Kære allesammen.
Så kom vi da endelig af sted. Rekonvalescenterne fra Reerslev var blevet hentet, ligesom bilen blev det i lufthavnen, hvor Maria som aftalt mødte op 5 minutter efter at vi var ankommet. No problems. Michael hostede fælt og Ries øre pinte hende, men ellers var vi friske og parate til at møde spanskerne.
Med ½ times forsinkelse fra København og en 3 timers lang flyvetur med barnegråd og -skrigeri det meste af vejen føltes det absolut som mere end de 3 timer og 15 minutter, som flyveplanen forudsagde. Så klokken blev lidt i 24 inden vi fik vores bagage. Men i Alicantes lufthavn ventede som aftalt en flink chauffør, som talte flydende spansk, men ikke andet. Han kendte dog vejen og bilen var rummelig nok til både bagagen og 4 passagerer, så vi var omend temmelig trætte, så dog godt tilfredse med at slippe med 1 gange 40 euro for den lange tur til Concorde Appartements, som viste sig at ligge et godt stykke nord for bymidten - ved Playa San Juan.
Lis havde købt en flaske vodka i Lufthavnen i København og havde - med vanlig effektivitet - sørget for frisk appelsinjuice i Alicantes lufthavn, mens vi ventede på bagagen, så vi kunne fejre ankomsten med et par skarpe drinks inden vi gik hver til sit. Kl ½ 2 ramte vi puderne, spændte på udsigten den næste morgen.(se det vedhæftede billede)
Vi vågnede op til en blå himmel og dejlig morgensol, og når vi lænede os ud af vinduet (en farlig øvelse på 6 etage for en mand med højdeskræk) havde vi sidekig til havet for enden af vejen, hvor vi bor. Men ellers skal der vist en syg fantasi til for at kalde kvarteret, hvor vi bor for hyggeligt eller smukt, flot eller dejligt. Højhuse i utallige variationer, som måske nok kan imponere eller overraske - i hvert fald når solen skinner og himlen er blå og der ligger en uges oplevelser foran en.
Den første tur skulle selvfølgelig gå ned til stranden, som til gengæld var vildt imponerende. Bred og kilometerlang med spredte palmer og fint saharasand. Ikke noget med tang, muslingeskaller eller småsten. Kun sand og vand med en behersket temperatur, der dog ikke kunne afskrække fru Madsen fra den planlagte svømmetur senere på ugen.
Forinden turen til vandet havde vi naturligvis sørget for noget morgenmad. Michael havde allerede i lufthavnen i København fablet om den storslåede morgenbuffet, havn skulle kaste sig ud i på en lille restaurant: Æg, bacon, juice, marmelade, ost og varm god kaffe. Vi satsede på at få købt ind til selv at kunne frembringe, noget der lignede Michaels fantasier, men det viste sig, at butikkerne først åbnede kl. 9. Til gengæld havde vi da fundet frem til det store underjordiske supermarked, hvor vi også kunne få frisk brød. Så der gik ikke lang tid før vi sad i solen på 6. Etage med åbne vinduer og nød en klassisk feriemorgenmad.
Til gengæld kunne Michael senere, da vi gik ned til stranden, berette om sine bristede illusioner, da Rie havde trakteret ham med sin egen havregrødsillusion tilsat bananstykker og serveret sammen med resterne af gårsdagens medbragte flyverboller. Så skal det da tage lang tid at blive helt frisk og rask?
Ved supermarkedet ligger også baren "Nou Delfin", hvor de serverede fin kaffe i solen og hvor Michael, som kompensation, gik i gang med ½ flute belagt med kartoffelæggekage i rigelige mængder. Herefter introducerede vi supermarkedet og der blev handlet fornuftigt ind. Bl.a. Adskillige ltr vand, selvom hverken Michael eller Rie havde observeret at vandet i hanerne både lugtede og smagte af klor. Sygdommen havde simpelthen nedbrudt deres sanser!!! Og da vi alle trængte til yderligere hvile blev vi enige om, at udskyde den videre udforskning af området til efter middagslureriet.
Kl. 15:30 mødtes vi igen og tog letbanen ind til centrum. Det var her en fornøjelse at opleve, hvordan samarbejdet mellem Lis og Michael og en hjælpsom spansk dame fik fravristet automaten de 4 nødvendige billetter til 1.45 euro/stk. Vi drak en kop kaffe i solen og begav os ned mod havnen og den flotte promenade. På turen tilbage mod stationen, som i starten foregik efter Rie intuitive stedsans, kom vi forbi et torv med 600 år gamle træer, hvis kæmpestammer og rødder nærmest mindede om en forstenet skov. Det var både lidt uhyggelig og imponerende og kunne under alle omstændighed sætte gang i fantasierne.
Vi fandt tilbage til stationen og fik endnu engang leget med automaten inden vi tog den ½ time lange tur med de mange skiftende synsindtryk og -oplevelser tilbage til Concordes 14 etager. Rie & Michael bor på 12. Etage - men der er elevatorer, og de virker fint.
Beforedinnerdrinks på "Nou Delfin": Sangria, og nydt indenfor hvor der stank af stærkt parfumeret rengøringsmiddel. Til gengæld var sangriaen god, så vi bestilte en ekstra kande inden vi begav os af sted for at finde et spisested. Og dette var vigtigt fordi vi næste aften får besøg af nogle af Michaels gamle arbejdskammerater, som vi skal spise sammen med. Det viste sig sværere end som så, men efter mange muntre misforståelser fandt vi frem til en, der var blevet anbefalet af Teresa i receptionen. Rigtig god mad til en rimelig pris - men desværre ikke så hyggeligt fordi der ingen mennesker var i restauranten. Men det er vist generelt svært at finde her i området på denne tid, hvor turisterne endnu ikke har besat højhusene. Så det ender nok med at vi vælger den samme restaurant igen i morgen (altså i aften) og indleder på Nou Delfin med sangria.
Lis er gået i bad og tidspunktet for gæsternes ankomst nærmer sig, så beretningen om onsdagens oplevelser må vente. Og i morgen drager Michael og jeg ud til lufthavnen for at hente den bil, som Michael har lejet. Så skal Karavanen på tur.
Kærlige hilsner
Los Frogos
Alicante 2
Torsdag aften kl. 22
Vi er lige kommet hjem fra "Meson Margo", hvor vi har fået en herlig, enkel og velsmagende middag. Godt nok var vi alene i restauranten, men den kvindelige tjener var sød og venlig og rigtig god til at sælge varen, Så før vi rigtigt fik studeret kortet havde hun overbevist os om, at vi skulle smage hendes sortfodsskinke, som var virkelig god. Med brød, tomat og aioli var det skønt og blev efterfulgt af "friturestegte små fisk". Hertil en yderst kompetent lokal vin og vand, hvorefter vi sluttede af med at dele 2 himmelske desserter, for mit vedkommende blev tilsat en espresso. Tilmed var regningen ikke uforskammet dyr og inden vi forlod etablissementet stod den på et lille glas citronlikør.
Herefter var vi overbeviste om, at vi ville vende tilbage - ikke mindst fordi kokken var blevet "spansk mester i Gin Tonic!!!!" , hvilket selvfølgelig skal prøves efter.
Og tiden løber fra os. Nu er det lørdag aften og vi er netop vendt hjem fra middagen på Los Pacos, som vi fra starten af havde satset på som stedets bedste restaurant. Det var den nok ikke, selvom maden var OK, uden at være prangende; men serveringen var uengageret og tilfældig og brødet, som viste sig at skulle koste over 25 kr, var så tørt at vi lod det gå ud igen. Til gengæld oplevede vi at Michael kastede sig ud i en dessert, hvilket ifølge sædvanlig vis velunderrettet kilde, ikke sker så ofte. Og han så ud til at nyde det!
I morgen tager vi på tur til Torrevieja. Gensyn og endnu et marked og måske en frokost sammen med nogle af Rie & Michaels venner.
Men lad mig prøve at tage tråden op fra tirsdag aften.
Onsdag morgen skulle vi på det store marked i Alicante, men det viste sig, at Michaelsens havde brug for intens rekonvalescens, så de valgte at blive hjemme, mens vi tog sporvognen - L4 til Mercado. Som i Barcelona var der tale om et kæmpe fødevaremarked, her blot i 2 etager med fisk og grønt i kælderen. Utroligt flot og rent og med imponerende mange friske varer; bl.a. Store friske jordbær til 15 kr/kg.
Efter rundturen blev det til en kop kaffe på torvet udenfor i solen, hvorefter vi gik op til den store plads Lucerol og videre derfra op på en høj med en fin udsigt nedover byen mod havnen. Derefter hjem med sporvognen og lureri på værelset for at forberede os til aftenen, hvor der kom gæster til spisning - nogle af Michaels tidligere kollegaer.
Det har slået mig i dag, ligesom jeg tror det heller ikke er undgået den interesserede læsers opmærksomhed, at maden og måltiderne hernede spiller en forholdsvis stor rolle. Faktisk så stor at jeg pludselig følte at det jeg sad og skrev mere og mere kom til at igne et spisekorteller en madanmeldelse. Lad mig derfor prøve at sammenfatte spiseriet: Vi gør det jo hver dag - spiser. Og da vi er 4 personer med vidt forskellige vaner, smag, behov og interesse for mad er vi jo nødt til at diskutere og planlægge og undersøge de eksisterende muligheder. Kvarteret vi bor i er rimelig godt dækket med både restauranter og barer. Ja faktisk virker det temmelig overdrevet i forhold til hvor mange mennesker, der egentlig er her til hverdag; men det virker som om det er tendensen overalt i byen. Man vil nok aldrig komme i bekneb for at kunne finde et sted at få dækket sine basale behov i Alicante, hvis man ellers har penge. Det er nu heller ikke fordi det er særlig dyrt at blive mæt og er man kræsen er der også mange muligheder for at finde brugbare løsninger.
Vi har som sagt prøvet en hel del af og tilmed også været udsat for overspisning og bombemæthed, så man næsten skammer sig over den ubeherskede indtagelse af gode spanske fødevarer. Således f.eks.i går, lørdag, hvor vi endelig fandt den mest velrenommerede af stedets restauranter åben - Los Pacos. Der var mange ting at udsætte - tørt brød som Lis nægtede at betale for og også fik refunderet, en forvirret og uengageret tjener, uoverskuelige portioner o.s.v. - men ikke desto mindre var resultatet en fælles overmæthed, der straks satte sig på øjenlågene. (Også et hyppigt fænomen hernede)
Vi har gået tur i byen og på den fantastisk flotte havnepromenade og jeg besøgte i går tyrefægterarenaen, dog uden tyre. Til gengæld forvildede jeg mig op på de tomme tilskuerpladser og kunne pludselig ikke se, hvordan jeg skulle komme ud, så jeg fik gået en masse på trapper og rundt i gangene uden at møde hverken toreadorer, tyre eller andre turister. Til sidst stødte jeg dog ind i en sur kustodedame, der absolut så ud som om jeg havde været på forbudt område. Men heldigvis forstod jeg ikke et suk af alle de ord hun sendte imod mig, hvorfor jeg blot på engelsk forklarede at jeg jo bare ville ud. Og det kom jeg så. Interessant havde det dog været, ikke mindst at møde de afhuggede, udstoppede hoveder fra årtiers præmietyre hænge sammen med billederen af de forfængelige mestertoreadorer og deres pailletdekorerede kostumer.
Forinden havde vi været oppe på borgen, hvortil pensionister kan komme gratis op med elevatoren. Men Lis og Rie var ikke så begejstrede over at de ikke skulle fremlægge dokumentation for deres pensionist-status. Måske skyldtes det at jeg havde medbragt min stok?? Det var en interessant rundtur med nogle fantastiske udsigter ud over byen, havet og strandene.
Vi valgte at gå ned, hvilket sled godt på både ben- og fodtøj, hvorfor det selvfølgelig var helt på sin plads med en forfriskning i solen, som der er masser af hernede. Således måltes der i dag 23 gr da vi kørte hjem fra Torrevieja, hvor vi havde været ned til endnu et marked og en frokost med nogle af Rie og Michaels Spaniensvenner. Og det var herefter det kom til mig (og Lis): en spansk 3-retters menu midt på dagen er ikke lige sagen. Det er bestemt ikke så velgørende som det er velment, og lurningsbehovet bagefter er påtrængende.
Et nyt problem er dukket op i DR-nyhederne: Nogle af Norwegians piloter strejker, hvilket måske kan få betydning for vores hjemtur tirsdag morgen. Vi ved ikke noget pt, men vil få besked via sms, hvis der sker ændringer. Under alle omstændigheder tjekker jeg ind i morgen tidlig og så vil vi tage den derfra.
I morgen er også dagen, hvor Lis og Rie skal bade i Middelhavet. Det ser vi virkelig frem til og linserne er allerede pudset og indstillet. De lover godt vejr og op til 25 gr. Og I skal blive de første til at se den fotografiske dokumentation af vandpantomimen.
Mørket er ved at sænke sig over Alicante, men i morgen skal I få en sprit-aktuel og illustreret beretning om de modige danske damer, som trodser både forkølelse og ømme tænder.
På gensyn med mange hilsner
Alicante 3
Så er det ved at være forbi. Og så må jeg skrive denne sidste epistel på staveplade, da tastaturets batterier er brugt op. Øv!
Men sikken en ferieafslutning mandagsvejret har givet os. Fuld og intens sol til morgenmadens æg og bacon for helt åbne vinduer og 18 gr udenfor. Det var godt nok lovet i vejrudsigterne, men min tillid til disse er ikke overvældende og slet ikke hvis folk omkring mig nærer en dyb afhængighed af med jævne mellemrum at kunne frekventere diverse vejrforudsigelser. Måske beriger det den megen snak om forskellige vejrfænomener, deres udvikling og betydning for folk og fæ og ikke mindst hvad der venter os - i morgen, i næste uge, til sommer eller om føje år. Hvem ved?
Men skønt var det at hente varmt brød i bolleriet og bagefter gå over i det underjordiske supermarked for at gøre de sidste indkøb inden pakning og kuffertlukning. Indtjekningen forløb gnidningsløst via tabletten og Norwegian kunne meddele, at flyet skulle flyve som planlagt i morgen kl. 8 - og altså ikke var berørt af pilotkonflikten i Norge.
Formiddagens højdepunkt var selvfølgelig havfruernes vandgang, og kulissen kunne ikke være bedre valgt. Kæmpestrand, fuld solprojektør, ingen vind eller bølger og et passende beskedent publikum bestående af solbadere og motionister i morgenmuntert udstyr. Og de 2 fruer udstrålede en fantastisk målrettet handlekraft, da de resolut gav sig til at vandre ud i vandet, hvor de skulle temmelig langt ud, før vandet nåede op til de langlemmede damers knæ. Men de kastede sig og blev våde på hele kroppen inden de ligeså resolutte hastede ind mod kysten og de ventende pressefotografer. En senere kontrolmåling med et til formålet indkøbt kvalitetstermometer fra "kineseren" viste i øvrigt at vandtemperaturen rundede de 15 grader. Så behøver man vel næppe at skutte sig?
Sangria-belønningen ventede de tapre, men friske fruer og den blev indtaget under palmerne på den eksklusive strandpromenade.
Undervejs modtog vi en opringning fra Poul, som i al uskyldighed spurgte hvor vi var henne. Og Lis fik fortalt ham om de solbeskinnede omgivelser og badeturen, inden det pludselig slog ned i hende at Poul jo har tilbudt at hente os i lufthavnen når vi kommer hjem, men måske var han kommet en dag for tidligt?? Det viste sig lige netop at være tilfældet, og flovt var det selvfølgeligt at jeg faktisk kun havde skrevet til ham, at vi ville lande 11:15, omend jeg da burde vide at Poul næppe kunne huske at vi for lidt over en uge siden havde fortalt om rejseplanerne! Nu håber vi bare at han forbarmer sig og dukker op i morgen når vi lander.
Efter et kort ophold på værelserne med tøjskift gik turen til ”Delfinen”, hvor vi skulle have en beskeden tapasfrokost efter at have købt ind i den lokale kineserbutik med et virvar af varer og et kaotisk udvalg. "Findes det, findes det der!"
Men gode tapas fik vi og letløbende fadøl i præsentable mængder, hvorefter vi følte os forpligtigede til en længere motionstur rundt om "blokken", mens vi drøftede muligheden for at prøve den spanske mesterskabs gin-tonic på Meson Margot.
Vi har luret og påbegyndt den afsluttende pakning og lige nu er Lis atter hos frisøren. Og det er altid spændende at se resultatet. Klokken 8 mødes vi til beforedinnerafskedschampagne her på værelset og det bliver næppe sent før vi atter rammer puderne, for kl. 6 i morgen tidlig starter Michael forhåbentlig Caddy'en op. Men måske når jeg at få skrevet en sidste afskedshilsen her fra det solbeskinnede, 20 grader varme Alicante.
Så er det slut. Efter champagne på værelset og tapas i baren overfor står den nu på rejsesøvn og opstand kl. Halv seks. Og lad mig så til slut opfordre de interesserede til at besøge Michaels hjemmeside, hvor I kan se flere billeder: www.4me2you.dk
Vi pakker det sidste, sover og flyver mod det kolde nord.
På gensyn - og kærlige hilsner
Lis og Niels