MANDAG D. 9. JULI 2018
Det er aften og buldrende mørkt; men jeg har rigget balkonen til med lyskæder og en solcelledrevet fuldmåne, og henover tastaturet sørger et usb-drevet, lysende rumskib for at gøre skriveriet muligt. Efter en usædvanlig varm dag er det skønt at kunne sidde udenfor med udsigt til stjerner, bjerge, blinkende lygter og bølgebrug og lyden af en grædende baby, der ikke er helt vild for at falde i søvn og gå glip af noget.
Lis er gået en tur i byen for at købe lidt ind, mens min kondition har foreslået mig at blive hjemme og tage det roligt. Og alle de andre er forsvundet ud til diverse restauranter for at stille sulten.
Det fik vi gjort i eftermiddags, hvor vi var hos Petros på Levroso for at indløse en frokostgave fra Niels ”Lemonaki” & Annemette. Forventningerne blev til fulde indfriet, men det tærede på kræfterne, at vi efter frokosten skulle bevæge os til fods hjem, mens solen virkelig stegte og varmede ubarmhjertigt. Ikke så helsebringende – men en fin oplevelse; ikke mindst når vi vel hjemkommet kunne kaste os på sengen og sove en times tid………………
……….HER KNÆKKEDE FILMEN, FINGRENE STIVNEDE OG MOTIVATIONEN SAMT SKRIBENTILLUSIONERNE SIVEDE SAMMEN MED ENERGIEN UD AF PROJEKTET, MENS FANTASIEN KRØLLEDE SAMMEN OG FORSVANDT I DET STORE SORTE HUL.
FREDAG D. 13. JULI 2018 (fortsat)
Jeg har selvfølgelig senere prøvet at analysere, hvad der egentlig skete dog uden helt at kunne finde en endelig forklaring. Men mange motiverende faktorer var blevet løbet over ende, så inspirationen mere lignede den blomsterløse bougainvilleas, som står uden for balkonen og mangler vand, samtidig med at de praktiske muligheder for at finde egnede skrivestunder blev så indskrænket, at det ikke kunne lade sig gøre. Jeg følte mig faktisk i ret tæt kontakt med stjernehimlens mange sorte huller.
Og i løbet af et par dage var der også så mange huller i hukommelsen, som gjorde det svært at reetablere en kronologisk sammenhæng – hvilket i dag, i skrivende stund, er blevet helt umuligt. Og det er selvfølgelig ikke fordi der ikke er sket noget.
Tirsdag d.10/7 ankom en større dansk delegation med Bluestar til Katapola bestående af Mikkel & Anne med Birk & August fra Hellerup (Gentofte wannabes), Bitten & Lone (fra henholdsvis Hedehusene og Høng) samt og Elsebeth & Leo (fra Allerslev og omegn.)
Onsdag dukkede Kurt og Trudi op, ankommet fra Kreta via Paros. I øvrigt samme dag som Uffe og Evas søn Frederik og veninden Line drog til Donoussa for at se, hvad den ø kan byde på. Den er lille, men turiststrømmen er vokset kraftigt i de sidste 10 år.
I går, torsdag dukkede så Mads og vennen Mathias op efter en natlig flyvning fra København via Beograd til Athen, hvor de landede kl. 3 om natten. Så de havde tid nok til at nå færgen kl. 6:45 – uden hotelophold.
En anden ting, som har præget ugen er afholdelsen af den årlige ”UP-festival” – pop-rock på græsk med den for mig at se smukkeste musikscene i verden: den er placeret for enden af P-pladsen, helt ned til stranden og med udsigt til Nikouria, bugtens ubeboede ø, og de små Kyklader og Naxos i baggrunden. Ikke mindst om aftenen, når musikken skal til at starte og solen er ved at gå ned, er det et fantastisk syn ud over vandet. Formodentlig bliver det i aften og i morgen, at de virkelig giver den gas. De to første dage i ugen blev brugt til almindelige forberedelser og sceneopsætning, mens der er blevet spillet de sidste to aftener. Uden at det dog har generet os. Vi kan bare lukke døren. Men selvfølgelig har det udløst citronlignende bemærkninger med standardiserede trusler om skriftlige klager til både Gud og Vejrmand – som til gengæld har forsynet os i dag med nogle kraftige vindstød.
Onsdag blev Vilhelm (Julies og Martins søn) fejret, da han blev 1 år, med stor, fin frokost. Desværre var den stakkels dreng temmelig uoplagt og syg (39.7 om aftenen), så den planlagte fødselsdagskage blev udskudt til en tagsamling om aftenen, som måtte afvente yoga-holdets afslutning inden vi kunne erstatte gummimåtterne med ouzoflasker, sodanvand, vin og vandmelon. Ja, nogle gik endda så højt op i festlighederne, at de resolut spredte indholdet af en lille flaske ouzo ud over trapperne op til taget, så man med blev modtaget i en her odeur af druk og fordærv. (Det har senere vist sig muligvis at hænge sammen med et mystisk billede af Klosteret, som jævnligt hensætter enkelte af selskabets deltagere i en frygtindgydende tilstand af raseri. Så gentagelser kan måske ikke udelukkes??)
Samme aften fejrede vi forinden Niels Lemonakis og AnneDronteas 3 års dag for fejringen af deres sølvbryllup her på Askas med indtagelsen af en herlig flaske CAIR-champagne, som Saki (chaufføren) havde skaffet fra Katapola.
Om onsdagen opdagede vi også, at Evdokia ikke var i morgenkøkkenet til at lave spejlæg og bacon. Forklaring vi fik var, at hun var taget med Milena, en af stuepigerne, til Piæus for at sørge for at hun kom sikkert hjem til Bulgarien. Af ukendte årsager var hun for nogle dage siden blevet kastet ud i en voldsom depression, som gjorde hende fuldstændig uarbejdsdygtig. Vores eget, eventyrlystne bud på årsagen er en forelskelse i en tårnhøj håndværker, som arbejdede på at færdiggøre campingpladsen nye badefaciliteter. Nu var han pludselig væk og Milena gik virkelig ned med flaget og vandrede et par dage hvileløst rundt som en zombie, mens hendes kollega og veninde Paula også var dybt ulykkelig.
I går kom Evdokia tilbage med en ny pige, som vi endnu ikke har fået sat navn på. Men hun er i hvert fald ikke bulgarer.
Allerede onsdag – dagen efter at Mikkel og Anne var flyttet ind på nummer 5 – undrede vi os rdom morgenen over deres adfærd. Gennem årene har vi været vidne til mange mærkværdige personligheder på vores nabobalkonner, men her måtte vi konstatere, at de begge var væk kl. 7 om morgenen, da vi stak hovedet ud for at se på himlen og skyerne og gøre os klar til morgenbadning.
Det viste sig, at disse friske unge mennesker havde følt trang til en spadseretur og var travet op til Langada. Da de i forbindelse med indkøb af næringsmidler var kommet til at skylde 80 cent, besluttede de sig rask for næste morgen ikke alene at gå op og betale deres gæld. Næh nej, de fortsatte frejdigt henover dalen til de nåede Tholaria og nåede næste præcist ned til morgenbadningen kl. 8. Her til morgen måtte de så nøjes med en tur til bageren i byen. ”Mikkel sov så godt”, som Anne så polisk kommenterede. Men de har større projekter i støbeskeen og satser på den store tur fra Potamos til Klosteret ved Hora, henover bjergene.
Som før nævnt har det været en meget tør vinter hernede, så der skal vandes heftigt, hvis blomsterne her udenfor balkonerne og mellem palmerne ved indgang skal blive til noget. Og det piner selvfælglig Lis at se de nyplantede pelargoniestiklinger lide i solen. Så i går aften tog hun fat i slangen og gik i gang med vandingen. Da det ikke var muligt at nå det hele inden Bopi bad hende stoppe fordi hun tog trykket fra køkkenets vandforsyning, genoptog hun her til morgen den ædle gerning. Desværre med det resultat at vandet flød i stride strømme ned i køkkenet og ud i restauranten. Men det kunne de heldigvis more sig meget over, mens de vaskede gulve og tørrede op efter den ivrige turists vandingsbehov, inden hun selv skulle ned i bølgen, som stadig er 25 gr om morgenen – uanset vind og skyer og aerometrologens dybsindige forudsigelser.
Ikke alene er det græske landkøkkens spisekort fyldt med diverse velsmagende grøntsagtsretter, de er også aktivt interesseret i at få os til at bruge dem. Så med jævne mellemrum har vi fået store (og jeg mener her rigtig store) tomater, agurker, peber og løg samt marmelade og råsyltede appelsiner. I går oplevede vi endda at få nogle store, piggebesatte kogler fra et kæmpe 27 år gammelt granlignende træ, som står ved hjørnet af P-pladsen. Den altid smilende og venlige ejer havde haft stigen fremme og samlet 1o-12 kogler, som hver vejer omkring ½ kg, som vi kunne fordele til danskerne. Tjulahop.
I Aften afholder vi så ”Dansker-Festival”, hvor vi har fået Evdokia til at sammensætte en menu, så hver mand betaler 12 euro - eksklusiv drikkevarer. Og kun Jonas & Michelle, tvillingerne forældre, har – meget forståelig – valgt at melde fra. De har nok at gøre med at få madet og puttet m.v. Og skulle de få et frikvarter er der selvfølgelig ikke noget i vejen for at de kan deltage momentvis.
I morgen skal vi leje en 7-personers bil og køre øen tynd sammen med Mikkel& Anne og drengene, samt Maria, som først skal nå Bluestar kl. 19:50 fra Aegiali.
Solen skinner, vinden hvirvler og de fleste er på stranden, mens jeg kæmper med mig selv og tastaturet. For en gangs skyld har jeg tilladt mig en ouzo før tid. Ren doping.
På gensyn.
SØNDAG D. 15. JULI 2018
Vi beklager den forringede billedkvalitet!
Og den almindelige helbredstilstand hos den ramte skribent, som fredag morgen har været usædvanlig handlingslammet – sandsynligvis på grund af en ondskabsfuld virus, som gjorde ham senge- og soveliggende hele fredagen, efter at han med opbydelsen af de sidste kræfter havde fået udgivet de opklarende nyheder.
I går, lørdag, havde vi jo aftalt at leje bil sammen med Mikkel og Anne, hvilket vel også fik mig til at vælge det ultimative sengeleje med den ubrudte søvn. Det måtte vel være muligt på denne måde at blive frisk til køreturen, hvor jeg skulle være pilot. Også selv om jeg måtte afstå fra at deltage i ”Dansker-Festivalen”, hvor Lis til gengæld spillede en vis rolle i planlægning og gennemførelse sammen med Gitte og AnneMette. Det er således kun på anden hånd, jeg ved lidt om begivenhedernes forløb på henholdsvis taget og i restauranten. Men Lis virkede meget tilfreds. Både med beforedinnedrinks-arrangementet på taget, hvor alle selv havde medbragt deres yndlingsdrink og sangbøgerne var fundet frem. Der blev sunget igennem, stemningen var god og indimellem blev der taget fotos, bl.a. det gruppebillede, som ses over denne epistel.
Denne ”ouverture” tog godt en time, hvorefter der var dækket borde i restauranten på sædvanlig, smagfuld vis. Ifølge velunderrettede og nærtstående kilder var menuen både rigelig og meget velsmagende. Ikke mindst de frittede babyblæksprutter høstede stor anerkendelse, og det er mit indtryk at ingen var gået sultne fra bordet.
For at opnå den bedste hvile til turen om lørdagen, havde vi besluttet at jeg skulle ligge i den 3.seng, som vi jo ellers normalt benytter som oplagsplads for lagner, håndklæder, tæpper, tøj o.lg. Det virkede, og jeg sov for første gang i denne ferie næsten 8 timer i træk. Og efter et bad – ikke i havet – følte jeg mig i stand til at køre bil på betryggende vis og blev som aftalt hentet ved ½9-tiden af en medarbejder fra Thomas Biludlejning. Evdokia havde sørget for dette, da de ikke selv havde så stor en bil ledig. En Dacia Laguna med 7 sæder – perfekt. Og efter morgenmaden på balkonen kørte vi afsted, Mikkel, Anne, Birk, August, Maria – som i øvrigt skulle med Bluestar om aftenen – Lis og jeg.
I korthed hed ruten: St.George Valsamitis klosteret, syd for Hora, Paradiso med Agia Paraskevi-kirken, Mouro med badning, dykning og frokost samt Katapola, hvor vi skulle prøve at se på nordsiden af byen og drikke kaffe, inden vi kørte tilbage mod Aegiali.
Vi besøgte det lille Valsamitis-kloster sidste år sammen med Niels og Annemette, og vi var meget betaget af både omgivelserne, kirken og den udsmykning og ikke mindst af den enlige nonne, som har fået genskabt et levende kloster igennem de sidste 7 år. Og også denne gang sluttede besøget med et glas vand og et lille stykke kage, men det skulle gå hurtigt, for derblev ved med at komme besøgende turister, der skulle have et lille foredrag og vises rundt inden vand og kage. Der blev samlet ind i fru Madsens hånd.
I Paradiso drev varmen de kække drenge og deres forældre i vandet, selv om der – som altid – drev en masse vraggods og affald rundt i bølgerne. Men det var friskt og flot. Desværre var stemningen ikke til at se kirken, som jeg ellers husker som yderst seværdig, så vi satte atter kursen nordover mod den stejle nedkørsel til Mouro, hvor Lis & jeg satte os ind og ”spærrede borde”, mens de øvrige klatrede ned for at muntre sig i det krystalklare vand, som på grund af dagens vindretning var forholdsvis stille. Anderledes oppe på restauranten, hvor det gjaldt om at holde fast i tingene og det at lægge en papirdug på bordene krævede mindst 4 hænder.
Efter en times tid og ømme balder hos pensionisterne, dukkede de op fra dybet og vi kunne bestille til en velfortjent frokost med salat, tzanteziki, spanakopita, saganaki, fava, rødbeder og brisolles (svinekoteletter) – en enkelt øl til Mikkel og ellers coca cola og vand. Og efter en for bilen opslidende optur til ”hovedvejen” gik det mod Katapola, hvor vi som sædvanlig ankom netop som middagspausen var begyndt. Men vi kørte så langt ud på den nordlige side af bugten, som vi kunne, parkerede og gik tilbage for at finde en cafe, hvor de havde bløde stole. Det var svært, men det lykkedes – og det så energisparepæren sprang ud af fatningen og faldt ned i gruset under os. Hvordan det gik til fandt vi ikke ud af, men til gengæld så vi Bluestar 2 pludselig dukke op i bugtens udmunding. Det var som et kæmpehøjhus, der pludselig bevægede sig ind i den lille, hvide, sovende by. Et imponerende syn; ikke mindst at overvære den vending i den lille bugt og lægge bagenden til kajen i den sydlige del af bugten.
Imponerende muntert må det også have været at iagttage mig, der skulle vriste bilen ud af parkeringen og få den vendt på et meget lille areal – heldigvis med hjælp fra både Birk og en venlig, græsk scooterfører. Men det lykkedes, og vi kunne vende kareten hjemad mod Aegialis – uden at køre op til Asfondilitis, som vi ellers havde snakket om. Men den chance får de 4 fra 2900-Happiness måske, når de i morgen begiver sig ud på turen over bjergene fra Potamos til Hora/Klosteret. En tur som i øvrigt har givet anledning til en til tider voldsom disput vedrørende hvilken vej, der er bedst at gå!!!? Fra syd mod nord eller fra nord mod syd. Den væsentligste forskel er vel, at turen fra syd mod nord først kan påbegyndes o. middagstid, da man skal have bussen ned til Hora og Klosteret. Fra Potamos kan turen starte allerede kl 6-7 om morgenen, inden solen og varmen rigtig bider. Mere usaglige argumenter handler også om mulighederne for at få en øl efter endte strabadser. Dette er nemmere, når man kommerfra syd, mens den modsatte rute kræver, at man venter til man er nået til i Hora.
Som det fornemmes ligner det starten på en næsten religiøs strid mellem modsatrettede stammesamfund.
Vi nåede hjem til en kort lur inden jeg først kørte et hold fra Fløng til Langada og derefter hentede Maria, som vi så kørte til færgen ved 8-tiden. En dejlig, men meget kort uge – desværre; men hun skal jo på arbejde mandag.
På hjemvejen gik vi til messe i kapellet, men så var det også ved at være slut med kræfterne og det blev ikke andet aftensmad for mig end et stykke franskbrød med spegepølse og et tilbud fra Lis om en halv sandwich, som jeg ikke kunne spise.
Og inden jeg vidste af det sov jeg igen igen.
ONSDAG D. 25. JULI 2018
En sørgelig erkendelse; men desværre er det vist ikke første gang at det er sket: Pludselig slutter de græske festligheder, hjemrejsen begynder, tempoet stiger og alting blandes sammen. Og før man ved af det er der gået næsten en uge siden man atter betrådte dansk jord.
Ja faktisk er det nu lige præcis 1 uge siden vi tog Bluestar Naxos fra Aegiali for at sejle til Naxos – i øvrigt sammen med både Bitten & Lone og Kurt & Trudi. Bitten & Lone fortsatte gennem natten til Piræus, hvor de skulle lande kl. 5 om morgenen; og efter en klang dag skulle vi så mødes med dem torsdag aften i lufthavnen. Det gjorde vi også.
Men forinden var vi stået af færgen på Naxos, hvor Ioanna havde reserveret 2 værelser til os med afhentning på kajen og lovning på kørsel til båden – Tera Jet – den næste dag. Det fungerede, så efter at have sagt farvel til Kurt & Trudi, som også havde fundet et værelse, blev vi kørt ad labyrintiske veje gennem og udenom Naxos by inden vi nåede frem til Hotel Depis og et 4-sengsværelse til Hellerup-banden og et fjernereliggende dobbeltværelse til Lis og mig. Net uden at være prangende.
Inden vi gik til ro, skulle vi selvfølgelig lige orientere os om, hvor vi egentlig var samt have foretaget nogle småindkøb til morgendagens 5 timers sejltur. Herefter fik vi stillet tørsten, inden vi begav os tilbage mod sengene og faldt i søvn før midnat.
Herefter følger nu beskrivelserne af de sidste dage i årets græske Odyssee.
MANDAG D. 16.JULI 2018
Søndag morgen valgte jeg igen at springe morgenbadningen over. Jeg var simpelthen ikke i form til den udfordring! Og da lørdagens projekt måske havde været en lidt for stor mundfuld for en ufuldstændigt trænet rekonvalescent, kom det til at sætte sit præg for hele dagen, hvis væsentligste begivenhed var den planlagte middag sammen med Lone & Bitten – på deres regning! Jeg kom ikke langt omkring, men fik til gengæld sovet en del, mens nogle af vores græske venner udviste stor medfølelse og engagement i min helbredstilstand. Således udstyrede hun Lis med en tallerken med ris-udstoppet tomat & grøn peber, flydende i olie med ovnkogte kartofler! Kl. 12 om middagen, med fuldt blus på lampen og varmegrader omkring de 30? hvad sker der?
Jo der sker selvfølgelig det, at jeg pligtskyldigt smager på indholdet af de fremviste produkter og derefter lader tilbuddet gå videre til balkon nr. 5 ved siden af (2900 Happiness) vel vidende, at den evige vandrer aldrig bliver helt færdig med at spise og nok også kan klare en sådan vegetarisk appetitvækker.
Senere på dagen dukkede indehaveren af ”To Varis” (: ”den tunge”, ”tumpen”), Yannis, op med 1½ ltr hjemmelavet psimeni, raki med krydderier og honning, bl.a. kanel som får det til at minde lidt om jul. Da han ikke forstår mere end max. 3 ord på engelsk, kommunikerede Lis og han helt naturligt, og vi kunne bagefter overbevise hinanden om, at han mente vi her havde midlet, der kunne bringe mig i en bedre tilstand.
Og imens spillede Frankrig og Kroatien VM-finale, så det kunne høres. Restauranten var helt fyldt og der var både ihærdige franskmænd og mange grækere, som støttede Kroatien. Så der blev klappet og skreget og skrålet, mens jeg forberedte mig til aftenens middag, som skulle starte med en drinks på vores balkon: Aperol spritz a la grec. Til lejligheden havde Lis indkøbt chips i baren, hvor Bopi kun rådede over en pose med 400 gr. Den er stor, sådan en.
Vi var enige om at spise på taget hos Katina, og det udviklede sig til en næsten vegetarisk middag, da det viste sig at de ikke havde ret mange stegte retter – bl.a. fried meatballs. De blev imidlertid erstattet af zucchini balls og meatballs i tomatsauce (tzutzukakia), som Lone tog sig af i samarbejde med Bitten, som i dagens anledning også fik prøvet både Fava med bløde løg og græsk gulerodssalat. Retsinaen var god og lokal, men ikke rigelig nok, så vi blev enige om at gå hjem og få endnu en kande til fruerne, mens jeg efter en Cornetto chokolatta sneg mig op i seng og smagte på aftenens pilledosis.
Lis dukkede op og sagde godnat, inden hun atter dykkede ud i natten til endnu et glas retsina og lidt snak med den flok af kendisser, som efterhånden var samlet i restauranten. De unge sad der også, men kun fordi de var blevet bortvist fra taget, hvor deres morskab var blevet lidt for højrøstet.
Det er nu mandag, klokken er ½3 og Lis er på stranden. Hun vender sikkert tilbage til en lur om en times tid. Mikkel og Anne startede dagen med en gåtur til Theologos, en gammel kirke, som ligger langt herfra, gemt bag en bakkekam. Men de stod tidligt op og vandrede den lange vej mod den storslåede oplevelse, som det altid er, når man når ud til kirken og kan kigge videre ud over havet og himlen og lade tankerne hvirvle med. Nu er de kommet hjem igen, og måske sover de også?
Endelig kommer nu den rengøring, som jeg har siddet og ventet på skulle blive færdig, så jeg kunne sætte mig ud på balkonen, men den skal ordnes efter badeværelset. Så jeg snupper en ouzo og venter tålmodigt, mens den nye stuepige kaster sig ud i opgaven.
Gad vide hvordan Milena har det i dag? Det er svært at spørge Paula, for hun begynder bare at græde, og der står vel næppe noget forståeligt på hendes Facebookside? Til gengæld har jeg spurgt Mario om, hvor når vi skal være ude af værelserne på onsdag, hvor både Bitten & Lone, Mikkel & Anne og vi skal rejse med Bluestar kl. 19:50. Måske kunne vi beholde nr. 4 til afrejse, men de andre skulle nok være ude kl. 12. Jeg foreslog ham smilende, at han selv orienterede tanterne på øverste balkon om betingelserne, hvilket på stedet gjorde ham mindre håndfast og konkret. Men selvfølgelig er det rimeligt, når der kommer nye gæster, der sikkert helst vil flytte ind i et rengjort værelse.
Men bortset fra alt det var en af dagens opgaver at hente min stok, som jeg tilsyneladende havde glemt i bilen, vi lejede hos Thomas. Vi havde forespurgt om søndagen, og de forsikrede, at såfremt den var i bilen ville den være tilbage i deres Aegiali-kontor om mandagen. Så da Lis havde en aftale med Petra om en ansigtsbehandling kl. 10, passede det med at vi kunne følges ad ind til byen og ordne de sidste ting samt spørge efter stokken.
Stokken dukkede op som lovet, men jeg måtte side længe i kapellet og filosofere over en coca cola, for Lis behandling varede 1½ time. Men herefter fik vi købt Panadoler, både blå og røde, samt nogle smågaver inden vi fik kaffe hos Petros på stranden.
På hjemturen ad promenaden snakkede vi om den overståede UP-festival, som var sluttet med at et vindstød havde revet en del af sceneopbygningen ned med personskader til følge. En trist afslutning på en fiasko, der nok betyder at vi ikke skal forvente en musikfestival af den slags næste år. Det er der ganske givet nogle gamle, vrisne Lemonaki-Nisser der vil sætte pris på. Men hvad skal de så beklage sig over næste år? Nye færgetider måske? Jeg sætter min lid til, at de nok skal finde nogle passende triste emner.
Mandag aften havde vi inviteret Kasper og Lotte til spisning hos ”Frikadelle-Yannis” i Tholaria. I første omgang var vi indstillet på at tage bussen eller en taxi, men så viste det sig, at Kasper havde lejet bil til en køretur om tirsdagen, så efter beforedinnerdrinks på balkonen kom vi nemt både op og ned, og det viste sig, at der faktisk i løbet af aftenen kom rigtig mange mennesker hos Yannis. Frikadellerne holdt standarden og vi fik smagt taramosalata (torskerognsalat) samtidig med at vi fik mulighed for at snakke sammen og evaluere feriens begivenheder.
Vel nede på Askas igen blev det til en kop kaffe inden jeg smuttede mod lagnerne, mens Lis selvfølgelig ikke kunne sidde og bælle en flaske retsina på samme kvikke facon, men måtte bruge lidt mere tid med alle de hjemvendende danskere, grækere og hollændere.
Selv om vi prøvede at lade som ingenting og nægtede at tale om hjemtur m.m. var tirsdagen selvfølgelig præget af, hvad der skulle ske næste dag, og jeg må indrømme at have glemt en hel del om dagens detaljer. Dog husker jeg at vi besluttede os for – endnu en gang – at spadsere ind til byen ved middagstid. Og endnu en gang glemte jeg at tage hat på, hvilket jeg ellers havde haft dårlige erfaringer med tidligere. Men middagsmessen i Kapellet skulle selvfølgelig overholdes, om end det ikke skete med ouzu. Det ville med den stærke sol og varmen have været dybt uansvarligt og helbredsnedbrydende. Om eftermiddagen tog Lis til stranden, mens jeg, med hat, satte mig på Lakki med en rigtig god udsigt ud over bugten til Nikouria – og en cola.
Ikke nok med det. Ved indgangen til Lakki på en solseng lå en virkelig solstegt kvinde og boblede i solen, med lyseøje øjebeskyttere og meget små trusser, men ualmindelig brun og grillstegt hud, som næsten boblede op under den skamløse belastning, den blev udsat for. Gad vide om hun nogensinde havde hørt om UV-stråling og hudcancer? I hvert fald kunne hun snildt bruges som skrækeksempel.
Senere dukkede Mikkel, August og Lis op til forfriskende drinks, så vi i god stemning kunne drage hjem mod værelserne og eftermiddagslureriet. Forinden vi fik lagt os, blev vi dog præsenteret for 1½ ltr olie, som også skulle bringes med hjem – foruden de glas med forskellige slags syltetøj, som Evdokia havde til os. Lykkelige var vi over, at Mikkel og Anne havde så god kuffertplads og stærke unge drenge til at bære og trække.
Allerede om formiddagen havde vi reserveret bord til aftenens middag, da der var annonceret musik med ”Marios venner” (først senere er jeg blevet opmærksom på, at musikanternes placering nede blandt bordene hænger sammen med, at de ikke er lønnede optrædende og derfor ikke skal betale skat, hvilket er vigtigt når øen er oversvømmet af skatteinspektører, som skal tjekke at alt køre efter bogen, i forretninger på hoteller og i restauranter og cafeer.) De aflønnede bands sidder derimod oppe på scenen. Med underskrevne kontrakter og kvitteringer???
Vi havde ikke lavet aftaler med nogen om fællesspisning bortset fra med Mikkel og familien, men aftalte med Bopi og Fani at reservere plads til 14 danskere – så kunne vi altid se, hvor mange der kom og eventuelt sætte borde til. Og da vi kom ned til spisningen ved 9-tiden, var der da også rigtig mange mennesker og nede i hjørnet, hvor vi havde vores bord, kunne vi se at Bilsby-konglomeratet havde fået et bord i umiddelbar nærhed, hvilket vel også var, hvad vi havde forestillet os. Da de imidlertid ikke havde plads til Bitten og Lone fandt vi selvfølgelig en plads ved vores bord til dem. De var jo også vores rejsefæller den næste dag; i hvert fald noget af vejen.
Herlig stemning med mad, musik og danseri gjorde det til en festlig afslutning på 4 fantastiske uger, selv om vi vist næppe nåede at se de vildeste danse?
Onsdag morgen var der selvfølgelig morgenbadning – den sidste; med bamsometermåling (25gr) som sædvanlig og et lille stænk af vemod. Efter den sidste morgenmad drejede det sig om at få sorteret og pakket, for kl. 12 skulle Mikkel og slænget fra Hellerup være ude fra nummer 5 og placere deres bagage på vores værelse. En forvirret, fortravlet og nervøs formiddag, hvor rejsefeberen dirrede, mens vi prøvede at lade som ingenting.
Den sidste tur til byen, den sidste messe i Kapellet, en snak med Evdokia, som tilbød os gratis ophold i efteråret (oktober/november) og selvfølgelig også en sidste svømmer til Lis og en lur inden vi kl.½8 sagde farvel til alle, satte os ind i bussen og kørte mod havnen, hvor der var utrolig mange mennesker, der skulle med færgen, og havnebetjenten havde fået den geniale, græske ide, at alle gående passagerer absolut skulle bevæge sig ind igennem det lille ”skyggehus”, som er på molen.
Og allerede her må jeg fremkomme med min – og Lis’s – uforbeholdne tak og glæde over den uvurderlige og store hjælp, som vi fik af familien Ploug-Braunschweig, som trods navnet viste sig at være både stærke, snarrådige og effektive indenfor området: bagagehåndtering. Evner som vi i løbet af de næste 24 timer satte stor pris på flere gange, og som i høj grad befriede os for både bekymringer og uoverstigelige kraftpræstationer.
Og så er ringen sluttet til den sidste rejse med Super Jet færgen fra Naxos til Rafina.
Torsdag morgen, mens drengene sov – og her skal det indskydes at Birk havde pådraget sig en smertefuld mellemørebetændelse, som blev behandlet med både antibiotika, Brufen og mavebeskyttende medicin – men mens de sov fandt vi sammen med Mikkel og Anne en gadebiks, hvorfra de solgte morgenmad, som dog ikke kunne sammenlignes med det, vi var vant til på Askas. Men glade var vi for at få noget, og inden vi skuylle fragtes ned til havnen fra hotellet nåede vi da også at frekventere en meget hyggelig cafe, der skænkede fadøl, trods tidspunktet (før 12).
Efter en del forvirring i havnen kom vi med den rette superjet (2000 passagerer og 700 biler) og fandt de pladser, hvor vi skulle sidde de næste 5 timer. Lang tid at køre i ”vandtog” – og i en meget stor kupe. Så foretrækker jeg businessclass på Bluestar, som koster det samme, men som desværre ikke sejler til Rafina!
I Rafina ventede en stor 8 personers taxi, med skilt og tonede ruder og en yderst venlig, hvidskjortet og snakkesalig chauffør, som jeg underholdt mig med hele vejen til lufthavnen – 45 minutter.
Ved indtjekningen mødte vi ”Tanterne fra nummer 12” og efter den sidste ouzo i solen udenfor afgangshallen, en sandwich og en cola mødtes vi alle igen i Gaten, i fælles venten og med en vis hjemve og vemod.
Vi landede lidt forsinket og bagagen tog 1 time – ”pending!”, så først kl 01:30 kunne vi låse os ind i det tomme hus i Frøhaven og forsøge at falde på plads.
Og så er der endda mange episoder og personer, som ikke har fået den omtale, de fortjener. Men måske kan fotografierne hjælpe lidt på vej.
Til slut en inderlig tak til de trofaste læsere, som undervejs har givet et los, når jeg var ved at miste pusten.
