27. AUGUST 2022
PRÆLUDIUM
jSom noget af det første i dag tjekkede jeg ventetiden i lufthavnen. Den var på 9-11 minutter. Overskommeligt.
Derefter - og efter morgenbufet - checkede jeg ind for os alle 4 - Snik, Snak, Kvik og Kvak.
Gakkelak fra Tosselunde klarer det sikkert selv med hjælpå fra sin multimand, der så venligt vil hente os i morgen tidlig kl. 6, så vi kan være i lufthavnen ved ½ 7 tiden.
Perfekt.
Da Birk har meldt aflysning af fødselsdagsfejringen i Hellerup, har vi hele efter eftermiddagen til pakning og forberelser, hvilket nok er påkrævet, da Lis ikke er på toppen. Men fast besluttet på at vi er på pletten i morgen i lufthavnen. Og så bliver det da hyggeligt at Mads & Maria kommer forbi for at deltage i planlægningen af næste uges rejse..
Mens rejseuroen breder sig med masser af spørgsmål og uvished.
Nyt budskabnæppe før mandsg d. 29. august.
ONSDAG d. 31.8. 2022
” Er du trist og har du sorg i sinde” – skal du næppe læse videre i denne første epistel fra den dejligste del af Grækenland: Amorgos.
Det er blevet onsdag før jeg her ved aftenstid fik PC’en op og gjort klar til en meddelelse. Og så skulle det desværre vise sig, at det var efter en dag med modvind.
Lige nu er klokken ½ 10 om aftenen, jeg sidder på balkonen mens Lis sover på værelset og Snik, Snak og Fr. Gakkelak spiser færdig nede i restauranten. Det har været en trist dag, som startede med at vi måtte droppe morgenbadningen og i stedet låne en bil af Evdokia, så vi kunne køre til Sundheds Centeret i Hora for at få undersøgt, hvorfor Lis hverken kunne spise eller drikke, men blev svagere og svagere og stadig mere træt.
De fandt frem til, ligesom vores egen læge, at Lis havde en kraftig blærebetændelse, som krævede antibiotika via et drop. Det har hun så fået, men desværre uden en umiddelbar bedring af situationen. Så lige nu kæmper vi med væskemangel og manglende appetit og deraf følgende svækkelse og manglende kræfter.
I morgen, torsdag, skal vi afsted igen for at få taget en ny prøve og se om behandlingen har givet de ønskede resultater.
Den triste kendsgerning er, at vi er enige om, at hvis der ikke er en synlig bedring inden søndag, vil vi prøve at arrangere en hjemrejse mandag/tirsdag. Så må de 3 resterende afholde fødselsdag for Evdokia næste torsdag.
TORSDAG D. 1. SEPTEMBER 2022
Det er næsten umuligt at skrive, når temperaturen i skyggen er over 35 gr og sveden pibler ud af kroppen og gør alting vådt. Efter få minutter i solen koger det hele og man tvinges tilbage. Og man kan vel næppe klage over at vejret er for godt?
Godt er det imidlertid også, at Lis er på højkant efter turen til Sundhedscenteret, hvor en blodprøve viste, at hendes hvide blodlegemer stadig var for mange, hvorfor vi skulle komme tilbage på lørdag til endnu en blodprøve. I tilgift lovede Lis at drikke mindst 3 flasker vand om dagen.
Poul og Annelise var med på turen for at få Pouls øre spulet efter hans RemoVax behandling. Han forklarede lægen at han havde det skidt og var ør, svimmel og havde kvalme, hvorpå han resolut blev lagt på briksen med et drop i sin arm, og først efter 2-3 timer kiggede de på hans øre og udskrev noget medicin, som skulle hjælpe ham. Men han måtte ikke dykke eller bade alene; så nu bliver der passet ekstra godt på ham.
Og så endte den historie med, at de måtte tage en taxi hjem fra Hora.
Morgenbadningen blev også sprunget over i morges, så kun Snik & Snak kom afsted, mens jeg langsomt prøvede at få liv i Lis, der havde sovet i mange timer. Men selvom tilbuddet om morgenmad med både æg, bacon, brød, ost og Merenda ikke kunne friste, lykkedes det dog for hende at få lidt yogurt og cola ned inden vi satte kursen sydpå mod centeret, hvor det viste sig, at vi havde glemt de obligatoriske ansigtmasker, så vi måtte deles om 2.
Gårsdagen endte jo lidt trist efter besøget på Sundhedscenteret og de lidt triste udsigter, som fik mig til at overveje en tidligere hjemrejse, hvis ikke Lis fik det synligt bedre og blandt andet kom i gang med at spise og drikke litervis af vand, som foreskrevet at lægerne. Men heldigvis provokerede det tilsyneladende Fr. Kvik, som er fast besluttet på at gennemføre projektet og få afholdt fødselsdagen for Evdokia næste torsdag. Så indtil videre er det stadig vores fælles mål.
I aften skal vi ind til byen for første gang. Tirsdag nåede vi kun at besøge ”Argo” hos Petros & Maria, men kom aldrig videre, da Lis blev dårlig, så vi efter indkøb i ”Klask & Carry” stavrede hjemad i varmen, som også den dag var voldsomt påtrængende. Så indtil videre har vi kun spist her på Askas – onsdag endda med levende musik – og selvom maden har været fin og velsmagende glæder vi os til at gense ”Kapellet” og resten af byen sammen med Snik & Snak – og måske også Fr. Gakkelak.
FREDAG D. 2. SEPTEMBER 2022
Ved hjemkomsten fra byen sad den blonde Gakkelak – også kendt som ”Ouzodronningen” – med sin frokost og tilhørende retsina i restauranten. Tilnavnet fik hun efter at hun ved ankomsten til Piræus og valget af en ”velkomstcafe” udviste et sandt vovemod, da hun efter den første meget velvoksne ouzo bestilte endnu en, som hun resolut kastede i halsen (tilsat den smule vand, der nu var plads til).Og hun klarede det tilsyneladende fint, så først da vi nåede tilbage til hotellet, måtte hun forsigtigt konstatere, at hun da vist var blevet lidt fuld af de drinks.
Heldigvis var det tid for en lur inden vi skulle ud og spise på restaurant Harlequin – den med ”Mama’s Dirty Downtown Dish”. Efter banken på døren og forgæves opringning blev portieren bedt om at ringe fruen op for at orientere om, at vi alle nu stod udenfor og ventede på hende.
Da hun endelig ankom stod det straks klart, at den ellers så strålende, tidligere dagsform var brudt sammen. Den stakkels Fr Gakkelak led nu af nogle slemme bivirkninger af sit alkoholiske overmod. Alligevel stred hun sig sammenresten af selskabet op ad gågaden mod den udvalgte restaurant, men desværre måtte hun efter kort tid erkende, at hun næppe kunne berige aftenen med hverken humør eller intelligens. Så efter endda meget grundige instrukser og forklaringer om vejen hjem – som indbefattede både et højresving og et venstresving – kastede hun sig ud i forsøget på at navigere sig frem til hotellet gennem den piræiske aftenvarme. Og heldigvis fik vi senere vished for, at det var lykkedes, da vi kontrolringede til hende og ønskede hende god nat.
Men lad mig understrege, at det kun har været den ene gang, for som hun selv så overbevisende påpeger: ”så ved jeg jo godt, at jeg slet ikke kan tåle stærk spiritus!” Selvindsigt på et højt plan, som vi andre nok kunne lære lidt af?
Torsdagen endte med fællesspisning på den ”promenaderestaurant” som tidligere hed Celini, og som ligge lige ved siden af Argo. Det var dejligt at Lis kunne være med og også både spise og drikke en smule, men hun var til gengæld også meget træt, da vi kæmpede os hjem i mørket og kun med nød og næppe fik indtaget de nødvendige piller.
Så var det mere opløftende her til morgen, hvor Lis både var med til morgenbadningen i det 25 gr varme vand og fik spist noget morgenmad og drukket både the og vand, hvorefter hun fik en tiltrængte lur inden hun skulle ind til Petras skønhedsklinik for at få ordnet negle på både hænder og fødder. Heldigvis fik jeg lejet en bil inden hun skulle afsted: Citroen C3 – metallic rød med hvidt tag og temmelig ny. Og medplads til os alle 5.
Så i aften skal vi til Tholaria for at se solnedgang og spise hos ”Frikadelle-Jannis”!
SØNDAG D. 11. SEPTEMBER 2022
For vores egen – og vores trofaste følgeres skyld – har jeg lovet Lis at forsøge at fortsætte epistleriet - set i bakspejlets måske lidt hukommelsestågede lys.
For det er en lang, forvirrende periode, jeg skal prøve at rekonstruere med både muntre og triste episoder. Ikke mindst det faktum, at jeg nu sidder i Frøhaven og skal berette om, hvad der er sket siden vi måtte rejse hjem før tid.
Som beskrevet skulle vi fredag aften til Tholaria alle 5 for at nyde solnedgangens farverige refleksioner i bjergene på den anden side af bugten, mens vi nedsvælgede udvalgte drinks som f.eks. Aperol Spritz og Ouzo naturelle. Desværre viste det sig, efter solnedgangen, at Fr. Gakkelak, som havde fostret ideen om denne farverige oplevelse på den lukningstruede bar, slet ikke havde opdaget at bjergsiderne på den anden side havde været igennem det betagende farveskifte, som hun så begejstret havde anbefalet. Men smukt og hyggeligt var det, om end det medførte en betydelig trappestigning, som tydeligvis sled på Lis’s kræfter, da vi skulle videre op til ”Frikadelle-Yannis”, hvor det endnu en gang lykkedes os at bestille mere mad end det var os muligt at fortære. Men godt smagte det og skønt var det at kunne køre tilbage til Askas i samlet flok og komme i seng på et meget pensionistvenligt tidspunkt.
Næste morgen havde vi atter en aftale med lægen Ioanna på Sundhedscenteret om at komme over til en kontrol af Lis’s tilstand. Og straks da vi ankom kunne hun konstatere, at Lis nu så mere dårlig ud end hun havde gjort torsdag. Så hun blev straks lagt ind på briksen og fik saltvand og medicin intravenøst, mens hun erklærede, at det nu var absolut nødvendigt at vi tog til hospitalet på Naxos, hvor de havde flere muligheder for at undersøge og hjælpe Lis. Hun kunne ikke længere tage ansvaret og mente, at det i værste fald kunne være livstruende med de værdier, som blodprøverne viste mht antallet af hvide blodlegemer.
Vi kunne nå en Highspeed-færge kl. 15 fra Katapola, men så skulle vi også skynde os tilbage til Askas for at pakke, købe billetter til færgen og få fat i værelser på Naxos, hvilket Ioanna klarede: et studio med det ironiske navn Relax Studios med 2 værelser og 4 senge. Udlejeren ville hente os på havnen og sørge for at Lis og jeg blev kørt på hospitalet, når Poul & Annelise var sat af.
Vi nåede frem kl. 17 og fandt efterhånden frem til akutmodtagelsen, hvor adskillige mennesker sad og ventede – med mundbind. Her herskede virkelig frygt for Covid-smitten og alle, der skulle ind til behandling blev quick-testet med pinden ind i hjernen.
Det blev en laaaang eftermiddag og aften, hvor Lis, efter at der var taget blodprøver og røntgenbilleder, skulle indlægges. Men inden det kunne lade sig gøre, skulle Lis og jeg igennem en lang, intern diskussion fordi Lis forståeligt nok ikke var særlig begejstret for at blive efterladt uden rigtig mulighed for at kommunikere med nogen.
Og det blev ikke bedre da vi kom ned på stuen hvor Lis skulle sove: 4 senge, og i de 3 lå der 3 gamle, halvdøde mænd, hvoraf den ene med jævne mellemrum udstødte intense brøl. Det kunne næppe blive mere deprimerende og trist. Så det var en forfærdelig oplevelse at skulle efterlade en grædefærdig Lis bundet til sengen af drops og medicin, mens jeg hastede ud i natten for at finde Poul og Annelise. Jeg var absolut ikke stolt over, at jeg havde overtalt Lis til at lade sig indlægge, selvom jeg dog troede på at det var det bedste rent helbredsmæssigt. En snak med lægen på hospitalet havde endnu en gang understreget, at det ville være meget risikabelt, hvis ikke Lis kom under øjeblikkelig behandling. Men hun sagde også, at det nok ville være endnu bedre, hvis hun kom til et større hospital i f.eks. Athen, hvortil jeg svarede, at vi havde planer om hurtigst muligt at komme til København, hvilket hun også bifaldt.
I løbet af eftermiddagen havde jeg fået en meddelelse om, at Mogens ville ankomme med fly til Naxos næste dag kl. 16:40.
Det lykkedes mig at finde Poul & Annelise på Torvet kl. 22:30, og jeg fik lidt mad – fremragende saganaki og tør kyllingesouvlaki - inden vi vendte hjem til værelserne, som var nette uden at være prangende. Men sengene var gode, og jeg havde det dårligt ved tanken om, at Lis nu lå alene mellem de 3 snorkende og brølende mænd.
Det var hæsligt.
Søndag morgen gik vi alle 3 ud til hospitalet, hvor det var min hensigt at få de to andre med ind. Men det kunne ikke lade sig gøre. Og godt det samme, for det var ikke opløftende. Lis var træt og ked af det og ophidset over en nat, hvor hun ikke havde fået sovet ret meget. Men nu ville hun ud! Og denne gang prøvede jeg ikke at sige hende imod eller argumentere for, at hun af helbredsmæssige grunde måtte blive. Det var simpelthen for grumt. Men vi måtte vente til der kom en læge forbi. I starten var det ikke til at se, at det var lægen. En lavstammet, yderst korpulent ældre mand i en meget stramtsiddende stribet poloshirt, der på et famlende engelsk prøvede at orientere sig om, hvorfor Lis nu lå der. Vores fælles svar var, at det ønskede vi sådan set begge, at hun ikke gjorde. Hun ville udskrives på eget ansvar, hvilket han faktisk accepterede uden indvendinger. Til gengæld tog det ham næsten 2 timer at få skrevet de papirer, som vi skulle have med, efter at vi havde underskrevet i den store protokol og bekræftet, at det var på eget ansvar.
Inden det kom så vidt, havde jeg prøvet at få Poul & Annelise med ind, så de kunne se og bevidne de kummerlige forhold. Men vi blev resolut standset af en sygeplejerske, som meddelte, at der kun måtte komme 1 ad gangen – og kun nærmeste familie. Herefter satte vi os ud i solen for at vente, og her blev vi kontaktet af en sikkerhedsvagt, som meddelte, at jeg, hvis jeg skulle kunne gå ud og ind af hospitalet, skulle have et adgangskort med billede og en negativ covid-test. Herefter holdt han et 20 minutters foredrag om Coronaens hærgen blandt især de ældre grækere på Cypern, hvoraf mange døde. Derfor denne sikkerhedsforanstaltning. Alligevel fik jeg lidt senere lov til at komme ind, da Poul og Annelise valgte at gå tilbage, så vi senere kunne mødes inde i byen.
Endelig fik de stribede overlæge skrevet sig igennem rapporten med 2 fingre og vi kunne sige farvel og tak for denne gang.
Måske havde Lis overvurderet sine kræfter, da hun havde sagt, at hun da nok kunne gå ind til torvet for at møde de andre. Varmen og de manglende kræfter gjorde det i hvert fald svært og langsommeligt. Men vi fandt dem og sammen gik vi tilbage til lejligheden, hvor Lis kunne få hvilet sig.
Da klokken nærmede sig 17 tingede Mogens og meddelte, at han nu stod ude ved hospitalet og ikke kunne finde os. Jeg aftalte med ham at vi skulle mødes på torvet og gik derefter derop for at vente på ham. Det tog lidt længere tid end beregnet, idet det viste sig at der var mere end et torv i byen. På den baggrund var Mogens endt nede i havnen, men fandt til sidst vej, så vi sammen kunne vende tilbage til lejligheden og de andre.
Vi lavede nu en plan, der skulle bringe os til Danmark så hurtigt som muligt -og som også gjorde det muligt at få fejret Evdokias fødselsdag ganske kort, så hun kunne få den bog, vi havde lavet med billeder af hende:
Vi skulle med Blue Star fra Naxos kl. 12:35 til Amorgos. Her ville vi så have ca. 5 timer inden vi skulle med samme båd tilbage til Piræus kl. 20 fra Aegiali. Desværre var det ikke muligt at få kahyt, så vi måtte tage business og så sove på sofaerne. Færgen ville være i land kl. 5 og med en taxi ville vi være i lufthavnen ved 7-tiden. Heldigvis havde vi fundet et Aegean-fly, som kl. 9:25 satte kursen mod København, og det lykkedes os at få 3 billetter om end en sådan enkeltbillet viste sig at være dyrere end de returbilletter, vi havde i forvejen.
Planen virkede og kl. 15 kom vi tilbage til Askas og jeg gik straks i gang med at pakke kufferterne med hjælp fra Annelise. Annemette gik i gang med bordpynteriet og omkring kl. 17 kunne vi sætte os ved et fint fødselsdagsbord, hvor Evdokia fik sine gaver og vi fik en masse mad. Der blev sunget og ønsket tillykke og smilet og grædt, da vi kl 19:30 måtte sige farvel og sætte kursen mod havnen. Det var usigelig trist, men tydeligt for enhver at Lis havde brug for ordentlig behandling. Heldigvis havde vi Mogens med til at hjælpe på hjemturen, hvilket absolut gjorde den overkommelig på trods af – skulle det snart vise sig – et meget voldsomt vejr.
TIRSDAG D. 13. SEPTEMBER
Dette er så dagen, hvor vi alle 5 skulle være kommet hjem fra Grækenland. Men kun Snik, Snak og Fr. Gakkelak skulle tage turen, mens vi allerede var kommet hjem og slikkede sårene efter en turbulent uge på Glostrup Hospital og i Frøhaven og omegn.
Dog var der en lille opmuntring i går, mandag d. 12.9. Efter 5 dage hvor Lis havde ligget på hospitalet, blev jeg ringet op tidligt om morgenen af Lis, der lettere fortumlet fortalte om en mand, der om natten havde stået ved hendes seng for at stikke hende, og som på hendes protester og fastholden af at hun skulle hjem blot havde svaret: ”du skal ingen steder, du skal blive her”.
Hun var selvfølgelig skræmt og bad mig komme med det samme, mens jeg opfordrede hende til at få fat i en sygeplejerske og fortælle historien. I løbet af ½ time var jeg ude på hospitalet, og efter en snak med en sygeplejerske nåede vi frem til, at der ganske givet var tale om at den mandlige natsygeplejerske havde prøvet at tilslutte droppet, mens Lis stadigvæk sov og desværre havde været for klodset. Så efter lidt morgenmad og en snak om dagens mulighed for at kunne komme hjem, drog jeg tilbage mod Frøhaven.
Senere på formiddagen blev jeg så ringet op af en læge fra afdelingen, som fortalte at Lis’s blodprøver nu viste så god fremgang, at hun kunne klare resten af behandlingen med en pillekur i 5 dage herhjemme. Stor lettelse og hurtig afgang igen mod Glostrup og hospitalet ad den efterhånden velkendte rute.
Og i løbet af en lille time var vi klar til afgang med udskrivningspapirer, recepter og piller samt lettelsens suk og glæde.
Præcis en uge efter den mandag eftermiddag hvor vi havde holdt en kort, men intens fødselsdagsfest for Evdokia og derefter sammen med Mogens og mange andre gik ombord på Blue Star Naxos, mens Snik, Snak og Gakkelak stod tilbage på kajen og vinkede.
Allerede samme eftermiddag, da vi sejlede med den samme både fra Naxos til Amorgos havde jeg snakket med purseren for at høre om mulighederne for at få en kahyt til min syge viv. Men han kunne ikke hjælpe og sagde blot, at jeg skulle spørge igen om aftenen, når vi kom ombord igen. Det gjorde jeg, men svaret var det samme: no cabin! Så vi måtte nøjes med sofaerne på business, hvilket skulle vise sig at være rimeligt for Lis. Og det selvom vi allerede tidligt på turen, lige kommet ud af bugten, mærkede, at bølgerne havde godt fat i det store skib, som slog nogle gevaldige slag ned i bølgedalene. Lis havde med det samme slugt den søsygetablet, som Mogens havde skaffet, mens jeg i tåbelig selvovervurdering af mine sømandsegenskaber ventede så længe, at jeg netop lige efter at have slugt pillen returnerede den, da jeg brækkede mig i en hastigt frembragt plasticpose. Det lettede, men var ydmygende, så jeg skyndte mig at sluge den nye pille, som Mogens frembragte, hvilket satte mig i stand til at klare resten af turen uden de store søgangsproblemer. Men det var en sej tur, som blandt andet sendte et glas ouzo på gulvet, uden at jeg dog kom til at savne det. Ellers tak!
Lis sov godt igennem, ligesom Mogens, der som en sand ekvilibrist gennemførte en storslået snorkesymfoni i flere akter og med mange fine variationer. Til gengæld lykkedes det mig ikke at få mere end 1-2 timers liggende søvn. Resten af den 9 timer lange tur tilbragte jeg siddende i en lænestol, mens jeg holdt øje med Lis, som heldigvis så ud til at klare det fint.
Vi kom til Piræus som planlagt kl. 5 om morgenen og gik fluks ned og fik fat i en taxi, som hurtigt og gnidningsløst kørte os til lufthavnen. Uden fiflerier med taxameteret eller ruteomlægninger for 60 euro.
Der var nu ca. 3 timer til flyafgangen kl 9:25, så efter at have tjekket ind og afleveret bagagen, kunne vi sætte os ind og få lidt morgenmad, hvilket var befriende ovenpå den turbulente natterejse.
Stille og rolig venten lige indtil vi erfarede, at boarding i Athen med et Aegean-fly ikke foregår helt så systematisk og velorganiseret som med SAS i København. Blandt andet fordi højtalermeddelelserne var lige så uforståelige som ombord på færgerne: overstyrede og skrattende og indimellem mixet med uvedkommende beskeder vedrørende andre fly. Men afsted kom vi da og fik endda tilbudt et ”mellemmåltid”: risrand og en müslibar samt the/kaffe/juice/øl mm.
Ved landingen i Kastrup var vi blandt nogle af de sidste som fik kufferter; lidt gratis extra spænding. Og udenfor ventede Michael som aftalt, mens Mogens tog en taxi hjem. Jeg havde ringet til vores læge mens vi gik ind mod bagagebåndene, og vi aftalte, at Lis og jeg kom op til hende kl 14 – så kunne Lis også nå at hvile sig lidt og få et bad.
Lægen syntes at Lis faktisk så rimelig frisk ud, så hun tog en blodprøve, som kunne være analyseret til næste morgen. Hun ville så ringe besked om, hvorvidt vi skulle køre ind på Glostrup.
Klokken var kun lidt over 8, da hun ringede og sagde at infektionstallene var stukket helt af, så vi var nødt til at køre ind på akutmodtagelsen, hvor vi nok skulle regne med at Lis ville blive isoleret, fordi hun havde været på et hospital i udlandet og skulle podes for MRSA-bakterier. Lægen ville ringe til hospitalet og orientere dem om vores ankomst.
Og ganske rigtigt. Med direkte adgang til venteværelset i Akutklinikken lå ”Det lukkede Rum”, isolationsværelset, hvor Lis blev anbragt. Ikke noget toilet, men kun en håndvask og senere dog også en toiletstol, da Lis skulle levere en urinprøve. Det viste sig dog, at når Lis var koblet til de ophængte væskeposer med slanger og ventiler, var toiletstolen nødt til at stå lige foran døren, som hvert øjeblik kunne gå op og give indblik for alle de ventende i venteværelset. En delikat lille detaljer, som dog blev camoufleret ved tapetseringen med en blomstrende mælkebøttemark.
Den første halve time vi var i lokalet, overhørte vi hvordan en dame i et tilstødende værelse højlydt jamrede og råbte, at hun skulle tisse, uden at det foranledigede noget indgreb før efter mindst ½ time. Senere foranstaltede vi selv et forsøg for at se, hvor lang tid det tog fra man trak i den røde alarmsnor, og til der skete noget. Udgangspunktet var et fyldt bækken i toiletstolen, som ikke var blevet tømt i et døgn. Tidtagningen endte med at vise, at det tog mere end ½ time før der blev reageret på alarmen. Og da den friske mandlige sygeplejer bare trak på skulderen med et muntert smil, måtte jeg gøre ham opmærksom på, at det da så var heldigt, at alarmen ikke var forårsaget af f.eks. kvælning eller hjertestop, hvilket den glade mand var helt enig i, når nu de havde så travlt!!
Om torsdagen gav et besøg af en læge håb om, at Lis kunne blive flyttet op på en afdeling, hvilket så skete torsdag aften, hvor hun kom op på M33 – ældremedicinsk afdeling.
Men allerede fredag morgen ville fruen hjem, da hun ikke kunne holde ud at ligge i den larm og fordi der ikke var noget at tage sig til. Så sang vi endnu en gang fællessangen om infektionstal og intravenøs antibiotika og væske osv, og det lykkedes at få Lis til at affinde sig med sin skæbne. Og det endda selvom der ventede en weekend, hvor der næppe ville ske andet end medicintilførsel, blodprøver og andre målinger.
Lørdag kom Mogens på besøg ved middagstid, hvilket gav mig mulighed for at få ryddet lidt op og vasket noget ferietøj. Og om søndagen kom Mikkel & Anne på besøg om eftermiddagen, hvor hospitalscafeen var åbnet.
Det havde helt tydeligt hjulpet på humøret, da vi fik mulighed for at gå ture og også kunne gå udenfor i ”ryger-pavillonen”. Så søndag stod på cafebesøg og et par smøger i pavillonen, ligesom jeg havde indkøbt et ordentligt vred ugeblade til almindelig oplysning og adspredelse.
Således er vi så nu nået frem til tirsdag d. 12.9., hvor Lis har været hjemme i et døgn. Vi arbejder stadig på at få væskeindtaget sat op, mens det går lidt bedre med spiseriet (sild er sundt) Og vi har også fået en recept på Proteindrikke, men venter med at købe dem, idet Mogens er leveringsdygtig. Trætheden er stadig overvældende, hvilket undrer Lis, der ikke forstår hvorfor hun så hurtigt bliver træt og uoplagt. Men vi håber, tror og synes det går fremad – selvom det var en umådelig trist måde at afslutte en længe ventet ferieoplevelse på.
Snik, Snak og Fr. Gakkelak er kommet godt hjem og vi prøver nu at få nye kræfter til atter at kunne deltage i de sociale aktiviteter.
Men der vil nok gå en uges tid, før Lis nærmer sig toppen igen og tingene nærmer sig normal tilstand.