2. EPISTEL TIL DE EFTERLADTE (fortsat)
. Det oplevede vi allerede om natten da vi ankom, hvor Fani blev tydeligt overrasket, da hun vågnede og skulle ned til havnen med en bil. Om morgenen, hvor vi mødte folk i restauranten var det også vores indtryk at alle blev overrasket og heldigvis også glædeligt. Evdokia dukkede ikke op på det tidspunkt, så vi valgte som noget af det første at finde hende, hvilket vi gjorde ovre ved ”bilklargøringen”, hvor hun var i gang med at støvsuge en bil. Og jeg lyve næppe ved at sige at overraskelsen trak vandet frem i den lille kvindes øjne, mens hun var stum af forbavselse inden hun kunne knuse og kysse os velkommen. Det var hjerteligt og glædeligt og en vellykket overraskelse.
Som det vist blev antydet i forrige epistel, er det lokale wi-fi system ikke helt uptodate. Det viser sig bl.a. ved at jeg er ude af stand til at uploade de billeder, jeg så ivrigt har vandret rundt for at tage, så i med egne øjne kunne se, hvilken forvandling øen kan tage, når den bliver overspulet med vand en hel vinter igennem. Selv om vi har oplevet noget lignende før, er det stadig imponerende, når bjergsider og jordstykker fremstår lysegrønne og gule med et væld af blomster og friske blade på træer og buske. Det skal selvfølgelig ses – og det er altså umuligt fordi systemet er så langsomt at det ville tage timer at uploade et enkelt billede af normal størrelse; hvis det overhovedet kunne lykkes. Så det får vente til vi kommer hjem – i slipper ikke for de mere end 200 billeder, det nok ender med. Jeg har selvfølgelig snakket med Marios om det, og han kan fortælle grumme historier om håndværkere af forskellig observans, som ved gentagne uheld har forulempet systemet, hvilket hver gang har gjort det langsommere efter reparationen. Mest absurd er det, at der ude i vejen er nedlagt en fiberledning, som går op til Tholaria, men hvorfra man ikke kunne ligge et stik ind til Askas. Og som en ekstra bonus kappede man vandledningen, da man skulle grave ud til kablet. Så ingen billeder til tiden.
Derfor kan I heller ikke se billeder af endnu en ændring, som jeg ikke har nævnt endnu: i muren langs vejen er der lavet plads til en port. Ikke som en ny indgang, men som en indkørselsmulighed, når Askas modtager varer til f.eks. fryseanlægget, så man slipper for at skulle bære alle varerne ude fra vejen eller p-pladsen lang væk. Jovist har de travlt. Og jeg har da også tænkt mig at gøre opmærksom på de voldsomme revner, der er i balkonerne. Især der hvor de bærer gelænderet.
Mens Lis i går blev pedi- og manicureret hos Petra gik jeg et tur rundt om og ind igennem byen, hvor jeg kunne konstatere, at der er et stykke vej til, at man når op på fuld kapacitet. Det blå Kapel ligger øde hen uden stole og borde og ind i kafeens mørke sidder Georgos ubevægelig og kan ikke ændre noget på det; men en dame, som vi ikke kender, går dog rundt og rydder lidt op, laver kaffe og maler også mure og trapper udenfor. På Asteria var der heller ingen borde og stole, men der blev malet hvide streger på gulvet, mens Katina og den lille cafe på havnen havde åbent. I det hele taget var der en del aktivitet omkring istandsættelse og vedligeholdelse, som vel skal være på plads til påsken, som begynder i morgen.
Efter at have ventet sammen med Maria i mere end en rum tid på Lis, dukkede hun endelig op så vi alle 3 kunne køre en tur til Tholaria og blive overvældet af både den fantastiske udsigt til de blomstrende bjerge og af den fuldstændig hæmningsløse vind, som hærgede by og omegn på toppen. ”Frikadelle-Yannis” havde lukket, så det blev til sodavand på det lille torv ved siden af kirken inden vi begav os på en rund- og optur omkring byen, hvor både sind og krop blev gennemblæst.
Efter en lur og kaffe med kiks begav vi os ved 18-tiden sammen med Maria ind langs promenaden, hvor det eneste åbne sted var Petros multiforretning med servering, hvor vi kunne få 3 ouzo med meze inden vi fortsatte ind mod byen og Katina, hvor vi besluttede at spise, da der ikke sad meget mere end 2+1 på Amorgian nede ved havnen.
På Katina var der til gengæld stuvende fuldt, men vi fik alligevel hurtigt mad: kalamares, tzatziki, rødbeder, saganaki og amorgos- salat tilsat lokal retsina og cola!! Og selvom jeg syntes at vores kalamares var alt for seje og dårligt tilberedte var det en hyggelig middag. Blandt andet også fordi vi mødte den gamle kok, som for mange år siden startede på Askas inden han kom til Katina. Nu var han pensioneret, og så ud til at nyde det, selvom han vist aldrig fik sparet nok sammen til at åbne sin egen restaurant. Så vidt jeg ved pt.
Hjemtur i mørket og ventende tæpper og lagener i et organiseret virvar, mens AC’en kørte.
Dagen efter (tordag) var det Marias tur til en -cure behandling hos Petra. Og ikke nok med at der bliver arbejdet med hænder og fødder, der sker også en heftig informationsudveksling. Således havde Lis dagen før fået at vide, at en af brødrene, som havde Celini på Promenaden var død, hvorfor hans bror havde solgt sin del. Derfor var der nu en større renovering i gang. Maria havde tilsyneladende fået en grundig indføring i påskens kirkelige ceremonier og traditioner; ikke mindst i de mystiske handlinger og relikviers symbolske og reelle betydning.
Allerede den første nat, da vi ankom fortalte Mario os, at der i den daglige drift var sket visse ændringer i opgaver og ansvar. Mest markant er det nok, at Evdokia nu helt har trukket sig ud af restaurationsarbejdet og udelukkende helliger sig sin biludlejning og rollen som bedstemor for Fani & Marios børn. I stedet bruger fam. Lefteri nu mere tid i restauranten, mens Ioanna fortsat sidder i receptionen om formiddagen og tager sig af bookingerne, mens Mario tager over om eftermiddagen og aftenen. Fani og Bopi’s Nikos er til daglig i biludlejningen nede i byen, medens Themis, som skulle have stået for rengøring og vedligeholdelse af bilparken, er ”forsvundet” og ikke dukket op efter ½års søgning!! Til gengæld er kokken den samme som sidste år, hvilket måske ikke alle er lige begejstret for.
Selv om man er fløjet 3000 km mod syd spiller vejret og vejrudsigterne stadig en meget stor rolle for en del. Og selvom vi må nøjes med 17-18 gr om natten og 20-25 gr om dagen, samt en hel del skarp sol, er det jo rigtigt at der også har været enkelte kortvarige dryppende byger. Men frygten for ”blodregn” fra Sahara er overvældende. Tænk på alle de nymalede huse og veje, og bilerne, som skal vaskes en ekstra gang. Og de hvide kjoler! Det’ fan’me uhyggeligt! Men måske er det allerede overstået uden synlige katastrofer, for i morges da vi skulle køre til Katapola var vores lille røde Skoda dækket af: fint, rødligt støv i et tynd lag. Blodet havde flydt i nat, uden at vi havde opdaget det. Pyha!
Men tilbage til torsdag, hvor vi besluttede os for at gå over til Levroso og besøge Petros da Maria havde rubbet neglene. En dejlig tur i behageligt vejr, lunt uden stikkende sol, hvor vi udover de fantastisk mange blomster også kunne se resultater af den stride regn som havde hærget på de kanter: nedfaldne og sammenskredne stier og dybere grøfter og revner i jorden. Men som sagt: fint pakket ind i grønne og gule buske, masser af blomster og grønne blade. Tilmed blev vi på vejen også stoppet af en glad Frikadelle-Yannis, som kom kørende i sin PickUp og resolut rullede ruden ned for at hilse og fortælle, at han var blevet bedstefar for 14 dage siden, men at han da ville åbne restauranten her til påsken, hvilket vi selvfølgelig vil udnytte.
Knap så fint var det at Petros’s cafe var lukket med kæde og hængelåse, når man nu endelig var nået frem – ligesom i øvrigt også den nye beach bar var det. Så tilbage igen og plukke, plukke blomster på vejen, inden vi gik ind til den middagsforberedende hvile.
Vi besluttede os for at køre til Langada og i første omgang satse på en restaurant oppe på torvet. Der var nu kun 1 åben, men da vi bestilte ouzo og lemonade fik vi et klart indtryk af, at det ville blive en sen aften at spise der, så vi besluttede at drage videre ned gennem byen, hvor folk i øvrigt strømmede mod kirken. Bl.a. også Ioanna i ført meget høje, sylespidse stiletter med lille Lefteris i hånden. Den største overraskelse var dog Markos’s datter Paraskevi, som også var på vej i kirke og shinet up i en grad, så vi næsten ikke kunne kende hende: tynd og smuk med et flot krøllet hår og smart tøj. Det krævede en skål for både Lis og mig.
Hos Nikos var der fuldstændig fyldt, så vi endte ned hos Yannis, hvor der også sad en del indenfor – bl.a. Yannis selv. God mad og hyggelig snak – og dejligt at se mit maleri lige neden under billedet af Yannis far. Og så var der jo kun den lange tur op til torvet og videre ud til bilen, som selvfølgelig holdt på den fjerneste p-plads.
For at læse : MANDAG D. 29. APRIL 2019 - 3. Epistel til de fraværende