ammoudia

1 uges charter-ferie med Apollo til Ammoudia på vestkysten af fastlandet.
29. august til 5. september.
Rejs 2 betal for 1 - et uimodståeligt tilbud!
 
( http://www.apollorejser.dk/rejser/europa/graekenland/ammoudia/hoteller/pegasus-pension ) 
 
Wikipedia:
"De døde sjæle kom til dødsriget ved at krydse den mytiske flod Acheron, som de blev sejlet over af færgemanden Charon. Han krævede en takst på én obol, og det var derfor en udbredt skik i oldtiden at placere en sådan mønt under tungen på de døde, der ikke skulle stå uden penge til billetten. Ellers kom de til at stå for evigt på den anden bred. Vejen ud var spærret af vagthunden Kerberos, der var venlig, når nogen trådte ind, men bidsk, når de ville ud."
 
Så det bliver rigtig spændende at nyde udsigten over floden til Hades!
Og se her -  endnu en forklaring;
 
Det opslåede ord
Acheron

Betydning
(Græsk). Acheron stammer sandsynligvis fra ”achos”, der betyder ”smerte” eller ”angst”. Acheron er ”sorgens flod”, der er en af de fem floder i Hades i den græske mytologi. De andre var Cocytus – ”jammerens flod”, Styx – ”hadets flod”, Pyriphlegethon – ”den brændende flod” og Lethe – ”glemsomhedens flod”. I de senere traditioner blev en søn af Solen (Helios) og Demeter – der forsynede Titanerne med drikkevarer, når de kæmpede imod Zeus – omdannet til en flod af underverden. Floderne refererer til Universets kredsløb, og derfor havde de gamle grækere og romere bestemte mystiske ritualer med relation til sjælenes ”guddommeliggørelse” efter døden, og deres passage ind i andre sfærer. (Se også Demeter, Hades, Styx, Titaner og Zeus). 

 

 

 

 

 

 

Jeg ved ikke hvorvidt det er muligt under de danske klimatiske forhold at forestille sig, hvor vanskeligt det kan være at håndtere selv ellers ganske dagligdags rutiner i 35 gr's varme. Bare det at få skrevet den rigtige dag og dato kan give anledning til mange kreative handlinger for at nå frem til det rigtige resultat.

Men nu er vi her, på plads og klar ved poolkanten. Hvor nettet virker rimelig godt, så vi også kan få sat nogle billeder på historien.

Nu iler vi med at berette og bekræfte, at vi skam er kommet igennem og over søndagens indledende byvandring – selv om den foregik uden guide. Kun solen fulgte os ubønhørligt og vi måtte undervejs erkende, at vi endnu en gang havde påtaget os rollerne som de dumme turister, de frejdigt vandrer af sted i middagsheden med en glødende sol som eneste vidne. Af samme grund var vi lykkelige for at finde et ”supermarked” (??), hvor det var muligt at erhverve sig en kasket, som i øvrigt kan ses på det oplagte morgenbadningsbilledebillede. Og lad mig i den forbindelse samtidig nævne, at jeg på vej ned til morgenbadningen måtte kassere den ene sandal, der endelig gave efter for presset og mistede overdelen. Herefter kunne de fejende morgengrækere iagttage to turister formummet bag solbriller, hvid kasket, kjortel og humpende på kun én sandal, som dog snart fandt vej til en skraldespand.
Som det ses slog det os ikke ud, og vi kunne efter fotograferingen vandre de 100 m ud i bugten, som kræves før det bliver svømmedybt nok til et par danske delfiner. Men her hører sammenligningen med Sejerø-bugtens strande også op. Vandet er krystalklart, strand og havbund er dækket af ultrafint sand og vi kan hver morgen undre os over det besynderlige fænomen, at overfladevandet er væsentligt koldere end nede ved bunden, hvor sandet simpelthen er varmt at gå på? Vulkansk som på Milos? Eller simpelthen resultatet af for lidt omrøring og en vedholdende heftig solopvarming? Under alle omstændigheder taler vi om en vandtemperatur på 27 gr, som vel er til at holde ud, når luften er 35.
Hotellet vi bor på, ”Pigasos”/Pegasus er en stor og fornem bygning, men med kun 7 værelser. Til gengæld er der pool med pool-bar, stort restaurant-areal – både inde og ude og nede ved flodbredden og en fornem service fra ægteparret, som driver forretningen. Men der er få gæster både på værelserne og i restauranten, som heller ikke gør meget af sig i en by, hvor der faktisk er rigtig mange forskellige spisesteder. Til gengæld er morgenmaden så god, at Lis den første dag blev i tvivl om, hvorvidt den kunne høre med i prisen. Så det blev tjekket. OK.
Vores værelse er stort med gode senge, god skabs- og skuffeplads, få bøjler og et græsk badeværelse, der kræver en vis smidighed. Balkonen vender mod øst, så vi kan faktisk først bruge den om eftermiddagen og aftenen. Til gengæld tørrer badetøjet hurtigt! Desværre er jeg vel også nødt til at nævne myggene, som naturligvis boltre sig i et sådant flod- og sumpmiljø, som vi er naboer til. Men vi har investeret i en kemisk myggeforskrækker, som kan bruges om natten og sammen med a/c'en som nødvendigvis også må være tændt, hvis vi ikke skal koge, gir det et helt specielt sovemiljø! Utroligt hvad man kan vønne sig til.
I går erfarede vi også, at de her på stedet slet ikke har ASKAS's format, når det gælder barnedåb. Der var kun 30-40 gæster, ingen musik og dans og det hele varede kun 3-4 timer. Senere på aftenen så vi, at der også skulle afholdes fest nede på en af restauranterne på Flodkajen, hvor i øvrigt alle skibene ligger – ingen skibe i badebugten. Men heller ikke her var der tale om musik eller dans. Trist.
Vi spiste på en mere beskeden taverna i en sidegade, men desværre svarede maden ikke til forventningerne, selv om vi syntes at vi havde bestilt godt og fornuftigt. Men ”Gyros i Metaxa-sauce” og brændte zucchini-balls ødelagde helhedsindtrykket, så vi bestilte en ekstra Malamatia mens vi evaluerede oplevelserne og de omkringsiddende gæsters adfærd.

Og jo, Hans, selv en Vatraki kan nå færgen, hvis den hopper af sted i god tid. Det gjorde vi i formiddags, hvor vi tog et boattrip op ad Acheron-floden (det kunne ligne det billede, som Hans har sendt os) En dejlig, smuk og spændende tur med strækninger, som ifølge den begejstrede bådfører, var det rene Amazonia med hængende nattergalereder og svømmende sumpskildpadder.
Og i morgen tager vi en taxi til Parqa for at leje en bil.
Vi vender tilbage.

 

 

 

Torsdag d. 3. september 2015

Det er jo ikke nemt at skrive ord på et tastatur, når man samtidig skal køre bil. Og slet ikke her i Grækenland, hvor man skal holde øje med de nogen gange meget specielle tolkninger af færdselsloven, som græske bilister kan udvise – både på motorveje, bjergveje og små lokale landeveje. Men bare man er på stikkerne går det – og det er vi jo, mig og min co-driver, som samtidig også prøver at få mening ud af alle de kort, vi har fået samlet sammen for at finde rundt i regionen.

For som nævnt tog vi tirsdag formiddag til Parqa i en meget hurtig taxi, som på mirakuløs vis bragte os helskindede til Apollos kontor, hvor en yderst veltalende og erfaren engelsk guide stod for biludlejningen. Og det endte med at vi fik en Yaris, vistnok billigere end normalt fordi de ikke havde fået rengjort den efter den forrige lejer. Men oveni det fik vi en yderst detaljeret redegørelse for de muligheder og seværdigheder, som området byder på – samt en mappe med med flere oplysninger og historier.

Lichnos Beach lå lige neden for det sted, hvor vi fik udleveret bilen – i øvrigt af den engelske kvindes mand, som viste sig at være født på nøjagtig den samme dag som mig. Men Lichnos Beach var jo stedet hvor Inger & Jørgen havde været i foråret, så det skulle vi selvfølgelig se. Vi måtte godt nok ikke parkere foran hotellet, men det klarede Lis ved at sige, at vi lige skulle se efter hendes søster, som skulle være netop her. Det var hun så ikke, men vi fik da et glimt af hotellet indvendigt og kørte bagefter ned til campingpladsen, som ligger ved siden af og hvor vi kunne komme ned på stranden og få et indtryk af en parasolmyretue i bagende sol.

Videre nordpå til Perdika; om ikke andet så for navnets skyld (Perdika ligger også på Egina). Men her var der tale om en by i bjergene, som vi kørte igennem for at komme ned til vandet. Troede vi. I stedet fik vi en flot bjergtur som endte i Paramithia og førte os videre til Igoummenitza, regionens største havneby med færger til både Corfu og Italien. En travl, forvirrende og osende by uden særlig charme. Så vi nøjedes med en kort spadseretur inden vi kastede os ind i kareten og strøg sydpåigen. Denne gang med et stålsat fortsæt om at komme ned til kysten for at se det 3. sted, som Apollo sender turister til: Sivota. Det lykkedes os. Vi havnede i en yderst mondæn havneby præget af et mængde lystsejlere, rundtursbåde og bådudlejninger samt store hoteller og en masse restauranter og barer langs den solstegte kaj. Det var på alle måder hot, så vi ilede ind i skyggen og fik 2 limonita + 1 gyropita samt en efterfølgende softice. Sammen med en flaske vand gav det os kræfter til at fortsætte sydpå, hvor vi endnu engang kom igennem Perdika inden vi satte kursen mod Parqa og tilbage til Ammoudia.

Her blev det til en lur og en dukkert inden vi igen kom på banen for at køre ”aftentur” til Necromandio i Mesopotamos, kun 5km fra Ammoudia. Da kom frem undrede vi os godt nok over, at der ingen biler var på den store parkeringsplads, som skal bruges fordi det er forbudt at køre helt op til ruinerne, som selvfølgelig ligger på toppen af en stejl bakke. Vi fandt dog us af, at det skyldtes at der kun var 5 minutter til lukketid kl. 19, så vi sadlede endnu engang op og kørte en rundtur på den flade slette for foden af bjergene, som også her bliver farvet af den nedgående sol Rie; et område præget af landbrug og frugtbarhed og gennemskåret af Acheron-floden, med tilhørende frodig bevoksning langs bredderne. Og så nåede vi tilmed hjem i tide til at kunne sætte os med Mojito og Amstel (to venner, vi har mødt) og nyde solens nedgang direkte i havet, hvilket selvfølgelig blev passende fotografisk dokumenteret. Og i øvrigt gav anledning til en snak om, hvordan det kunne være at vandet ikke begyndte at koge, når sådan en ildkugle blev sænket derned???

Det efterfølgende måltid var OK, men næppe noget at skrive hjem om. Så det slipper I for. Men......til gengæld bringer vi billederne!!

I øvrigt gav de mange turistgrupper bestående af vennepar os anledning til at snakke om de fordele og muligheder, det giver, når man er flere af sted, så der løbende kan evalueres og grines. Selv om aftenens gruppe af franske pensionister måske ikke lige var de mest inspirerende. Og ikke mindst kan de lange køreture vække minder om nogle af de ture vi gennem årene har på Peloponnes og fastlandet.

Onsdag morgen var vi opsatte på at komme tidligt op, så vi kunne få noget ud af dagen og køreturen til Zagia-provinsen nord for Ioaninna, som den engelske biludlejerske havde anbefalet på grund af en enestående og særpræget natur. Og det lå jo ikke lige om hjørnet. Alligevel blevadvejen. Og denne formiddag, var der biler og turistbusser på P-pladsen, selvom man vel næppe kan påstå at turisterne strømmede op ad den ubarmhjertigt solbeskinnede bakke, som førte op til udgravningen af et flere tusind år gammelt tempel, som var helliget samtaler med de døde, og rummede nedgangen til Hades Rige. Vi gik i hvert fald ned af trapperne og fik en snak med dem, vi har kendt, som sendte en hilsen med tilbage med en forsikring om, at de var OK. Ikke spor uhyggeligt og trist, snare opløftende og afklarende. Men det var også et imponerende bygningværk, lavet af kæmpesten, hugget nøjagtigt til i mangesidede polygoner, som dannede et uforudsigeligt mønster, men mere tilpasset og nøjagtigt end vi har set det før i f.eks. Arkesine, hvor stenen jo også har en anselig størrelse.

Videre gik det mod Gliki, hvor Acheron-floden udspringer; men vi missede en afkørsel og da vi opdagede fadæsen var vi allerede kommet så langt, at vi næppe ville kunne nå de øvrige mål, hvis vi vendte om. Så videre mod motorvejen mellem Igoummenitza og Ioaninna – et fantastisk bygningsværk med højtflyvende broer på slanke piller henover de dybe dale (gav mindelser om turen fra Nice til Pigna) og masser af tunneller gennem bjergene. Ad ringvejen uden om Ioannina med et enkelt stop i udkanten for at få væskebalancen på plads og få konstateret at vi lige var drejet den forkerte vej ved lufthavnen. Men derefter var kursen klar og snart nåede vi frem til Metaphosis, hvor vi drejede ind i Zagoria-området, hvor en stor del er erklæret Nationalpark. Her havde vi næsten de flotte veje helt for os selv og vi mødte først en bil, da vi gjorde holdt ved en kæmpestatue af en kvinde på toppen af et bjerg. Imponerende og udtryksfuldt, men hvad hun skulle symbolisere lykkedes det os desværre ikke at finde ud af. Det må komme senere.

Det var en smuk og imponerende tur gennem bjerge og dale med særprægede klippeformationer, fantasifulde broer og små karakteristiske bjergbyer, som f.eks. Kipi med de mange små og store grå huse og en træt hund, der havde lagt sig til at sove i solen midt på vejen. Lis var bekymret for, hvorvidt vi ville nå tilbage i rimelig tid, men det lykkedes os at køre de sidste 125 km på mindre end 2 timer, så der var rigelig tid til bilen ville blive hentet kl. 20.

Fortsættelse følger – hurtigst muligt.

 
 

Fredag d. 4. september 2015

Om aftenen efter torsdagens lange køretur kunne vi fra balkonen se store skyer trække sammen over bjergene mod øst. Og mens solen gik ned kunne vi iagttage de første lynglimt i skyerne. Men ikke noget brag, ikke en lyd, kun glimtene – og næste morgen startede vi som sædvanlig med solens hamren på vores mørke metalskodder, der allerede kl. ½8 er stegende varme. Og vejrudsigten bliver da også ved med at love fuld sol og 32 gr, der føles som 40. Man tror det er løgn; men den er god nok!

Vi har selvfølgelig hver aften gjort os seriøse overvejelser over dels, hvor vi nu skulle spise og derefter: hvad skal vi kaste os ud i i dag? Mht til det første spørgsmål kræver det ikke det store overblik. Udbuddet af restauranter er så begrænset, at vi næsten vil kunne nå dem alle på en uge. Men desværre har erfaringerne med den lokale madkunst ikke været overvældende positive, og måske har varmen også mindsket vores appetit og kulinariske opmærksomhed. Så for de få af vores læsere, som har ventet spændt på madanmeldelserne må vi undskylde og sige, at der var faktisk ikke meget at skrive hjem om. Lad os se om vi i aften får ændret på denne opfattelse, når vi i aften genbesøger en af restauranterne ved floden, hvor vi i hvert fald fik en venlig og god betjening samt rimelig god mad.

Dagen i går bestod mestendels af sol til Lis og skriveri til mig samt – tro det eller lad være – en pool omelet med tomater her på Pigasos, hvorefter vi trak os tilbage for at hvile ud og klargøre os til aftenens Odyssee: sejltur til en aften i Parqa, som ligger ca. ½ times sejlads herfra. Vi var kun 4 passagerer ombord på en båd der siges at kunne rumme 90 (men så må de også være stuvet godt sammen) og vi sejlede ud mod den nedgående sol i flodmundingen kl. 20. fantastisk flot himmel og krappe bølger på havet, som gav nogle fine gyngeture undervejs, mens mørket langsomt sænkede sig og lysene begyndte at dukke op inde på land.

Stor var vores forundring da vi kom til Parqa by. Det mindede simpelthen om Naxos eller Paros havn. Masser af lys, horder af mennesker i bevægelse, restauranter, barer, butikker og et kakofonisk lydtæppe, der sandsynliggjorde rigtigheden af taxacaufførens udsagn forleden dag om, at byens faste indbyggertal på ca. 1500 vokser til det tidobbelte i sæsonen. Men festligt var det og inden vi kastede os ud i vrimlen ladede vi op med ouzo & mojito. Mens Lis klare mylderet som en fisk i vandet, bliver jeg hurtigt frustreret og svedig, når jeg skal bevæge mig gennem de smalle gader i en tæt stime af turister og hele tiden være opmærksom på hvor Lis nu er og hvad hun har fået øje på. Og der var virkelig noget at kigge på; både af mennesker og ting inden for alle genrer, men på grund af larmen var det til gengæld svært at kommunikere omkring oplevelserne. Det måtte vente indtil vi fandt et sted at spise. Det var ikke svært; men selv om der var rigtig mange grækere, der spiste på denne restaurant, var det bestemt heller ikke her, man gik efter kokkehuer eller stjerner i anmeldelserne. Men mætte blev vi, og købt lidt ind fik vi også gjort (en helt umulig disciplin i Ammoudiá) inden vi kl. 24 gik ud på molen og ombord sammen med de to andre passagerer, som i øvrigt kom fra Holland.

Vinden havde lagt sig og vi kunne sidde udenfor oppe på det øverste dæk og nyde den korte tur tilbage til den fuldstændigt mørklagte by, hvor de sidste lys i et par cafeer var ved at blive slukket. Og efter en kort balkonpassiar sammen med myggene kom vi i seng lidt over 1.



Af samme grund måtte vi derfor sove lidt længere og kom først af sted til morgenbadningen kl 9 – uden at det af den grund var til at se på aktiviteten i byen. Man er virkelig ved at drosle ned for dette års turistsæson. Der er skåret i skibenes sejlplaner og efter næste uge holde de helt op med at sejle. Forståeligt nok når man tænker på, at vi 4 passagerer i går aftes tilsammen gav 40 euro for at sejle frem og tilbage på et skib med en 4-mands besætning! Og som tidligere nævnt er der kun 2 værelser besat her på hotellet.

Efter morgenbad, morgenmad og en længere spadseretur hele stranden igennem har Lis nu atter lagt sig til rette på en solseng i vandkanten, mens jeg sidder i gennemtræk og skygge på hotellet og skriver for at undgå ubehagelige og insinuerende kommentarer i gæstebogen.

I morgen har vi det meste af dagen, da vi først bliver hentet af bussen kl. 19:45 - en halv time senere end først annonceret. Gad vide om det skyldes, at man allerede nu ved, at der vil blive en forsinkelse med flyet? Under alle omstændigheder giver det mulighed for at få gået og badet og spist godt, inden vi spænder sikkerhedsbæltet.

Mærkeligt så hurtigt en uge kan gå, samtidig med at man føler sig fyldt op med en masse oplevelser, som synes meget større end en uges.

Og lad mig så slutteligt minde om, at mængden af billeder på billedsiden hele tiden øges.

God fornøjelse – og på gensyn.