TORSDAG D. 21. JUNI 2018
Klokken er ti minutter over 8. Solen skinner, himlen er morgenblå og Bluestar Naxos sejler roligt af sted mod Paros, hvorefter vi vil anløbe Naxos, Iraklia, Schinoussa og Kofounissia inden vi kl. 15 når Katapola. I øvrigt samtidig med at Danmarks kamp mod Australien begynder i Rusland!
Dagens første bommert er begået, da jeg kl 6:30 (græsk tid) sendte en glad sms ud i verden, som kunne berette at vi nu var ombord, vågne og på vej. Jeg havde et øjeblik overset, at klokken i DK kun var ½6. Beklager – men god morgen!
Vi havde virkelig haft god tid til forberedelser og pakning, og da vi gik tidligt til ro tirsdag aften, var kufferterne pakket, lukket og båret ned, parate til afgang kl ½7, hvor Per ville transportere os til lufthavnen. Alle papirer, billetter, penge og tekniske hjælpemidler m.m. var kontrolleret et utal af gange, så alt skulle være på plads. Men selv om det absolut ikke gik over stok og sten om morgenen, lykkedes det mig dog at glemme stokken! Stokken som skulle hjælpe os nemmere gennem lufthavnen og på færgen samt være min støtte, når vi spankulerede rundt i Piræus.
Vi kom dog af sted til tiden med et fyldt SAS Airbus A321, som måtte bruge hele startbanen før den fik lettet og satte kursen sydpå. 3 timer senere landede vi i Athen i 30 gr varme, hvor den bestilte taxa med skiltebevæbnet chauffør tog imod os og i løbet af en lille time fik os bragt ind til Piræus Dream Hotel. Han spildte bestemt ikke tiden på motorvejen, den nonchalante chauffør, som kunne fortælle at han havde været i USA, boet i Texas, og i Canada; men han længtes hjem for han elskede Grækenland. Det bedste land i verden – for ham. Og så var han i øvrigt ven med ”Henriksen fra Panathenaikos”.
Efter en velkomstouzo på den lille renoverede cafe overfor hotellet var det blevet tid til en lur inden vi kastede os ud i Piræus kaotiske trafik og varme for at hente færgebilletterne nede i havnen. Derefter gik vi i et overdrevent adstadigt tempo tilbage mod ”Arlekin”, hvor vi skulle spise. Og det gjorde vi til gengæld også ud over alle grænser: vi fik simpelthen bestilt for meget – som vi har gjort det så mange gange før, når man lige er landet, sulten gnaver og begejstringen over spisekortets muligheder lammer fornuften og blokerer tidligere erfaringer. Alt for meget, men til gengæld rigtig godt. Meatballs, fried zuccini, små stegte skinkeskiver med spejlæg ovenpå frittede, tynde kartoffelstrimler, græsk salat og – for at det ikke skulle være løgn – en ordentlig skål pommes frites. Det var fint og det hjalp på appetitten, så vi gik en tur for at finde et supermarked, hvor vi kunne købe lidt til næste dags rejse: kiks, ouzo og kirsebær – så kan det vel ikke gå helt galt?
Dvs det kan det godt alligevel. F.eks. sidder jeg lige nu her på færgen og opdager at strømmen forsvinder hastigt ud af PC’en. Jeg har selvfølgelig opladeren med i tasken, men må så konstatere, at stikket ikke passer ind i færgens! Og selvom jeg har en forlænger med de rigtige stik, så ligger den nu nede i kufferten på vogndækket; godt låst inde. Så jeg holder pause her.
LØRDAG D. 23. JUNI 2018
Og en pause blev det jo så til; en af de længere. For mens vi flakkede rundt mellem de små Kyklader i det meget store skib, blev jeg ringet op af Mario, som dels ville sikre sig at vi var kommet om bord dels fortælle os, at han ikke kunne sende en bus ned og hente os. Til gengæld havde han en Panda holdende i Katapola, som vældig gerne ville hjem til Aegiali. Bilen holdt på P-pladsen og nøglen lå under måtten; havde jeg mon ikke lyst til at køre den trygt over bjergene? Hvilket jeg selvfølgelig svarede ja til.
Så efter det sædvanlige landgangsvirvar blev Lis stående med kufferterne på havnen, mens jeg spadserede op efter bilen, fandt nøglerne, lagde sæderne ned og snoede mig tilbage, hvor Lis ventede. Ved fælles hjælp fik vi de 2x25kg ind i Pandaens bug og begav os af sted, mens jeg resigneret kunne konstatere, at bilens bremser var yderst medtagne af de mange nedkørsler i bjergene og motorkraften, som forventet, var yderst beskeden. Så tempoet passede Lis rigtig godt
Vi var noget forundrede over at alt så så tørt ud – også højere oppe i bjergene. Senere fortalte Mario os, at de faktisk havde haft en katastrofal dårlig vinter: varm og tør! Og vi måtte give ham ret i, at det kunne ses rundt omkring, f.eks. i grøftekanterne hvor der på dette tidlige tidspunkt af sæsonen plejede at være enkelte grønne rester, er alt svedet af. Men ellers var det genkendelsens glæde på turen henover øen i rigtigt turisttempo og med en forsigtig fod på bremsen. En tur ned gennem havnen, op og ud gennem svinget og til venstre inden den sidste lige strækning ned mod Camping og ASKAS, hvor vi prøvede at trille ind så langsomt og lydløst som muligt. Men Marios skarpe øre og buldrende latter kom os i forkøbet og snart var vi i gang med velkomstceremonien med knus og kys til højre og venstre, mens Danmark i baggrunden spillede uafgjort mod Australien kun overvåget af 2 danske kvinder.
Vi var en anelse trætte – vi havde jo været på stikkerne siden kl. 5 – mens også sultne og tørstige. Så inden længe sad vi med omelet og salat og en enkelt øl til deling (!) og blev hyppigt afbrudt af nye mennesker, der kom forbi og skulle sige velkommen samt spørge til helbred og kondition. Lis var selvfølgelig ivrig efter at prøve om bølgen kunne bære, men på den anden side skulle vi jo nok have en lur inden vi kom dertil. Og ligeså selvfølgeligt skulle vi da lige åbne kufferterne og få lidt styr på det medbragte gods inden vi kunne vælte os omkuld på sengene og snuppe ½ time eller mere. På den måde blev klokken pludselig ½8 og vi opgav tanken om ”Det gamle par og havet” og gik i stedet efter lidt yderligere bikken rundt ned i restauranten, hvor der var meget få mennesker. Og de fleste fra familien, som sad sammen og spiste. Det var varmt og vi fandt et lille bord lidt derfra, hvor vinden nu og da kunne bringe lidt køling. Belært af erfaringerne fra madorgiet på Arlekin i Piræus nøjedes vi med Zucciniballs, tzaziki og Kalamarakia tilsat retsina. Og det var rigeligt!
Der blev også delt nogle gaver ud og børnene var for en gangs skyld synligt glade for en kasse med Mads’s aflagte Matchbox-biler til Konstantinos og hårpynt med tilhørende sammenklappelig hårbørste til Evdokia. Mario, Fani og børnene satte sig ved bordet og vi fik udvekslet historier og oplevelser. Bl.a. kunne Mario berettet at han havde snakket med en fyr i byen, som mente at alle de turister som fortalte hvor meget de holdt af Amorgos og naturen og klimaet, i virkeligheden bare havde ondt af ham og grækerne fordi de havde det så meget bedre i f.eks. Danmark, hvilket Mario jo selv havde oplevet, da de besøgte os i december og så hvordan vi levede i sus og dus. Den må jeg no lige tage en gang til med ham, for selv om jeg prøvede at rive ham lidt ud af vildfarelsen var kommunikationen og skarpheden ikke helt på toppen efter rejsen, ligesom den sproglige barriere kræver lidt mere for at blive overvundet. Men så har vi da noget at snakke om.
Vi kom tidligt i seng – ved 23-tiden – og aftalte at satse på morgenbadning klokken 8.
SØNDAG D. 24. JUNI 2018
Der ligger et beskyttende skytæppe over bjergene og bugten. Beskyttende mod den ekstra intensive UV-stråling, som en af nettets mange vejrudsigter hæftede på dagen.
Og helt anderledes end i går, hvor vi vågnede op til skyfri himmel og sol i fri dressur, mens vi valsede ned til stranden, bevæbnet med 2 bamsometre, det gamle og det nye. Vi ville foretage en kalibrering og kontrol af, hvor lemlæstet og ubrugeligt det trofaste gamle bamsometer egentlig er. Og til vores store overraskelse viste det sig, at begge metre gav samme resultat: 25 gr. Så det gamle bamsometer var kommet sig over den klump i røret, som sidste år gav antydning af, at vi hellere måtte skifte ud for at kunne præsentere korrekte temperaturer.
Åbenbart sad der stadig noget rejsetræthed tilbage i os, for ”eftersovningen” blev mere langstrakt, end vi egentlig havde regnet med, vekslende mellem balkonlæsning, skrivning, lurning og almindeligt bikkeri på værelset. Der er jo en del at holde styr på, når pladsen er så trang. Og på den måde blev klokken faktisk over 12, inden vi kunne begive os ud på den aftalte rundtur på campingpladsen for at besigtige de nye bade- og toiletfaciliteter, hvor der stadig blev arbejdet. Der var i det hele taget blevet ryddet op og gjort plads til flere telte og klar til det store rykind i begyndelsen af juli og op til UP-festivalen d. 8. en ”snak” med pladsbestyrerinden Maria medførte også udlevering af 3 store, modne tomater, ligesom i øvrigt aftenens besøg hos Yannis i Langada (herom senere) medførte udlevering af 2 friske agurker!! Hvorfor vi selvfølgelig her til formiddag har været i byen for at købe mayonaise!
Da vi vendte tilbage, tog vi en ekstra stol med op på balkonen i håb om at kunne skabe en bedre skrivestilling og mindre ømme rygstykker. Mario leverede en pude til stolen og kunne med rædsel i øjnene berette at ”Grækerne kommer”! Det drejede sig om et selskab med tilhørende rejseleder, og Mario kunne levende beskrive, hvor besværlige de kan være med deres urimelige krav om både dit og dat. Senere på dagen kunne Evdokia så storgrinende fortælle os, at det drejede sig om et ”dating-selskab” som åbenbart har arrangeret nogle get-together-days her på Askas, Kykladernes nye datingcenter. Det må da kunne bruges som reklame?
Inden vi om aftenen skulle til Langada for at spise på ”To Varis”, Yannis’s restaurant, stod den på mere skrivning og læsning, 1 times tid på stranden, hvor vi kunne forsikre os om, at diskoteket virkelig var åbnet, selvom der også blev arbejdet og renoveret. Og bamsometermålingen viste 27 gr. Uden snyd.
Klokken 8 var vi i Langada, hvor Lis først skulle købe sin uundværlige calendula-olie inden vi gik tilbage til To Varis, hvor Yannis sad udenfor med sin lille pølsehund med det skæve underbid, Mitzo, og den lange tjener kunne fortælle at Marios fætter, Dimitri, som tidligere var kok i restauranten netop samme aften åbnede sin egen lille cafe ned på havnen ved siden af Thomas Biludlejning, hvilket vi her til formiddag har kunnet konstatere er af meget beskedne dimensioner. Tilsyneladende er det så nu hans bror, der er trådt til i køkkenet. Men uanset hvad var maden stadig af høj kvalitet og meget velsmagende.
Da vi besluttede os for at vende hjemad mod Askas, viste det sig at Maroulli, en af Yannis søstre, nu boede oppe hos ham, så hun var der også, da vi kom ned ad trappen. Som sagt forærede Yannis os de to agurker samt et bundt stærkt duftende urter fra bjergene og en figen med to indlagte mandler. Og Maroulli advarede om, at urterne var meget kraftige og nok skulle blandes med nogle mindre potente eksemplarer fra omegnen
Tilbage på Askas fik vi et enkelt glas retsina, så de sidste minutter af Sveriges triste skæbne i kampen mod Tyskland og gik efter lidt snak med Mario direkte ind mod slumrekassen, der tog imod med blanke lagener.
Vi var i løbet af eftermiddagen fra flere sider blevet gjort opmærksom på, at der på hjemmesiden var problemer med at komme ind på dagens tekst, hvilket jeg ved en test på min egen PC ikke rigtig kunne forstå, indtil en behjertet ven røbede for mig, at det handlede om mobiltelefonens muligheder for at vise siden. Denne fejl skulle nu være rettet iflg. velunderrettede kilder.
Ligeledes har vi fået forespørgsler om, hvorvidt der er kogekander på værelserne. Mario har forsikret os om, at der vil være kogekander til familierne med små børn og i nogen udstrækning til resten – efter behov. Ligeledes fik vi en munter havregrynshenvendelse fra det nordlige Peloponnes, som – skulle jeg mene - vi fik lavet et slags svar på. (Ja, man kan godt købe havregryn hernede, som kan bruges til havregrød. Familien bruger det selv til børnene)
Dagen i dag har indtil nu kun været præget af det skiftende skydække, som faktisk tillader solen at trænge igennem med mellemrum, så vi ikke slipper for den voldsomme varme. (27 gr i den kølende skygge på værelset) En enkelt, meget, meget langsom tur til byen for at købe citroner og et tørklæde og med et enkelt stop i kapellet for at tanke op med lemonada og coca cola inden hjemturen, hvor vi så mødte det ældre dansk-græske ægtepar, som tidligere boede herude, ved vejen over mod Levroso, men som nu var flyttet op i byen, tilsyneladende efter en uoverensstemmelse med udlejeren. Han havde oplevet at blive fløjet med helikopter til Athen p.gr.a. tarmslyng med en efterfølgende operation. En ”oplevelse” som forsikringen betalte 56000 euro for. Men han så heldigvis frisk ud og skulle om et par uger tilbage til København.
Havet er mere uroligt end tidligere, men vi vover alligevel en eftermiddagsbadning, så vi er friske til i aften, hvor der er musik på Askas. Nissiotika med hyldende violiner???
MANDAG D. 25. JUNI 2018
Endnu en grå morgen efter en festlig aften. Ikke fordi vi kom særligt sent eller påvirkede i seng - i den retning er vi blev utroligt forsigtige, men vi har kunnet konstatere en uheldig tendens til at tilbringe mange nattetimer i sengen. Til gengæld er der tale om udpræget etapesøvn med mange indlagte afbrydelser.
Inden aftenens arrangement havde vi spurgt Evdokia om de forventede mange mennesker, hvilket vel i virkeligheden fremgik af, at der var dækket op til 100, mens en stor ged, 10 kyllinger og et spyd med svineudskæringer havde roteret ude på p-pladsen under Lefteris' kyndige overvågning hele eftermiddagen.
selvom musikken først skulle starte klokken ½9 og vi havde bestilt bord drev sulten os ned i restauranten lidt over 8, hvilket selvfølgelig betød at vi ikke skulle vente længe på maden. For vores vedkommende blev det til svin og fjerkræ og en gang stegte zucchinier, hvilket vi absolut ikke fortrød. Svinekødet var herligt krydret og kyllingen mør og saftig, så Rie ville have sunget af fryd. Det gjorde vi så i mangel af bedre.
M.h.t. aftenens forløb kan jeg bedst beskrive den ved hjælp af de billeder, der følger her - og ellers kun henvise til den video, som Ioanna har lagt ud på Facebook.
Måske fremgår det ikke helt klart af billederne, men både Ioanna og Lefteris var flyvende denne aften og sørgede for at mange mennesker kom op på tæerne. Ja, faktisk var der indimellem trængsel på dansegulvet, så det blev nødvendigt at trække kæderne ud mellem bordene. Musikken var inciterende med sine næste euforiske gentagelser og der dukkede også lokale unge mænd op, som viste imponerende evner til både spring og buk og svævende dans.
Som det måske også fremgår af billederne, var alle fem søskende i Synodinos-dynastiet samlet: Yannis, Lefteris, Sofia, Maroulli og Anna, mens Mario, Ioanna, Maria og Bopi repræsenterede de unge, der langsomt skal overtage og drive foretagendet videre. Evdokia, som efter at have tabt o.20 kg siden jul absolut er i bedre form, styrer stadig køkkenet, hvor det i år er den samme kok som sidste år. Som tidligere nævnt var maden denne aften dog helt på toppen.
Yannis er holdt op med at arbejde i marken og nøjes nu med hver morgen at ride ud for at vande gederne i bjergene, og han er helle ikke længere i stand til at danse som i gamle dage. Lefteris har derimod virkelig taget opgaven på sig som ”første-danser” og han har også opdyrket et større stykke land med grøntsager, så restauranten kan forsynes. Den øgede arbejdsbyrde har også betydet at han har tabt sig og har lettere ved at hoppe og danse. Bopi styrer restauranten og det var kun i forbindelse med en meddelelse på Messenger i foråret fra hende, hvor hun fortalte om sin forestående forlovelse med Nikos, at vi blev opmærksomme på, at hun faktisk næste år fylder 30. Til gengæld var hun meget stolt, da hun en dag viste forlovelsesringen frem for Lis. ”Special for you” – for normalt går hun ikke med den på arbejdet. Spørgsmålet er så, om hun når at blive gift inden hun fylder 30?
Og sådan blev sæsonen på den renoverede Restaurant Askas skudt i gang med dette første musikarrangement. Mario fortalte, at han næppe kommer til at spille så meget som sidste år, da han ikke har holdt formen ved lige i vinter og derfor er lidt ”rusten”. Men jeg tvivler på at han kan holde sig helt væk fra tribunen.
TIRSDAG D. 26. JUNI 2018
Klokken er 20 minutter i kampstart OG DET REGNER!!
Tro det eller lad være, men der kommer dråber ned fra de mange grå skyer over os. Ikke voldsomt, men nok til at man kan tale om regnvejr, selv om det næppe kan anes på fliser eller jorden. Varmen er høj, 28 gr, så fordampningen er hurtig – ikke mindst fordi der også er pauser i vandnedfaldet. Men muntert at opleve her hvor jeg er ved at forberede mig på at se en hel fodboldkamp, bevæbnet med Nitrospray, dannebrogsflag og en enkelt ny, græsk øl. Og så har jeg sørget for, at både Mario og jeg er udstyret med rød/hvide landskampssokker, som jeg prygler ham til at tage på, selv om han nok synes, at det virker en anelse mærkværdigt. Men jeg har fortalt ham, at hvis vi vinder, vil Fani trygle ham om at tage sokkerne på i seng i aften – winnersocks!
Inden jeg forlader omklædningsrummet for at gå på banen, skal det nævnes, at jeg efter en sms-disputs med en cyklist på Peloponnes må give ham dæknavnet ”Brok-Olli fra Peloponnes” – forstå hvem som kan. Heldigvis er jeg klar over, at han har nogen problemer med at komme af med brokken på disse sider, så der vil gå en uges tide inden vi konfronteres desangående. Men rigtig god tur til Brok-Olli og hans kykkel.
ONSDAG D.27. JUNI 2018
Men der er vist også ved at gå kykkeliky i det for mig mht kronologien.
I hvert fald skylder jeg de interesserede læsere at fortælle om nogle af mandagen højdepunkter og andre oplevelser - ganske summarisk. De mange ultrabeskyttende skyer og den friske vind satte mod i os, så vi besluttede os for at prøve, hvorvidt det var muligt at gå over til Levroso. Ikke nødvendigvis hele vejen ned til stranden, men måske bare over til Petros’ cafe. Og det gik faktisk ganske nemt, bl.a. fordi jeg havde fået sat hovedet på den gamle stok, som gik i stykker sidste år. Gaffatape og sekundlim burde holde alle hoveder på toppen? Og da vi nåede over til hjørnet, udsigt over hele stranden og det nye byggeri fortalte en venlig arbejdsmand, at vi – på trods af skiltenes tydelige visning af anden rute – bare kunne gå ned ad trapperne, forbi de nyindrettede værelser i den renoverede ”rigmandsvilla” og ned til den Beach Bar, som Adrienne havde fortalt om. Stor, fin og moderne var den med tilhørende solstegningsområde, inklusiv parasoller og solbænke, som for 5 euro kan blive din hele dagen. Gedigent byggeri, som for så vidt kunne have ligget på Kreta, Rhodos, Samos eller Costa del Sol. ”Turistiko Universello” – blottet for generende lokalkolorit. Ak ja. Så vi nøjedes med en capuccino og en cola, mens vi kunne nyde udsigten ud over bugten, smukt og helt gratis.
100 trin talte Lis at der var op til stien igen, så vi måtte lige holde en pause undervejs, men ellers syntes vi selv, at vi klarede det ret godt og nok skulle kunne klare en tur over til Petros en af de nærmeste dage.
Men her og nu handlede det mere om at høre nyt fra Danmark, hvor både Mette og Maja var til afsluttende eksamen. Mette fik et 12-tal for sin bacheloropgave og Maja et 10-tal, så det var jo idel lykke, som vi om aftenen ville fejre med en flaske Prosecco, jeg havde købt hos Bopi. Og efter en eftermiddagsbadning kunne vi forberede os på aftenens aftale: Ouzo i Det Blå Kapel sammen med Jorgos og Adrienne kl. 19:30.
Det blev en hyggelig aften sammen med det græsk-hollandske par. Efter en times tid i kapellet drog vi ned til Amorgialos, tæt ved molen og var heldige at få et bord, for der var rigtig mange gæster. Et problem som efterhånden blev løst ved at der blev anbragt borde helt ude ved kajkanten. Maden var utroligt velsmagende og anderledes; således fik Lis og jeg muslinger i ouzo og dild sammen med en stor portion livskraftig salat, mens vi alle 4 delte en flaske herlig hvidvin. Snakken gik lystigt hid og did – lokalt og internationalt, vi ku’ det hele indtil klokken pludselig var 23:30 og Jorgos måtte tænke på, at han dagen efter havde en aftale med en anden om at gå til Theologos – med start kl. 8.
Så vi humpede hjem til et glas Prosecco på balkonen mens vi ringede endnu en gang til Mette og ønskede hende tillykke og hørte om de festligheder, som var arrangeret i hemmelighed derhjemme. Desværre var vinen fra sidste år, og lagringen havde absolut ikke øget velsmagen; til gengæld kom vi så heller ikke til at betale for den, da vi afregnede med Bopi. Men vi fik fa sendt mange gode tanker hjem til både Mette og Maja, inden vi gik i seng til lyden af DR1’s belærende og søvnfremmende messen.
Skyerne tilbød stadig deres ultrabeskyttelse tirsdag morgen, men trods bølgegang og ændrede bundforhold var temperaturen stadig 25 gr, så vi klagede ikke, men vinkede muntert til Stamatis, der kom løbende med 3 af sine børn efter sig langs stranden – fra den ene ende til den anden og i trip-trap-træsko orden. Lige til en film.
Da Kasper havde skrevet og tilbudt at medbringe den glemte stok hjemmefra, handlede formiddagens tur til apoteket ikke om at købe en ny, men om at finde den rigtige duft på den creme, som Lis skulle have. Derudover lidt postkort og en lighter inden vi satte os i kapellet med 2 sodavand og øjeblikket efter prajede Nikos, som kom gående på P-pladsen. Han er nu ansat på Aegialis, hvilket han er meget glad for, da alle de rige amerikanere giver rigeligt med drikkepenge samtidig med at de nye bådtider har befriet ham for nattekørslerne til Katapola.
Vi aftalte ved lejlighed at mødes over en kop kaffe og få en længere snak og så ilede han videre til en anden aftale. Hjemme igen gik jeg i gang med at uploade billede og berette, mens Lis gik en tur på stranden. 1 time, havde vi aftalt, så hun kunne nå hjem til fodboldkampen Danmark-Frankrig: Men inden jeg nåede ned til stranden var hun kommet hjem; det var nemlig begyndt at regne. Ganske vist med spredte dråber, men senere skulle det blive mere intenst.
Trods oppyntning med flagguirlander, flag på bordet og fodboldsokker blev der overhovedet ikke tale om en intens kamp. Det bliver der som regel ikke, hvis man bare spiller for ikke at tabe og modstanderen faktisk er ligeglad med resultatet. Oprørende kedeligt var det, på grænsen til det fornærmende, og selv et par velsmagende kolde øl og udsigt til dansk deltagelse i 1/8-dels finalerne kunne ikke løfte stemningen. Så bliver det måske mere intens i morgen, hvor vi skal følge Sverige?
Regnvejret lagde en dæmper på aftenens aktiviteter, så vi nøjedes med en kapeltur og efterfølgende moussaka på Askas, inden DR1 tog over og lullede os i søvn, hvor jeg drømte, jeg var en elefant. Hvilket af Lis blev udlagt som, at jeg snorkede. RYGTER siger jeg bare. RYGTER!
TORSDAG D. 28. JUNI 2018
Som det sikkert klart er fremgået af epistlerne indtil nu, bruger vi ikke dagene til at dyrke ekstremsport, havfiskeri, cykling eller andre adrenalinpumpende aktiviteter. Til gengæld er vi uhyre udhvilede, eftersom vi går tidligt i seng og først går ned til morgenbadningen omkring kl.8. Når vi så efter hele morgenhalløjet på balkonen med efterfølgende oprydning og bikning lige skal høre et afsnit af Haakan Nessers ”Eva Morenos sag”, så ender det på forunderlig vis med, at vi en time senere vågner op og forundret spørger hinanden: hvad skete der egentlig? Og næste gang må vi så skrue ½time tilbage og prøve at fange historien der.
Skyer og vind gør det vanskeligt for Lis at tilbringe længere tid på stranden, så i går skete der ikke meget udover formiddagens tur til byen med indkøb og Lis’s besøg hos pedicuredamen Petra, mens jeg ventede og fik kaffe i kapellet. Lis er indimellem lidt øm i hoften, men det skyldes nok en øget gang-aktivitet og nye bevægelser, når hun svømmer. Og så hænger det sammen med madrassens hårdhed, som gør det umuligt for hende at ligge på den højre side med den nye hofte. Så vi tager det lidt ad gangen med både stavgang og svømning.
Men anstrengelserne kræver selvfølgelig også hvile!
Trods vejret forsøgte Lis sig med en strandtur i går, onsdag, mens jeg satte mig ned i restauranten for at skrive og redigere billeder. Undervejs blev jeg tilbudt mad af både Bopi og Evdokia, men afslog indtil Lis vendte tilbage fra stranden og ikke kunne modstå Evdokias bestemte opfordring til hende om at sætte sig ved bordet og spise nogle biftecki med græsk ratatouille. Så måtte hun have min støtte, og jeg havde næppe sat mig før der stor en stor portion foran mig, som på forunderlig vis gled ned og tilmed smagte herligt.
Herefter skulle vi så endnu engang prøve at komme videre med lydbogen, og da vi vågnede var svenskernes fodboldkamp allerede i gang – og jeg havde lovet at være til stede og heppe med. Det var en fornøjelig affære at se svenskerne gøre det, danskerne ikke kunne finde ud af: at spille for at vinde. Og at tyskerne så tabte og røg helt ud, gjorde jo ikke begejstringen mindre.
Om aftenen tog vi til Tholaria og gik først en lille tur rundt i byen, mens solen gik flot ned, så der måtte fotograferes. Herefter blev det til et beskedent måltid hos ”Frikadelle-Yannis” inden vi kørte ned igen og fik et glas retsina, mens vi iagttog den hektiske aktivitet omkring os, da et større selskab bestående af teatertruppen som Fani deltog i i forårets forestilling. Kl. var 23 da der blev dækket op og der skulle serveres. Men lyset gik i køkkenet, så det trak ud og vi trak op på værelset overbeviste om, at det havde været en hektisk dag!!!
PS. Og så skal det selvfølgelig også med, at jeg ud på aftenen blev sms-chikaneret af føromtalte Brok Olli, der i den grad mangler et forum, hvori han kan udøse sin forbitrede galde og uforløste saddelfrustrationer. Og bedre bliver det selvfølgelig ikke, når staklen så kaster sig over en flaske ouzo i håbet om at finde håb, trøst og støtte. Det bliver rart at kunne tilbyde ham noget målrettet terapi, når han om føje tid dukker op hernede med hele sin hær af velmenende støttepædagoger og muligheden for at dulme smerterne med ”Fissan” børnepudder.
Klokken er nu 14:15, det blæser lige voldsomt nok og skyerne fejer henover himlen, så solen kun i glimt trænger helt igennem. Men vi sidder fint i læ i restauranten med vores kaffe og udstyr og planlægger, hvordan vi bedst forbereder os til aftenens musikalske projekter: Korsang ved stranden (kun Jorgos & Adrienne ved hvor) og efterfølgende bouzouki på Askas. Men herom mere i morgen.
LØRDAG D. 30. JUNI
Lad mig for en gangs skyld tage tråden op, der hvor jeg endte i forrige epistel – nemlig torsdag aften, hvor vi stod overfor to forskellige musikarrangementer – og en fuldmåne. Det første var en del af den kulturfestival, som i denne uge afvikles forskellige steder på Amorgos. Den skulle finde sted i en af haverne ned ved stranden – mellem Lakki og enden af stranden henne mod Levroso. Problemet, ud over at vi ikke kunne få en nøjagtig placering og en anvisning af vejen dertil, var at det blæste ganske kraftigt, hvorfor vi undersøgte om koncerten eventuelt var aflyst af denne grund. Men næh nej, det skider vi grækere på. No problem! Dernæst skulle vi finde vej langs stranden, hvor bølgerne nu stod helt op til muren flere steder -bl.a. ud for Lakki. Det lykkedes os dog tørskoede at finde indgangen til en grund med den eftertragtede tærskeplads, som skulle gøre det ud for ”scene”. Her var i hvert fald 4 unge mænd i gang med at øve deres flerstemmige sang kun bevæbnet med 2 akustiske guitarer og en tromme. Ikke noget med forstærkning eller elektronisk støtte her, hvor bølgerne brusede ind over stranden kun5 meter væk. En anelse forvirrede var vi også, da det viste sig at vi var de første, der dukkede op. Klokken var dog 10 minutter i 19 og koncerten skulle starte kl. 19.
Det gjorde den så ikke, og der kom mange flere efterhånden som klokken nærmede sig 19:30 og der blev udskænket gratis vin eller raki. Men det blev under alle omstændigheder en stor, anderledes og smuk oplevelse – på trods af vind og den hårde siddeplads på kanten af et klippestykke. Og efter 1 time tumlede vi atter hjemad langs stranden om kap med bølgerne, der stadig slog ind mod muren.
På ASKAS havde vi allerede om eftermiddagen været i tvivl om, hvorvidt de kunne gennemføre arrangementet med BBQ og musik på grund af den kraftige vind, som gjorde det næsten umuligt at dække bordene og få dugene til at blive liggende. Men Lefteris var i gang med den roterende grill og lod os smage noget af det grillede svinekød. Excellent! Og det viste sig da også, da vi vendte tilbage fra stranden, at der allerede var kommet en del mennesker, ligesom det lykkedes os at finde et bord, hvor vi slet ikke mærkede vinden. Og med Yannis fra Langada som sidekammerat. Så vi lagde ud med en ouzo sammen, inden Lis og jeg bestilte ged og salat. Denne aften sad musikken ikke oppe på tribunen, men ved et langbord lige foran os – og også her uden mikrofoner og forstærkere. Men Mario har jo også en stemme som nok kan overdøve lidt blæsevejr. Det udviklede sig da også til en gevaldig fuldmåneaften med mange dansere. Blandt andet et selskab af midaldrende damer, som virkelig gav den gas og ivrigt brugte den medbragte fløjte, når den skulle have hele armen med både vinkearme, vrikkende hofter og lystige hop med hele kroppen. Og datingklubbens cheerleader ”Narrehatten”, som vi døbte ham, gjorde sig store anstrengelser for at placere sig i centrum og spille smart på Marios lille bouzoliniki, mens den ældre mandlige deltager blandt daterne pådrog sig øgenavnet ”Tissemanden”, da han ca. hvert kvarter måtte ud på toilettet.
Og selv om Themis, Ioannas ældste søn, var både sur, muggen og uoplagt, da han fik besked på at danse solo var hele aftenen virkelig en munter fornøjelse. Og Yannis kunne da heller ikke holde sin sanglyst tilbage, stimuleret som han var af endnu en karafaki ouzo. Desværre nåede vi ikke at opleve, hvordan dameselskabet endte med at danse på bordene, men den er god nok, fortalte Jorgos dagen efter. Han og deres hollandske venner var nemlig lige ankommet sent på aftenen, da de oplevede det.
Og det kan nok være at ”Elefantens vuggevise” rungede i det højloftede rum.
På forunderlig vis var fredag morgen næsten vindstille, med få skyer og roligt 24 gr varmt vand. Til gengæld fik jeg mig en helt anden slags oplevelse, da vi kom ned til stranden. Da jeg tog min klædelige kjortel af, opdagede jeg at jeg havde glemt at skifte til badebukser! Men med ganske få mennesker på stranden klarede jeg nok at kaste mig i bølgen i mine sorte Sloggi-underbukser. Da vi kom hjem fra morgenbadet, stod Paula, rengøringsdamen, parat med chokolade og kage: hun fejrede sin navnedag.
Kl. 13 skulle Lis til manicure hos Petra, og endnu engang satte jeg mig i kapellet med en espresso og en efterfølgende fresh juice, hvor jeg fik tid til at samle begivenhederne i de sidste par dage. Lis var færdig, så vi kunne nå båden til Levroso kl. 14, og vi fandt et bord hos Petros akkurat lige inden et større hold tyskere entrerede for at spise frokost. Der var virkelig knald på i den lille restaurant, men Petros havde dog tid til at byde os hjerteligt velkommen, hvorefter vi faldt til ro med et par meget kølige fadøl, hilste på Jorgos og Adrienne, som troppede op med vennerne fra Holland og satte så kursen hjemad op over bjerget.
Aftenplanen handlede om en helt traditionel sammensætning: messe i kapellet og middag på Asteria. Men inden det kom så vidt, skulle vi lige forbi dykkercenteret for at prøve at få lavet en aftale om Lis’s dyk. Mandag eftermiddag ville være fin, men forinden skulle hun lige svare på et medicinspørgeskema vedr. hendes sundhedstilstand. Desværre viste der sig et problem i forbindelse med at hun får blodtryksmedicin, så vi skal ringe til vores læge i Danmark mandag morgen for at få en mail med godkendelse af, at hun godt kan dykke. Til gengæld viste det sig så, at der i dykkercenteret var mange fine sandaler, som faldt i fruens smag og med 50% i rabat var udfaldet jo givet. Det endte med en Teva-model og stor begejstring.
Efter solnedgangsmessen i Kapellet kunne vi konstatere, at det ville blive meget svært at få et bord på Asteria, så vi gik ned til Amorgialis, hvor vi var mere heldige og snart kunne nyde både fava med karameliserede løg og kalamari kogt med grøntsager tilsat husets velsmagende hvidvin. Men så var der også dømt hjemtur til balkonen og det lille lysshow over en tynd godnatdrink, inden elefanten skulle synge sin vuggevise og påkalde sig omgivelsernes inderlige vrede over afbrudte drømme og søvntiltag.
Og et sted lidt nordvest herfra sidder en broccoli-sulten mad med sin Amstel og prøver at stave til: E-g-e-k-y-k-k-e. Igen og igen, mens bogstaverne danser deres egen sære dans og harmen vokser og vokser over det reducerede udstyr.
We’ll meet again!
MANDAG D.2.JULI 2018
Dette er dagen, hvor en stor del af Bilsby-menageriet lander i Athen for at mødes med de cyklende fantaster fra Torslunde, Brok Ollie og Pilotens Kone. Og i morgen tidlig vil de alle gå ombord på Bluestar Naxos og sætte kursen sydover mod Amorgos og Katapola. Glædeligt gensyn.
Lørdagen brugte jeg jo til at skrive færdig om torsdag og fredag, og da søndagen skulle være hviledag og optakt til fodboldkampen om aftenen, vågnede jeg jo op i morges med både skuffelsen over aftenens fodboldresultat og den ubarmhjertige erkendelse af, at jeg var ved at komme for langt bagud med epistleriet. Så nu, hvor klokken er 18:40 mandag, spørger jeg mig selv: ”hvad lavede vi egentlig lørdag og søndag?” Og selv om jeg til min glæde erfarer, at jeg da har noteret nogle punkter ned, kan jeg også berolige med, at vi absolut kom hviledagen i hu.
Således var det eneste dramatiske ved morgenbadningen – udover de store tunge bølger, der slog ind mod stranden – at der tilsyneladende var begået hærværk mod liggestolene på stranden. De var oversprøjtet med grønne og orange farvepletter, som også nogle steder havde farvet sandet. En smule fortørnede var vi jo, selv om vandet var 24 gr og stolene tilhører Lakki. Men da vi berettede det for Ioanna og viste hende nogle fotos af miseren, som hun bad mig om at tage, ringede hun fluks til Lakki for at høre, hvad der var sket. Og tilsyneladende drejede det sig om nogle festligheder, der var løbet lidt løbsk; men de var i gang med at rense stole og strand.
Lis nød turen ind til byen i sine nye sandaler, da hun endnu en gang skulle til Petra for at få ordnet øjenvipper!! Herefter en doven tur rundt i byen og hjemad til Askas, hvor der herskede en yderst afslappet og behagelig stemning. En enkel æggekage til deling blev vi enige om, da sulten absolut ikke plagede os. Men inden vi fik set os om vendte Lefteris tilbage med 3 store tomater fra egen avl samt et stort stykke hjemmelavet gedeost. Og at vi skulle spise og smage var der ikke et øjeblik tvivl om. Men det var dejligt – og resterne fik vi med ind på værelset, så jeg faktisk lige nu spiser nogle stykker til ouzoen.
Men det var en rolig eftermiddag med tid til lurning og til både lytning og genlytning af lydbogen, inden vi om aftenen gik til messe i kapellet, hvor vi mødte Nikos, som denne gang havde tid til en øl og lidt snak inden hans søn med kæreste dukkede op og ville have ham med til middag på Katina. Inden han gik snakkede han med Tom, hvorefter han rakte mig telefonen for at hilse og blive indbudt til Toms fødselsdag, tirsdag aften på toppen af Katina. Jo tak, javel, det kan da blive meget muntert, men…OK, så ses vi! Så var den ged barberet.
Vi gik på Asteria og nøjedes - yderst fornuftigt – med en enkelt gang hjemmelavet pølse og dertil patates og maroullisalat. Enkelt og rigeligt. Da vi kom hjem til Askas løb vi ind i endnu en invitation - til en middag med familien mandag aften. Og mens jeg nød en espresso som godnatdrink aftalte vi, at Fani ville køre os til Tholaria næste morgen til 1. juli-festen, afgang kl 8:30 og morgenmad oppe i Tholaria.
Om det blev til noget, blev draget i tvivl om natten, hvor Lis vågnede op med tandpine og havde brug for smertestillende piller. Men heldigvis var hun bedre om morgenen, hvilket tilsyneladende ikke gjaldt Fani. Hun sov trygt kl. 8:30 – men til gengæld ringede Evdokia til Themis, der dukkede op med en bil og kørte os op til byen.
I starten var der ikke så mange mennesker, men det afholder selvfølgelig ikke præsterne for at bræge løs i timevis: ”Kyrie eleison”. Og folkemængden voksede da også, hvilket vi kunne iagttage fra den lidt højereliggende restaurant hvor vi havde valgt at spise morgenmad, som på ingen måde kunne måle sig med den daglige standard på balkonen – bortset måske fra 2 indpakkede, cremefyldte honningkager.
Vi ville tage bussen ned kl. 10:50, men på forunderlig vis dukkede Themis endnu engang op og tilbød os kørelejlighed ned. Voila, nemt og elegant.
Tandpinen kunne holdes i skak, men i morges kontaktede vi Tand-Lene i Havdrup og hun anbefalede noget antibiotikum mod evt. tandrodsbetændelse, som hun ville skrive en recept på, som Maria så vil hente og bringe med herned når hun kommer d. 7.juli. Forinden forsøgte vi dog at købe det på det lokale Pharmacia, hvilket godt kunne lade sig gøre for en rimelig pris, så Lis hurtigere kunne komme i behandling.
Vores læge blev også kontaktet for at få en bekræftelse på at Lis godt må dykke selv om hun får medicin mod forhøjet blodtryk. Men ak, så let er det ikke. Det kræver en forudgående undersøgelse og et officielt stykke papir. Så Lis må vente til næste år.
Ellers bestod søndagen jo mest af fodbold efter at Lis og jeg havde fået frokost på Lakki. I virkeligheden var vi ikke så sultne, men ville gerne prøve at sidde på Lakki. Det er jo smukt nok. En enkelt toast med skinke og ost var intentionen, men det udvidede sig til 2 clubsandwiches med tilhørende fritter og fadøl. Det var ikke godt og alt for meget, så appetitten var ødelagt for resten af dagen, hvor det kun blev til lidt yoghurt og en omgang stegte zucchinier, mens jeg så fodbold og Lis kedede sig bravt og tappert med en bog. Men hverken oppyntning, flag eller tilråb tilsat gode, nye græske øl hjalp som bekendt, selvom Mario og Fani ihærdigt prøvede at være solidariske, mens jeg endnu en gang kunne ryste på hovedet af, at Nikolaj Jørgensen overhovedet er med på landsholdet.
Men skidt pyt, så slipper vi for flere nerverystere og ekstra hjerteberoligelse.
I dag, mandag, har vi været nede i dykkercenteret og afmeldt dykkerseancen i eftermiddag. Trist. Købt piller og appelsiner (70 cent for 1 kg) drukket kaffe i kapellet og delt en øl på Askas, mens vi overfor Maria måtte erkende, at det var os, der havde taget fejl ”Bilsby-pigernes” ankomst. De kommer ikke i morgen men først d. 11. juli sammen med Frederik – så vi havde bragt meget tvivl ind i Maria planlægning. Det skulle være på plads nu. Og kl. 21 – om en times tid – går vi ned og spiser sammen med familien og i morgen eftermiddag kommer de så fra Piræus.
Vi glæder os.
Torsdag d. 5. juni 2018
Jovist er det rigtigt; det er blevet torsdag og der er gået mange dage siden jeg sidst havde mulighed for at nedskrive oplevelser og erfaringer på klippeknolden i det sydlige Ægæerhav. Men mandag aftens ”middag med familien” udviklede sig mindre komfortabelt end vi havde håbet på. Først sent gik det op for os, at det kun drejede sig om Mario og Fanis familie, d.v.s. inkl. Bopi, Evdokia og Kosma, Fanis far, der fungerer som en slags praktisk pedel, og selvfølgelig børnene. Desværre var der tilsyneladende en uoverensstemmelse mellem Evdokia og Nikos, Bopis kæreste, som betød at Evdokias humør var temmelig dårligt. En konflikt mellem Mario og sønnen Konstantinos gav anledning til endnu mere dårlig stemning og anspændte vibrationer, hvorfor det blev lidt vanskeligt at nyde maden, som vi selv havde bestilt fra spisekortet. Ærgerligt, ærgerligt – men vi kom da i seng i god tid!
Tirsdag morgen haltede allerede fra starten, så efter den, som altid, velsmagende og nærende morgencomplet, tyede jeg til nitroen og ½ time på ryggen for at forbedre konditionen. Men tiden var slet ikke til tidsfordriv og ynk, for dette var jo dagen hvor Bilsby-menageriet skulle ankomme. Og i den anledning var der en del, der skulle gøres: først og fremmest ville vi sikre os, at værelserne med plads til de 2+1 børnesenge var OK. I den forbindelse havde jeg aftalt med Mario, at vi flyttede den 3. seng, som stod på værelset ud. Dette fortalte jeg Milena, som tilsyneladende ikke havde fået den besked. Det havde Ioanna heller ikke. Så da hun mødte og så Paula og Milena i færd med at pakke sengen sammen på nummer 10, kastede hun sig ud i en voldsom diskussion med dem om, hvorfor de dog gjorde det? Da jeg opdagede det og forstod, hvad de skændtes om, måtte jeg selvfølgelig blande mig og indrømme, at det var mig, der havde givet dem besked efter aftale med Mario. Og straks var den gode stemning tilbage, så de kunne fortsætte arbejdet. Derefter skulle vi kontrollere, at der var en kogekande på ”børneværelserne” samtidig med at Lis lavede blomsterbuketter og satte vand ind i deres køleskabe. Efterhånden faldt tingene på plads og Mario og jeg snakkede om, hvordan vi kunne tage gas på John og fruen, når de kom. I forvejen havde Mario antydet, at de måtte bo oppe på Deilino, 100 m herfra; men i virkeligheden var det lykkedes ham at rokere rundt, så de nu kunne få deres yndlingsværelse: nr. 17. Men da han ikke selv kunne lyve over for dem uden at grine, måtte jeg fortælle dem, at de måtte trille bagagen op på Deilino forså selvfølgelig at grine os ihjel, når de var på vej og røbe sandheden for dem.
Vi ventede spændt hele formiddagen og fulgte dem – både på og via sms’er, og da det blev eftermiddag og tiden nærmede sig, gjorde vi klar til velkomst med ouzo og vand på den store terrasse ude ved p-pladsen. Her gjorde vi en værdifuld erfaring, da vi skulle købe ouzoen: en lille karafaki (250 ml) koster 7 euro, mens ½ ltr i kande koster 8 euro. Gæt selv, hvad vi købte.ged
Og det blev da også en glad an- og velkomst, hvor det viste sig at alle – også drengene Hugo, Louis og Vilhelm – havde klaret den lange rejse fortrinligt og uden men. Men forsøget på at narre John og Gitte blev helt ødelagt af Marios smørede, buldrende grineri mens han gik til bekendelse.
Om aftenen skulle vi jo til fødselsdag hos Tom på Katina, så kl. 20 begav vi os afsted. Der var rigtig mange mennesker, svenskere, nordmænd, grækere, tyskere og altså nogle få danskere. Masser af rigtig god mad med forretter, svinekød i sauce, ged samt melon og kirsebær til dessert. Masser af vin og masser af sang, taler og underholdning inden vi besluttede os for at gå hjem efter Toms tale ved 23-tiden.
Men da vi kom hjem var hele det nyankomne danske selskab gået til ro, og efter forgæves at have ledt efter kontrollen til AirCondition tilbragte vi et kvarter på balkonen inden vi dejsede omkuld i varmen. Uden AC.
I løbet af natten vågnede jeg op for at gå på toilettet og da, i mit søvngængeri erindrede jeg en lignende situation fra sidste år, hvor Mario med et kæmpe brølegrin viste mig, at kontrollen da sad hvor den skulle: i holderen lige over køleskabet!! Det var godt at kunne fortælle det til Lis næste morgen, hvor vi efter morgenmaden fik travlt fordi Lis inviterede Brok Ollie og hans kykkelmakkerine til en lille formiddagsouzo på balkonen, så vi lige kunne opdatere hinanden; ikke mindst også om deres heroiske cykeltur fra Nice til Piræus. Morgenbadningen havde i øvrigt demonstreret nogle åbenlyse udfordringer med hensyn til at transportere 3 små babyer med dertil hørende voksne lydløst gennem Lakki. Men bortset fra det, var det en herlig oplevelse.
Derefter gik vi til byen, besøgte Kapellet til kaffe og hjemmelavet limonade – bortset altså fra den afdankede pilot, der udnyttede situationen til at kaste en Amstel i halsen, da han så at klokken var lige var blevet 12:05. enkelte indkøb blev det også til inden vi vendte hjem for at lure, så vi kunne være parate til at Uffe & Eva ankom fra Santorini.
Mario kunne imidlertid afsløre, at Seajetten fra Santorini var rimelig forsinket – så i stedet for ved 2-tiden ville de nok først ankomme ved 5-tiden. Et opkald til Uffe efter at vi havde ventet en times tid, afslørede da også, at de først lige nu var kommet ombord og sikkert ville komme af sted om et kvarter. Til gengæld afslørede det også at Frederik og hans kærestes ikke var sammen med dem, som jeg havde troet, men skulle ankomme med Bluestar her til Aegiali i løbet af ½ time.
De kom planmæssigt og blev kørt til Deilino, hvor de også efter planen skulle bo, og efter endnu en lang venteperiode med deletoast og -øl, ankom bussen og Uffe & Skyggen steg ud i solen med brede velkomstsmil.
Det blev til fællesspisning med menageriet på Asteria med rigelige mængder af mad og børn der skulle passes, mades, underholdes og rengøres inden vi alle satte kursen hjemad mod Askas, hvor den stod på brandy og kaffe. Men så var det også sengetid for mig, mens Lis stadig havde gyldne dråber i glasset, så hun blev, hvorefter Adrienne og Jorgos dukkede op og spenderede 1 kg vin til fælles underholdning og snak.
I aften er der bouzouki aften med BBQ og måske når de at få samlet de 35 nye, hvide borde, som netop er ankommet. Vi han aftalt fælles bordbestilling med Uffe & Eva samt Frederik og hans kæreste. Selvfølgelig med Menagen i nærheden.
LØRDAG D. 7. JULI 2018
Velkommen tilbage.
Ja det er svært at få tid til det hele, når der er så meget, der skal ses til og passes. Således sidder vi lige nu og venter på at Bluestar skal ankomme om en times tid, medbringende både Maria og Tosserierne fra Torslunde, Niels & Annemette. Vi har haft kontakt med dem alle både i går og i dag, hvorfor vi er sikre på at de er kommet med i morges. Og lige nu er her vældig varmt. Det har der faktisk været de sidste par dage og nætter, så vi har lært at sætte pris på den smule vind, der heldigvis også dukker frem i løbet af dagen, ligesom vi har indset, at hvis det er nødvendigt at begive sig ud på en længere gå-tur, f.eks. ind til byen for at handle, skal det ske tidligt om morgenen eller sent om eftermiddagen – og langsomt, eventuelt med et skud profylaktisk nitro.
Jeg brugte meget tid i går på at kommunikere med Bricksite.com, det firma som lægger software til herværende hjemmeside. Problemet er, at jeg ikke længere kan uploade billeder til siden. Hvis jeg er heldig, 1-2 stk om dagen. Men trods ihærdig indsats kunne de ikke finde nogen problemer i programmet, så fejlen må ligge enten i netværket herude i det fjerne ægæiske hjørne eller i min PC. Under alle omstændigheder betyder det, at der indtil videre ikke kommer nye billeder. Men vi arbejder på sagen og fotograferer videre.
Til rebetiko-aftenen i torsdags var det lykkedes at få samlet alle de nye, hvide borde og der var dækket op til rigtig mange mennesker – både i selve restauranten og på terrassen ved p-pladsen. Ved 3 langborde sad turistselskaber fra Sverige, Frankrig og Danmark, hvilket måske nedsatte lysten til danseri, selvom musikken var inciterende og god. Rigtig gang i dansen kom der faktisk først, da violinen blev fundet frem og musikken skiftede karakter mod noget mere lokalt. Bilsby-Menagen sad sammen og vi sad lige i forlængelse af dem sammen med en storsvedende Uffe, hans Skygge og Frederik med kæresten Line. Og det skal da også nævnes, at vi alle forinden musikken begyndte i restauranten, var samlet på taget til beforedinnerdrinks og fællessang, som Kappelappen ivrigt akkompagnerede med både guitar og kortrænet stemmepragt. Lidt umiddelbar latter kom der også ud af, at den uheldige bedstemor i et forsøg på at flygte fra å-stedet med sin saddelmasserede bagdel væltede en ouzo, som faktisk stod ret langt inde på bordet? Hvordan kan den slags overhovedet lade sig gøre?
Men maden var fin og rigelig, stemningen og musikken god og vinen yderst velsmagende, selvom jeg desværre blev nødt til at gå op på værelset lidt før time-out.
Til gengæld var jeg frisk næste morgen, da vi skulle til morgenbadning i det stadig 25 gr varme hav, som indledning til en fredag, der for mit vedkommende som nævnt kom til at handle meget om uploadning af fotos, mens Lis fik prøvet at fodre tvillingerne.
Efter en hel del formiddagslurning og velgørende afslapning gik Lis ned på stranden for at møde bølgen, mens jeg satte mig på Lakki for at få en kop kaffe, nyde udsigten og gætte en enkelt amerikansk krydsord. Heldigvis var der en let vind, for varmen var intens
Fodbold blev der også kigget en del på – både om eftermiddagen og om aftenen, hvor vi sammen med både John & Gitte kørte til ”To Varis” i Langada i en lånt Suzuki med automatgear. En spøjs erfaring. I Langada var der forberedelser til lørdagens kirkefest, men vi ankom netop som det var ved at slutte, så vi oplevede bare en sammenstimlen af mennesker og de 3 søstre Synodino, som sad sammen med Yannis ved køkkenet. Vi var enige om ikke at gå amok i madbestillingerne, så det blev til 2 x salat og 2 x kylling i ovn (den var altså taget ud af ovnen), og der blev spist helt op uden at nogen følte sig overmætte eller proppede. Nedtur med automatgearet til Askas, hvor vi så kampen mellem Belgien og Brasilien færdig.
” Kali nichta” & ”Kalo hypno!”
Og nu er klokken så blevet 3 minutter i kamptid: Sverige-England.
Niels Brock og Drontea samt Maria er ankommet med BlueStar og de første befriende brokkerier er blevet afleveret, så solen nu kan skinne igen uden at genere alt for voldsomt. Sådan er det, og skal det nok være, når rejsen har været varm, lang og strabadserende. Én kan jo godt mærke at man er ikke helt ung længere, som fruen så livsklogt bemærkede, inden hun gav sig lov til at frydes og glæde sig til de kommende 3 uger. En lur og en tur i byen, så skulle den dronte nok være barberet?
Det ser mere vanskeligt ud mht hendes følgesvend, som i øvrigt siges at være nabo til, ja måske endda i familie med, den tidligere omtalte Brock Ollie. I hvert fald udviste de begge efter indtagelse af øl og ouzo en fascinerende evne til samklang og fællessang, når det handlede om tilværelsens væsentligste urimeligheder. Det makkerskab tegner spændende perspektiver for den videre historie om livet på det lille badehotel.
Og på balkonen sidder John & Gitte og nyder udsigten, mens de undrer sig over den afdankede redaktør af herværende hjemmeside. Er han mon bare en falleret overlærer med bristede skribentillusioner? Og deres store datters afdankede svigerfar, som nu går ned til fodboldkampen, mens hans yppige frue bader med sit knibske barnebarn, der nok synes at mormors badedragt er lige gennemsigtig nok!
Hvad er op og ned, eller for den sags skyld lige ud af landevejen? God fornøjelse.
