EPISTEL IV
LØRDAG D.29.JUNI 2019
Torsdag dag havde vi egentlig planlagt at mødes på taget til aftenens beforedinner inden afgangen med bus til Tholaria. Men i sidste øjeblik havde Annelise tjekket om der var fri bane, hvilket der imidlertid ikke var, idet yogaholdet var i gang deres smidighedsøvelser (17 kvinder og 1 mand) og ville fortsætte i hvert fald 1 time mere. Så det endte med et balkonbønnemøde, hvor den livgivende nadver blev indtaget mens vi holdt øje med tiden. ”17:50” proklamerede Annelise, som var kommet i besiddelse af en køreplan.
Desværre viste det sig at være tidspunktet for bussens afgang fra Tholaria mod Aegiali, så mens vi traf de sidste forberedelser på værelset og Poul og Annelise faktisk stod parate ude ved vejen kom bussen strygende forbi.
Der stod vi så en anelse paffe, indtil vi tog os sammen til at spørge om ikke Mario ville ringe efter en taxi. Det overhørte Evdokia, hvorefter hun hurtigt gav Fani en besked og sagde til os, at vi bare skulle vente på en bil. Først troede vi at Fani skulle køre os; men næ, næ – vi fik simpelthen udleveret en ny Skoda, som jeg skulle dirigere op ad bjerget til Tholaria. En fin løsning, selvom det nok var vanskeligt at finde parkeringsplads oppe i byen. Men pyt, jeg tager vel næppe skade af at gå? Og det gjorde vi så, op ad trapperne til Frikadelle-Yannis.
Hvor vi endnu en gang måtte sande at med 8 frikadeller pr. portion er selv 3xkeftedes for meget til 4 personer. Og der var kun en græsk salat og en gang saganaki oveni,mens vinindtaget var begrænset, da jeg jo skulle dirigere bilen nedad i mørket.
Jorgos og Adrienne dukkede også op og fik et bord trods trængslen. Og da vi begav os ned mod Askas, viste det sig senere at de kort tid efter blaffede og nåede ned til Askas kort tid efter os i vores nye Skoda, som udlåneren i øvrigt selv kørte i garage.
½ times snak med Adrienne og Jorgos blev det til inden sengeklokkerne ringede og vi hurtigt gled ind i søvnen, så vi kunne være klar til morgenbadningen næste dag.
Dønningerne er voldsomme, men vandet er varmt, og hvis bare vi holder fast i hinanden på vej ud bliver det hurtigt mere muntert end anstrengende. Og den helsebringende effekt af dette rituelle morgenbad bliver hver morgen lovprist i høje toner - efter de første suk og hyl og dybe gisp.
Og selv om Evdokias hårdkogte æg absolut var både veltillavede og velsmagende, er det nu bedre med æg & bacon, som vi plejer. Selvom det kan volde problemer at holde styr på dagene, når der ikke er forskel på morgenmenuen og solen bare skinner løs- både med og uden skyer
Fredag aften ville der være musik på Askas, så vi lavede en aftale med Kurt & Trudi om at komme ud og spise med, mens formiddagen blev afsat til et forsøg på at finde en ny morgenkjolemodel til Lis. Mens hun pløjede det begrænsede antal relevante butikker igennem hengav jeg mig til en frappé i Kapellet.
Desværre gav Lis’s ihærdige søgen ikke det ønskede resultat, men til gengæld fik vi kontakt med Poul og Annelise, som havde været på Frou-Frou og sammen drev vi på grund ved Petros’s grønne stole og store ouzo. Ved fælles hjælp og viljestyrke lykkedes det os dog snart at finde den rette vej hjem til Askas, hvor vi jo også skulle samle styrke til aftenens musikarrangement, som skulle starte med balkonbik og en enkelt drinks. Som det vil fremgå af billederne blev arrangementet to-delt af hensyn til pladsen. Men stadig stilfuldt og velsmagende.
Aftenens musik sørgede Mario og hans makker for, mens børnene stod for dansen. Vi fik meget god mad, selvom stemningen vel næppe var så ekstatisk, som den til tider kan blive, når musikken spiller. Til gengæld nåede Marios stemme helt op på den maksimale volumenydelse, som nok kunne sende gysninger ind gennem høreapparaterne.
Kl 23:30 orkede vi ikke mere og drev langsomt på grund på dobbeltsengen.
Til gengæld blev vi vækket effektivt af morgenbølgerne, som også havde sørget for at få sænket vandtemperaturen til 24 gr. Men lifligt var det nu alligevel, ikke mindst som ouverture til morgenbuffeten på balkonen, hvor vi til gengæld må erkende, at ½ franskbrød er lige lovlig meget, hvis vi ikke skal bruge noget til frokost. Og det sker jo ikke hver dag. Således begav vi os i går i adstadigt tempo ind mod byen, mens Poul og Annelise tog bussen til Katapola sammen med Kurt & Trudi.
På grund af gløderne fra helvede har jeg stadig brug for permodyler og har slet ikke fået nok med herned. Så vi måtte en tur på apoteket for at erhverve os nogle Blå Panadol! Og vupti fik jeg øje på en udsøgt og stilfuld strandkjole til Miss’en – endda til en rimelig pris og i passende størrelse. Stor fælles begejstring, som efter indkøb af lidt ost og frugt blev fejret med deling af en ouzo i de grønne stole med sydhavsudsigten over bugtens turkisblå vand.
Som antydet tidligere blev frokosten ikke klaret med det tiloversblevne morgenbrød, men med en enkel omelet i restauranten på Askas.
Vi nåede også en lurning inden naboerne kom tilbage fra Katapola. De trængte til en vandgang ligesom os, så vistilede mod stranden ned gennem Lakki. Her blev Annelise og Lis imidlertid antastet af to damer, tilsyneladende ansatte på Lakki, som spurgte dem, hvilket nummer de boede på og hvorfor de var her. Annelise svarede kvikt, at de såmænd havde kendt famiien gennem mange år og nu var på vej til stranden, hvor dønningerne nu var så kraftige at de nær havde væltet både Lis og Annelise.
Episoden med de inkvisitoriske spørgsmål om vores adgang til Lakki gav selvfølgelig anledning til en del snak, og da vi kom tilbage til Askas fik vi den dybere forklaring af både Mario og Evdokia.
Det hele udspringer af Evdokias køb af det stykke jord, som ligger lige ved siden af hendes bilparkering og vaskeplads og som i de tidligere år er blevet dyrket af ”Panorama-manden” fra restauranten i Tholaria. Han havde imidlertid ikkeformelt lejet jorden, men blot lånt det af ejeren, som bor i Athen men også har et hus i Potamos. Og selv om Niki var meget interesseret i jordstykket, ville han under ingen omstændigheder sælge til hende. Og så slog Evdokia til og fik hurtigt ordnet jorden og plantet den til samt opført et lille hus med vandpumpe og bad.
Niki var selvfølgelig ikke lykkelig ved det arrangement og har nu forbudt hele familien fra Askas at gå igennem Lakki, når de skal ned til stranden, ligesom hun chikanerer Evdokia med anmeldelser til myndighederne af forskellige mere eller mindre relevante forhold, hvilet har ført til flere politimæssige eftersyn og kontroller af, at alle regler er overholdt.
Og sådan kan en græsk familiefejde opstå, hvilket vel næppe komme som en overraskelse når Niki er den ene part. På den anden side er vi så blevet brikker i spillet med påtalen af vores gennemgang, hvilket fik os til i går aftes at gå ned på restauranten for at spise og vise god vilje. Desværre var det en madmæssig sørgelig forestilling, som slet ikke levede op til de høje priser, de tager for mad og drikke, men til gengæld svarede fuldstændig til vores forventninger. Men vi smilede og betalte og prøvede at gøre os synlige for så mange som muligt.
Her til morgen kunne vi allerede tidligt på morgenen høre de kraftige vindstød som med mellemrum fejede henover os, og ihukommende gårsdagens voldsomme bølgeoplevelser valgte Lis og jeg at blive hjemme, mens Poul & Annelise tappert gik afsted ned gennem Lakkis minefelter for at blive tumlet af de stadig store dønninger. Men vindstødene var af kulingstørrelse, så vi fortrød nu ikke, men så frem til dagens tur over til Levroso, som på grund af vindretningen fra Nord ligger i læ for de værste vindstød.
Så her sidder jeg nu hos Petros med en frappé med cikadesang (?) og bølgebrus i øregangen og stille græsk visesang i højtalerne, mens resten af selskabet modtager lysbehandling på stranden. Planen er at sejle over til havnen, når vi skal hjem; men jeg tror nu nok, at den oplevelse vil blive forbeholdt fruerne. Umiddelbart synes jeg, det er lettere at gå. Ikke mindst når vinden gør varmen udholdelig.
I morgen er det 1. juli og der er fest i Tholaria, hvor vi sandsynligvis vælger at deltage. Om ikke andet så for at være med på en kigger. Desværre tegner det til, at vi har flere planer end dage tilbage med Poul og Annelise, så der skal vælges og arrangeres. Blandt andet fordi ændringer i sejlplanerne gør det vanskeligt at vente til sidste øjeblik, så de bliver nødt til at tage til Naxos dagen før (onsdag)
EPISTEL V
Onsdag d. 3. juli 2019
Endnu en gang sidder jeg hos Petros for at skrive. Men denne gang er det på strandpromenaden på de grønne stole, hvor Lis og jeg lige har nydt en frappé. Tingene har også ændret sig på anden vis, idet Poul & Annelise forlod øen i går for at tage til Naxos. Mere herom senere.ev antastet
For at tage tråden op fra forrige epistel skal det nævnes, at vi søndag aften, efter tilbørlig lurning og generel istandsættelse, gik til aftenmesse i Kapellet, hvor vi mødte – nemlig – Kurt & Trudi. Liturgien blev fulgt og bønnerne bedt inden vi atter skiltes. Annelise og Lis blev udsendt for at undersøge de 2 nye spisemuligheder på hjørnet af ”hovedvejen” . Der blev ikke uddelt nogen stjerner i den anledning, og efter livsvigtige indkøb af appelsiner og servietter i Klask og Karry, drog vi videre mod ”Giatzentso”, en ny restaurant, som blev indrettet i påsken hvor tidligere Celini lå. Det viste sig at være et godt valg. Maden var god, veltillavet og blev serveret helt anderledes tiltalende end den foregående aftens horroroplevelse på Lakki. Men det kan da blive svært for dem, hvis ikke flere mennesker finder vej.
Tilbage på Askas mødte vi Adrienne og Jorgos og sad sammen med dem i dybsindig snak i ½ times tid. Bl.a. om det væsentlige, kønspolitiske emne: hvorfor er der så stor overvægt af kvinder på kursushold indenfor f.eks. yoga, mindfullness, drama og hækling? Så intens var snakken, at både Adrienne og Jorgos indtog alkoholiske drikke. Eller var det måske omvendt derfor?
I de sene timer blev færgefarten pludselig til et væsentligt emne, da vi havde hørt at der ville være færgestrejke om onsdagen, og Mario havde i malende vendinger fortalt om Seajetten fra Katapola, som burde afgå hver morgen kl. 7 til Rafina, men som havde været meget ustabil og forfulgt af uheld og aflysninger. Uhyre væsentligt for Poul & Annelise, som netop havde købt billetter til selvsamme hurtigbåd. Tilmed ville det jo være tvivlsomt om den overhovedet ville være fremme i Katapola Torsdag morgen, når der havde været strejke om onsdagen.
Så der var lagt op til natlige overvejelser, mens vi samlede kræfter til 1. juli-festen i Tholaria næste morgen.
Mandag d. 1. juli.
Morgenbadningen var aflyst, så vi kunne nå at spise morgenmad inden afgangen til Tholaria. Vi var blevet tilbudt at låne en bil, som ville stå klar kl. 9:30: en helt ny Fiat Tipo! En herlig bil at køre i, selvom turen til toppen jo er kort. Og især er det svært at finde p-plads sådan en dag, så Poul og jeg fik en fin gå-tur i tilgift, da vi måtte parkere næsten ½ km nede ad vejen. Til gengæld var der kaffe og cola på torvet lige overfor kirken, mens der blev messet i kirken og højtalerne udbredte det glade budskab. Umiddelbart så det ikke ud til at der var mange mennesker, men da tidspunktet kom, hvor de store ikoner og anre relikvier skulle bæres gennem byen væltede det ud af kirken med så mange mennesker, at Poul foreslog, det var fordi de bare gik rundt om kirken og ind igen ad en sidedør for at få det til at se voldsomt ud.
Vi fik hilst på Sofia, Irene og andre fra Lakki-familien – dog ikke bulldoggen Niki. Den store fællesspisning afstod vi fra, men Lis tog dog noget velsignet brød med ned til Evdokia, som netop denne dag var begyndt at arbejde igen i morgenkøkkenet, hvilket gav anledning til stor begejstring hos os alle.
Ned til Askas igen, hvor det blev fejret at klokken var over 12 og det var 1. juli. Sådan har vi jo alle hver især vores ceremonier! Og dagens bonusglade budskab var, at Yannis ville komme hjem med Blue Star om eftermiddage. Vi aflyste dog en velkomstkomite i havnen, da han skulle transporteres sikkert fra borde og hjem i en bil.
Herefter stod den på udstrækning, opvågning, kaffe og eftermiddagsbadning – uden kollision med nogen vagthund. Den efterfølgende uploadning af billeder til herværende medie stødte på problemer, som dog efterhånden blev løst med hjælp fra Mario og rigelig tålmodighed.
Som nævnt gav strejke- og færgesituationen anledning til mange overvejelser og drøftelser. Ikke mindst hos Poul og Annelise selvfølgelig. Men vi blev alle involveret under aftenmessen, som allerede var indledt med Kurt & Trudi, da vi ankom.
I første omgang fik de byttet billetterne til torsdagens ”Supershit”-færge til Blue Star tirsdag kl. 19 til Piræus. En snak om 2 dages ophold i en koghed Piræas by førte til et alternativt forslag om at nøjes med Blue Star til Naxos om tirsdagen og derefter med Highspeed om torsdagen til Piræus. Tidsmæssigt ville det være realistisk; så jeg begav mig sammenmed Poul op til billetkontoret endnu en gang for at ændre og købe nye billetter.
Således afklarede begav vi os op til Coralli, hvor der var godt fyldt op med mennesker. Men det er jo også en god udsigt deroppefra – ikke mindst når solen er ved at gå ned.
Som sædvanligt gav måltidet på Coralli ikke anledning til den store begejstring, selvom den Pikilia (fad med forskellige små forretter) som vi efter lang ventetid fik, egentlig var udmærket med små fisk, babyblæksprutter, rejer og octopus. Og ventetiden skyldtes til dels en generel strømafbrydelse (10-15 minutter), som ramte hele bugten. Til gengæld fik vi aldrig den kartoffelsalat, vi havde bestilt for og stemningen var blevet lidt rodet, bl.a. på grund af den forvirring, som strømafbrydelsen medførte.
Da vi vendte tilbage til Askas var kun Mario og Fani fremme, og vi aftalte, at jeg lånte en bil næste dag for at køre dem til færgen kl. 19, da Saki allerede kørte til Katapola kl. 14 for at hente folk fra færgen kl. 15. og at det så blev i den nye Fiat Tipo endnu en gang gjorde absolut ikke noget.
Tirsdag d. 2. juli
”Sidste dag med kliken”, så vi havde aftalt at spise morgenmad sammen efter morgenbadningen, hvor Poul og jeg i øvrigt blev stoppet af Lakkis ivrigt vinduespudsende chauffør. Efter at have erfaret, at vi ikke boede på Lakki, men på Askas, fortalte han os at vi jo ikkemåtte gå igennemLakki. Jeg spurgte ham om det også gjaldt når vi skulle ned og spise eller drikke kaffe eller drikke en øl? Hvorpå han tilsyneladende opgav yderligere debat og bad os om at gå videre – uden kommentarer til de efterfølgende fruer.
Efter morgenmadningen handlede det selvfølgelig om pakning og oprydning på værelse 5, som undervejs fik at vide at de kunne beholde værelset til kl. 17. Vi havde dog en aftale om at køre allerede 16:30, så vi kunne nå at spise lidt inden færgeafgangen.
Og så kom den sidste ændring af rejseplanerne idet Kvistene nu havde fundet ud af, at det ville være mere sikkert at flyve fra Naxos til Athen, ligesom vi har planlagt at gøre det. Og vupti, i løbet af ½ time havde Pagondas’s rejsebureau skaffet 2 billetter til torsdag med Sky Express.
Herefter gik de tre til stranden, mens jeg hviledde lidt, skrev de sidste noter og gik ned mod Lakki for at få en frappé, mens jeg skrev noterne færdige. Snart var jeg imidlertid opdaget af flokken på stranden, som nu også omfattede Kurt & Trudi, og de kom op til de små borde for at stille deres tørst, så det blev ikke til meget skriveri.
Vi gik hjem og gjorde os beredte til afskedsturen til Katapola, som startede som aftal ved ½5 tiden. Vi gjorde stop i havnen for at jeg kunne hente udlejningspapirer på bilen (skattepolitiet er på spil igen) og kunne konstatere, at det ville koste mig 0,01 euro. Samtidig prøvede Poul & Annelise endnu en gang at få fat i billetkontorbestyreren for at få refunderet de billetter til Highspeed, som nu var afløst af flybilletter; men der var lukket. Så vi drog sydpå med en opgave.
Vi nåede sikkert frem, trods adskillige forsøg på gededemonstrationer på vejen, og kunne indtage et par veltillavede bruscettaer med tomater, ost og tun inden billetkontoret åbnede og det lykkedes Annelise at få refunderet halvdelen af billetprisen (48 euro)
Ved ½7-tiden tog vi afsked og vinkede farvel, mens vi gik i hver sin retning. En trist stund efter nogle herlige dage sammen.
På vejen hjem fra Katapola kom vi forbi Richi Tower, hvor der netop var kulturarrangement med sang og klaverspil, men vi snoede os forbi og undrede os over de noget hasarderede parkeringer midt i et sving på bjergvejen. Til gengæld kunne Adrienne så i dag fortælle os, at det havde været ”so beautiful”
Det blev en noget amputeret aften, hvor vi luntede ind til byen via de grønne stole for at aflevere nogle postkort og måske samle lidt sult. Det lykkedes måske ikke helt men vi kom da tilbage til Askas og fik bestilt både rødbeder med hvidløgssauce og kalv i sennepssauce. Begge dele utroligt velsmagende. Og så fik vi endda selskab af Fani og Mario, som medbragte egen mad. Det var hyggeligt, men vi var trætte og gik snart op på værelset, hvor vi hurtigt sank ned i søvnen og alle drømmene.
Onsdag d. 3.juli
Vi blev ikke antastet af hverken ansatte eller lureminen Niki på morgenvandringen gennem Lakki, og havet var stille og indbydende i morgensolen, men kun 23 gr efter de sidste dages kraftige bølgepisken i bassinet.
Nabobalkonen var tom ved morgenmaden, så vi måtte lige kontakte dem pr sms for at sikre os, at de også savnede os. Men de havde det godt. Til gengæld var Dimitras kommentar, da hun kom forbi balkonen ”Home alone” – med et muntert smil, hvorefter vi gik i gang med hårvask, morgenbik og lidt eftersovning inden vi gik mod byen for at jeg kunne sætte mig med en frappé i de grønne stole og begynde renskrivningen af denne epistel, mens Lis kunne tage en time på stranden uden indblanding og forstyrning.
Dagens dilemma var konflikten mellem et ønske om at tage til Langada for at spise og beskeden vi havde fået i går om, at der ville være musik på Askas. Den salomoniske løsning blev at vi tog bussen til Langada kl. 17:30 og ned igen kl. 21. på den tid kunne vi både nå en tur gennem byen, et glas vin hos Nikos og en forret hos Stefanos, som dog ikke var til stede før ½ time inden vi skulle ned igen, så det blev ikke til megen snak. Til gengæld var vi blevet meget mætte af fava og frittede zuchini-chips, da vi endelig tog bussen.
Så på Askas blev det kun til en kop kaffe og et glas vin, som vi blev inviteret til af Jorgos, gift med Sofia. Yannis sad også ved bordet, men trods de glimtvise smil, så han træt og lidt plaget ud. Til gengæld gav Mario den endnu engang gas med musikken, og selv om der ikke var så mange mennesker var stemningen god
Klokken er 23 og nu skal avisen ud!
EPISTEL VI
Lørdag d. 6. Juli
Efter en lang blid morgen med bløde knæ og uden benspænd fra bulldoggen på Lakki startede torsdagen efter morgenmaden med forsøg på at få kontakt med Flip & Flop på Naxos. Det var jo dagen, hvor de skulle forlade øen og Grækenland, og jeg var selvfølgelig nysgerrig efter at vide, hvordan proceduren var i lufthavnen og om de kunne få tjekket bagagen ind hele vejen til København. Men de var svære at få fat på, hvilket nok skyldtes at de havde valgt at spise deres morgenbuffet på stranden (sandwich??). dertil kom, at jeg huskede forkert mht afgangstidspunktet fra Naxos.
Det lykkedes til sidst og jeg måtte sande at det passede, hvad Sky Express tidligere havde skrevet til mig; nemlig at det ikke kunne lade sig gøre at tjekke bagagen ind til hele turen. Vi skal selv hente den i Athen og bringe den op til indtjekningen i afgangshallen. På 1½ time!
Og endnu en gang blev det over middag, inden vi kom afsted mod byen for at finde en kjole til Mette, Panadol til de sidste helvedesgløder og små specielle batterier til balkonbelysningen. Undervejs lykkedes det endeligt at få kontakt til Dimitri i Dykkercenteret, så han kunne give mig et USB-stik til de 170 foto-filer fra hans bryllup, som jeg havde klargjort og taget med. De blev i øvrigt afleveret samme eftermiddag til hans søster Maria, som forsikrede mig om, at de nok skulle blive afleveret.
Om eftermiddagen tog vi endnu en gang bussen til Langada. Denne gang fordi vi havde besluttet os for at overvære afslutningen på Amorgos Kultur Festival, som skulle finde sted i det lille kirkekompleks 1 km uden for Langada, Panagia Epanohoriani tis Langada med musik, mad og vin. Det begyndte iflg iopslaget kl. 18:30 så vi havde lige tid til at dele en ouzo hos Stefanos på torvet inden vi begav os ud på den varme tur, hvor solens sidste stråler prøvede at drive alt væde ud af vores aldrende kroppe, godt hjulpet af utallige trappetrin – opad og nedad.
Men det lykkedes at nå frem – godt nok på overtid i forhold til de skiltede vandretider – og der var god skygge og ca. 20-30 mennesker samlet. Men snart var der gjort klar til servering af vin og mad: ind ad den ene dør og ud af den anden bevæbnet med små oksekødsboller, tiropita, ost og brød samt vin. Og der blev ved med at strømme folk til mens klokken nærmede sig 20, hvor vi af hensyn til belysningen og vejens beskaffenhed havde overvejet at begynde hjemturen. Så faktisk nåede vi kun at høre indledningen på musikindslagene, inden vi påbegyndte hjemturen i solnedgangens skær. Det var utrolig smukt og vi mødte mange mennesker på vej derud; deriblandt også Jorgos og Adrienne.
Men vi fortsatte tilbage til torvet, og med 45 minutter til bussen ville komme var der tid til at dele en vederkvægende , kold øl mens vi ventede og betragtede livet omkring den lille købmandsbutik på torvet. Meget lærerigt og morsomt. Og endnu engang dukkede Themis op. Han havde tilsyneladende fået arbejde på den anden restaurant, Fengerro.
List over 21 tog vi bussen ned til havnen, hvorfra vi gik ud til Argo, Petros cafe med de grønne stole, hvor der ikke var andre mennesker end Petros kæreste, Maria, som bestyrer forretningen, og en medhjælpende kok. Senere dukkede Petros dog også op.
Jeg fik en god sandwich og vi undrede os over det meget lille antal mennesker i byen og på restauranterne. Måske pga. søndagens valg, mente Maria?
Tilbage til udstrækning efter den ”strabadserende tur i bjergene” – og en konstatering af, at Kvistene nu var fløjet fra Athen mod CPH.
Fredag d. 5. juli 2019
Dagen startede med et morgenbadningsdrama, da Lis i det 22 gr varme vand slog sin fod mod en undersøisk sten – med synlig blødning til følge. Var det straffen for, at vi trods utallige advarsler og påbud stadig dristede os til at gå gennem Lakki om morgenen? I hvert fald var lågen lukket stramt til, da vi var på vej hjem, men med lidt vold slap vi ud med Lis's blødende fod, som forhåbentlig havde sat spor hele vejen.
Vi fik stoppet blomstrømmen og sat plaster på og snart stod morgenmaden klar, mens vi endnu en gang forundrede kunne konstatere at rengøringslynet Melina havde nået at ordne vores værelse, mens vi var i bølgen.
Langsom formiddag, hvor jeg uploadede billeder, hvilede til musik, mens Lis prøvede at lytte til en bog, men faldt i søvn. Til gengæld fik hun også vasket og strøget skjorter.
Så gik turen ned til Lakki, hvor jeg ville sætte mig og skrive lidt. Men først skulle vi lige have en kop kaffe med Kurt & Trudi, der havde planer om at forlade øen næste dag. Så vi aftalte at mødes til aftenmesse i kapellet kl. 20.
Inden vi gik ned på Lakki havde Lis talt med Mette i telefonen og fået besked om, at tandlægen ikke havde fundet væsentlige skade på tænderne efter faldet, bortset fra at fortænderne var ømme og sad lidt løst og skulle skånes; så hun må vente med kaninfoderet
Der blev bedt bønner og velsignet og nadveren gik et par runder, inden vi sagde farvel til Kurt og Trudi for at begive os tilbage til Askas, hvor vi var blevet inviteret på middag hos Sofia og Jorgos i deres nyindrettede hus lige overfor. De var imidlertid blevet forhindret, så aftalen blev lavet om til eftermiddagskaffe den følgende dag, hvorfor vi fluks bestilte en portion kalamares med tzaziki og salat. Og endnu en gang kom Fani og Mario til bordet med deres mad, så vi kunne spise og snakke sammen om både børn og det græske samfund i relation til morgen-dagens valg. Dejligt og afslappet.
Efter en lille tør dessert og en kaffe sad vi en stund på balkonen og snakkede om den kommende uge, hvor TosselundeBanden dukker op, mens vi også venter på Bergmanns rejselystne flåde i den kommende weekend.
Det er næsten svært at nå det hele, men vi prøver ihærdigt inden for rimelighedens grænser.
Lørdag d. 6. juli
Så klappede porten for alvor i.
Da vi kom over til Lakki her til morgen, var porten solidt smækket til og vi havde på forhånd aftalt, at i så fald ville vi ikke begynde at åbne den med vold og en masse ballade til følge. Så vi vendte rundt og så en dag i møde med flere fastlagt gøremål: kl. 11 skulle Yannis klippes, kl. 14 indbød Evdokia os til suppe (uhmm, lige mig), kl. 17 skal vi til kaffe hos Jorgos og Sofia og i aften kl. 21 er der musik, dans og BBQ med grillede svin og geder.
Yannis er klippet, og det hjalp virkelig. Men han er træt, træt og bedrøvelig. Vi forstår godt hvis familien er betænkelig, selvom de også synes at han selv er delvis skyld i at det nu er så alvorligt idet han for mange år siden konstaterede, at der var blod i afføringen, men ikke sagde det til nogen. Og i øvrigt havde nægtet at tage de piller som en læge havde anbefalet.
Men trist er det.
Lis lurer med en rumlende mave og suppen venter. Det er varmt og jeg sidder på balkonen med en ouzo for at få de sidste beskeder sendt ud.
Og her er de så – med billeder.
PS. Jeg beklager de mange trykfejl i førsteudgaven, men det kan indimellem knibe med tid til korrekturlæsningen, selvom vi prøver.
