ASKAS, Amorgos mandag d. 27. juni 2016
Klokken nærmer sig 5 om eftermiddagen. Solen skinner og temperaturen på balkonen er helt urimelig, mens vi kan nøjes med 26 gr herinde på værelset. Lis er nede på stranden, mens jeg prøver at få overblik over, hvordan jeg kan strukturere disse skriblerier, så de ikke helt kommer til at dominere de kommende 3 uger.
For det første er det oplagt, at jeg ikke vil udsende epistler hver dag, men jeg vil nok også prøve at undgå en alt for stram kronologisk skildring, da det vil kræve konstante noter og huskesedler som støtte for en aldersbetinget overload af den begrænsede plads på min mentale harddisk. Det er meget tidskrævende, når begivenhederne i de sidste 2-3 dage skal rekonstrueres, vurderes og prioriteres inden jeg får startet på den egentlige nedfældning af budskabet.
Til gengæld vil jeg bestræbe mig på at få lagt rigeligt med billeder ud, da det i år kan foregå i et betydelig hurtigere tempo end tidligere.
Ryk tilbage til start!
Efter en uges forberedelser med kuffertpakning, kontrol af huskesedler, billetter, dokumenter, penge og strygetøj samt tjek-ind på nettet var vi som aftalt med Poul, Annelise, Gitte og John i lufthavnen lørdag eftermiddag kl. 13:30. Og havnede i et inferno af rejselystne danskere, der kæmpede med automater og selvbetjenings bagageindlevering, som blev yderligere belastet af ”uregelmæssigheder i bagagehåndteringen”, som det så lakonisk blev meddelt til alle de storsvedende passagerer. Men pludselig gik der hul på bylden og vi kunne
gå til næste trin: sikkerhedstjek, som startede med en kæmpelang kø, som truede med at vokse ud af lufthavnsbygningen. Alligevel slap vi efter 20 minutter igennem og kunne nu konstatere, at vi var nødt til at styre direkte mod Gaten, hvor ombordstigningen var påbegyndt.
Så sad vi endelig der, parate til afgang, og fik nu besked om, at stærk trafik betød, at vi desværre måtte vente yderligere ½ time, før vi kunne komme ud på startbanen og sætte kursen sydpå. Men på sådan en dag med mange store forventninger er tolerancen jo stor og da vi havde et tomt sæde ved siden af os, hjalp det selvfølgelig yderligere.
Med ½ times forsinkelse landede vi i Grækenland og satte kursen mod bagagebåndet, som skulle vise sig at rumme kimen til rejsens første ”knæk”:
Jeg havde nogle dage forinden bestilt en minibus, som skulle køre os alle 6 til Piræus Dream Hotel for en yderst rimelig pris, og jeg så frem til at træde ud fra ankomsthallen og møde skiltet med mit navn flagrende i mængden af forventningsfulde ventende. Så glad var jeg for, at Lis's og min bagage kom meget hurtigt, så vi kunne haste ud og forberede overraskelsen. Men, men, men...resten af selskabet dukkede ikke op. John og Gittes kufferter dukkede ikke op. Så efter en times venten var vi andre 4 nødt til at køre, da chaufføren havde andre opgaver, der skulle klares, mens Gitte & John havde stillet sig i køen, som var velvoksen, ved bagageklage skranken. Det fik de dog ikke nogen kufferter af, og flere timer senere dukkede de op på hotellet, hvor vi havde sørget for at få bestilt noget mad til dem. Det hjalp lidt på humøret – men det blev sent før vi kom i seng og fik stillet vækningen til 5:30, så vi kunne komme af sted til tiden og nå Highspeed 4 kl 7:15. Det blev ikke til mange timers søvn, men vi nåede det og jeg fandt endelig billetterne efter 5 minutters febrilsk leden i alle papirerne, mens koldsveden truede med at bryde igennem. Men ombord kom vi og afgang til tiden, bænket med flyversæder og et bord imellem os i den store havbus. Det blev sågar til morgenmad med både kaffe, the og juice.
Her er jeg så nødt til at fortælle, at Gitte og John ikke var med på kæmpekatamaranen, da de havde en oprindelig plan om at tage til 60 års fødselsdag på Alonissos, hvilket selvfølgelig nu var blevet vanskeliggjort af de manglende kufferter. De måtte overveje situationen og finde ud af, hvordan de overhovedet skulle kom derop, hvis det var det, de skulle. Med eller uden kufferter?
På vores tur henover Ægæerhavets bølger fik vi lejlighed til at overveje, hvordan det egentlig var gået til at kufferterne var blevet væk, og vi ihukom den pinagtige episode i lufthalvnen, da John ved indvejningen snød på vægten og løftede kufferten let, så det ikke kunne registreres, at den var overvægtig. Selvfølgelig havde man via overvågningen set dette – og nu kom så straffen. Selv havde misdæderen mange fantasifulde forklaringer, som alle handlede om at skubbe ansvaret over på os andre. F.eks. hævdede han i desperation, at den lille 445 grams pakke, han havde lovet at medtage for os, pludselig var svulmet op til at veje mere end 4 kg og dermed havde forvoldt den famøse vægtforøgelse. En lidt pinlig sag for en afdanket pilot, som engang selv havde ansvar for den slags!!!
kl. 13 anløb vi Katapola, hvor Fani, der havde tabt sig 15-20 smukke kilo, ventede og forklarede os, at vi ikke skulle med bussen til Aegiali, men derimod selv skulle køre i en af udlejningsbilerne, mens Saki, chaufføren, og Fani skulle vente på Bluestar som ville komme kl. 15. Men det gav os også mulighed for at stoppe op i havnen, så Lis kunne løbe op i butikken og hilse på Mads, der var på arbejde der.
Dejlig hjertelig velkomst på Askas med øl og ouzo, knus og kys – og Evdokia med nykrøllet hår samt en blå tot i panden. Og midt i det hele dukkede Kurt og Trudi op. Fint gensyn, som blev gentaget om aftenen, hvor de spiste til højbords sammen med Poul og Annelise, hvorimod vi blev henvist til lavbordet for bordenden. I træthedsforvirringen mellem gensyn, yoga-afslutning på taget og goddag-goddag til græske venner lykkedes det ikke at få bestilt den carbonara, som jeg havde udtænkt, så jeg måtte nøjes med 1 saganaki og en smagsprøve af Lis's zuchinni-balls. Men det rakte og sengen trak efter en lang dag ovenpå få timers søvn.
Nu er Gitte og John ankommet efter en nat på Naxos – stadig uden kufferter. Nemesis er ubarmhjertig, men det er nu godt at have dem her, og de har været nede i byen og ekvipere sig, så de ikke skal lalle rundt i de svedige, godt brugte beklædningsgenstande. Så i aften mødes vi kl. 20 i ”Kapellet” på hjørnet inde i byen.
Mads har nogle timer fri inden han skal på arbejde inde i butikken og ligger nu og slanger sig på sengen efter en kop kaffe.
Og sådan glider dagen afsted i den velgørende varme, mens vi alle forbereder os på aftenens oplevelser.
ASKAS torsdag d. 30. juni 2016
Tiden står stille og dagene flyver. Paradokser har vi nok af her i sommervarmen, der nu i de sidste par dage har overmandet os. Om morgenen når vi i samlet flok drager ned mod stranden gennem Lakki hænger skyerne tungt inde over dalen med enkelte projektørlys, som trænger igennem og flakser hid og did hen over bjergene. Ude over bugten er himlen ved at blive blå medens Nikouria pumper en søjler af skyer op fra spidsen, hvorfra de driver ind over øen og forsvinder mod syd.
Men lad mig vende tilbage til mandag aften, hvor vi kom til den første fællesbøn i kapellet med de blå stole og borde, på hjørnet mellem hid og did. Alle gik vi til alters og nød årets udgave af de ædle dråber sammen med bidder af den første agurkehøst. Indimellem kunne vi nyde synet af en rask dansk ung mand med papkasser i favn og på hovedet, som han slæbte fra butik til affaldscontaineren i den anden ende af byen. Jovist har den unge Mads Bergmann fået noget at se til, så han ikke falder hen i lediggang og hvad deraf kan følge.
Men aftenen bød også på andre store oplevelser, vi skulle nemlig se fodboldkampen mellem England og Island på Askas, mens vi indtog et beskedent måltid tilsat retsina og hvidvin. Og selvom jeg sad med ryggen til TV'et af hensyn til mit blodtryk, kunne jeg ikke undgå at blive grebet af stemningen, så jeg efter 1. halvleg valgte at gå til ro på værelset.
Bilsby-parrets kuffertdrama nærmede sig sin afslutning med beskeden om, at de to afhoppere nu befandt sig på Blue Star færgen, som ville være i Aegiali kl. 01.10 i nat, hvorfor John selvfølgelig ville være parat ved rampen. Det var han også, men til hans store forundring kom kufferterne ikke ud af sig selv, og først da færgen var ved at stævne ud igen, slog det ham, at han jo så måtte gå ind og hente dem. Men ak, skibet var sejlet og landgangen hævet, hviket i al sin gru betød, at han måtte ned i havnen igen kl. 06:55, hvor færgen vendte tilbage på sin hjemtur mod Piræus. Og denne gang lykkedes det den morgentrætte kuffertjæger at få byttet bragt i land og sikkert hjembragt til Askas. Dog med den konsekvens, at han resten af dagen måtte døje med et voldsomt søvn- og kraftunderskud.
Om tirsdagen meddelte Mads os, at han var gået hjem fra arbejdet på dykkercenteret fordi han havde hold i nakken og dårlig mave med tilhørende slap ringmuskel. Så vi sørgede for the og kiks og cola og kærlige ord, mens Fredrik, som var ankommet dagen før, kom på sygebesøg ved hængekøjen og underholdt ham med at spille dam og backgammon. Senere fik han en tid på Iris yoga- og massagecenter til ½ times nakkemassage, som tilsyneladende gav ham passende lindring til at appetitten kunne vende tilbage uden voldsomme problemer.
Om aftenen blev vi enige med Bilsbyerne om at spise hos Yannis i Tholaria, hvilket også gav mulighed for at frekventere sølvsmeden i byen for at forhøre os om reparationsmulighederne for nogle værdsatte smykke. Lis's ørering kunne hun ikke gøre noget ved, mens der var bedre mulighed for Bilsbyernes effekter.
Yannis's ”lamme”-koteletter vakte ikke begejstring hos John, mens hans kalamares og frittede frikadeller var både veltillavede og velsmagende. Det var lykkedes Mads at komme så meget til hægterne, at han efter en sms, hvor vi fortalte ham hvor vi var, fik sig transporteret op til byen og fandt os på det lille torv, hvor vi indtog en beforedinnerouzo. Så han fik mulighed for at spise med og smage de gode svinekoteletter.
Der var kun plads til 4 i taxien, da vi skulle hjem, så Mads og jeg valgte at gå sammen ned til Askas. Det var – som sædvanlig – en flot tur med udsigten over hele bugten og byen med genskæret fra de mange lys i det stille, sorte vand. Og det blev til en fortsat snak om forurening på mange planer og om de muligheder, der er realistiske for at bekæmpe den på en fornuftig, bæredygtig måde. En hyggelig tur, selvom den virkelig satte sig i mine lægge – ikke mindst fordi jeg slet ikke havde sko på til en sådan travetur ned ad bakke.
I går, onsdag, var det så dagen, hvor Gitte og John endelig kunne flytte ind på det værelse nr. 17, som oprindeligt var reserveret til dem. Det var også dagen hvor Lis og Annelise om eftermiddagen endelig kunne komme til pedicure på ”skønhedssalonen” oppe i byen.
Og morgenens bamsometermåling af havtemperaturen viste 24½ gr med opadgående tendens – hvilket i øvrigt kulminerede i eftermiddag, da vi kunne måle 26 gr,
Poul & Annelise tog båden til Levroso sammen med Kurt & Trudi, mens vi drog til byen efter de magiske Calendula-dråber, der er så gode for huden!!! Bagefter kunne vi så nyde citronade og cola light i Kapellet.
I løbet af dagen var taget over den nye ”tribuneudvidelse” af restaurationsområdet blevet tømret sammen, så der kun mangler at blive lagt tag på og grillen var startet op med både ged og gris i anledning af, at der skulle være levende rebetiko-musik om aftenen. Af samme grund havde vi henlagt beforedinner-seancen til taget med den helt nye og meget elegante indretning og renovering. (se billeder).
Og så lykkedes det endelig Poul at finde medicinen, der kunne skabe fri passage imellem ørerne. Næsten uden påviselige bivirkninger eller adfærdsændringer. Ufatteligt hvad man kan udrette med kemi.
Det blev en mindeværdig aften. Maden var udsøgt, humøret højt, vinen rigelig motorikken vaklende, hvilket førte til en del væltede glas og flasker med deraf følgende plaskeri på bordet og udskiftning af duge. Men clouet var da Annelise sagde ja til at danse græsk med Bopi. Det blev en gribende oplevelse, som mange vil mindes med glæde. Til gengæld blev den pensionerede flykaptajn med mellemrum så søvnig, at han virkelig gjorde sig fortjent til udnævnelsen som aftenens nikker. Og sådan en titel hænger jo ofte ved!
Men trods aftenens excesser fik det ingen indflydelse hos hverken Nikkeren& fruen eller Poul, med de rensede gange mellem ørene, på beslutningen om at gå turen mellem Tholaria og Langada. Og selvom den plidrende Nikkerfrue fastholdt, at de skam fulgte ruten, var der antydninger af orienteringsfejl, som kan vække bekymring, når man tænker på, at det ivrige par i nummer 17 agter at gå fra Chora til Potamos.
Lis og Annelise skulle fortsætte skønhedsplejen på salonen – nu med manicure, Men forinden beordrede Evdokia Lis til at besøge lægen for at få styr på smerterne i låret. Så hun gav os nøglerne til an af sine mange biler og sendte os af sted til den midlertidige lægekonsultation, som kunne hensætte en til tankerne om forholdene i et katastrofeområde. Men hun var ung og sød, lægen, som ikke ville give Lis den injektion, hun anglede efter, men derimod nogle piller, som skulle prøves først. Derefter måske en sprøjte eller en røntgen undersøgelse på Naxos? Vi får se. I hvert fald prøver Lis nu i morgen ½ times massage og ser om det har nogen effekt sammen med pillerne.
Klokken er nu 19 og i aften skal vi have den store festmiddag med hummer m.m. Forinden skal Poul (Øresneglen) & Dansøsen tage afsked med Trudi og Kurt, som rejser videre på deres rundtur til adskillige græske øer. Vi andre nøjes med en tur på taget og en enkelt ouzo til solnedgangen.
ASKAS søndag d.3. juli 2016
Dagens glade budskab var morgenens sms med teksten: ”Vi er på færgen. Alles klapt. Vi ses om lidt..” 06:40
Det specielt glædelig bestod i, at jeg i går var blevet vækket med en sms fra Norwegian Air, som meddelte mig, at deres fly til Athen om eftermiddagen, som hele hellerupfamilien skulle med, var blevet aflyst, og det var nu op til passagererne selv at finde andre rejsemuligheder. Så der stod de nu med pakkede kufferter, en hotelreservation i Piræus og færgebilletter til BlueStar søndag morgen.
Jeg videresendte straks sms'erne til Mikkel og kort tid efter at vi var vendt hjem fra morgenbadningen og gået i gang med morgenmaden ringede Mikkel og fortalte at han havde handlet resolut og skaffet 4 billetter til Athen samme aften med Turkish Airline og mellemlanding i Istanbul. De ville godt nok lande lidt over midnat i Athen, men så ville de sove interimistisk og sørge for at være i havnen til færgeafgangen kl. 06:45. Utroligt hvor langt optimisme og rådsnarhed kan bringe en. At der så bagefter venter et arbejde med at få erstatningerne bragt på plads må vente.
Torsdag aften tog Poul & Annelise afsked med Kurt & Trudi, som skulle rejse om natten med Bluestar til Astepalea. Men de vendte hurtigt tilbage, så de kunne deltage i sommerens store hummerparty, hvortil Lis havde dekreteret dresscode: festkjoler og flyskjorter til det specialpyntede bord med håndpolerede knive og gafler og festtallerkener.
3 store fade med hummere var sammen med græske salater og sprudelwasser rigeligt til at stille vores sult, ikke mindst da vi sluttede af med hjemmelavet chokoladekage og is. Og så blev der slået mave mens Polen og Portugal ørkenvandrede på TV. Mads dukkede sent op efter en hård dag på jobbet og vi aftalte at køre en tur om lørdagen, da han gerne ville ned og se den sydlige del af øen med bl.a. klosteret og Mouro-stranden.
Næste dag var vi kun 3 til morgenbadning, idet det jo var 1. juli, hvor der holdes stor kirkefest i Tholaria. Og her havde Nikkeren og hans frue samt Annelise besluttet sig for at deltage, hvilket indebar busafgang med Leftheris kl. 8:45. Imidlertid gik det op for Poul, da vi vendte tilbage fra badet, at hans frie vilje også i virkeligheden havde besluttet sig for, at han gerne ville med. Så han fik travlt.
Lis skulle til lår-massage om formiddagen, så jeg ventede i Kapellet med en dobbelt espresso og overvejelser over, hvorfor vandkvaliteten i drikkevandshanen på Askas var så ringe, at vi var nødt til at købe vand på flasker. Kunne det hænge sammen med den meget tørre vinter, hvor det ikke havde regnet? På vejen hjem fra byen så vi, at det nye sted som Petros fra Levroso er ved at etablere på strandpromenaden tilsyneladende var ved at åbne. Det måtte vi selvfølgelig prøve i aften.
Jan og Susanne dukkede også ud af disen fra Santorini og sad bevæbnet med kniv og gaffel omkring nogle halvtomme tallerkener, da jeg senere på dagen ville begive mig ud på en spadseretur. Det blev nu kun til an tur ned til stranden for at orientere de andre om danskerforøgelsen, der vel kunne ses som et forvarsel om, hvad der venter os i den kommende uge.
På Petros Place serverede de nogle kraftige ouza og en fin meze. Om det var det ene eller det andet der påvirkede Nikkedukken skal jeg ikke udtale mig om, dog kneb det efterfølgende gevaldigt med både orienterings- og formuleringsevnen. Men det sørgede også for en fin stemning, da vi endelig fik bænket os på Asteria og det lykkedes hende at lokalisere sin pung. Mads spiste med og vi nåede hjem til 2. halvleg af kampen mellem Wales og Belgien og begejstring, da Wales vandt.
Som beskrevet ovenfor startede lørdagen med alarmklokker pgr. aflyst fly, men det kunne ikke afholde os fra at indlede med morgenbadning og morgenmad sammen med Mads, inden vi drog af sted i en af Evdokias Panda'er med kurs mod klosteret Hozoviotissa, hvor Mads og jeg gik op ad trapperne til toppen, men kun Mads iførte sig lånte, lange bukser og fik set klosteret indvendigt.
Det var en varm tur op og ned ad trapperne, men Lis havde for sin donation til klosteret modtaget en flaske koldt vand.
Videre gik det mod Kalotarisita, ø ens sydligste bugt med sandstrand og et enkelt skur, hvor vi kunne købe en sodavand. Undervejs fik Mads set det strandede skib i nabobugten ligesom vi fik taget en alternativ vej derned, som gav en masse støv og bump. Men en spændende tur i den lille bil med den minimale motorkraft, som kræver ivrig gearmanipulation og og ned ad de stejle, ofte meget kringlede veje.
Nu var Mads så også blevet hugsulten, så vi ilede mod Mouro, hvor restauranten heldigvis var leveringsdygtig i op til flere gode retter, hvilket gjorde det meget vanskeligt for Mads at træffe en beslutning. Men mad fik han og vi nappede da også lige en lille portion zucchini-balls. Der blev også tid til at Mads kun kravle de mange trin ned til vandet få svømmet og dykket, bl.a. i de store grotter, hvor han mente at have mødt en langskægget havål.
Vi havde aftalt også at tage en smuttur gennem Chora, hvis der var tid til det. Mads skulle nemlig fortsætte sit rescue-kursus kl. 17 og ville gerne have lidt tid inden til at hvile. Men det lykkedes at få tid til det stormomsuste Chora, hvor jeg bl.a. fik taget et billede af en totalflad rotte, der næsten lignede et fossil i vejen. Lis's ben havde ikke godt af de mange trapper, så vi fandt hurtigt tilbage til bilen og de sidste vilde vindstød inden vi satte kursen mod Aegiali og campingpladsen hængekøje.
Om aftenen udnyttede vi, at vi havde køremulighed og tog til Camarra i Potamos for at se solnedgang og spise – helt traditionelt, og helt traditionelle billeder af den flotte solnedgang over Naxos's klippesilhouet.
God mad, uden at være prangende – med undtagelse af saganakien, som var i særklasse og den bedste vi har fået hernede i denne omgang. John og Poul måtte gå ned, men nåede faktisk det meste af 2. halvleg + omkamp og staffespark, mens jeg retirerede og hurtigt faldt i søvn, mens jeg overvejede dansøsens bombastiske erklring om, at hun ”ikke gider boller i karry”. Men hvem gør dog det?
På samme måde overraskede hun her til formiddag i kapellet, da hun pludselig udbrød, henvendt til sin overraskede mand, Øresneglen: ”Tag brillerne af så jeg kan knalde dig”. Jovist, voldsomme udsagn på en søndag.
Til gengæld dukkede Nikkeren og hans frue, Nikseline ikke op til morgenbadningen – og nægtede bagefter at give en rimelig forklaring herpå. Det kunne vi da selv prøve at gætte os til – hvorfor vi lader opfordringen gå videre til de ivrige læsere, som meget gerne må skrive deres forslag til en forklaring i gæstebogen.
Klokken er 20, familien Braunschweig har spist, og om lidt vil jeg gøre det samme inden aftenens fodboldkamp,
PS.
Lad mig slutte dagens epistel med en lille lærerig beretning fra den dag, hvor vi spiste oppe i Tholaria.
Som fortalt tog vi en taxi derop og bevægede os hurtigt op mod sølvsmeden, fordi nogen havde forskellige opgave, som vi forventede hun skulle kunne løse. Men butikken var lukket og åbnede først om ½ time, så vi besluttede – på trods af Lis's advarsler – at indtage aftenouzoen på det lille torv med ”købmandscafeen”, hvor vi tidligere havde oplevet at få en så voldsom meze til drinks'ne, at vi næsten blev mætte før tid.
Ved ankomsten til torvet sad der allerede nogle folk, bl.a. en græsk, lokal familie med 3 små drenge. Ved synet af moren til disse drenge brød et stort smil frem på Lis's ansigt og hun nærmede sig med udbredte arme og spørgsmålet: ”jamen, er det ikke….det er da….hallo, hej, goddag” og omfavnede den sagesløse kvinde, som dog spillede med på sketchen og ligeså hjerteligt bød Lis velkommen, mens vi andre kiggede lidt måbende til, da vi aldrig før havde set vedkommende. Hverken mand, kone eller børn. Faktisk slog det os, at vi var vidne til en ny version af Dirch Passer/Keld Petersen sketchen om skolekammeraterne fra Rughavevejs Skole/Nansensgade Skole – men også en meget velspillet og indlevet version, som ikke havde brug for fortolkning eller forklaring. Til gengæld måtte Lis herefter høre meget om det hver gang vi mødte nogen, som måske kunne være nogen, hun engang havde snakket med og måske kendte????
”Jamen er det ikke…..??” - og så kan dagene blive lange.
ASKAS tirsdag d. 5. juli 2016
Det er så i dag, Mads drager til Montenegro for at træne BJJ. Forhåbentlig uden at pådrage sig alvorlige skader som dem han fik i Brasilien sidste år.
Kl. 06:55 afgik BlueStar her fra Aegiali med kombattanten, og han vender først tilbage d. 18.7., når vi er taget hjem. Til gengæld ankom Niels & Annemette med samme færge i nat og er nu indlogeret på nr. 4 ved siden af os. Jeg var oppe kl. 6 for at følge ham ned til båden, som også Lefteris skulle med da han skal til tandlægen i Athen. Men han var gået ned til havnen, så da Maria, hans kone, opdagede det, indså hun at hun måtte køre Mads (og mig) derned. Da var Mads også ved at blive lidt nervøs for, at vi skulle løbe derned med bagagen. Men han fik sagt farvel til Maria, datteren, og vi nåede frem i tide til at se Blue Star Patmos glide ind til molen. En betydelig større model end Blue Star Naxos og – Paros, som ellers plejer at sejle på ruten. Afsked og enkelte formaninger inden han gik om bord med bl.a. Leftheris og ”Frikadelle-Yannis's” kone, som også skal til tandlæge i Athen. Det fik jeg nemlig at vide, da han, Yannis, tilbød mig et lift hjem til Askas i den skarpe morgensol som ikke blev sløret af skyer. Det så varmt ud. I øvrigt mødte jeg Themis, som tilsyneladende også var kommet i nat sammen med Torslunderne
Lige nu sidder jeg oppe på det renoverede tag, hvor en effektiv solafskærmning gør det muligt at opholde sig selvom kl. er 13 og solen står næsten lodret og skånselsløs på den blå himmel. Men det lufter lidt og usigten ud over bugten er formidabel heroppefra, hvor jeg bag palmetoppene kan se Nikouria, som i dag ikke leger vulkan og altså ikke sender en skyfane ind over Amorgos. At sidde heroppe får mig også til at tænke på, at vi her til formiddag har fået en ”officiel” invitation til et party i morgen aften heroppe på taget. Det havde vi godt nok hørt noget om for nogle dage siden, hvor vi fik indtryk af at pensionen ville afholde en ”danskerfest” fordi vi nu efterhånden nærmer os de 30 danskere i alt – incl. Camping, hvor Pernille & Anders Peter samt Frederik jo bor. Men indbydelsen viste sig at være af en helt anden art. Det var en invitation til 1 times yoga-introduktionskursus på taget torsdag aften fra kl. 19. Så det kan nok være det gav anledning til bekymrede miner; hvordan kan vi slippe uden om? Der er næppe mange, der helt frivillig vil stille op til dette mentale Tuppperware-party, for at lære at give hinanden holistisk massage m.m.
Efter afsendelsen af den sidste epistel i søndags satte vi os ned i restauranten og snakkede med de nys ankomne fra Hellerup. De var naturligvis både trætte og sultne, hvorfor de spiste tidligt, så de kunne komme i seng. Da alle andre havde forladt etablissementet for at spise inde i byen, regnede vi med at vi så kunne få en stille middag, kun Lis og jeg. Men det viste sig hurtigt svært da først Mads og siden Frederik dukkede op. Mads for at spise, Frederik for at snakke lidt. Og klokken nærmede sig hastigt fodboldtid, hvor vi vidste at resten ville returnere med håbet om at se Island udføre mission impossible og slå Frankrig. Så pludselig var der et vældigt leben omkring os og den intime stemning var forvandlet til det velkendte Askas-fodbold-kaos. Men den triste udvikling i kampen gav os mulighed for rimelig tidlig tilbagetrækning til værelset.
Mandagens morgenbadning var lidt af et cirkus, nu hvor vi var blevet forøget med de 4 Brunsvigere – og selv om Dansøsen med den lille mund og karryaversionerne havde valgt at blive hjemme på grund af slem natlig hoste, fyldte optoget godt op på Lakki, da vi bevægede os mod stranden i rimelig tavshed. Selv om vinden ikke er vild og voldsom, var der store dønninger, der senere på dagen viste sig i stand til at vælte spinkle kvinder omkuld og flå tøjet af, ligesom den unge mand Birk B.s lilletå fik kontakt med en stor, ondsindet sten, som gjorde akut smertebehandling påkrævet. Men heldigvis er hans far jo næsten uddannet sygeplejerske, så snart var situationen under kontrol.
Forinden alle disse trakasserier havde Lis været til lægen, hvor det lykkedes hende at få en smertestillende indsprøjtning, som dog kun havde en tidsbegrænset effekt. Mikkel og August skulle klippes hos den lokale frisør, så mens de ventede på tid gik Mikkel og jeg i gang med en anmeldelse af erstatningskrav til Norwegian, som foruden flybilletter til Athen og hotelregningen for det ubrugte værelse tilsyneladende også er forpligtiget til at betale en personlig erstatning på 400 euro pr. Person. Vi krydser fingre for at det lykkes.
Det lykkedes i hvert fald for Mario at finde værelser til Per og Mette, som kommer herned via Santorini d. 26.-31.juli, hvor Mads også er kommet tilbage fra Montenegro.
Efter en bustur til Langada for det meste af selskabet, som skulle handle i den gamle butik, blev der tid til lurning inden vi om aftenen var inviteret på middag af Mads, der havde travlt med sit Rescue-kursus indtil kl. 20. Hellerup-flokken skulle også med, så vi troppede alle op ved teltet på campingspladsen, hvor Mads var ved at pakke og gøre klar til afgang næste morgen.
Som vi havde gættet, havde Mads valgt spisestedet ”Falafel”, som vi ikke har prøvet før, men hvor Øresneglen og hans pole-dansende frue havde spist for et par aftener siden – med stor tilfredshed. Der var rigtig mange mennesker og ikke så men plads, så vi måtte vente indtil vi blev vist ind i en lille friluftsalon, hvor vi efterhånden fik arrangeret pladser til alle. De havde meget varieret og anderledes mad, som næppe kan kaldes specielt græsk. Men nudler, burger, pølser, falafel og fladbrød med fyld smagte godt. Den eneste anke var den utroligt lange ventetid på næsten 1½ time før vi fik mad. Og så var vi for en gangs skyld rigtig sultne. Hyggeligt var det imidlertid, og ventetiden gav også nogle enkelte i selskabet mulighed for at se på lidt klude i den overfor liggende butik.
Selvom Nikkeren på nr. 17 prøver at holde lav profil i forhold til den sandhedssøgende, men fantasifulde presse, ligesom hans kone Nikseline med mellemrum udviser næsten imødekommende forståelse, skal man selvfølgelig ikke lade sig narre. I ly af falske falbelader og slesk tale ser den omtale Nikker sig ikke for god til ganske uprovokeret at hælde vand ud over altankanten, når øresneglen prøver at nyde naturen og solen på sin balkon. Ja, hans diabolske, typisk snerrende grin lader ingen i tvivl om hans næsten putinske hensigter: konflikt, konflikt, konflikt, hvor også denne skribent søges inddraget. Hvorfor jeg selvfølgelig på dette sted må advare: Det summer op!
Og så kunne Dansøsen og Nikseline i øvrigt i går aftes frejdigt proklamere – efter anselige mængder vin – at de simpelthen vidste hvad Sandheden er. Ja, de er ganske enkelt sandheden, hvorefter Øresneglen i fortvivlelse måtte vælge endnu en kande vin udover bordet. Ikke en aften uden væltede kopper, kander eller glas. Det skal sejle, skal det.
Til gengæld kan Lureren i nummer 13, lige over indgangsdøren, fryde sig hver morgen over at se sin diva iført ”Vådhårshat”, som højlydt er blevet misundt af min Madsen, som dog næppe ville have hoved og nakkemuskler til at bære denne kreation. Slet ikke med et ømt lår.
Om ”Trussetøsen” - den midaldrende frue på nr. 16, der forsigtigt lader sine trusser dale ned på vores balkon, for derefter med et bredt, undskyldende og let forlegent smil at spørge efter dem – er rejst, har jeg ikke styr på. Men denne morgen var der ingen flyvende trusser.
Til gengæld ved jeg, at vi i aften, heroppe på taget, skal prøve at spille ”Det dårlige Selskab” sammen med en flaske ouzo, franske kartofler og peanuts.
Forhåbentlig holder det, hvad vi har lovet, da vi overtalte Nikkeren & Nikseline til at bringe det med herned.
