REJSEEPISTLER / THASOS, september 2016

THASOS, september 2016

 
 
 
På grund af tekniske problemer og en defekt memory har jeg pt kun en tablet uden tastatur til min rådighed. Så der vil være nogle lange pauser i udgivelserne her fra Potos på den sydøsrlige kyst af Thasos. Men på billedet kan i da se udsigten fra balkonen. Det er havet i baggrunden - 200m herfra, hvor vi morgenbader i 26 gr varmt vand.
Tjulahop - og måske kommer der flere billeder.
 
SØNDAG D. 4. SEPTEMBER 2016.
POTOS, THASSOS

Sidder i skyggen på balkonen på hotel Makedonia med udsigt til oliventræer, Ægæerhavet og Athos, munkenes halvø mod vest. Og jeg er i et kapløb med den svindende mængde strøm på min PC, da jeg i al rejseforvirringen parret med vores fotomodeloplevelser på Bakken har glemt strømforsyningen og nu er nede på 57%. Men det er da lykkedes mig at få oploadet nogle fotos, og forhåbentlig finder jeg også en måde at lægge lidt flere op på billedsiden.

Under alle omstændigheder vil skriveaktiviteterne blive mindre, når jeg bliver henvist til tablettens staveplade, hvor nogle slankere fingre nok ville kunne gøre det bedre og hurtigere.

Vi ankom hertil i går, lørdag, omkring kl.14 efter at være fløjet fra Kastrup med BRAflyg og landet i Kavala lufthavn 3 timer senere – 10.15 græsk tid, hvor busserne ventede og bragte os til den lille havn, hvorfra vi sejlede over til Thasos på 40 minutter. Så faktisk var det altså en rimelig hurtig og effektiv tur, som dog alligevel tog lidt hårdt på os. Nok mest fordi vi skulle tidligt op efter en begivenhedsrig fredag, hvor vi først var på Bakken sammen med Rie og Michael, fordi Maria skulle bruge nogle ”pensionist-fotomodeller” til en brochurer og vi havde meldt os klar. Måske lidt uoverlagt, men vældig sjovt og hyggeligt og med en god frokost som betaling. Derefter skulle vi hjem og fejre at Per havde sluttet sin kemo-kur, hvilket på traditionel familiemaner skete med en god middag, hvor vi stod for intervalstegningen af en kalvefilet og bernaise-saucen. Så selv om vi kom i seng i rimelig tid og vi havde pakket, var det nok ikke den optimale tilstand for 4 timers turbosøvn.

Men inden vi kastede os på Makedonias indbydende senge, besluttede vi os for vort eget lille velkomstmøde nede ved poolbaren, hvor solen skinnede, ouzoen duggede og de flere hundrede år gamle oliventræer fungerede som parasoller på de omkringliggende græsplæner.

Lidt groggy følte vi os dog stadig, da vi efter en kort lur stavrede ud i byen for at købe ind og orientere os om lokaliteterne og de muligheder, byen giver. Fin lang sandstrand med både parasoller og liggestole, et lille intenst butiksområde med masser af butikker – fra souvenirs til friske fisk. Mange restauranter nede ved stranden og enkelte oppe i byen. Adskillige supermarkeder, bagere, en stor kirke og et Tivoli. Og rigtig mange mennesker – ikke mindst fra Bulgarien, Rumænien og Rusland. Foruden selvfølgelig den ladning blegtrinde skandinaver, som BRAflyg og Spies sender herned hver uge. Så lastede med forudsætningerne for en god og nærende morgenmad og bevidstheden om, hvilket supermarked vi ikke skulle handle i, kunne vi vende hjem til en kop kaffe og lidt balkonbik

Inden aftenspisningen besluttede vi os for en svømmetur i den nedgående sols stråler og kunne uden bamsometer konstatere, at vandtemperaturen i hvert fald lå over de 25 gr. Men det friskede op og gjorde os i stand til at finde ned til den nærmeste restaurant, hvor vi efter det klassiske måltid med salat, saganaki, kalamares og tzaziki måtte konstatere, at vi måske ikke havde fået en kulinarisk oplevelse, men vi var blevet mætte, så vi havde forudsætningerne for en god nats søvn.
 
 
ONSDAG D. 7. SEPTEMBER
 
Vi er her endnu. Teknikken halter, så ikke meget lykkes. Lige nu er det umuligt at sende billeder, selvom jeg har fået overført en del via Blåtand til tabletten. Var til BBQ her på hotellet i mandags, men det var ikke sindsoprivende. I går tog vi bussen til Theologos, øens gamle hovedstad, sammen med Edith og Jørgen, et vennepar fra Falster. Fin og interessant tur, men lidt for meget gåning for Lis's lår, som lirker trods varmen og det helsebringende havvand. Obligatorisk morgenbadning kl. 8 hver dag og helst også ved solnedgang.
Vi har fundet en god Garden Taverna, hvor de serverer stegt søtunge. Meget delikat - og til kun 6 euro! Så der har vi været et par gange.
Jeg håber at få gjort denne beretning lidt mere fyldig i løbet af næste uge, hvor jeg vel også kan få den garneret med lidt flere billeder.
 
PS. I eftermiddag var vi på konditori i mylderet på hovedstrøget. Med hat og handsker..
 
 
TORSDAG D. 8. SEPTEMBER
 
I dag fylder Frederik 16 år. Tillykke!
Ja, det er jo om at udnytte muligheden når wifi pludselig er i hopla og solen skinner igen. Vi havde ellers snakket om at tage bussen til en af de andre kystbyer, men vi blev forsinkede og nåede ikke bussen kl. 10. Den næste -og sidste - kører kl. 16. Men måske en taxi kan klare det.
Vi har netop modtaget en sms om, at vi på lørdag bliver hentet af bussen kl. 7.05! God morgen - vi skal først flyve 11.15.
Dagen i går var varm, men skyet, så aktiviteterne var begrænset til morgenbadning med efterfølgende fyldig morgenmad, en længere paradetur gennem mylderet i de små gader, som efter lidt indkøb endte på en meget lokal kafe med 2 fadøl. Efter en tur i supermarkedet var det så, vi måtte prøve konditorens fristelser tilsat tynd papkaffe. Men der var masser at kigge på.
Nu sidder jeg ved poolen med Lis henkastet på en solseng og et skyfilter, der forhindrer alvorlige forbrændinger. Måske er det tid til at prøve billedforbindelserne.
 
NIELS PAULSEN  | pagondas@hotmail.com