FRA MANDAG D. 30. APRIL TIL FREDAG D. 4. MAJ
Mandag d. 30. april blev vi hentet meget tidligt (ved 5-tiden) af John og Gitte og satte kursen mod Kastrup, hvor John havde bestilt P-plads i de 4 dage, vi skulle være afsted.
John sørgede for parkering mens vi tog os af indcheckning og aflevering af den ene kuffert, som vi selvfølgelig skulle medbringe. Ingen problemer i det, bortset fra at jeg ved en fejl under billetbestillingen havde skrevet ”John Egekykke Bilsby”, hvilket jo ikke var i overensstemmelse med passets ordlyd. Det bekymrede helt tydeligt den erfarne pilot, hvilket på den anden side animerede til hyppige bemærkninger om fadæsen – som jo egentlig var min. Jeg havde prøvet at få det ændret, men erfarede at det ville koste 1000 kr. Så en hurtig overvejelse gjorde mig sikker på, at det var værd at tage chancen. Hvornår viser man egentlig pas, når man skal flyve?
Vi slap da også igennem alle kontroller og ud i flyet uden at Egekykken blev antastet og snart var vi på vingerne med kurs mod Palma de Mallorca, hvor vi havde reserveret værelser på Planet One Hotel i L’Arenal, en lille by ca. 10 km øst for Palma, hvor vi godt nok havde læst os til at især tyske turister var hyppige gæster. I lufthavnen stod som aftalt med hotellet en chauffør med skilt og ventede, og snart efter sad vi 4 i en bus til 14 personer, som kørte os lige til døren for 22 euro. 2 euro mere end det ville have kostet at tage bussen! Så vi følte os temmelig smarte.
Klokken var lidt i 10 om formiddagen, da vi ankom til hotellet, men det forhindrede ikke en større gruppe tyske turister i højlydt at nyde deres morgenfadøl i solen på hotellets terrasse lige uden for indgangen. Til gengæld forhindrede det heller ikke os i at skynde os ind i restauranten for at få lidt morgenmad fra den yderst velassorterede buffet. Det gjorde rigtig godt. Ligesom det var godt at se vores værelse på 5. sal, hvor vi havde en meget stor terrasse med udsigt over byen.
I det hele taget var det et fint værelse med gode senge, et godt bad og god skabsplads, så det tegnede godt – og solen skinnede gennem florlette skyer.
Resten af dagen gik med at finde rundt i byen og undersøge, hvilke muligheder, den havde. Men vi måtte konstatere, at alt primært handlede om turisme og – primært – tyske turister, som vi mødte flere gange i større eller mindre grupper, som ganske højlydt afslørede, hvor de kom fra. Vist var der sol, men det var absolut ikke bagende varmt. Blandt andet fordi det blæste godt, hvilket de store bølger gav et godt indtryk af. Så selv om chancen for årets første havbad havde tændt Fru Lis, blev flammen blæst ud, da vi gik tur langs stranden på havnepromenaden med alle dens butikker, barer og restauranter.
Til gengæld var der rig mulighed for at Fru Egekykke kunne få stillet sin længsel efter en ”selfiestang”; men selvfølgelig ikke uden at vi fik udviklet nogle teorier om, hvad ordet egentlig dækkede over: hvad kunne hun egentlig bruge sådan en ”selfiestang” til? (her overlades resten af overvejelserne til den fantasifulde læser og det svedne grin.) Og det lykkedes da også for fruen at erhverve sig en stang af passende længde med mulighed for små variationer alt efter humør og formål., om end piloten følte sig en smule forsmået.
Turens første sangria blev det også til. I øvrigt på den samme restaurant, hvor vi senere, efter den tiltrængte eftermiddagslur, fandt ned for at spise. Sangriaen var stor og god, mens maden næppe var epokegørende. Men hyggeligt var det, og vi aftalte at vi den næste dag ville tage bussen langs kysten ind til Palma.
Trods lidt skyer var det rimelig godt vejr den næste morgen, da vi efter en herlig morgenbuffet med stort udvalg i brød og tilbehør fandt vej til busstoppestedet nede på strandpromenaden for at tage bussen ind til Palma. Det viste sig snart, at vi havde været heldige at stige på i begyndelsen af ruten, for snart var der fyldt op og folk stod virkelig tæt pakket, mens vi klamrede os til vores sæder og kiggede ivrigt ud af vinduet. Spændende - lige indtil det øjeblik, hvor vi nærmede os selve storbyen, og situationen gik op for Lis i al sin gru: Det var jo 1. maj. OG FORRETNINGERNE VAR LUKKET!! Det tærede en del på humøret, mens vi fortsatte ind mod centrum, blot for at konstatere, at tendense var helt klar. Kun cafeer og restauranter, samt enkelte turistbutikker havde åbnet. Vi sttod af og skyllede skuffelsen ned med en kop kaffe inden vi begav os af sted på sightseeing.
Men det skulle blive værre.
Da vi nåede frem til en mindre plads så vi en større demonstration med bannere og røde faner og tilhørende politieskorte bevæge sig gennem byen.
Flot så det ud - lige indtil det øjeblik, hvor himlen blev lynet op og vandet væltede ned over byen i voldsomme kaskader. På 10 sekunder var demonstrationen opløst og forsvundet ind langs husmurene i forsøget på lidt læ. Vandet kom væltende ned ad de små sidegader som små elve og vi fandt sparsomt læ under en enlig markise ved en cafe, hvor borden var rykket sammen. Pesonalet syntes imidlertid ikke om den ordning og ville kun yde husly, hvis man købte noget - is, kage, kaffe eller sodavand- Hvilket vi så gjorde efter at have set ,hvor hurtigt en barnevogn kunne blive fyldt med livstruende vandmængder på kort tid. Det var voldsomt.
Men det fik selvfølgelig en ende, så vi atter kunne vove os ud, overbeviste om, at det vist var bedst at tage bussen hjem igen fra den våde og lukkede by. Måske skinnede solen i Arenal?
