EPISTEL 1
MANDAG D. 28. AUGUST:
Det var dagen hvor vi rejste fra København med et 3 kvarter-forsinket SAS-fly. Måske var det denne forsinkelse, der slog igennem, så jeg også er blevet flere dage forsinket med at komme i gang med epistleriet.
I hvert fald er det nu blevet lørdag d. 2. september, klokken er lidt over 12 og fruerne er hos Petra for at få ordnet negle! Poul går en tur i det frembrudte solskin efter en morgen der bød på både skyer, vind og bølgebrus på morgenstranden. Og alligevel var vandets temperatur stadig 25 grader – hvilket dog ikke var nok til at lokke fru Madsen ud i de lidt voldsomme bølger.
Det tog os også nogle dage at komme over rejsestrabadserne: at stå op
to dage i træk kl. 5 om morgenen og derefter være mere eller mindre på det meste af dagen, er ikke just guf for Frøhave-pensionisterne. Så går det lidt bedre for 24-timers dynamoen fra Gadager og hendes liflige mand, som er i stand til at sove effektivt hvor som helst og når som helst. En beundringsværdig egenskab, når den kombineres med en velkontrolleret selektiv hørelse og hukommelse.
Og tilmed har vi måttet erkende, at fortidens evne til at holde motorerne i gang ved tilsætning af heftige, højpotente additiver med oktantal langt over 110, slet ikke fungerer mere. Således kunne vi ved ankomstens til Katapola i tirsdags konstatere, at vi havde klaret turen på en kop kaffe og en enkelt, lille (33cl) øl samt vand i forskellige mængder.
Ikke overraskende kunne vi derfor fejre ankomsten med en ouzo og mezes inden vi tumlede om på sengene.
Tirsdag havde vi travlt med – efter morgenbadningen og et herligt morgenbord i restauranten, at bringe orden på værelserne, finde os selv og gå ind til byen og det første bønnemøde i kapellet. Gensynsglæde er en dejlig ting på alle niveauer, så det blev også til et fint besøg på Argo med både sandwich og øl og en snak om den tyske film, som delvis er blevet optaget der.
EPISTEL 2
Onsdag blev på en måde den første ”almindelige” dag, hvor vi egentlige ikke havde projekter eller planer, bortset fra at vi om aftenen ville spise på Asteria, hvor vi skulle have mindst 1 Pizza Special!
Indtil nu havde vi ikke haft problemer med at gå igennem Lakki om morgenen hvilket også Evdokia havde været spændt på at høre om. Men om eftermiddagen fik Annelise den gode ide at vi – efter en badetur - skulle gå ind på Lakki og få en ouzo. Som sagt, så gjort og da vi skulle betale og gå opdagede vi, at ”Hvalrossen Niki” sad i udestuen sammen med Sofia og Anita (Sofias datter). Efter lidt snak om, hvordan vi skulle forholde os, valgte vi den afslappede og smilende ”kalimera, kalimera, ti kanete?” og til vores store overraskelse fik vi 3 store, vinkende smil retur. Jeg ved at en smilende hvalros kan være være et faresignal, men denne gang virkede det afslappet og næsten naturligt.
Da vi kom tilbage til Askas fortalte vi naturligvis Evdokia om denne bizarre oplevelse, hvortil hun med et typisk hvinende grin sagde: Det er da fordi hendes mand er død. Det er derfor hun smiler!!!!
Morbidt måske, men bemærkelsesværdigt.
I hvert fald bevæger vi os nu gennem Lakki med en smule større tryghed – og helt, helt stille.
Mht. den tyske film ”Tôchter”, som er delvis optaget her i Aegiali, har vi aftalt med Fani, at vi laver en filmaften nede i restauranten, hvor vi kan se den i fællesskab på det store fjernsyn. Hvis ikke Petros og Maria kan deltage og se deres egne lokaliteter fungere som kulisser, må de låne filmen og se den selv. Hvordan vi skal gøre med Nikos er mere svært, for vi ser ham sjældent og han virker ikke interesseret i kontakt. Pt sidder han oppe i konditoriet og spiller skak på sin pc – fuldstændig afsondret fra alt omkring ham. Og selvom han i går aftes lovede at komme i kapellet vel vidende at vi alle ville være der på et bestemt tidspunkt, dukkede han ikke op. Det er selvfølgelig hans problem, men jeg håber da bare at han har fået en kopi af filmen, hvori han selv medvirker.
Efter aftenmessen i kapellet, som nu bestyres af Georgos datter, Uranía, med den største af sønnerne som messedreng, fandt vi op til Asteria og det reserverede bord og fik hilst på Mikés, som nu havde 2 børn og ventede en tredje. Og sønnen hed i øvrigt Markos efter sin farfar.
Der blev bestilt en pizza til Poul og mig, og for en sikkerheds skyld bestilte vi også en saganaki, da Poul jo havde erklæret at han nok kunne spise en hel pizza alene. Lis og Annelise nøjedes med zucciniballs og en græsk salat. Situationen var klassisk, da vi efter 2/3 af ”kagen” måtte indse, at det ikke blev i dag, vi fik spist det hele.
Vel hjemkommet til Askas fik vi en aftale med Fani om leje af bil den næste dag, torsdag fra kl 12 - i 3 dage.
EPISTEL 3
Klokken er 8, det er søndag og for 1½ time siden spankulerede Mette og Lene kahytfriske ind i restauranten på Askas samtidig med at vi kom ned ad trappen. Utrolig synkronisering.
Evdokia var parat og efter en hjertelig velkomst og knuseri blev der serveret morgenmad med ristet brød og spejlæg, kaffe og frisk appelsinjuice, mens Mette de snoede vejefortalte om turen og spurgte til vores oplevelser. Dejlig velkomst, selvom der endnu ikke er et værelse parat.
Men i tidens turbulens er jeg pludselig havnet i næste uge, tirsdag d. 5/9, hvor det er eftermiddag, let overskyet men med 33 grader på balkonen, og Lis er lige vendt tilbage fra stranden. I den situation kan det være vanskeligt at få vendt skuden, så tingene på en eller anden måde kommer til at hænge kronologisk sammen. Men jeg prøver:
Som nævnt i epistel 2, skulle vi leje vil om torsdagen, hvilket foregik uden komplikationer. Så lidt over middag sad vi alle 4 i en Fiat Panda og mindedes gamle dage og skumlede lidt over den manglende motorkraft, når vi skulle opad de snoede veje på vej mod Katapola. En belastende tur for en træt Panda af ældre årgang iført 4 velvoksne danskere – både når det gik op og ned, hvor bremserne måtte hyppigt i brug, når der kom for lystigt gang i rulleriet og motoren ikke kunne holde igen.
Som altid var det en smuk tur med mange utrolige udsigter og afgrundssyn, som nok kunne give næring til en og anden dramatisk drøm. Men vi nåede sikkert frem til Katapola, parkerede i udkanten på den store p-plads og begav os afsted i den bagende sol.
Efter det obligatoriske besøg i ”øens bedste butik” – den veludstyrede boghandel ved indgangen til havnepromenaden – hvor der både blev købt pensler og briller, gik vi målbevidste frem mod den lille tøjforretning på den anden side af færgemolen. For ”det koster jo ikke noget at kigge”, hvilket enhver der har været i samme situation ved er noget opreklameret vrøvl. Og der blev da også købt både bluser og kjole, inden vi fandt skygge på en cafe og kunne nyde kaffe og sodavand. Det var meget varmt, og vi listede langsomt tilbage til den firehjulede bageovn og kørte forsigtig over i den anden del af byen, hvor det lykkedes os at finde en p-plads, så vi kunne krybe ind i skyggen på en lille, meget stille cafe og bestille sandwich. Men vi skulle heller ikke spise for meget, for planen var at køre til Tholaria om aftenen, idet der var fest i byen med violiner og dans på kirkepladsen.
Desværre viste det sig, da vi om aftenen satte kursen op mod Tholaria, at det var der rigtig mange andre, der også havde tænkt sig. Og en hel del var kommet før os, hvilket betød at vi skulle parkere næsten 1 km uden for byen på vejen, hvilket vi hurtigt blev enige om ikke lå inden for vores formåen og lyst. Så vi vendte kareten og begav os tilbage mod Askas, hvor jeg bl.a. kastede mig ud i en spaghetti Bolognese af uoverskuelige dimensioner. Så jeg fik i hvert fald stillet både min sult og nysgerrighed mht. hvad denne menu-betegnelse egentlig dækker over. Nu ved jeg så det!!
Imidlertid havde jeg også fået en besked fra Mette om, at Sea Jetten, som vi skulle sejle med til Athen mandag d. 11/9, var aflyst. Heldigvis viste det sig, at der samme dag også afgår en Highspeed katamaran på næsten samme tid, så den ville vi prøve at få billetter til næste dag.
Vi holder af de lange formiddage efter morgenbadning og morgenmad i skyggen på balkonen. Så det passede fint, at billetkontoret først ville åbne ved 11-tiden, men der var ingen problemer med at få fat i billetterne til Highspeed 4,. Det var en stor lettelse for alle og efter lidt palaver blev vi enige om, at tage turen til Kolofana i det dybe syd, tæt på Paradiso og Kalotarissita, hvor jeg havde drømt om at vende tilbage til en restaurant, vi spiste på for 3 år siden. Måske en lang og snoet, men også smuk tur inden man ankommer til den forholdsvis flade del af Amorgos
Først skulle vi selvfølgelig have
Her er meget øde, så stor var vores overraskelse, da vi så en kæmpe turistbus holde i vejkanten og en restaurant fyldt af græske turister. Men heldigvis viste det sig, at der også var plads til os, om end vi måtte vente en rum tid inden vi kunne blev betjent. På den anden side var der nok at kigge på, og da vi endelig skulle bestille stod vi overfor et problem, da vi ikke vidste – eller forstod hvad der blev sagt – hvad ”chickpeas” er. I vores naivitet forbandt vi det med kylling, hvorfor Annelise fluks bestilte 2 af dem. Det viste sig imidlertid, at det var en ret hovedsageligt bestående af kikærter i en vegetarisk gryderet!! Tjulahop for en overraskelse. Til gengæld fik vi også nogle meget gode ”tomatoeballs” og ”zuchinniballs”, så alle kunne være glade, mens vi betragtede de mange turister drage afsted efter at have plyndret et stort figentræ for modne frugter.
Hjemturen var varm, men stadig smuk og lang. Og vi skulle gerne være friske til om aftenen, hvor der var stor fest med dans, musik og honningkager i havnen.
Så der skulle lures effektivt, inden vi begav os ned til Kapellet for at få en god plads til begivenhederne. Høj musik og sang, mange mennesker og kædedans og masser af honningkager. Hele den nye havneplads var fyldt og stemningen høj og festlig. Vi gik dog hjem efter nogle timer og inden jeg trak mig tilbage fra balkonen mørke, kunne jeg opleve et herligt og storslået fyrværkeri.
EPISTEL 4
Det var blevet lørdag og det var endelig lykkedes for fruerne dagen før at få kontakt med Petra, så de nu skulle til både pedi- og manicure – en behandling som viste sig at strække sig over 1½ time pr. person. Efter en voldsomt bølgende morgenbadning og efterfølgende appetittilfredsstillelse gav det mig dog en kærkommen mulighed for at komme videre med skriveriet, inden vi alle 4 satte os til bords på Argo og fik en enkelt frokost-sandwich og sendte en tanke til Mette og Lene, som netop nu var på vej i lufthavnen og skulle med en færge senere i nat. Det kunne blive en mindeværdig tur.
Om aftenen besluttede vi os for at køre til Camarra på toppen af Potamos for at nyde solnedgangen på klassisk vis, som så mange gange før. Men præmien er at de også – udover at have en fantastisk udsigt til solens nedtur over Naxos – også laver rigtig god mad. Lis var ikke meget for at vi skulle køre i mørket, når vi skulle ned, men jeg forsikrede hende om, at det ikke bød på uoverstigelige problemer og jeg havde jo faktisk gjort det nogle gange før. Så vi kørte afsted og nåede op til p-pladsen, hvor det viste sig at det næsten var umuligt at finde en plads med mindre vi ville holde lige ud for et p-stop skilt. Så det gjorde vi -sammen med 7 andre biler. Fra p-pladsen er der nu omkring180 trin op til restauranten – efter en kort tur opad to 20 grader stigninger. Men allerede efter den første stigninger måtte jeg stoppe og erklære mig slået. Jeg kunne simpelthen ikke få luft og motoren kørte for fulde omdrejninger uden at producere nogen kraft. Så jeg måtte simpelthen give op. Øv.
Til gengæld kørte vi så over til Tholaria, hvor der både var parkeringsmuligheder og kun var få trapper op til ”Frikadelle-Yannis”, som hilste os velkommen på vanlig hjertelig og overstrømmende facon. Ved ankomsten var der ikke ret mange mennesker i restauranten, men efter ½ time blev den næsten fyldt og heldigvis havde vi fået bestilt mad på det tidspunkt.
Et skønt måltid og tidlig nedkørsel til Askas, hvor vi fik kaffe, men desværre ikke kunne få mere end et meget lille glas Metaxa, som Lis tog sig af. Til gengæld kom Yannis på banen med vand- og honningmeloner samt 1½ ltr hjemmelavet hvidvin, som til vores overraskelse faktisk viste sig drikkelig uden for mange alt for mange krampagtige grimasser og neutraliserende tyggepillebehov.
Mette og Lene skulle ankomme med en Blue Star færge kl. 5:40, i Katapola og vi havde fået besked om, at de ville blive hentet og ville være her på Askas ved 6-tiden, og da vi trådte ned ad tappen og ind i restauranten kom de to tanter ind ude fra P-pladsen: Godmorgen!
De så fin og friske ud og kunne også berette om en hurtig, behagelig og nem rejse med herskabelige kahytsfaciliteter på den store færge, som havde sejlet direkte fra Piraeus til Katapola uden stop på ca. 6 timer.
Evdokia og Dimitra diskede op med et stort morgenbord, men vi måtte samtidig meddele dem, at der desværre ikke var et ledigt værelse før efter12. Det tog de 2 friluftsvante FDF-veteraner i stiv arm og valgte simpelthen at gå ned på stranden for at bade og få sig en lur.
Det trængte Lis og jeg også til, så vi gik tilbage og fik 1 time mere inden vi samledes til morgenbadnngen, hvor bølgerne dog var for voldsomme til at Madam Madsen ville deltage i løjerne. Ved morgenmaden blev vi konfronteret med Fani, som spurgte om vi ville beholde bilen i 2 dage mere, hvilket vi besluttede os for.
Dagen blev selvfølgelig præget af en del ventetid idet kl 12 græsk tid er en meget fleksibel størrelse, men det endte da med at Mette og Lene kunne flytte ind på nr 3, ved siden af os. Og om aftenen bød de på beforedinner Aperol på balkonen, inden vi gik ned for at spise ”hjemme”, hvor det til Mettes store skuffelse viste sig, at de ikke havde hverken saganaki eller frittede kalamares. ØV!
EPISTEL 5
Alle amatørmeteologer, som af en eller anden grund oftest er pessimister, har de sidste par dage tolket det skiftende vejr med drivende skyer, blæst og bølger, som varsel om at der i morgen ville komme regn. Det kan de bruge megen energi og snak på; ikke mindst når der jo skal planlægges. Poul og jeg er vist enige om, at i denne proces indgår ordet ”pyt” ikke. Det er alvor!
Umiddelbart vil jeg sige at der simpelthen er tale om typisk Amorgos-vejr, som pt
I hvert fald ikke har nogen betydning for temperaturen. Her er varmt, og stegende i solen; så det er ikke smart at bevæge sig for meget ud mellem 12 og 16. det kræver væske. Så tirsdag formiddag drog vi på indkøbstur sammen med Snik og Snak og fornuftigt nok startede vi på Sunset Blv. Med kaffe af forskellig slags. Her dukkede Nikos op og vi fik en kort snak inden han skulle tilbage til sin VIP-taxi og uden at vi omtalte den planlagte filmforevisning af ”Daughters”, hvori han jo kan skimtes som statist.
Turen startede hos ”Scarface” i kælderen, hvor vi så på skjorter. Men ikke alene var de for dyre, de var også for små, så vi gik videre til købmanden og købte appelsiner, kaffe og kiks og jeg opdagede pludselig, som en åbenbaring, at de på øverste hylde havde fået CAIR champagnen, hvilket jeg selvfølgelig skulle udnytte, så vi kunne fejre et eller andet på behørig vis.
Stemningen var derfor høj, da vi endte i kapellet og fik dækket op til dagens første nadver med bl.a. små delikate laksesnitter. Endnu en positiv opdagelse.
Mere bekymrende var det imidlertid, at det gik op for os, at bilen ikke var blevet afleveret til tiden kl.12. den måtte jeg så stå skoleret for am aftenen inden vi gik ned i byen for at få beforedinner i Kapellet med efter følgende middag på Asteria. Her brillerede Lene med ivrig pizzaspisning, godt suppleret af Mette. Poul ville gerne have kalvelever, men endte med en kæmpe kalvekotelet, mens jeg måtte opgive at være positiv overfor nogle meget, meget tørre stykker lammelever, som ikke efterlos overskud til ”pyt”.
Heldigvis er der nok at tære på,så vi gik hjem til Askas og jeg fik aftalt at vi holdt filmaften onsdag kl. 21:30.
Onsdag blev en ualmindelig langsom og søvnig dag, hvor både Lis og jeg fik hvilet igennem i flere etaper. Ja, bortset fra morgenbadningen, hvori jeg ikke deltog, kom vi vist ikke uden for matriklen før vi om aftenen gik ned på Lakki for at spise. Vi havde valgt Lakki fordi vi skulle spise tidligt og være hjemme på Askas til filmforevisningen kl. 21:30!
Det var lunt og en fin aften, men vi fandt et bord i gennemtræk, så ingen fik sved på panden trods nogle muntre indslag i forbindelse med serveringen. Anita startede ellers meget venligt og tilbød isterninger til vinen, hvilket vi sagde ja til. Men ½ time senere måtte vi rykke for disse isklumper, mens jeg kunne konstatere at mit ønske om ris til tsutsukakiaen (frikadeller i tomatsauce) var blevet forvandlet til voldsomt store frittede kartofler og Pouls lammeret skulle bæres frem og tilbage et par gange, fordi den undervejs havde skiftet navn til ”Kleftiko”.
Og da jeg satte tænderne i den første frikadelle, viste det sig at den var både tør og gammel, mens tomatsovsen havde fået et tilskud af chiliforædlet creme fraiche, hvilket for mig desværre slet ikke pyntede på oplevelsen.
Men deres brød og taramosalata var godt, og Lene og Mette udtrykte højlydt begejstring for den honning- og filo-omslyngede stegte feta.
”Daughters” er en forfærdelig dårlig tysk film. Og det enste motiv til at vise den på Askas var, at 1/3 af filmen er optaget i Aegiali og omegn og en del af de lokale havde været med som statister – bl.a. Frikadelle-Yannis og Nikos. Men på tysk og med engelske undertekster, dårlige skuespillere og uopfindsom fortællestil kneb det for de fleste at holde interessen ved lige de næsten 2 timer filmen varede. Måske ville det være bedre at vise den danske film ”Brødre” med franske undertekster???
Det blev under alle omstændigheder sent inden vi sagde ”pyt” og krøb sammen under lagnerne.
EPISTEL 6
Det kan godt være, at det typiske amorgos-vejr er præget af omskiftelser – især mht. skyer, bølger og vindforhold. Men varmen forbliver voldsom – både i luften og i vandet, hvor vi stadig måler 24-25 grader om morgenen. Nu hvor klokken er 13 virker det direkte livsfarligt at bevæge sig ud i solen, hvilket dog ikke har afholdt Madam Madsen fra at iføre sig strandudstyret og bevæge sig ned gennem Lakki for at kaste sig i de blidt brusende bølger sammen med Snik og Snak og Tanterne fra nr 3, hvis de da har overskud dertil efter en nedtur til fods fra Tholaria i middagsheden. Og så uden at finde et åbent kapel eller en kirke, hvor de kunne tænde et lys for Per.
Samtidig åbner disse vilkår dog op for, at jeg kan blive siddende i skyggen og få skrevet lidt, hvilket jeg sætter stor pris på. Således lykkedes det i går at komme up-to-date, da dagen var præget af megen skygge/hviletid. En enkelt tur til middagsmessen i Kapellet og et smut ind i ”Klask & Karry” efter Merenda (en græsk superpendant til Nutella) og appelsiner blev det til inden vi valgte at lade op til aftenens tur til Langada, startende med en lur og påfølgende gin & lemon på nr 3.s balkon..
Bussen kørte kl. 20 og vi stod parate ved porten til Lakki med småpengene parat, efter at vi havde snakket med Bobi i Evdokias telefon. Hun lovede at komme den næste dag til Evdokias restaurant.
I Langada valgte vi en restaurant til højre for torvet, hvor der ikke var mange pladser udenfor. Så vi satte os ind i det store lokale, hvor der til gengæld var rigtig god plads, fin servering og masser af god mad. Ekstra fint var det, at der blev sluttet af med en lille portion creme caramel, som Tanterne dog gik glip af i deres jagt efter drinks og fodboldreportage
Vi var jo afhængige af bussen, som først kørte ned kl. 23, så der blev tid til en drink på en bar i den lille smøge, som støder op til torvet. Der blev serveret heftige ouzo, mens jeg måtte nøjes med Cola, da der ikke blev serveret kaffe efter 21!!
Evdokia fylder 61 år i dag, fredag (Paraskevi), så vi startede dagen med alle 6 at synge fødselsdagssang for hende iført danske flag og morgenbadningsgarderoben. Evdokia jublede, personalet grinede og de tilstedeværende franske gæster måbede og kløjs i kaffen. Mario fortalte os, at der bliver musik i restauranten i aften, så vi regner med at det måske kan komme til at ligne en fest.
Solen bager på balkonen, Lis er på stranden og jeg har styr på epistleriet.
På gensyn,
EPISTEL 7
(Fredag fortsat)
Mens Lis var på stranden gik jeg ned i restauranten for at få en frappé og måske en sludder med en tilstedeværende. Men det var absolut ikke til sludren. Der var voldsomme forberedelser i gang, som afslørede, at der ville blive tale om større festivitas end Evdokias fødselsdag. Mario afslørede da også, at der kom et større selskab fra Katapola (40 personer), hvorfor man satsede på et ordentligt lydanlæg til musikken, som var blevet forstærket med en halvprofessionel erfaren herre, som faktisk havde lært Mario at spille.
At få sådan et lydanlæg til at virke og lyde, som det skal, kræver mange og højlydte prøver, hvilket umuliggjorde samtaler. Og samtidig var der meget travlt med at dække langborde til de mange gæster – samt et ekstra langt til familien, ved hvilket vi også skulle anbringes.
Vi blev alligevel opfordret til at møde frem allerede kl. 20, så vi kunne nå at få bestilt maden inden selskabet, som i øvrigt viste sig at bestå af 37 meget modne græske kvinder og 3-4 bedagede herre, ankom. Så vi fandt vores pladsen for bordenden af familiebordet; så langt væk fra højtalerne som muligt – men tæt nok for en lydallergiker.
Og der kom, som sædvanligt, masser af mad på bordet. Utallige, velsmagende forretter, som frister helt uanstændigt og ødelægger appetitten (for nogle) så man er tæt på mæt, når den ovnstegte ged kommer ind med ris og grøntsager og ”patates”. Det var stort og flot.
Men det bedste var dog at Bobi var kommet ned fra Langada for at blive lykønsket med sin graviditet, som desværre også var årsag til, at hun skulle tilbringe tiden i sit hus og ikke måtte arbejde indtil videre pga. nogle blødninger. Men hun så frisk og smuk ud og var tydeligvis stolt og glad.
Middagen udviklede sig på klassisk vis: efter enkelte dansende gæster gik Lefteris i gang med at byde op og sætte fart i gangstativerne, inden han tog en solo-afdeling med sin datter, Maria, som dansede svajende godt og erfarent med den springende og temperamentsfulde Lefteris. En meget flot forestilling, som satte skub i selskabet, der snart efter snoede sig rundt mellem bordene med Lefteris som anfører.
Og som sædvanlig var de danske gamlinge kørt møre inden grækerne overhovedet tænkte på at stoppe, så vi listede op på værelserne og nøjedes med at lytte en kort stund til musikken og Marios kraftfulde sang.
Om lørdagen var var morgendønningerne så voldsomme, at Lis måtte trække sig for ikke at blive væltet omkuld. Så styrker det altid med en klassisk, kraftfuld Askas-breakfast serveret af Dimitra, Evdokia eller sågar den mandlige superstar: Poulus.
Og ovenpå disse oplevelser skal der selvfølgelig genvindes og oplades og forberedes inden vi kl. 12, listede ind mod byen. Det havde jo været festaften, så vi nåede kun til Argo, hvor vi fik lidt kaffe og jeg lånte filmen til Maria, så de kunne nå at se den inden vi skulle hjem på mandag.
Tanterne var taget til Nikouria i en bil, som Evdokia havde lånt dem, men vi mødte dem i Kapellet, hvor vi var havnet efter et besøg hos købmanden. Her blev vi kontaktet af en ung kvinde, der fortalte om en demonstration, der ville blive afholdt nede ved færgen. Vi forstod ikke helt sammenhængen, men fik senere forklaret af Mario, at det drejede sig om en ulykke, hvor en passager, der kom i sidste øjeblik til en Blue Star færge, var blevet skubbet i vandet af to besætningsmedlemmer, og at der ikke var gjort forsøg på at redde manden, som ikke kunne svømme og åbenbart røg ind i skruen og blev dræbt. Det førte i øvrigt til demonstrationer over hele Grækenland.
Om aftenen fik vi beforedinnerdrinks og solnedgang på Sunset Blv., hvor vi mødte Vicky, en pige der var startet på Askas, men nu havde fået et nyt job efter den faldende aktivitet på Askas, som vel især skyldtes at campingpladsen efterhånden var tømt.
Derefter lykkedes det os at få et bord til seks i mørket på Amorgialos nede på havnen. Dunkelt men hyggeligt og fin mad inden vi sled os hjemad gennem mørket.
EPISTEL 8
Georgos pudser stadig med sandpapir og spartel på sit og Sofias hus. Vinduer og vægge. Og det har han gjort i 3 dage nu, hvor det er blevet søndag og solen stadig steger i et omfang, der gør det klogest at opholde sig i skyggen. Uden dermed at have sagt noget om de mange, som frivilligt har placeret sig under grillen.
Men et fælles morgenbadebillede kunne det da blive til med Dimitras hjælp, selvom Ioanna hævder at hun er dårlig til det, som hun sagde!! Døm selv. Det blev så også den sidste officielle, fælles morgenbadning, da vi nu var kommet ind i ”afrejseperioden”, som kan medføre visse psykiske forstyrrelser hos de særligt følsomme. Som f.eks.den tosse, som vel vidende at der var en børnefødselsdag under afvikling i restauranten, at gå ned og få en kop kaffe. Eneste gevinst ved det var et stykke fødselsdagskage tilsat en kakofonisk, øredøvende larm fra både højtalere og børn i alle aldre mellem 2 og 13, som myldrede rundt imellem hinanden i både leg og slåskamp. Efter kagen opgav jeg at læse i min bog og nøjedes med at mindes min egen skolefortid med de meget få børnefødselsdage.
Få minutter efter min tilbagevenden til værelset dukkede Madam Madsen op fra stranden og foreslog en lur. Den kan jo altid sælges.
Men vi var også meget optagede af at få at vide, hvornår vi skulle køre om mandagen, hvor HIGHSPEED 4 skulle afgå kl. 15 – ikke mindst fordi vi allerede var i gang med pakkeriet. Og til min forfærdelse fik vi så beskeden om, at færgen slet ikke sejlede pga. vejret. Hvad så med billetter, værelsesbooking, taxi-booking – for ikke at snakke om muligheden for at der heller ikke var nogen båd om tirsdagen. Og hvad med værelserne på Askas? Vi vidste der skulle komme et stort selskab og fuldt hus? En nødplan kunne være at tage ”Skopelitis” tirsdag morgen til Naxos uanset vejret. For som Dimitra fortalte: Kaptajnen drikker bare en ekstra flaske whisky og sejler i alt slags vejr. Så det var en rigtig dårlig plan. Men på det tidspunkt den eneste, som kunne bringe os til Athen, så vi kunne nå flyet om onsdagen. Officielt var der nemlig ingen både fra Amorgos om tirsdagen. Men Marios beroligede os med, at vi godt kunne beholde værelserne til tirsdag, hvor det i øvrigt var Lenes fødselsdag, som skulle fejres med fælles morgenmad i restauranten. Og om aftenen spiste vi hjemme på Askas, som planlagt afskedsmiddag, der dog manglede lidt festivitas, mens Tanterne tog en tur i byen.
Om formiddagen mandag ilede Snik og Snak ind til havnekontoret for at få refunderet eller byttet billetterne. De havnede i en lang kø af fortvivlede turister i samme situation som os: Hvad nu? Efter timers venten fik de lovning på, at der om eftermiddagen ville komme nyheder omkring mulighederne den følgende dag. Vi skulle bare bede Ioanna eller Marios ringe og forhøre sig.
Absolut en melding, der gjorde det muligt at gå til frokost i Argo med hotdog og chicken samt efterfølgende messe i kapellet, ikke mindst fordi det viste sig, at man havde indsat ekstra HIGHSPEED færge med samme afgang som om mandagen, hvilket betød, at vi burde være i Piraeus kl. 20:35 – men næppe ville være der før 21. Så vi var selvfølgelig ilet til kontoret – endnu en gang i en bil, som Evdokia lånte os hele aftenen – hvor billetkaptajnen stolt smilende sad og viftede med vores nye billetter til business på HIGHSPEED 4, tirsdag kl. 15:00. Sådan!
Jeg fik skrevet til udlejeren, som samtidig gav instrukser om, hvordan vi kom ind i ejendommen midt i Plakaen, aflyst taxien til mandag og bestilt en ny til tirsdag når vi ankom. Taxibestillingen til onsdag burde således holde: 11:45 til lufthavnen og afgang 12:45.
Vi besluttede os for at udnytte bilen til at køre til Langada og spise hos NIKOS. Ældrebanden tog bilen og tanterne tog bussen, hvilket betød at vi kom i god tid og kunne starte med en beforedinnerdrinks på trapperne. Efterfølgende fik vi rigtig god mad og blev betjent af Petra & Nikos søn, der bedyrede at han i hvert fald var Petras søn!! Som vi også havde mødt, da han sejlede Ud med Mads, Maria og Rasmus for nogle år siden. En fin og hyggelig sidste aften med lidt spænding om morgendagens forløb. Og så undgik tanterne en taxitur, da en venlig Dimitri fra køkkenet tog dem med i sin bil ned til Askas.
Lenes fødselsdag blev fejret på storslået vis tirsdag morgen, og trods en vis rejsespænding kunne vi både synge og nyde det, inden vi gik i gang med den sidste pakning, så vi kunne være ude kl. 12 og køre 12:30.
Kl.12 sad vi samlet i restauranten sammen med alle de andre, der skulle afsted og nå det hele. Turen til Katapola gik hurtigt – til tider måske for dristigt i overhalingerne, hvilket der overhovedet ikke var nogen grund til. Vi var i Katapola kl. 13:15 sammen med alle de andre – og færgen skulle komme kl. 15, så vi fandt en plads på en restaurant, hvor der blev serveret små anretninger, drinks og kaffe inden det begyndte at trække mod anløbskajen, hvor vi så kunne stå og vente ½ time inden båden dukkede op.
Vi var spændte på, hvad businessclass betyder på en HIGHSPEED færge, og håbede at det betød ”øverst oppe”. Det gjorde det ikke, det er vel nok VIP. Det betyder ”længst fremme”, og da vi var de første havde vi fået pladser helt fremme på første række med en fornem udsigt, uden forhindringer. Og der kunne vi så sidde og se øerne dukker op og bølgernes brusen, mens solen langsom gik ned og mørket sænkede sig. Endda så meget at jeg måtte ringe til taxien og beklage at vi nok var 1 time forsinket. ”No Problem” var svaret, og han var da også på plads, da vi endelig lagde til ved 22-tiden. En tavs og effektiv mand med en stor bil, som ikke engang kunne vente på at få de drikkepenge, som vi havde samlet sammen til ham, fordi han havde ventet så længe. Trist type.
EPISTEL 9 – SLUTNINGEN
Men som sagt var chaufføren effektiv og fik os kørt til hjørnet af Adrianoy og Lysikratos, hvor vi blev sat af, da han ikke kunne køre ind på gågaden, Adrianou. Men det viste sig hurtigt, at der ikke var ret langt hen til 127, hvor vi kunne låse os ind vha en tilsendt kode. Bag døren gemte der sig en stejl og smal trappe med 25 trin op til indgangsdøren til lejligheden og for neden stod vi med 6 kufferter og diverse håndtasker og rygsække. Så er det godt med nogle kraftfulde deltagere, der ikke er bange for at tage fat og slæbe tungt.
Lejligheden viste sig at svare helt til forventningerne: store højloftede rum, gamle, tunge møbler og sovepladser til 8 mennesker, hvis man ville bruge det soveværelse som lå oppe for enden af den meget smalle vindeltrappe, som også førte op til tagterrassen, hvorfra man kunne se Akropolis i nattebelysningen.
Lis og jeg endte i et 5-kantet værelse med en stor himmelseng med ekstremt blød madras og lige ved siden af det værelse, som Snik & Snak slog sig ned i.
Da tanterne skulle tidligt op næste morgen for at være på plads ved indgangen til Akropolis kl. 8:00 valgte de opredningen i stuen så de kunne komme afsted uden for megen ståhej – hvilket i øvrigt også lykkedes.
Efter således at have fået fordelt værelserne og pakket lidt ud begav vi os ud i Plakaen for at få noget at spise, og vi skulle ikke gå langt før vi blev manøvreret op til et bord, hvor de kunne servere de 6 fadøl og 3 omeletter m.m. som vi bestilte for at stille den værste sult. Men det var OK. Øllen var kold og omeletterne spinkle uden for megen smag. Det gav lidt ro ovenpå den lidt anspændte rejse og en vished om, at vi nok skulle nå flyet den næste dag.
Om morgenen var Tanterne ude af døren før vi andre rigtigt kom til bevidsthed. Men der var jo ikke så megen tid, da vi skulle forlade lejligheden kl. 11. vi havde en aftale om at Akropolis-klatrerne skulle være tilbage kl. 11, så vi kunne bære de færdigt pakkede kufferter ned, hvor vi så måtte sidde med dem og vente på den bestilte taxi kl. 11:45.
Sammen med Snik & Snak fandt vi et sted, hvor en yderst effektiv ”kunde-fisker” fik os placeret ved et bord og snart efter også var forsynet med en færdigpakket morgenmad. Den største oplevelse var imidlertid ikke maden, men iagttagelsen af den ivrige fiskers mange talenter – både sprogligt og fantasimæssigt.
Herefter var der en smule ny energi, som gjorde det muligt at gå en tur op ad gågaden, hvor butikkerne var ved at åbne, så det blev muligt at købe lidt ind. Men vi skulle jo være tilbage ved udgangspunktet kl. 11, og heldigvis lå der en lille cafe lige ved siden af døren, hvor vi kunne få både juice og kaffe, mens vi ventede på Tanternes nedstigning og tilbagekomst fra templerne på Akropolis.
Tøjskift, kuffertnedbæring, aflåsning og afsked med den imposante lejlighed, som vi desværre ikke fik rigtig udnyttet og herefter en smule ventetid på et hjørne inden vi blev samlet op af den bestilte taxi. Chaufføren var denne formiddag helt anderledes end aftenens triste type. Han ville meget gerne snakke, og da Mette havde sat sig foran måtte hun lægge øre til hans mange beretninger om både de seværdigheder, vi passerede, græsk mad og oldtidshistorie samt svare på spørgsmål om forholdene i Danmark. En vanskelig opgave for Mette selvom han talte temmelig godt engelsk og tilsyneladende havde både stor viden og erfaring.
Vi kom som beregnet i god tid til lufthavnen, hvor der var rigtig mange mennesker – også mange, der skulle med SAS. Men bortset fra nogle uregelmæssigheder med mærkatmaskinerne gik det smertefrit, men langsomt. Til gengæld var vi hurtigt igennem sikkerhedskontrollen og fandt tilmed et bord tæt ved gaten, hvor vi kunne få noget at spise inden den planmæssige afgang.
Fin flyvetur med mange skyer og en meget ulykkelig lille dreng, der græd og skreg sig igennem de 3 timer, indtil vi landede i regn og kulde (fra 30 til 20 gr) Snik & Snak tog taxi mens vi blev hentet af Maria og kørt sikkert hjem til de smukke, grønne og frodige omgivelser i Frøhaven.
