EPISTEL X
Skrevet: Fredag d. 19.7.2019 , på efterbevilling, retroperspektivisk og temmelig kaleidoskopisk – men med masser af god vilje og beklagelse af forsinkelsen.
Vi ankom til Københavns lufthavn i går kl. 16, ½ time forsinket, efter at være fløjet fra Naxos med ”Himmel Ekspressen” (Sky Express) kl. 11:15 – 10 minutter forsinket. Det lyder måske ikke af meget, men for os skulle det vise sig at komme til at betyde sved på panden og heftig hjertebanken, da vi landede i Athens lufthavn og det viste sig at flyet blev parkeret laangt væk fra terminalen, så vi skulle hentes i bus og bringes ind til ankomsthallen, rigtig langt fra bagageudleveringen. Og i den naive tro at bagagen ville komme hurtigt - den var prioriteret, fordi vi havde oplyst, at vi skulle videre med et andet fly – ilede vi afsted i det varme virvar af ventende og nyankomne passagerer for at finde det rigtige bagagebånd. Det lykkedes, men uret tikkede og vi skulle meget gerne have tjekket bagagen ind, inden de lukkede oppe ved skranken i afgangshallen, hvilket der faktisk kun var 10 minutter til. Der var imidlertid ikke noget tegn på kuffertliv på båndet, så vi besluttede at Lis ventede på bagagen, mens jeg drønede op til tjek-ind skranken i afgangshallen, hvor indtjekningen faktisk var stoppet og der ikke var flere passagerer. Jeg orienterede dem om situationen for at høre, hvad vi kunne gøre.
Det bedste, de kunne tilbyde, var at holde skranken åben i et kvarter ekstra. Sveden sprang, og det gjorde jeg også, ned igen til ankomsthallen, hvor vi havde aftalt at Lis skulle vente lige udenfor dørene, når hun havde fået bagagen. Men ak, der var ingen Lis og ingen kufferter. Og jeg kunne jo ikke gå tilbage for at hjælpe med kufferterne, så jeg prøvede at ringe til hende – uden held. Efter lidt spurten rundt imellem folk og etagerne, prøvede jeg at ringe endnu en gang, mens nervøsiteten greb voldsomt om sig. Denne gang kom jeg igennem, og Lis kunne fortælle, at der slet ikke var ankommet noget bagage endnu. Panikken stod på lur, men da vi skulle afslutte sagde Lis, at nu skete der noget.
Få minutter senere kom hun trillende med de to velafvejede kufferter på en vogn, som jeg resolut greb ud efter for at sætte den op i fart hen mod elevatoren. Op og ud og i et helt uforsvarligt tempo drønede vi hen mod skranken, satte hælene i for at bremse, mens jeg med lettelse konstaterede, at der stadig var personale til stede. En mut kvinde, der bare bad om vores boarding pas, som jeg ikke havde, selvom vi havde tjekket ind på nettet dagen før. Så hun fik vores pas, vejede kufferterne og sendte os afsted med gyldige boardingpas.
På grund af de mange grublerier i forbindelse med tidsplanen havde jeg fået forkert fat i afgangstiden for flyet, så jeg var overbevist om, at vi kun havde 10 minutter tilbage til at komme ud til gate B9 – og forinden et sikkerhedstjek i sindigt græsk tempo. Den sidste spurt ud mod gaten var på kanten af det ansvarlige, men når vi nu var så tæt på, ville det virkelig være en nedtur at komme frem til en lukket gate og ”Bare ærgerligt Sunny Boy!”
Vi så det på lang afstand: folk fylkedes ved gaten, men der skete faktisk ikke rigtig noget. Og da vi kom nærmere, gik fejltagelsen op for mig: jeg havde bogstavelig talt klokket i det. Ja, faktisk var det endnu værre end et misforstået afgangstidspunkt, for det viste sig, at flyet slet ikke var ankommet endnu.
Sveden, trætheden, smerten, ophidselsen og erkendelse gjorde det rigtig svært i de første minutter at frydes over, at vi havde nået det og ville komme med tilbage til København. Selv en enkelt lille munterbemærkning kunne ikke knibes frem over de udtørrede læber.
Det hjalp dog lidt på det, da Lis fik købt en flaske vand og en sandwich, vi fandt et sæde og konstateret at flyet ville blive ca. 40 minutter forsinket. Så vi fik tid til at snakke lidt om den flotte tur fra Naxos i det forholdsvis lille fly, der i lav højde krydsede henover havet og alle øerne. Og om den samme erindring, vi begge var blevet grebet af, da vi opdagede at vi havde fået plads lige ud for propellerne: historien om en propel, der havde revet sig løs og pløjet sig lige igennem kabinen. Lettede, som vi jo nu var, kunne der godt fremkaldes et indforstået smil i den anledning.
Men lad mig nu gøre et forsøg på at knytte tråde tilbage til den kronologiske sammenhæng, som faktisk sluttede for en uge siden, hvor EPISTEL IX blev udsendt.
Fredag aften var der ingen sult, der trak os ned til restauranten. Så først ved ½10-tiden gik vi ned og fandt et bord, mens de to lokale musikere var begyndt at spille den velkendte, ensformige og inciterende ø-musik. Ikke specielt varieret eller musikalsk kompliceret, men insisterende rytmisk og ekstatisk med sine gentagelser.
Der var endnu en gang dækket op til rigtig mange mennesker, og nok en gang var vi overbeviste om, at de da nok havde for høje forventninger. Men det skulle vise sig, at der virkelig var tale om et tilløbsstykke, hvor især den lokale ungdom strømmede til. Det startede forsigtigt med lidt børnedans, men udviklede sig mere og mere med flere begejstrede deltagere og længere, maratonagtige numre. Der blev filet igennem på violinen og tampet på ”rytmelutten”.
Da tosselunderne dukkede op ved 24-tden var stemningen helt i top, var Niels Brocks første, tvære kommentar: ”Han synger jo pivfalsk”, hvilket vel på sin vis var rigtigt, men bare helt uden betydning for det der foregik. Men der er jo mange mere eller mindre subtile måder, man kan begrænse sin oplevelse og opfattelse af omverdenen på.
Desværre kunne jeg ikke holde mig tilbage, da han kort tid efter gentog sit mavesure udsagn. Jeg foreslog ham simpelthen, måske i mindre urbane vendinger, at gå ind på sit værelse, lukke både skodder og døre og sætte høretelefoner for ørerne.
Vi andre paphoveder morede os faktisk rigtig godt og var endnu engang fascinerede af den smittende glæde, begejstring og danselyst hos de mange både unge og gamle grækere. Og da vi endelig besluttede os for at gå i seng, måtte vi stoppe ved baren, hvor personalet også var begyndt at danse med hinanden til et næsten uendelig langt nummer.
Selv om vi ikke fik oplevet Peter i fri dressur krænge det hele ud, som han havde lovet, havde det været en herlig oplevelse.
Dagen efter, lørdag, blev det igen til morgenbadning med Corsaens hjælp ned til P-pladsen efter at have hørt om 2 vagter på Lakki, som dagen før havde stoppet Peter og Lisbeth.
Evdokia havde stadig plaster og nethue på, men hun kunne dog smile, selvom hun også indrømmede, at hun havde lidt ondt hovedet.
Ellers kom lørdagen meget til at handle om at følge med i den kommende sejler-besætnings rejse til Kos, hvor de gerne skulle ankomme så tidligt om aftenen, at de kunne nå at få det indledende ”matroskursus” og være klar til søndagens sejlads mod Amorgos.
Desværre viste det sig, at deres fly fra Berlin til Kos blev forsinket i mere end 3 timer, så vi begyndte at tvivle på det realistiske i at forvente dem til Amorgos næste dag. Planen var ellers klar: vi skulle pakke i løbet af lørdagen og søndagen, så alt var på plads i kufferterne, når de kom. vi kunne så bruge mandagen sammen på båden og spise ”festmiddag” om aftenen på Askas, hvor Mario havde sørget for, at der ville være levende musik igen. Denne gang dog Rebetiko – uden violin.
Derfor blev lørdag også en roligt dag, hvor den væsentligste begivenhed var flyforsinkelsen og vores begyndende kuffertpakning, som altid kommer til at præge stemningen og gøre den afskedstrist; men selvfølgelig også med badning, sol og frappé. Og om aftenen en bønne i kapellet inden vi luntede hjem til Askas og spiste sammen med De Fire fra Tosselunde.
Vi fik også besked om, at det var lykkedes at få Yannis til hospitalet i Athen. Hans søskende Lefteris, Sofia og Maroulli var taget med ham. Senere hørte vi, at problemet især var, at der var gået infektion i operationssåret, så det nu først og fremmest drejede sig om at bekæmpe denne infektion. Ikke underligt at han havde været så træt.
Heldigvis var matroserne kommet til Kos om aftenen og meldte sig klar til sejlads vestpå næste dag. Faktisk regnede de med at være fremme ved 21-tiden, hvis vejret tillod det. Og vejrudsigten så fin og imødekommende ud.
Søndag blev der pakket, bikket, vejet og flyttet rundt for at få vægten til at passe, så der ikke var mere end de 20 tilladte kilo i hver kuffert. Samtidig var vi i ivrig Messingerkontakt med besætningen og kunne følge dem vha. fotos og positionsangivelser, mens Tossebanden havde lejet bil og begivet sig ud på eventyr. De ville om aftenen spise på Panorama i Tholaria
Vi gik en tur til byen for at købe lidt ind til velkomsten og for at lave en aftale om kajplads med ”Vangelis” i Jorgos´s souvenirbutik. Jo, det er rigtigt, det er ham, der åbenbart står for det job. Og jeg fik da også aftalt, at ”Melina” som båden hedder, kunne lægge til ved den lange mole. Og selvfølgelig kunne kaptajnen ringe, hvis der opstod problemer eller han havde spørgsmål.
Vi gik ned i havnen ved 19-tiden og satte os på Sunset Boulevard med udsigt til klippehjørnet, som de ville runde inden de stod ind i bugten. Bevæbnet med kikkert og kamera så vi dem runde pynten, mens solen var ved at gå ned, og de sejlede lige ind i solstriben i havet. Det var stort som det skulle være, og efter 20 minutter stod de ind i havnen og fik, trods meget begrænset plads på grund af en nytilkommen båd, lagt til kaj og fortøjet det lange fartøj.
Efter en glædelig velkomst fik vi en kort præsentation af det imponerende skib med dets 5 kahytter, 3 toiletter og badeværelser, og da jeg havde lånt Evdokias nye, store Duster kunne jeg tilbyde et lift tilbage til Askas. Per og Captain Dimitri blev dog tilbage for at færdiggøre fortøjningen, mens Lene og Mads gik i Klask & Karry efter Prosecco til den Aperol, som ventede hjemme på balkonen.
Efter velkomsdrinks på balkonen og en øl med kaptajnen i restauranten, blev der spist så godt som trætheden efter den lange sejltur nu tillod det. Men sulten var stor og forståelig. Og trangen til at komme tilbage til båden og en seng ligeså – selvom alle måske ikke fandt den lige vej til kajen?
Vi fandt i hvert fald hurtigt op til senge og kufferter og gjorde det sidste klart til morgendagens tur med båden.
(til beroligelse for de åbenbart ivrige læsere: Fortsættelse følger i morgen)
EPISTEL XI
LØRDAG D. 20. JULI 2019
Når jeg har siddet og skrevet til langt ud på aftenen, sker det hyppigt at der dukker detaljer op, som man enten er i tvivl om, eller har glemt. Og når jeg så spørger Lis viser det sig, at hun vist heller ikke er helt skarp mht rækkefølger og små hændelser. Så hvis der er nogen, der observerer sådanne unøjagtigheder, er de meget velkomne til at verificere eller kommentere dem på Opslagstavlen, så falske skrøner ikke bliver sat i omløb.
Men et par ting er jeg sikker på, at jeg glemte at fortælle om matroserne på det gode skib Melina. For det første glemte jeg at bemærke, at de tilrejsende landkrabber alle, på nær en, havde klaret den lange tur over de krabbe bølger. For det andet at forklaringen herpå sandsynligvis var det cirkelrunde implantat, de alle havde fået sat bag deres ene øre, og som lige ved ankomsten undrede os en hel del. Måske pyntede det ikke ligefrem, men det virkede tilsyneladende på alle med undtagelse af Lene, som blev fældet, da hun under turen valgte at gå ned på toilettet. Ifølge hendes egen beretning var det tabet af kontakt med horisonten, som gav hende søsygelignende kvaler og problemer med at håndtere toiletmekanismerne. Men det skal også siges, at hun bar det flot, da de endelig nåede land og hun fik smult vand og fast grund under fødderne
Indrømmet, vi havde også købt Travel Gum; både til mandagen cruise og til tirsdagens sejlads med Skopelitis, hvis vejret nu skulle vise sig fjendtligt (hvilket ikke blev aktuelt). Mandagens vejr var også fint med lette skyer og frisk vind, så vi var klar til afgang kl 11 som aftalt. Desværre var Per nødt til at tage til Katapola for at hæve penge i banken, da automatens beløbs-begrænsning ikke gjorde det muligt at få hævet de penge, som skulle bruges. Så han var kørt med Fani til Katapola kl. 9 og nåede ikke tilbage til kl. 11, hvorefter de blev enige om at sejle afsted uden ham. Han ville sandsynligvis få sejltur nok de følgende dage.
Vi sejlede ud og satte kursen mod Nikouria i det dejlige vejr. En frisk tur med den nye oplevelse af at se øen fra ”bagsiden” , og i fuld belysning fra den stadig lavtstående sol. Forplejningen ombord var excellent, selvom fadet med den udskårne vandmelon røg en tur i dørken under en vippetur. Der blev fotograferet ivrigt under turen rundt om øen og ind i bugten, vor vi ankrede op ud for den velkendte strand; nu med både faste parasoller og kiosk – og selvfølgelig den gamle historie om Annemette og Kapelknepperen, som nok kunne sætte fantasien i sving, når man havde strand og kapel lige foran sig.
Og så skulle der selvfølgelig bades i det ubeskriveligt klare vand. Bagende blev ”slået ud” og dannede nu en perfekt badebro med indbygget ferskvandsbruser til afskylning efter dukkerten.
Det kan nok være at Miss Liz var imponeret over og glad for den indretning. Selv Captain Dimitri følte sig kaldet til en dukkert, mens fruen kom på plads i cockpittet med et køligt glas rosé.
Efter et par timer satte vi kursen mod Aegiali, og på trods af kaptajnens usikkerhed mht havdybden mellem Nikouria og hovedøen valgte han at sejle forsigtigt igennem den snævre passage efter at have iagttaget to både, der var kommet den vej ind i bugten. Med en dybde på 5 m gik det fint og efter ½ times var vi atter i havnen, hvor Per ventede med pengene og vi skiltes med en aftale om, at de bare kunne komme op på værelset ved 5-tiden og få et bad – alle sammen – hvis de ville. Vi skulle bare nå at få det sidste pakket og få en lur, inden værelset blev omdannet til badeanstalt.
Desværre lykkedes det mig ikke at restituere helt under luren, så inden baderiet begyndte gemte jeg mig under et lagen på sengen, og det lykkedes mig faktisk at få sovet lidt i den ellers så livlige tumult, som badesceneriet forvoldte. Men alt gik fint og vi aftalte at mødes til afskedsmesse i Kapellet ved 20-tiden for derefter at gå til Askas og spise og høre rebetiko-musik
Endnu en aften med mange mennesker i restauranten, men knap så mange dansende og engagerede grækere som sidst til nisiotika-aftenen. Vi spiste sammen med Tosselunderne, og der blev snakket heftigt og udvekslet oplevelser og historier inden først kaptajnen og senere hele besætningen tog afsked med os, vel vidende at vi ville se dem igen om morgenen, når vi kom ned til havnen for at tage Skopelitis kl 7 til Naxos.
Forlydende vil vide, at i hvert fald en del af mandskabet fortsatte ned til Sunset Boulevards udbud af barer.
På Askas blev det også tid til den store afsked for os, da kun et fåtal ville være vågne næste morgen, når vi drog afsted. Sært, svært og vemodigt som sædvanligt.
Vi var tidligt oppe næste morgen, fik badet og lukket kufferterne og sat dem ned i restauranten, hvor Dimitra og Evdokia allerede var på plads. Vi havde en aftale om at tage Fanis Corsa ned til havnen og bare stille den ulåst med nøglen under måtten, og vi havde også lovet at tage en gæst med som også skulle med Skopelitis. Heldigvis havde han ingen bagage med, for det viste sig at vi var nødt til at stille den ene kuffert ind på bagsædet for at få plads til det hele. Gæsten, som viste sig at være finne, sad allerede i restauranten og spiste morgenmad, mens vi pænt afslog tilbud om kaffe og the. Men selvfølgelig havde Evdokia lavet en pose med sandwiches til os og en stor pose med grøntsager, som vi skulle tage med ned til Melinas besætning. Kys, kram og knus til Evdokia, Dimitra og Paula inden vi automatisk kørte ned i havnen, hvor vi mødte Mette, tømte bilen og parkerede den tæt ved udlejningskontoret. Endnu en gang afsked med alle de ombordværende, som godt nok så ud til at glæde sig til lidt eftersovning, når vi var dampet af.
Afskedsvinken og udsejling i den opgående sols første stråler henover bjergryggen. Smukt – og lidt trist.
Lis havde resolut fundet en plads indendørs i salonen, hvor hun kunne lægge sig og få sovet. Den antibiotika, hun får for sin betændte fod giver hende kvalme og sammen med morgenens nervøse og hektiske aktivitet gjorde det hende træt og dårlig. Traveling Gum modvirker heldigvis også kvalme, så hun havde gennemgnasket et stykke inden vi tog af sted og kunne nu måske sove det væk og få det bedre. Jeg satte mig op på dækket og nød sejlturen og udsigten og morgensolen på vej mod Donoussa.
Undervejs fik jeg også sovet lidt inden vi nåede frem til Naxos kl. 13 efter 6 timers sejlads i fint vejr. Men der var ingen fra Hotel Rea, hvor vi havde booket værelse – selv om jeg faktisk i 2 omgange havde skrevet og fortalt om vores ankomst. Så vi tog en taxi og nåede hurtigt frem til en lidt forskræmt dame, som tilsyneladende ikke vidste, hvordan hun skulle forholde sig, men bare bad os vente et øjeblik til hendes redningsmand kom.
Det gjorde han så. En fortravlet og forvirret, ivrigt snakkende ældre mand, som fortalte at der desværre var gået kuk i bestillingerne, så han ikke havde noget værelse her, men ville køre os til et andet hotel, nærmere stranden og med meget bedre værelse. Ja, faktisk en opgradering, som ikke ville koste os ekstra. Flink fyr?? Og mht. morgenmaden, som vi jo havde betalt for, kunne vi selv vælge om vi ville ordne det selv og få pengene tilbage eller om han skulle bringe os noget om morgenen. Vi valgte selvfølgelig at ordne det selv og få de 20 euro tilbage.
Det var virkelig et fint og godt værelse, beliggende i et meget roligt kvarter og rigtig tæt på stranden viste det sig, da vi fik gået en tur. Og hotellet hed bare Hotel Rea Sun.
For at orientere os om omgivelserne gik vi en kort tur om eftermiddagen, men det var meget varmt og selv de mindste stigninger på vejen gav os sved på panden, så da vi nåede ned til havnen, blev det nødvendigt med cola og frappé, inden vi kunne vende om og finde en lettere vej hjemad, uden så mange stigninger. Og tilmed førte den vej ned et stykke strand, der ikke var overbroderet med parasoller og liggestole og brølende højtalere, som vi havde oplevet det på starten af turen. Det gav os dog en mulighed for morgenbadning næste dag.
Om aftenen havde vi aftalt at gå tur på havnen langs alle restauranterne, men vi blev næsten væltet omkuld af alle de mennesker, som åbenbart havde fået samme brillante ide. Vi gik nærmest i kø indtil vi endelig fandt et ydmygt sted, hvor vi kunne få en ouzo og sidde og betragte det imponerende flow af meget forskelligartede mennesker i yderst varierede kostumer; nogle mere fantasifulde end andre. I næsten en time sad vi og stirrede og snakkede om denne særprægede forestilling inden vi turde begynde tilbageturen, som endte med at vi satte os ind og bestilte 2 gyros pita og lidt vin. Yderst beskedent, men en ganske ny oplevelse, om end ikke kulinarisk.
Stolte var vi også over at kunne finde hjem igen og ind i labyrinten af gader og huse. Og sengene var tilmed rigtig gode.
Vi var et øjeblik i tvivl onsdag morgen: morgenbadning eller ej? Men vi besluttede os for at gøre det og gik den korte vej ned til stranden, hvor der allerede var samling af græske, hattebærende damer i vandet. Det var godt nok ikke Aegiali-strand eller -vand, og man skulle gå langt ud, før det havde en rimelig dybde, selvom man vel næppe kan kalde os særligt langbenede? Skønt var det nu alligevel, og således rensede gik vi op til supermarkedet, hvor vi dagen før havde købt ind til morgenmaden, for at frisk brød.
Brødet bar sådan set udmærket og friskt, men katastrofen var, at de 4 æg, vi havde købt dagen før udsendte en så mistænkelig og ilde lugt, at vi simpelthen nægtede at spise dem. Og så var der kun turistmarmelade og en yoghurt med honning til theen. Det virkede godt nok sølle ovenpå Evdokias herligheder. Og midt i det hele troppede den forvirrede vært op for at forhøre sig om, hvordan vi ville betale: card eller cash?? Vi ville betale med kort og fik derpå at vide, at så skulle vi bare gå tilbage til det oprindelige Hotel Rea og betale der. Derpå bad vi ham om at bestille en taxi til næste morgen kl. 9:30, hvilket ikke var noget problem. Det skulle han nok. Panden med de brændte æg og bacon skulle vi bare lade stå til rengøringskonen. Men han havde travlt, for hans søn skulle i dag have overrakt sit diplom som læge, så han skulle nå en masse og kunne ikke ordne det hele. Farvel og tusind tak og på gensyn og kalo taxidi!
Selvfølgelig havde vi overhovedet ingen anelse om, hvor Hotel Rea lå i forhold til der, hvor vi var lige nu. Men med stor hjælp fra Google Map lykkedes det at finde vejen, som ikke var så vanskelig, men som til gengæld bragte os forbi de steder, hvor vi sidste år var med Mikkel og Anne og drengene. Hyggeligt.
Vi fik betalt uden problemer og begav os ud på den shopping tur i byen, som vi havde aftalt. Mange mennesker, mange forskelligartede butikker, små snævre gader og gyder og selvfølgelig uendelige tilbud af mad og drikke. Men vi endte på havnen, samme sted som om aftenen og fik frisk lemonjuice og frappé inden vi luntede hjemad og undervejs besluttede os for i aften at spise på Kalo Kardi (”Hjertesund”) hvor de havde et fiskefilet tilbud for 2. og så ville vi gerne have en kage med hjem til kaffen, hvorefter Lis resolut vendte sig mod den nærmeste tjener og spurgte ham: ved du hvor der ligger en bager? ”Der” svarede han og pegede lige rem foran os. 50 m fremme lå den store butik med skiltet: NAXOS BAKERY.
Om aftenen tog vi endnu en beforedinner-kigger på menneskestrømmen inden vi fik til Hjertesund og fik fiskefilet med pommes frites og salat og skordalia (hvidløgskartoffelmos) – samt en dårlig, sur hvidvin, som vi ikke gjorde meget ved inden vi gik hjemad for at forberede næste morgens afrejse og afveje kufferterne.
Det blev en nat, hvor jeg ikke fik sovet ret meget, men til gengæld fik vendt alle de muligheder for katastrofer, der kunne indtræffe den næste dag: kom taxien til tiden eller kom den overhovedet. Var kufferten for stor. Passede vægten – og hvad med håndbagagen? Kunne vi nå det i Athen? Fik vi bagagen med? Og hvad skulle vi gøre i alle de forskellige tilfælde.
Alt imens jeg hørte en forfærdelig bog, som Lis havde kørende på tabletten: Det lille bageri på molen.
Så jeg var tidligt oppe og i bad, bikkede rundt med kufferterne og pakkede det sidste ned, fordelte og ordnede og omorganiserede inden jeg kl. 9 bar den første kuffert ned. Kvart over 9 var vi klar og parate med det hele nede foran hotellet og til stor lettelse kom sønnen frem og forsikrede at taxien nok skulle være der til tiden. Og det var den.
Lufthavnen var meget mindre end jeg havde forventet, og der var rigtig mange mennesker proppet sammen i et lille lokale. Primitiv indtjekning, men det gik uden problemer og snart sad vi bare og ventede ved ”gaten” indtil døren blev åbnet og vi alle gik i gåsegang ud til det ventende fly, med et logo på halen hvori indgik 2 papirsflyvere: et rødt/hvidt og et blåt/hvidt. Tankevækkende – ikke mindst da vi satte os ind og propellerne ved siden af os begyndte at snurre hurtigere og hurtigere.
Og resten af den tur har I formodentlig allerede læst.
Vi kom hjem med det hele og med en masse nye oplevelser og erfaringer og afventer nu bare, hvorvidt Bopi skal giftes i efteråret eller i foråret.
