CORONA 2020

 

 

Selvfølgelig er det svært ved hjælp af bakspejlet at få skabt det korrekte billede af forløbet. Men allerede i slutningen af vinterferien, uge 8, snakkede vi da om at der var en læge på Tenerife, der var blevet smittet af den kinesiske influenza, som man frygtede skulle udvikle sig til en verdensomspændende pandemi. Grunden til vores bekymring var nok at Niels og Annemette skulle komme hjem om mandagen med fly fra Tenerife, og vi havde da allerede hørt og set om smittefaren og udviklingen i Wuhan-provinsen i Kina
Men de kom ubesmittede hjem og i løbet af ugen (9) dukkede de første advarsler op herhjemme, hvor man blev opfordret til at undgå fysisk kontakt, at komme tæt på hinanden og huske at bruge håndsprit og -vask.
I weekenden var vi om lørdagen inde og spise hos Maria sammen med Mads, og på vejen derind kørte vi til Fløng for at ønske Simon tillykke med de 41 år. Jeg er ikke sikker på at alle ”reglerne” blev fulgt der. Men vi snakkede om det og mindede hinanden om de lurende farer.
Dagen efter, om søndagen, havde vi besøg af Emil & Dida, hvor vi nok snakkede om det nye ”fænomen” - Covid 19, som det nu hed, men næppe følte os i farezonen. Vi havde det i hvert fald gevaldigt hyggeligt.
I den følgende uge tog det imidlertid fart med ekstraudsendelser i TV og pressekonferencer med en meget indtrængende og alvorlig Mette Frederiksen flankeret af diverse ministre, embedsmænd fra sundhedsområdet og ministerierne samt politiet. Der blev både henstillet og meddelt restriktioner og forbud og snart var alle butikscentre lukket sammen med restauranter, koncertsale, forlystelsesarrangementer og sammenkomster med mere end 5 personer. Folk fløj ud af lejligheder og huse, og den første aften blev der hamstret toiletpapir i store mængder som en virkelig festlig illustration af, hvordan nationen følte sig på skideren, selvom en masse alvorsmænd og -kvinder prøvede at forsikre os om, at der ikke ville blive varemangel.
Men tingene udviklede sig med daglige, TV-transmitterede pressekonferencer, som efterhånden gav stof til at de dygtige journalister kan fylde hele aviser med beretninger og overvejelser omkring Corona-virus og selve sygdommen Covid 19, som – viste det sig hurtigt – er i gang med at sprede sig til hele verden. I første omgang til Italien her i Europa, hvorfra vi importerede nogle af de første smittede skiturister under stor medieovervågning. Ikke mindst fordi den allerførste var en journalist fra TV2. Han blev virkelig fulgt til dørs helt ind i karantænen. Men snart ændrede billedet sig med flere tilfælde og en mere generel tilgang til de forholdsregler, man var nødt til at træffe. Ikke mindst da man så, hvordan udviklingen skred frem i Italien, hvor hospitalerne efterhånden blev overfyldt og dødstallene fortsatte med at stige hver dag. Og pludselig var Spanien også med på vognen.
Og langsom blev Europa lukket sammen; ikke som en enhed, men hvert land lukkede sig om sig selv. Grænsevagter, politi og hæren blev sat ind og EU var ude af stand til at koordinere og sætte ind med en samlet indsats. Håndsprit og ”værnemidler” blev en mangelvare, som uslinge endda trængte ind på hospitalerne for at stjæle.
Der er ikke længere tale om en sundhedskrise, men også en økonomisk krise, da mange erhvervsvirksomheder mister kolossale indtægter og mange folk bliver fyret. Og med de gentagne advarsler og skræmmende billeder fra Italien og Spanien stod det jo også klart for os alle 4 her i Frøhaven 14, at vi måtte indstille os på ”fælleskarantæne” da både Per og Mette arbejder hjemme.
Så de sidste gæster, vi har haft er Rie & Michael, som kom til frokost på St. Kuffertdag, d. 15. marts. Til en meget specielopdækning, hvor vi sad 1 på hver side og for enderne af bordet og undgik nærkontakt. Men det var meget hyggeligt.
Nu er vi bevæbnet med håndsprit og gummihandsker og har lavet en aftale om vedrørende indkøb: jeg er chauffør og Mette går i butikker, mens jeg venter udenfor. Og så er alle planer om påske i Sverige skrinlagt, ligesom Lis’s Londontur sammen med Mette og Lise er aflyst. Det gør det også lidt sværere at både Maria og Mads tilsyneladende har været ramt med feber og hovedpine; men ikke i så alvorlig grad at de har været i behandling, og da der er gået 14 dage siden vi har været i kontakt med dem, må vi tro på, at vi ikke er blevet ramt af deres evt. smittevirus.
Hvorvidt vi kommer til Amorgos som planlagt d. 22. juni er nok meget tvivlsomt; men vi venter med at neslutte os til vi ser udviklingen både her og i Grækenland, hvorfra vi også har fået meddelelser om, at de er ramt og må isolere sig i familierne.
Desværre kom det største chok, da vi i weekenden blev ringet op af Claus Giversen, som fortalte at Bente, hans kone, nu lå i respirator på Glostrup Sygehus. Nogle dage efter ringede han igen og fortalte, at hun nu også var lagt i dialyse i 3 dage i håb om at det ville hjælpe. Lige nu ved vi ikke mere, men i morgen kan jeg ringe igen og høre om der er nyt. Oven i den historie kunne Claus også fortælle at Lone Fridorff, Ole Ovesens kone og tidligere kollega på Sengeløse Skole var død; han kunne dog ikke sige om det var Corona-relateret eller skyldtes noget andet.

 

TORSDAG D. 26. MARTS 2020

Så fik jeg da endelig taget hul på det her projekt med at skrive lidt ned om disse mærkværdige dage og uger, muligvis måneder, hvor vi skal isolere os og undgå fysisk kontakt med folk udenfor matriklen. Holde afstand og spritte af!
Men det er stadig et problem for mig at finde den rigtige ramme og disposition for projektet. Så foreløbig sejler jeg bare derudaf, som solen skinner og vinden lægger sig, med dagbogsagtige notater, momentære indfald og tanker i forbindelse med diverse nyheder og TV-udsendelser. Og livets gang i Frøhaven.
Som f.eks. den konsekvente brug af begrebet ”danskere” i stedet for ”indbyggere”, ”borgere” eller ”folk” – samtidig med en tiltagende understregning af det nationale gennem fællessang, pigekoret der synger danske sange, mere dansk musik i radioen og brugen af dronningen som fællesnævner.
I virkeligheden blev jeg først opmærksom på det gennem et læserbrev i avisen; men sådan virker det vel også bedst. Langsomt, ubemærket og snigende lusker svinehunden rundt til ”Pianisternes” savlende glæde. Men det er trist at Mette Frederiksen, som ellers har gjort det flot, uden blusel overtager den sprogbrug.
Lige nu sidder jeg i Muleriet, i 25 gr pgr.a. solen som har været fremme det meste af dagen, uden dog at kunne producere mere end 7-8 gr udenfor. Tilmed sidder jeg også og lader mig drive af frem af dansk musik: GASOLIN – på alt for små højtalere. Men det virker – og bringer mig i virkeligheden tilbage i tiden, til Sofiegården og mødet med ProvoKnud, Allah eller Gud?
Dagen startede ellers med noget helt andet musik: Lis er begyndt at høre morgensang med Phillip Faber, lederen af DR’s pigekor. Han starter kl. 9:05 med lidt sanggymnastik inden han præsenterer 2 danske sange, hvor han selv akkompagnerer på klaver. Jeg betvivler ikke hans dygtighed, men jeg kan ikke li’ hans stemme og syngestil, som for mig virker meget gammeldags og traditionel ”fin”. Men selvom Lis dog ikke synger med, nyder hun det meget, da hun ofte kender de fleste af teksterne. Og bagefter kan hun finde proselytter i omgangskredsen, som også er begejstrede for initiativet, hvilket kan afstedkomme megen telefonkommunikation.
”Eftersovningen” (avislæsning og morgenlur efter morgenmaden) fungerer stadig fint, nu dog begrænset af ovennævnte morgensanger, som sørger for at det ikke trækker ud. Men herefter starter ”rengøringsfasen”, som ikke bare handler om sjæl og legeme, men også vinduer, døre og paneler. I dag blev de dog afbrudt af Mettes entre, da hun ville forhøre sig om muligheden for en bytur til Taastrup, hvor hun havde et ærinde på ”Solgården” med efterfølgende tur til Kvickly. Den var vi med på og Lis ville gerne på paradetur gennem Taastrup Hovedgade – som passager uden tilladelse til at forlade bilen. Og jeg medbragte mit kamera for måske at få nogle billeder af de tomme gader og pladser.
Og der var tomt de fleste steder – med undtagelse måske af indgangen til Kvickly, hvor Lis og jeg holdt i ½ time, mens Mette var inde og handle for os alle. Og bagefter blev der så mulighed for en tur op og ned ad alleen, hvor de fleste butikker var lukkede. Men tøjbutikker, ejendomsmæglere, blomsterhandlere, apoteket og Aldi havde da åbent. Samt Flügger og støvsugerforretningen. Dejligt med så mange ledige p-pladser!
Nem hjemtur, hvor vi kunne nyde oplægget til den nye forlængelse af Høje Taastrup Vej, som skal forbinde Taastrup Hovedgade med det nye city-område ved City 2 og stationen. Ikke meget trafik og slukkede trafiklys gør det behagelig nemt.

 

 

 

FREDAG D. 27. MARTS 2020

Morgenmad med hele udtrækket: æg og bacon, friskpresset appelsinjuice og en morgensol, der er lige ved at brænde hul i rullegardinet, mens jeg prøver at finde andet læsestof i avisen end det, der handler om Corona. Om ikke andet er der jo At Tænke Sig.
Phillip Faber synger morgensang efter de indledende gymnastiske grimasser, mens jeg gør mig klar til morgenoprydningen og dagens dont: indkøbsturen med Mette, som i dag går ned til Fiskebilen på Axeltorv, hvor der er en del mennesker i spredt orden. Næsten monumentalt som de står der i solen og holder afstand.

 

De temmelig øde gader fik Mette og jeg til at snakke om indflydelsen på klimaet og CO2-nedgangen på grund af den manglende trafik. Vi havde begge læst notitser om, at effekten faktisk var så stor, at hvis det fortsatte ville vi kunne nå klimamålene mht CO2-udledning. Hvorefter der selvfølgelig ikke var langt til en konspirationsteori om, at det sikkert var ”Klimatossernes Aktions Styrke” (KAS), der med dette ædle fortsæt havde sluppet den coronære virus løs i netop Kina, hvor luftforureningen jo angiveligt er enorm. Kineserier siger jeg bare.
I forbindelse med avislæsningen og Morgen-TV’s nyhedsudsendelser, kom vores snak også til at dreje sig om skismaet mellem sundhed og økonomi, hvor der på en eller anden måde er sket en drejning hen mod en større opmærksomhed på og omtale af omkostningerne. I virkeligheden bare en gigantudgave af diskussionen om medicinudgifter til helt specielle og ultradyre lægemidler, som dukker op med jævne mellemrum, når der dukker nye, dyre lægemidler op og der skal tages stilling til om det er rimeligt at betale millioner for en enkelt patients behandling.
Og imens diskuterer diverse specialister og politikere om fejl og mangler og forkerte handlinger i den foreløbige indsats mod epidemien. Og så kan det godt irritere lidt at se Sundhedsdirek-tøren, som jeg egentlig synes har gjort det rigtig godt i det urolige, klippefyldte farvand mellem klogeÅge specialister på frihjul og politikere med skjulte dagsordner, skulle undskylde og forklare hvorfor der ikke er blevet testet mere. Ikke mindst fordi svaret er mere end kompliceret og sammensat af mange forskellige årsager. Dertil kommer så også interviewet i morgenavisen med direktøren for Seruminstituttet, som sagligt forsvarede den kurs, man havde haft. Det er nemt at blive forvirret på et højere plan.
Men egentlig sker der jo ikke så meget nyt – udover byturene og de tanker, det kan sætte i gang, samt den daglige tur med Bosco, hvor Lis er begyndt at deltage, mens Per og Mette sidder hjemme og arbejder. Til gengæld sørgede Mette så for at isterningerne klirrede i Aperolglassene, da vi vendte tilbage og kunne sætte os i solen på terrassen, hvor vi et øjeblik kunne forestille os at det var rigtigt forårsvarmt.
Men udsigten til sommeren er stadig noget uklar.

 

LØRDAG D. 28. MARTS 2020

”Det regner stadig i Athen på Kreta og på Rhodos!”, kunne Lis som sædvanlig meddele mig under morgenmaden, mens hun nød lørdagens rituelle blødkogte æg. Hvilket fik mig til at mindes Evdokias blødstegte bacon, som er en stor kontrast til Lis’s foretrukne sprødstegte version. Og videre farer tankerne selvfølgelig så til situationen på Amorgos. Hvor slemt er det med Coronaen dernede? Vi har fået lidt besked fra Maria campingdatter, som fortalte at de nu alle blev i deres huse – illustreret med en kort video af P-pladsen i Langada, som lå helt øde hen. Samme besked har jeg i øvrigt også fået fra Mario. Men Maria kunne også fortælle at I forbindelse med ”den græske nedlukning” var der en masse mennesker, som var søgt ud til øerne, hvilket Maria udlagde som et eksempel på ”skøre grækere”; for på den måde fik man jo blot eksporteret sygdommen ud til øerne, hvor der hverken er udstyr eller medicin til at behandle eventuelle alvorlige tilfælde. Af samme grund er onkel Yannis blevet i Athen, selvom han gerne ville have været hjem efter et hospitalsbesøg pga. tarmproblemer. Så det tyder jo på at de også der er ved at komme i gang med epidemien. De har da også fået at vide, at de skal holde Askas lukket indtil maj, så det bliver spændende hvornår og hvordan der bliver adgang til øen på nogenlunde sikre vilkår, for også færgerne sejler kun med et begrænset antal passagerer.
På Johns Hopkins interaktive kort over smittespredningen står der 966 konstaterede tilfælde og 28 døde i Grækenland lige nu.
Også den blå, blå himmel kunne vække minder om Grækenland; men kun lige til jeg kom udenfor døren for at hente avisen. Det var rigtig koldt, da solen jo også kun lige var stået op. Men den var på vej, og den skinnede og skyerne ville først komme senere på dagen. Så det handlede om – efter avislæsning og efterlurning – at komme ud og ”få lavet noget”. Og ”noget” var i dagens sammenhæng vask af Muleriets vinduer og rammer, som efter en ihærdig indsats af især Lis & Mette gav et fint resultat med mange kolde fingre, som dog fik det bedre efter en pause i solen og læ på terrassen.
Maria havde bebudet sin ankomst til et udendørs afstands-besøg. Og selv om hun havde medbragt et yderst velsmagende, hjemmebagt brød med tilhørende parmaskinke var det en kølig omgang; men dejligt at se hende frisk igen efter en periode med feber og Covid-tegn.
Det blev lige til en lur inden Estersvej-Banden dukkede op, som de havde meddelt på Messenger. Endnu et Terrasse-møde, men denne gang i bedre indpakning og i højt humør. Besynderlige omgangsformer udvikler sig. Ingen knus og berøringer og konstant opmærksomhed på, hvor man sætter sine fingre og hvor langt væk folk er. Men sjovt og hyggeligt at se familien selvom det kun er kort tid i kulden.
Aftenens menu bestod af take away fra Sallies i Albertslund. Fish & chips og en enkelt burger, som Mette havde bestilt til afhentning 17:05. Alternativet havde været 19:10 – resten af dagens tider var udsolgt. De har udlevering fra 12 til 20, så det siger noget om succesen med dette initiativ. Og så smager det ovenikøbet godt; ikke mindst når vi sætter os sammen i karantænelejren og holder lørdags-middag med både rødvin og Aperol, mens vi runder dagen af og fryder os over ikke at være coronaramte.
Alligevel snakker vi da også om, hvor længe det skal vare. Heldigvis har Mette & Per mulighed for at arbejde hjemme og vi kan få købt ind uden at udsætte os for urimelige farer, selvom vi er på det rene med, at det ville være katastrofalt hvis Mette uforvarende blev smittet trods al hendes påpasselighed. Derfor må vi jo også undgå nærkontakt og fortrinsvis mødes ude i haven, hvilket selvfølgelig har været nemmere i disse dage med sol og klar himmel.
Og jeg må indrømme, at jeg er Corona-mæt. Så når jeg skal læse avisen om morgenen går det hurtigere end normalt, idet jeg kun læser enkelte artikler vedrørende epidemien. Og det undrer mig ikke at chefredaktøren i dagens føler behov for at retfærdiggøre avisens mange indlæg om diverse mere eller mindre kendte, såkaldte fagpersoners skepsis og besserwisser-trang. Desværre efterlader avisens indhold ofte indtrykket af større interesse i at udbygge og forstørre uenigheder og mulige divergenser i opfattelsen af, hvordan tingene skal gribes an. Det vil da altid kunne lade sig gøre at finde højt betitlede professorer og andre akademikere og videnskabsfolk, som har brug for at lufte lidt selvpromoverende skepsis. Og hvad så, hvad skal vi bruge det til? Vi har da ikke en chance for at vurdere eller sammenligne de forskellige data og holdninger. Og nemmere bliver det ikke, når avisen holdning svajer som et siv i forårsvinden.
Forleden dag så jeg et klip i TV fra en udsendelse, hvor 12 personer efter en fælles beslutning skulle bære en uhyre tung kiste 15 m, og jeg tænkte på, hvad der ville ske, hvis bare en af personerne undervejs mistede modet eller kræfterne eller troen på projektet og stod af eller mistede grebet. Ikke alene ville kisten falde til jorden, men der ville også være en risiko for at en af de andre kom til skade.
Så er det skønt at se og fornemme, hvordan de fleste herhjemme dog stadig løfter i flok og går i samme retning.

 

 

MANDAG D. 30. MARTS 2020

Jeps. Jeg kom hviledagen i hu og fik ikke skrevet et ord. Ligesom Kristeligt Dagblad, der heller ikke udkommer om søndagen. Mig og de kristelige! Til gengæld havde de i fredagsudgaven en interessant artikel, som ikke handlede om frk. Corona, men derimod om migrantkrisen i Grækenland, set i et historisk perspektiv. Temaet var en sammenkædning af den øjeblikkelige tyrkisk-græske konflikt og det yderste højres forsøg på gennem konflikter og optøjer på øer som f.eks. Lesbos at puste til frygten for en tyrkisk aggression og muslimsk overvægt gennem flygtningestrømmen baseret på historiens eksempler, hvor grækerne blev fordrevet fra Tyrkiet, ihukommende at Grækenland som det land, vi kender i dag, jo kun har en ganske kort historie startende i 1829, efter mange år med osmannisk undertrykkelse dominans.
I artiklen understreges det også at grækerne grundlæggende har en venlig og gæstfri holdning til fremmede, hvilket vi jo også har oplevet gennem alle årene på Amorgos (philoxenia), men der er ingen tvivl om at den politiske højredrejning og EU’s manglende opbakning til løsning af migrantproblemerne på de østlige øer, har skærpet tonen. Og Corona-krisen vil næppe afhjælpe dette; slet ikke hvis smitten pludselig bider sig fast i en overfyldt flygtningelejr på Lesbos.
På besynderlig vis blev det der med ”hviledagen” dog ikke helt bogstaveligt; måske mest pga. den skarpe sol, som afløste sommertidsmorgenchokket og det fine, hvide snetæppe, som lå over hele området og mindede os om den vinter, vi aldrig fik. Men så fik vi jo så meget andet!!
Men altså: på trods af let frost og snedække, skulle der – inspireret af solen - pudses og vaskes vinduer i Muleriet, anført af Lis & Mette inc. Mit job bestod hovedsageligt i at kalde til mådehold og vride klude op i stride strømme indimellem vask af de højtsiddende dele med en smart, selvvridende moppe.
Forinden var det dog også lykkedes Mette og mig at komme en tur i byen, til Netto i Hedehusene, hvor Mette var ved at fare vild pga. en moderniserende ombygning, som hun ikke havde oplevet før. Men det gav os også en mulighed for at køre over den nye bro, som forbinder Hovedgaden med Nærheden, og som blev indviet i al stilhed forleden dag. Et flot syn og en rigtig god ide, som forhåbentlig bliver til glæde og gavn for en ellers kedelig by.
Om eftermiddagen dukkede Jan & Helle op med 2 blytunge, frosne fasaner og en snak på afstand. Fra vinduet til vejen.
Og på næsten traditionel vis stod den på take-away aftenmenu. Denne gang fra Saliies i ASlvertslund, da vores egen Race-Hall har lukket. Burger og Fish& Chips kan blive til et herligt måltid med en Aperol eller et glas rødvin til.

 

Det kan jo være vanskeligt at skelne ugedagene fra hinanden. For Lis og mig hjælper det med ”pilleriet”. Dvs. de dage hvor vi skal fylde vores pilleæsker til hhv. 1 uge og 14 dage, det sker som regel om søndagen. For Per og Mette handler det om arbejdet, der skal passes, hvilket nogle gange kan være svært at huske for os; men vi prøver ihærdigt, så der kan tages hensyn.
Efter morgenens deprimerende avislæsning og deraf følgende snak om fremtidsperspektiver og muligheden for at undgå smitte, debattens langsomme drejning fra sygdom til samfundsøkonomi og frygten for Italienske og Spanske tilstande, sang Phillip Faber endnu engang morgensang og Lis gik på loftet for at få ryddet op i gemmerne, hvilket førte til udsmidning af bl.a. flere VHS-videokassetter med gamle optagelser, som vi alligevel ikke kan se i dag. Men det førte da også til nogle skønne gensyn med gamle billeder og dertil hørende oplevelser og en snak om, hvem der mon er interesseret i alt dette efter os?
En glarmester blev hidkaldt for at give et bud på, hvad det vil koste at skifte 6 ruder ud i Muleriet med de 6 ruder, som vi har fundet på loftet over garagen. 500 kr i timen, og en ny rude koster 7-800 kr! Så vi nøjes med de 6 gamle, vi har. Måske allerede inden påske.
Sneen er næsten forsvundet og i morgen åbner genbrugspladsen forhåbentlig.
Og jeg har lige fået en nyhedsmail med titlen:
Hvornår bliver det for dyrt at redde et menneskeliv?