REJSEPLAN, PÅSKEN 2019
Afgang: Mandag d. 22. juni kl. 8:35 - 12:45 til Athen med SAS, SK 777
Afgang fra Piræus med Blue Star Naxos kl 17:30 - ankomst i Aegiali kl. 01:30
HJEMTUR:
Afgang fredag d. 3. maj fra Aegiali kl. 6:55 - ankomst Piræus kl. 15:00 med Blue Star Naxos
Overnatning på Hotel Triton i Piræus
Afgang fra Athen lørdag d. 4. maj kl. 13:35 - ankomst CPH kl. 15:50 med SAS, SK 778
TORSDAG D. 25. APRIL 2019
1.PÅSKEEPISTEL
Det er onsdag morgen og 2 døgn siden, vi stod i lufthavnen hvor vi lige havde mødt Maria efter en køretur med Per uden megen trafik. Solen skinnede, vi havde alle 3 tjekket ind, og efter et øjeblik var bagagen afleveret. Trods et fælles løfte om at satse på letvægt endte den ene af kufferterne dog med orange seddel: HEAVY!
Ingen ventetid i sikkerhedskontrollen, hvor Lis som sædvanlig bippede løs pga den nye hofte, mens jeg uantastet kunne gå igennem med flydende nitroglycerin i lommen! Efter at have købt et par flasker vand gik jeg mod gaten, mens Maria og Lis lige skulle flanere langs de mange lokkende butikker.
SK777 var ikke helt fuld, så det lykkedes Lis at skaffe sig et ekstra sæde til sit dårlige skinneben, hvilket dog afstedkom at James Steward dukkede op for at inspicere skaden og vurdere om det var forsvarligt at tage både Lis og det sårede skinneben med. Men da Lis kunne forsikre ham om, at hun både var tilset og behandlet af en læge, som ovenikøbet havde sanktioneret flyveturen og givet hende en stivkrampevaccination, var Steward tilfreds og ønskede os god rejse.
Det blev det – og endda 20 minutter kortere end planlagt. Bagagen fulgte også med og snart efter landingen kunne vi sætte os ind i en taxi, som næsten ikke kunne rumme os, hvilket betød at Lis og Maria måtte sidde med en kuffert imellem sig på bagsædet. Men chaufføren var god og imødekommende og kørte i et behageligt tempo, ivrigt konverserende om livet i Grækenland og forholdene i Danmark. Ikke en glad mand, men venlig og resignerende, og efter at jeg i forbindelse med en snak om sundheds- og hospitalsforhold i hhv Grækenland og Danmark havde nævnt mine oplevelser med det græske sundhedsvæsen og et dårligt hjerte, blev han yderst omsorgsfuld. Ikke mindst da vi skulle ud af bilen, hvor hans hensyn gjorde, at jeg følte mig 10 år ældre, mens han formanede os om at passe på vores ting her i havnen. ”Mange luskede typer, you know!”
Efter en ”velkomstouzo” i hjørnecafeen, fik vi hentet færgebilletter til både ud- og hjemtur, til sommerens rejser og til Berendsen & Hessner – uden problemer. Men jeg viste dem heller ikke den kopi af Niels B.s pasbillede, som jeg havde fået med!
Allerede lidt over 16, og efter at Lis & Maria havde købt enkelte rejseforsyninger ind, kunne vi gå ombord og få anvist vores kahyt; nu med vindue og udsigt, mens Maria installerede sig på business-klassen, hvor der var et mylder af mennesker på vej til påskefejring.
Da Lis og jeg havde sovet dårligt om natten og var stået tidligt op med en vis rejsespænding i kroppen blev det en meget lang rejse mod Aegiali med flere lurningsperioder, hvor vi virkelig priste den gode kahyt og det stille vand. Som sagt var der rigtig mange mennesker ombord og vi mødte da også flere kendinger fra Amorgos, som både smilede, vinkede og nikkede og sagde venlige ord, mens vi ihærdigt grublede over, hvem det egentlig var og hvad de mon kunne hedde eller relatere til. Og så gik der jo tid med det. Til gengæld havde Maria det lidt sværere i salonen, hvor hun sad tæt op ad en familie med to små piger, der selvfølgelig blev mere og mere urolige og rastløse, hvilket gjorde det vanskeligt at få sovet. Men med planmæssig forsinkelse nåede vi da frem til Aegiali ved 2-tiden, hvor Marios stod i mørkemylderet og ventede på os med sit brede velkendte grin og gode humør. Velankomne til Askas, hvor alle andre sov, ventede der os en del overraskelser. Den første kom allerede på p-pladsen, hvor gruset var erstattet af beton og den roterende grill havde fået sit helt eget hus i læ for rusk og regn (”mest regnfulde vinter i mands minde og nogensinde!”) familiens terrasse var blevet yderligere afskærmet og aflukket og hele indgangspartiet til køkkenet i kælderen var lavet om med nye skilte .
Mario havde forberedt ouzoudskænkning på privatterrassen og pludselig dukkede en meget forsovet Fani op. Først troede jeg at det var vores lidt højrøstede snak og latterudbrud der havde vækket hende, men det viste sig at være et telefonopkald i forbindelse med biludlejningen. Hun skulle ned i havnen med en bil og Mario måtte hente hende senere. Det fik han også gjort og hun kom tilbage til lidt mere snak inden vi fandt det formålstjenligt at søge op mod værelserne. Os på nr 4 og Maria på nr. 9. Her kom så den næste overraskelse, da vi så den nye reception: vendt rundt, lyst og enkelt og meget stilfuldt og ambitiøst.
Værelserne lignede sig selv og Mario kunne berette, at han havde måtte smide 2 kvinder ud fra nr 4, fordi vi havde fået lovning. Det blev de ikke begejstret for og Mario havde da også erkendt at det var hans – og Ioannas – fejl. Men nu har vi så 2 sure franske yogakvinder som naboer!! Det erfarede Lis i morges, da hun i restauranten blev antastet af den ene, som inkvisitorisk spurgte om hun var den, der var flyttet ind på nr. 4. Lis prøvede at forklare hende situationen, bl.a. med noget om vores ”anciennitet” på værelset, hvilket fik den grundstødte franskkvinde til at foreslå Lis at snakke fransk, da hun ikke var særlig god til engelsk. Hertil replicerede Lis kvikt, at hun kun beherskede engelsk og græsk, hvilket lukkede ned for yderligere debat. Men på ankomstnatten var vi stille og forsigtige, selvom vi naturligvis var nødt til at få tømt kufferterne ind vi kastede os på dobbeltsengen med de mange lagener og tæpper. Temperaturen var ikke overvældende og Lis fik hurtigt sat gang i airconditioneringen, mens tænderne klaprede ildevarslende. Og først kl. 4:30 sov vi.
Der var jo en del søvn, der skulle indhentes og vi fik da også sovet 4-5 timer inden vi vovede os ned i restauranten til en tiltrængt morgenmad med det hele og den traditionelle hilsen på alle venner og familie, der dukkede op, ligesom vi skulle aflevere de gaver, vi havde taget med. Bl.a. billedet, jeg havde malet af Yannis. Det tiltrak sig en vis opmærksomhed og mange kommentarer, og Yannis, som absolut så bedre ud i virkeligheden end på det sidste billede på Facebook, blev virkelig glad for det. Så det blev jeg selvfølgelig også. Men efter et par timer knagede det igen i vores kadavre og vi listede op på værelset for at få tilført lidt energi og sat lidt system i værelsesindretningen.
En kop kaffe i privaten med Evdokia og Fani førte til at jeg fik overdraget nøglen til en rød Skoda Fabia samt en meget proforma lejekontrakt til handskerummet, hvorefter vi drog ned til byen sammen med Maria for at småhandle. Da bilen jo har bedst af at blive kørt varm tog vi også en tur til Langada, hvor Lis fik købt sin uundværlige Calendula-olie til almindelig forskønnelse.
Efter en ouzo på balkonen gik vi ned i den lokale restaurant, hvor dermildt sagt ikke var meget liv. Faktisk sad kun Lefteris, Maria og Maria i kælderen, hvor vi også havde besluttet at sidde for at spise. Men vi satte os sammen med dem og fik komponeret et omfattende måltid med feta i ovn, gigantes (bønner), briam, græsk salat og kylling i ovn med krydrede ovnkartofler. Og da de endnu ikke havde indstillet sig på, at vi var ankommet var der ingen retsina, men til gengæld en udmærket flaske hvidvin, som Lefteris deflorerede – uden dog at ville smage noget af den. Til gengæld fik han besøg af sin ven Stefanos og hans whisky og det udviklede sig til et muntert og hyggeligt selskab, hvor sulten blev stillet og tørsten forsvandt. Og det var vel sådan set også meningen?
Ved 11-tiden var vi i seng og glædede os til at få sovet igennem. Lis havde godt nok lovet Maria (fru) at mødes med hende i restauranten for at hjælpe hende med at male de hvide streger på gulvet, men de var vist begge klar over det uholdbare i den aftale. Og morgenbadning var overhovedet ikke blevet nævnt som en mulighed; det tillader temperaturerne ikke.
Men efter vores morgenmad på værelset (indendørs) gik vi dog en tur gennem et meget øde Lakki ned til vandet, hvor blæsten havde godt fat og hvor der ikke var et øje. Men stranden så fin og ren ud, og jeg fik fotograferet lidt. Det viste sig imidlertid senere at være omsonst idet wi-fi’en slet ikke var i stand til at uploade billeder, hvilket er forklaringen på, at der – selvom jeg har taget over 100 fotos allerede - endnu ikke ligger nogen billeder på hjemmesiden. Og jeg ville jo ellers gerne vise nogle af de mange frodige og blomsterfyldte bjerge og marker frem. Men vi kæmper med det, og Mario har lige foreslået mig at prøvemed wi-fi nede i restauranten. Den skulle være lidt hurtigere.
En anden nyskabelse, som vi opdagede, da vi vågnede i går var, at det lille hus skråt overfor, hvor ”legetøjsdamen” boede med mand, søn og hund, var ved at blive renoveret fordi Sofia og Georgos skylle bo der nu; hans knæ var for dårlige til at gå de mange trin op til huset på bjerget. Så nu bor hele familien efterhånden samlet hernede efter at Yannis er flyttet ind hos Anna, lidt længere henne ad vejen mod Tholaria.
FREDAG D. 26. APRIL 2019
Græsk Langfredag
2. EPISTEL TIL DE EFTERLADTE
Efter påmindelse og opfordring fra en ivrig episteldiscipel skal jeg selvfølgelig begynde denne udgave med beretningen om, hvorvidt det var lykkedes at holde vores ankomst hemmelig – først og fremmest for Evdokia. Mario var i forbindelse med afhentningen ved færgen kort forinden blevet orienteret om, hvem det var, han skulle hente; men derudover var det kun Bopi og Ioanna, som vidste noget. FORTSÆTTES -TRYK HER 