Så er vi ved at være klar til affyring (vi bruger et stort tilløb)
Det er mandagen før. I går fik vi aftalt de sidste detaljer med Rie & Michael - ikke mindst at vi skal ringe til dem kl. 3:30 for at sikre os, at de husker det: at det er i dag vi skal rejse, og at vi skal være i lufthavnen kl. 4:30. Bilen parkerer Michael helt ude for enden af landingsbanen og så håber vi der er en bus, som lovet, mens vi tjekker ind og udskriver bagagestrips m.m. Faktisk har vi tjekket ind allerede i morges - on-line! Det gav mig mulighed for at finde en plads med ekstra benplads til Michael.
MII la Rouge er afleveret til vedligeholdende undervognsbehandling, kufferterne er pakket, skoene pudset og det sidste måltid forberedt.
Og i Estepona er der 19 gr med solskin
Onsdag d. 2. marts.
Puerto Sol
Estepona, Andalusien
I buldrende sol med udsigt til Middelhavet og Afrika i horisonten, sidder jeg i skyggen med en afkølet Estrella, mens fruerne slænger sig på solbænkene; Lis i yderst let påklædning, Rie med bluse, bukser og sorte ankelstøvler, som skinner i solen.
Michael har fået etableret vores WiFi, så det nu er muligt at sende disse livstegn ud i Cyberspace til fri afbenyttelse og almen opbyggelse.
Men det krævede da også sit at nå så langt. Det var vi alle enige om i går morges, da vi drog af sted i går fra Frøhaven kl. 4 om morgenen, spændte og med store forventninger. I lufthavnen skulle der dogudstyr dryppes lidt malurt i bægeret: først ½ times forsinkelse, derefter ny gate i den anden ende af lufthavnen med kun 20 minutters forsinkelse. Af sted kom vi efterhånden, og det var lykkedes for mig at bestille sæder med god benplads til RieMich. Til gengæld havde vi selv fået nogle sæder med ekstra lille benplads og uden mulighed for at flytte ryglænet. Det kan blive træls selv for kortbenede individer, når de ikke har sovet så længe og er kommet meget tidligt i gang med dagen.
Begejstringen over sol og varme slettede dog hurtigt disse oplevelser, selv om dervar optræk til en anelse panik, da vores kufferter var blandt de sidste der kom på båndet. Alle de mange golfrejsende skulle jo først have deres udstyr, så de kunne komme derudaf.
”Helle Hollis”, hvor vi havde lejet bil var ikke så let at finde, men endelig kom der en bus med det rigtige navn som kunne køre os hen til den åbenbart velkendte danske biludlejning. Fin stor Berlingo med plads til al bagagen, men desværre mistede Michael sin pegepind til GPS'en i forvirringen, hvilket dog ikke slg os andre af pinden. På med pilen og af sted mod Esteponavia Fuengirola og Marbella – og det uden tid til en kop kaffe. Via afkørsel 155 og med lidt hjælp fra PC'ens off-line kort, kom vi direkte frem til Puertosol, hvor det kun kostede lidt gemme- og nøgleleg med smilende assistance af den lokale vicevært, inden vi kunne komme ind i huset og gribes af begejstring over de imponerende faciliteter og udsigten til en uge med mange muligheder.
Efter velkomstdrinks og en tiltrængt pause, tog vi den første inspektionsrunde i nabolaget – uden dog at kunne komme til at tale med Tracy, den lokale administrator af huset. Til gengæld bankede rengøringsdamen Rie, for at hænge noget vasketøj op? Det fik hun så ikke gjort men til gengæld vendte hun tilbage med fjernbetjeningen til den underjordiske garage, så vi kunne parkere uden frygt for emsigt politi.
Sen frokost på en lille bar med den obligatoriske kande sangria til fruerne, og efterfølgende de mest nødvendige indkøb til aften og morgen, inden vi væltede omkuld i eftermiddagsheden for senere at spadsere en aftentur ind mod byen og tilbage til det lokale mylder af etniske restauranter – indisk, thai, tyrkisk, japansk og italiensk. Og det blev det så – med 4 forskellige veltillavede retter, sangria - samt øl og kaffe til herrerne, inden vitrak os tilbage og hjemad, mens vi kunne konstatere at det lokale supermarked holder åbent fra kl 8 til 02. Sådan.
Og det var da også her at jeg i morges kunne hente varmt morgenbrød efter at have oplevet vikingepigerne kaste sig i poolens underafkølede vand. Rie med et skrig der tilkaldte viceværten og hans resignerende smil og Lis med en hast, der umuliggjorde at tage de 5 svømmetag, hun havde annonceret at ville brillere med.
Til gengæld blev der mulighed for at besøge det lokale marked, som dog ikke var overvældende interessant eller specielt. Måske bortset fra de mange danskere med hvide ben og sokker i sandalerne. Modedyr mener Michael. Og Tracy dukker først op i morgen.
Klokken er nu ½2 og vi har besluttet at gå en tur på molen – nu mens alle er friske og raske!
Estepona
torsdag d. 3. marts
22:50
Just hjemkommen fra endnu en dejlig middag på den italienske med udsigt til havet og havnen er der lige lidt tid til at påbegynde endnu en epistel om oplevelserne her i det sydspanske.
I går (onsdag) sluttede jeg allerede af kl.14, da vi havde besluttet os for en tur ud på molen, hvor vi kunne konstatere, at vinden var taget lidt til. Det mest bemærkelsesværdige på den tur var vel nok det anderledes indtryk man fik af byen ved at se den ”udefra”. Billederne, som er lagt ud, vil nok også få en del til at give mig ret i, at man næppe kan kalde synet hverken charmerende eller flot – og slet ikke hyggeligt. Men det ændrer nu ikke på vores oplevelse af, at her både er hyggeligt og spændende og mange flotte ting at se på. I et andet perspektiv måske?
Vi endte spadsereturen på ”Taverna del Puerto”, som viste sig at være en yderst velassorteret tapas-restaurant. I første omgang dog kun for nogle få smagsprøver til Codyl-Leo og Mavedanseren Belly, der havde behov for stimulanser inden vi låste os igennem labyrinten op til domicilet, så vi kunne samle kræfter til en tur ind til bymidten lidt senere.
Det var vanskeligt at finde en p-plads inde i byen, men det lykkedes ved ”Orchidariet”, hvorfra vi fik os en lang tur gennem byen, som viste sig at være meget livlig og trafikeret, men ind imellem også med små hyggelige, blomstersmykkede gader og torve med sol og cafeer. Vi endte på en sådan og fik kaffe inden vi begav os tilbage og tog os en tur gennem Orchidariet, hvor der – måske på grund af årstiden – ikke var mange blomster, men overvældende mange planter i et særpræget og fascinerende byggeri.
Vi havde allerede om eftermiddagen besluttet os for at aftenens middag skulle indtages på den nærliggende tapas-bar, hvilket vi absolut ikke fortrød. På kanten af at have bestilt for meget nød vi den store variation og de mange forskelligartede smagsindtryk. Dog undrede det mig at komme ind i en restaurant, hvor man helt åbenlyst hyldede Franco med billeder og skifter. Ja, i det hele taget var udsmykningen præget national selvbevidsthed, hvor alt var holdt i gult og rødt og alle tapas pyntet med et spansk flag. Men godt smagte det og serveringen var upåklagelig og venlig.
Codyl-Leo og Mavedanserinden blev hurtigt overvældet af træthed og måtte støtte hinanden de 50 m hen til jernporten, mens Lis og jeg havde resterne af en flaske rødvin, som skulle deles ved et bord udenfor, hvor røgen kunne drive ud over havet. Med fyldte maver og resterne af de krydrede olivener pakket ind i sølvpapir fandt vi hjem ½ time senere. Men med den sene morgenmad bliver det alligevel til nogle lange nætter.
Torsdag lykkedes det os endelig at få hilst på Tracy, som kunne forsyne os med et Estepona-kort men ikke kunne give os en nøgle til garagen. Derefter tog vi så af sted til Ronda og blev i første omgang overrasket over, hvor krøllet vejen derop til var. Så meget, at den koncentrerede chauffør i et anfald af opfindsom munterhed måtte udbryde, at vi vist var blevet medlemmer i en swingerklub. Den grublede vi lidt over, mens vi nød de mange flotte udsyn over bjerge og dale. Især efter at vi var kommet det mest golfinficerede område, hvor naturen virkelig er blevet skamferet af et hensynsløst byggeri af store feriekomplekser beregnet for velhavende køllesvingere.
Da vi omsider nåede frem til Ronda viste det sig endnu en gang vanskeligt at finde en p-plads, og derefter at finde vej til seværdigheden: den dybe kløft og tyrefægterarenaen (Ronda anses af mange for tyrefægtningens vugge).
Kløften deler byen i to dele, hvoraf den mauriske del absolut var den mest fascinerende – som modsætning til den travle og livlige del med mange handlende og turister, hvor vi havde parkeret.
Kaffe, sangria og øl på en stille, solfyldt plads med stemningsfuld guitarmusik inden vi begav os tilbage til bilen og den kurvede tur tilbage mod kysten. Undervejs lykkedes det også Lis at få plukket en buket blomstrende mimoser, selvom man måske kunne tro, at hun havde nok i én. Men hun er sej, fru Madsen.
Der var naturligvis brug for hvile, da vi kom hjem, så efter en tår øl og lidt evaluering blev det til ½ times hvile – måske lidt ekstra til mavedanserinden, som var blevet yderst påvirket af bilens mange svingninger på vej ned af bjerget. Man kunne ellers tro, at hun i kraft af sine talenter var trænet i at modstå sådanne voldsomme vibrationer – men nej, hendes mave er mere følsom end som så, så hun skal passe på.
Middag igen på den italienske, hvor fruerne havde kødløs dag med bruschetta og salat, mens Codyl-Leo og jeg var mere bombastiske og indtog både kød og øl i rimelige mængder, suppleret med både blæksprutteringe og tiramisu.
Så var det til gengæld også goodbye og god nat i det alderstegne pensionat.
FREDAG D. 5. MARTS 2016
”Øllet blev hans skæbne”
Ikke kun W.C. Fields måtte erkende dette, men så sandelig også vores lokale helt, Codyl-Leo, som i muntert overmod havde undladt at indtage den nødvendige ladning smertedæmpende piller inden han ordinerede store glas fadøl til sig selv. En trist skæbne, der på ubarmhjertig vis lagde ham brak en stor del af dagen.
Ja allerede fra morgenstunden savnede vi ham ved den festlige morgencomplet, der allerede har fundet faste former, som bl.a. indebærer at jeg ved 8-tiden spankulerer hen til supermarkedet og finder vej til bagerdamen bagerst i butikken, hvor det friske, varme brød dukker op efter 5 minutter, mens jeg sammen med et par andre herrer har studeret alle hylderne intenst i ventetiden. Men det er værd at vente på og bringes hastigt tilbage gennem kompleksets utal af låste porte og døre til morgenbordet på terrassen, hvor der både er kaffe, the og mælk og juice samt bacon og spejlæg. Overdådigt.
Men i går morges måtte vi altså undvære højdemåleren, som havde rejsningsbesvær og ikke kunne komme ud af sengen p.gr.a. ovennævnte pilleforglemmelse.
Dog lykkedes det lettere forsinket for ham at komme på ret køl og få klemt lidt morgenmad ned, inden han foreslog at han og jeg gik en tur over til tyrefægterarenaen, hvor der også skulle være et museum. Så det gjorde vi mens Lis & Belly lagde sig til stegning på terrassen.
Umiddelbart så arenaen meget slidt og forfalden ud, men efter en rundtur fandt vi indgangen til museet, som viste sig at være yderst interessant og specielt, idet der både var en tyrefægtningsudstilling og en antropologisk afdeling samt en mulighed for at komme ind og se selve arenaen. Meget spændende og morsomt – ikke mindst fordi der var et væld af genstande, fra en gammel traktor, kobjælder, gamle radioer og diverse høstredskaber. En virkelig god oplevelse, som fruerne desværre gik glip af. Til gengæld ringede de efter os, fordi de nu også havde lyst til at blive luftet.
Så mens Codyl-Leo atter segnede, besluttede vi andre at gå en tur efter formiddagens solbruningsproces på terrassen. Så vi forlod tømmermanden i hans kvide og fandt i første omgang op til turistbureauet, hvor de præsenterede os for kort over Estepona – i blokkevis. Men ikke nok med det: den videre færd bragte os ned til den anden ende af havnen, hvor der – som Tracy havde sagt – lå en boghandel med både bøger og kort. Tilmed lå der lige i nærheden en lille souvenir-shop, hvor der udover adskillige klude, som påkaldte sig de to hjerteveninders intense opmærksomhed, også lå adskillige kort over Andalusien – endda på flere sprog!! Således burde alle rygter om manglende kort- og bogdækning i Estepona være aflivet – til glæde for fremtidige turister i Puertosol og Torslunde.
Klokken var nu blevet en hel del over 12, så disse berusende oplevelser måtte naturligvis fejres, hvorfor vi satte os i solen udenfor cafe del Mar og bestilte 2 glas sangria til fruerne og 1 glas rødvin til mig. Stemningen var munter, og den blev bedre og bedre, for det var nogle meget velvoksne pokaler med sangria. Og det endte med at vi besluttede os for at bestille bord til aftenens middag, hvor der bl.a. var tilbud på indisk karrykylling m.m.
Hjemme igen på lazarettet var det lykkedes den stakkels Codyl-Leo at komme i lodret, hvilket glædede ikke mindst hans livs mavedanserinde Belly. Så det var tid til en beskeden frokost inden eftermiddagens pille- og puslerier og lurning, så vi kunne være friske til endnu en omgang på Cafe del Mar.
En enkelt gin & tonic og så af sted i aftenskumringen, mens den ramte Leo skuttede sig i sin vindjakke, når den friske forårsvind klappede hans kinder. Men alligevel valgte vi at sidde udenfor ved det bestilte bord, hvor det var muligt at finde læ og lidt elektrisk strålevarme til forsageren. Iflg testsmagerne var den indiske karrykylling udmærket, mens jeg var en anelse skuffet over de lammekoteletter, som jeg havde haft store forventninger til. I slutningen af måltidet faldt vi i snak med en dansker, som sad ved bordet ved siden af. Han gav os et tip om et bedre marked på søndag i stedet for det på havnen. Det ligger på vejen mod Casares, hvor vi alligevel havde planer om at køre hen. Så vupti var vi på vej på søndag.
På hjemturen smuttede vi indenom supermarkedet for at få fyldt depoterne op, så vi glade og mætte kunne gå på værelserne og slukke lyset inden 24.
Denne morgens oplevelse var, at Rie allerede lidt i 8 bankede på vores dør og bekendtgjorde at morgenmaden var klar så snart vi var det. Og når altså jeg lige havde været i bagerbutikken efter brød. Heldigvis var jeg morgenparat og klar til afgang, og først da jeg kom ind i butikken slog det mig at jeg nok var vel tidligt på den i forhold til brødleverancerne. Og ganske rigtigt kunne den unge andalusiske bagerjomfru bag disken fortælle mig, at der ville gå 5-10 minutter inden brødet var bagt. Hvorefter jeg sammen med en af de andre trofaste morgenbrødsafhentende mænd gav mig i kast med endnu et nærstudie af hylderne tilbud. Jeg tænkte på at ringe til hjemlige køkken for at forklare årsagen til forsinkelsen, men ak, jeg havde ikke medbragt en telefon. Til gengæld fik jeg efter 10 minutter ovnvarmt brød og hastede hjemad, hvor jeg allerede ved den første dør mødte Codyl-Leo – nu i den velkendte, morgenfrisk form – som var blevet sendt af sted for at bringe mig hjem.
Ved 11-tiden prøvede Belly at ringe til Flamenco-restauranten, som vi havde fået henvisning til på turistbureauet. Men ingen svarede – og der stod udtrykkeligt, at der skulle bestilles plads pr. telefon. I stedet valgte vi at gå en tur ned til den kiosk, hvor veninderne den foregående dag havde fundet uimodståelige tilbud, mens Leo og jeg fotograferede og dokumenterede eksistensen af både turistbureau, boghandler og kioskhylden med kort.
Derefter tilbage langs havnen og en ekstra gåtur tilbage til kiosken igen fordi Lis pludselig ikke kunne finde det postkort, som vi skulle sende til Phastor Magnus. Det var pist væk. Men efter et glas sangria måtte mavedanserinden indrømme, at hun havde stukket det i lommen – og vist nok glemt det igen???
Så kørte Codyl-Leo og jeg af sted for at finde Restaurante Le Castel, hvor der i aften skal være Flamenco Show, mens veninderne gik i supermarkedet for at forberede en beskeden frokost. Vi fandt det ca. 10 km vestpå, men fik også besked om, at vi skulle huske at bestille bord pr. telefon. Og det klarede Belly som en mis, da vi kom tilbage.
Dejlig frokost, sol og lur og om et par timer tager vi danseskoene på. Det skal blive spændende at se mødet mellem den danske mavedanserinde og den spanske flamencotramper.
Mandag d. 7. marts, 2016
Sig nærmer tiden, hvor vi skal pakke sydfrugterne og begive os tilbage til det kolde, våde nord. Klokken er 19 mandag aften, og i morgen tidlig skal vi køre herfra kl.7. I det fjerne lyder støvsugerhvinen fra Belly, der mavedanser med maskinen, Lis er gået efter brød til morgenmaden, vi har checket ind og valgt sæder til Codyl-Leos lamge ben, og kufferterne er blevet åbnet for de sidste manøvrer efter en forholdsvis stille mandag, der blev præget af noget så usædvanligt som et mildt regnvejr i et par timer midt på dagen. Som forudsagt i vejrudsigterne startede dagen med næsten skyfri solopgang, men efter et par timer trak det op med nogle gevaldige skyformationer, både inde over bjergene og ude over vandet. Meget imponerende.
Vi havde planlagt at køre til Carrefour for at gøre de sidste indkøb, og da vi kom ud derfra ved 12-tiden var regnen startet,så der var jo ikke så meget andet at gøre end at køre hjem og forberede en let frokost. Desværre udviklede det sig til en særdeles velvoksen affære, som på nuværende tidspunkt fuldstændig har ødelagt vores appetit. Tro det eller lad være – men den er god nok!!
Så mens himlen rødmer og solen går ned, håber vi at lidt oprydning og kuffertpakning kan sætte gang i systemerne igen – selv om eftermiddagskaffen med de indkøbte kager gjorde sit til den almindelige uorden. Og så hjalp det kun lidt, at vi valgte at gå en tur langs strandpromenaden ind til byen i den sene eftermiddagssols sidste stråler. Men smukt var det – og lærerigt, idet vi på vej ud af porten mødte en ældre, lidt sølle og sammensunken, tøffende mand med en lille genstridig hund, som begge så an anelse lurvede ud, hvilket vi heldigvis ikke kommenterede højlydt overfor hinanden. For 2 minutter senere da vi stod og snakkede om, hvilken vej vi skulle gå, brød han ind og fortalte os på dansk, hvordan vi kom ned på strandpromenaden!!! Man skal vare sin mund, når man bevæger sig rundt på de store internationale steder – og her er mange danskere.
Men jeg kommer selvfølgelig ikke uden om at skulle berette, hvordan det gik hin lørdag aften, hvor vi havde reserveret bord på ”Le Castel” til det med spænding imødesete Flamenco-show. Allerede da vi kom, anede vi uråd: der var ingen biler på den lille p-plads. Ikke en eneste. Så vi gik spændte ind og mødte en fortvivlet værtinde, der på sit gebrokne engelsk forklarede os, at danserinden havde aflyst p.gr.a. manglende reservationer. Hun ville ikke danse for kun 4-6 personer. Beklagelserne var mange, men til gengæld fik vi drinks i baren, mens hendes store, udflydende veninde var stablet op i en sofa, hvor hun bare sad og smilte lidt debilt til sin fede kat, som fyldte en lænestol overfor. Det mindede om en scene fra Star Wars med Jabba the Hutt. Men desværre altså uden den forventede Flamenco-oplevelse.
Så en anelse skuffede vendte vi tilbage til Estepona og velsmagende tapas hos Francofilisten i den lokale havne-taverna, hvor der var rigtig mange mennesker og en livlig, børnevenlig stemning. Men vi fik ikke Belly til at demonstrere sine mavedansende talenter, trods vin og damevenlig agern-likør. Til gengæld fik en hyggelig aften og mange gode smagsindtryk. Trist dog for Codyl-Leo, som trods indtagelse af sin dæmpende medicin, ikke turde kaste sig over hverken øl eller vin, men måtte nøjes med Cola.
Søndag morgen gentog scenen sig i SuperCor, hvor jeg skulle hente vores morgenbaquette: 2-3 personer vandrende rundt mellem hylderne, mens vi afventede det tidspunkt hvor vognen med det friske brød blev kørt frem og den unge, mutte bagerjomfru kunne udlevere varerne – uden på nogen måde at give indtryk af, at hun kunne se det komiske i situationen. Og så havde jeg endda valgt at gøre det i flere omgange, idet jeg først købte bacon og juice og gik hjem med det i håb om, at brødet ville være klart, når jeg vendte tilbage. Hvad det så ikke var, og jeg måtte vente yderligere 5 minutter.
Dagens program var klart: først til det omtalte loppemarked, som lå lidt længere ude vestpå end le Castel og derefter videre til bjerglandsbyen Casares. Var vi i tvivl om, hvorvidt vi var kørt i den rigtige retning, blev vi overbevist da vi så strømmen af biler og gående i formiddagssolen. Heldigvis kom vi så tidligt, at vi let fandt en P-plads og kunne kaste os ud i mængden af besøgende. Vejret var dejligt, tilbuddene uendelige , men stanken var visse steder umiskendeligt noget lort, så vi spekulerede en del over, hvad der egentlig befandt sig i de tanke, som vi helt tydeligt gik rundt på?
Her var alt: fra de mindste fingerbøl over malerier og møbler til maskiner, brugte golfkøller i massevis, bøger og diverse beklædningsstykker i alle størrelser og farver. Og der var rigtig meget af det. Heldigvis også et sted, hvor vi kunne sætte os og få en cola i skyggen. Her mødte vi så igen den pensionerede hoteldirektør, som forleden aften havde anbefalet netop dette marked.
Da vi havde set nok og ikke købt for meget lykkedes det os at komme ud af p-pladsen, hvor mængden af biler var taget voldsomt til og stadig voksede. Så meget, at der faktisk var en 1 km lang kø op til rundkørslen på hovedvejen, hvor trafikken var gået helt i stå. Heldigvis skulle vi den modsatte vej, tilbage til den foregående rundkørsel for at køre op mod Casares. En tur præget af de monstrøse turist-byggerier med omliggende golfbaner, som virkelig skamferer landskabet. På en måde hang det godt sammen med det uhyrlige udbud af brugte golfkøller og -tasker, som vi netop havde set på loppemarkedet. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan der ville være i sæsonen, med masser af golfbolde og euro i luften. Heldigvis ændrede det sig, da vi kom længere op i bjergene, hvor naturen fik lov til at udfolde sig uden arkitektonisk vandalisme.
Fremme ved Casares blev det til gengæld næsten postkortagtigt med alle de hvide huse og orange tage, som klæbede sig op ad bjergsiden. Og muntert blev det, da vi kom ind i byen og skulle følge anvisningerne til det centrale P-hus i 7 etager. Codyl-Leo, som sad ved rattet, kunne næsten ikke tro sine egne øjne, da han så den meget stejle og snævre gade, som han skulle bringe Berlingoen ned ad. Og bedre blev det ikke for de svedperlende passagerer, da de straks derefter for enden af nedturen erfarede, at nu gik det skam opad på en lige så stejl vej, indtil vi kørte ind i mørket og fik parkeret bilen.
Men overraskelserne var ikke overstået. For da vi havde indprentet os, at vi havde parkeret på etage 7, gik det op for os, at etagetællingen startede oppefra, og at vi altså skulle gå 7 etager op inden vi kom ud i en skolegård og derfra kunne fortsætte ned til den centrale plads gennem de smalle gader. Så var det også tid til en forfriskning, mens vi undrede os over det særprægede folkeliv, der udspillede sig på pladsen, hvor alle byens mænd tilsyneladende var samlet og i større og mindre grupper stod eller sad og snakkede. Først troede vi, at de bare stod og ventede på at ceremonien i den tilstødende kirke skulle overstås og kvinderne ville komme ud. Men det skete ikke, og ind imellem så vi da også enkelte kvinder og børn passere hen over torvet, mens vi nød synet af andre biler, der tilsyneladende reagerede med vantro, når de så den stejle ved ned til parkeringen. Enkelte valgte at vende rundt, hvilket for større biler kunne være en vanskelig manøvre, mens andre tog chancen og trillede ned i dalen med krydsede fingre.
Efter en tur til toppen af byen gennem stejle, smalle gader med hvide huse og mange blomster samt en tur rundt i den gamle borgruin fandt vi ned igen til fruerne, som meget belejligt havde sat sig i solen udenfor en tapas-bar. Så der gik ikke lang tid før vi sad med 3 små skåle med forskellige, lokale specialiteter. Det lunede og ladede os op til at finde tilbage til p-huset og bilen, så vi uden problemer kunne køre hjemad til en kop kaffe på den solbeskinnede terrasse.
Inden luren tog Lis og Belly the Dancer endnu en dukkert i poolen, og bagefter skulle der vaskes og ordnes hår.
Da sulten satte ind og vi bevægede os ud i natten for at finde et spisested, kunne vi konstatere, at mange af restauranterne holdt søndagslukket, så vi måtte lede lidt inden vi fandt ”11&11”, som på trods af det lidt beskedne ydre viste sig at være en yderst elegant og behagelig restaurant med god mad og betjening. En rigtig god oplevelse, selvom de p.gr.a. mandag-tirsdags lukning ikke kunne servere alle retter på kortet. Så ved I det.
Og så er vi tilbage til mandag aften, hvor ikke alene mange restauranter stadig var lukket, men hvor vi også led af manglende sult. Så det handlede om at finde et sted med mulighed for en enkel, let anretning. Del Mar, som vi havde besøgt flere gange, kunne fremvise et kort med disse egenskaber, så vi fik slæbt os derhen og mens Lis bestilte en forrets-salat med fransk bacon og gedeost skulle vi andre 3 have forskellige variationer af burgere. Men da maden endelig kom, viste det sig, at der var sket en misforståelse: Lis’s salat var tilberedt som en hovedret, hvilket betød at hun fik en kæmpetallerken med et bjerg af salat. Den ellers så søde servitrice beklagede meget og forsikrede, at hun kun ville tage forretsprisen for den imposante portion, men hun kunne nu heller ikke lade være med at smile med, da hun så og hørte vores store grin og morskab over ikke mindst Lis’s fortvivlede ansigtsudtryk. Heldigvis har Codyl-Leo et mere afslappet forhold til mad end til øl og vin, så han trådte gentlemanagtigt til, da Lis appellerede om assistance. Og selv mavedanserinden følte en form for solidaritet og spiste sin del. Smukt.
Men da sangriaen var drukket og salaten væsentligt reduceret, tumlede vi hjemad i så god tid, at der blev mulighed for en rimelig søvn inden vi skulle tidligt op tirsdag morgen og af sted ved 7-tiden.
Tirsdag d. 8. marts 2016Det lykkedes ikke helt for Lis og jeg at udnytte søvnkvoten, så vi havde ingen problemer med at vågne allerede ved ½6-tiden, få pakket det sidste, ryddet op, lavet morgenmad og spist den så vi faktisk alle sad i bilen kl 7:15, parate til de 85 km mod Malaga lufthavn.
Det var stadig mørkt, men vi kørte jo mod øst og kunne se den rødmende horisont, hvor lyset langsomt voksede op mod den mørkeblå nattehimmel. Og ved 8-tiden blev vi ramt af de første, ubarmhjertigt skarpe solstråler fra den lavtstående morgensol. Men skiltningen var god og den levende GPS-vejleder sørgede for at vi ramte lufthavnen og fandt vej til Helle Hollis, hvor vi havde lejet bilen.
Skaden på den ene forskærm viste sig at være en gammel skade og snart sad vi i shuttle-bussen til afgangshallen, hvor vi hurtigt fik afleveret bagagen og kunne gå i gang med at vente et par timer, efter at have erfaret, at det kun er kvinderne, der i sikkerhedskontrollen skal tage skoene af. Uden forklaring.
Planmæssig afgang og efter 3 ½ times flyvning fandt vi vej gennem skyerne til den grå københavnske kulde, hvor Codyl-Leo hastede af sted efter bilen, mens vi andre tog os af bagagen, der som ventet var blandt det sidste, som fandt vej til transportbåndet. Men vi var hjemme og havde fået kufferterne, som bl.a. indeholdt frosne blæksprutter.
Hjem til Frøhavefamilien og Bosco, som blev rystende nervøs ved gensynet, en snak, en lur og flæskestegssandwich om aftenen inden vi allerede ved 10-tiden begyndte at planlægge den længe ventede søvn i egne dyner og senge.
En herlig uge med mange uforglemmelige oplevelser og erfaringer.
