Snik & Snak, som benyttede lejligheden til at gå i dækning. Det varede dog heller ikke llænge før Lis dukkede op på værelset, så radioen kunne tændes og lyset slukkes.
Mads og Rasmus er mellemlandet i München og jeg har talt med Mads, som forsikrede mig om at de var i god behold. Lis har aftalt med Evdokia, at vi kan leje bil for 15 euro/dag, så på lørdag lejer vi en for 10 dage og drager på tourné. ”Snik & Snak og Flik & Flak på tur”
LØRDAG D. 10. OKTOBER 2020
Klokken er 19 og mørket er begyndt at sænke sig. Det går hurtigt når først solen går ned kvart i syv, men som det vist også fremgår af nogle af billederne, giver det fantastiske solnedgange – ikke mindst når der er skyer til at forstærke virkningen. Lige nu er der almindelig afslapning indtil klokken 20,, hvor vi kører op til ”Frikadelle-Yannis” i Tholaria sammen med Fætrene, som har tilbragt meget af dagen på Levroso, mens vi har været en tur til Katapola og Hora i den nylejede Fiat Punto. I Katapola benyttede jeg lejligheden til at købe maling og lærreder, så forhåbentlig bliver der også tid til at få malet noget. Men det er meningen at tingene skal blive hernede i depotet.
Jeg skal ikke kaste mig ud i en dybsindig overvejelse vedrørende tiden, travlheden, forskydningerne og vores manglende evne til kontrollere og overskue forløbet, men kort sagt er det nu i mellemtiden blevet søndag eftermiddag, solen hamrer ned over os, de andre er på stranden mens jeg tror at fætrene vandrer i bjergene mellem Tholaria og Langada. Det har taget mig mindst 1 times bikkeri med oprydning, pilleopfyldning, papirsortering og kontakt til Hotellet på Naxos, som vi har booket til afslutningen. Pga. flyændringer er vi nødt til at tage af sted en dag tidligere og overnatte i Piræus, hvilket jeg lige måtte meddele Hotel Philoxenia på Naxos. Alt sammen for at komme i gang med skriveriet. Men nu sidder jeg her igen, bøjet over tastaturet på min Yoga 500 og har besluttet mig for at vende tilbage til torsdag og forsøge mig med en rimelig kronologisk beretning. Tiden har jo også betydning…?
Meget af torsdagen handlede selvfølgelig om at forberede og følge med i fætrenes færden – i luften og på det Ægæiske Hav. Heldigvis – og som forventet - havde de to ungersvende styr på tingene, og Lis havde sørget for, at de fik en fin velkomst selv om vi havde opgivet at stå ved færgen ved ankomsten til Aegiali kl. 3 om natten.
Derudover bestod dagen af en tur til byen med drinks i de grønne stole på promenaden, lurning og efterfølgende badning i de 24 gr varme bølger, som var blevet mere krappe og krævede støtte, når vi vaklede ud!! Der er hverken stole eller andre mennesker på stranden, så vi bader henne ved stranddiskoteket, som også er nedlukket. Men denne eftermiddag havde vi dog selskab af en ivrig guitarspiller, som sad på balustraden og øvede sig, mens vi i baggrunden kunne se enkelte personer oppe ved bygningerne. Man bliver observant!
Efter en lang eftermiddagshyggepause på balkonen, hvor vi blandt andet i forbindelse med solnedgangen kunne iagttage, hvordan en ny front trængte frem og fordrev de tungere skyer med løftet om en fin blå himmel, besluttede vi os for at spise nede i restauranten sammen med 7-8 andre, der efterhånden dukkede op. Men madtilbuddet er stadigvæk godt og varieret og Evdokia står for hele molevitten i køkkenet, mens Bopi serverer og vi undgår de grimme, brune papirsduge. Endnu en gang kom vi temmelig tidligt i seng, mens vi sendte Knold & Tot nogle venlige tanker og glædede os til at se dem om morgenen.
Selvfølgelig var de ikke vågne, da vi gik ned for at morgenbade og tjekket havtilstanden. Så vi kunne også spise morgenmaden i ro og mag, inden vi ved 10-tiden flokkedes i restauranten for at møde de morgenkække fætre, som nok med rette kunne føle sig en smule senior-overvåget. Men de tog det pænt, mens de prøvede at komme til kræfter ovenpå en strabadserende og lang tur.
Derefter fik de så mulighed for at komme sig, mens vi begav os mod staden med skridttælleren aktiveret og kameraerne på vagt. Dvs. Pouls kamera havde lidt problemer med accepten af det SD-kort, han havde isat, så vi skulle derfor også undersøge muligheden for at erhverve et nyt af slagsen, hvilket faktisk lykkedes. Desværre viste det sig også at vække kameraets modvilje, så tilsyneladende ligger problemerne et sted i kameraet, som ellers er et vældig fint og nyt Nikon. Desværre er det købt i Dubai lufthavn, så klagemulighederne er begrænsede.
Men vi så også den cyklende hotelvært, Mario og fik undersøgt den nye handicapinstallation på stranden, som bringer kørerstolsbrugere ud i vandet på en skinnemonteret slæde. (se foto) et imponerende initiativ i et så lille samfund – men sikkert med EU-støtte. Smart.
Det flydende falafel-køkken, hvor Maroulli og hendes søn regerer får garanteret en større succes når den flotte havnepark til næste år står helt færdig. Lige nu, hvor der er ganske få mennesker kan det knibe, men ikke desto mindre vandre Maroulli af sted hver morgen med varer til køkkenet og står der troligt til kl. 9-10 om aftenen.
På vores tur rundt i byen mødte vi så også Knold & Tot, som sad og gjorde sig lystige i en bar på Sunset Boulevard, hvor de spillede og nød udsigten. Længere nede af ruten kunne vi konstatere at Scarface havde lukket butikken, som annonceret. Så han var sikkert kommet afsted med færgen i morges på ved mod Amsterdam. På hjemturen gjorde vi holdt ved de grønne stole (ja, undskyld alle i veteranfans, men der er simpelthen ingen blå stole henne i Kapellet, selvom Georgios sidder på sin stol ved det lille bord på trappen og vi også har siddet der en enkelt gang). Men en enkelt fadøl blev det til, mens vi iagttog de blomstrende salttræer og snakkede om aftenens planer, hvor vi var enige om at lade fætrene bestemme, hvor vi skulle spise. Først skulle vi dog have velkomstbeforedinnerdrinks på balkonerne med hele lysshowet tændt efter solnedgang.
De valgte at vi skulle spise på Askas, og selvom det umiddelbart så ud til, at der var lukket da klokken var 19, kom der dog liv i både Bopi, Evdokia og køkkenet, så vi fik en god og fin middag, ligesom der efterhånden troppede flere folk. Det er meget anderledes end om sommeren, men på en eller anden måde mere intenst og nærværende med et overskueligt tempo og få mennesker at forholde sig til.
Kalinichta fredag – og det inden kl. 24. i hvert fald for seniorerne. Knold og Tot kastede sig ud i nattelivet og gik ned til Sunset Boulvard – med mundbind – for at få en enkelt øl og en ”Jägerboom”. Om de fik det ved vi ikke, for vi faldt hurtig i søvn med DR P1 i baggrunden. Særpræget men søvndyssende, så man ligefrem drømmer om noget så suspekt som ”Veganske Moralister’s” sexforskrækkelse!
Her er der så en kort pause, hvor den forvirrede fortæller eftermiddagslurer sammen med den fra stranden netop hjemvendte frue og i denne tilstand overvejer, hvem der nu i fortællingen på naturligvis skal udfylde rollen som Kaptajn Vom. Et dilemma, som hurtigt kan vise sig at blive en selvhenter, såfremt spørgsmålet lægges ud til afstemning blandt deltagere og ivrige læsere. Men ikke desto mindre: Hvem er mon denne Kaptajn Vom?
Det blev lørdag med magiske tal: 10.10.2020, og magien viste sig lige fra starten, da vi på vej til morgenbadning fik øje på Bulldoggen Niki nede af vejen, på vej mod porten. Vi hastede mod stranden for at undgå ubehageligheder, og skønt morgenen var smuk, havet varmt uden større bølger og solens stråler nåede os i vandet anede vi uråd på vej tilbage, hvor en af Nikis fremmedarbejdere stod oppe ved porten og på ubehjælpsomt kaudervælsk isprængt engelske gloser prøvede at gøre os det forståeligt, at porten var blevet låst med en kæde, så vi ikke kunne komme den vej ud, men måtte vende om og gå tilbage langs stranden til p-pladsen og langs vejen til Askas. Han var tydeligvis ilde berørt og prøvede at se, om der mon var en udvej. Men ak nej, vi måtte hidsigt skummende gå den lange vej tilbage, mens vi overvejede hvilken hævn, vi kunne give Lakki-uhyret. Umiddelbart virker det nærliggende at dryppe lidt sekundlim i låsen på kæden. Enkelt og effektivt, hvis vi ellers kan komme til det i ubemærkethed.
Efter det altid storslåede morgenmåltid var det tid for billeje og kontraktunderskrivelse. Og det var bestemt ikke sørgeligt, at vi i stedet for en Panda fik den mere velvoksne Punto, og snart efter var vi på vej sydpå mod Katapola, hvor jeg skulle købe lærred og maling. Lis og Annelise forsvandt i ”trikotageforretningen” og da de havde gjort, hvad de skulle stod den på kaffe på torvet, hvor Poul ihærdigt prøvede at komme overens med sit kamera og dets mange kontrære beskeder om hukommelseskortets tilstand.
På vej tilbage gjorde vi holdt i Hora for at gå en kort tur i den smukke by, som også var meget tyndt befolket, og endte på p-pladsen ved skolen, hvor blæsten absolut var mindre end sædvanlig og udsigten usædvanlig smuk og klar ud over det stille, Deep Blue.
Efter tilbagekomsten og konstateringen af at Knold & Tot stadig var på Levroso, stod det klart efter en badetur, at Poul på uforklarlig vis havde mistet sine briller. De var ikke i bilen, på stranden eller på værelset, og vi havde faktisk svært ved at rekonstruere, hvor vi sidst havde set dem. Men et foto viste, at han havde haft dem på, da vi drak kaffe i Katapola. Stort drama og mange dumme vitser, men enighed om, at vi dagen efter måtte køre til Katapola for at høre om brillerne var glemt på kaffebaren.
Det påvirkede dog ikke vores beslutning om, at vi alle 6 skulle køre til Tholaria for at spise hos Frikadelle-Yannis om aftenen. Selv om 6 i en Punto er en delikat affære, som kræver den del hestekræfter og smidighed, lykkedes det at komme gennemmørket til toppen. Blot for at opdage at byen heroppe virkede endnu mere øde og mørk, og restauranten var lukket. Efter den umiddelbare chokerende opdagelse lykkedes det os at finde et andet sted kun 20 meter derfra oppe over kirkepladsen. Lis og jeg har en enkelt gang spist morgenmad på stedet til en 1. juli fest, så det var spændende at se, hvad de formåede på denne tid, hvor mulighederne naturligvis er færre med de få mennesker. Men det lykkedes os at få bestilt mad til et overdådigt bord med masser af fine retter – fra små fisk, sardiner og kalamarakia til kyllingevariationer og bifteki, samt selvfølgelig græsk salat med misitra-ost (lokal gedeost) Trods ivrig bistand fra fætrene var det os ikke muligt at få spist op, hvorfor den yderst venlige servitrice tilbød os en velvoksen doggy-bag. Tak for kaffe.
Knold & Tot ville gerne gå ned ad vejen i mørket, mens seniorerne trillede langsomt gennem svingene til Askas, hvor der var meget stille. Ingen gæster, kun familien, der tilsyneladende havde en stille stund, som vi lige kunne bryde for et kort øjeblik da vi bestilte kaffe og Retsina til fruerne. Snak og billedvisning inden vi sørgede for at komme på værelserne inden kl. 24, hvor vi så kunne drømme om de forsvundne briller og mulige glemmesteder.
TIRSDAG D. 13. OKTOBER 2020
Søndag morgen
Vi vågnede op til en skyfri himmel og det faktum, at vi nok var nødt til at gå den lange vej til stranden via p-pladsen. Men vi pønsede – og pønser stadig – på en ondskabsfuld hævnaktion; ser vi kæden sidde ulåst på porten, vil den forsvinde i krattet på nabogrunden.
Efter den velsmagende morgenmad drog BrilleBent og jeg mod Hora og Katapola for at søge efter brillerne. Vi fandt ikke brillerne, men til gengæld tog jeg afgørende skridt til at bestå den store ”Klumpedumpe-eksamen”, da jeg for at støtte Poul snublede over et højt trin og på det nærmeste faldt ind på verandaen, hvor en række modne græske mænd kiggede med forundrede blikke på denne tumling af en turist, som lå og sprællede på gulvet, mens han med en tapper mine bedyrede, at der ikke var sket noget og alt var OK . Men brillerne var der ikke spor af.
Derefter kørte vi videre mod Hora, hvor vi også havde gjort holdt og siddet på en bænk med udsigt over Deep Blue. Eftersøgningen gav intet brilleresultat, men Poul fandt til gengæld 20 euro i buskadset.
Da vi efter hjemkomsten skulle have en kop kaffe i en af cafeerne på Sunset Blv. Klarede jeg anden del af Klumpedumpe-prøven da jeg endnu en gang kolliderede med et højt trin og endnu engang tumlede ind på gulvet, hvor jeg i faldet var tæt på at trække en bænk med ned over mig. Og endnu engang me det kække udtryk, der skulle forsikre alle om, at det ikke var smerte jeg følte i hænder, ben og fødder. Jeg havde jo alle tænder i behold!
Hjemad efter kaffen med småindkøb og pengehævning.
Havfruerne gik mød bølgerne, mens Poul tog en kort slapper og jeg skulle komme i gang med skriveriet. Desværre krævede det meget overspringsbikkeri med piller, papirer, værelsesbookingen på Naxos, negleklipning og billedredigering.
Så det blev ikke til meget skriveri inden fruerne kom tilbage sammen med Poul og der skulle lures inden aftenens tur til Langada sammen med Knold & Tot.
Men det hele klappede, og vi var i Langada kl 20, som aftalt med Mario, der havde bestilt bord til os og understreget vigtigheden af, at vi kom til tiden, da der ellers ville være optaget. Det viste sig nu ikke at være tilfældet, men vi fik da et meget lille, reserveret bord som sundhedsmyndighederne i Danmark nok aldrig ville have godkendt. Og i aftenens løb kom så mange mennesker til, at politiet i Danmark med garanti ville have stoppet arrangementet. For vi sad tæt, rigtig tæt. Men maden var fin, musikken kom i gang og stemningsintensiteten voksede, mens Marion oksede løs med vanlig entusiasme og energi opildnet af ”filosoffen Andreas”, som både sang ihærdigt med og dansede impulsivt, når det pludselig greb ham.
En inciterende og skøn aften med mange gode oplevelser, vitser og historier. Men da klokken nærmede sig 23 valgte vi at fortrække og spurgte Fætrene om de ville med. Men på det tidspunkt var Maria fra Camping dukket op og overtalt Mads til at blive, hvilket overbeviste Rasmus om, at det alligevel nok også var det, han helst ville.
Der var dødt og stille på Askas, da vi nåede ned. Så det endte med en lillle ouzo på balkonen inden den hårdkogte madras kaldte.
FREDAG D. 16. OKTOBER 2020
I dag er det 11 dage siden vi rejste fra København med kurs mod Amorgos. Og der er 10 dage til vi skal flyve fra Athen den modsatte vej. Undervejs er rejseplanerne blevet ændret en smule, idet vi pga. et aflyst fly fra Naxos til Athen, mandag d. 26., har besluttet at tage til Piræus om søndagen og overnatte der til mandag. Samtidig har vi flyttet vores ophold på Naxos, så vi tager derover torsdag d. 22. med Blue Star fra Aegiali. Turen til Piræus håber vi kan klares med en Seajet om søndagen på ca. 4 timer.
Derudover har mange sikkert bemærket, at der er lidt ujævnheder i skriverierne. Det beklager jeg, men undervejs er der jo mange hensyn, der skal tages, når vi skal have alles planer, vaner og ønsker til at spille sammen med mit humør og de aktuelle muligheder.
Men generelt må jeg sige, at både vejret og humøret og stemningen hernede er i top – selvom det tynder kraftigt ud i turistklassen og flere og flere butikker begynder at pakke sammen og lukke. Således startede f.eks. Petros på Levroso med at have åbent, men nu skal vi ringe til ham, når vi skal derover og så vil han komme og servere og måske også lave noget mad. Det har vi så planer om i morgen. I aften håber vi at Miké fra Asteria og måske også hans kone og nyfødte datter er kommet hjem, så vi kan få ønsket dem tillykke med både bryllup og barnet.
Inden jeg prøver at genoptage kronologien, må jeg indrømme, at det kan være eventyrligt svært at ihukomme de enkelte dages forløb, når der pludselig er gået mere end 48 timer uden at jeg har fået skrevet bare et enkelt notat. Nødvendigheden heraf er jeg skam også blevet belært om, når jeg har søgt støtte og hjælp i de andre deltageres hukommelse.
Men nu prøver jeg alligevel at rulle filmen tilbage til
Mandag d. 12. oktober
Morgenbadningsdilemmaet var reduceret til spørgsmålet om, hvorvidt vi skulle tage bilen ned til p-pladsen ved stranden eller gå derned, idet kædelåsen stadig sad på porten på Lakki. Bulldoggen havde måske vundet første runde, men vi pønsede stadig på hævn og repressalier. Selvom det dog er svært at bevare den bitre stemning, når man kommer ned til et solglitrende, stille hav med udsigt til Nikouria i morgensolens skarpe stråler. Og mens vi ser solen langsomt komme op over bjergkammen kan vi på videnskabelig vis konstatere, at vandtemperaturen stadig ligger mellem 23 og 24 grader.
Trods overbevisende snak om lysten til at deltage i morgenbadningen, så vi dog ikke noget til, Knold og Tot, hvilket vi dog godt forstod, da Maria med et koket smil fortalte, at de først havde været hjemme fra Langada ved ½3 tiden i nat! Det kunne vi så også smile indforstået af.
Ældreklubben havde bestemt sig for den store ø-tur fra nord til syd og tilbage. Så vi satte kursen mod Kalotarisitta, helt nede i det dybe syden. Men også her oplevede vi den store mangel på mennesker selvom alting indbød til en strandtur. Vi nøjedes dog med nogle gåture i området, fotos og flot natur, inden vi satte kurs mod Paradiso-stranden og det nærvedliggende kirkekompleks Agia Paraskevi. Desværre var kirken lukket, men de mange tilhørende bygninger med små cellelignende rum til deltagerne i diverse kirkearrangementer var stadig imponerende; ikke mindst fordi, der var bygget endnu en fløj med mange rum til. De fleste af ligene i den tilhørende kirkegård lå i kasser i det lille hus bygget dertil, så kun en enkelt grav så ud til at være ”beboet”.
Kun 100 m fra kirken, nede for enden af en stejl bakke, ligger Paradiso stranden, som ved alle tidligere besøg har været præget af skrald og affald fra havet, hvilket gjorde navnet til lidt af en parodi. Men i år levede stranden op til sit navn, sandsynligvis pga. det stille og solstrålende vejr – og med kun 3 solbadere. Overraskende og smukt – men selvfølgelig havde kiosken lukket, så tørsten drev os nu mod Kolofanes, hvor vi hurtigt stødte på en restaurant, som udover drikkelse også havde rigtig god mad, som kunne gøre det ud for en enkelt frokost. Og endnu en gang blev vi mere end almindelig mætte og kørte videre nordpå gennem Arkesini, hvor vi egentlig skulle have spist på en restaurant som Maria havde anbefalet efter at den restaurant, som Annemette havde anbefalet i Vroutzi, var lukket.
Efter ½ time var vi hjemme på basen igen, hvor vi alle 4 var luringsklar efter vi havde fået en snak med Fætrene om deres oplevelser den foregående aften i Langada.
Senere gik det mod byen med solnedgangsophold sammen med en ouzo i de grønne stole, hvor de også så smat er begyndt at reducere antallet af souvenirs og sætte vægge op og tage terrassetaget ned- som forberedelse til vinterens vejrmæssige udfordringer. Og efter en rundtur i byen med indkøb af de mest nærliggende fornødenheder, slentrede vi hjemad mod Askas, hvor familien skulle spise sammen med det tyske par fra Køln, som skulle rejse næste morgen efter et længere ophold, som de åbenbart havde haft for 20 år.
Vi fik en god og enkel middag uden de store excesser, og allerede kl.23 valgte vi at gå på værelserne, hvilket Knold og Tot havde gjort en halv time tidligere. Maria undrede sig kun lidt over de trætte gamlinge, men kommenterede og grinede højlydt af de unge ”svagpissere” fra Danmark, der åbenbart ikke havde mere at byde på.
Vi undskyldte meget på nationens vegne og krøb langs væggene til vores værelsers beskyttelse mod spot, hån og latterliggørelse.
Så blev det tirsdag med truende morgenskyer, blygrå himmel og en smule vind, der dog ikke smittede af på havet, som dog krummede sig uden at være voldsomt eller vildt. Herlige 23 gr og endnu en gåtur til vandet.
Under morgenmaden viste det sig hvad de blytunge skyer betød – også her – idet det begyndte at regne, så vi måtte trække bordet lidt tilbage og Lis satte sig i døråbningen, mens parasollen blev sat op og det dryppede lidt på balkonen. Men det var lunt og snart var regnen væk så alting hurtigt tørrede op til normaltilstand, så vi kunne gøre os klar til en indkøbstur til Katapola. Og inden vi kørte sendte vi en hilsen til Kasper med ønske om held og lykke ved samtalen på Rigshospitalet.
Poul skulle have et nyt SD-kort til sit nye Nikkon-apparat, da det han havde købt her i Aegiali viste sig ubrugeligt og Lis skulle have nye strandsko, da dem hun havde herned nærmest invaliderede hendes fødder. So forventet kunne Poul få et passende SD-kort i min yndlingsbutik med de mange kvalitetsmaterialer og det lykkedes efter utallige frem og tilbage overvejelser at finde et par sko til Lis, mens jeg havde en snak med Annemette fra Kreta, som også krydsede fingre for Kaspers samtale.
Herefter kaffe og pause og en hjemtur, hvor det på forunderlig vis viste sig muligt at begynde en snak om juleindkøb, juletraditioner og julemad; mens vi kørte på en kringlet bjergvej i 26 gr solskin med udsigt til deep blue og Nikouria. Paradoksalt. Men på græske er alt muligt.
Vi benyttede også lejligheden til at køre ned til Agia Pavlov for at se om der var nogen muiighed for at sejle over til Nikouria eller spise på restauranten. Men alt det så lukket ud og vi måtte nøjes med at more os over yderst interimistiske kontor ved ”bådoverfarten”.
Hjemme igen fik vi en enkelt frokost med salat, rødbeder med skordalia og et par stegte fisk tilsat vin og øl. Under frokosten blev vi inviteret af Lefteris til at komme over og se hans ”hobbyrum” og aftalte at komme efter en lur.
Vi vidste det selvfølgelig godt, men det viste sig altså at det drejede sig om hans hjemmebrænderi, hvor han laver Raki. Da vi ankom lå hans hund Bella og sov udenfor døren, mens der var helt stille inde i brænderiet, hvor Lefteris sad i et hjørne bag døren og sov, men det dryppede sagte med de klare dråber ud af det imponerende destillationsapparat. (se fotos)
Vi vækkede den slumrende brygmester blidt og hans tilkaldte Mario, som skulle fortælle os om indretningerne. Interessant og yderst velsmagende – på trods af en procent på 65, som dog efterhånden ville blive nedsat til 40-45%. En effektiv måde at udnytte druerne til det yderste på.
Eftermiddagssolskinsbalkonhygge , hvor jeg selvfølgelig burde have skrevet på denne beretning, så jeg ikke var kommet så håbløst bagud. Men ak. Og eftermiddagen på Asteria, hvor Miké endnu ikke var dukket op, gik det stille hjem til lidt hygge i restauranten, hvor familien, som sædvanlig, var samlet.
Det blev en trist onsdag morgen, da jeg startede dagen med at læse en besked fra Kasper, hvori han fortalte om den samtale, han og Lotte havde haft dagen før på Rigshospitalet. Meget få håb og dystre perspektiver. Det påvirkede mig voldsomt og gjorde det umuligt for mig at deltage i morgenbadningen, idet jeg slet ikke kunne overskue at snakke med nogen om det – eller i det hele taget. Det hang over os hele dagen.
Så vi kom sent af sted mod byen, hvor vi mødte Snik & Snak, der havde været på indkøb og bl.a. forsynet fruen med en ny kjole. Det blev fejret med en kop kaffe på Embassa i Sunset Blv. Eksra særpræget blev det af, at regnen pludselig strømmede ned og drev alle gæsterne ind i barens meget lille lokale, hvor der dog blev gjort plads til alle 11.
Om aftenen var vi inviteret til middag igen hos Evdokia og familien. Den stod på Fisk og fiskesuppe, som Annelise højlydt ikke brød sig om, da hun hørte det om eftermiddagen. Men ikke desto mindre blev det en hyggelig aften med de mange familiemedlemmer, fætrene og Mario, der spillede og sang på sin sædvanlige energiske måde, mens Maria og Mads sad ved siden af hinanden til gensidig fornøjelse og smil
LØRDAG D. 17.OKTOBER 2020
Det er lørdag eftermiddag. Det er varmt (28 gr) og let skyet, og vi har lige spist en meget enkelt frokost på Levroso, hvor Petros efter aftale har åbnet restauranten og serveret omelet, salat og pommes frites. Enkelt og velsmagende uden at være prangende- ikke mindst i betragtning af, at han egentlig har lukket ned for sæsonen.
Knold og Tot svømmede herover, mens seniorerne tog Puntoen – og al deres bagage, som var anseelig. Og lige nu er de alle nede på stranden for at nyde det varme, stille vand uden at blive solstegte, så jeg har et øjeblik til at prøve at rekonstruere gårsdagens begivenheder, der som sædvanligt startede med den næsten obligatoriske morgenbadning i det stille, 23 gr varme bugtvand. I øvrigt bemærkelsesværdigt eftersom, der kun var 15 gr på balkonen ved 8-tiden.
Knold og Tot var draget ud på den store tur fra Aegiali til Klosteret over bjergene, men de var først kommet afsted ved 8-tiden, og vi havde lovet at hente dem når de nåede frem – forventeligt ved13-tiden. Men de var hurtige og allerede ved ½12 ringede de og annoncerede deres snarlige ankomst til klosteret, hvorefter Poul og jeg sadlede op for at køre. Men forinden ville Fani lige bede os om en tjeneste vedr. en udlejningsbil som skulle hentes i havnen og køres til Katapola. Selvfølgelig var vi parate til den service og gave os afsted tilhavnen, hvor vi satte fruerne af og ledte efter den omtalte bil. Men uden held. Så efter at have orienteret Nikos på udlejningskontoret fortsatte vi i hastigt tempo mod klosteret, hvor vi samlede de to fætre op og kørte hjemad mod Aegiali, mens de to udvandede ynglinge sukkede efter en kold fadøl. Det måtte dog vente til vi nåede til byen og de grønne stole, hvor Lis & Annelise havde sørget for at der stod 4 perlende kolde fadøl parat. Egentlig skulle vi have været på Levroso, men vejret var ikke lige til det fra morgenstunden, så der var ikke lavet nogen aftale med Petros. Til gengæld blev det til lidt frokost og en lur inden Snik & Snak og fru Flik gik ned på stranden, hvor der var både sol og varmt vand. Imens kunne jeg få skrevet nogle af de manglende dage færdig, så jeg med stor fryd kunne lægge adskillige ord ud om aftenen. Men der tilbagestod stadig væsentlige beskrivelser, som ikke blev nået.
Efter drinks og snak på balkonerne enedes vi om at spise i den lokale restaurant, og mens Knold & Tot drog mod byen hidsige natteliv, blev vi siddende med en kop kaffe indtil vi fandt det rimeligt at snige sig ind på værelserne og lade batterierne op. Uden nogen påviselig grund endte det for mig med en rigtig dårlig og urolig nat med mange afbrydelser og kaotiske brudstykker af svært forklarlige drømmestorme. Så efter morgenmaden måtte jeg lige bruge 1 times tid til at sluge pillerne og få ro på krop og sjæl.
Poul, Annelise og Lis er kommet op fra stranden og er blevet lukket ind ad den låste låge, mens drengene tilsyneladende er faldet i søvn på stranden. Vi har drukket kaffe, som blev foræret til os, fordi vi – sandsynligvis (man ved aldrig med Petros) – er de sidste kunder inden vinterlukningen. Det ser ud til at fætrene begiver sig i hver sin retning: Mads skal svømme hjem, mens Rasmus har valgt fodturen hen over bjerget. Skyerne har udviklet sig og falder nu som skum nedover bjergsiderne, hvor de opløses langsomt. Et utroligt syn – ikke mindst fordi det stadig er meget lummert, hvilket i øvrigt gør turen op til p-pladsen ekstra strabadserende og svedig.
Efter en lur skal jeg kort give en beskrivelse af oplevelserne i torsdags, hvor vi jo egentlig i første omgang skulle have været ovre på Levroso. Men da vejret ikke var oplagt til strandliv valgte vi i stedet for efter morgenmaden sammen med Mads at køre til Tholaria og gå en tur hen over bjerget for at komme ud til et lille kapel, som ligger helt ud til kysten på øens nordside. Efter en misvisning fra den ellers så erfarne bjergvandrer, som betød unødvendige klatreture over klipper og stridbare buske, fandt vi den rette vej, men der var tappet for maget af fruernes kræfter, så halvvejs mod målet nægtede de at gå videre og vendte om mod byen, hvor de ville afvente vores tilbagekomst. Vi andre 3 nåede derud og kunne nyde den storslåede udsigt ud over havet og ind mod bjergsiderne i skønt solskin, som godt nok også gav rigelig med svedfrembringende varme på vejen tilbage mod byen. Her ventede der os både øl og sodavand, som snart satte os i stand til atter at køre tilbage mod Askas, hvor vi fråsede med 2 omeletter og en salat til deling.
Mens de 3 andre gik til vandet fik jeg skrevet 2 postkort og bikket lidt med fotos og skriveriet.
Mads havde fået mulighed for at byde på beforedinnerdrinks – på Mettes regning, så vi fandt en bar på Sunset Blv. hvor de serverede Aperol Spritze, til fruerne store tilfredshed.
Mørket sænkede sig, og efter et par drinks fandt vi ned til Katina, hvor vi satte os ved et bord indenfor. God mad, bortset fra de Kalamarakia som Lis havde bestilt. De var hverken små, friske eller frittede nok, så resultatet var halvstegte gummistykker, der ikke kunne tygges. Tjeneren opdagede med det samme, at maden ikke var blevet rørt og fik en forklaring uden skarpe hjørner. Til gengæld skulle vi så heller ikke betale for retten, hvilket i sidste ende betød at han fik pæne drikkepenge. Voila! Og så fik vi tilmed appelsinkage og psimeni som gratis dessert. Meget hyggeligt.
Og hjemme på Askas, hvor der faktisk var lukket ned, fik Poul og jeg en kop kaffe til at sove på.
Så fik jeg indhentet det forsømte og det er nu lørdag aften, klokken er 23 og vi har spist pizza på Asteria, hvor Miké var kommet tilbage og kunne modtage den medbragte bryllupsgave og en lille gave til den nyfødte, som sandsynligvis skal hedde Paraskevi. Fani hentede Lis på en ATV, mens vi andre fik gået maden på plads; tiltrængt.
Godnat og sov godt!
SØNDAG D. 18. .OKTOBER 2020
Søndag morgen forlod den græske marine havnen, hvilket forårsagede en højlydt rumlen og brummen, der burde kunne vække alle og over døve kirkeklokkernes spæde bimlen. Om det var det der medførte en vis forvirring, skal jeg ikke kun afgøre, men i hvert fald viste det sig, at Lis var kommet ned til stranden uden badedragt. I tapper solidaritet afførte Annelise sig så også sin badedragt, så de to morgennymfer trippede topløse ud i det 23 grader stille, blanke vand kun iført almindelige trusser. Et opmuntrende syn, som kastede megen rå latter af sig, imens solen langsomt krøb op overklippekanten for at kigge med. Den foregående aftens voldsomme skydække var forsvundet og forvandlet til klar blå himmel med en let dis, der bare skulle brændes væk af solen.
Dette var dagen, hvor Knold og Tot skulle på sejltur til Chalaha, en lille strand på den anden side af øen, sammen med nogle græske venner – og Maria. Det kunne nok vække en vis uro hos Fru Madsen, men slet ikke i samme grad, som da de to fætre gik tur i bjergene. Det fine vejr og det tilhørende blanke hav virkede dog beroligende. Og Maria var da også tidlig på færde. Ikke alene havde hun været i kælderen for at hjælpe med at tilberede de sandwiches, som også Knold og Tot skulle have med på turen, men hun var også i så højt humør, at hun hengav sig til umådeholden latter, da vi kl. ½9 – som sædvanlig – troppede op på trappen iført vores kjortler, som åbenbart var noget helt nyt for hende.
Mario havde aftenen før fortalt os, at han søndag aften ville spille musik på Askas sammen med nogle venner, så vi var indstillet på at spise hjemme og gøre aftenen til en fest. Som dagen skred frem, skete der dog visse ændringer, så vi også måtte ændre planer. Det viste sig nemlig at Mario ikke havde været klar over, at Lefteris om aftenen havde inviteret gæster til spisning, hvorfor både Evdokia og Bopi ganske utvetydigt fortalte ham, at det slet ikke kunne komme på tale at spille i restauranten. Hvorefter Mario meddelte, at han i stedet ville samle vennerne i Langada og spille der.
Forinden havde vi brugt dagen til en rundtur i byen, foretaget lidt indkøb og nydt en kebab fra den flydende havnecafe, hvor Maroulli og sønnen Nikos regerede. Yderst velsmagende inden vi vendte tilbage til Askas, delte en øl og gik i dækning for at lure og samle kræfter til aftenens musikoplevelse – og til besøget hos Bopi,som havde inviteret os op til hendes og Nikos’ lejlighed i Langada.
Da vi efter luren mødtes i restauranten, var det at det blev klart for os, at musikken var flyttet til Langada, hvorfor vi også besluttede at spise hos Nikos efter besøget hos Bopi. Så kunne vi senere gå op i byen og høre Mario spille med vennerne.
Det var en fin oplevelse at besøge Bopi i huset, hvor hun virkelig havde forberedt både rundvisning og efterfølgende servering. Lejligheden på 1. sal i huset var meget smagfuldt og kvalitetsbevidst indrettet med moderne, stilfulde møbler og ikke mindst køkkenet havde alt, hvad man kunne forlange af nyt isenkram. Mest overraskende – udover den formidable udsigt hen over dalen, bugten og bjergene i solnedgangslyset, - var det måske at se Nikos’s musikværelse, som rummede både elektronisk udstyr og diverse instrumenter. At han er til heavy metal, forklarer jo hvorfor han ikke deltager i det lokale musik- og danseliv.
Efter en times tid i lejligheden gik Lis og Annelise ind i det homøopatiske supermarked hos Vangellis, mens Poul og Jeg satte os udenfor Nikos’ restaurant og betragtede Nikos ”Kolokotronis”, som dybt koncentreret spillede skak på sin PC.. Og vi måtte pænt vente med yderligere kontakt, til han havde spillet færdig. Det gjorde vi så, og da fruerne var færdige med de helsebringende indkøb (fed forretning for Vangellis i øvrigt) gik vi indenfor for at spise, da der ikke blev serveret ude på terrasserne.
Der var en hyggelig og familiær stemning indenfor, præget af et kæmpeTV, som først viste formel 1 løb og bagefter en fodboldkamp, som Chef-Nikos tilsyneladende gik meget op i, idet han trak en handy lænestol midt ud på gulvet, hvor han slog sig ned.
Som sædvanlig hos Nikos var maden velsmagende og veltillavet, og efterhånden var Nikos blevet færdig med både skak og den snak, han så ivrigt havde haft ved et andet bord. Han satte sig over til os, og i snakken om hans bedrifter i det forløbne år fortalte han om sin rolle som skuespiller: han havde været backgammonspillende filmstatist i en uges tid, hvor han havde tjent 100 euro om dagen for blot at sidde på strandbaren og spille. Men da han på et tidspunkt også var blevet bedt om at virke trist, fordi han tabte, havde han fluks forlangt højere hyre, da han jo nu skulle være skuespiller. Hvilket fik ham til i folkemunde derefter at blive kaldt ”Leonardo da Nikos”. Det kunne han more sig meget over – og jeg følte da et vist kollegialt fællesskab med ham!! I øvrigt hed filmen ”The Daughters”, var tysk og optaget i både Tyskland, Grækenland og Italien.
Efter middagen kneb det med fødder, sko og kondition til at tage alle trapperne op mod torvet for at finde musikken, så vi kørte hjem til Askas, hvor Lefteris’ middagsselskab stadig var i gang og hvor vi erfarede, at Mario vist nok spillede oppe i Tholaria!! Hvilket han i øvrigt bekræftede næste formiddag med trætte øjne og et stort grin.
Gå videre til DELII - klik HER! 
