Fredag d. 8. Juli Agia Pavlos
Det blæser en del, men solen skinner, og når jeg sidder her på restauranten ved Agia Pavlos i skyggen med udsigt til Nikouria, den skypumpende øde ø, som hver dag præger billedet, når man kigger ud over bugten inde fra Aegiali, ja så er det jo ren fryd at nyde sin kaffe
At jeg sidder her skyldes først og fremmest Lis's dårlige lår, som har gjort det rigtig svært at bevæge sig ret langt væk fra værelse 4. Det hjælper absolut ikke på humøret, så vi blev enige om at leje en bil nogle dage for at få mulighed for at komme lidt omkring. Og Lis har jo gode minder fra sidste år, hvor hun også tilbragte nogle timer ved "the infinity pool" sammen med et udsøgt selskab fra sølvbryllupsgæstegruppen - med lejede håndklæder og pool-bar!! I dag er selskabet også udsøgt, idet vi har inviteret Brunsvigerne fra Hellerup med, hvilket jeg er sikker på at Birk & August vil sætte ligeså stor pris på, som jeg sætter på skyggen.
Ellers var det jo en noget trist start på dagen at skulle stå op kl. 6 for at tage afsked med Dansøsen og Øresneglen, som skulle have en dag på Naxos, inden de i morgen sætter kursen mod Piræus, lufthavnen og Danmark - hvis ellers Hi Fly flyver som erstatning for Norwegian. Det blir interessant at høre mere. Men de kom op til tiden, selv om de havde måtte tilbringe den sidste nat på værelse 6 fordi der var blevet klokket i det mht værelsesbestillingen til Uffe & Eva, som ankom i går eftermiddag, Det kunne nok have givet anledning til lidt murren, men GlostrupKvistene er venlige og godmodige folk, som nok kunne klare en enkelt nat på denne måde for at hjælpe Mario ud af en knibe.
Den tidlige opvågnen og afskeden tog imidlertid så hårdt på os, at vi valgte at springe morgenbadningen over; og så endda den morgen, hvor Kasper havde besluttet sig for at deltage. Men selv om vi var kommet i seng i rimelig tid - før fodboldkampen var slut - havde det alligevel været en strabadserende aften, som startede med invitationen til "Introduktion til Holistisk Massage" på taget, med deltagelse af alle danskerne - over 20. Lis og jeg følte os ikke draget eller inspireret til at deltage, for mit vedkommende slet ikke da det involverede både creme og olie. Men jeg fik da taget nogle fotos af den indledende præsentation, inden vi fortrak for at møde Anders, som stod nede i receptionen. Han var kommet om eftermiddagen fra Thessalonikki med sin kone og 3 børn og boede nu på en anden pension lidt længere inde mod byen. Og trods en gevaldig blæst med voldsomme stød begav vi os af sted for at se, hvor de boede og få snakket lidt. Undervejs købte han ind til drinks: Jack Daniels, lidet anende at whisky ikke ligefrem er vores foretrukne. Men hyggeligt var det og spændende at se, hvor godt de boede. Absolut et bedre bud for en familie på fem end de kan tilbyde på Askas. Men til gengæld ligger det så også lidt langt væk fra alle de andre venner og danskere, som i øjeblikket befolker Askas og camping.
Desværre betød den hyggelige stemning også, at vi blev forsinkede i forhold til vores aftale med Nikkeren og Øresneglen inklusive deres frie viljer, som vi skulle dinere sammen med i anledning af den forestående afrejse. Sulten var ikke overvældende med vi delte en fortræffelig Ged i tomatsovs og smagte nogle af de helstegte Små Fisk, som dog ikke var så små endda. Og for at slå sømmet helt i, bød Leftheris på Raki fra klosteret på Paros. Yderst velsmagende men også af en vis styrke, som sammen med et glas retsina kunne virke søvnfremkaldende.
At jeg under middagen pludselig kunne konstatere, at jeg endnu en gang havde tabt en plombe i en kindtand dæmpede begejstringen en smule.
Morgenen i dag, fredag bød i øvrigt også på en stor overraskelse: Susanne Vådhårshat havde på stranden fundet noget så sjældent som "Lange-Jørgen", der til alles højlydte forundring var ankommet om natten og havde fået et værelse nede i byen. Stor glæde og opstandelse og varme velkomstknus.
Og så kunne Lis ellers fortælle mig, at hun med en vis fryd havde konstateret, at Anne mindst 2 gange var gået senere i seng end hende, hvilket hun mente berettigede til en notits i de epistulære notater.
For mit vedkommende var torsdagens store begivenhed i øvrigt, at jeg sammen med Brunsvigerne "gik dalen”, fra Tholaria til Langada. Jeg havde ellers mine kvaler, da jeg ikke fandt det forsvarligt at gå til fods op til Tholaria og derefter til Langada og ned. Men bussen kørte først op kl. 10:45 og så ville det bleve for sent/varmt at vandre i bjergene Imidlertid viste der sig en løsning, da jeg bad Evdokia om at tilkalde en taxi (hvilket jeg egentlig havde været meget imod) Hun ringede nemlig bare over til bilklargøreren og bad ham om at køre mig op til byen. Tak for det - selv om den unge mand slet ikke virkede interesseret i at snakke eller fortælle. Men jeg fik dog ud af ham, at han kom fra Monemvasia på Peloponissos og ellers boede i Athen. Og det var det.
Den veltrænede Hellerup-flok tog turen op ad æselstien, mens jeg nød en kop græsk kaffe hos Yannis. Vi startede ud med et besøg på kirkegården inden vi kastede os afsted i sol og vind og nød den flotte udsigt med de mange imponerende panoramaer. August havde hovedpine, da han nåede op til Tholaria, hvorfor han valgte at gå nedad igen, Men efter kort tid ringede han, fordi han var gået forkert. Birk tilbød heroisk at løbe ned til ham for at retlede ham, men lidt efter kom han tilbage og fortalte, at August nu var på rette spor.
Vi valgte at tage ruten ud over Panagia Epanochoriani, et kapel anlæg med en lille kirke, hvor der hvert år holdes fællesfejring med spisning og gudstjeneste, og hvor vi tændte lys for AnneGrethe , Betina, min bror Steen og Birks morfar Søren. Smukt beliggende, men meget øde. På vejen derud mødte vi i øvrigt Yanis på sit æsel, som kun havde stor latter tilovers for de tossede turister, der vandrede afsted mellem de to byer i middagsheden. Vel ankommet til Langada var der tid til en sodavand, inden vi begav os ned mod Askas via stien ind i dalen.
Dagen forinden var præget af vores venten på Kasper, som skulle komme med Highspeed 4 kl. 13 i Katapola. Lis var sejlet over til Levroso kl. 12 og ville komme tilbage kl. 14, mens jeg handlede lidt ind og fik en kop kaffe i kapellet, hvor jeg mødte Nikkeren og hans Nikkedukke, som også skulle købe ind inden det unge par fra Fløng ankom med ungdomsflokken.
Det blev en lang venten, da de skulle vente i Katapola på Seajetten, som var forsinket pga. vejret, og vi havde beslutte at dulme forventningsglæden med en smule ouzo, som blev forøget af en donation fra Georgos, en onkel i familien, som var kommet fra Athen. Så humøret var højt og flagene blev svinget ivrigt, da de endelig ankom med bussen. Men uproblematisk var det ikke, da Nikseline netop havde besluttet sig for at finde ud af, hvad det var, hun ikke kunne tåle at drikke: hvidvin, retsina, ouzo eller øl? Men et sådant eksperiment er vanskeligt at gennemføre under disse forhold, ikke mindst når man, som hun selv har udtrykt det, har hovedet fuld af piller. Hvorfor hun valge at melde sig ind i festen og tog en ouzo.
Aftenen blev indledt med en beforedinnerdrink på den nye terrasse, hvorfra det er muligt at få udsigt ud over bugten til Nikouria, og det var vældig hyggeligt, hvorimod den grillede calamares, som ellers så så fristende ud ikke var nogen succes for os.
Og så tabte Wales for øvrigt til Portugal.
Fredag aften spiste vi hos Nikos i Langada, Feta m. chili i ovn og grillede keftedes. Net uden at være prangende – og som sædvanlig lidt dyrere end andre steder. Men Stefanos er lige så elegant en tjener som altid og jeg fik talt med Nikos, som foreslog at jeg ringede til ham, så vi kunne mødes en dag til en kop kaffe.
En større gruppe var også mødt op hos Nikos ”Tante Konge & hoffet”, med notabiliteter som ”Balkonlureren” og hans Vådhårshats-maitresse, strandvaskeren Lange-Jørgen, ”Skyggen” med Uffe Alderdom og selvfølgelig – Dronninge-Dronten. Så dag vi kørte nedad mod Askas tilbød vi naturligvis den forstokkede Balkonlurer og hans Vådhårshat at køre med.
På Askas underholdt Mario med rebetiko-sange og ihærdig bouzoukispil og efterhånden vendte alle folk hjem fra nær og fjern til dagens sidste drinks, mens Anne P. gik i seng på samme tid som sin svigermor.
Lørdag d. 10. juli 2016 - Aegiali Beach
BREAKING NEWS
Tante Konge & Onkel Drontning
Vi undskylder og beklager de skuffede forventninger,
Desværre er billedet blevet konfiskeret,
men vi sender et andet.
OG DOG.......
Vi kan selvfølgelig ikke skuffe vores ihærdige læsere,,,,,,,,,,,
Det er lykkedes en af vores utrættelige paparazifotografer at komme på skudhold af Tante Konge og hans Drontning. Med eneret for www.vatraki bringer vi her det enestående billede af parret henslængt i solen - hun i en tiltusket tronstolefterligning.
Men husk - på opslagstavlen kan du stadig skrive din egen kommentar og uforblommede mening.
Torsdag d. 14. juli 2016 Askas
Så har vi balladen: pludselig accelererer begivenhederne, så jeg ikke når at få registreret og kommenteret i tide, hvorefter oplevelserne tumler som drivtømmer i de svenske elve gennem mit solhede hoved.
Og nu sidder jeg så i sovsen – eller rettere CAIR-champagnen, som det lykkedes mig at finde i Katapola forleden, da vi skulle hente Simon og familie. Dem lykkedes det også at finde, så vi kunne tage den imponerende tur i bussen med Saki hen over bjergene op til Aegiali. En sikker vinder.
Men der er jo gået mange dage, siden sidste epistel blev udsendt, og lige nu er det svært at nå en opsamling af alle hændelserne, så jeg må satse på at få skrevet om bord på Blue Star, selvom vi er mange sammen: Brunsvigerne, Torslunde-Nikkerne og os. Fra kl. 6:55 – 15 og videre på samme hotel og med samme fly hjem, hvis de da ellers kan få startet og landet til rimelig tid. Det er svært at vide med Norwegian for tiden.
Til gengæld har jeg så forsøgt at holde billeddækningen ajour – og nu tilmed med kvalificeret ø-musik.
Jeg beklager forsinkelserne over for de mange trofaste læsere, og håber det vil lykkes mig at få sluttet af med en festlig sløjfe. Festligt bliver det i hvert fald i aften og nat, hvor en 4-dages rockfestival starter nede på stranden. De har øvet hele eftermiddagen og sat scene og gear op, og det lyder grangiveligt som om de står lige her uden for balkonerne og spiller.
Skønt når vi skal op kl. 5:45!
Det er blevet fredag, klokken er lidt over 8 og vi har netop forladt Donoussa og sat kursen mod Naxos. Der er ikke mange mennesker her på business class, men vi fylder godt og har okkuperet 3-4 sofagrupper. Solen skinner morgenfrisk og havet er blankt og helt stille, mens man næppe kan høre motorerne. Kun denne svage dunken i skroget.
Natten blev ikke det lydmæssige mareridt, som vi havde frygtet. Til gengæld kom vi sent i seng og som sædvanlig, når vi skal vågne til bestemt tid, havde jeg svært ved at falde i søvn igen efter kl. 4. Og 3 timers søvn er ikke nok efter en aften med ouzo i kapellet, vin til maden og champagne på balkonen – selvom det er i moderate mængder. Men det var hyggeligt med den store menighed, der troppede op til aftenmessen i solnedgangslyset: Torslunde Nikkerne og hele deres Bilsby-klan, Brunsvigerne, med deres halve ører og tidsforskudte virkelighedsopfattelse, de nytilkomne Stolze-London'ere med begejstring trods mavestop og udsigt til visse transportproblemer med en klapvogn i landsbyernes trappelabyrinter samt dykkeraspiranten Frederik, som også havde sine maveproblemer at kæmpe med. ”Ouzo vor, du som bor i glasset!”
På vejen hjem mod Askas kom vi forbi den nu færdigopsatte festivalscene, hvor et ivrigt rockband tævede løs på trommer og instrumenter, i øvrigt ganske fermt og inciterende.
16 til bords og dejlig mad inden Tante Konges hof kom ned fra Olympen, så vi kunne sige farvel til alle. En meget stor og kompliceret afskedsprocedure, hvor alle skulle huskes. Trist, trist, trist at skulle forlade så mange gode venner og venlige mennesker, og ikke mindst de fantastiske rammer, som både Askas og hele Aegiali og Amorgos udgør. Og rockfestivalen varer helt til på søndag – hvis altså ikke Tante Konge får den standset pga. den natlige larm!!!? Go for it!
Men det er jo ikke til at komme udenom: der mangler nogle dage i beskrivelsen af livet på det lille badehotel med de mange muntre danskere. Ja, jeg skal helt tilbage til lørdag, hvor jeg fik afsendt den sidste epistel. Glæden herover fik mig til at gå amok med en kop kaffe på promenaden efter at jeg havde været en tur ovre og se, hvor langt de vr kommet med skolebyggeriet. Der mangler stadig en del finpudsning, men der arbejdes på det og jeg kunne se, at skolen var taget i brug.
Om aftenen var der Live Music i restauranten, og vi opdagede at de havde brugt mit maleri fra barnedåben som blikfang på plakaten. Der blev indledt med ouzo på taget – men uden sang og guitarspil – hvorefter vi gik ned og fyldte godt op i restauranten.
Dagene har jo deres rytme og ritualer. Et af dem er morgenbadningen kl. 8:15 med skiftende besætninger. Især fordi teenagedrenge kan have meget svært ved at få deres leddeløse kroppe hevet ud af Morfeus arme; og her virker tanken om 23 gr varmt havvand ikke altid motiverende. Til gengæld er det opmuntrende at se den iver hvormed skyggetanten marcherer afsted til sin solo-vandgang et kvarter efter at vi andre er kommet op og er begyndt på morgenbikkeriet på balkonerne i forbindelse med morgenmaden, mens den alderstyngede husbond, Uffe Morgenfrisk, presser appelsinen for de sidste dråber saft. Og i den forbindelse er det altid spændende at observere om den ensomme morgenbader har sin skygge på, eller måske sin køleskabskolde stråhat (en helt ny trend, som hun på eget initiativ har indført). Det sker dog også at hun går barhovedet, hvilket ikke er velset, da det kan give indtryk af, at noget er gået helt galt i morgenprocedurerne.
I forbindelse med Lis's dårlige ben, som virkelig volder problemer og som ikke er blevet bedre trods 2 lægebesøg, piller og en sprøjte, havde vi lejet en bil i 4 dage, og selv om vi havde fået den til en fordelagtig pris, skulle den selvfølgelig bruges til andet end at køre ind til byen, så søndag formiddag foreslog vi naboerne på nr 3 en tur sydpå i kareten for at besøge et lille nonnekloster mellem Chora og Arkesini. Det blev en rigtig fin oplevelse idet den enlige nonne (søster Irene), som bor i klosteret, dukkede op efter at vi til vores store skuffelse havde konstateret, at der først var åbent kl. 17. Og hun var tilmed indstillet på at åbne op og byde os indenfor til både fortælling om klosteret og et traktement med kage og vand fra den hellige kilde, som har været udgangspunkt for anlæggelsen af bygningen, som også bestod af en frugtbar, blomstrende have. Spændende og interessant – og så kune Lis og jeg jo pludselig erindre, at vi jo forresten havde været nede ved klosteret for nogle år siden, dog uden at kunne komme ind.
Søndag aften var der koncert og middag i Langada og det lykkedes os at komme med på et par tilbudspladser sammen med hele hoffet. Vi sad fint klemt sammen under en effektfuld højtaler, fik rigtig god og varieret mad og ventede i næsten 1½ time på, at de 2 aldrende musikere skulle få stemt både sig selv og guitarerne ind. En glimrende, rutineret guitarist og en gammel populær skuespiller på musikalsk aftægt gjorde det fint; net uden at være prangende.
Men vi skulle ned til tiden, for det var jo trods alt finaleaften i fodbold-EM. Og det uventede resultat betød at chaufføren Saki vand 1400 euro, hvorfor Fani måtte ryge en cigarillos.
Det var også Leftheris fødselsdag, hvorfor han overøste os med kraftig raki, som jeg var yderst varsom med, men som til gengæld foranledigede at AP mistede kontrollen over både tunge og øjemuskler. Men de havde jo også tabt aftenens første volley-kamp mod københavnerne.
Og jeg undgik ikke at trække vejret meget højlydt om natten til fruens store irritation og ærgrelse.
Mandag var sidste dag for Balkonlureren og hans Vådhårshat, mens Simon og hele familien var godt på vej og endte sent på aftenen på hotellet i Piræus. Det var også dagen, hvor Brunsviderne fra Hellerup lejede bil og kørte øen rundt.
Jeg tog til Katapola sammen med Kasper for at hente Jeppe, og det lykkedes mig ovenikøbet at få fat i tegnetusch til min rapidograph, så lykkelig var jeg, hvorfor jeg fluks for ind hos en købmand og fandt en flaske CAIR – demi-sec. My lucky day. Nikkeren og hans Nikseline var taget med Saki i bussen til Katapola for at sige hello til Jeppe og de kørte bagefter med Kasper, som skulle køre en lejebil hjem, til Chora.
Omelet-frokost og en aftensvømmer inden vi om aftenen kørte til Langada og Yanis's restaurant ”VARIS” sammen med hele Rejseholdet, som i skrivende stund er samlet på Blue Star Patmos. Som sædvanlig var vi begejstrede for maden og en kort snak med Yanis blev det da også til inden vi humpede hjemad til en kop kaffe på Askas og afsked med Jan og Susanne.
Tirsdag d. 12. juli er det både Michaels og Georgos fødselsdag. Det huskede vi og der blev sunget fødselsdagssang. I øvrigt har Georgos dekoreret væggen ude ved den nye ”tribune” på p-pladsen. Jeg er i tvivl om, hvorvidt billedet er færdigt, men jeg tog et foto af det i morges, da vi skulle rejse, så kan I jo selv vurdere resultatet.
Denne dag kørte jeg med Saki til Katapola for at hente Simon & Christina og børnene, og han havde lovet at køre tilbage med det samme, selvom han skulle hente folk kl. 15, når Blue Star kommer. Imens havde Lis travlt med at få værelset gjort i stand så køleskabet virkede og barnesengen var på plads som lovet. Det lykkedes alt sammen og de fik en varm velkomst med flag og ouzo, da de rullede ind på matriklen.
En lang dags rejse trætter, så det blev til middag på Askas sammen med alle os andre – og med nogle tililende musikanter, som fik lov til at underholde med Rebetiko og medbragte groupies. En fin velkomst selv om de ikke holdt så længe.
Og så lykkedes det endeligt i onsdags at komme ud på endnu en gåtur i bjergene. Denne gang sammen med Hellerup-vandrerne ud til Theologos. En tur, jeg var spændt på om jeg stadig kunne klare, idet jeg stadig har minder om forrige gang, hvor jeg flere gange følte at blodtrykket var ved at skyde hovedet af, da vi skulle forcere den sidste, store stigning. Men heldigvis var vejret med os, idet skyerne hang tæt og lavt over bjergene, så vi fik en behagelig temperatur.
Det blev en skøn tur og ikke mindre spændende af, at vi ude ved kirken mødte en nonne, som nu boede derude og bød os på rakomolo, lokum og melon – samt stor villighed til at fortælle og svare på spørgsmål. Hun var en stor modsætning til søster Irene, som vi i søndags havde besøgt nede sydpå, og hun brød sig da heller ikke om at være i klostret dernede, idet hun syntes der kom for mange mennesker. Hun vil fred, ro og fordybelse. Og det kan hun sandelig få derude på den nordlige spids med en fantastisk udsigt og Stavros lige om hjørnet samt en æselmand, der kommer forbi hver dag.
Hjemturen gik betydelig hurtigere, men skyerne var væk og temperaturen steg, så da vi nærmede os Langada skælvede mine lår og selv den mindste stigning satte pulsen i vejret, så de røde lamper tændtes og det handlede om skygge, væde og hvile. Vi strøg ind i skyggerne på torvet for at sætte os og få noget at drikke i ro og mag. Men ak, bussen var på vej og der var enighed om, at vi alle skulle tage den ned til byen. Så vi nøjedes med en stor flaskevand og fællesdrikning og kom på den måde sikkert ned og ind i Askas skygge, hvor nogle skulle have frokost, inden den tiltrængte eftermiddagslur.
Om aftenen drog ”rejseholdet” til messe i Kapellet, hvor vi mødte Simon, der fik en kort introduktion til denne kulturelle seværdigheds historie og ritualer. Han var glad og begejstret for at være her, på trods ad seriøse maveproblemer, som dog nok er mere medbragte hjemmefra end lokalt foranledigede. Men trods den snævre plads på værelset sover børnene tilsyneladende godt og det skal nok også lykkes at gøre Nora begejstret for vandet ligesom hendes brødre, Bertram og Villads, er det.
Efter ouzobønnen gik vi sammen med Brunsvigerne op på Asteria, hvor Mikkel havde reserveret et fint bord med udsigt og vindafkøling. Og så lykkedes det at få Pizza Speciale, som jeg delte med Birk. Afregning og den traditionelle cognac i rigelige mængder.
Det lykkedes os at komme hjem til afsked med Lange-Jørgen, der dog denne aften ikke havde en af sine lyn-skjorter på. Han skulle med båden torsdag morgen.
Og så er ringen næsten sluttet.
Torsdagen stod i pakningens og afrejsens tegn; men der blev dog også tid til en strandtur sammen med Simon & Christina, hvor også Kasper og Lotte dukkede op. Og tilmed en fadøl på Petros II, da klokken havde rundet ½2.
Lige nu er klokken 10:33 og vi er klar til afgang fra Paros ud på det sidste ben til Piræus. Om 4½ time er vi i havn og klar til det sidste døgn, som vil få sin egen historie i den afsluttende epistel, der bliver skrevet efter hjemkomsten på lørdag. I dansk sommervejr.
Frøhaven mandag d. 18. juli 2016
Et døgn i Piræus – og så videre…..
Vi ankom planmæssigt til Piræus kl. 15, og selv om både temperaturen og trafikken var overvældende lykkedes det også at få både os selv og kufferterne bugseret hen til hotellet, Piraeus Dream Hotel, som vi også havde benyttet på udturen.
Selv om der var blevet både hvilet og sovet og læst og slet ikke festet på sejlturen var der et naturligt behov for lige at få benene op, lukket øjnene og vænnet sig til storbyens nye omgivelser – dog ikke for Nikseline, der havde påtaget sig den vigtige opgave at finde et mistet hjul til en af kufferterne (var det mon dens sidste forsøg på endnu en gang at skabe opmærksomhed og ballade?), mens Nikkeren krøb til tops på tagrestauranten for at nyde en længe savnet fadøl. Og samtidig skulle hun i øvrigt også undersøge, hvorvidt den overfor hotellet liggende café med det noget specielle og interessante klientel og den ydmyge indretning, mon stadig var åben. For så ville hun give en kop kaffe.
Lis & jeg fulgte efter op på taget og fik en snak med Nikkeren, der efter sine mange højtflyvende år som hvidskjortet pilot med pressefolder virkelig kan fortælle historier. Igen og igen. Men denne sene eftermiddag i Piræus afslørede han, mens solen gik ned , at han bar på endnu en hemmelig identitet (sådan er det jo ofte med superhelte) : ”Captain Red Tube" – the one and only. Vi var selvfølgelig målløse, men anerkendende overfor denne utrolige personligheds mange talenter. Ikke mindst da det viste sig at hans hengivne Nikkedukke slet ikke kendte til den side af sin firskårne lufthelt.
Brunsvigerne valgte et orienteringsløb mellem Piræus mange butikker med efterfølgende middag på en lokal anbefalet restaurant ”Arlekin”, mens vi andre havde bestilt bord på toppen, hvor vi fik rigelig med mad og en regning, er kunne diskuteres, hvilket den så også blev, da det viste sig umuligt at se, hvorhenne de 10% rabat, som vi var blevet udstyret med ved indtjekningen, egentlig befandt sig på regningen. Og efter en hel del palaver og fynske eder lykkedes det da også Captain Red Tube at få reduceret beløbet med 5,50 euro. En beskeden, men kærkommen sejr.
Om lørdagen blev rejseholdet splittet op, idet Brunsvigerne og Nikkerne fra Torslunde efter anbefaling valgte at tage ind til Athen for at se Acropolis-museet, mens vi på grund af Lis’s lår-skade ville nøjes med lidt langsom vandren rundt i de nærmeste kvarterer – startende i H&M, hvor der var emner, der skulle byttes.
Solen skinnede, men der stod også en stiv kuling gennem gaderne, så da vi skulle have en sodavand handlede det om at finde både læ og skygge. Men det lykkedes, så vi bagefter kunne finde hjem til hotellet, hvor det i hotellets lobby lykkedes at konstatere at vi ikke kunne tjekke ind via nettet til Norwegians afgang om aftenen. Til gengæld kunne vi få hvilet os lidt, idet vi havde fået lavet en aftale med hotellet om, at vi først skulle forlade værelserne kl. 15.
Inden det kom så vidt mødtes Lis og jeg med Brushovederne fra Hellerup på Arlekin til en let frokost, inden vi vendte tilbage til Drømmehotellet, hvor vi alle fik en fælles skål i den sidste retsina, som vi havde slæbt med fra Amorgos. Herefter blev bagagen stillet i lobbyen, og vi kunne nu gå over til den meget omtalte cafe, hvor det mest interessante denne eftermiddag dog var den yderst spartanske, kaffestue-agtige indretning og den imødekommende servitrice, som sørgede for en solid frokost til Nikkerne, mens jeg fik en kop kaffe.
Bagagetaxi til stoppestedet 5 minutters gang fra hotellet og en kvik bustur på kun 5 kvarter. Men så kunne vi også konstatere at flyet var 1 time forsinket, hvorfor vi efter indtjekningen havde masser af tid til samling udenfor afgangshallen, inden vi spredtes for mange vinde i transitten for at mødes igen ved gaten. Og Lis fik spillet stokke-kortet da vi skulle igennem sikkerhedstjekket, så vi blev hevet forrest i køen. Til gengæld fik hun så også konfiskeret en ny neglefil!
Endnu lidt forsinkelse da vi skulle ombord i det ekstra store Airbus 300-200a fly fra HiFly – et portugisisk selskab, som var hyret af Norwegian – gjorde at vi først landede omkring kl. 24, en smule udmattede.
Så mens Tante Konge afregerer og Onkel Drontning skryder, mens Øresneglen polerer Dansøsens polestang og Captain Red Tube Nikker med sin Nikkedukke og mobilen, mens Brunsviderne lytter med de halve ører efter finurlige misforståelser og den bekymrede pensionistaspirant grubler i skyggen af fruens afkølede sommerhat, som ikke længere skal konkurrere med Balkonlureren og hans maitresses Vådhårshat og mens Den lange lynskjorteklædte strandvasker øver nye tricks halter sladderepistularens Lårskade til lægen og får endnu en henvisning til Dr. Muskelklog, som dog lige skal holde ferie indtil august.
Sådan er der jo så meget.
Og tusind tak for denne sang til alle, ikke mindst til Birk og August som hele vejen hjem på en meget hensynsfuld måde både bar og støttede for at lette os for noget af alderdomsbyrden og de tonstunge kufferter….
