EPISTEL VII
Mandag d. 8. juli
Efter alle lørdagens aftaler med både linsesuppe m.m., klipning og kaffebesøg var det ikke sulten der drev os af sted mod byen, da solen var ved at gå ned og vi havde fået en aftenbadetur. Næppe heller et ubændigt behov for indkøb, men måske snarere en fornemmelse af, at vi da burde bevæge os en lille smule væk fra ”Sommerbase ASKAS”, selvom vi jo på den anden side også skulle samle kræfter til søndagens konfrontation med Torslundebanden.
På vej ind mod byen mødte vi Adrienne og Jorgos i snak med Monique – den hollandske dame, som gennem den sidste uge hver morgen har siddet på stranden om morgenen, når vi skulle bade. Hun havde tidligere fortalt os, at hun kendte Adrienne og Jorgos, både fra Amsterdam, hvor de bor i nærheden af hinanden og her fra Amorgos, hvor hun i mange, mange år har boet på Lakki og er blevet ven med både Sofia og – tro det eller lad være – Bulldoggen Niki.
De to havde imidlertid travlt, for de skulle nå op til Potamos for at se solnedgang – og den var faktisk rigtig godt i gang. Så vi iagttog dem ile ned ad kajen og ud mod molen, hvorfra de pludselig vendte om og gik tilbage mod os. ”For sent og for megen vind” forklarede de og tilbød så i stedet, at vi tog en drinks sammen på Sunset Boulevard. Det blev til en hyggelig time med rigtig meget Aegiali-snak og -historier. Og endte med en aftale om at Jorgos næste morgen kl. 10 skulle have et hårfarvningskursus på vores værelse, så han kunne ordne Adriennes hår i forbindelse med sønnens bryllup senere på måneden; et større projekt, som allerede har medført 2 store 20-kilos pakker fra Holland med udstyr, som ankom her til Askas, hvor hele den øverste etage er reserveret til familien, mens resten af de 60 gæster bor rundt omkring i byen.
Jorgos og Adrienne valgte at spise på Katina, mens vi slentrede hjem til Askas, hvor der jo skulle være musik igen – med masser af mad. Men det var vi slet ikke til, så vi nøjedes med at bestille 1 portion kylling i ovn med kartofler. Desværre var Lis slet ikke til mad og min sult slet ikke voksen nok til ½ kylling uden tilbehør, som jeg kun nødigt måtte indrømme var en anelse tørstegt.
Til gengæld var musikken rigtig god med de to nye musikere – den ene af dem fra Ioannina i Nordgrækenland. Og efter et par børnedansere kaldte det nogle voksne fruer i højt humør på gulvet, hvor de snoede sig til de æggende rytmer og tilsyneladende fik sat så meget gang i Fanis far (sammen med lidt ouzo) at han følte sig kaldet til at deltage i løjerne, hvilket absolut ikke faldt i Fanis smag. Hun og Mario var flyttet over til vores bord, og mens Mario grinede højlydt af svigerfarens dans mellem de to kvinder, blev Fani mere og mere rasende, og til sidst kylede hun sit glas med vin ned i gulvet, rejste sig resolut og gik ind i huset, efter at have forlangt at Mario skulle stoppe faren. Det skete ikke; tværtimod udløste episoden store grin og brede smil og mens faren efterhånden fik sat sig igen, endte Stefani, den ene af de dansende kvinder og ekspert i mavedans, oppe på et bord, hvor hun gav den gas.
Så havde vi også fået set hvad vi skulle, og da klokken nærmede sig midnat fandt vi vej til værelset og lagenerne og tabletten blev indstillet til DR P1’ natlige genudsendelsescirkus.
Søndag d. 7. juli
Ikke alene var det valgdagen, men der var også kirkefest i Langada, hvor Bopi havde fortalt os at vi kunne få en portion Patato, kød i mørke med kartofler og brød og vin. Men vores eneste mål var faktisk at komme ned til morgenbadningen, hvis det var muligt. Gårsdagens smækkede låge gav os bange anelser, selvom vi aftenen før i restauranten havde set de to ansatte fra Lakki, som faktisk var dem, der havde prøvet at vise os bort. De sad ganske skamløst og snakkede og delte øl med Evdokia, mens vi undrede os over de grækere. Det er vanskeligt, når man ikke forstår sproget, at få en fornuftig forklaring på de ting der sker.
Men da vi kom over til porten, var lågen smækket grundigt i, så vi vendte som aftalt om uden den store lyst til at gå omvejen ad p-pladsen. Evdokia var imidlertid frisk og sagde, at vi bare kunne tage Fani’s bil som holdt udenfor huset med nøglerne i. Ganske vist har den automatgear, men jeg havde da kørt i den sidste år. Det eneste problem var, at jeg ikke helt kunne huske proceduren, når bilen skulle startes. Og så endte det med at Maria (Camping) kom kørende i sin egen bil med brød og fik besked af Evdokia på at køre os ned til stranden ved p-pladsen. Fornemt, selvom vi selvfølgelig så måtte gå hjem, hvilket nok var lidt hårdt for Lis med den grundstødte fod, som stadig gjorde ondt og faktisk også ser lidt medtaget ud.
Morgenmaden er absolut det bedste måltid på dagen og med Evdokias tilbagekomst i morgenmadskøkkenet er vores æg og bacon virkelig blevet pyntet med både tomater og grøn peber; et smukt syn som jeg, i modsætning til Lis, også synes smager fint. Men vi skulle jo være hurtigt færdige for kl. 10 var der hårfarvningskursus for Jorgos med Adrienne som model. Det gik helt efter planen. Han var meget lærenem og står til at modtage sit diplom en af de nærmeste dage.
Vi havde besluttet os for en gangs skyld at gå til byen inden middag og solens maksimum. Det lykkedes faktisk, men gjorde næppe den store forskel med de temperaturer vi bevæger os i for tiden. Indkøbene var dog vigtige, så vi fik fyldt rygsækken og holdt et kort hvil i kapellet med en frappé inden vi gik hjem for at forberede os til det beskedne nye dansker-kontingent, som skulle være her ved 4-tiden. Vi havde modtaget besked om morgenen der bekræftede, at de var ombord på færgen, og på tabletten kunne jeg følge dem på hele turen gennem Ægæerhavet via Paros, Naxos og De små Kyklader til Katapola.
15:30 havde vi gjort klar med velkomst-spumante, sesamstænger og små meze-fade fra Evdokia. Der gik dog næsten 1 time mere inden de kørte ind på parkeringen og blev hilst velkommen med flag og knus og kys. Trætte var de selvfølgelig – de er jo heller ikke helt unge mere – men der var dog overskud nok til et glas vin og lidt snak inden de mærkede sengenes magiske tiltrækning og trak sig tilbage med en aftale om, at vi skulle spise sammen her på Askas om aftenen.
En aftenbadetur med adgang gennem ”minefeltet” var befriende inden Lis & jeg lagde os til et øjebliks mediteren og afslapning i værelsets skygge.
Der var ikke mange spisende gæster i restauranten, men 6 glade danskere kan sagtens underholde sig selv og de få andre. Blandt andet fandt Niels B. på at gemme sin myggespray inde under den store terrasse, hvorefter han opførte hverdagsdramaet: ”Myggestik og Mystik”, hvori han forlader scenen i et anfald af frustreret håbløshed og dybfølt mistro til sine medmennesker, mens de øvrige medvirkende med stor iver og opfindsomhed kaster sig ud i opgaven at finde de forsvundne, og tilsyneladende livsvigtige medikamenter, hvilket selvfølgelig lykkes med hjælp af tjeneren Olga, et kosteskaft og en mobiltelefons lygte. Men publikum får på dette tidspunkt intet at vide om, hvorvidt den skamskudte hovedperson har overlevet eller er blevet fortæret af de glubende sultne kykladiske kæmpemyg, som på få øjeblikke i fællesskab kan tømme selv en så stor og velfodret krop for både blod og andre livsvæsker.
Og mens vi gik i seng så vi frem til morgendagens demonstration af Annemettes nyanskaffede ”Svømmeur”, som skal hjælpe hende gennem de oprørte bølger og sætte tal på og mål for hende aqua-præstationer. Det er ikke nemt for svømmende dronter, og så er det godt med formålstjenlige hjælpemidler. (f.eks. svømmevinger og -briller)
Mandag d. 8. juli
Spørgsmålet om hovedpersonens overleven blev til gengæld i al sin gru afsløret her til morgen: Han havde heldigvis overlevet! Og kunne allerede kl. 8:20 demonstrere sit velkendte, maverystende store tø-hø grin på både dansk, græsk og engelsk. Gudskelov.
Vi tog til gengæld den automatiske bil ned til morgenbadningen ved Ammos og kunne trods alt nyde morgenens måltid i rimelig fred og ro.
Klokken er 15. Lis er på vej hjem fra stranden og der er ganske stille her i restauranten, hvor jeg sidder og prøver at tænke mig om, mens jeg nyder en lille Fix og læser korrektur.
EPISTEL VIII
Tirsdag d. 9.juli
Efter at have færdiggjort gårsdagens epistel kom Lis tilbage fra stranden og læste korrektur, inden vi fortrak til værelsets mere svale skygge og muligheden for at se Tour de France på det nye TV, som af uvis grund stadig benytter den gamle satelitbox, så vi skal benytte 2 fjernkontroller. Vi fandt godt nok en RAI-kanal med løbet, men interessen var ikke stor nok til at holde os vågne. Til gengæld tog det længere tid at vågne og stå op, men da vi endelig kom ud i solen på balkonen skulle vi snart tage stilling til aftenens planlægning, og vi kunne selvfølgelig ikke sige nej til AnneMettes forslag om at gå i havnen på Amorgialos. Vores erfaringer fra sidste gang, vi var på den polulære restaurant, sagde os at vi nok skulle skippe Kapellet og aftenmessen og gå derned temmelig tidligt for at sikre os et bord. Så kunne vi tage beforedinnerdrinks der og vente med at bestille mad. Og yderligere kunne Niels B. fortælle, at han mente der ville være musik på stedet senere på aftenen.
Den gode stemning blev umiddelbart brudt af en meddelelse fra Mette, som fortalte at Renilde, Hans’s brasilianske kone, havde fået konstateret brystkræft. Og det før de økonomiske forhold efter Hans’s død er endelig afklaret. En tragisk situation for familien, Renilde og de 4 børn. Ikke mindst tænkte vi selvfølgelig på den kun fireårige pige, Mozarella, og hendes mulige fremtid.
Men Mette har kontakt med en af sønnerne og en gammel, god ven af Hans, som har lovet at finde ud af noget vedrørende økonomien. Umiddelbart er det jo svært at gøre noget herfra, men Mette sendte gode råd og kærlige ønsker til dem alle, og mindede dem om, at en kræftdiagnose i dag ikke er ensbetydende med død.
Og som en direkte kontrast modtog vi samtidig en meddelelse fra Kasper og Lotte som glædestrålende fortalte, at de nu havde underskrevet en købsaftale vedr. et sommerhus i Høve. Endnu en matrikel til Bilsby-klanen. Men det virkede besynderligt midt i bekymringerne vedr. nyhederne fra Brasilien også at skulle glæde på Kasper og Lottes vegne, hvilket vi selvfølgelig gjorde. Ikke mindst efter at have set billeder af huset kort før vores afrejse til Grækenland.
Soriig og glæde de vandre til hobe, som Thomas Kingo skrev allerede i 1681
Mens solen begyndte at rødme og nærmede sig bjergkammen gik den lille danskerkolonis 6 medlemmer langsomt mod byen. Og som beregnet viste det sig, at der var rigelig plads til os alle – også uden at vi skulle sidde ude i mørket. Vin og øl og munter konversation inden vi efter en times tid bestilte fra det beskedne menukort med dagens tilbud. Måske var der ikke et væld af muliigheder, men dem der var, var gode og Lis og jeg fik fava med røget makrel og grillstegt tun med grøntsager. Og således kom der mange forskellige retter på bordet sammen med endnu en omgang drikkevarer, som det viste sig at restauranten gav.
Musikerne dukkede op og viste sig at være bekendte, som også havde spillet i flere år ude på Askas. 2 mænd og en syngende kvinde med rytmiske hænder – og de gjorde det rigtig godt, mens Andreas, ”filosoffen”, gav den som groupos (maskulinum af groupie). Det ophidsede i den grad Peter, som under indflydelse af alle de stemningsskabende elementer blev hensat i en nærmest ekstatisk tilstand af begejstring og behov for aktiv deltagelse: kroppen dirrede fødderne spjættede og ud af hans mund flød syngende græsk tungetale.
Tilstanden bekymrede dog Lisbeth så meget, at hun mindeligt bad ham om ikke at rejse sig for at danse sin velkendte dobbelttrins-græske hektiske dans, men bare nøjes med at synge med og spjætte takten. Det var dog tydeligt, at der var noget, der trængte sig på i den store krop og han proklamerede da også højlydt om, at han næste gang ville være nødt til at rejse sig og få det hele ud. Så er vi da i det mindste advaret.
Efter et par timer gik vi hjem i den skønneste varme og stille aften med en stærkt lysende halvmåne og blankt og stille, mørkt havblik samt flere sejlere ankret op i bugtens mørke. En situation som selvfølgelig kaldte på natbadning, hvilket de øvrige 4 fra selskabet også kastede sig ud i, mens vi satte os på balkonen et stykke tid inden lyset blev slukket i sovekabinen.
Vi var i går eftermiddags blevet inviteret til en frokost ovre hos Petros på Levroso. Lis havde en aftale hos Petra, som skulle ordne hendes fingernegle, og bagefter skulle hun sejle over til Levroso, mens vi andre skulle gå. Da jeg helst ikke skulle gå midt i middagsheden enedes vi om, at jeg skulle sejle med Lis over og så kunne jeg gå hjem senere på dagen.
Desværre har Lis pådraget sig et maveonde, som gør det umuligt at tage derover, så nu ligger hun på sengen, mens jeg helt uden for beregning har fået mulighed for at skrive en smule, så jeg ikke kommer bagud med beretningen
Klokken er 14:08, solens skinner ubarmhjertigt, Lis sover mens lydbogen taler for sovende ører. Umiddelbart er der ingen planer før vi ser, hvordan det går med Lis. Hvis muligt skal vi leje bil i morgen og tage en tur til Langada, Katapola og Mouro.
Men så kan jeg selvfølgelig bruge tiden til at kommentere og berette om nogle af de andre forhold og begivenheder her på den lille ø.
For det første har der været bemærkelsesværdig få turister i de første fjorten dage af vores ophold. Helt stille på promenaden, når vi er gået hjem fra byen ved 10-11 tiden om aftenen, og god plads på restauranterne; også på Askas. Det vil dog sige, at når Askas om morgenen skriver ”Live music” på skiltet ude ved vejen, så kommer der betydelig flere mennesker om aftenen. På en eller anden måde får de det spredt videre ud, for det er jo ikke alle der kommer forbi herude eller får set skiltet. Men budskabet spredes og aftenerne er som regel et tilløbsstykke – også selvom det ”bare” er Mario og en ven, der spiller.
Og apropos Promenaden og den påtrængende stilhed om aftenen, så er der til gengæld om dagen tale om kakafonisk støjforurening, som på værste vis minder mig om gensynet med Kini på Syros for en del år siden: den lille og stille ferieby med hyggelige restauranter og levende musik var forvandlet til et technohelvede med buldrende bashøjtalere, som konkurrerede om at udsende de kraftigste og mest insisterende rytmiske lyde, og stranden var forsvundet til fordel for en markedsplads med parasoller og liggestole og læskærme i vild forvirring. Det var et mareridt.
Dertil er det dog slet ikke kommet på Promenaden. Men strækningen fra den store P-plads forbi Ammos og Diving Centeret og ned til Nissi er forvandlet til en ”kødudstilling”, hvor folk mod betaling og helt frivilligt kan udstille sig selv i mere eller ofte mindre fascinerende kostumer og stillinger, på de dertil opbyggede fantasifuld lejer, mens forskellige dunkende rytmer banker ud af de til etablissementet knyttede store højtalere.
Et sandt horrorshow for alle sanser. Det lyder ligeså slemt, som det ser ud.
Og mange gange værre end den korte rockfestival, som nogle folk sukker lettede over, ikke kommer til Aegiali i år.
Men som sagt har der ikke været ret mange mennesker, så ”udstillingerne” har ikke været fyldt op. Måske kommer det nu. Det er der i hvert fald nogle grækere, som håber på, hvis forretningerne skal løbe rundt. Og ellers må de sætte deres lid til den nye regering med deres tråde direkte tilbage til de gamle politiske forbrydere, der kastede landet ud i kæmpekrisen for 10 år siden og lod andre feje op efter sig, mens de flød ovenpå.
Hopla, vi lever!
EPISTEL IX
FREDAG D. 12. JULI 2019
I dag er det Michaels og Jorgos fødselsdag. Hurraaaaah! Solen skinner og himlen er blå, bølgerne skummer en anelse og cikaderne synger om kap. Så må vi jo bare håbe på, at der er ligeså lyksalige omstændigheder i Danmark? (Men på Odden skinner solen jo altid)
Vi er lige kommet tilbage efter frokost på Levroso, inviteret af hr. og fru Berendsen. Skønt at sidde i skyggen, højt hævet over stranden, med en fortræffelig udsigt og noget herlig mad efter at være blevet transporteret ned til havnen, hvorfra den lille båd sejler os over bugten.
Men nu prøver jeg så at komme i gang med rekonstruktionen af de sidste par dages hændelser efter et mindre redaktionsnedbrud og medfølgende skriveblokering. Følsomhed er en vanskelig ting at håndtere fornuftigt!
Og i aften er der jo ”nisiotika” – ø-musik – på Askas, hvilket vi gerne vil være med til, mens de andre tager en tur til Langada. Og sådan er der jo så meget.
Tirsdag aften, hvor Lis havde haft et mindre maveonde hele dagen, valgte vi at blive hjemme på Askas og indtage et yderst beskedent måltid med hensyntagen til ovenfornævnte -onde. Tzutzukakkia med ris og filoruller med ost og skinke – blid mad, men serveret i kæmpeportioner som vi slet ikke kunne magte. Vi foreslog derfor Bopi at man f.eks. i stedet for 6 ruller (der er tale om en forret på kortet) nøjedes med 3 og så lagde noget salat ved siden af. Svaret var imidlertid, at de har valgt at lave store portioner, hvilket måske godt kan forstås i lyset af forbindelsen til campingpladsens mange unge indvånere.
En stille aften med tidlig sengetid fordi vi havde besluttet os og aftalt med Evdokia, at vi ville leje bil den næste dag.
Så onsdag efter morgenmaden kørte jeg med ned i havnen på udlejningskontoret, udfyldte papirerne og kørte tilbage i en Fiat Panda; fuldstændig som i gamle dage.
For 10 euro benzin og af sted mod Langada, hvor Lis skulle købe hudvederkvægende Calendula-olie inden vi satte kursen sydover mod Katapola, hvor vi gerne skulle være mens butikkerne endnu havde åbent. Det nåede vi og jeg fik købt de eftertragtede tegnepen i 3 forskellige tykkelser, som jeg havde drømt om, mens det kneb mere med inspirerende klude til Lis. Frappé og cola og nogle billeder til matrosaspiranterne i Taastrup af de stoore sejlbåde i havnen inden vi fortsatte videre sydpå. Først til Vroutzi, en ganske lille, øde og helt stille by, hvor vi tidligere havde fået at vide, at man om vinteren havde månedlige filmforevisninger i ”en slags biograf”. Vi fandt aldrig ud af hvor og kørte videre mod Kolofanes, en endnu mindre ”landevejsby” hvor vi for usigeligt mange år siden sammen med Rie og Michael og en 80-årig italiener, som under krigen havde været udstationeret på Amorgos blev sat af efter en meget kort bustur for at holde frokostpause på et yderst undselig og beskeden lille kafé, hvor der i forvejen sad 2 par i skyggen og værtinden kæmpede for at fremskaffe noget spiseligt. Det lykkedes og vi hyggede os i 1 times tid med udveksling af historier med de andre strandede turister, mens store tørre halmduske hvirvlede henover de tørre marker i den friske vind. Det var virkelig langt ude på landet.
Gensynet var absolut ikke opmuntrende, selvom kaféen var blevet udvidet. Den var tom for både borde og gæster og personale. Alt var dødt, og der var meget, meget varmt., og således gennemstegte kørte vi tilbage mod Mouro, hvor vi dog undlod at gå ned til stranden men nøjedes med en kaffe i baren. Lis’s fod havde det ikke godt efter grundstødningen, den var øm og hævet og tilsyneladende var der gået betændelse i såret.
Så vi satte kursen mod nord igen og ved Hora tog vi en ung mand med et instrument med op. Han skulle også til Aegiali og det viste sig at han kom fra Ioannina i det nordlige Grækenland og havde spille forleden aften på Askas, hvor han skulle spille igen søndag eller mandag. (efter aftale med Mario blev det mandag for at de tilrejsende matroser måske også skulle have en chance for at høre musikken.)
Hjemme igen fik vi et tiltrængt hvil inden vi om aftenen kørte til Camarra sammen med Tossebanden. Desværre fik vi ikke den sædvanlige Hollywood-solnedgang p.gr.a. skyer, men maden var fin og stemningen i top, trods enkelte stikkende insekter, som fangede Peter, og ved 11-tiden begyndte nedstigningen; for vores vedkommende dog kun ned til p-pladsen, hvorfra vi kørte til Askas, og jeg hastede i seng, mens Lis ventede på de fodslæbende tosselunder.
I går, torsdag, lånte vi Fanis bil og kørte ned til p-pladsen for at morgenbade, og efterhånden har jeg da opnået en vis øvelse i både at starte og bakke med automatgearet, så vi nåede sikkert hjem til morgenmaden, hvor Evdokia glædestrålende fortalte, at hun i dag ville give os blødkogte æg!!!! Hmmm. Med tomater og grøn peber! De smagte dog fortrinligt og skabte stor begejstring. Senere begav vi os afsted for at gå ind til apoteket, hvor vi skulle købe ”krudtcreme” til Lis’s fod, der så mere og mere betænkelig ud. Evdokia var dog mere håndfast og gav os besked på at tage bilen og køre til lægen; NU! Lis var ikke meget for det og snakkede hele vejen derind om, at hun altså ikke ville vente, hvis der var mere end 3 mennesker derinde. Det viste sig dog, at der faktisk ikke var en eneste, så vi kom lige ind og Lis fik renset såret og sat plaster på samtidig med at lægen skrev i den store journal-bog og senere skrev en recept ud på noget antibiotika og tog blodtrykket, der var meget flot.
Nu var det jo ikke muligt at komme i vandet, og aftalen var faktisk at vi skulle sejle over til Levroso for at få den frokost som ikke kunne realiseres forleden dag. Men ak, pga. vindforholdene måtte båden ikke sejle, og det kunne naturligvis ikke komme på tale at gå derover med Lis’s fodtilstand. Til gengæld blev det til lidt strandsol ved diskoteket, mens jeg tog en kort tur ind i dalen, hvor det hurtigt viste sig, at der ikke var mere plads på kortet i mit kamera. Surt show.
Om aftenen valgte vi at spise på Asteria, mens de andre tog til Tholaria. Solnedgangen fik vi til gengæld så på Argo, hvorefter vi uden besvær fik et bord på Asteria. Selvom det faktisk var over 25 gr varmt føltes det pga. vinden en anelse køligt og jeg havde til alt held taget pensionistvesten på, så jeg kunne tilbyde Lis den, da hun begyndte at kuldeskælve på restauranten. En kæmpekotelet fra egen farm og en skål kålsalat var mere end rigeligt, selvom vi virkelig prøvede at spise igennem. Og da vi kom tilbage til Askas viste det sig, at de andre allerede var vendt tilbage fra bjergene.
En frappé, snak og godnat.
Og på den måde blev det fredag morgen, hvor vi pga. Lis’s forbundne fod havde droppet morgensvømningen og til gengæld glædede os til spejlæggene.
Men først svirrede rygterne om Yannis tilstand, som absolut ikke er god og hvor familien kæmper for at overtale ham til at tage på hospitalet igen. Men det vil han ikke.
Derefter var den gal med spejlæggene, som slet ikke havde den normale kvalitet mht. pynt og antal bacon skiver. Det viste sig nu, da Lis spurgte ind til det efter at have konstateret at Evdokia slet ikke var i restauranten, at Evdokia havde slået et stort hul i hovedet og derfor var blevet kørt til lægeklinikken i Hora for at blive syet sammen.
Senere på formiddagen var hun tilbage med plaster og hvid net-tophue – men ellers i godt humør, da hun benægtede at det var bulldoggen fra Lakki, som havde overfaldet hende. Hun indrømmede selv at have dunket hovedet ind i en jernstang. Av.
Nu er de andre kørt til Langada i taxi, musikken er ved at tune instrumenter og forstærkere og familien samles som sædvanlig. Lis er gået ned for at finde et bord, selvom vi næppe skal spise, mens jeg runder af med en ouzo og sender epistlen ud i Cyberspace til de nyhedshungrende læsere.
Og i morgen flyver gasterne til Kos for at påmønstre deres 50 fods sejler.
