INTERLUDIUM:
Det er ikke uden en vis glæde og fornøjelse, at jeg efter vores hjemkomst flere gange har haft oplevelsen af, at trofaste abonnenter på hjemmesiden bekymret har spurgt om årsagen til, at der indtil nu kun er udkommet 2 epistler. Jeg forstår deres bekymring og er enig med dem i deres lettere kritiske holdning til fraværet.
Men lad mig slå fast: der er ingen grund til bekymring. Årsagen er den enkle, at begivenhederne i den forløbne uge havde en sådan hast og krævede så megen energi og tid af en skribent, hvis kondition med årene er blevet en anelse svækket, at det simpelthen ikke lykkedes mig at omplante de spredte notater til digital brugbar tekst, som jeg ved hjælp af det forholdsvis simple tekniske udstyr jeg havde medbragt af hensyn til vægten – en aldrende tablet og et løsrevet tastatur – ikke kunne finde tid til at videresende ud i Cyberspace. Kort sagt: tekniske forhindringer og manglende kondition.
Men jeg er dog fast beslutte på at indhente det forsømte i løbet af de næste par dage. Således vil de mest ihærdige måske allerede have observeret, at det endelig er lykkedes mig at rette forsiden til, så der er kommet et passende billede fra morgenbadningen på, ligesom der er blevet uploadet en del flere billeder.
Jeg skal dog ikke undlade at gøre opmærksom på, at hjemmesiden desværre ikke er velegnet til mobiltelefonformatet, men absolut gør sig bedst på laptop eller PC.
Søndag d. 19.juni 2022
Klokken var 2, da jeg vågnede og opdagede at mit telefoniske vækkeur ikke vækkede! Jeg havde simpelthen ikke tjekket at lyden var slået til. Til gengæld havde jeg brugt den sidste halve time til at lytte til et P1-program, hvor to meget seriøse nørder diskuterede og udpenslede filmen: verdens værste menneske. Det udartede næsten til verdens værste anmeldelse.
Men op og i bad kom jeg, og vi blev klar til kl. 3, hvor vi havde aftalt med Mette og Per at køre mod Amager og Maria, som skulle køre os det sidste stykke fra Listedvej til Lufthavnen, hvor vi ankom til tiden og hurtigt fik tjekket ind på automaterne og sendt bagagen videre mod flyet.
Rimelig hurtigt gennem sikkerhedskontrollen, hvorfra vi dog ikke kunne få adgang til Taxfree-shoppen, der først åbnede kl. 4:30!! så vi ventede med anstand og tålmodighed indtil Mette og Lis blev sluppet løs i herlighederne.
Herefter var der en lille times ventetid inden vi skulle boarde i begge ender (af flyet – Poul!)
Ca. 3 timers flyvetur med rigelig turbulens og tordenvejr på vej op til de 11 km’s flyvehøjde, hvor solen altid skinner. Og trods pilotens advarsler om hop og halløj ved landingen p.gr.a. vinden, foregik det nu stille og roligt; så snart stod vi spændte ved bagabåndet og håbede at voreskufferter også var kommet med.
Det var de, så vi kunne gå ud i solen og blæsten og finde den rigtige bus, som skulle køre os til Victoria Beach ved ”Platy”. Skøn tur som indledning til et møde med en ny græsk ø-natur: Ingen høje bjerge og klipper; nærmest høje, bølgende bakker med spredte busk- og skovbevoksninger Og selvom øen er Grækenlands 9.-største virkede den ikke belastet af større bymæssige bebyggelser. Men 17.000 mennesker fylder selvfølgelig ikke meget i den store mangfoldige natur med både ørken, saltsøer, vandfald, mærkværdige lavaaflejringer og skønne strande. Dertil kommer militærforlægninger og en lufthavn lufthavn, der både er civil og militær.
Vi blev installeret i vores værelser; Lis og jeg i et forsænket værelse med udsigt til græsplæne i øjenhøjde og – skulle det vise sig – en fantastisk morgensol i den lille ”gårdhave/terrasse”. Mette og Per i hus med ekstra etage og lige ovenpå vores værelse. Fuld tilfredshed, bortset fra at kogepladerne ikke virkede. Men god seng og fint badeværelse. Og kun 100 m til stranden, hvor vi alle snart mødtes i hotellets veludstyrede strandbar, der såmænd også kunne fremskaffe egentlige måltider, hvilket vi fik gavn af efter en dag, hvor alle normale rytmer var brudt sammen eller umuliggjort. Men betjeningen var venlig og god, stranden og vandet fantastisk og så fik vi ovenikøbet et ”informationsmøde” med Mikkel & Simon fra Apollo, som lovede at arrangere vores billeje til næste dag, samt anbefalede adskillige "fine tavarnaer" og fine seværdigheder på øen, som indgik i de arrangerede busture, vi kunne tilkøbe.
Trods flere ganges lureri i løbet af dagen blev det til tidlig sengegang og aftale om at mødes til morgenbadning næste morgen kl.8 – inden morgenmad
MANDAG D. 20. JUNI
Selvom rejsestrabadsernes rytmeforstyrrelser stadig sad i os, havde vi aftalt morgenbadning kl. 8. Og rent faktisk hjalp det lidt til at få genoprettet balancen – ikke mindst fordi vandet havde ideel temperatur (21-23 gr) – i hvert fald for de 3 af os. Per var overbevist om at temperaturen nærmede sig frysepunktet, for han frøs så det rystede, mens han prøvede at piske vandet varmt med hænderne.
Egentlig havde vi en plan om at gå op til den lille kiosk for at købe morgenbrød, men så skulle vi vente til kl. 9, og da det viste sig, at vi faktisk kunne købe frisk brød i baren valgte vi den løsning. Ikke mindst fordi vi jo skulle være klar til udlejningsbilen kom kl. 10.
Det gjorde den så bare ikke, og da vi efter den næsten obligatoriske halve græske time ringede til Simon for at få hjælp, viste det sig at der var sket en misforståelse hos udlejeren, som lovede at være hos os i løbet af 5-10 minutter, hvilket faktisk lykkedes for ham i den lille, hvide KIA med automatgear. Så ved 11-tiden kunne vi sætte kursen mod hovedbyen Myrina, som ligger bare 2 km herfra. Det vigtigste projekt var at få hævet nogle kontanter, idet Bergmanns havde glemt at få vekslet hjemmefra i tiltro til betalingskortteknologiens universelle udbredelse. Og så var den lokale ATM-automat brudt sammen, så vi måtte ind i havnen og hæve. Det gav anledning til en formiddagsdrink på en cafe med efterfølgende tur op og ned ad gågaden med de mange fristende butikker.
Herefter satte vi kursen mod saltsøen, som findes lidt længere mod nordøst, og hvor – hvis vi er heldige – kunne være flamingoer. Vi fandt søren og en vej derned til. Men udover den begyndende indtørring, som afslørede hvide arealer med saltkrystaller langs bredderne, var der ikke meget dyreliv. 2 forundrede køer på en bagvedliggende mark samt 3 små rovfugle, der lettede, da vi kom var alt, hvad der bevægede sig – bortset fra vores spændstige kroppe, der ledte og søgte og kradsede i overfladen. Jovist var det salt!.
Videre gik turen så nordpå mod Iphaisto-amfiteateret med tilhørende udgravninger af en oldtidsbebyggelse. Jeg gik mod billetlugen for at betale ded 3 euro, det kostede og den smilende unge dame i lugen spurgte – uden antydning af ironi – om nogen af os var over 65!! Jeg holdt en finger op og svarede:” tak fordi du spurgte!” (Lis havde sat sig i skyggen og skulle ikke med rundt.) jeg overlod det også til de 2 yngre at bestige de mange trin mod toppen, hvorfra der efter sigende var en formidabel udsigt udover de bløde, plydsbeklædte bakker som præger meget af landskabet på øen. Ganske få egentlige bjerge og klipper, men bløde bakker, dækket af en tilsyneladende blød grøn bevoksning. Smukt og beroligende.
Herefter afsted mod vandet, selvom det krævede en lille omvej tilbage ad den vej, vi var kommet (og her taler jeg ikke om en asfalteret vej). Men vi fandt frem til den lille kystby Kotsinas, mens det græske luftvåben drønede over vores hoveder og vi fandt frem til restaurant Mouragio, hvor vi både fik kalamares og grillet cutless, hvilket viste sig at være en anden type blæksprutte – meget velsmagende. På kanten af kajen sad vi og nød udsigten og den skønne mad. ”En fin Tavarna”, som guide-Simon ville sige.
Det fik dog en ende og vi satte kursen hjemad. På hjemvejen blev vi enige om at køre til Myrina senere, hvor vi købte ind i et meget velassorteret supermarked – bl.a. til aftensmaden, som vi blev enige om at indtage i fællesskab på Bergmanns terrasse.
Hjemme igen viste det sig at jeg havde fået et brev fra retten i Holstebro vedrørende boet efter Finn, som havde efterladt sig et beløb så stort, at det krævede skifteretsbehandling. Formuleringen krævede assistance, som jeg fik fra Jeanne via telefonen.
TIRSDAG D. 22. JUNI 2022
Tirsdag morgen startede næsten som den foregående, bortset fra at vi faktisk blev lidt forsinkede, så vi måtte påmindes af Fru Bergmann om, at klokken nu var over 8, og vi havde visse andre forpligtigelser ned ved vandet. Endnu en skøn oplevelse og en fin måde at blive afkølet på – uden at det tager overhånd. ”Vandpiskeren” havde nu fået installeret en temperaturapp på sit multifunktionsur, og måtte til sin store overraskelse erkende at vandet faktisk var mer end 20 grader varmt. 21- 23 gr i løbet af dagen.
Vi havde aftalt biltur kl. 10 og det lykkedes os at blive færdige med morgenmaden og klar til afgang 10:15, hvor vi med Per ved rattet satte kursen mod Platy, den lille landsby op på bakken, som lagde navn til den strand hvorpå vi boede. Guiden havde advaret mod at køre ind i byen pga. de meget snævre gader, men det lykkedes os dog at komme ind til torvet mellem kirken og skolen og komme rundt om, så vi kunne komme ned til en lille p-plads. Herfra tog vi turen ind i byens gyder og stræder, hvilket var meget fint. Som vi havde hørt lå der en del cafeer og restauranter rundt om den centrale plads og på et hjørne fandt vi også en købmandsbutik i ældre design og to etager med et væld af forskellige, ikke helt moderne varer. Men ikke noget nakkespejl, som Lis havde efterspurgt.
Det blev til lidt indkøb og efterfølgende kaffe i skyggen på torvet, inden vi begav os tilbage mod stranden ad de stejle små gader.
Der var dømt afslapning og solbadning under parasollerne – og til lyden af barens uhyrlige tecnopop. Men kaffen er god og drinksene kolde – selvom jeg dog foretrak at blive på vores nedsænkede terrasse for at få skrevet og løst de opståede tekniske problemer. Det tager tid. Undervejs fik jeg også talt med Jeanne, som forklarede mig nærmere vedr. betydningen af gårsdagens retslige skrivelse.
Efter den obligatoriske – og nødvendige lur – satte vi som aftalt igen kursen mod Platy, hvor vi havde beslutte os for at spise på restauranten O ZOSOS, der i guiderne blev berømmet for sine gode grillretter.
Først tog vi dog en beforedinnerouzo på torvet sammen med ”Sussi & Leo”, som i virkeligheden hed Leo og Ulla og var naboer til Mette & Per, som så i dagens anledning fik titlen ”Lis & Per”.
Ikke alene var maden på den valgte restaurant uhyre velsmagende, den kom også ind i kæmpeportioner. Så det viste sig til sidst, at vi havde fået bestilt alt for meget mad og måtte, lettere beklemte, lade næsten det halve stå tilbage og tilmed nægte at få det med hjem i en doggybag, da dette blev tilbudt. Men så var vi til gengæld også 4 personer om at dele en flaske (½ltr) Limnos retsina og 1½ ltr vand, inden vi atter kørte ned ad bakken i det tiltagende mørke.
ONSDAG D. 23. JUNI 2022
Endnu en god morgenstart med fællesbadning i det blanke vand, som tilsyneladende kun kan bringes i bølger af de forbidrønende speedbåde med efterhængende vandskiløbere. Men det er smukt og blankt som et nakkespejl sådan en stille morgen inden technomusikken er begyndt at slå søm i dagen. Og i baren venter Christina med det brød, vi har bestilt i stedet for at gå op til købmanden, kap 600m væk.
Nok er det ikke Evdokia, som står for morgenmaden, men med the, boller, ost, blødkogte æg og Merenda (Nutella på græsk) er vi ganske godt forsynede og tilfredse. Planen er dog at forsøge os med bacon og spejlæg lavet i gryde, da vi desværre er uden stegepande.
Således også denne morgen, hvor vi var klar til afgang kl 10:15. Først mod Falakrou på nordkysten, hvor vi skulle se nogle lavaaflejringer, som var opstået for tusinder af år siden i mødet mellem lavaen og vandet, hvorved der var blevet dannet nogle fantastiske former. Desværre var der ikke en asfalteret vej helt derop, men det afskrækkede os ikke fra at søge alternative ruter vha. kort og gps, hvilket førte os ud på meget grusede, snævre og ujævne veje, der ind imellem slyngede ganske store sten mod bilens undervogn; dog uden at forvolde egentlige skader. Men støv, sol og varme var der nok af. Og smukt var det også at køre i det frodige, bakkede terræn med et væld af nerie buske, som voksede, hvor de mange vandløb – nogle endda med lidt vand i - var mellem bakkerne. Det var absolut en smuk oplevelse – også selv om vi et par gange måtte korrigere kursen. Et sted, hvor vi var nødt til at vende helt omkring, tilbød Lis at stige ud af bilen for at hjælpe til uden at ænse de 2 temmelig ophidsede og højlydte schæfere, hvoraf den ene var løs og den anden i en lang kæde. Det fik vi heldigvis forpurret, så Per klarede det på egen hånd og vi fortsatte optimistisk, overbeviste om, at lige om lidt ville turistmagneten dukke op. Vi vidste vi var på rette vej, da vi mødte en anden bil, der så ligeså støvet og vildfaren ud som os, mens vi i det fjerne så andre biler bevæge sig ud ad vejen, vi bare skulle følge. Og snart var vi fremme, hvor der i forvejen holdt 1 bil ved et tillukket hus, som kunne have været en cafe eller kiosk. Men der var bekræftende skilte, så vi begav os afsted og fik som belønning en stor og herlig oplevelse af et landskab, der virkelig kunne stimulere fantasien (se billederne). Det var absolut hele køreturen, støvet og strabadserne værd.
Der blev fotograferet ivrigt og klatret rundt mellem de fantastiske klippeformer, mens Mette kiggede bekymret på mine falmede evner som bjergged, nu med kamera og plasticpose og uden stok. Men vi fik set og oplevet og vendte velbeholdne tilbage til bilen, som Lis sad i skyggen og passede på. Pludselig var vognparken vokset til6-7 biler og det myldrede med mennesker ned over klipperne, hvoraf nogle endda gik i vandet.
Vi skulle videre mod Gobiati Beach, som lå i forbindelse med den store ørken, som også guiden Simon havde fortalt om, og valgte nu en anden vej tilbage, som førte os ad bedre veje til den lille by Atsikí, hvor vi gjorde holdt på torvet for at få kaffe og sodavand i skyggen, mens Per parkerede kækt på græsk: imod færdselsretningen i en rundkørsel. Det blev der ikke taget notits af, og til gengæld fik vi vist vej til den nærmeste tankstation, hvor vi kunne tanke op til samme vilde priser som i Danmark.
Selvom vejene mod Gobiati Beach ikke var i klasse I, var de dog usammenlignelige med dem, vi havde forceret om formiddagen på vejen mod Falakrou. Efter en enkelt omkørsel fandt vi dog frem til stranden på kanten af Ørkenen, som dog mere mindede os om Råbjerg Mile og de store klitområder i Nordvestjylland. Så vi fik faktisk ikke set det hele, men formodede – ikke mindst fordi den bar, vi fandt på stranden kun kunne tilbyde drikkevarer, ingen fast føde. Og det var faktisk, hvad vi nu havde brug for – selvom det da var muntert at iagttage de mange bulgarske turister, som første sig frem på stranden – heriblandt voldsomt store mænd i stramt lycra og små kajakker.
Vores omkørsel havde bragt os i kontakt med en restaurant, som lå meget malerisk på toppen af en lille klippe helt ud til vandet. Den kørte vi tilbage til, og det viste sig at være et godt valg. Flinke folk, dejlig mad, fantastisk udsigt og et toilet!! Desværre betød den manglende vind, at der var mange fluer, hvilket personalet også beklagede, uden dog at kunne gøre ret meget ved det. Men det var et lækkert og tiltrængt måltid, som bl.a. bød på øens bedste musaka (iflg. Kokkens søster, som serverede og i øvrigt præsenterede os for noget af det keramik, hun lavede. Desværre havde vi ikke mulighed for at købe noget, da vi simpelthen ikke havde plads i bagagen, Ærgeligt.)
Herefter gik turen hjemad uden svink mod Platy og Victoria Beach, hvor den stod på kaffe og Aperol Spritz på standen inden eftermiddagslureriet, som imidlertid trak så langt ud, at vi måtte erkende at appetitten var begrænset og ikke til stede inden kl. 20, som er det tidspunkt, hvor strandbarens køkken lukker. Så Mette og Per tilbød at køre til Myrina for at finde en pizzaleverandør.
Efter ½ time var de tilbage med 2 store og velsmagende pizzaer, som vi naturligvis ikke kunne spise, selvom vi prøvede i fællesskab på deres terrasse. Og snakken om at gemme resten til frokosten dagen efter, viste sig ikke at være så realistisk – trods den gode vilje.
Endnu en aften, hvor vi kunne gå tidligt til ro og lade op til morgendagens aktiviteter.
TORSDAG D. 23. JUNI 2022
Bortset fra aftalen om morgenbadning, var der ikke fast lagt nogen fælles aktivitet, bortset fra muligheden af et besøg på et lokalt ”winery” senere på dagen. Det var dagen, hvor min bror Finn skulle begraves og jeg blev ringet op af præsten fra Holstebro, som skulle forestå ceremonien. Han ville selvfølgelig gerne vide noget mere om Finns liv og færden, så jeg fortalte ham om mine oplevelser og holdninger til Finn og det liv, jeg kendte til. Senere samme dag sendte han mig et print af sin prædiken, som var både smuk og loyal.
Mette og Lis lå på strandens solsenge og Per var gået ind i bugten for at undersøge mulighederne for at prøve en tur på vandski, mens jeg satte mig i skyggen for at få skrevet på tabletten, hvilket viste sig at indebære flere problemer, når det kom til at redigere hjemmesiden og uploade fotos.
Trods god vilje og begejstring for betjeningen i baren volder musikken os visse problemer, både på grund af styrken og det tecnomekaniserede índhold. Godt nok hævder Christina i baren, at det er den slags musik, som gæsterne vil have; men jeg tvivler. Og jeg fatter ikke, hvorfor spansk/italiensk pop skulle være bedre her, end det græske som findes. Jeg mistænker dem for at have købt programmet billigt på Mallorca eller Ibiza. Det lyder sådan.
Efter lurning kørte vi alle 4 på indkøbstur til supermarkedet i Myrina; der hvor vi kunne betale med kort!! Desværre viste det sig også her, at det ikke var muligt at få fat i det eftertragtede nakkespejl til Lis, ligesom det tidligere havde vist sig umuligt at få et badetermometer.
Mens vi ventede på at Per skulle vende tilbage efter at have jagtet en pengeautomat (”Bankmand jagter en pengeautomat!!!”) så vi en plakat som annoncerede for en Sct. Hans fest i Platy, med både bål, raketter, optræden og levende musik på torvet.
Det måtte vi være med til.
Så i stedet for at køre hjem gik det direkte til Platy, hvor det med hiv og sving og små korrektioner lykkedes os at finde en p-plads tæt på torvet, hvor det viste sig, at der var dækket op med masser af langborde, som alle var reserverede. Det var simpelthen umuligt at få en plads selvom vi var der i rimelig god tid. Så efter en beforedinnerdrink fortrak vi ud til O ZOSOZ, hvor vi jo havde spist forleden.Det trak op til lidt egn, så vi måtte skifte bord og kom ind under det store træ på pladsen, hvor der til gengæld var rigeligt med grønt drys når der kom vindstød forbi. Vegansk og smagfuldt.
Belært af erfaringen vidste vi jo, at vi skulle passe på med bestillingerne, da portionerne var voldsomme. Det lykkedes til dels. I hvertfald var vi i stand bagefter at finde ind på det store torv og få et bord i en cafe, hvor vi kunne få kaffe, mens Per var gået ned mod P-pladsen hvor der skulle være bål.
Raketterne fløj og fyrværkeriet gav stemning og senere kom Per tilbage og fortalte om de unge mænd som fejrede sommerens begyndelse ved at springe over de brændende bål af den første høstede halm. En tankevækkende betydning af bålfesten sammenlignet med den danske.
Lis fik den første Metaxa i mange år, hvorefter turen gik stille og roligt ned til stranden og de ventende senge. Og det endda inden at den levende musik var kommet rigtigt i gang. Men de var godt nok også langsomme i optrækket..
FREDAG D. 24. JUNI 2022
I dag var så dagen, hvor Lis og jeg var alene om morgenbadningen, idet Bergmanns havde besluttet sig for at stå tidlig op, så de kunne kravle op ad trapperne til ”Den topløse kirke” – en kirke, som ligger placeret inde i en grotte, der på denne måde udgør taget. Det er ufatteligt hvad religiøsitet kan få folk til! Og for dem var det sikkert godt, at der faktisk var tale om et let skydække, så de undgik at nedsmelte lige fra morgenstunden.
Og så var det dagen, hvor jeg lykkedes med at lave æg & bacon i en gryde. Selvfølgelig var det lidt svært at få spejlægget op af gryden i en perfekt form; men det smagte og baconen var rigtig fin.
Vi var klar over, at planen herefter hed ”Winery”-besøg, så vi forberedte os på at være klar når de vendte hjem, vel vidende at den Bergmannske aktivitetsplanlægning ikke levner tid til meningsløse pauser, uden indhold. Så vi var på pletten og parate kl. 11:30. Afsted mod den udsete vinfabrik, hvor det skulle være muligt at både se, høre og smage på ”organic products”
Og vi blev ikke skuffede, selvom det satte i med lidt regn. Klokken var kun 11 om formiddagen da vi gik i gang med at smage på både rød-, hvid-, rosé- og dessertvin. Og efter at have købt en flaske muscatvin hver blev vi vist rundt på anlægget med tilhørende forklaring. En god oplevelse for flere sanser.
Herefter gik turen til Myrina, hvor Lis og Mette skulle gennemplæje gågaden endnu en gang, mens Per og jeg tog plads på en café sammen med de andre mænd i byen, og som dem betragtede livets gang i Myrina.
Det lykkedes Lis at finde en meget god og efterspurgt kompoløjt til mig, men desværre havde hun ikke held med at skaffe sig selv det eftertragtede nakkespejl. Til gengæld fandt hun en butik, hvor hun kunne få et karton Prince til græsk prise – dvs. det halve af prisen i Danmark. Men så var kræfterne også brugt op og det gik hjemad mod strandbar og afkøling i det blanke, solglitrende vand.
Vi havde besluttet at spise middag i Myrina, på en restaurant helt ude ved vandet med blå stole og hvide duge og udsigt til kajen, hvor de store skibe ligger til, og til kirken på toppen af klippen. Og drejede man hovedet kunne man se ind i den gamle havn, den store, oplyste borgmur som rejser sig over byens lys. En fantastisk beliggenhed og rigtig dejlig mad med fisk, taramo-salata og kalamares. Og helt frækt blev det for Mette, da hun kastede en skive brød ud i vandet, som hun havde set tjeneren gøre, hvorefter en flok fisk kastede sig over det med en ganske synlig grådighed. Fascinerende.
En dejlig aften og en god tur hjem til Plati beach og lidt snak på balkonen inden søvnens mørke tog fat i os.
LØRDAG D. 25. JUNI 2022
Det var så vores sidste, fælles morgenbadning. Ligesom det var den sidste morgenmad der skulle arrangeres på værelserne. Vi havde modtaget en sms med besked om, at bussen til lufthavnen ville hente os søndag morgen kl. 8, så der ville næppe blive tid til de store overvejelser.
Bilen som vi havde lejet, skulle afleveres kl. 10:30, hvilket viste sig at byde på en del problemer. Dels fordi den unge mand, som skulle hente bilen ikke talte eller forstod engelsk og dels fordi han mente, betalingen skulle være kontant, hvilket ikke stemte overens med vores aftale med udlejeren Tilmed forlangte han en pris, som var 30 euro højere end det vi var blevet lovet.
Problemet var også at Per faktisk havde givet udlejeren carte blanche til at anvende betalingskortet, idet han havde kopieret samtlige oplysninger til kontrakten. Så selvom det endte med, at vi fik det som aftalt, manglede der stadig en kvittering og en kontrol på kontoudskriften af det beløb, som rent faktisk blev hævet.
Senere orienterede vi Simon guide om disse forhold og den usikkerhed, der var om aftalerne.
Resten af dagen stod på afslapning, pakning og afslutning inden vi skulle spise på en nærliggende restaurant nede på stranden.
Per fik endelig prøvet at stå på vandski til stor begejstring for alle, og jeg fik gået mig en lang tur henad standen, som virkelig gav mig sved på panden og ømme fødder. Men det var spændende og nyt, selvom jeg nok kunne mærke den traditionelle rejseuro i kroppen og behovet for at få pakket og afklaret hele bagageproblematikken.
Det viste sig også at byde på visse problemer at få det hele med i kufferterne, så der blev brugt både list og vold for at få så meget som muligt med hjem.
Vi kunne gå hen til restauranten, hvor vi skulle spise og det viste sig, at den faktisk var bedre end den anmeldelse som Sussi & Leo havde givet den. Fin betjening, god mad og en hyggelig stemning, mens mørket sænkede sig over stranden.
Den sidste spadseretur hjemad i mørket og landing på værelset til de sidste afrejseforberedelser. Resten måtte vente til i morgen, hvor vi ville stå op kl. 7.
SØNDAG D. 26. JUNI 2022
Nattens rejsegrublerier ødelagde alle intentioner om at virke ”cool, calm, collected”. Jeg vågnede utallige gang og i mine halvdrømme handlede alt om hvordan vi fik pakket de sidste ting ned de rette steder og kampen mellem for lidt plads og for megen bagage. Ikke mindst fordi vi allerede om aftenen havde vejet kufferten, som kun måtteveje 20 kg, men alligevel nærmede sig de 21, hvorfor den var aflåst og udelukket af spillet.
Jeg havde håbet at et hurtigt brusebad om morgenen ville styrke og skabe klarhed; men ak, det frustrerede faktisk kun, fordi det tog tid, og vi faktisk kunne risikere at bussen allerede ankom kl. 7:45.
Dertil skal det måske også nævnes, at natten havde budt på et gevaldigt tordenvejr med tilhørende regn, som efterlod alt på terrassen gennemvådt, ligesom det havde vækket os i flere omgange. Og – viste det sig -skabt nogle vandpytter på vejen, som senere skulle volde store problemer, da vi skulle bevæge os hen til bussen, som nægtede at køre ned til den p-plads, som lå ved hotellet.
Men det lykkedes til sidst. Bussen bakkede halvvejs og parkerede midt i dens største vandpyt, så man skulle storskræve skråt opad hvis man ville undgå at få meget våde sko og fødder, når man skulle ind i bussen.
I lufthavnen gik det rimeligt hurtigt med at få tjekket ind og afleveret bagagen, men som sædvanlig kommer rektionerne ofte, n år det hele er ved at falde på plads, så jeg havde virkelig brug for at sidde lidt med min nitro og erkende, at nu var der ikke så meget andet at gøre end at afvente flyets ankomst og klarmeldingen i højtalerne. Lis købte lidt ind i Taxfree og vi kunne lette til tiden og ankomme ti minutter før tid i København.
Her ventede en utrolig overraskelse, da vi så ophobningen af bagage i ankomsthallen. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, eller forestillet mig at det kunne ske. Hvordan den pukkel skal afvikles har jeg simpelthen ikke fantasi til at forestille mig.
Men vi fik vores kufferter og fandt Maria og bilen, som fandt hjem til Frøhaven via Listedvej.
Tak for turen og nogle herlige dage – med fine tavarnaer.
