MANDAG D. 20. APRIL 2020
Så vidt jeg kan erindre (?) slap jeg vist beretningen fredag aften efter en omgang stegt flæsk og persillesovs. Lørdag morgen kunne vi så starte med at fordømme ”weekend-schnöblen”, som står for avisleveringen lørdag og søndag. Han har tilsyneladende gjort det til en vane at komme i sidste øjeblik med alle de glade nyheder. Dvs. at vi først hører hans knallert, når vi sidder og spiser mellem 7 og 8. Jamen altså, hvad skal det ikke ende med, hvis denne slendrian breder sig? Jeg spør bare – ikke mindst efter her til aften at have hørt tankeløst glade unge piger kommentere det faktum, at de – i lighed med adskilligt andre unge – sad på græsset og nød solen mindre end 2 meter fra hinanden. ”Jamen vi vil da også til at have det lidt sjovt, og når nu frisører og tandlæger må, så……”
Så kan man let få maden galt i halsen, når man skal høre på den slags – og sundhedsministeren så samtidig fortæller, at der kan gå adskillige måneder før vi kan droppe alle henstillingerne om afstand og social afholdenhed.
Trods den forsinkede start på lørdagen blev det dog en fin dag, hvor det lykkedes mig at få set et klip på Youtube (Tholaria das Bergdorf auf der Insel Amorgos), hvor Barbara i 1980 kommer til Amorgos og leder efter et sted at bo. En fin lille film med billeder fra Amorgos inden bilerne og vejene vandt indtog. Senere tog vi ind til Mogens & Jeanne, hvor vi risikofrit kunne sidde et par timer på terrassen med god afstand i solen og nyde en øl og et glas retsina og udveksle oplevelser og nyheder, mens vi fortærede hjemmelavede spanakopita og fladstegt øllebrød!!!
Det var vel næppe en nyhed, at Mogens i et stykke tid ikke var blevet klippet; men der var dog gået så lang tid, at det var en helt ny og positiv oplevelse at se ham med så meget hår på hovedet, hvorfor jeg fluks fotograferede ham og hermed bringer billederne til almindelig beundring og overraskelse.
Mette og Per havde også været på familieturné, og da de vi kom hjem før dem lykkedes det Bosco at lokke os med ud på en tur.
Søndag var det jo Påskedag i Grækenland, og mens vi mindedes forrige års oplevelser på Amorgos i påsken, fik jeg travlt med at skrive ”KALO PASKA” til alle de græske venner. Gennem de svar vi fik fornemmede jeg tydeligt den forskel det havde været i år, hvor man ikke kunne samles så mange , men nøjedes med at holde det i de enkelte familier. Imidlertid kan det være svært helt at vide, hvor strikse de er med overholdelsen af de forskellige påbud, når det gælder små øer og samfund som på Amorgos. Men der er ingen tvivl om, at de finder tiden ligeså mærkelig og unormal, som vi gør herhjemme og bare venter på igen at kunne åbne hoteller og restauranter og modtage turister. Som Bopi så venligt skrev, da jeg havde nævnt at vi nok ikke kunne komme i Juni-Juli: ”Jamen, det bliver jo ikke rigtig sommer, hvis I ikke er her”. Og selvom vi håber, er det nok mest realistisk at se i øjnene, at vi ikke kan komme afsted før tidligst i efteråret til Bopi og Nikos’ bryllup.
På dagens hundeluftertur snakkede vi igen om, hvad der mon ville ske, når nu sluserne blev åbnet og forbuddene slækket. Det er jo pinagtigt at der skal gå 10-14 dage før vi kan se effekten rigtigt, og vi frygter da lidt at alt for mange reagerer ligesom de 2 unge piger, jeg omtalte i starten. I så fald er risikoen for tilbagefald og nye stramninger overhængende. Samtidig kunne vi trække paralleller til den bog, vi hører i øjeblikket ”Som Pesten”, der åbner op for nogle uhyggelige perspektiver inden for både det politiske, sundhedsmæssige, økonomiske og sociale som absolut ikke umiddelbart fører til optimisme eller håb. Utroligt at den er udgivet i 2017 og alligevel kan give anledning til så mange sammenligninger.
Mandagens forestående åbning af div. ”liberale erhverv” blev i øvrigt aktualiseret, da jeg som så ofte før tabte plomben i mine fortænder og derfor blev nødt til at overveje, hvorvidt jeg ville tage til tandlægen. Efter at have snakket med dem i morges blev vi enige om, at så lang tid jeg ikke har smerter, er der ingen grund til tage nogen chancer. Så foreløbig venter jeg med stort mellemrum og gennemtræk mellem fortænderne.
En god del af dagen gik med oprydning og færdiggørelse af renovationen af garagen. Men det lykkedes mig alligevel endeligt at få 1 time i Muleriet, så jeg kunne få ryddet lidt op og gøre klar til nogle nye malerier. Søndagens fællesspisning bestod som tidligere nævnt af Sushi til de 3 andre, mens jeg slap og kunne nyde mørbrad og ris. Fin og god fordeling og vi blev enige om i næste weekend at forsøge os endnu en gang med Gaudiums Take Away menuer: 2 x okse og 2x unghane, og denne gang med rørt laks til forret. Fint skal det være.
Selv om det overraskende nok var en genudsendelse, nød vi alligevel Den klassiske Musikquiz om aftenen. Nogen gange er det en fordel med en treven hukommelse
Heldigvis har Lis fået nye piller i forbindelse med sit skinnebenssår – og de giver hende ikke nogen bivirkninger, mens såret langsomt heles efter at hun har smidt bandager og plastre. Bare behandlingen af mit håndeksem var lige så effektiv; men jeg har tilsyneladende svært ved at dosere blandingen af kortisoncreme og fed håndcreme. Til gengæld kan jeg vælge mellem blå og gennemsigtige gummihandsker eller hvide bomuldshandsker. Så ligner det noget, når jeg er chauffør for Mette med hvide handsker og kasket. Som f.eks. i morgen tidlig, hvor vi skal være nede i Taastrup kl. 10, når fiskebilen ankommer til Axeltorv. Derefter er planen, at Lis og jeg kører op til Rie & Michael på Odden hvor vejret vil tillade os at være udendørs på distancen til kaffeslabberas og almindelig sludren og sladren. Men vi er hjemme igen inden lygterne tændes.
TORSDAG D. 23. APRIL 2020
Vores opvaskemaskine lugter stadig af fisk. Og det var endda i mandags at Lis havde tilberedt ”dampet mørksej i citronsovs”. Særdeles delikat og velsmagende – men altså også med en ihærdig duft af fisk. Hvilket fik os til at snakke om, at vi da vist havde oplevet det før; men det var med en REMA1000 fisk, hvorimod denne var en, vi havde købt af Mogens og så havde frosset ned. Siden mandag aften har opvaskeren kørt flere gange – ikke mindst for at komme af med lugten. Og skraldespanden er blevet tømt – også flere gange uden at være helt fuld.
Og sådan byder coronatiden også på hverdagsproblemer, som hurtigt kan komme til at fylde en del og tage tid.
Ikke desto mindre kørte jeg ned på Axeltorv i Taastrup tirsdag morgen for at købe fiskefars, hvilket er smart når Mette og Per nu også skal stege fiskefrikadeller i aften. Samtidig benyttede jeg lejligheden til at få købt et par nye ”kaffeglas” til Lis.
Og ganske efter planen kørte vi fra Frøhaven ved 12-tiden med kurs mod Odden og Rie & Michaels sommerhus. I strålende solskin og med gulnende rapsmarker – eller ”klamydia-marker” som Niels Hausgaard foreslog, da han fandt ordet ”klamydia” smukkere end ”raps” - og masser af grønne buske og småtræer langs vejen. En fin tur der på en times tid bragte os til målet, hvor det viste sig at være noget køligere end i Frøhaven, trods den vedholdende sols stråler.
Men vi nød det, holdt afstand og efter en herlig sildemad med en enkelt snaps og en kop kaffe med hjemmebagt kage, gik vi en tur ned til stranden, hvor vi blev forbløffet over den store mængde sten, som lavvandet afslørede. Lis skulle selvfølgelig stikke tæerne i vandet for at mørke efter og mindes, hvilket dog ikke inspirerede hende til dristigere vandgang, mens Michael benyttede lejligheden til at rense dræn-udløbet.
Da vi kom tilbage til huset, var klokken ved at nærme sig 16 og efter lidt snak sadlede vi op og satte kursen mod sydøst, hvilket var enkelt og hurtigt, da trafikken var til at overskue. Klimavenlig corona. Og vi var hjemme i løbet af en times tid, lige tilpas til at vi kunne nå den obligatoriske halve time inden duften af nystegte fiskefrikadeller skulle sprede sig i det store hus i Frøhaven.
På vejen hjem snakkede vi om, hvorvidt vi ville tage med til Sverige i weekenden, hvis det skulle blive aktuelt. Og det så vi faktisk ikke nogen problemer i. Til gengæld viste det sig, at Mette & Per ikke havde planer om tage derop, så det gjorde absolut beslutningen meget enkel.
Onsdagen startede fint op med strålende solopgang, mens jeg forberedte morgencomplet’en. Til gengæld var knallertkrabaten, som leverer vores morgenaviser endnu en gang forsinket, så vi var henvist til gårsdagens udgaver, som pga. forsinkelsen dagen før endnu ikke var blevet læst. Og så var der jo også reklamer og lokalavis!!
Maria kom på kort besøg i løbet af dagen, som ellers ikke bød på de store udfordringer, bortset fra denne raptus, som for i mig efter endnu en gang at være blevet provokeret af et indslag i TV-avisen:
Og så skal man også opleve det: at blive indædt fortaler for EU og fællesskabets forpligtigelser til at støtte og hjælpe de sydeuropæiske lande, som er hårdest ramt af Carina med mere end tilbud om 20 ubrugelige respiratorer. Og det i en grad, så jeg får kvalme af at høre Jan E. Jørgensen fra Venstre efterfulgt af Morten Messerschmidt, som overhovedet ikke kan forstå, hvorfor vi dog skal sende danske skattekroner til Italien bare fordi vi har været fornuftige og udvist ”rettidig omhu”. ”Så må de da lære det på den hårde måde og få mere disciplin og styr på deres egne forretninger”, som den kække Morten med vanlig striks og nedladende arrogance kan udtrykke det. ”Danmark først!” som rotterne skreg, mens de dansede corona-vals og spiste pizza og valpolicellaen flød i rottehullet. Og det selvom en repræsentant for dansk industri kunne forklare, hvor vigtigt det er at disse lande forbliver i stand til at købe danske industriprodukter, hvis vi skal holde arbejds-pladserne og økonomien i gang. (selvom også ”økonomi-argumentet” ved for hyppig brug kan fremkalde nervøse spasmer og coronalignende nyseanfald og koldsved)
Der er sandelig mange situationer, hvor man absolut ikke er stolt over at være dansker. Men lavpandet bondesnuhed og hovmodig Erasmus Montanus intelligens har vist i mange 100 hundrede år været danske karaktertræk, parret med en ulidelig smålighed og latterlig selvovervurdering.
Heldigvis kunne torsdagsavisen, som i øvrigt kom til tiden, bringe lindring med 2 indslag. En klumme, hvor pressen blev kritiseret for sin manglende viden og faglighed og sin jagt på dramatiske vinklinger, som ofte fører til fordrejninger og misinformation. Og et læserbrev, hvor Poilitikens chefredaktør blev bebrejdet netop denne tendens ved i en leder at have udlagt statsministerens forlig med de andre partier, som et sølle forsøg på at dække sin egen røv og undgå at stå alene med ansvaret, hvis noget gik galt.
Men vi oplever det jo hver dag, hvordan oppositionspartierne får stillet mikrofon og kamera til rådighed og nærmest bliver opfordret til at så mistro til regeringens motiver for at fremhæve egne forslag, som bombastisk omtales som ”krav” og som regel ligger så tæt op ad det regeringen allerede har søsat, at en dygtig journalist med lethed burde kunne gennemhulle det.
Og sådan fortsætter spillet, mens vi nyder solen og sætter os i haven med en kold drinks og lader drømmene flyve sydpå: Hvad nu hvis SAS flyver om 2 måneder og udenrigsministeriet giver lov???
MANDAG D. 27. APRIL 2020
Indrømmet: det bliver ikke til skriblerier hver dag, slet ikke. Det er der simpelthen ikke bevægelse nok til. Og hviledagen skal vel også holdes hellig – eller hvad det nu kan blive til. På den anden side summer det jo op, og hvis jeg ikke undervejs fik skrevet enkelte stikord ned, ville jeg slet ikke være i stand til at huske alle detaljerne og de indfald, som dagliglivets oplevelser kaster af sig.
Måske er det derfor jeg starter bagfra i dag? For i aften skal vi have ”Schweinhaxe” – svineskank – og i flere dage har køkkenet været domineret af lugten fra en knoldselleri, som nu er blevet brugt i tilberedningen af dette eksotiske måltid. Og jeg skal da love for, at det har givet anledning til adskillige, knubbede ord fra min side, da denne odeur på alle måder bringer fortidsminder til live. Helt tilbage fra min barndom på Nyelandsvej, hvor det ligesom senere på kostskolerne varslede ”suppetid”. Værst blev det dog i Sorø, hvor lugten hang i hele skolebygningen allerede fra om morgenen idet vi jo skulle have varm mad ved middagstid. Det skulle vi godt nok også i Hellebæk, men der var skolebygningen adskilt fra køkken og spisesal, så jeg ikke skulle mindes om, hvad der ventede hele formiddagen. Og nej, jeg kan ellers ikke forklare hvorfor det aldrig har været et hit med mig og suppe; men jeg synes ellers selv, at jeg er blevet bedre til det – og endda kan nyde visse supper, selvom tilberedningsfasens duftudsendelser kan medføre verbale tirader. Det er som om de simpelthen udløses automatisk. Betingede reflekser? (Faldt jeg mon i gryden som barn?) Og så må jeg da også lige indskyde, at suppedampene bringer minder om salig frk Ingeborg Olsen, som var skoleleder på Jørlunde Skole, hvor jeg jo startede min karriere i den kgl. Danske folkeskole. Hun boede alene på skolen med sin adopterede søn, Jens, oppe under taget på selve skolebygningen, og hun kunne åbenbart godt lide suppe. I hvert fald hang der altid en duft af porrer og selleri omkring hende, når hun mødte om morgenen i sin blomstrede kittelkjole med et spændt bælte, hvori sad hendes lommetørklæde/næsepapir. Men trods lugten og sit noget stramme ydre var hun en venlig og hjælpsom og yderst fornuftig skoleleder, som gav os unge lærere ret frie tøjler til pædagogiske forsøg og projekter.
Og hele denne klamamse bare pga. en knoldselleri, som skal spises i aften.
Torsdags grillerne bragte udsøgte kød til ganerne, og selvfølgelig en pølse til afslutning. Og samtidig kunne vi fryde os over at magnoliatræet i år ikke er blevet brunet af frosten, men står flot i både morgen- og aftensolen med masser af udsprungne blomster.
Sammenlignet med torsdagens gastronomi var fredagen meget beskeden, idet vi nøjedes med frittede forårsruller og hjemmelavet kærnemælkskoldskål inden vi satte os til rette foran Tossen og lod de andre synge med inden vi kastede os over ”Jordemoderen” og ”Flammen & Citronen”.
Jeg ved ikke om det netop var denne dag det skete, men det var stort og en dejlig aha-oplevelse, da jeg endelig fandt ud af, at vi nu via vores Youseeboks har fået adgang til DRTV, som bliver nævnt så hyppigt. For mig at se udstyrer det os blot med et endnu større problem mht. hvad vi nu skal se. Vores harddiske bliver jævnligt fyldt op og skal revideres, vi kan uden besvær gå en uge tilbage i programmerne og se, hvad vi glemte og oveni det får vi nu mulighed for at dykke ned i DR’s overvældende arkiv med alle slags programmer; fra serier, dokumentar, aktualitet, temaudsendelser, underholdning….osv. Kan man komme tættere på lykken, når vi samtidig har mulighed for at vælge mellem utallige film – enten frit eller til leje? Og skulle det knibe for begæret efter billedmedier kan vi jo også kaste os over Netflix.
I den forbindelse kan det måske også nævnes, at det helt uforberedte på TV også kan være en oplevelse: Efter eftermiddagens lureri var Lis tilfældigvis havnet på et program på TV2’s Fritidshjem, hvor man udstillede et eksempel på britisk boligindretningskultur. Det var rent horror og på kanten af sundhedsfarligt i forhold til de umiddelbare reaktioner og kvælningsanfald, det forvoldte. Så forstår man bedre at de kan vælge Boris til førerhund, men der er faktisk endnu mere man ikke forstår. F.eks. hvordan nogen kan overleve i de omgivelser.
Jeg tror jeg vælger virkeligheden i Frøhaven og omegn. Og Grækenland.
Lørdagen blev lidt stresset allerede fra begyndelsen, da vi skulle ud til Gaudium og hente vores Take-Away middag: 2x okse og 2x unghane med tilbehør, samt 4x rørt laks som tilvalg!! Så Mette og jeg var afsted kl. ½11 og skulle på hjemvejen handle i REMA på Hovedvejen i Albertslund; Mette i butikken og mig på P-pladsen, hvor man bestemt også kan opleve mange pudsige ting. F.eks. så jeg en ældre mand komme kørende på sin 3-hjulede el-vogn, meget, meget langsomt – men stædigt fremad. På sædet havde han et neongult overtræk, hvorpå var skrevet: ”PER’S FERRARI”. Sådan – direkte ind i 7–Eleven, uden mundbind og styrthjelm.
På hjemturen skulle vi lige forbi LIDL, hvilket gav os anledning til at holde øje med udviklingen på anlægget af forlængelsen af Høje-Taastrup Vej, som ser virkelig imponerende ud. Ja, jeg vil sige det sådan, at Mette og jeg virkelig håber og glæder os til at blive de første, der triller op af den nye Avenue, hvor der nu både er lysmaster og vejtræer og masser af frisk, nyanlagt asfalt med hvide striber. Ja, så galt er det blevet at Mette en dag opfordrede mig til at køre ind på byggepladsen trods tydelige forbudsskilte?? Så er Verden af lave.
Mads dukkede op til aftenens Gaudium-middag, som absolut var et hit. Men næste weekend har vi overvejet et rigtigt de-luxe tilbud fra Hereford Steakhouse i Taastrup. Så skal der også dug på bordet og vin fra flasker.
Udover søndags morgens glædelige gensyn med æg og bacon havde vi også en aftale med Inger & Jørne om coronal formiddagskaffe i Muleriet – med åben dør og afstand. Desværre betød det også at Per måtte vente et par timer med at gå videre med malingen af plankerne på taget af Muleriet, idet det også indebar brug af en rystepudser. Men det var hyggeligt at se The Bøttners igen og vi havde nogle gode timer med både kaffe, look-a-like øl (Heinekens alkoholfri). Rosevin til søstrene og en lun Prinsessestang (?).
Efter at Bøttners var kørt kom næste hold fra Estersvej: Anne & Mikkel dukkede op for 3. gang for at hente nogle dybfrosne jordbær. Men de havde efterladt August derhjemme i sin lille depression over ikke at kunne komme i skole på efterskolen i Sorø; nu hvor han endelig var blevet glad for at gå i skole.
Og så er det altså blevet mandag, hvor schweinhaxen står og simrer i ovnen efter at Mette har været til tandlægen og vi har fået kontrolleret, hvor langt de er nået med Avenuen, mens Per ligger på taget af Muleriet for at færdiggøre maleri-projektet.
Og så venter vi i øvrigt på at glarmesteren kommer med den rude, som vi har bestilt til døren.
Endnu en gang dukker spørgsmålet om liberalismens økonomiske vurderinger kontra humanistisk, etiske overvejelser. Denne gang som en klumme i Politiken af Peter Wivel. Jeg nøjes i første omgang med at citere, men opfordrer til at læse.
Immanuel Kant, den store tyske oplysningsfilosof, ville mene, at en afvejning mellem økonomi og menneskeliv kræver mere fornuft, end vi mennesker kan præstere
….
”Når den lette due i fri flugt kløver luften og mærker dens modstand, kunne den få den tanke, at det ville gå endnu meget hurtigere i det lufttomme rum”
Bedre beskrives liberalismens overmod og forfængelighed ikke. Uden statsmagt, uden solidaritet, uden lovens beskyttelse, uden internationalt samarbejde kommer ingen på vingerne.
Og er det ikke i virkeligheden din egen skyld, hvis du ikke kan klare en corona-influenza?
FREDAG D. 1. MAJ 2020
Så fik vi også oplevet det: en coronal-digital 1. maj, med forsamlingsforbud og mediebåret pseudovirkelighed.
”Sociale medier” - min bare! Betegnelsen ligner det sukkerovertræk, som skal få pillen til at glide ned. Desværre udelukker det jo ikke at man kan få lidt kvalme; men hva’, der er jo altid nogle bivirkninger ved medicin! Og hvis bare medierne og flertallet tror på det, så glider det dernedad.
Men efter dette halvsure opstød tilbage til den afsluttende bemærkning i forrige indslag om ”egen skyld” for sygdom og risici ved ”forkert” livsstil.
I morgenavisen fandt jeg forleden dag følgende citat fra Bjarne Reuter, som fik mig til at se dagen i et bedre lys:
Nogle mennesker tror, at de kan spise sig fra døden med kosttilskud eller træne sig fra døden i et fitnesscenter. Jeg ved ikke hvad de tror, de udskyder, men det er næppe døden. Livet måske? Det er et bud.
På en eller anden måde rammer det ind i livsstilsdebatten, hvor især Bente Klarlund fører sig frem med bedrevidende pegefingre, som fører over i debatten om, hvor meget det må koste at gøre folk raske i den aktuelle pandemi-situation. (Når nu det er deres egen skyld) Og når man så nu har tal, der viser, at det fortrinsvis er de gamle og ofte i forvejen syge og svagelige, der bukker under for sygdommen, ender man let med en skyldfølelse, når de økonomiske argumenter og synsvinkler tager over. Hvor mange penge, kræfter og hensyn skal resten af befolkningen tage for denne i forvejen temmelig uproduktive gruppe?
Den ”sociale empati” var fremherskende i begyndelsen hos både politikere og fagfolk, som på det tidspunkt hovedsageligt bestod af fok fra sundhedsområdet. Men med tiden krakelerede det politiske sammenhold. Oppositionen følte sig overset og med et stigende antal arbejdsløse fik de, med hjælp af Brian Mikkelsen, TV2 og mere eller mindre fantasifulde indsigelser og forslag, drejet debatten over i det økonomiske spor i håbet om mere medietid. Og TV2 er altid villig med tid og en hjælpende hånd.
Jeg ved da godt, at der er mange samfundsøkonomiske aspekter i hele problemstillingen; men de etisk/moralske spørgsmål og stillingtagen derudfra er dog vigtigere. Og derfor var det befriende at Mette Frederiksen og regeringen allerede fra starten gjorde holdninger og retningslinjer klart.
Desværre er vi nu havnet i en velkendt situation, hvor partierne og politikerne har mere travlt med at promovere og positionere sig selv med diverse mere eller mindre ligegyldige forslag og holdninger i et forsøg på at forhindre regeringen i at få succes.
Og sådan kører tankerne rundt i det politiske kandestøberi, mens man en meget tidlig morgen lytter til ”Brinkmanns briks”, der handler om ”fake news” og konspirationsteorier. Jeg hører jo ikke det hele så tidligt på morgenen, men bl.a. handler det om konspirationsteorier vedr. Coronavirussens opståen, hvor man bl.a. på Youtube har kunnet lægge øre til en fortælling om, at der nok er er sammenhæng mellem det overvældende antal G5-telemaster i Wuhanområdet (”tættest i verden”) og fremkomsten netop her af den frygtede virus. Ligesom andre indslag luftede tanker om, at hele pandemien var planlagt til, sammen med indførelsen af G5 – nettet, at give mulighed for den totale overvågning, kulminerende med indskydelsen af en overvågningschip i os alle – måske camoufleret som vaccination mod virussen. Voila – det store komplot.
Men så må jeg da også indrømme at vi ofte har snakket om, at der i historien om Corona-virussens opståen, udbredelse og bekæmpelse har været utroligt mange uklare fortællinger. Og sammenholdt med de mange eksempler på misinformation fra både regeringer, præsidenter og medier er det rigtig svært at finde ud af, hvad vi skal tro på.
Faktisk er der kun ”mistro og tvivlsomme hensigter” tilbage, selvom vi pløjer aviserne igennem, hører radioens nyheder og ser diverse Tv-nyheder. Det gør det absolut ikke nemmere.
Så vi styrter ned i byen sammen med Mette og beder hende købe endnu en flaske Aperol, rødvin i pap og øl på tilbud (Oranjeboom var et godt valg i Kvickly), samtidig med at vi bestiller en take-away 3-retters menu hos Hereford Steakhouse i Taastrup; ren luksus til en lørdag aften, som vi kan glæde os til – uanset alle de lumpne og nederdrægtige motiver og handlinger omkring os.
Og i dag har vi været på indkøb i Tåstrup, hvor Lis blev sluppet løs på hovedgaden med strenge påbud om ikke at røre ved noget, mens Mette var i Kvickly og jeg passede på bilen. Nok se, ikke røre!! Og Lis var imponeret over, hvor godt afstandskravet blev overholdt – selvom der var mange mennesker.
Røde Kors genbrugsbutik var endnu ikke åbnet, kirsebærtræerne stod flotte og lyserøde i haverne og den ny avenue, som skal forlænge Høje-Tåstrup Vej på til stationen har fået sat lygter på standerne. Og vi glæder os, Mette og jeg, til vi som de første skal køre ad den nye Høje-Tåstrup Avenue. Det bliver rigtig stort – i hvert fald for os.
Det har regnet og regnet, men nu skinner solen, Bosco er luftet og om lidt skal vi have kylling i karry. Bagefter forsvinder vi i den digitale virkelighed, hvor vi leger, at vi synger sammen med resten af Danmark. Jubiiii. Bare vi slipper for Hilda Heick.
Rigtig god weekend!
MANDAG D. 4. MAJ 2020
I dag regner det ikke på Korfu. Til gengæld har der været jordskælv på Kreta!! Og sådan fordeles ulykkerne på rimelig vis.
Men ellers er weekenden slået over i solskinnende mandagsvejr, så det bliver ekstra svært at finde ud af, hvad dag det egentlig er. Primært tror jeg nu vi husker ved at repetere, hvad det egentlig var vi fik at spise om aftenen. Og lørdag var absolut mindeværdig, idet vi havde besluttet os for lidt luksus-take-away fra Hereford Steakhouse i Taastrup: Tapas forretter. Grillet bøf af oksefilet og nøddetærte med vaniljeis. Og selvfølgelig med en masse forskelligt tilbehør.
Det var enkelt og meget lækkert – og meget, meget mørt.
En skøn afslutning på en dag, hvor vi skejede ud allerede om formiddagen, da vi kørte til mod Glostrup. Først dog til Bahnson på Taastrup Hovedgade, hvor Lis skulle sammenligne farven på en trøje med blomsterne på nogle bukser, hun allerede havde. Det ringede ikke, så vi fortsatte mod Gadager, hvor vi vidste at Poul blev fejret for sine 75 år. Da vi kørte hjemmefra skinnede solen en anelse, men da vi nåede frem havde regnen fået overtaget og selv om vi havde medbragt paraplyer for at kunne stå bag hækken og synge fødselsdagssang, enedes vi om at nøjes med halvtaget foran hoveddøren. Køkkendøren stod på klem, så snart lød vores kække sang ind til forsamlingen af børn og børnebørn, mens vi ivrigt svingede flagene i regnen.
Heldigvis blev Poul & Annelise glade for vores besøg, selvom det betød et afbræk i fødselsdagsbrunchen. Og det var faktisk rigtig hyggeligt at stå under det lille halvtag og sige en Enkelt tillykke-skål.
Og selvfølgelig holdt det op med at regne, da vi kørte hjemad for at lade op til aftenens dinnerparty. Med dug på! Og sherry til desserten!
Søndagen bød ikke på de store udfordringer, men gav rigelig mulighed for hvile og afslapning – og selvfølgelig lydbogslytning, hvor vi er gået i gang med de nye små romaner af Lars Kjædegaard. Ca. 3½ time tager en bog med politiefterforskeren Agnes Hillstrøm fortalt af forfatteren selv. Det er enkle, velfortalte historier uden prætentiøse tirader om både historiske, etiske og moralske emne eller ligegyldige opremsninger af meningsløse miljødetaljer. Personer og miljøer karakteriseres klart gennem deres handlinger og udtalelser. Det bruger vi en del tid på.
Men også på at forundres over naboen, når han en lørdag morgen starter sin rituelle bilvask kl. 7:15 sammen med sin kone og først afslutter den ved 10-tiden. Så slår det os, at vi vist skal have skiftet til sommerdæk!
I dag, mandag har ikke budt på de store udfordringer – bortset fra en laaang gåtur med hunden over til Hakkemosen. Lis agerede indkøbschauffør i dag og jeg skrev en invitation til ”OKTANTEN” – en lille sammen slutning af 8 pensionister med Reerslev som baggrund, som på fredag skal samles i Reerslev til en udendørs frokost med hjemmelavede madkurve og god afstand mellem stolene.
Og ellers kører mange af tankerne og samtalerne omkring rejsemulighederne og Amorgos, hvor vi nok stadig må se i øjnene, at det kan blive vanskeligt at komme afsted i sommeren – selvom det lader til at mange af henstillingerne og begrænsningerne langsomt er begyndt at smuldre, mens usikkerheden breder sig mht. hvad der er mest sikkert. Ikke mindst fordi der efterhånden er dukket så mange kloge medicinmænd op, der slynger om sig med råd og advarsler i alle mulige retninger, samtidig med at politikerne og diverse konsulenter, rådgivere og meningsdannere er ved at genopbygge deres små sandslotte i Christiansborgs genfundne sandkasse, godt hjulpet af medierne og deres selvovervurderende lakajer og mikrofonholdere.
Solen er på vej ned, lysene ved at blive tændt og ”Befrielsen” bliver mindet på mange kanaler og måder i TV. Det er utroligt så mange spørgsmål, 75 år gamle begivenheder kan rejse.
