endnu ingen tekst, men 10 fotos i billedmappen.
EPISTEL 1.
21.-23. februar.
Så sidder jeg her igen, på værelse 4, med udsigt til bjergene, byen, bugten og Nikouria, der ligger som en drage og vogter indsejlingen til havnen. Det er onsdag med let skydække, enkelte løsgående regndråber med mellemrum og en temperatur på 15 gr her kl. 11 om formiddagen.
Og nej, vi har ikke været til morgenbadning på stranden, selvom nogle af ”de indfødte” hævder at vandet er 18 gr (næsten som en sommerdag i DK). Vi tror nu bare at de prøver at lokke os.
Til gengæld har vi spist morgenmad i kælderen, da det trods alt er for køligt på balkonen, når solen ikke står på. Og så har vi jo også vores helt private bord i kælderen, hvor der er dækket op, når vi indfinder os. Gad vide hvad sådan et ”all inclusive arrangement” egentlig kommer til at koste?
Vi ankom som planlagt natten mellem mandag og tirsdag efter en lang men smertefri rejse, der var startet mandag morgen, hvor vi stod op kl. 5. Heldigvis havde vi allerede aftenen forinden fået anbragt vores kufferter i bilen, ren- og klargjort vores kroppe og lagt tøjet parat, så vi kunne køre hjemmefra som planlagt kl. 6:00 og få ringet til Maria, der havde lovet at køre os det sidste stykke fra Listedvej til Lufthavnen. Det var mørkt og koldt med let regn og tung trafik, hvilket altid virker overraskende på den tid af dagen.
I lufthavnen mødtes vi med Snik & Snak, morgenfriske og veloplagte, og snart efter havde vi fået afleveret kufferterne og kunne begive os mod sikkerhedskontrollen, der som sædvanlig gav anledning til en masse bikken og baksen med bælter og udstyr, der skulle af og på og ned på plads igen. Så da vi endelig havde fået gjort os klar igen og bevægede os igennem den taxfree, følte jeg et trængende behov for et øjebliks hvile, hvilket så viste hvor svært det er at finde en siddeplads, hvis man ikke skal spise eller drikke. Men det lykkedes og det hjalp på konditionen. Hvilket viste sig at være heldigt, da vi nu skulle bevæge os ud til gaten D1.
Boarding til tiden og planmæssig afgang med udsigt til 3 timers flyvning, inklusive en urimeligt dårlig og næsten bundfrossen morgenmad. Men da vi ingen morgenmad havde fået røg noget af det da ned; selv en tyndbenet, økologisk yoghurt med frysetørrede ”høvlspåner”. Så glæder man sig virkelig til Evdokias fuldfede, græske yoghurt med blomsterduftende honning.
Solen skinnede, da vi landede i 19 graders varme, og da vi endelig havde fundet og fremvist vores PLF-formular og fundet frem til bagagebåndet var vores bagage allerede med i første forsendelse, og den var tilsyneladende så ivrig efter at komme videre, at den lavede ”kluddermor” på båndet, så udgangen blev blokeret og Poul kunne vriste dem fri af klumpen så vi kunne blive forenet med de velkendte kufferter. Og kort tid efter kunne vi alle 4 begive os mod udgangen. Snik & Snak, Kvik & Kvak på tur i det græske – og udenfor ventede John Kontzialis som aftalt med et skilt, der fortalte os, at han skulle køre os til havnen i sin store, gule Skoda, der på forunderlig vis kunne rumme både 4 personer, kufferter og al den øvrige bagage, inklusiv det maleri til Evdokia, som vi havde medbragt. En fin, uproblematisk og hurtig tur, der overbeviste os om, at vi sagtens kunne genbestille ham til at fragte os ud til lufthavnen, når vi vendte tilbage fra Amorgos.
Vejret var fint, så vi kunne sætte os udenfor i ”hjørnecafeen” i havnen tæt ved Blue Star-kontoret, hvor vi skulle hente færgebilletterne, og bestille den traditionelle velkomstomgang: 4 ouza og 2 Amstel. Så der kunne vi sidde i solen og fryde os, nikke afvisende til de ihærdige sælgere med deres ure, solbriller og elektroniske dimser, mens vi ventede på færgens ankomst og klargøring inden vi ved 16-tiden kunne gå ombord og blive vist op til vores kahytter. De svarede fuldstændig til vores forventninger. Dejligt at kunne føle sig ”hjemme”.
Men sulten havde vi medbragt, så vi fik hurtigt bestilt nogle sandwiches af forskellig kaliber flankeret af 4 små øl. Det lagde en god bund, så vi kort tid efter afgang fra Piræus og solnedgang kunne vende tilbage til køjerne i kahytterne. Desværre havde Lis svært ved at udnytte de, for mig at se, gode sove muligheder, mens jeg tog lystigt og højlydt for mig af herlighederne, hvilket selvfølgelig kan virke forstyrrende. Men da vi nåede Naxos sluttede soveriet og vi samledes atter nede i salonen, hvor Lis & Annelise besluttede sig for at svælge lidt eksklusivt hvidvin ned for en pris, der kunne have sikret dem en hel flaske mousserende CAIR vin, hvis de ellers havde haft den.
Jeg fik kontakt med Mario, som forsikrede mig om, at han ville være i havnen med bussen, når vi nåede frem ved 2-tiden. Og det løfte holdt han så vi kunne være i seng ved 3-tiden efter en godnat-ouzo på balkonen med de første lyskæder sat op og tændt.
Tirsdag morgen var der dækket op til morgenmad kl. 10 om morgenen og vi var rimelig friske efter den foregående dags langstrakte strabadser. Og det var virkelig en morgenmad, som kunne give ny energi: frisk brød, hjemmelavet abrikossyltetøj, æg og bacon samt kaffe, the og friskpresset juice. Mere kan man næppe forlange. Og der blev snakket løs i køkkenet hvor det forestående bryllup holder gang i mange mennesker og aktiviteter. Og det gik op for os, at der foruden os kun boede Nikos forældre, som kommer fra Ioannina i det nordligste Grækenland samt Evdokias niece, som også hedder Bobi.
Efter ½ times eftersovning skulle jeg møde op i køkkenet for at få udfyldtpapirerne på den Punto, som vi skulle låne i hele perioden. Det gik som en leg, og kort tid efter kunne vi trille ind mod byen og apoteket, hvor Lis skulle have noget make-up creme, som hun havde glemt derhjemme. Derefter parkerede vi bilen på havnen og gik en tur rundt i de tomme gader lettere forundrede over de mange tomme butikker og restauranter. Faktisk var der ingen steder, hvor man kunne få en kop kaffe eller noget at spise. Vi mødte Miké fra Asteria, som fortalte, at han kun havde åbent i sin slagterafdeling. Restauranten måtte vente til maj. Sunset Boulevard var helt lukket og øde og kun konditoriet og købmanden var åbne. Selv Katina var lukket.
Det mest chokerende var dog synet af ”Kapellet” og det blå hjørne. Indvendigt var en trykluftshamme i færd med at bryde alt ned og skabe mere plads, mens facaderne udvendigt var ryddet for skilte og reklamer. Hvad sker der? Vi ved stadig ikke noget om planerne, men selvfølgelig skal vi nok få fremskaffet noget mere viden. Fortørnede er vi i hvert fald over, at menigheden overhovedet ikke er blevet orienteret om de voldsomme ændringer i helligdommen.
På vejen hjem og efter lidt indkøb, faldt vi ind hos ”Petros på stranden”, som heldigvis havde åbent og stadig kunne servere nogle livskraftige ouzo med meze. Alt foregik indendørs hvor vi skulle dele den sparsomme plads med et væld af planter og kaktus-spirer. Meget specielt og hyggeligt, da vi endelig fik ryddet et bord til 4.
Hjemme på Askas igen blev det til en lur inden vi ville gå en tur til stranden. Inden vi gik tilbød vi Evdokia, at vi nok selv skulle ordne og rengøre værelserne og i øvrigt gerne ville være behjælpelige, hvis de manglede flittige hænder. Fani slog straks til og bad os om at samle sten på stranden til brug ved blomsterdekoreringen af trapperne op til kirken. Selvfølgelig ville vi det, hvorefter vi begav os afsted med en skotøjsæske, som bare skulle fyldes med mellemstore sten. Da vi ikke kunne gå igennem Lakki pga. renoveringsarbejder valgte vi den nordlige nedgang, hvor det desværre viste sig, at vinterens voldsomme vandmasser havde gjort nedturen mere ustabil ned godt var. Men vi klarede det uden uheld og fik faktisk fyldt æsken inden vi vendte om og kravlede op igen, da det var umuligt at komme hjem langs stranden pga højvande og bølgegang.
Der var annonceret aftensmad kl. 20:30, og vi havde fået opfattelsen af, at det drejede sig om fællesspisning med familien. Men de havde spist og der var dækket op til 4 ved ”vores bord”. Spanakopita, rødbeder og saganaki til forret og derefter gennemstegte svinekoteletter med brasekartofler. Sulten var ikke gennemtrængende, men det smagte og mættede og der var en hyggelig, familiær stemning i køkkenet, hvor flere familiemedlemmer dukkede, bl.a. Yannis, som virkede en anelse forpint af smerter i ryg og ben. Men det afholder ham naturligvis ikke fra finurligheder og muntre grimasser.
Klokken nærmede sig 22:30 da vi listede op på værelserne og gjorde os klar til en helnats søvn iført nattøj og med AC’en kørende på lavt gear, så vi kunne holde de 21 grader.
I morges var der atter dækket fint op til morgenmaden kl. 9. og jegskal love for at der blev snakket i køkkenet, hvor en af Bopis kjoler, som skal anvendes i morgen ved brudesengsforberedelserne, lå fremme til tilpasning. En snak som Poul og jeg fornugtigvis afstod fra at deltage i, men kun kunne lytte forundret til uden af forstå ret meget, mens Lis & Annelise tilsyneladende ikke havde problemer med at forstå og deltage i den højtlydende kaglen.
Efter morgenmad, pillespisning og eftersovning var der tid til lidt skriveri inden vi skulle mod byen kl. 12, hvor Snak og Kvik havde en aftale med Petra i klinikken, hvor de skulle have ordnet negle på både hænder og fødder. Imens skulle Poul og jeg så sørge for nogle indkøb og ellers finde en passende ventesal til den 1½ time som man kunne forvente det ville tage.
Så vi startede med, efter et kompromis, at køre ned på P-pladsen ved stranden, hvor vi satte bilen og konstaterede at vandet også her havde forvoldt en del ødelæggelser. Vi gik ad promenaden ind mod byen, hvor kun vores minder om sommerens liv kunne skabe lidt bevægelse i de øde kulisser. Først da vi nåede helt ind til Klask & Karry var der reelle tegn på liv – om end sparsomt.
De to klinikanter forsvandt op ad trapperne til Petra, mens Poul og jeg fandt vej til apoteket og beholdningen af øjendråber og næsespray. Derefter skråt over gaden for at få et skrivehæfte til notater. Tilbage på havnepladsen blev der fotograferet lidt inden vi forsvandt ind i købmandens mylder af livsnødvendigheder for at finde en lille pakke vaskepulver, hvilket absolut ikke er nemt i en tid, hvor byen ikke er fyldt af turister med klatvaskbehov. Men det lykkedes, hvilket ikke kan siges om forsøget på at finde LR44 knapbatterier. Så trods gode råd om, hvordan vi måske kunne finde den ønskede vare længere oppe i byen, valgte vi at udskyde projektet og begive os ud af promenaden mod ”Petros Place”.
Her blev vi dog først meget skuffede, da det tilsyneladende viste sig, at alt var slukket og lukket og jeg kunne konstatere at der faktisk på døren stod noget om at der var lukket en dag om ugen. Men ved lidt google oversætter hjælp, fandt jeg ud af, at det var mandag, der var lukket. Så vi vendte om og gik ad bagvejen, hvor vi mødte både Petros og ”KasketKarl” (hans bartender) i planteskolen.
Baren var tom og vi fandt frem til vores bord fra dagen før, og snart dukkede KasketKarl op så vi kunne bestille øl og ouzo. At vi så ovenikøbet fik en yderst velsmagende meze med pølse, skinke og ost gjorde helt bestemt oplevelsen større.
Flere gæster dukkede op, og blandt dem også Nikos Kolokotronis, som netop havde en pause inden han skulle hente Stamatis’s skolesøgende børn og køre dem op til Aegialis!! Han kunne både tegne og forklare om corona og vaccinationer og hvorfor han ikke selv var blevet vaccineret. Men desværre for ham var der ikke megen genklang hos Poul og mig.og så kunne jeg i øvrigt stadig mærke en vis vrede og irritation over hans reaktioner i sommers, hvor han trods invitation og en gave ikke kom til Lis’s fest – uden forklaring eller tak for sangen.
Efter 3 timers venten dukkede damerne op med rene, nymalede negle som blev fejret med en ouzo og en skinke/ost sandwich af den tynde slags.
Om aftenen stod den på Kalamati, fisk og grøntsager med rødbeder og horta samt småflasker retsina af Malamatina-typen.
Men vi kom tidligt i seng og sov allerede ved 23-tiden – med udsigt til 7-8 timers søvn.
TORSDAG D. 24. – LØRDAG D. 26.FEBRUAR
Hver morgen imponeres vi over det overdådige morgenbord, som er dækket op til os. Og tilmed kommer der straks nogen springende med varmt vand og frisklavet æg & bacon så snart vi dukker op nede i køkkenet. Vi føler os virkelig privilegeret og undrer os over, hvordan vi egentlig får betalt for både morgenmad og aftensmad?
Torsdag havde vi planlagt at køre en tur til Katapola, da Lis havde konstateret et væsentligt behov for at øge sin garderobe med en varmende trøje. Det var en smuk tur henover bjergene, hvor vi kunne konstatere, at den megen regn gavnede frodigheden og gjorde marker og bjergsider grønne. Efter indkøb i tøjforretningen yderst på havnekajen drog vi tilbage langs kajen, da jeg skulle prøve at fremskaffe nogle LR44 knapcellebatterier. Og hvor skulle man kunne få dem andre steder end i den uforlignelige boghandel med de mest eksklusive artikler og redskaber af den mere sofistikerede slag? Og ganske rigtigt havde de de små batterier, mens AnneLise købte læsebriller, som hun vidste var af en særlig god kvalitet. Således opløftede fandt vi tilbage til en cafe, hvor det var muligt at sidde udenfor i en plasticpavillon og få kaffe af forskellig slags, mens vi undrede os over flere udklædte personer både udenfor og inde i cafeen. Det lignede fastelavn, og vi havde jo fået at vide, at dagen var speciel fordi den indvarslede fasten frem til påske og derfor var den sidste dag, hvor man spiste kød - Vel at mærke hvis man er meget ortodoks og troende. Bl.a. af samme grund var vi inviteret op til Bobis hus om aftenen, hvor der ville blive serveret helstegt gris m.m. samtidig med at 4 unge jomfruer skulle gøre brudesengen klar til bryllupsnatten! En anden tradition i den forbindelse er affyringen af haglgeværer for larmens skyld. Tankpasseren i Aegiali havde dog taget det meget seriøst og affyrede i dagen og aftenens løb flere meget voldsomme bombeslag, som fik dalen til at skælve.
Vi skulle være i Aegiali kl. 14, da Lis skulle op til Petra igen for at få ordnet øjenbryn og -vipper. Annelise fulgte med derop, mens Poul og jeg gik ud til Argo (Petros Place), hvor vi mødtes med de samme mennesker, som havde været der dagen før – bl.a. Nikos. Hyggeligt sted, hvor de som Annelise siger, serverer ouzo og mercedes; velsmagende og nærende.
Efter en lille time dukkede fruerne op for at deltage i løjerne inden vi kørte hjem for at forberede os til aftenens fest i Langada.
Og fest må man sige det var. Selv om Bobi og Nikos har en dejlig lejlighed, var den ikke stor nok til alle de mennesker, der var mødt frem. Så terrassen var overdækket og der var lånt lokaler af underboen, hvilket skabte en livlig trafik op og ned og ind og ud af dørene, hvorved der blev luftet jævnligt ud med meget frisk og kølig luft. Og trods flere fine påklædninger, var det en ganske afslappet og uformel affæremed store mængder af både mad og drikkevarer, af hvilke jeg undrede mig mest over de 10 flasker whisky, som stod klar på køkkenbordet og viste sig at være yderst populære. Gæsterne bestod af folk i alle aldre. Fra små børn på 2-3 år til ældre, tilknappede kvinder, der bare sad og sad og kiggede, alt imens bøsserne knaldede og bombebragene fik vægge og gulve til at ryste.
Aftenens indholdsmæssige højdepunkt var dog klargøringen af brudesengen, og Fani beordrede mig ind i soveværelset for at fotografere seancen, som nærmest formede sig sm et teaterstykke, hvor ægtemanden skal kontrollere lagner og dyner og flere gange hiver hele opredningen fra hinanden fordi han ikke er tilfreds. 4 unge piger stod for sengeredningen, som blev dirigeret af Evdokia. Da sengen endelig blev godkendt af Nikos blev 3 børn lagt på sengen, som udtryk for forventningerne til det kommende brudepar, hvorefter gæsterne kom ind i værelset og lagde penge til brudeparret på sengen.
Senere gik vi nedenunder, hvor der var levende musik og mulighed for dans, mens bøsserne stadig blev fyret af i lange serier. Lystigt og larmende, og da klokken havde passeret 22 listede vi ud i mørket og kørte ned til Askas.
Det skrider, det med tiden og kronologien. På trods af, at man kan sige, at der ikke er meget foretage sig i Aegiali på en vinterdag, kniber det hele tiden med at få tid til at skrive og redigere fotos til hjemmesiden. Lige nu er det tirsdag d. 1. marts, og klokken er ½5. Vi startede dagen med en tur til Katapola fordi Lis gerne ville købe nye sokker. Det skete ikke, men jeg fik nye underbukser ligesom Poul, og Annelise fik en ny bluse.
Jeg har fundet et større bord, som jeg har fået sat foran altandørene, så jeg nu sidder med udsigt til Nikouria, bugten , skyerne og det meget stille liv på vejen udenfor. Det skærper fantasien og tilfredshedsfølelsen, når man nu skal prøve at genskabe de foregående dages begivenheder. Det skal dog også bemærkes at vi forinden har holdt en ”balkon-brainstorming” for at genetablere et overblik over de foregående dages oplevelser. Der sker mange ting så hurtigt, at det kan være svært at huske kronologien, når der er gået et stykke tid. Så jeg går lidt baglæns.
I dag (tirsdag 1/3) har vi, efter en storslået morgenmad, hvor det viste sig, at vi nu var de eneste tilbage på hotellet, været en tur i Katapola. Oprindelig fordi Lis havde ytret ønske om at få et par sokker mere. Men det endte som nævnt med altmuligt andet og en kop kaffe på den samme kaffe, som vi frekventerede, sidst vi var i Katapola.
På hjemvejen tog vi en tur til Ancient Minoa oppe i bjergene bag Katapola, hvilket affødte en del suk og indestængte skrig, da vi kørte ad de stejle uafskærmede bjergveje derop. Men det var smukt, da vi endelig nåede frem og kunne overskue det omkringliggende landskab med bjerge, dale, grønne terrasser og havet i det fjerne.
Rolig hjemtur over de efterhånden velkendte veje – helt ud til Argo, hvor det var blevet tid til en ouzo og mercedes, med en masse munter snak om den stedlige kødpølse.
Hjemme på Askas mødte vi familien og fik endelig spurgt, hvad vi skulle betale for kost og logi. Evdokia svarede prompte, at vi ikke skulle betale noget, mens Mario var mere afventende. Men min forventning er, at det ikke bliver meget mere end en symbolsk betaling.
Derefter var der kun tilbage at få bestilt tid hos frisøsen på Aegialis til fruerne, som følte behov for hårvask og trimning af frisuren, inden gensynet med Danmark på lørdag.
Således set i bakspejlet er vi tilbage til mandag (28/3), dagen efter den store fest, hvor vi var inviteret til middag hos Ioanna nede på havnen.
Forinden nåede vi at køre en tur sydpå, hvor vi kunne nyde de grønne landskaber ved Akesini, Vroutzi og Kolefana. Men uden muligheder for at få en kop kaffe. Så den måtte vi indtage i ”Lærerværelset” i Hora. (navnet har vi selv fundet på, da kafeen ligger for enden af skolegaden og klientellet meget vel kunne være lærere på skolerne i nærheden). Men de lavede i hvert fald god kaffe og gode toasts, så vi kørte mætte og friske hjemad for at få en effektiv lur inden aftenens gæstebud hos Ioanna.
Det blev en bemærkelseværdig stor og festlig oplevelse, som familien virkelig havde gjort sig umage med. Foruden os og Ioanna deltog Maria (mor) og Maria (datter) samt Adonis, Lille Lefteris og Bedstefar Lefteris - den ældste søn Themis sov, træt efter bryllupsfest og fodbold.
Velkomst raki blev serveret med grillstegt kalamares, mens vi sad omkring pejsen og snakkede, og Lefteris holdt Videomøde med et kommunalt udvalg. Maria-mor stod i det åbne køkken, hvorfra de skønneste maddufte fordelte sig ud i hele lejligheden.
Vi gik til bords, hvor jeg af uransagelige grunde resolut blev placeret for bordenden af det store bord. Og snart efter væltede det ind med skøn mad: kalamares, pølser, frikadeller, mørt-mørt kalvekød, små kåldolmere, horta, salat, tzasiki, revet gulerod, misitra (lokalost) og stykker af hård ost. Dertil en lokal rosévin og raki med vand. Det var overvældende.
Det virker måske lidt forstyrrende med dette billede, netop her. Men det er kun for at forklare, at Poul en dag fortalte, at han allerede som dreng havde fået øgenavnet "Busser", hvilket straks gav mig associationer til tegneserien med Blondie og Busser, sompå en eller anden måde virkede selvfølgelig i denne sammenhæng, omend jeg nok næppe er helt på linje med de virkelige hovedpersoner i vores egen fremstilling. Og situationen med Busser, der skal vækkes, er absolut ikke ukendt påværelse 5..
EPISTEL 2.
Det er blevet onsdag formiddag og regnen siler ned. Det forlyder, at den vil blive ved med det hele dagen, så der er ikke meget andet at lave end at sidde på værelset og skrive, læse eller lytte til en lydbog, mens vi venter på en lille lysning. Og da vi har inviteret Evdokia med ud at spise i aften, skal vi jo også finde en restaurant, der har åbent. Dem er der ikke mange af. Slet ingen her i Aegiali- hverken Asteria eller Katina eller Koralli, så vi er nødt til at køre til Langada eller Tholaria. Men Evdokia har lovet at ringe op for at høre, hvem der har åbent.
Men tidspunktet er vel også kommet til, at jeg tager det store spring tilbage i epistleriet, til fredag d. 25/2, dagen efter festen hos Bobi og Nikos.
Allerede under morgenmaden, hvor der var dukket endnu flere hjælpende slægtning op, stod det klart, at Poul ikke kunne finde sin mobiltelefon – trods intensive forhør, opringninger, bilgennemsøgninger og snedige teorier var den ikke dukket op. Så der var ikke andet at gøre end at søge tilbage til ARGO for at forhøre os og kontrolopringe. Men stadig uden resultat, hvorefter vi satte kursen mod Langada og Bobis hus. Poul og jeg gik op til Bobi, mens Lis og Annelise blev ved bilen og benyttede lejligheden til endnu en eftersøgning.
Bobi og hendes veninder Folegandrine (langstrakt veninde fra Folegandros) og Bobi (kusine fra Schinoussa) havde ikke fundet noget og en opringning afslørede intet, så vi vendte tilbage til bilen, hvor vores opringning var blevet hørt og førte til, at telefonen blev fundet – helt frit tilgængelig på en hylde over radioen!! Jublen var stor, om end krydret med en række skarpe bemærkninger om Pouls ansvarlighed. Men han var jo ikke den eneste, der havde undersøgt bilen tidligere!
Fundet blev fejret på ARGO med både ouzo og Mercedes, hvorefter vi vendte tilbage til lurning, skrivning og fotoredigering, som ned 158 billeder på en aften, bliver en langstrakt affære.
Aftenens middag fandt sted i kælderen, hvor der efterhånden var rigtig mange mennesker – især kvinder med højfrekvente stemmelejer. Men maden, som var sammensat af resterne fra den foregående aftens fest, var fremragende. Så vi var både mætte og trætte, da vi trak os selv op på værelserne.
Og det var i øvrigt under en beforedinnerouzo på værelset, at Poul fortalte om sin fortid som Busser, uden at overveje, at den lå lige til en epistolators højreben, når Blondie sad lige ved siden af.
Lørdagen handlede om at samle kræfter til den næste dag, men også om at hjælpe til med forberedelserne, hvor vi kunne. Det førte bl.a. til at jeg først sammen med Poul skulle køre kasser med kager op til kirken. Herefter blev vi alle 4 udstyret med et par papkasser og plasticposer, så vi kunne køre fra kirken i Langada ned til stranden for at samle mellemstore flade sten og fylde sand i poserne. Ting, der skulle bruges til dekorationerne udenfor kirken. Vi benyttede også lejligheden til at bestille bord på en åben restaurant i Langada, hvor vi ville spise om aftenen.
Det fortrød vi ikke. Maden var net, uden at være prangende og meget velsmagende. Bl.a. fik Poul en svinekotelet af et omfang, som vi kun ser sjældent i Danmark. Vi andre nøjedes med saftige kyllingesouvlaki.
Der var et hektisk mylder af mennesker i morgenkøkkenet, hvor Evdokia havde travlt med både at snakke, lave planer og bespise de mange familiemedlemmer - og os.
Kl. 14 skulle kvinderne være klar til at klæde bruden på oppe i hendes hus, mens de udvalgte mænd skulle hjælpe Nikos i stadstøjet i værelse 15 på Askas,
Kl. 16 skulle de ankomme til kirken, hvor vi havde ventet fra kl. 15:30 sammen med flere og flere af gæsterne og byens indbyggere, mens byen og bjergene genlød af bomber og bøssebrag.
Brudeparret ankom med musik og følge og efter lidt fotografering kunne ceremonien begynde. Et farverigt og storslået traditions-teater, som blev både filmet og gennemfotograferet af dertil hyrede fotografer. Men alt gik efter planen, selvom Marios og Fanis Evdokia og Konstantinos efterhånden så ud til at kede sig bravt. De skulle nemlig stå helt fremme sammen med brudeparret, Mario og Evdokia.
Efter 1 times tid var festspillet forbi og efter heftig riskastning myldrede folk hen til de opstillede borde for at modtage deres ”bryllupspose” med både kage, slik og psimeni.
Vi hastede hjemad for at gøre os klar til festen på Aegialis, hvor vi skulle være ved 19:30 tiden. Vi tog bilen derop, og Evdokia havde lovet os, at hvis det blev nødvendigt skulle hun nok finde en, der kunne køre os tilbage til Askas i nat..
EPISTEL 3
Festen og dagen derpå
VI ankom til Hotel Aegialis til tiden – dvs ved 19:30-tiden – hvor det lykkedes os at finde en parkeringsplads.
Indenfor blev vi budt velkommen og henvist til bord 4, hvor der i forvejen sad 4 personer, som vi ikke umiddelbart kendte. Egentlig sad vi fint lidt i udkanten af det store lokale, som var præget af et langbord ud mod bugten med et dansegulv foran og et stort rundbord med plads til 20 på den anden side.
Vi erfarede senere, at der i alt havde været 150 til spisning, som bestod af buffet med mange retter men med en elendig logistik, der gjorde at der gik mere end en time før vi fik mulighed for at få noget at spise. Maden var ”net uden at være prangende”! Til gengæld var lokalerne imponerende elegante og flot indrettede, men ikke store nok til at rumme så mange mennesker, som så blev spredt ud på mange forskellige lokaler uden egentlig kontakt.
Brudeparrets ankomst blev markeret med pomp og pragt: fanfarer og eksplosiv guldkonfetti og en smægtende popklassiker – ”When a man loves a woman” – på fuldt drøn. Jovist var der Aegialis-stil over det – knap så meget Askas-stil, selvom musikken snart blev til nisiotika, ømusik, med violin og lut og Lefteri som ivrig fordanser, der virkelig fik sat gang i festen, mens brudgommen brillerede ved ikke at danse. Det var der til gengæld mange andre, er var villige til.
Det var en storslået fest, men selvom AnneLise ihærdigt prøvede at kommunikere med sin græske bordherre, ejeren fra Vigla Hotel i Tholaria, kunne det ikke sætte liv i resten af det græske selskab ved vores bord, hvilket gjorde det temmelig stillestående. Så allerede ved 24-tiden trak vi følehornene til os og overtøjet på og fortalte Evdokia, at jeg godt kunne køre bilen sikkert ned til Askas. Det viste sig til gengæld at kræve en række komplicerede manøvrer for at få bilen lirket fri af de andre parkerede køretøjer i mørket på den snævre p-plads med de mange biler. Men det lykkedes, og vi var hjemme og i seng ved 1-tiden uden at være lemlæstede – hverken fysisk eller psykisk.
Næste morgen var der usædvanligt stille på hotellet og i køkkenet, da klokken blev 9, hvor vi som de foregåede dage troppede op, parate til morgenmad, men dog også lidt skeptiske mht hvorvidt, der overhovedet var nogen i køkkenet.
Selvfølgelig var Evdokia på plads, om end en smule kvæstet efter den sene fest (hun var kommet i seng ved 4-tiden). Men ved fælles hjælp fik vi stablet et morgenbord på benene, og Evdokia tilberedte de obligatoriske æg & bacon, mens hun bad mig om at være klar om en ½ time, for at køre hende ud til hønsene inde i dalen. Mario havde ikke været i stand til at køre hende derud dagen før, så de havde ikke fået mad, hvilket jo også betød at vi så ikke kunne få æg, hvis ikke hun kom afsted.
Så ½ time senere kørte jeg tur med Evdokia ind i dalen, hvor hun dirigerede mig frem til ”hønsegården”: et sammenflikket sammensurium af bliktag, trådnet, brædder, stolper og plasticspande med både gård og hus og ca. 20 store høns. Jeg spurgte hende naturligvis hvorfor hun ikke længere havde hønsene ovre ved sin have, og svaret var enkelt: Niki, bulldoggen fra Lakki! Hun havde klaget over den larm, de lavede og som ødelagde hendes og familiens søvn!!! Et udsagn, som Evdokia kun kunne grine ad. Hun fodrede og samlede æg inden vi kørte afsted på en rundtur i dalen inden vi satte kursen hjemad.
Sammen med Busser & Blondie havde vi aftalt at køre en tur ned på den sydlige del af øen. Dels for ar se hvor meget regnen havde betydet for de mange marker dernede og eventuelt også for at få en kop kaffe, vel vidende at det kunne blive svært at finde en åben cafe; men i så fald ville vi bare vende tilbage i til Hora og frekventere ”lærerværelset” – cafeen for enden af skolegaden i Hora.
Sydøen var mere grøn end vi nogensinde havde set den, så det var virkelig en oplevelse, som jeg håber man kan fornemme ve at se billederne. Men vi endte til kaffe i Hora efter både at have været i Vrutzi, Kolofana og Arkesini uden den mindste duft af kaffe. Til gengæld var der som forventet meget hyggeligt på ”lærerværelset”, hvor der tilsyneladende var langt frikvarter (eller lærermøde?) og de kunne servere både espresso, capuccino og americano af en god kvalitet og med venlige smil. Og dertil også sandwich med rigtigt brød; det var lækkert og mættende.
Om aftenen var vi inviteret til middag oppe hos Ioanna i hendes lejlighed på havnen. Det lev en herlig aften med masser af dejlig mad, drikke og snak. Det viste sig at Ioanna havde entreret med sin mor, Maria, som stod i køkkenet og startede med at servere Raki og grillstegt kalamari, mens vi sad omkring pejsen, hvor Adonis prøvede at hjælpe den mindste søn, Lefteris, med lektierne. Lefteris (faren) havde videomøde med et kommunaludvalg i et andet lokale og Themis, storebroderen, sov efter at have været til fodbold om eftermiddagen. Og endelig dukkede også søster Maria op. Hun var ankommet et par dage før fra Athen, hvor hun arbejder på Radisson Hotel, for at deltage i brylluppet.
Efter raki-aperitiffen satte vi os til bords og jeg blev resolut placeret for bordenden, hvilket jeg ikke rigtigt forstod årsagen til. Men jeg spurgte selvfølgelig heller ikke. Og så kom der ellers mad ind i lange baner og mange varianter: frikadeller, pølser, stykker af kalvekød så møre, at de ikke skulle tygges, små kåldolmere med kød & ris, alat, ost, tzatziki, revet gulerod og en afsluttende kage så sprød og lækker, at jeg savner den nu, hvor jeg mindes og skriver om den.
Alt dette akkompagneret af god vin, raki og en meget livlig snak og latter. I det hele taget en yderst vellykket aften inden vi drog hjem mod Askas – glade, opstemte og meget mætte. Og i morgen skulle Ioanna til bestyrelsesmøde i Lægehusbestyrelsen, hvor hun er formand.
Tak for i aften.
(skrevet på efterbevilling fredag d. 11. marts)
EPISTEL 4
Tirsdag d. 29. marts
Mens vi spiste morgenmad i kælderen, hvor der stadig var en del gæster tilbage, blev vi enige om at tage endnu en tur til Katapola, da det viste sig at Blondie også gerne ville have en ny trøje og nye strømper. Heldigvis har vi det vist alle 4 sådan, at turen op over bjergene til Katapola hver gang byder på nye, imponerende udsigter med vekslende lyssætning, ikke mindst nu hvor der er mange skyer i hastig bevægelse henover bugten og bjergene.
Og besøget i den lille hulter-til-bulter butik yderst på havnekajen, hvor man kan købe mange nyttige ting, er altid et besøg hver. Således endte dagens indkøb med en ny trøje til Blondie, men ingen sokker. Til gengæld fik Busser og jeg nye underbukser af en udsøgt kvalitet. Kaffe fik vi imidlertid alle sammen henne i ”Plasticcafeen”, hvor vi også var sidste gang. Et hyggeligt sted med god udsigt, læ for vinden og mulighed for en smøg til Lis. Desværre kunne jeg ikke finde på en livsnødvendighed, som jeg måtte have i boghandlen, så vi kørte i stedet ad den gamle vej og stoppede ved kirken og en altmulig-handel, som vi havde udset. Vi fandt ingen ting af interesse, bortset fra et vejskilt der viste vej til ”Ancient Minoa”, hvilket vakte interesse og måtte prøves.
Det gik godt i starten, selvom der var tale om en lille smal vej, som krævede årvågenhed i svingene mellem murene. Men da vi begyndte på opstigningen begyndte der at dukke små lyde op på bagsædet; små lyde, der efterhånden udviklede sig i retning af mishagsytringer og frygtsomme udbrud, da stigningen øgedes og vejkanten stod skarpt uden afskærmning og skrænter. Dertil kom selvfølgelig så også nogle yderst skarpe sving og kurver, der fremkaldte himmelske hyl og anråbninger inden vi nåede op til en p-plads for foden af et lille kapel.
Men udsigten var fantastisk, hvilket jeg håber også fremgår af billederne.
Da nerverne var faldet lidt til ro efter en kort pause gik det nedad igen, hvilket virkede meget mere overkommeligt, og vi fortsatte nordpå mod Aegiali, hvor vi selvfølgelig måtte en tur indenom ARGO, hvor vi kunne nyde en ”ouzo med mercedes”
Vinden havde lagt sig og vandet var blevet spejlblankt, hvilket selvfølgelig satte ild den fortsatte diskussion om vandtemperatur og badning. Trods konstante løfter om at ville gå ud i det friske vand for om ikke andet så dog at måle temperaturen blev det bare til konstante undskyldninger og udsættelser, som selv ikke det solblanke hav kunne overvinde. Det var næsten pinligt at være vidne til, hvilket jeg selvfølgelig ikke undlod at gøre opmærksom på. Jeg mener: det var da mig, der stod klar med kameraet og ventede på at få nogle uforglemmelige billeder, som jeg kunne sende hjem til de forventningsfulde læsere. Men intet skete; intet virkede. De 3 kyllinger pippede videre på skammeligste vis.
Blondie havde længe skubbet på for at få klarhed over, hvad vi skulle betale for kost og logi. Så da vi kom hjem benyttede jeg lejligheden mens familien var samlet og spurgte. Evdokia smilede skælmsk til mig og sagde sa, at vi ikke skulle betale noget for den morgenmad og de middage, som vi havde fået, mens Mario var mere afventende og lige ville overveje, før jeg fik et svar.
Så om aftenen satte vi os igen til bordet i kælderen sammen med de andre tilbageværende fra festen; men afrejsen stod for døren for de fleste. Vi skulle først afsted fredag morgen og havde altså 2 dage endnu, selvom torsdag vel nok ville blive præget af nedpakning og rejseforberedelser.
Og da onsdagen startede med et voldsomt regnvejr, var der ikke lagt op til vilde aktiviteter, udover at konstatere hvor meget vand der blev liggende ovenpå jorden, som slet ikke kunne absorbere al den væde. Vi havde jo set det nede ved p-pladsen, som var næsten ødelagt af de tidligere regnskyl og hvor der havde dannet sig en sø for enden, så det var umuligt at køre ned til molen og den vej ind til byen. En stor sø som holdt sig i flere dage og stadig lå der, da vi skulle hjem om fredagen.
Men det afholdt os selvfølgelig ikke fra at køre ind til ARGO for at få vores (næsten) daglige middagsdrink sammen med alle de andre stamgæster. Denne dag var det dog lidt trist at se Lukas, som sad derinde og det viste sig at han havde tisset i bukserne, hvorfor han sad på en plasticsæk, som han fik besked på at tage med sig, da han skulle gå. Det var ynkeligt og trist.
Men vejret lagde ikke op til de store udflugter så der blev dekreteret ”fri leg” indtil vi skulle mødes til beforedinnerdrinks på værelset inden middagen hvor vi havde inviteret Evdokia i byen. Egentlig ville vi have været i Langada for at spise på Loudauros, men der var lukket, så vi endte på Kostaraz på torvet i Aegialis, som til vores store overraskelse viste sig at have åbent, skærmet af plasticvægge og store gardiner.
Evdokia fik en kotelet af anselige dimensioner, jeg fik tzutzukakia med spaghetti i en overvældende format, mens de andre fik mere moderate portioner af svinekød med både sovs og kartofler sam saganaki, fava og tzatziki. Dey viste sig at Stefanos (”slagteren”) var kok på stedet, og endnu en gang oplevede vi ham smiske lidt for Evdokia og bekræfte vores mangeårige fornemmelse af, at han gjorde sig store anstrengelser for at gøre sine hoser grønne i den forbindelse. Men det var nu hyggeligt nok, selv om jeg i sidste ende blev snydt, da jeg skulle betale regningen og ikke kontrollerede den helt urimelig sammenlægning. Og dagen efter var det jo svært at indvie Evdokia i miseren. Øv!
Torsdag, den sidste dag, skulle fruerne til frisøren om formiddagen på Aegialis for at få sat lokkerne, så de kunne promenere i Piræus på rimelig vis?
Derefter skulle de sidste indkøb foretages, kufferterne pakkes og vi kunne drage afsted ved middagstid for at tage afsked med ARGO og Petros, Maria og KasketKarl samt alle deres spirende planter og kaktusser. Ved den lejlighed fik vi hilst på et tysk ægtepar, som ofte var på øen, idet de havde bygget et hus inde ved langada-kløften.
Vi fik købt Pulvo og Daktodor på apoteket, mens kiosken var løbet tør for Price. Det måtte vente til Piræus og lufthavnen.
Rejsefeberen spændte kroppen og efter at have spist i kælderen og sagt farvel til familien, kunne vi ordne de sidste forberedelser til rejsen på værelserne inden den typiske sidste nats urolige søvn og tusind tanker i et uoverskueligt mylder.
EPISTEL 5
Hjemrejsen
Vi havde aftalt med både Evdokia og Fani, at vi fredag morgen, hvor vi skulle køre ned til havnen kl. 6:30, kunne tage den store Fiat Doblo med plads til os alle + søster Sofia, som også skulle hjem til Athen, og bare efterlade den i havnen med nøglerne i solskærmen. Færgen skulle sejle 6:55 og vi var alle parate med pakkede kufferter og trætte kæber. Evdokia var stået op for at sige farvel, og hun havde allerede dagen før forsynet os med hjemmelavet abrikosmarmelade, så der var ingen overraskende ekstra pakker, der skulle med hjem.
I havnen så vi et glimt af Nikos, som trods udtalelser om at ville komme til brylluppet ikke dukkede op. Han virkede på ingen måde interesseret i at tale med os eller forklare os, hvorfor han var udeblevet fra både vielsen i kirken og festen på hans arbejdsplads. Han er svær at synes om. Men heldigvis er der så mange andre flinke folk i Aegiali og omegn.
Vi havde kahytter på færgen, hvilket var en god ting, selvom vi sejlede om dagen. Det gav os mulighed for lidt kompensation for nattens lidt besværlige søvn og ekstra opladning til et døgn i Piræus. Og alt i alt betød det selvfølgelig, at vi ankom til Piræus i rimelig form og kunne sende Blondie og Lis i en taxi til hotellet sammen med bagagen, mens Busser og jeg gik den korte vej til Piræus Dreams, mens vi konstaterede, at der nu endelig var ved at ske noget med ”Piraeus Tower”, den høje, forfaldne bygning som i mange år har præget havnebilledet. Hele facaden er pillet af, stilladser sat op og et kæmpe renoveringsarbejde er tilsyneladende sat i gang. (se billedet) I det hele taget ser det ud til, at der sker en meget positiv udvikling i Piræus.
Fine værelser på 6. sal med balkon og udsigt til alle de faldefærdige huse rundt omkring, samt en fin kirke med et – skulle det vise sig – imponerende kraftigt klokkeværk. Inden vi gik på værelserne, skulle vi selvfølgelig byde os selv velkommen på den lille restaurant overfor, hvor vi kunne få et sæt: 4 ouzo og 2 Amstel. Velkommen!
Og så var det alligevel blevet tid til indretning, midlertidig udpakning af det mest nødvendige og – en lur. Hvorefter vi kunne bevæge os ud i Piræus’ pulserende liv på gågaden op mod den restaurant, hvor vi skulle spise: ”Harlequin”, iført de påbudte mundbind. Der var mange mennesker og meget liv og vi blev hurtigt enige om, at det ville være godt med lidt mad. Men, men, men, i Grækenland er der stadig en del restriktioner i forbindelse med Coronaen. Bl.a. skal man stadig – som tidligere i København -vise coronapas i butikker og restauranter og bære maske både ude og inde. Og ikke nok med det. Bøden for ikke at kontrollere det/benytte det er 500 euro (ca.3700 kr) Så jeg skal love for at de sørger for at kontrollere det i både restauranter og butikker. Men det betød også at Blondie & Busser måtte vende tilbage til hotellet for at hente deres coronapas, da de heller ikke havde deres mobiltelefoner med. Surt show, som vi benyttede til at få en raki mens vi ventede og betragtede menneskemylderet.
Efter 20 minutter var de tilbage. Og vi kunne bestille mad, hvilket bl.a. andet indbefattede ”Downtown Dirty Dish” - frittede kartoffelstrips med kretensisk røget svineskinke og 3 spejlæg på toppen. Efterhånden er det blevet en klassiker, når vi skal spise i Piraeus. Og det er toppen! Og fruerne fik frittede zuchinier i rigelige mængder, hvilket ikke havde været muligt på Amorgos.
Et dejligt, voldsomt måltid, en dejlig aften og en rimelig nat i de nye, gode senge.
Lørdag morgen indtog vi morgenmaden på hotellet. Det var som det nu er – men ikke værre. Vi fik forlænget opholdet på vores værelse, så vi kunne få en eftermiddagslur inden afgangen til lufthavnen, hvor vi havde bestil den samme taxi, som hentede os ved ankomsten, til at bringe os ud til lufthavnen igen. Hans navn var John Konzensialis, og vi vil gerne anbefale ham som både præcis, dygtig, venlig og munter.
Dagen blev brugt til en længere tur gennem gågaden med alle dens mange tilbud, som gjorde det nødvendigt for Busser og mig at udføre utallige knæbøjninger, når vi måtte sætte os på bænkene for at vente på udforskningen af de enkelte butikkers mange fordelagtige tilbud. Og Blondie & Lis er et meget grundigt team desangående.
Efterhånden var vi nået igennem gågaden og ned til havnen, hvor vi fandt en overdækket cafe med både varme og rygemulighed og nogle gode kopper kaffe. Fin pause inden vi begyndte hjemturen mod Piraeus Dreams, som egentlig var ganske enkel. Desværre indeholdt vejen også en mindre stigning, som af en eller anden grund tog pusten fra mig, så jeg måtte sætte mig i nogle minutter for at komme til hægterne. En anelse ubehageligt.
Men derefter gik det langsomt hjemad mod hotellet og den lille cafe, hvor vi havde aftalt at tage afsked med en drink.
Klokken 17 blev vi afhentet som aftalt og bragt til lufthavnen sikkert og hurtigt, så vi faktisk var der 1 time før indcheckningen skulle begynde. Men tålmodighed er jo vores dyd og da vi var velforberedte voldte det ingen problemer. Heller ikke at finde frem til den lounge hvortil vi havde fået adgangskort, så vi kunne få både mad og drikke og kaffe og the uden omkostninger. Elegant.
Så var der bare ventetid indtil vi kunne boarde planmæssigt og konstatere, at Lis og jeg havde de første 3 række sæder for os selv, hvilket betød at Lis kunne ligge ned på 3 sæder og sove (hvilket vist ikke var så let). Det betød også at vi fik gratis mad , som imidlertid var ganske elendig (ligesom udturens morgenmad), men jeg slap da for at betale for den flaske mousserende vin, jeg bestilte. Havde jeg bare vidst….
I lufthavnen ventede Maria som aftalt og bagagen kom lynhurtigt, som noget af det første og snart var vi på vej hjemme, efter en tur med mange fantastiske oplevelser og erfaringer.
