TORSDAG D. 2. MAJ 2019 4
.
4. Påskeepistel til de endnu vågne
Jeg ved godt at det er dårlig stil at starte med disse evindelige undskyldninger og forklaringer på den kronologiske forvirring, som herværende skriblerier muligvis kan forvolde. Men først og fremmest skyldes det et reelt problem der opstår, når for mange dage er gået og jeg ikke har fået lagret begivenhederne eller opdateret hukommelsen.
Lige nu sidder jeg således på Levroso hos Petros, som for øvrigt sommeråbnede i går uden at vi nåede at komme herover, som det ellers var planlagt. Men nu sidder jeg altså her i skyggen, mens Lis og Maria tumler rundt på stranden, selvom jeg tvivler på at de er i vandet. Thi herovre får man ikke lang betænkningstid, når man bevæger sig ud. Pludselig bliver det dybt, og så er man i – uanset temperaturtilvænning. Jeg har brugt den første time på et ihærdigt forsøg på at rekonstruere ugens forløb siden i søndags, og der er stadig sorte huller som kræver assistance af strandnymferne.
Søndagen stod selvfølgelig i påskefestens tegn, og allerede fra tidlig morgen roterede de første geder rundt i varmen i det lille grillhus, som er blevet lavet til det samme. Der blev dækket op til 160 personer, men det viste sig bagefter at der havde været over 200 gæster.
Vores formiddag gik nu mest med i ro og mag at forberede os, bade, rydde op og finde det rigtige tøj frem, hvilket er lidt sværere nu end om sommeren, da vejret og vindene skifter lidt hyppigere. Allerede om formiddagen kunne vi se, at vi havde fået vores eget bord i udkanten og lidt væk fra højtalerne. Jovist, de er observante, de grækere. De ved hvordan vi kan have det med højstemt, insisterende violinmusik. Lis fik dog også tid til at plukke blomster til udsmykning i restauranten.
Ved 2-tiden begyndte folk at fylkes om bordene selvom musikken endnu ikke var ankommet. Det udelukkede selvfølgelig ikke at serveringen kunne begynde, så vi fik hurtigt afleveret vores bestilling: 1 gang ged med ris blandet med lever, persille og rosmarin og 2 gange grøntsager i ovn.
Da musikken endelig ankom tog det den ikke lang tid at få stillet forstærkeranlægget op, stemt instrumenterne og sætte gang i fileriet og sangen. Stemningen steg og snart begyndte danserne også at træde op. Ioanna, Dimitri og Lefteris var på banen, ligesom børnene indimellem tiltrak sig opmærksomhed med deres rejehop på gulvet (men sødt ser det jo ud) og der blev virkelig danset igennem i utallige variationer og kombinationer. Det var festligt, folkeligt og fornøjeligt i ordenes bedste betydning. En herlig opfølgning på nattens oplevelser.
Men så store armbevægelser om eftermiddagen vækker visse behov for en lur, så efter at have sovet 1 times tid gik vi ved 8-tiden ind mod byen; bl.a. for at finde et spisested, da både Lis og Maria nok kunne konsumere noget mere. Jeg afstod, men nøjedes med et glas vin, da vi til sidst fandt ind på Katina, hvor de to kunne få stillet deres sult. Og godt nok fablede Maria atter om en is – hvilket jeg naturligvis applauderede – men desværre var alt lukket og slukket, så vi famlede os hjem gennem mørket.
Om mandagen var vi som sagt inviteret til frokost hos Mario og Fani i ”udestuen” sammen med Bedstemor, Fanis forældre og en onkel fra Potamos. Fint bord med meget mad, hvor det lykkedes mig at undgå den kolde fisk med de 1000 ben, som Lis til gengæld kæmpede ihærdigt med. Til gengæld fik jeg en lun frikadelle af Evdokia. Det var både hyggeligt, sjovt og interessant, men understregede også den ændring, der tilsyneladende er sket i de interne forhold på Askas. Under normale forhold ville vi jo have siddet ude i restauranten og spist, måske også sammen med den anden del af familien. Men det virkede ikke som en mulighed.
Endnu en gang var det lykkedes at få ødelagt appetitten ,inden vi nåede frem til aftenen. Til gengæld var vi voldsomt motiverede for en lur. Bagefter tog vi en enkelt franskbrødsmad på værelset inden vi kørte til byen, gik en tur og besøgte Petros på stranden, hvor vi i solnedgangens sidste stråler fik en ouzo, mens Maria kastede sig over en is. Og så kunne vi ømme os i 8 timer på madrassen.
Tirsdag, store bryllups- og barnedåbsdag.
Efter morgenmaden gik formiddagen med forberedelserne til den store event. Gaver skullepakkes ind, kort skrives og det rigtige tøj findes frem. Dette var f.eks. dagen hvor min nye jakke skulle flashes for første gang; når nu den var bragt med helt fra hjemlandet. Således skulle vi jo også gerne vide, hvornår vi skulle afsted, og hvordan: egen bil eller med bussen? Det endte med at vi kørte kl.12 – uden Evdokia, som vi havde tilbudt et sæde i ”vores egen bil”. Ceremonien i Agia Anna skulle begynde kl. 13 og Evdokia og resten af hendes familie kom til gengæld først ½ time efter at ceremonien var begyndt. Af sted til åstedet gik det, og det viste sig, at vi var nogle af de første. Det varede imidlertid ikke længe før det strømmede til og brylluppet kunne gå i gang ude foran det lille kapel.
Og så blev der ellers messet og reciteret rigtig mange ord. Enerverende og trættende at lytte til. Men det gør man heldigvis ikke, når man alligevel ikke forstår et kuk. Lang, lang tid hvor jeg cirklede rundt og fotograferede et par hundrede billeder af det smukke par, inden deres barn, Cornelia, skulle døbes. Endnu engang tog præsten fat i en omgang liturgiske retirader inden alle bevægede sig de 75 trin mod havet, hvor barnet skulle døbes i en døbefont lavet af en smuk, smuk blomsterkrans. Det tog godt nok sin tid inden de nåede dertil, hvor pigen kunne sænkes gennem kransen ned i vandet. Men smukt og originalt var det nu, at dykkerens pige blev døbt i havet. Der manglede kun at han havde haft dykkerdragt på og hans brud en havfruehale. Til gengæld havde præsten ikke waders på, men fik både våde tæer og præstekjole, mens messehagelen var smøget op. En original og smuk barnedåb.
Efter lidt mere fotografering og gaveuddeling (kager, armbånd og raki) gik igen mod Aegiali og Askas – nu med Evdokia og Bopi som nye ekstra passagerer i den lille bil. På Askas var der dækket op til 65-70 gæster, og vi startede med en overflod af yderst velsmagende forretter, som desværre for de fleste havde gjort det svært at fryde sig forventningsfuldt, da hovedretten kom ind: sværdfisk med citronsauce. Trods mæthed, grænsende til forstoppelse, måtte jeg selvfølgelig smage den fornemme ret, og det var en yderst delikat oplevelse. Men mere end en smagsprøve blev det nu ikke til. og det var ikke så lidt fisk, der blev båret tilbage til køkkenet i kælderen.
Der var ikke arrangeret musik, men Mario spillede sammen med en kammerat i en times tid, hvor der også blev danset igennem af både børn og voksne. Derefter blev der danset videre til højtalernes musik. Blandt andet oplevede vi den lille Cornelia (1½ år) danse sammen med de andre børn. Det var muntert, og vi var glade for at vores gaver tilsyneladende vakte glæde.
Efter 7 timers fest klingede det ud, og da vi havde siddet og snakket lidt var klokken blevet 9 så vi luntede op på balkonen til en godnatdrink og en lang nat i snorkende stormvejr!!(siger fruen).