AMORGOS-EPISTLERIERNE APRIL/MAJ 2024
Torsdag d. 2. maj
Endnu engang må jeg konstatere, at det er vanskeligt at komme i gang med skriverierne. At finde sammenhængende tid med tilhørende lyst og inspiration. Så først når det begynder at blive kritisk og fortidstågerne anes i kanten af hukommelsen, får jeg taget mig sammen.
Og så netop i dag, hvor vi skal fejre Pouls fødselsdag, som startede en smule panisk, da vi skulle mødes til fællesmorgenmad i restauranten:
Poul havde forlist sin mobiltelefon!
Og i går havde vi netop diskuteret det fornuftige i, at han havde valgt at opbevare alle sine kort i selvsamme telefon. Fadæsen havde resulteret i, at Annelise havde haft svært ved at finde ro i nat, men dog havde overblik nok til at foreslå en øjeblikkelig gennemsøgning af bilen. Det var jo set før at Poul havde gemt/glemt sin telefon i bilen.
Jeg ilede straks afsted og kunne hurtigt konstatere, at det løsslupne kommunikationsapparat lå skjult i handskerummet. En opdagelse som ikke så ud til at komme bag på fødselaren. Om det skyldes flegma eller en stoisk ro er svært at vurdere, men man kan jo selv vælge
Store var i hvert fald både smil og grin, da vi kom tilbage til det bugnende morgenbord og kunne kaste os ud herlighederne, efter at Poul endnu en gang havde fået på læst og påskrevet – med store bogstaver og tydelig lettelse.
Og på den måde blev jeg klar til – som så ofte før – en bagvendt beretning om de første dage i årets græske ekspedition til Amorgos, som begyndte søndag d. 28, april, hvor vi mødtes i lufthavnen kl. 6:45 til hurtig aflevering af bagage. Turen gennem sikkerhedskontrollen gav ikke anledning til problemer ude over den sædvanlige ekstra kontrol af fruerne p.g.a. af deres indopererede kunstige metal-legemsdele. Der blev ikke overraskende handlet kosmetik inden vi fik en kop kaffe og kunne gå ud til ombordstigningen.
Efter ½ times venten i flyet pga. trængsel i det græske luftrum kom vi endelig i luften, og jeg kunne öfryde mig over min vinduesplads. Men endnu engang forsøgte jeg forgæves at finde ud af, hvilken rute indflyvningen til lufthavnen tog. Kun kunne jeg fastslå, at vi denne gang fløj vest om at Athen og Piræus (hvilket jeg er overbevist om vil interessere mange af mine læsere?)
Ned med et bump, der absolut ikke var velgørende for min kaffefyldte blære) Tilmed skulle vi køres i busser til ankomsthallen, og det tog tid før busserne var klar.
Det var den bestilte taxi til gengæld, så vi var snart efter på vej mod Piraeus City Hotel, mens vi blev informeret om vinterens katastrofale mangel på vand i Grækenland og planerne om at lave et kæmpe underoldnings- og aktivitetsland der, hvor den tidligere lufthavn lå ved Glifada. Ligeledes fik vi at vide, at den voldsomme trafik på motorvejen mod Piraeus skyldtes at det var søndag før påske, og forretningerne havde derfor åbent.
Det var nu ikke det der slog os senere, da vi nærmede os hotellet og så færre folk på gaderne end ellers. Men selv om vi allerede ved indtjekningen på hotellet kunne konstatere, at vores södvanlige velkomst-cafe overfor hotellet var lukket, lod vi os ikke slå ud og var snart på vej ud for at finde et alternativ, hvilket viste sig vanskeligere end vi havde troet. Men det lykkedes, så vi fandt omsider et bord i solen, 4 øl og nogle sandwiches mm. Og samtidig kunne vi konstatere, at vi faktisk boede ganske tæt på den havnegate, hvor vi skulle starte morgendagens rejse med Seajetten, lidet anende de mørke skyer, der trak sammen i horisonten.
Eftermiddagslur og bordbestilling på ”Harlequin”, inden vi fandt en lille cafe, hvor vi kunne få before-dinner drinks. På restauranten valgte vi at sidde inde pga. blæsten, hvilket dog var absolut ligeså interessant som at sidde udenfor. Den hektiske serveringsaktivitet gav os nok at kigge på og vi kunne stadig nyde de södvanlige retter; fried zucchini, Mama’s dirty downtown-dish, kylling og saganaki m.m. Så, trætte efter en lang dag, der havde taget sin begyndelse kl, 5 om morgenen, fandt vi tilbage til Hotellet i Notara Street og beredte os på at vi allerede kl 7 skulle bevæge os ned til Gate 9 og Seajet. Vi havde aftalt at spise morgenmad på hotellet kl. 6, så kl 5 var jeg i bad og gjorde mig klar til rejsen. I den forbindelse tjekkede jeg selvfølgelig telefonen og fandt til min rædsel en besked, der fortalte at ”due to the weather conditions” var Seajetten aflyst. Værs’go! Hvad nu? Dels var der spørgsmålet om at få refunderet billetterne dels skulle vi også gerne prøve at få billetter til eftermiddagens Blue Star-færge til Amorgos og derefter advicere Mario på Askas om, at vi ikke ville brug for en stor bil i Katapola om eftermiddagen, men til gengæld ville ankomme kl. 02:15 i Aegiali og gerne ville hentes.
Efter morgenmad og krisekommunikation og mange skridt senere kunne vi sætte os på en cafe i havnen og konstatere, at vi skulle afsted om eftermiddagen med Blue Star Naxos og at jeg skulle sende en mail til ferries,com, som havde formidlet Seajet-billetterne. Hotellet havde givet os lov til at vente med udtjekning til kl. 13, og vi kunne opbevare bagagen der indtil vi skulle ned til Båden ved 16-tiden.
Det gav os mulighed for en let frokost med både pizza, bruschetta og en stor tapaslignende platte, hvilket selvfølgelig også var påkrævet, når vi nu stod overfor en 8 timers lang, natlig sejlads i kraftig vind og voldsomme bølger.
Skibet var fuldt og selv på businessclass var der næsten trængsel, så man ikke bare kunne lægge sig for at hvile eller sove. I hvert fald ikke på den første del som gik til Paros. Heldigvis havde jeg taget ”Travel Gum” med, og det var vi alle 4 glade for da bølgerne slog til efter de første timers sejlads.
Skibet blev selvfølgelig langsomt tømt efterhånden som vi nærmede os Amorgos, så der blev bedre mulighed for at få ligget ned og hvilet, hvilket dog ikke lykkedes for alle.
Lidt over 02 stævnede vi ind i bugten ved Aegiali og kastede os ud i mylderet af biler og passagerer – ankomne og ventende. Det blæste og var både mørkt og køligt, men vi fandt frem til Mario og bussen, som snart efter satte os af i sikkerhed på Askas.
Efter en enkelt ouzo og en snak med Mario kom vi endelig i seng og kunne sove. Da var klokken blevet 04, og det var 11 timer siden jeg var stået op i Piræus.
LØRDAG D.4, MAJ – 2024
Som forventet fik tirsdagen en langsom og træt start, men alligevel god, eftersom vi havde beslutte at spise morgenmad sammen i restauranten – med hele udtrækket. Selvom temperaturen var 19-20 gr gjorden blösten det til en noget kølig fornøjelse, men begejstringen over endelig at være fremme og at have fået sovet i hvertfald flere timer i træk dominerede.
Dagen kom hovedsagelig til at bestå af udpakning og indretning – med indlagte pauser og en gåtur langs promenaden mod byen, hvor der skulle købes ind til bl.a. morgenmaden næste dag. Efter det klassiske pitstop på ”Argo” var kræfterne brugt op, og vi skulle jo også være friske til aftenens middag her på etablissementet, som i øvrigt var domineret af et tysk yoga-hold.
Der er kommet ny kok i køkkenet. Han har tidligere været kok på den lille ”Cafe Window” på havnen, og selv om han ikke havde været heldig med kalamarierne var der andre, gode tiltage; bl.a. en god saganaki, en kraftig tzaziki og en meget velsmagende kylling med sovs og kartoffelmos.
Men som forventet blev det en kort aften, og snart var vi på værelserne, hvor vi efter et kort ophold på balkonen blev tiltrukket af sengenes sirene-lokkeri. Og der var enighed om, at spørgsmålet om morgenbadning måtte vente, til vi havde fået undersøgt den aktuelle havtemperatur, hvilket i øvrigt var vanskelig med den fremherskende vind og tilhørende bølgegang. Et måleudstyr blev udtænkt og skulle fremstilles dagen efter!
Til vores overraskelse var det allerede blevet onsdag, da vi slog øjnene op til en ny dag, og vejret svarede stadigvæk ikke til de medbragte forventninger. Men det var dog muligt at spise morgenmad på balkonen uden at blive vindblæst eller få forfrysninger.
Og så var det dagen, hvor vi skulle have den bil, som jeg havde aftalt med Fani og Evdokia. 10 dages leje af en nyere Panda uden angivelse af en pris, som skulle aftales med Mario, når vi betalte værelserne.
I baghovedet svirrede også spørgsmålet om hjemrejsen efter at vores tillid til Seajet havde fået et knæk. Så jeg kastede mig over problematikken og nåede frem til at de eneste alternativer var enten at tage til Naxos et par dage fär, evt. med Skopelitis – hvilket heller ikke var særlig sikkert – eller også skulle vi tage Blue Star Naxos kl. 5;45 fra Katapola, hvilket ville betyde en køretur over bjergene kl. ½5 om morgenen. Hmmm! Det var tid til overvejelser. I samme forbindelse talte jeg med Ioanna om hjælp til at finde ud af, hvor dan vi skulle forholde os for at få refunderet Seajet-billetterne (knap 3000 kr) Hun ville telefonere dagen efter til billet-bureauet.
Nu udstyret med en bil samlede jeg de 3 andre op inde i byen, hvorefter vi begav os mod Hora og Katapola. Først til Katapola, som virkede endnu mere udslukt end Aegiali, uden en eneste båd i havnen. Men tøjbutikken helt yderst på kajen var til fruernes udelte begejstring åben. Så der skulle handles, og Lis fik købt sig en stor, varm hættetrøje, mens Poul og jeg ledte forgæves efter en CAIR-champagne i den nærliggende købmand.
Vi besluttede os for også at besøge den anden side af Katapola, hvor der viste sig at være mere liv og flere åbne cafeer. Så det var ikke svært at finde et sted, hvor vi kunne få en let frokost med bl.a. en stor salat og bruschetta med sild, ligesom Snik & Snak fandt en købmand, der heller ikke havde champagne, men derimod en italiensk, perlende hvidvin.
Herefter satte vi kursen mod Hora, hvor vi havde besluttet os for at drikke kaffe på ”lærerværelset” – den lille cafe for enden af ”skolegaden”. Og her oplevede vi nu endnu en gang, hvordan vinden i Hora kan overtrumfe alt anden blæst på Amorgos. Så kraftig var den, at Lis næsten blev blæst omkuld selv om Annelise støttede hende. Så hun satte sig ind i bilen igen og jeg måtte køre helt op til cafeen, hvor der var mere læ. Kaffe og andre gæster (lærere?) var der også, så vi fik styrke til den afsluttende tur tilbage mod Aegiali.
SØNDAG D. 5.MAJ 2024
Lad mig med det samme beklage, at jeg ikke vil følge kronologien. Men vi har netop forladt ”påskefesten”, og det er nødvendigt med det samme at få skrevet nogle af oplevelserne ned, mens de sidder i kroppen. For en påskefest af den karat påvirker alle sanser og sætter sig i kroppen.
Men lad mig indlede med at fortælle kort om lørdag aften, hvor vores plan jo egentlig var, at komme op til kirken i Potamos for at se det specielle skuespil der udspiller sig omkring midnat og som kulminerer med at præsterne bliver låst ude fra kirken og først lukket ind efter at have banket 3 gange på døren. Og seancen slutter så med et kæmpe fyrværkeri i hele bugten – og iøvrigt også med fællesspisning. Derfor kan det være svært at finde en restaurant , der serverer mad før kl. 01.
Vi blev henvist til en restaurant i Tholaria, som imidlertid netop ikke serverede før klokken 01. Så vi kørte ned igen, og på vejen ned faldt de første dråber. Nede i havnen, hvor vi parkerede, var det begyndt at regne, så vi søgte ly og mad hos ”Kostara” på torvet. Her fik vi god mad, men endnu en gang fik vi også her bestilt for meget, mens regnen tog til og overbeviste os om, at vi ikke skulle op til kirken, hvor vi ville komme til at tilbringe megen tid udenfor kirken (sammen med præsterne).
Hjemme igen på Askas var vi både trætte og mætte, så faktisk faldt vi i søvn uden at høre eller se det storslåede fytværkeri.
Og det var så forudsætningerne for dagen i dag, hvor vi havde reserveret bord til påskefesten med levende musik her i restauranten.
Men dagen startede lidt skuffende med blæst og kulde, som gjorde det nødvendigt at spise morgenmad indendørs. Lis i sengen og jeg på sengekanten, og tilmed i ”spareudgaven” uden æg og bacon.
Festen startede ”fra kl. 13”, og da vi kom derned lidt over 13 var der reserveret et bord, hvilket viste sig at være en stor fordel, for i løbet af de næste par timer myldrede det ind med mennesker – udover familien, som også var samlet.
Der var mulighed for at vælge mellem spidstegt gris eller spidstegt ged, så vi valgte en af hver samt diverse forretter/tilbehør.
Og så startede musikken. For fulde gardiner med både store højtalere og stor styrke, der umuliggjorde samtale. Dette blev til gengæld kompenseret ved at helt eventyrligt danseshow, som demonstrerede en af de fascinerende sider af græsk kultur. Børn, unge og gamle kastede sig med ildhu og smittende energi ud i dansene, både alene, parvis og i kolossale masseoptrin, hvor 50 dansende mennesker til tider kunne virker som en samlet, pulserende masse.
Vi har jo alle set det før, men blev endnu engang imponeret over den fælles;: begejstring og engagementet; ikke mindst hos de af familiens medlemmer, som førte an og opildnede til dans og begejstring. Således dansede Lefteris, Dimitri og Themis (Ioannas søn) sammen og Dimitri dansede den gamle mands stokkedans sammen med Adonis, Lefteris førte lange kæder af dansende gennem restauranten og ud på p-pladsen og forskellige enkeltpersoner stillede op og gav deres bidrag til den formidable underholdning
Og begejstrede var vi også, selv om vi ikke havde mod og kræfter til at deltage.
Men da klokken nærmede sig 19, og kroppen udover fast føde også var blevet tilført diverse flydende nærings- og giftstoffer, blev vi enige om at søge mod værelset og den ro, som gav mulighed for at få skrevet lidt ned om den store oplevelse, som er svær at beskrive i ord.
Men at se så mange både unge og gamle grækere, synge med og danse begejstret til mange ældre sange vidnede om en stærk fælles kultur. Misundeligtværdigt.
TIRSDAG D. 7. MAJ 2024
Inden jeg forsøger på at tage kronologien op igen, skal jeg kort forklare lidt om de problemer, der har været årsag til de manglende opdateringer og vanskelighederne med at få lagt fotos op, og som ind imellem har givet anledning til heftige anfald af hidsig vrede mod min nyindkøbte tablet, hvorfor jeg også har fået indblandet Mario, Snik & Snak og trlrfonisk også Michael.
Men:
Af uransagelige årsager meldte ”maskinen” ud, at der ikke var forbindelse til internettet. Øjensynligt fordi jeg havde nået en eller anden grænseværdi, som jeg ikke mente at have hverken læst eller hørt om. Endnu mere uforståeligt – og irriterende – var det at både telefonerne og den ældre tablet havde fin forbindelse til nettet! Det var altså ikke Marios skyld. Men det gav selvfølgelig anledning til mange overvejelser, gode råd og diverse forsøg,, som endte med at Mario lavede en sluk/tænd-øvelse med hotellets net og jeg lukkede min tablet helt ned inden vi gik ud for at spise i går aftes for straks ved hjemkomsten at tænde den igen; det kunne jo være?
Og minsandten om ikke tabletten var vendt tilbage til sin gode gamle funktion - nu igen med forbindelse til internettet og omverdenen. Beruset af glæde pg lettelse faldt jeg i søvn og havde hver gang jeg vågnede lyst til at stå op for at se om det var virkeligt.
Det er det – også efter12 timer!
Men tilbage til fortiden – dvs. onsdag – hvor vi efter hjemturen fra Hora fik hvilet og varmet os på værelserne, inden vi begav os afsted for at finde et spisested samt et sted vi skulle spise dagen efter, hvor det jo var Pouls fødselsdag. Vejret tilsagde at det skulle være indendørs, så Katina var den eneste reelle mulighed, hvorfor vi bestilte bord der, mens vi besluttede os for at spise på torvet hos Kostara, hvor der i det mindste var rullet plasticvægge ned, så det var muligt at sidde nogenlunde i læ. ”Net uden at være prangende” kan man vel roligt sige, og ingen gik sultne eller misfornøjede hjem. Til gengæld sad der stadig rester af rejsens udfordringer i de gamle kroppe, så det var en fornøjelse at slukke lyset og tænke på dagens hændelser samt forventningerne til morgendagen, hvor vi skulle starte med fælles fødselsdagsmorgenmad nede i restauranten.
Torsdag d. 2. maj og Poul fyldte 79 (80-1) Det blev der selvfølgeligt spundet mange ender over og stemningen var både god og munter selv om vejret vel næppe levede op til forventningerne til fødselarens evner desangående. Efter morgenseancen var det tid til lidt morgenbik på værelset tilsat lidt eftersovning, så vi veloplagte kunne begive os ind mod staden og mødes med fødselaren og hans altid energiske og fantasifulde hustru.
Det udartede og blev til en frokostomelet på Cafe Window, i kælderen under billetkontoret, hvor de serverede på patelfarvede (pink bl.a.) borde og solen langsom bräd frem, inden vi begyndte retræten mod Askas.
Enkelte opmærksomme læsere vil på nuværende tidspunkt undre sig over, at der overhovedet ikke er blevet nævnt noget om morgenbadningen; et ellers traditionelt ritual, når vi er på Amorgos. Selvfølgekig hænger det sammen med vejret og bølgernes beskaffenhed. Og det har ikke været befordrende for badelysten. En foreløbig temperatur måling med et bamsometer i snor, viste tæt på 20 gr, hvilket imidlertid ikke var nok til at pålægge os alle tvungen morgenbadning.
Inden vi om aftenen skulle spise på Katina fik vi Kapel-ouzo i de helt nye omgivelser, hvor de blå stole og borde er skiftet ud med spinkle metal-havestole og runde borde med marmorplader og aluminiums-stel. Hvor blev den mindeværdige og traditionsrige blå fortidshygge af ? Helligbrøde, vil jeg kalde det. Der er jo tale om et Kapel!
Således let rystede begav vi os hen til Katina, hvor vi som sædvanlig fik god og rigelig mad: svinekød i ovn med 2 forskellige slag sovs samt zuchinni-balls, salat og saganaki.
Tak for kaffe – og godnat
Hvis du er heldig kan du måske se en af de utallige fugle, som bor i dette træ og krydrer morgenmaden med liflig kvidren og ihærdig til- og fraflyvning.
ONSDAG D. 8. MAJ 2024.
Fredagen d. 3.5. startede – som sædvanligt – stille, og vejret var faktisk flot: sol og spredte skyer og 19-20 gr. Men vinden tog til i løbet af dagen, hvilket også fik temperaturen til at dale.
Efter det traditionelle morgenbik og -bak kørte vi til byen for at mødes med Snik og Snak. Annelise havde bekendtgjort, at hun aldrig havde været op i ”tilflugtsstedet” på klippen lige i starten af Langada – og det kunne hun faktisk godt tænke sig at prøve. Så vi satte kursen op mod Langada; men da vi nåede frem og det viste sig at opstigningen krævede en lille vandretur først, dalede interessen. Ja, faktisk så meget, at fruen helt opgav projektet og vi kørte videre op til en p-plads.
Klokken var nu blevet så mange, at vi fandt det anstændigt at bestille 4 ouzo, som vi drak mens vi iagttog ”folkelivet”, der var præget af den tilstundende påske. Kirkeklokkerne bimlede pludseligt og folk kom myldrende ned fra kirken i deres fineste, sorte tøj (Langfredag), dog mere spraglet hos de yngre årgange, som også var repræsenteret i flokken.
Herefter gik turen tilbage mod havnen, hvor Snak & Snak ville iføre sig badetøj for at gennemføre den føromtalte havtemperaturmåling. Lis og jeg foretrak at vente på vovehalsene på ARGO, vores foretrukne sted på promenaden, hvor der i øvrigt kun var et sted mere, der var åbent. Vi bestilte en øl og fik ostepie med i købet, mens Lis fortalte at hun var blevet orienteret om at Bopi ville holde fremvisning på Askas af lille Christo kl 15. Heldigvis nåede de tapre vandtemperaturmålere op af bølgerne tidsnok til også at kunne nyde både øl og ostepie, inden vi satte kursen hjemad.
Og der var de så: De stolte bedsteforældre, Nikos’ far og mor samt Evdokia, og selvfølgelig Bopi og hendes lille Christo, som i sammenligning med Lukas er en spinkel, lille og årvågen dreng, som virkede meget bevidst og nærværende af en godt 2 måneder gammel baby at være. Der blev dikke-dikket og sagt uforståelige lyde, som man jo ofte oplever ved kommunikationen med både husdyr og babyer. Men stoltheden og glæden kan man ikke tage fra hverken bedsteforældrene eller moren.
Både mor og barn blev glade for gaverne og vi sendte hilsner og lykønskninger fra Danmark videre til Bopi, som så fem til at møde flere danskere til sommer. Derefter gik vi på værelset for at skrive og hvile og finde læ for den utrættelige vind, som i øvrigt også inspirerede os til at blive hjemme på Askas og spise aftensmad iført varmt tøj og i læ. Der var ikke mange mennesker og både store og lille Maria stod for servering, mens Lefteris bød på Raki.
Lis var træt og uoplagt pga. vejret, som nok kunne gøre en lidt mismodig. Men heldigvis går det fint med at sove om natten.
FREDAG D. 10. 2024
Vi er nu nået til lørdag d. 4.5. i den fortsatte beretning om 4 uforfærdede gamlinges tumlen rundt på en lille græsk ø midt i den lokale påsketid, som kan byde på mange særlige traditioner og oplevelser.
Således missede den lille flok langfredagsoptoget gennem landsbyerne med præsterne og de helligste relikvier og ikoner i spidsen. Til gengæld havde vi intentioner om at deltage i gudstjenesten og fejringen lørdag nat, som afsluttes med stort fyrværkeri og fællesspisning kl, 01. og selvom dagen startede smukt med blå himmel og ingen vind udviklede dagen sig i en helt anden retning.
Men efter morgenmaden på balkonen stod den på oprydningsbikkeri, eftersovning og epistelskibleri, inden vi ved middagstid satte kursen mod byen og mødtes på ARGO, hvor vi slog os løs med en omgang frokostomeletter på delebasis. Indkøb i klask og karry blev det også til, ovenikøbet viste det sig, at de nu også forhandlede cigaretter, så Lis ikke behøvede at klatre op af alle trapperne til Apoteks- og kioskniveau. Og alene prisen på en Prince hernede er sundhedstruende lav i forhold til hjemlandets sundhedsfremmende afgifter.
Himlen var stadig blå, men vinden tog til, og eftermiddagen blev brugt indendørs for at hvile ud og lade op til aftenens religiøse midnatsforestilling. Endnu en gang stod vi overfor dilemmaet: Hvor skal vi spise? I første omgang blev vi enige om at prøve hos Yannis i Tholaria. Da vi drog afsted i god tid lykkedes det os at få en p-plads, hvorefter vi steg op mod kirkepladsen og restauranterne.
Men ak. Påskefromhedens faste og regler havde lukket alle restauranterne, som først ville åbne kl. 01 i nat – efter kirke og fyrværkeri, så vi valgte at trække os tilbage mod byen og havnen.
Og så skete det; på vejen ned faldt de første dråber på forruden! Det var vi ikke forberedte på, så vi holdt ind ved Askas for at iføre os passende udstyr til regnvejr, selvom vi ikke i förste omgang kunne tro på, at det ville udvikle sig.
Men det blev ved og vi fandt læ bag ”Kostaras” plasticnedrullede vægge, mens regnen tog til og efterhånden overbeviste os om, at det vist ikke lige var denne nat, vi skulle opleve det store græske påskeshow. Så efter endnu en gang at have fået bestilt alt for meget mad, hvoraf det meste smagte fint, begav vi os overbespiste ud i regnen og hastede mmod bilen, som bragte os sikkert hjem til Askas,
Og selv om vi var hjemme kl. 23, lykkedes det os ikke at bevare bevidstheden til fyrværkeriet, hvis lynglimt og bragen ikke engang kunne vække os.
Og om festen dagen efter har jeg allerede berettet, så vi springer videre til mandag d. 6.5.
Her startede dagen med et seriøst dilemma: Morgenmad ud eller inde – thi trods en skyfri himmel var det køligt efter regnen, og vind var der også nok af. Men efter lidt flytten frem og tilbage på bordet endte vi med at spise morgenmad ude, godt pakket ind.
Efter en kort eftersovning og morgenmadsfordøjning kørte vi afsted mod Mouro i håbet om, at de måske havde åbnet så vi kunne spise frokost der. Men ikke overraskende var der stadig lukket, så vi kørte op igen og fortsatte sydpå mod Arkesini, hvor vi gjorde holdt ved en lille cafe og fik god kaffe og frappe, Videre mod Kolefanes, som blev rundet inden vi vendte rundt og kørte tilbage mod Hora, men vi nød de mange forårsklædte landskaber og udsigter.
På tilbagevejen tog vi en afstikker ad den nyanlagte vej til Ammoudi – hvad det så er. Sandsynligvis en strand nedenfor den lille plads som udgjorde enden af vejen. Udsigten var fin, men forundringen tilsvarende stor over anlægget denne flotte vejstrækning ud til . hvad?
Vi kørte tilbage til Katapola og på den nordlige del slog vi os ned på Cafe ”The deep Blue”, hvor vi efter rum tid fik serveret en formidabel Caesar Salad og en rigtig god, parteret pizza. Men så gik det også hjemad, hvor den efter lidt balkonsol og betaling til Mario for værelse og billeje, stod den på eftermiddagslurning. Inden da var vi blevet inviteret til familiemiddag den følgende dag.
Der var fortsat problemer med internetopkoplingen, men tilsyneladende lå problemet i tabletten, idet det ikke gav nogen forbedring, at Mario prøvede en sluk og tænd operation. Raseriet voksede – men nytteløst. For både telefon og den gamle tablet koblede op på internettet uden problemer.
Aftenens befordinner fik vi på ARGO med bl.a. Aperol Spritze og en beslutning om at spise på stedet,hvor de kunne lave 2 fine omeletter, som vi valgte at spise indendørs. Hyggeligt med både blomster og gavegenstande om kring os. Det resulterede da også i, at både Poul og jeg købte kasketter, mens diverse hunde skabte lokalkolorit og -lyd.
En dejlig afslutning på dagen – trods vejrliget.
