Så sidder vi her. På vores diminutive værelse på Hotel Peletier Haussman. 5.sal med udsigt til en 4x4 m stor baggård. Elevatoren herop til - for en sådan findes faktisk - er vel nok verdens mindste. Beregnet for 2 personer, men vi tør kun køre 1 ad gangen. Uden bagage. Den blir eftersendt.
Men alt her er åbenbart småt. For da vi valgte at afprøve hotellets morgenmad blev vi sat ved meget små borde i et meget lille lokale, hvor der ikke var plads til at rykke mange cm på stolene. Flute, kaffe og croissant samt en lille butterdejsting med æblemos og et glas juice vakte ikke begejstring. Så i morgen forsøger vi os med et nærliggende sted, hvor vi har afprøvet deres flute med skinke og ost. (så må æg og bacon vente til hjemkomsten). I det hele taget må vi nok erkende at forholdet mellem pris og kvalitet har sin egen parisiske dimension, hvilket måske bedst forklares med det utrolige antal turister som fylkes på gader, boulevarder og cafeer,
Dagens opgave var at møde Emil, som i går havde været til afsluttende eksamen. Så vi spadserede ad Boulevard Italienne til Madeleinekirken og derfra via Concordepladsen op ad Champs Elyssees hvor vi havde aftalt at mødes under Triumfbuen. Og det gjorde vi så. Vejret var køligt og med småregn, men det anfægtede næsten ikke de to kække vandringsfugle fra det høje nord, som undervejs indtog både kaffe og varm cacao.
Emils værelse viste sig at være omvendt proportionalt med indgangsportens størrelse og pragt. Det halve af vores diminutive hotelværelse - men det var dejligt at møde ham igen og overrække ham forsyningen af tyrkisk peber og Piratos.
Herefter begav vi os mod "Det Store Tårn" og oplevede undervejs at gå i en pinlig turistfælde. Siddende på Etoile-pladsen med udsigt til Triumfbuen blev vi pludseligt antastet af en ung mand, som bøjede sig ned og samlede en gylden ring op. Han fortalte os hvor heldig han havde været, thi det var jo ægte guld kunne han se og anråbte Herren; men ak, da han ville tage den på var den for lille, hvorfor han straks tilbød den til Lis. Et øjeblik efter vendte han tilbage og spurgte om ikke vi kunne give ham til en kop kaffe, hvilket vel var meget rimeligt. Jeg stak ham en fem-euro, men han forklarede at han da også gerne ville have til en sandwich. Men her havde Lis lugtet lunten og vi fik efter gentagne forsøg på overtalelse fra hans side og en cigaret, overbevist ham om, at der ikke var flere penge at hente hos de naive turister. Heldigvis kunne vi grine af det bagefter, omend vi følte os en anelse tumpede.
Med ømme fødder efter hjemturen via Eiffeltårnet og omegn samt en tur i metroen fik vi sat os tæt ved hotellet med en øl og en baguette med skinke og ost. Himmelsk. Det lykkedes også at finde et supermarked, hvor vi kunne supplere vandforsyningen inden vi drog mod hotellet og den yderst tiltrængte hvile af fødder og rygge.
I aften kommer Emil herover så vi kan gå sammen ud og spise. Han har fundet et sted med rimelige priser (?), men uden bordbestilling.
Og så skal vi ellers prøve at lokalisere et marked, der har åbent om søndagen.
Forhåbentlig venter der os lidt bedre vejr i de kommende dage - selv om vi har både regnslag og paraplyer med. Maj måned er nemlig den mest regnfulde i Paris.
På gensyn - og kærlige hilsner.
II
Så blev lørdagens grå støvregn da endelig afløst af noget gedigent solskin. Og det lige fra morgenen, så vi kunne indtage morgenmaden på en lille ydmyg gadeservering 100m fra hotellet. Enkelt, men mættende og velsmagende - og så var vi jo hurtigt på banen igen og kunne fortsætte mod Louvre ad Rue Richelieu.
Netop den samme vej, som vi i går aftes gik sammen med Emil, da vi skulle hen til den restaurant, som han havde udvalgt. Det viste sig at være et herligt sted med mange mennesker, rigtig god mad til en overkommelig pris og i det hele taget en god stemning. Meget hyggeligt og megen god snak med Emil, som skulle bruge søndagen til at få vasket tøj, så vi kan tage noget af det med hjem, da han selv har en plan om at tage en smuttur til Barcelona om 14 dage, inden han vender hjem til København. Og så lykkedes det os at være i seng inden midnat, godt møre efter dagens traveri - og min afsluttende trappetur til 5. Sal.
Formiddagens vandring bragte os til Louvre og Tuillerierne, som vi kunne nyde i fuld sol sammen med et mylder af turister og søndagsglade parisere og indædte motionister på kryds og tværs. Meget opmuntrende og livsbekræftende - men Orangerie-museet sprang vi over og gik i stedet en lang tur gennem Latinerkvarteret via Boulevard Saint Germain og St. Michel. I starten med en doven søndagsstemning, som dog ændrede sig da vi kom nærmere St. Michel og de små gader deromkring.
Efter en kop kaffe i solen stred vi os over til Notre Dame, hvor der på pladsen foran kirken i et meget stort telt blev afviklet en konkurrence mellem byens bagere om at fremstille det bedste baquette-brød. Meget spændende men temmelig uoverskuelig, hvorfor vi hurtigt søgte ud igen for blot at opdage, at uoverskueligheden blot blev endnu større på grund af alle de mennesker, som skulle ind i kirken. Med en kø på flere hundrede meter anså vi det for at være en af de ting, vi nok godt kunne undvære.
Så hellere Metroen til Montmartre og Sacre Coeur, hvor der om muligt var endnu flere mennesker. Så det var godt at vi forinden havde fundet et ydmygt hjørne, hvor vi kunne nyde en fadøl og betragte de mange forbipasserende. Stort TV! Det lykkedes os også at komme ind i Sacre Coeur - sammen med flere hundrede andre, som bevægede sig gennem den store kirke den imponerende kuppel i en tæt, langsom kø. Det dæmper begejstringen en smule - ligesom de ømme tæer, der sammen med den pågående solvarme nok kunne få fru Madsen til at overveje en alternativ transportform hjemad. Men jeg fik overbevist hende om det overkommelige i projektet og vi begav os sydpå ad Rue des Martyrs. Og efter godt ½ times ihærdig traven kunne vi sætte os tæt på hotellet for at få en enkel frokost inden vi stred os op til 5. Sal for at lægge os på lur.
Lis vasker hår - med alt hvad det indebærer - og bagefter kaster vi os ud i nye oplevelser inden vi ved 20-tiden vender tilbage til gårsdagens restaurant for at afprøve lidt flere menupunkter - f.eks. Med rygende timian på en oksebøf.
III
Så er det blevet tirsdag eftermiddag, og vi har lige tjekket ind på tabletten. Næsten mirakuløst eftersom vi i mere end et døgn har haft store problemer med at kunne logge os på, selv om alle data sagde, at forbindelsen burde være i orden. Og så, da vi kom hjem i dag efter dagens traver fra Montmartre via Concorde og Rue Rivoli til Bastille-pladsen, ja så kunne vi pludselig det hele og er altså nu parate til morgendagens hjemtur.
Det blev jo ikke til megen skrivning i går, hvor jeg ellers havde forberedt mig på at berette om søndag aften, som startede flyvende med Happy Hour på en nærliggende bistro, som tilfældigvis lå lige ved siden af en skoforretning med uimodståelige 50% rabat-tilbud. Hvilket førte til at fru Madsen ikke alene fik købt et par sko, men også brændte varm på flere andre modeller, som hun ville vende tilbage til næste dag. Happy Hour tilbuddene var knap så rørende idet de oprindelige priser var astronomiske, så man også her med "½ pris" nåede ned på et mere almindeligt niveau. Men der var fuldt hus og en masse at se på, inden vi begav os ned mod den samme restaurant, som vi havde været på med Emil dagen før, "Bistro Victoire". Og for ikke at gøre det for nemt, valgte vi en ny rute, som bl.a. Førte os igennem en af de meget omtalte Passager med butikker og restauranter og til sidst ind på Place Victoire med en stor skulptur af Ludvig d. 18 ridende på en stejlende hest, udklædte som romersk hærfører. Pladsen gav med sine bygninger i øvrigt mindelser om Amalienborg i mindre format (hvilket ellers er sjældent her i Paris, hvor mange bygninger, pladser og skulpturer er imponerende store. Fransk megalomani?)
Som den foregående aften var maden velsmagende og rigelig - selvom vi prøvede at beherske os. Men godt var det - og nemt at finde hjem og komme rettidigt i seng.
Til gengæld var der i løbet af natten gået udu i min interne madbehandling, så jeg på et tidspunkt frygtede at jeg måtte begrænse dagens aktionsradius for hele tiden at være i nærheden af en nødtørftsstation. Men med hjælp fra "Husk", langtidssovning og forsigtig morgendiæt blev jeg faktisk i stand til at stå dagens distance uden væsentlige problemer. Planen hed Le Marais og det jødiske kvarter, så vi lagde ud med metroen til Bastille-pladsen. Himlen var blå og solen skinnede og vi var, som ofte når man dukker op fra en af Metrostationernes talrige udgange, temmelig forvirrede over retningen, vi skulle bevæge os i. Men vi fik os da pejlet ind og begyndte turen. Det blev en lang tur uden at vi egentlig fandt hvad vi søgte. Til gengæld blev vi pludselig overrasket af høj trompetmusik med voldsomme pauker. Det viste sig at være den franske nationalgarde til hest - i fuld ornat og med fuld musik.
Pause
Fuldstændig som med aflytningen af P1 på nettet falder forbindelsen med mellemrum ud. Således også i denne beretning, hvor jeg nu er nået frem til onsdag morgen, hvor vi er i gang med at pakke sammen, vaske hår, spise morgenmad og tage afsked med denne specielle franske udgave af et rimelig dyrt hotelværelse. Måske vil det lykkes mig i flyveren at få færdiggjort beretningen så den kan udsendes ved hjemkomsten. Det satser jeg på.
Men vi glæder os til gensynet med jer alle - og med det danske forårsvejr. Farvel til bygernes by!
IV
Som den kvikke læser kan regne ud har vi nu forladt Paris, fløjet og landet og sovet en nat med en herlig, solrig morgenudsigt til blå himmel og blomstrende have. Resten af beretningen fik jeg imidlertid skrevet stikord til på vej hjem i flyveren, så det skulle være muligt at spinde en ende og slå en sløjfe på denne korte beretning om vores forårsoplevelser i Paris.
Som nævnt var mødet med den ridende del af Nationalgarden et overvældende syn. Stort teater med mange historiske associationer. Og således opmuntret fortsatte vi vores søgen efter de kvarterer, som vi hjemmefra havde fået et tip om skulle være et besøg værd. Vi gik og søgte, men fandt vist ikke det, vi ledte efter: det mondæne Marais og det jødiske kvarter. Men interessant var det under alle omstændigheder, og når fødderne vokser og ryggen knirker er der heldigvis altid et hjørne med en cafe, hvor man kan sætte sig en nyde en cola Zero, hvis man altså vil betale 4,10 euro for den eksklusive fornøjelse. Det ville vi gerne, ikke mindst fordi vi fik udsigt til en meget livlig trafik af både mennesker, biler, busser, cykler og motorcykler i en eventyrlig kaos-forestilling. Og så viste det sig oven i købet, at der lige på den anden side af vejen lå en nedgang til Metroen, hvorfra vi kunne komme til Hallerne, som var det næste mål.
Det blev en monstrøs oplevelse. Først oplevelsen af den kæmpemæssige byggeplads, hvor man var ved at lægge et imponerende tag henover området; en kæmpe bølge. Og de skitserede planer for hele området var da også ambitiøse og storslåede. Derefter vovede vi os ned under jorden i ”Forum des Halles”!! Et underjordisk forretningscenter i 3 etager – en forfærdende, futuristiske mareridt i beton, glas, plastic og kunstlys. Endnu ufærdigt og derfor svært overskueligt og med dårlig skiltning og vejvisning. Jeg mærkede panikken, mens Lis målrettet prøvede at finde den H&M, som skulle ligge et sted i labyrinten. Heldigvis fandt vi butikken og blev henvist til en anden afdeling som lå udenfor centeret på Rue de Rivoli, ikke så langt væk. Men langt nok, når man først skulle orientere sig og finde ud af, hvor man befandt sig og i hvilken retning vi skulle.
Denne operation, som jo gentog sig adskillige gange i løbet af dagen, bar i øvrigt en forestilling i sig selv: Tabletten lå i min rygsæk, så Lis skulle finde den frem, ligesom jeg ofte skulle skifte briller, finde et passende skyggefuldt sted for at kunne skimte kortet på skærmen og dernæst få min ”map-to-go” til at virke og vise mig den korrekte position for derefter at lokalisere bestemmelsesstedet – ofte efterfulgt af en søgning på det almindelige kort over metroens muligheder, hvilket så krævede brug af alle vores 4 arme og hænder. En ”turist pas de deux” med rekvisitter?
Men vi fandt Rivoli – og på vejen derhen tilmed en forretning med rigtige hawaiiskjorter, så jeg kunne føre min samling up to date. Så mens jeg fandt nødvendig hvile på et hjørne med en lille belgisk fadøl, drønede Lis frem og tilbage på Rivoli for at finde den rigtige forretning med de rigtige størrelser. Og det lykkedes, så vi kunne haste hjemad med Metroen og indtage en beskeden, men tiltrængt frokost på vores stamcafe ”den kolde røv”. 1 Baquette med skinke og ost – til deling – og så var vi klar til lureriet, men måtte dog lige meddele Emil, at vi udskød mødetidspunktet til kl. 18, da vi var blevet en anelse forsinket og også lige skulle nå at købe ind i Monoprix.
Emil mødte op, dog 20 minutter forsinket fordi han ikke kunne finde sin mobiltelefon, hvilket selvfølgelig gav anledning til megen munterhed, når man tænker på størrelsen af hans værelse (det halve af vores lille hotelværelse). Og fornøjelsen blev da heller ikke mindre, da han indrømmede at han i sin kvide til sidst måtte ringe til sin mor, for at få hende til at ringe ham op, så han på den måde kunne spore apparatet. Fiffigt. Men han kom med sit nyvaskede tøj, som vi skulle bringe med hjem og efter en beforedinnerdrinks gik vi atter ud i det parisiske mylder – denne gang ad nye ruter.
Atter gik turen til bistro Victoire og endnu en god madoplevelse, hvor vi på trods af stor selvdisciplin og omtanke med bestillingerne opnåede at blive fyldt op til overflod. Ikke mindst Emil, som ihærdigt sørgede for at ikke for megen mad skulle vende tilbage til køkkenets affaldsspande. Men hvem havde også forudset at Profiteroles kunne have så store dimensioner og bestå af så megen is og chokoladesovs? (og til ære for Annemette fik vi også smagt foie gras sammen med confit de canard. Lækkert!
Tirsdagsplanen var ikke mindre ambitiøs end de andre dage; det var jo sidste dag og vi havde endnu ikke set en eneste ”kunstner”, der sad og malede. Så vi ville tage turen op til Montmartre ad Rue des Martyrs, som – viste det sig – i virkeligheden var en fortsættelse af den vej vi boede på, Rue Peletier. En livlig og farverig tur var det op mod Montmartre, hvor vi sigtede mod Place Pigalle og senere Moulin Rouge. Især Martyr-gaden var interessant mens området mellem Pigalle og Moulin Rouge mere mindede om Istedgade i gamle dage med et utal af fantasifulde sex-butikker, souvenir-kioske og enkelte restauranter og barer. Måske skulle vi være gået op til området omkring Sacre Coeur igen for at finde aktive malere, men efter endnu en cola valgte vi at tage Metroen ned til Concorde, som imidlertid viste sig at være lukket på grund af sporarbejde, hvorfor vi endte på den næste station og måtte gå tilbage, hvilket dog ikke var nogen opslidende tur, men nærmere en oplevelse af parisisk myldretidstrafik omkring Nationalforsamlingen.
Concordepladsen blev forceret og vi startede turen ad Rue de Rivoli, som – ikke uventet – viste sig at være meget lang. Og med et udvalg af butikker som spændte fra de dyreste mærkevareforretninger til de tarveligste souvenirbutikker med en masse kineser-juks. Det viste sig at vi faktisk endte i det kvarter som vi forleden dag havde ledt forgæves efter. Denne gang bare på den anden side af Bastillepladsen op mod Pompidou-centeret, som vi pejlede efter og fik en fin tur med masser af livlige gader og forretninger. Denne gang også med en lille fadøl i solen, som stadig kiggede frem indimellem.
Efter den obligatoriske – og nødvendige – luring satte vi kurs mod La Fayette, alle stormagasiners moder. Og det var i sandhed imponerende, både med hensyn til bygning, udsmykning og vareudvalg – men for mig også ubehageligt i al sin forlorne elegance. Men under alle omstændigheder undrede vi os over, hvordan det kan lade sig gøre at drive så stort og prangende en forretning med det prisniveau, når man tænker på hvor svært det tilsyneladende er i Danmark. Men hvad ved bønder om modetøj og tasker? I hvert fald var vi rimelig hurtigt ude igen og undlod at gå over i den anden afdeling for herrerne og smuttede i stedet over til busholdepladsen for at sikre os, hvor vi om onsdagen kunne købe billetter og hvilke afgangstider, der var for Roissy-bussen.
Herefter ad Blv. Capucines til Monoprix og lidt indkøb inden vi gik hjem og gjorde os klar til aftenspisningen, som vi var enige om skulle være enkelt og beskeden. Da vi i regnvejret ikke var indstillet på at laden os lokke for langt væk, undersøgte vi først de nærmestliggende muligheder. Den ene var en hundedyr Michelinrestaurant med både stil og fims, den anden en enkelt bistro, hvor der kun sad en enkelt træt mand med en kop kaffe. Ikke tillokkende. Så vi fortsatte søgningen på den anden side af boulevarden og endte på en stor restaurant med rigtig mange mennesker. Faktisk så mange at vi blev henvist til 1. sal, hvor der på det tidspunkt kun sad 4 personer. Allerede spisekortet gav anledning til dystre miner og lidt uenighed om, hvorvidt vi skulle blive; men det endte da med at vi bestilte gravad laks og ost og et enkelt glas hvidvin. Og så gik tiden. Lang tid, mens lokalet efterhånden blev fyldt ag alle ventede på betjening. Endelig dukkede vores laks op: fine skiver på en lime-mousse anbragt på en skiferplade, som gjorde det næsten smertefuldt at bruge kniven. Der var også lidt brød til, men vin og vand dukkede ikke op, selvom vi trak tiden og spiste meget langsomt, mens vreden og utilfredsheden voksede og mørke skyer trak sammen over det lille bord. Til sidst blev det for meget og da tjeneren endelig dukkede op (ikke for at skænke vin eller servere for os) erklærede Lis højlydt at vi ikke ville have resten af bestillingen, men bare betale for laksen, som vi havde fået. Og det blev ordnet i en fart mens den forvirrede tjener undskyldte, hvilket absolut ikke formildede fru Madsen.
Så stod vi igen ude i regnen og blev kølet lidt af, mens vi fortsatte hen ad boulevarden indtal vi fandt en bar, hvor vi kunne få en sandwich med ost øl. Det forbedrede stemningen og vi vandrede den korte vej hjem til hotellet, mætte og tilfredse. Trætheden gjorde det ikke tillokkende at gå op ad trappen til 5. sal, så vi prøvede at klemme os sammen i den mikroskopiske elevator. En øvelse i akrobatik og hensigtsmæssig anbringelse af fødder og arme. Men op kom vi, mens tanken om elevatorstop fik hårene i nakken til at stritte. Det ville være endt i hysterisk klaustrofobi efter få minutter. Og klokken var ikke mere end vi kunne nå at pakke den ene kuffert, så vi havde bedre tid i morgen, hvor Lis også skulle ordne hår.
Onsdag morgen havde vi god tid og kunne sove længe inden bad og hårpleje og den sidste tur til friluftscafeen, hvor vi dog valgte at sidde indenfor med vores kaffe og croissanter. Den sidste kuffert blev hurtigt pakket og snart var vi klar til en sidste tur gennem nogle af de nærliggende, overdækkede passager med små specialbutikker. Efter en times tid tilbage til hotellet, hvor vi betalte regningen, fik den sidste kuffert ned og begav os af sted i regnen, som netop var begyndt, ad Haussmann ned mod Operaen, hvor der holdt en bus parat til afgang. Og godt 45 minutter senere var vi fremme ved terminal 1 i Charles de Gaulle, fandt med det samme tjek-ind skranken så vi godt 2 timer før flyafgang stod klar med boardingkort. Jeg måtte vel indrømme en lille fejl i tidsberegningen, idet alting var gået noget hurtigere end forudset, uden problemer.
Ventetid i gaten med sandwich og vand og endelig et fly, der hurtigt blev fyldt, så vi kom af sted 15 minutter før beregnet. Og turen hjem var jo hurtig, så det blev bare til champagne med juice og en enkelt krydsord inden vi landede i Kastrup med sol og højere temperatur end i Paris.
Det har været en storslået, skøn og inspirerende oplevelse på trods af en pillekrævende ryg, et lille mørkt værelse uden udsigt og en hel del kølige byger. Og absolut med muligheder for endnu et besøg for at se noget af alt det, vi overså og ikke nåede.
Men frankofil bliver jeg nok aldrig igen.