AMORGOS 2017 - fra 21.6. - 30.6.

 

 

 

 

 

EPISTEL 3.17
SØNDAG D. 25. JUNI

Som det vel fremgår af billederne på fotosiden lykkedes det at få anbragt buketterne og bundet båndene, så det så helt bryllupsagtigt ud. Og brudeparret var da også godt tilfredse – ligesom Faní der skal bruge nogle af billederne til reklame for Evdokia Car Rental.

 

Undervejse forløbet fortalte Lis den omkringsiddende familie om en munter oplevelse, hun havde haft nede på stranden: en noget benet og bøjet 65-årig (ca.) tysker, formodentlig, placerede sig i sandet med sin noget yngre ledsagerske med både parasol og lille klapstol. Han gjorde sig stor umage for at optræde som beleven strandløve, hjælpsom med solcreme, olie o.s.v. På et tidspunkt skulle den noget vingeskudte helt så skifte sine våde badebukser ud med et par tørre shorts, hvilket han gjorde helt naturligt, så han på et tidspunkt mellem de to bukser stod med røven bar og blændende hvid bagdel. Imidlertid kneb det med balancen da han under påføringen af de tørre shorts skulle ramme de rigtige bukseben. Ihvertfald endte han med begge ben i det ene bukseben, hvilket medførte at han med sin bare røv trimlede omkuldog i faldet greb efter parasollen, som tordnede ned over den henslængte frue og samtidighvirvlede en masse sand op over hendes olierede, cremeindsmurte krop, mens han selv, våd som han som han var, tumlede rundt i sandet og endte på ryggen, nu indsmurt i sand til lyden af den overraskede frues tydelige ophidselse og utilfredshed med at være forvandlet til groft sandpapir. Og ophidselsen skyldtes ikke kun hans tilsandede mandighed, som sprællede rundt på stranden med sine bukser.
Historien, som blev ivrigt oversat til den lyttende familie, vakte udbredt latter og mange kommentarer og billedfantasier.
I øvrigt hjalp det selvfølgelig lidt til forståelsen, da jeg selv i eftermiddags på stranden kunne se det omtalte par, da vi stod og snakkede med Trudi & Kurt, som netop var ankommet fra Naxos. Og det var da også Trudi der med sikkerhed fastslog at han var tysker, da hun så ham skifte bukser med røven bar. Det gør de nemlig altid, de tyskere! Og det skal måske tilføjes at bukseskiftnings-processen i dag forløb uden uheld eller beske kommentarer fra fruen, som tavst hengav sig livgivende solstegning med brun svær.

I går, lørdag, kørte vi til Tholaria for at spise hos Yannis – frikadeller og kylling. Enkelt og velsmagende. Lis fik afleveret nogle smykker hos guldsmeden til reparation og vi fik et lille indtryk af den beskedne ”Ild og vand”-festival, som blev afholdt. Dog uden helt at forstå, hvad det handlede om. Da vi kom tilbage til ASKAS var der meget stille og kun få gæster, så vi nøjedes med et glas retsina og lidt snak inden vi gled ind i mørket og op ad trapperne til værelsets tryghed bag lukkede skodder og nedrullet myggenet.
Apropos fullsize myggenet i døråbninger kan jeg kun anbefale, at man udstyrer dem med et eller andet klistermærke, da de i en hurtig vending umiddlbart let kan blive overset, hvis man agter at begive sig ud på balkonen. Situationen overlader jeg til fantasien.

I dag er det blevet til en køretur til Langada og tilbage gennem byen, hvor Lis erhvervede sig en ny hat, der også han bruges i vores køkken derhjemme!
Strandturen, hvor vi mødte Trudi & Kurt og efterfølgende omelet fra Evdoki, lavet af friske æg! Den spiste vi sammen med Mario og Faní, hvorefter den stod på lurning, så vi kan være friske til i aften, hvor der er BBQ og levende musik (Marios band). Geden drejer og røgen bølger allerede, så vi glæder os nu, hvor vi er vågnet igen og har flyttet bilen over på Parking.

 

 

EPISTEL 4.17
MANDAG D. 26. JUNI 2017

Det blev absolut en mindeværdig BBQ-aften søndag, da ASKAS for alvor åbnede sæsonen med musikaftener. Geden havde roteret hele dagen og var godt ristet udenpå, men mør og god indeni, så selvfølgelig besluttede vi os for at dele en portion samt en salat. Det var rigeligt, når det blev suppleret af både vand og retsina. Små kager til dessert og rebetsiko-musik af en ihærdig Mario + en guitarspiller, som i den grad spillede op til det unge græske publikum, som simpelthen måtte op og danse, hvilket kan ses på ASKAS's hjemmeside. Maden var god, stemningen høj og der var dobbelt så mange mennesker som Mario havde forventet. Så alle var glade.

 

Netop som vi havde besluttet os for at gå op på balkonen og se på Jupiter dukkede Jorgos & Adrienne op, og de satte sig og tilbød endnu lidt retsina, mens de selv skulle have rakomolo og medbragt naturthe til Adrienne, så hun kan falde i søvn. Det snakkede vi en del om, sovning og snorken og natlig uro. En teori, som bør diskuteres er, at efter de 40 år betyder ADHD ikke længere ”Alle Drenge Har Det”, men derimod ”Alle Damer Har Det” - en ukontrolleret rastløshed med hang til at udfordre alle teorier om multitasking. Ofte med skuffende resultater og søvnløshed til følge.
Jupiter stod hvor den skulle, mens Saturn gemte sig bag palmerne. Men vi skal nok fange den en aften, hvis vi kan holde os vågne – eller måske bare finde en anden observationspost. På taget måske?

Det er i øvrigt Phaster Magnus's fødselsdag i dag. 102 år ville hun være blevet, og det er netop nærliggende for os at mindes hende hernede, hvor hun var med familien i 1999 – en tur, som de også husker hernede.
Fiskometeret dømte 25 gr varmtmorgenvand, hvori Lis kan boltre sig uden smerter med både læb og hop. Til gengæld er det ikke så godt med egentlig svømning. Men vandløb med svømmetag ligner da noget! Og så er det jo en fordel at vi har fundet ud af at anvende rolatoren til kørestol, hvilket også betyder at vi har en stol på stranden. Selv synes vi at det er temmelig smart.
Efter den klassiske morgenbik på værelset fik Lis bestilt tid til man- og pedicure hos Elpida, så vi tog den langs promenaden med en afstikker til Diving Centeret for at snakke med Dimitri, som imidlerid lå under vandet et sted sydpå. Så vi prøver igen i aften, hvor vi i øvrigt har aftalt at mødes til aftenmesse i Det Blå Kapel med Trudi & Kurt kl. 20. På vej ind til byen mødte vi også Stamatis fra Aegialis-klanen. Han styrer nu restaurant NISSIS, har 5 børn og er stadig meget venlig og interesseret at tale med. Amorgiansk jet-setter.
Men jeg ventede på Lis og hendes nyrestaurerede negle kørte jeg ud til afsaltningsanlægget for at tage nogle billeder, men desværre var Fani's far ikke derude, så han kunne have fortalt mig lidt mere om funktionerne. Men billeder fik jeg da inden Lis kom ned ad trapperne og vi kunne køre hjem med en nyindkøbt antimyggespray. En god ide tror jeg.

 

AFSALTNINGSANLÆGGET

 

EPISTEL 5
TIRSDAG D. 27. JUNI 2017

Selvfølgelig taler vi om vejret. Og vandet. Hver dag. Fra vi slår skodderne op og Lis spørger: ”Nåh, hvordan ser det så ud i dag?” og til vi går i seng med en snak om forventningerne til morgendagens meteorologiske udfordringer.
I den retning må man dog sige, at der ikke har været tale om væsentlige variationer, bortset fra at det er blevet varmere. Høj blå himmel med fuld sol og periodevis let brise. M.h.t. vandet laver vi naturligvis vores daglige observationer med både bamso- og fiskometerne, og der nåede vi som sagt rekordtemperaturen i går med 27 gr om eftermiddagen, da jeg var nede på stranden for at køre fru Madsen hjem. Jeg havde ved den lejlighed medbragt min telefon for i hemmelighed at tage et billede af den uheldige tyske sandløve; men ak, han var desværre ikke til stede.
Det var Dimitri heller ikke i sit Diving Center; dvs. han var der, men havde ikke lige tid til at tale med os, og da vi havde en aftale om messe og nadver i det blå kapel, blev slutningen at han ville komme på ASKAS i løbet af aftenen. Hvad han så heller ikke gjorde. Men vi forsøger endnu en gang ufortrødent at fange ham for at invitere ham til festen og aftale med ham, at han skal danse ”stokkedansen” for os. Og så skal vi måske også lige rykke for nogle certifikater til dykker-Mads fra Frøhaven?

 

Nadver-messen i Det Blå Kapel er altid en betagende ting ved solnedgang, og vi fik da også en hyggelig time sammen med Trudi & Kurt, hvor vi fik snakket om adskillige skriftsteder og hændelser. Nikos, som nu igen arbejder for Aegialis, fik vi også snakket kort med, da han var på vej til en ”mindemiddag” for en afdød amerikansk kvinde, som sammen med sin mand er kommet herned i man, mange år. Men i forventning om at Dimitri ville dukke op ændrede vi planer og kørte tilbage til ASKAS for at spise,mens vi ventede.
På ASKAS ventede der os et sælsomt syn: Det store fjernsyn var hængt op og tændt – og det var ikke sport, der var i fjernsynet, men derimod en udsendelse om Amorgos, som havde samlet et engageret, lokalt publikum med forventninger om at se nogle af de lokale koryfæer. Og hver gang det skete blev der både klappet og hujet. Ikke mindst da Ioanna blev interviewet. En fin oplevelse mens vi spiste pølse og filoruller med ost og skinke. Ikke den store kulinariske oplevelse men rigeligt til beskedne pensionister, der som belønning fik et lille glas psimeni og honning/sesam kager. Efter at have overværet Ioannas to drenge øve sig i den græske dans' svære kunst, mens familien spiste, gik vi direkte mod de løsslupne lagner bag det nedrullede myggenet.

 

Da vi her til morgen, lidt over ½9, begav os af sted mod vandet kunne vi med tilfredshed konstatere, at Nikos var kommet med frisk brød. Så behøvede vi ikke trække tiden ud ned ved vandet, hvor tingene har ændret sig lidt fra tidligere, idet et par familier med små børn, som tilsyneladende ikke kan sove længe allerede er i gang på stranden og i vandet når vi ankommer med rollator, høj hat og solbriller. Vi lader dog som ingenting og kaster os andægtigt i vandet med fiskometeret, der i dag viste 24,5 gr. En kombineret svømme- vandløbs- og gåtur hen til stendyrene ved Lakki og tilbage, måleraflæsning og flyvefisk i leg inden vi lister ind igen, monterer rulledyret og kører hjem igennem Lakki. Så er det gjort.
Desværre lader det til at Lis er blevet angrebet af en mavevirus, som har haft fat i flere i familien. Men Evdokia har en kur, som absolut ikke indbefatter æg og bacon; men det vidste vi jo ikke. Til gengæld står den på urtethe, varmt tøj og måske et enkelt stykke dødristet brød.
Så mens Lis ligger på langs og restituerer, vil jeg gøre mig nyttig på anden vis. Og måske kan vi være lidt aktive i eftermiddag.

Desværre kneb det med forbedringer af Lis tilstand, så jeg drog ned til sandet for at finde Trudi & Kurt og aflyse vores middagsaftale i Langada. De havde heller ikke haft held med deres søgen efter lappemidler til Christinas hoppeborg, men var dog nået så langt, at der ville komme remedier fra Hora/Katapola i løbet af dagen, så Kurt kunne optræde som redningsmand og lapper. Et spændende projekt.
Hjemme igen diverterede Evdokia nu med kogte ris og citronsaft til patienten, der modvilligt kastede sig ud i opgaven – indtil hun fortvivlet stønnede ”nu brækker jeg mig”. Det skete dog ikke men var vel et klart signal om, at grænsen var nået. Hvorefter hun skyllede de 2 Immodiumtabletter ned. Og her et par timer efter ser det ud til at have haft betydelig succes.

Jeg brugte en del af eftermiddagen til forberedelserne i forbindelse med festen om en uge og til sidst var Lis så frisk at hun kunne deltage med gode råd og idelige korrektioner, inden vi pakkede sammen for i dag og vendte tilbage til sengestuen for at diskutere hvilke muligheder der er mht. indtagelsen af føde her til aften, når vi nu for en sikkerheds skyld vælger at spise på ASKAS. Men lur mig om ikke Evdokia står parat med dejlig varm helse-suppe til fruen.
Kl. er 20:41 og om lidt begiver vi os ned til madtruget. Godnat – efter en varm og lærerrig, omend ikke begivenhedsrig dag, med tid til eftertanke og tiltrængt hvile.

 

 

EPISTEL 6
ONSDAGD. 28.JUNI 2017

Det blev en aften og nat, vi sent vil glemme. Desværre ikke p.gr.a. morskab og glædesudbrud.
Godt nok havde Lis det synligt bedre, men da vi kom ned i restauranten og Evdokia dekreterede Kartoffel-puré og ristet brød med ost – uden skinke, gik noget af glansen af sct. Gertrud. Ganske vist havde Lis bestilt brød fra i morges, men hun undgik ikke en af bollerne. Tilmed en af de ekstra store, som havde fået et ristende klem i den store toastmaskine. Til gengæld kunne jeg nyde en hel hovedret med ris: kylling a la creme. Deliciøst! Og det blev ikke mindre godt af at jeg prøvede den nye makedonske øl, som er bestilt hjem på Bopis foranledning. En let, lys og frisk sag, som ikke er for bitter. Selv Lis syntes om den.
Men helt galt gik det, da jeg foreslog Lis at hun kunne drikke en cola til kartoffelmosen. Pludselig stivnede hendes blik, hun holdt sig for munden og måtte i al hast forlade bordet i forsøget på at nå op til værelset inden den kvalmende blanding af cola og kartofler kom retur. Og det er svært for hende at løbe, især uden krykken.
Hun nåede det imens jeg samlede vores ting sammen, betalte for maden og gik op på værelset, hvor fruen lå udmattet på sengen og bad om et stort vandfad, hvis nu....Men det blev desværre et andet hvis nu, end vi havde regnet med. For da jeg kom i seng, fik jeg pludselig voldsomme smerter og trykken for brystet, i en grad som jeg ikke før har oplevet. Så jeg kunne simpelthen ikke sove eftersom nitroglycerinen tilsyneladende ingen virkning havde. Først ved 2 tiden lykkedes det at dæmpe symptomerne med panodil og mere nitro, så jeg kunne falde i søvn. Men det kunne Lis så til gengæld ikke, for hun var naturligvis nervøs – ligesom jeg var.
Heldigvis var det blevet meget bedre da vi stod op til morgen, så morgenbadningen kunne gennemføres og vi med resignation måtte konstatere, at antallet af morgenbadere på ”vores strand” er taget voldsomt til. Bl.a. af en hel del ældre grækere, som jo er let genkendelige på deres hatte, som de har på i vandet. Men hr.og fru Syg & Dårlig lod som ingenting, kastede sig i bølgen og gik en tur mens de målte vandets temperatur til 24 bamsometergrader, lettede over at sundhedstilstanden var væsentlig forbedret. Hvilket også gjorde det muligt at sige ja til Evdokias middagsinvitation i aften, hvor vi skal have grillede gedekoteletter.
Nattens ooplevelser havde fået os til at overveje, hvad vi egentlig skal gøre i en sådan situation. Hvem skal vi kontakte og hvor skal vi tage hen. En slags svar fik jeg af Jorgos, da han havde spurgt Evdokia, som sagde at vi bare skulle ringe til hende eller Mario, så skulle de nok vide, hvad der skulle gøres. Og da jeg senere valgte at konsultere den lokale læge, fik jeg også den besked, at jeg altid kunne køre til Medical Center i Hora, som har 24-timers vagt.
Og det var i øvrigt en god oplevelse at besøge det renoverede lægehus, mens Lis besøgte Elpida for at få rettet en negl og få farvet øjenvipper. Der var tale om yngre kvinder i hvide skjorter – 2 assistenter og en ung læge, som imidlertid virkede meget kompetent og omhyggelig. Hun spurgte virkelig ind til min medicinske situation og nattens oplevelser og foretog en grundig undersøgelse med både EKG, blodtryksmåling, temperamåling, blodsukkertest osv. Efterfølgende fotograferede hun den 2 meter lange EKG udskrift med sin mobiltlf og sendte resultaterne til en kardiolog på Naxos, som 5 minutter senere ringede tilbage og sagde at kurven viste tegn på et anfald af angina pectoris, hvorpå han tilbød at jeg kunne tage til Naxox og blive undersøgt yderligere, hvis jeg mente det var nødvendigt. Det mente jeg ikke, så jeg fik udskrevet nogle plastre med nitroglycerin, som jeg skal gå med om dagen. Derudover skulle jeg være mådeholden med varmen, solen, aktiviteten og alkoholen, hvilket jeg selvfølgelig erklærede mig fuldstændig indforstået med. Niels Mådehold er mit navn – ikke mindst når vi tænker på festen, vi skal holde om en uge. På den anden side har nattens erfaringer sat spor, der nok skal holde mig på dydens smalle vej!
Lis havde været færdig hos Elpida i 1 time og havde også prøvet at ringe, uden at jeg kunne svare. Så nervøsiteten spirede; men efter en time kunne jeg ringe og berolige med at jeg var på vej via apoteket, hvor jeg skulle hente nitroplasterne. En portokolada i Kapellet og så hjem til tiltrængt hvile.
Og så er det jo også dagen hvor 11 glade danskere er taget af sted fra København kl. 10 i morges med kurs mor Amorgos. I skrivende stund stævner Bluestar Paros ud af Piraeus havn og fra velunderrettede kilder om bord ved vi, at der bliver skålet og smilet bredt – og højlydt – ved begyndelsen af den 8 timer lange sejlads i stegende sol. Lovet være aircondition.
Så må vi jo bare håbe, at vi er i stand til at holde øjnene åbne indtil kl. 1:30, hvor vi kan vente dem her.

 

 

EPISTEL 7.17
FREDAG D. 30. JUNI 2017

Lad mig sige det med det sammen: vi holdt øjnene åbne og var vågne, da bussen med de 11 glade danskere ankom 1:30. Dvs de var nu kun 7 i bussen, da resten havde valgt at gå turen fra havnen og ud til Askas; men de ankom 5 minutter senere. Og heldigvis var det lykkedes os at få næsten 1 times let lur inden vi skulle i gang med forberedelserne til en festlig modtagelse.

 

Og Ouzu'en og vandet var lisså velkomment som stemningen og snakken var høj, så først ved ½3-tiden blev kufferterne båret ind og værelserne beboet – 4 af dem endda med nyindkøbte kogekander, som Lis havde gjort Mario opmærksom på manglede.
Næste morgen var der dækket op til fælles morgenbord for de 11, og efter morgenbadningen, hvori også deltog nogle af de nytilkomne, var hele selskabet samlet i gården ved 10-tiden, så Liskunne afholde sit ”velkomst- og informationsmøde”, hvilket selvfølgelig gav anledning til en del muntre bemærkninger og megen morskab.
Vi var stadig præget af gårsdagens oplevelser og manglende søvn, så vi tiltvang os en ekstra lur inden vi kunne begive os ned på stranden – ihukommende at jeg helst skulle undgå at bevæge mig for meget ud i solen; ikke mindst i 30gr skyggevarme.
En stor del af selskabet havde begivet sig ind til byen, så kun Anette samt Kurt & Trudi (eller Turt & Krudi, som Svampen fra Glostrup i sit ouzo-delirium fik fremstammet) og – ikke at forglemme – den bukseløse, tilsandede tysker, som netop ved vores ankomst endnu en gang var i færd med sit barrøvs bukseskiftningsnummer. Desværre nåede jeg ikke at få kameraet klartgjort, men til gengæld viste det sig, at Trudi havde været snarrådig og fået taget op til flere billeder, som selvfølgelig kunne erhverves. Det skal dog retfærdigvis bemærkes, at den pågældende artist i dagens optræden ikke mistede balancen.
Vandet var 27.5 bamsometergrader – rekordhøjt, stille og blankt i den glitrende sol. ”Som at pladre rundt i blod”, som Rie så poetisk udtrykte det. Men varmen tillader ikke de store fysiske aktiviteter, og inden længe rullede vi hjemad mod skyggen.

Der var aftalt aftenmesse kl. 20 i Det Blå Kapel med efterfølgende fællesspisning på Askas. Alle mødte frem til den vederkvægende nadver og Kurt & Trudi mødte også frem for at fornemme velsignelsen glide gennem røret, mens solen gik ned og de store yachter lagde til kaj yderst på molen. Seancen store overraskelse var, at Jan – på sin Helles vegne – ville betale for alterouzoen, fordi Helle den foregående dag havde kvajet sig ved, af ren og skær utålmodig venlighed, at hente færgebilletterne vha den kopi af voucheren, som Michael havde tilskikket hende. Dette medførte en del forvirring, da Michael bagefter ville hente billetterne; men misereren burde rettelig være placeret hos billetkontorets ansatte, der selvfølgelig skulle have tjekket både pas og kreditkort. Men hva' – ouzoen smagte godt og der blev grinet behørigt rundt om bordet. Skål.
Herefter hjemad til det store bord, hvor der blev bestilt lystigt af kortets mange muligheder. Kylling a la creme var efterspurgt og de små stegte fisk passede lige til Lis & jeg, tilsat en græsk salat. Så der blev spist og snakket og grinet – og drukket lidt øl og vin, både retsina, rødvin og vand.

Morgenbadningen i dag, fredag, betød også morgenfotografering. Men desværre kunne vi trods flere minutters venten konstatere, at hverken Anette eller Poul& Annelise dukkede op, så vi må prøve at tage endnu et gruppebillede i morgen, hvor det jo er 1. juli og derfor næppe muligt at samles alle sammen i morgenvandet.
I dag er endnu varmere end i går – i skrivende stund siger min vejrudsigt 41 grader. Det har vi ligegodt aldrig oplevet før, men der bliver også svedt igennem, selv i siddende stilling i skyggen. Så det handler om masser af vand både ud- og indvortes.
Efter en lang, langsom og varm formiddag tog vi en tur ind til byen, hvor vi fandt et par søgende sjæle i kapellet, forsynet med de fornnødne drikkevarer. Ingo & Jørne sad ganske stille og nød udsigten og det fine vejr, men reagerede dog, da vi anråbte dem. Vi snuppede en portokolada (appelsinvand) uden brus og vegeterede en stund sammen med dem, indtil flere fra danskerkolonien på Askas dukkede op og snakken steg et par grader i styrke. Jeg købte yoghurt, Rie havde bestilte tid til neglerenovering og set sig lun på en mønstret bluse, som hun mente nok krævede et par ensfarvede bukser. Efter at have bestilt bord på Asteria til 13 i aften, bestilte Rie og Michael en tomatsalat, men Lis & Inger tog en enkelt tur gennem byen og de øvrige gik hjemad.
Jørgen skulle købe bananer, men opgav på grund af den lange kø i supermarkedet!!!!
Hellerupnaboerne kørte med hjem i Pandakareten og på Askas fandt vi Jan & Helle i gang med engræsk salat, hvilket inspirerede Jørne & Inger, mens vi nøjedes med en kigger og lidt ord. Bl.a. om transport til morgendagens fest i Tholaria for dem, der har lyst dertil. Og senere skal vi også finde ud af hvem der er interesseret i en ø-rundtur på mandag, hvor vi lejer en stor bil med plads til 7 og evt. kan supplere med vores Panda, som lige er blevet forlænget til tirsdag. Så skal vi se om vi vil leje den længere og forhandle om prisen.

Klokken er nu 20 og vi er netop vendt tilbage fra en hurtig tur til Tholaria, hvor Lis skulle hente de smykker, hun indleverede til reparation forleden dag. 2900-duoen og Anette tog med og vi startede hos Frikadelle-Yannis med ouzo og en cola til mig!! Hvem skulle have troet at det ville komme så vidt? På vej op ad trapperne kunne vi dufte, at de allerede var ved at tilberede maden til morgendagens store fællesspisning – eller var det allerede til i aften? For det væltede ind med skorstensrør, som sad på hovederne af gamle sortklædte mænd med gråt hår samt højpyntede græske borgerfruer med håndtasker og permanent sammen med deres hvidskjortede, glatbarberede mænd i velpudsede sko. Og ikke nok med det. Pludselig greb en af de sortkjolede mænd klokkestrengene og startede en mindre klokkespilskoncert. 10 minutters kling-pling-klang, meget veludført, som optakt til den gudstjeneste, som lidt efter startede med præsternes flerstemmige messen gennem højtalere udover hele byen. Og i aften er der musik i byen.

Hjemme i gang måtte jeg lige lægge mig i A/C-kulden for at blive klar til aftenen på Asteria. Varmen har i dag været oppe på 44 gr i skyggen på altanen. Så der svedes og jeg skal jo tage mig i agt. Lis er kørt til messen i detblå kapel, hvor jeg sidder over og venter til kl. 20:30 med at gå ind til byen. Så er solen gået ned og temperaturen mere menneskelig.
Og forude venter Miké's pizza.