FORELØBIG REJSEPLAN:
Afgang Torsdag d. 20. juni kl. 8:35 - 12:45 med SAS, SK 777 - sammen med Poul & Annelise
Overnatning på Piraeus Dream Hotel
Afgang Fredag d. 21. juni kl 6:45 med Blue Star Naxos - ankomst Aegiali kl 14:30.
HJEMTUR:
Afgang fra Aegiali tirsdag d. 16. juli kl. 7:00 til Naxos (med Skopelitisk)
Afgang fra Naxos lufthavn torsdag d. 18. juli kl. 11:05 - 11:45
Afgang fra Athens lufthavn 13:35 - 15:50, SAS, SK 778
PROLOG
Torsdag d.20. juni 2019
(brudstykker undervejs)
Det er torsdag, og jeg sidder nu 7000 meters højde, oppe over de solhvide skyer – og er træt.
Og alligevel bevæger jeg mig med anselig fart henover det europæiske fastland.
Men natten blev for kort, for varm, for urolig, selvom vi gik i seng på den fornuftige side af kl.23..
Kufferterne var allerede pakket inden vi gik nedenunder for at spise sammen med Mette & Per. 18 og 22 kg vejede de, og det passer jo fint med, at vi på hjemturen kun må have 20 kg med hver i flyet fra Naxos til Athen, efter at have tilkøbt 2x5kg.
Poul og Annelise sidder lige bag os. De var allerede i lufthavnen kl. 6:30, da Lars skulle møde tidligt.
Men Lis fik sin kaffe med croissant i lufthavnen. 70 kr! og vi fik en snak med en grækofil englænder, der arbejdede i coffe shoppen. Han havde været på Kofounissi, men overvejede at besøge Amorgos.
I virkeligheden skriver jeg vist denne prolog for at holde mig vågen. Tilmed i hånden, selvom jeg bare kunne hive maskinen frem. Jeg har også svært ved at finde en ordentlig sovestilling, så jeg kæmper videre.
I lufthavnen venter den bestilte taxi.
Jeg har ikke tænkt over det før nu, men på en eller anden måde gør det skriveriet til noget andet, at Hans er død og ikke kan kommentere og vurdere både tekst og billeder.
Nu kommer kaffen, og Lis hører bog med store grønne ører.
Hvor betænksomt at jeg havde medbragt et par morgenstykker med ost. Fruen ved min side var mere vidtgående: whisky og cola! Men klokken nærmede sig også 12 – i Grækenland.
Helvedesilden synes at være gået over i gløder, som kan håndteres med Permodyl og Ipren. Jeg vil gå langt for at undgå de Gabapentin, som lægen syntes jeg skulle tage med, hvis nu…..
På styrbords side tårner voldsomme skyer sig op, men vi flyver tilsyneladende udenom, og snart flyver vi ud over bugten ved Thessaloniki.
Fredag d.21.juni 2019
Vi landede et kvarter forsinket i Athen, så Lis blev sendt i forvejen for at forsikre den ventende chauffør om, at vi var på vej, mens vi andre håndterede bagagen, som hurtigt dukkede op. (”hurtigere end i København” som Annelise udtrykte det).
Men ak, til hvad nytte, når der nu ikke var nogen chauffør at få øje på? Der måtte en telefonopringning og ekstra eftersøgning til før vi fandt frem til den rette mand med det rette skilt. Tilsyneladende havde han ventet det forkerte sted – og måske lige taget en kop kaffe i ventetiden, da vi jo var forsinket. No problem, og en fin tur til Piræus Dream Hotel, hvor vi fik ændret reservationen til et større og bedre værelse med en kæmpe balkon og ekstra værelse: ”familyroom” – skønt. Men restauranten på toppen, der lige var åbnet og meget lummervarm havde dertil også indført rygeforbud, hvorfor den eftertragtede kolde Amstel måtte købes i en kiosk og indtages på balkonen, hvor der jo var rigelig plads til os alle 4; i skyggen, hvor temperaturen var 30 grader.
Efter en tiltrængt lur mødtes vi til en rundtur i Piræus med bl.a. det mål at få købt nogle blomster til Evdokia og Maria. Det blev en hot tur, men efter en god kop kaffe i gademylderet lykkedes det os, efter diverse tips, at finde frem til en butik med ”levende blomster”. Til gengæld var resten af selskabet på det tidspunkt så rundforvirret, at de næppe ville have fundet hjem uden håndfast guidning; men det fik de så også, og jeg fik undervejs præsenteret restaurant ”O Arlequin”, hvor vi foreslog at indtage aftenens middag.
Forinden skulle vi dog selvfølgelig finde et passende sted til en aftenandagt, hvilket bragte os ned mod havnen til en cafe med udsigt til både en befærdet vej og skibene i havnen. Ouzo med meze og mange interessante forbipasserende mennesker samt en ualmindelig stor og sød servitrice med et ganske særpræget, stort tandløst smil. En vellykket beforedinner-begivenhed, som tilmed gjorde det muligt at få sat de levende blomster op på værelset inden vi drog mod Harlekins mange middagstilbud.
Vi endte dog med 2 gange ”Dirty Downtown Dishes” , græsk salat og lidt kylling samt to forskellige hvidvin. Det var godt og rigeligt og vi var glade for at komme tilbage til hotellet og finde vej til den store seng.
Vi mødes kl. 6 i morgen tidlig, og taxi er bestilt til båden.
Søndag d. 23. juni 2019
Da vi skulle af sted fra hotellet fredag morgen var der først problemer med elevatoren, så jeg måtte løbe ned ad trapperne for at hente elevatoren ned med Lis og kufferterne, derefter råbte Annelise energisk op om at vi skulle skynde os for taxi’en holdt og ventede mens hun samtidig skulle forklare os, at hun havde en hemmelighed, som hun dog afslørede i næste åndedrag: i hotellets lobby havde de mødt Adrienne og Jorgos, som var ankommet om natten og nu, efter få timers søvn, også skulle med Bluestar Naxos. De havde imidlertid ekstra travlt fordi de skulle nå at hente billetter på kontoret i havnen og derefter bevæge sig den ekstra lange vej over til færgen, som ikke lå, hvor den plejede, men ovre ved en anden kaj.
Det vidste vores chauffør heller ikke, så i første omgang var han ved at sætte os af ved Bluestar Delos, som lå parat til afgang lige ved billetkontoret. Heldigvis opdagede han fadæsen så vi kunne blive kørt den halve kilometer (mindst) over til den rigtige færge.
Kufferterne blev bakset på plads på hylderne og vi var hurtigt op i business-salonens AC-kølighed. Udenfor var temperaturen allerede over 25 grader. Der var ikke mange mennesker inde i salonen, men på dækket og i airseat-afsnittene var der fyldt godt op. Kaffe og croissant til morgenmad fylder ikke meget, men der skulle jo også hviles ud efter den tidlige opstandelse, så snart lå dele af selskabet spredt ud på sofaer og lænestole
Jorgos og Adrienne fik vi først sent kontakt med, trods ihærdige eftersøgninger. Men de havde fornuftigvis bestilt køjer, så de kunne komme sig ovenpå den strabadserende rejse, hvor deres fly var blevet 6 timer forsinket. Til gengæld kunne de nu se frem til 6 uger på Askas og et bryllup med deres søn som hovedrolleindehaver.
Der var stort ryk-ud fra færgen, da vi lagde til i Aegiali; men Saki stod klar med bussen og ”hjemme” ventede Evdokia og familien med åbne arme, varme og kindkys en masse. Som altid var det en fornøjelse at vende tilbage; også selvom det ikke var så længe siden vi havde været her sidst. Øl, ouzo, vand og retsina samt lune zuccini-balls inden vi fandt vej op til værelserne og en hastig udpakning, så vi kunne kaste os på sengen til tiltrængt hvile.
Efter god og behersket aftenspisning var vi ikke i form til ret meget mere og fortrak rimeligt hurtigt til værelserne og lidt mere indretning og oprydning inden vi dykkede ind i søvnen med alle vores store forventninger
I dagens anledning var morgenbadningen først sat til kl. 8:30. Solen skinnede, stille briser og blide bølger med en temperatur på 25 gr. Og det var endda med de kalibrerede måleapparater – bamsometeret og vatrakometeret – som begge viste den samme temperatur.
Efter aftale skulle morgenmaden indtages i restauranten denne første morgen, hvilket absolut kan komme til at virke overdådigt når hele udtrækket bliver sat frem. Men som altid en skøn oplevelse, der kunne tvinge selv den mest oplevelsesivrige til ½ times eftertænksomhedspause på den store seng.
Selvom det ind imellem blæste i kraftige stød var det varmt at gå ind til byen for at få foretaget de mest nødvendige indkøb, så vi dagen efter ville være i stand til selv at stå for morgenmaden på værelset. Og konditionen tillod os ikke at drikke andet en coca-cola og lemonade da vi aflagde det første besøg i kapellet. Til gengæld blev vi dog så oplagte efter indkøb og lidt mere spadseren, at vi på vejen hjem gjorde holdt på strandpromenaden, hvor Petros har åbnet sin grønne bar med en herlig udsigt (se billedet)
Her kunne vi med sindsro og ganske afslappede indtage den første, velvoksne ouzo, mens vi planlagde at tage op til Langada om aftenen for at spise hos Stefanos i hans nye restaurant. Senere skulle det vise sig at kollidere med en invitation til at komme med over på skolen, for at se eleverne optræde; bl.a. med klaverspil, som Evdokia (den lille) skulle fremføre. Pokker osse!
I stedet tog vi en taxi op til Langada og slog os ned hos Stefanos på torvet, hvor vi også fik hilst på både hans datter og søn og Nikos, som noget senere vendte træt hjem fra arbejde. Vi aftalte at mødes med ham en anden dag.
Maden hos Stefanos var virkelig god – og anderledes end hvad vi ellers bliver præsenteret for. Efter et fad eminente, sprødstegte zucciniskiver og indbagt feta med marmelade fik vi ovnstegt griseskank med sprødt skind og langtidsstegt oksesteg, som simpelthen faldt af benene, når vi så på det. Rigtig meget rigtig god mad som blev slutte af med 2 spektakulære yougurt-desserter. Den ene med rødbeder og ingefær og den anden med appelsinskal og peanuts. Det kan lyde utroligt, men det var en delikat oplevelse.
Glade, mætte og trætte tog vi en taxi ned og gik sporenstregs ind på værelserne, hvor vi i et øjeblik nød det nyopsatte festlys inden skodderne gled i, myggenettet rullet ned og øjnene slukkede for virkeligheden.
Og nu er det så blevet søndag.
Vi har været til højmesse i kapellet med både ouzo-bønnen, cola og ouzo-nadvervand. Poul har fået dråber til sine ørepropper, Lis har købt en ny kjole og et vandfad. Men Yannis er endnu ikke kommet hjem fra Athen. Vi har snakket med søsteren Sofia, som nu bor i det lille hus lige over for balkonerne, og hun var tydeligt bekymret for hans tilstand. Vi håber han snart dukker op. Ioanna har vi endnu ikke set, men hun har også været på Iraklia for at løbe et løb derovre og skulle komme i aften. Lis er på stranden i den voldsomme sol og i aften er der musik i restauranten. Evdokia virker gladere end ved påsketid, men vi ser hende ikke meget i restauranten, så om morgenen bliver det til ”Kalimera” henne i privatens plasticveranda. ”Ammos” er stadig under ombygning og ifølge Evdokia bliver der ingen rockkoncert i år på Amorgos.
Og hvis jeg går ned for at tage en dukkert nu, er det helt sikkert, at Lis netop er på vej hjem. Men vi har jo også tid nok.
PS: og lige inden jeg skulle gå kom hun ind ad døren, parat til bad og eftermiddagslur.
EPISTEL II
Tirsdag d. 25. juni 2019
Som annonceret var der musik søndag aften: Marios band med gæster. Men forinden var aftenmessen blevet henlagt til de grønne stole hos Petros på promenaden, hvor solnedgangen kan nydes i fulde drag uden distraherende forgrund: strand, vand, sol, klipper og Nikouria knejsende i baggrunden. Absolut en messe værd.
Selvom vi ikke har mange madpauser i dagens løb, og selv om menukortet var indbydende og fyldigt kastede vi os ikke ud i overdrevne bestillinger på nogen måde. Der kom mange mennesker, og der blev danset af både børn og voksne. Men også der, var vi tilbageholdne. Ja faktisk gik vi rimelig tidligt i seng – mætte, trætte og varme.
Vi var imidlertid blevet tændte på ideen om at tage på ”cruise” til Astipalia som anbefalet af et ældre græsk ægtepar (”de intellektuelle” ), som vi igennem flere år er stødt på i Kapellet, hvor de indtager deres 12 o’clock kaffe og studerer dagens græske aviser i koncentreret ro. Søndag aften mødte vi dem på promenaden, og da jeg nævnte at vi havde set dem i havnen ved vores ankomst om fredagen, kunne de fortælle om en tur de var taget på med BlueStar den dag. De var simpelthen gået om bord på den færge, vi lige var ankommet med, sejlet med til Astipalia, hvor de havde ventet 1 times tid i havnen inden de var returneret til Amorgos og været hjemme igen ved 20-tiden.
Og inden vi gik i seng havde vi besluttet os for at gentaget dette cruise dagen efter.
Mandag morgen vågnede vi op til en klar blå himmel, 25 gr varmt hav uden bølger og i sidste øjeblik også friskt brød. I den forbindelse skal det måske nævnes, at Lis allerede i påsken havde gjort det klart, at vi helst ikke spiser de boller, som ellers serveres i restauranten til morgenmaden. Personligt har jeg faktisk ikke noget imod bollerne, som er blevet væsentligt bedre end da de første gang dukkede op i køkkenet, men må dog også indrømme at jeg sætter mere pris på bagerens friske brød. Af samme grund sørger de hver morgen for at hente eller få bragt frisk brød så det kan være klart til os, når vi returnerer fra morgenbadningen. Til gengæld bliver vi så overhovedet ikke fornærmede over deres brede morgengrin, når de ser os i vores kjortler og siger ”kali mera!”.
Med udsigt til dybhavssejlads skulle der jo spares lidt energi op om morgenen, ligesom vi skulle sikre os, at det var muligt at få billetter. Så formiddagen forløb i fred og ro med planlagt afgang til byen og billetkontoret ved halvto-tiden. Færgens planmæssige afgang var kl. 14.30 – hvilket vist kun er noget der sker på papiret.
Men vi var ved billetkontoret kl. 14, og det var lukket. Efter lidt virvar og spørgen sig for ringede jeg til Ioanna, som havde forsikret mig om, der ville være åbent indtil færgeafgang. Hun ville straks kontakte kontorbestyreren og ad omveje kunne Fani lidt senere, da hun mødte på arbejde i biludlejningen, fortælle mig, at han ville være der 14:30 eftersom færgen ikke kom før kl. 15. Så vi kunne i ro og mag drikke vores colaer på ”Amorgianos” hvor musikken var god og udsigten fin ned til havnemolen.
Planmæssigt biletkøb og afgang kl. 15 med kurs nord om Amorgos og videre sydøst over mod Astipalia i et forrygende solskin med stille, skinnende blankt vand.
Det var et imponerende syn at se Amorgos fra denne nye side med høje stejle klippesider ned i det mørke, dybe vand. Og senere hele den sydøstvendte profil i en langstrakt varmedis, som helt udviskede horisont og kystlinier. En skøn tur, hvor der blev fotograferet og spist en let burgerbaseret frokost inden vi nåede frem til den nyanlagte havn på Astipalia.
Godt nok var havnen ny, men den var til gengæld også placeret helt væk fra al anden bebyggelse, så det eneste, der var, var en ventesal med en cafe og en flok mennesker, der sad udenfor i skyggen og ventede på afgang. Ikke noget charmerende møde. Og slet ikke da vi på muren så skiltet, der opfordrede til at hjælpe dem med at lave en røgfri ø. Hvorefter vi så den demonstrativt bevæbnede havnebetjent tænde sig en smøg. Som den eneste.
Men efter ½ times venten kunne vi atter gå ombord og kl. 18 stævnede vi nordpå til en anden oplevelse af Amorgos’s klipper efter som lyset nu havde ændret sig. En storslået tur, der absolut var pengene værd. Og tilmed kunne vi endnu en gang opleve solnedgangen fra Petros’s grønne stole inden vi vendte svedige hjemad.
Vi valgte at gå gennem campingpladsen, hvilket betød at Lis og jeg lod os fange af Lefteris og familien, som netop sad med nogle grøntsager og hans hjemmelavede raki, som vi absolut skulle smage sammen med noget stærk os og kretensisk tørt, halvopblødt brød. Desværre kom jeg til at ytre mig positivt om dette knastørre brød, hvorefter Maria resolut pakkede det sammen og gav os det med hjem, da vi endelig fik vristet os fri og kunne vende tilbage til restauranten, hvor Poul og Annelise netop havde sat en Dorado (guldmakrel) til livs. Vi drak lidt hvidvin sammen inden vi gik på værelset, trætte, rundsvimle og gennemblæste.
Vi vågnede op i morges til en himmel med mange tunge skyer, men også med en sol, der skunne sende skarpe stråler ind i skydækket og langsomt skære det i stykker, så vinden kunne blæse det væk, mens temperaturen steg. Vandet var tæt ved 27 gr og i løbet af formiddagen blev det rigtig varmt. Lis og Annelise har bestilt tid hos Petra i dag til både pedi- og manicure og i morgen skulle Trudi & Kurt ankomme.
Lige nu er klokken ved at være fem, Lis er til behandling og jeg har hørt at Kvist&Kvist er kommet hjem. Men der er så vidt jeg ved ikke lagt nogen planer for i aften så det kan jo ende i både Langada, Tholaria eller i havnen. Vi får se. Kun et er sikkert: det ender ikke med raki hos Lefteris.
PS. Fra autorative kilder meddeles det netop nu, at der er planlagt almindelig, fælles eftermiddagsvandgang efter endt neglebehandling både hid og did.
At nogen måske stadig bider negle anses ikke for en væsentlig grund til at spille vandskræk eller Skipper Skræk. Her kan kun anbefales udvidet gedemeditation eller indadvendte balanceøvelser på dybt vand med efterfølgende omhyggelig navletørring og oliering af mellemøret.
Neglestumperne samles i små æsker til souvenir-formål.
EPISTEL III
Torsdag d. 27. juni
Som antydet i slutningen af foregående skrift endte vi alle 4 i baljen endnu engang, hvor vi kunne konstatere at havtemperaturen nu var på 27 gr, trods livlig omrøring i vandmasserne.
Det fruelige hår skulle vaskes inden lurning, men så blev vi efterhånden også klar til aftenmesse i kapellet samt en høflig forespørgsel på ”Asteria” om et bord til 4, hvilket der ikke var mulighed for før efter mindst 1 time. Så vi bad endnu en bøn og gik ned på ”Amorgianos”, hvor det viste sig at der var et bord, om end et lille et og helt ude i mørket. Til gengæld have de et fristende menukort og en flink tjener, som ret hurtigt sørgede for at vi fik forretterne. Selv om vi kun delte en portion dampede muslinger og en yderst veltillavet svinekotelet med grøntsager som hovedret blev vi både mætte og veltilfredse, så vi kunne humpe hjemad på harmonisk vis.
På Askas var kun Bopi og Evdokia ved bevidsthed, så vi satte os et øjeblik med ½ kg hvidvin inden vi sagde kalinichta og luntede op i seng.
Jovist passer vi vores fornuftige sengetider uden pjank og balkonhysteri.
Til gengæld består dagen jo så også af mange små bemær-kelsesværdige hændelser.
Således undrede vi os over en buket blomster, som lå på balkonbordet, da vi kom hjem fra stranden. Hvem, hvad, hvorfor, hvordan??? Men Lis gik i gang med gætteriet og fik i løbet af den næste times tid kysset og takket både Evdokia og Paula (stuepigen) inden det under aftenmessen blev afsløret, at det var Adrienne, som havde plukket og sammensat den smukke buket af tørrede blomster.
En oplevelse er det også hver gang, vi besøger apoteket for at købe ”Baby Fissan” talkum, som Michael så inderligt anmoder os om, når nu chancen byder sig. Det kan der komme historier og svedne grin ud af. Men nu har vi Baby Fissan i skabet og sammen med vatrakiometerets lidt vulgære facon kan det få selv en hårdkogt balkonnabo til at rødme.
Efter sidste års tur med Petros på hans firhjulede djævle-maskine, burde det selvfølgelig ikke kunne overraske nogen, at Lis straks slog til og snuppede bagsædet på Sakis knallert, da hun skulle ind og negles. Men at hun ikke tog hjelm på, det var dog for stærkt!!! (”Men jeg holdt jo bare fast i ham”, som hun sagde med plirrende uskyldige øjne)
Og Poul fik sat sig på sine briller, så blikket brast – og jeg fik en mulighed for at lege den lille optiker, mens han påførte sig sine reservebriller og Annelise fortsat kæmpede med at acceptere, at Kapel-bestyrerens yderst venlige og hjælpsomme datter hedder noget så almindeligt som Urania. Jeg tror det er noget med, at trykket på græsk ligger på "i", hvorved det skaber forvirring og ubehagelige associatiioner i fruens hoved. Den slags sker jo.
Onsdag d. 26. skulle Trudi & Kurt ankomme med Blue Star om eftermiddagen, så vi forberedte os med en meget langstrakt morgenseance, der også indebar seriøs eftersovningog langsom tilvænning til dagens realiteter. Og så startede vi tilmed med en alvorlig misforståelse, da Evdokia indefra sin hule spurgte os, da vi vendte hjem fra morgenbadningen (26gr), om hun skulle lave ”boiled eggs” til os. I vores morgenforvirring antog vi vist, at hun simpelthen fik udtrykt sig lidt ubehjælpsomt, eftersom hun om nogen ved at vi plejer at spise æg og bacon. Men hun mente 8 hårdkogte æg i et stålfad, friske og velsmagende; men..?
Til gengæld havde vi fået overbevist dem om i køkkenet, at vi gerne ville have et helt franskbrød om morgenen, som vi så selv kan skære ud og gemme lidt af til frokost måske. Men det er rigtig stort det brød, og vores kniv, om end skarp, temmelig lille og lysegrøn. Senere på dagen var det dog skønt med en Fåborg dåseleverpostejmad med Evdokias hjemmedyrkede agurk og lidt æg og tomat svøbt i mayonaise.
Jeg havde vist fået skruet ”hætten skævt på” da jeg stod op, og morgenens permodyler var ikke helt effektive, men søvn og formiddagskaffe gjorde det dog muligt for os at begive os ind mod byen for at købe vatpinde og Nou-Nou. Det udviklede sig til en middags-messe i Kapellet efter småindkøbene i Klask & Karry, med efterfølgende hjemtur til lureri.
En dukkert i de 27 gr varme bølger og en hårvask – så var vi klar til aftenmessen i Kapellet sammen med Kurt & Trudi, der var lidt præget af en lang rejsedag.
Bordet stod klart på Asteria, og som sædvanligt overgik bestillingerne vores formåen. Pizza, pølser, tomatsalat og en kæmpe svinekotelet krævede virkelig en indsats, som dog også blev belønnet med en psimeni raki fra kokken, som endelig kunne bekræfte at der nu for alvor var tale om bryllupsplaner. Af samme grund fik hans kæreste, som arbejdede i køkkenet, vores adresser, så hun kunne skrive og fortælle os datoen
Hjemtur gennem mørket med nyindkøbte appelsiner og gløder fra helvedets ild.
I dag, torsdag, startede Lis med at ringe til Mads for at lykønske ham med den fuldførte bacheloruddannelse på CPHBusiness. Senere fik vi sendt billeder af den skarptskårne unge mand i business-dress og solbriller parat til dimission og eksamenspapirer.
Det er jo også dagen, hvor vi har fået ny regering i hjemlandet, så vi brugte selvfølgelig en del tid på at lytte og læse på de medbragte medier.
Morgenbølgerne var voldsomme og temperaturen af samme grund nede på 24 gr, hvilket dog ikke afholdt dele af selskabet til senere at kaste sig ud i det nu mindre frådende hav, mens jeg satte mig i skyggen på ”Lakki” med en isklirrende øl for at påbegynde denne epistel. Efter en time dukkede de andre op og flere kolde glas kom på bordet sammen med en fyldig meze, mens vi sad og studerede den store flok græske pensionister, som tilsyneladende var på en ferie med all inclusive – eller i hvert fald måltider inkluderet. De stod pænt i kø ved buffeten, noget der ellers plejer at falde mange grækere svært.
Lang lur, kaffe, badning og planer om at tage op til Tholaria og ”Frikadelle-Yannis” i aften. Den rigtige Yannis – ”familie-Yannis” – er endnu ikke dukket op; men man venter ham hjem en af dagene, selvom der også er bekymring at spore. Vi får se – og håber det bedste.
