KARPATHOS 2021
LØRDAG D. 25. SEPTEMBER
Klokken er nu 19:13. Vi har pakket og er parate. Og ekstremt spændte på den forestående rejse sammen med Snik & Snak. Så spændte at vi har skiftet navne til Kvik & Kvak, som på flere måde passer bedre.
Vi skal herfra kl 4 i morgen tidlig og jeg er tvivlende på om min bestilling af en taxa fungerer efter at jeg for første gang har bestilt den via app'en. Poul & Annelise har bestilt langtidsparkering i lufthavnen, så vi glæder os til at mødes derude.
MANDAG D. 27, SEPTEMBER 2021
Vi ankom som planlagt her til Lefkos i går ved middagstid efter afgang fra Kastrup til tiden: 6:35 – og med en fyldt flyver.
Forinden havde det store drama udspillet sig i min rejsesyge fantasi: Hvad nu, hvis den taxi, som jeg havde bestilt, ikke dukkede op til tiden? Virkede app-en som jeg havde downloadet overhovedet og hvorfor fik jeg ikke en bekræftelse? Det brugte jeg megen energi på den nat og morgen, hvor vi stod op kl. 03:03.
Taxien var bestilt til kl. 04, så 5 minutter i 4 stod jeg parat med kufferterne i mørket udenfor havelågerne, da jeg pludselig kunne se lyset fra en langsomt kørende bil, der nærmede sig. Stor forløsning og en derpå følgende fin tur ad de tomme motorveje ud til terminal 3, hvor vi mødtes med Poul & Annelise, fik tjekket os ind og afleveret bagagen inden vi drog op til sikkerhedskontrollens vågne øjne og scannere.
Ved gaten kunne vi konstatere, at det i sandhed var ”den grå garde”, der var i overtal, så det var en boarding med stor tålmodighed og ro på. Vi havde bestilt morgenmad i flyveren, hvilket var en pinlig forestilling, som nok kunne aftvinge nogle beske kommentarer fra mine 3 medrejsende. 2 stk tørt, koldt rugbrød, 2 skiver skinke, 2 skiver ost, 2 agurkestænger, 2 minitomater og en 2% youghurt naturelle. De lune boller måtte vi undvære pga, covid-regler. Men kaffe og te var der dog rigelig af. Og jeg blev da en slags mæt; vi havde jo ikke fået andet siden kl. 3 end ½ banan.
Klokken var blevet 11:45 (på græsk) da vi landede og var spændte på, hvordan de nu havde arrangeret indrejsen mht. alle de formularer og papirer, vi skulle have med. Men ak, ikke antydningen af kontrol var der; kun lang ventetid på bagagen, hvorefter vi besteg bus 3, som efter et par guiders ihærdige mikrofonakrobatik skulle bringe os nordpå til Lefkos i løbet af en time.
Den første del af køreturen gik gennem et ikke særligt charmerende fladt, stenet landskab. Men det ændrede sig, da vi kom længere nordpå og op i bjergene og langs kysten. Flotte udsigter og skovagtig bevoksning. Og pludselig var vi der så og skulle til vores overraskelse forlade bussen. Vi fik bagagen udleveret og en besked om blot at fortsætte rundt i svinget, ned ad vejen. Og her dukkede vores hotel, ”Gorgina & Sofia”, ganske rigtigt op og vi blev budt velkommen af et par græske, venlige herrer, som efter en del palaver og venlig støtte efterhånden fandt ud af, hvor – og med hvem – vi skulle bo.. Det viste sig nemlig, at værten havde en seddel ifølge hvilken Poul og jeg skulle bo på værelse 1, mens Lis & Annelise skulle være på nr. 2. Det fik vi forpurret, mens værterne stadig undrede sig over, hvordan det dog var sket.
Værelserne lå på hver side af indgangen, store og velindrettede med lille køkken og køleskab og udsigt på balkonen lige ned til stranden og bugten. Havde vi haft kraftige kikkerter med, havde vi måske kunnet se til Amorgos??
Jeg regner med at få skrevet nogle epistler undervejs, men det kommer desværre nok til at knibe med fotos, da jeg kun har en tablet med. Men jeg lover at der vil komme flere fotos efter hjemkomsten.
ONSDAG D. 29. SEPTEMBER 2021
Det blev ikke til morgenbadning for Lis og mig i dag. Dønnningerne var simpelthen for voldsomme. Til gengæld gik Snik & Snak om hjørnet til lagunen, hvor der er læ og flot vand. Tilmed bragte det dem også forbi købmanden, hvor de så skulle hente frisk morgenbrød. Men ak, brødet var ikke bagt og bragt, så vi måtte nøjes med at riste gårsdagens brød i tynde skiver.
Og nu sidder vi så her efter morgenmaden (tirsdag) og venter på at de bringer bilen, vi har lejet. Vi ser frem til en fin tur nordpå til Olympos – og indtil videre er himlen blå og solen skinner, mens jeg prøver at lægge billeder op fra telefonen. Foreløbig er det blevet til 4 stk!!
TORSDAG D. 30, SEPTEMBER 2021
Vinden tog voldsomt til i nat- i både hav og hus. Det gav anledning til mange lyde, men alligevel lykkedes det os begge at få en god, lang nats søvn inden vi kl ½ 8 kiggede ud over havet og kunne konstatere, at vi nok ikke kunne spise morgenmad på balkonen. Og et øjeblik efter blev det bekræftet af et vindstød, der rev dugen af bordet og kastede askebægeret mod gulvets fliser, hvor det resolut skiltes ad i mange skarpe stykker. Men efter lidt ihærdig søgning lykkedes det snart Lis at finde en hjælpende hånd som strømmede til med god vilje, kost og fejespån. Og vupti, så var den misere klaret, og vi kunne gå videre med planlægningen af morgenmaden, hvilket også indebar en beslutning om, hvorvidt vi skulle gennemføre morgenbadnngen, som nok ville være umulig på ”vores” strand lige nedenfor, hvor enorme bølger dunkede ind mod kysten, men som måske kunne gennemføres inde i lagunen? Efter rådslagning med naboerne endte det med, at vi gik i byen for at handle og på vejen skulle observere, hvordan det så ud omme i lagunen.
Selvom det godt nok også blæste deromme, ville det måske nok kunne lade sig gøre, hvis man var meget opsatte på at gennemføre seancen. Hvilket vi faktisk ikke var. Så vi nøjedes med at købe ind – dog uden at kunne få frisk brød, da det først ankommer fra bageren kl ½10. Men det blev da alligevel til fin morgenmad med ristet brød, bacon, æg, ost, Nutella og the.
Oprindelig var det planen, at fruerne skulle tilbringe nogle timer på liggestolene i solen, men i første omgang nøjedes vi med en tur ud på pynten og tilbage til ”lagune-cafeen”, hvor vi kunne få kaffe i forskellige udformninger. Vi skulle også være opmærksomme på, at bilen, vi havde lejet skulle afleveres ved 12-tiden, hvorfor jeg gik hjem i forvejen for at være parat. Men de ringede fra udlejningsfirmaet og sagde, at jeg blot kunne anbringe nøglen under sædet, så ville de være der i løbet af 1 time og hente kareten.
Vi har jo haft bil siden tirsdag formiddag, hvor vi havde bestemt os for at bruge dagen til en tur nordpå for at se den meget omtalte by Olympos, som ligger isoleret i den ellers så øde nordlige del af øen. Ikke alene er byen isoleret, men turen derop til kræver også en hel del bjergkørsel som på trods af mange flotte udsigter ikke er Annelises hofret. Men de mange skarpe sving langs meget dybe skrænter, som kun af og til var afskærmet med autoværn, kunne nok få hende til at give udtryk for sine forbehold, om end hun prøvede at beherske det. Men vi nåede derop og gik en tur gennem byen op til kirken, og på vejen nåede vi både at få kaffe og loukomades med honning og syltede vindruer og senere kolde drinks, efter at vi havde fået handlet og fotograferet. Det var absolut en malerisk og spændende by, med mange særprægede bygninger og udsmykninger. Og en fantastisk beliggenhed op ad bjergsiden
Fra Olympos kørte vi ned til Diafani – en lille havneby med en række cafeer og restauranter langs vandet, hvor vi fik en mulighed for en fin frokost og en god udsigt i solskin. Herefter gik det hjemad – op og gennem bjergene, hvor vejene ikke var blevet rettet ud, så vi snoede os de knap 30 km, som det tog os næsten 1 time at tilbagelægge. Men flot var det; indimellem knugende og truende pga af de voldsomme bjerge, men så pludselig også forløsende, når fantastiske udsigter dukkede op. Og trafikken var meget, meget sparsom på de forbløffende fine veje, som faktisk de fleste steder var meget bedre end vejene på Amorgos.
Naturligvis skulle der lures selvom vi kom sent hjem (17:35) efter den lange tur, så efter solnedgang og en ouzo på balkonen gik vi ud for at spise på ”Captain’s Home” – hvilket blev en skuffende oplevelse. Der var ikke meget at vælge mellem på kortet, og det vi valgte, havde de ikke. Det vi endte med at få, var til gengæld heller ikke overbevisende: en stor, massiv skål salat hovedsaligt bestående af tomater, en fiskefilet, som var rigeligt stegt, 3 kæmperejer, som absolut ikke var delikat anrettede og det værste: en portion kalamares, der virkede som et forsøg på at genoplive allerede stegte dyr. Seje og smagløse var de. Så da tjeneren kom ud til sidst med regningen og spurgte, om det havde været godt, hørte jeg mig selv sige ”nej, det var faktisk ganske dårligt og skuffende!”
Hvorefter vi satte os hen på Cafe ”Molos” og fik kaffe og en Metaxa til Lis. Det var til gengæld godt og hyggeligt.
Dagen efter (onsdag) havde vi aftalt at køre til Pigádia, den største by på øen, hvorfra der sejler færger til både Kreta og Rhodos. Det blev en køretur, som virkelig satte Annelises modvilje mod bjergkørsel på en hård prøve. Ikke mindst fordi vi tog en ”smutvej”, som viste sig at være endnu mere krøllet end det vi hidtil havde oplevet. Jeg indrømmer at det krævede megen koncentration at få kareten korrekt rundt i alle svingene, men det lykkedes og vi kom sikkert til Pigádia, hvor vi startede med en øl og sodavand på havnen, da vi omsider havde fundet en p-plads helt ude i den ene ende af havnen. Selvom byen overraskede ved sin størrelse, var den ikke specielt charmerende og ikke engang en tur op ad handelsgaden bag havnefronten kunne ændre på det indtryk. Men vi fik da handlet en smule, inden vi drog videre mod Arkásas på vestkysten.
Og det lykkedes endda at finde ud af byen, så vi havnede på den rigtige vej, der ovenikøbet var udstyret med rimeligt retvisende skilte (hvilket vi ellers ikke havde oplevet tidligere), så vi uden besvær fandt frem til byen, hvor det i første omgang viste sig besværligt at finde et spisested, hvor frokosten kunne indtages. Men det bragte os i stedt til resterne af en gammel borgruin helt ude på de yderste klippeskær. Og ved et tilfælde fandt vi ind til byens centrum, hvor vi også fandt en åben restaurant – trods middagspausen – hvor vi kunne få en let frokost med bl.a. stegte zuchinni-stave, som lignede pommes frites, men smagte fortrinligt af zuchinni. Og både kalamares og saganaki var af høj kvalitet. En god oplevelse.
Hurtig hjemtur uden voldsomme nålesving og rigelig tid til afslapning på balkonen og sengen inden vi efter solnedgangen gik tilbage til Molos cafe for at få en beforedinner-ouzo. Herfra kunne vi se over til Restauranten Blue Sea, hvor vi havde besluttet at spise. Det viste sig også at være pizzeria, så vi endte med at bestille 2 store (40 cm) special pizza – med det hele samt en salat og lidt hvidvin.
Det blev en kamp, som vi tabte. Vi kunne ikke spise op – og ej heller udnytte tilbuddet om, at få resten med hjem i en doggybag. Men ellers var det en hyggelig aften og en fin samtale med tjeneren, som var et bjerg af en american-græker, der var kommet til Karpathos med sine forældre i en alder af 8 år og altså nu arbejdede sammen med sin far i deres restaurant. Flink og venlig uden at virke alt for hurtig, var han.
Lige nu er de andre omme på ”lagunestranden”, så jeg kan nok ikke strække den meget længere, selvom der selvfølgelig er meget mere at fortælle. Blandt andet, at det viste sig i går, at den lille kiosk lige overfor Zorba Cafe, var i stand til at sælge os en CAIR champagne, som vi selvfølgelig straks købte og satte hjem på køl. Og skal der festes igennem havde de faktisk en mere.
Det blæser, men solen skinner og det er skønt vejr, så jeg vil uploade det nu og minde om, at der er kommet flere fotos på billedsiden.
FREDAG D. 1. OKTOBER 2021
Vi har stadig en frisk vind, der laver imponerende bølger på vores åbne strand, så morgenbadningen foregik også i dag omme i lagunen på ”parasolstranden”, hvor der på det tidspunkt ikke er nogen mennesker. Vi har også en trofast sol, som kommer op over Dodekanesernes højeste bjerg, Kali Limni, omkring kl. 8:15 for at trænge gennem skyerne og kaste sine første stråler ned mod de små klippeformationer, som ligger i havet lige uden for vores balkoner. Et skønt syn, som også betyder at vi skal mødes og bevæge os rundt om hjørnet og ned til vandet, som vi skønner til at være 21-22 gr, hvilket om morgenen godt nok kan give anledning til isningsfornemmelser, når man nu skal skabe sig lidt ovenpå en lang nats søvn.
For det fik vi efter en stille aften med middag på ”De 3 delfiner”, hvor der faktisk var mange mennesker og udmærket mad. Forinden havde vi været nede på ”Molos” og fået den obligatoriske ouzo efter at have nydt solnedgangen fra balkonen og fejret at vi havde fundet CAIR-champagnen. Den var så god at Annelise bestemte sig for at købe den sidste i butikken, så vi kunne tage afsked lørdag aften på forsvarlig vis. Men selv om vi således havde prøvet at trække tiden, så vi ikke kom alt for tidligt i seng, var klokken kun ½11, da vi sagde godnat og gik på værelserne med udsigt til en lang, god nats søvn!!
Efter morgenmad og klargøring gik vi en tur på klipperne langs vandet. En yderst interessant geologisk oplevelse, hvor vi kunne undres over de fantastiske og forskellige formationer, som klipperne havde dannet. Således kunne vi konkludere, at det måtte hænge sammen med klippernes beskaffenhed, som er meget mere porøs end på f.eks. Amorgos. Vi har taget en del billeder, som forhåbentlig kan give et indtryk af oplevelsen.
Efter denne tur var klokken blevet over 12, så vi tog en tur neden om ”Molos” inden vi sluttede hos ”Zorba” for at få forskellige former for kaffe på en solfyldt terrasse i læ for vinden. Under den livlige samtale hen over kopperne oplevede vi det forunderlige, at Annelise pludselig blev mundlam og måtte indrømme, at hun var løbet tør for ord. Skuffen var tom! Heldigvis fandt hun balancen igen efter denne chokerende oplevelse, hvorefter det gik hjemad til lokal lurning. Så lige nu er de andre på Parasolstranden, mens jeg har aftalt rendez-vous med dem kl. ½5.
LØRDAG D. 2. OKTOBER 2021
I går aftes besluttede vi os for at spise på ”DRAMOUNTANA – the most famous kitchen on the island”, som de skriver i reklamen på kortet, vi fik fra Apollo. Og sådan en præsentation giver jo altid anledning til lidt sund skepsis.
Restauranten ligger med udsigt til hele lagunen og i læ, hvilket er vigtigt!! Der er tale om en lille terrasse med 4-5 borde og en endnu mindre indgang, som går gennem køkkenet, hvor kokken og maden står fremme til præsentation. Den overivrige, hurtigttalende men venlige tjener sørger straks for at vi får vin og vand og efter et stykke tid kalder han os ind i køkkenet, hvor kokken præsenterer dagens muligheder: muslinger i gorgonzolasauce, stifado, ovnstegt fiskefilet i tomat med grøntsager, den samme fisk ovenstegt uden tomat og endelig moussaka. Værsgo’ at vælge. Og det gjorde vi så. Tilbage til bordet og efter 5-10 minutter kom retterne ind. De var store og utroligt velsmagende, hvilket fik os til at beslutte, at det sidste måltid i dag skal foregå samme sted. Hvis der er plads.
Snakken gik lystigt, ja måske en gang i mellem lidt for højrøstet, men det var en ganske anden madmæssig oplevelse, end vi før har prøvet.
Den sidste morgenbadning foregik i lagunen lidt senere end tidligere, hvilket betød, at vi kunne få frisk brød med hjem til morgenmaden. Efter lidt formiddagsbikkeri og fordøjelse gik vi en tur, og da klokken var blevet over 12 endte vi på Snack baren, hvor vi fik en ouzo og lokoumades med honning, hvorefter vi kom til at smadse et glas!
Så efter en times lureri er vi nu begyndt at pakke, så vi er klar til afgang i morgen kl. 9:30. desværre er bølgerne for høje og vinden for voldsom til Lis, så nu undersøger Annelise mulighederne for at få en kop kaffe lige i nærheden, mens jeg hygger mig med hjemmelavet BKI filterkaffe og tastaturgymnastik.
MANDAG D. 4. OKTOBER 2021
Så er vi hjemme igen – og jeg kan skrive på min almindelige PC og ikke på tabletten, som jeg havde valgt at medtage på denne korte tur. Når jeg nævner det, er det fordi det også vil betyde en del korrektioner og supplementer af de hidtil udsendte memoranda. Som velsagtens så vil blive til et ”Feriememorandum”.
Efter en opslidende sidste nat på ”Sofia”, hvor jeg allerede fra kl 03 måtte erkende, at det her kunne blive slidsomt, var jeg tidligt oppe og i gang med at forberede morgenmaden og den sidste pakning, som selvfølgelig allerede var næsten færdiggjort dagen før. Men det er utroligt, hvad man kan fremtvinge af problemer og krisesituationer, når man om natten ligger i en halvdøs og ikke kan falde rigtigt i søvn. Det bliver ikke bedre med alderen, selvom man har prøvet situationen så mange gange.
Bussen, som skulle bringe os til lufthavnen ville være på plads kl 9:45 +/ - 15 minutter, så det handlede om at være klar kl 9:30. Og det var vi så, efter en fin, sund morgenmad med både æg, bacon, ost, marmelade og Nutella. Hvorefter vi tog afsked med værten og orienterede ham om, at nogle af de elektriske installationer var risikable, da de forlod væggen, når man skulle have stikket trukket ud. Men de må have tid nok til at ordne det, for jeg kunne i dag konstatere, at der ikke er flere charterture i år til ”Giogina & Sofia” i Lefkos.
Bussen kom til tiden, og Lis sørgede for pladser på de forreste sæder, hvilket jeg måtte indrømme bagefter ikke var en udelt fornøjelse. Vi sad meget højt placeret, hvilket betød en manglende fornemmelse af vejens beliggenhed i de sving, hvor vi kørte på kanten af dybe afgrunde. Hvilket vi gjorde mange gange, inden vi nåede ned til det mere lavtliggende syd, hvor lufthavnen er placeret. Her ventede der os en rigtig stor oplevelse: en kø på 100 m, som vi dog ikke skulle i, da de var på vej til sikkerhedskontrollen, men til gengæld var der en anden på samme længde til selve indcheckningen, der for variationens skyld skete i 2 tempi, idet man efter udleveringen af boardingkort selv skulle bringe bagagen over til gennemlysning og kontrol. Og så kunne vi vende om og stille os bagerst i køen til sikkerhedskontrollen – 100 meter i slow motion. Det var usædvanligt hæsligt og anstrengende. Ikke mindst fordi vi passerede det tidspunkt, hvor flyveren faktisk skulle være lettet.
Det gjorde den med en times forsinkelse – med en fyldt flyver. Men så blev det også til 2 x champagne med snacks i flyveren (og en skjult ostemad, som jeg havde lavet om morgenen, men som ikke måtte indtages i flyveren)
Per og Bella, Mette & Pers nye ruhårede Parson Russel – terrier på bare 12 uger ventede og bragte os sikkert hjem til hverdagsvirkeligheden i Frøhaven, hvor vi fik mulighed for at passe hvalpen i en times tid, inden Mette dukkede op efter ”Sommer i Tyrol”.
Den sidste aften på Karpathos havde vi egentlig tiltænkt at tilbringe på ”Golden Sand” – restauranten lige om hjørnet med god græsk mad. Men efter den foregående aftens oplevelser på den særprægede restaurant ”Dramountana”, var vi enige om, at vi ville få den bedste mad der. Så var det bare spørgsmålet, om der var plads. Men efter solnedgang og CAIR på balkonen, vovede vi os alligevel derover og fandt ud af, at der ikke var så mange turister, der havde opdaget denne gastronomiske mulighed. Tjeneren, der minder om Jean-Paul Gaultier, men selv synes han ligner den aktuelle James Bond, var på toppen og sørgede for at vi fik en fin aften med briam, tun bøf, muslinger a la gorgonzola og kyllinger i gorgonzolasauce. Måske ikke udpræget græsk, men yderst velsmagende og delikat sammen med den lokale hvidvin. En fin, fin aften.
Og således endte vores efterårstur til det græske. Undervejs havde jeg fået en besked fra Bobi, der kunne fortælle, at de nu havde besluttet, at brylluppet mellem hende og Nikos skulle være i december og foregår i Athen eller i Nikos hjemby – hvor det så er? Det betyder sandsynligvis at vi ikke kommer til at deltage – medmindre vi da ligefrem bliver indbudt, hvilket jeg tvivler stærkt på. Men skulle det ske, er vi nok indstillet på at overveje det positivt. For oplevelsens skyld.
Det har været en herlig oplevelse endelig at se Karpathos, som jeg har snakket om i mange år og har fået anbefalet af både Mogens & Jeanne og Mogens & Lis. Som sædvanlig var samværet med Poul & Annelise en oplevelse og selv om Lefkos nok mere var en turistby som Agia Marina på Aegina, uden den græske fiskerbycharme, som den måske en gang har haft, var der mange andre fine oplevelser, som vi fik på vores bilture rundt til Olýmpos, havnebyen Diafani og hovedbyen Pikardia. De snoede veje gennem en række små bjergbyer, nedkørsler, opkørsler og masser af skarpe sving og storslåede udsigter var det hele værd.
Og jeg er glad for de mange fotos, jeg fik taget med både kamera og mobilen. De har overbevist mig om, at der måske i virkeligheden var smukkere, end jeg i første omgang fik indtrykket af.
Jeg tvivler på at vi kommer tilbage til Karpathos, men er samtidig lykkelig for at vi endelig fik set endnu en side af det, som de græske øer kan byde på af natur- og kulturoplevelser.
