MANDAG D. 5,JUNI
Vi landede i går efter en lidt forsinket flyvning med SAS.
Iøvrigt med kaptajnen besked om, at vi skulle lande i en lille lufthavn uden flyvelederkontrol.
Godt begyndt er halvt fuldendt, og kl 13 (græsk tid) landede vi i den omtalte, næsten ubemandede lufthavn, hvor vi blev afhentet i 2 privatbiler, som kørte os til Lefkos, sammen med bagagen. En fin tur med mange smukke udsigter og fortællinger om fredagens voldsomme regnvejr, som havde overvældet øen og afbrudt strømforsyneingen i 5 timer.
Men lige nu er vi ved at forberede os til aftenens dinner, mens solen langsomt går ned, så fortællingen fortsætter i morgen.
Selvom meningen var god nok halter virkeligheden dog bagefter. Nu er vi nemlig nået til onsdag, hvor vi for et par timer siden vendte hjem efter en biltur til Olympos - den fantastisk beliggende bjergby helt oppe nordpå. Turen derop er i sig selv en oplevelse - med mindre man har anlæg for køresyge. Det går både op og ned og rundt i mange hårnålesving, med svimlende udsigter til både dybe kløfter og truende bjergtoppe. Et voldsom landskab, der nok kan give respekt for naturen og minde en om at blive på vejen; hvilket sine steder kunne være svært da sidste uges voldsomme regnskyl havde sendt masser af klippestykker ned over vejen - og sine steder også gennem autoværnet.
Men Mogens bragte os sikkert frem til turistmagneten, hvor der allerede holdt 2 busser fra Apollo - med tilhørende guider. Jeg lignede garanteret også en typisk turist med stråhat, korte bukser, sandaler (dog uden strømper), fotografiapparat på maven og en nykøbt, meget lokal og autentisk hyrdestav, der skulle erstatte den glemte stok, som trods velanbragt huskeseddel stadig hænger hjemme i Frøhaven.
Opad gik det, i konstant karambolage med turistgrupperne og deres informative førehunde. Det blev endda til en Cola inden Mogens viste vej til en meget lille og gammel cafe "H Kriti", hvor vi egentlig bare skulle have øl og ouzo, men endte med at få det store meze-udtræk: kolde kogte kartofter, agurk og salatblade, oliven, vellagret fetaost og gammelt brød opblødt i vand. Værsgo! Og altsammen serveret af en ældre, krumbøjet og smilende lille kvinde i sort folkedragt med broderier. En stor og meget særpræget oplevelse.
Herefter var der ikke langt op til kirken, som til alt held var åben, så vi kunne komme ind og se de utrolige kalkmalerier, som var ved at blive afdækket.
Tilbage til bilen og videre ned mod Diafane, en lille havneby 8 km fra Olympos, hvor vi genfandt den restaurant, som Lis og jeg havde prøvet for 2 år siden sammen med Poul og Annelise. Det blev til en beskeden, men velsmagende frokost, hvor jeg himlede af begejstring over de små keftedes og den saganaki, som jeg havde bestilt. De ramte absolut plet. Til gengæld blev tilbageturen op over bjergene præget af varmen, mæthed og en vis træthed, så da vi endelig nåede hjem handlede det om at lure. Og om mine briller, somjeg pludselig ikke kunne finde, hvilket gav mig anelser om et andet akt i skuespillet om de glemte/forsvundne genstande. Stykket blev som antydet startet med konstateringen af, at jeg havde glemt min stok, hvilket der jo ikke var nogen mulighed for at kompensere for. Derefter vågnede jeg op søndag eftermiddag og kunne ikke finde min pung, hvilket dog blev hurtigt opklaret, da jeg fandt pungen i en skuffe, hvor den absolut ikke havde noget at gøre. Dagen efter var det mine solbriller, som var forsvundet. Og det i en grad, så jeg turnerede rundt på alle de steder, vi havde været for at spørge til disse briller. Uden resultat. Jeg havde selvfølgelig først gennempløjet vores værelse, men for en sikkerheds skyld tog jeg en tur mere: Bingo, der lå de og gemte sig helt inde bagerst i en dyb skuffe og dårligt lys.
At jeg så kom hjem fra køreturen og til min skræk opdagede, at mine almindelige briller ikke var kommet med hjem fik mig næsten ud til grænsen af panik. Sidste udvej var at ringe til Mogens, som sammen med Jeanne var på vej til benzintanken ved Arkasa ned sydpå, og bed dem kigge efter brillerne i handske- og bagagerum.
Og heldigvis ringede de inden jeg faldt i søvn og beroligede mig: brillerne var i sikkerhed!
Desværre må jeg slutte nu med en konstatering af, at jeg ikke er i stand til at få mine fotos på hjemmesiden - endnu. Det må vente til vi kommer hjem i næste uge.
For kronologiens skyld skal det vel nævnes, at det lige nu er onsdag aften d. 7. juni og klokken er 22:30. Bælgmørket har sænket sig over bjergene og kysten og lyden domineres af det uendelige bølgeslag,
Vi har haft en fin aften på restaurant Ammos med rigtig god mad, flinke folk og en telefon, der blev ved med at ringe uden at nogen reagerede. Vi lyttede og gættede på hvorfra den efterhånden noget anstrengende lyd kom indtil det, efter 5-10 minutter, gik op for os, at den kom fra Lis's taske. Medicinalarmen!!
Og imorgen er aftalen, at det handler om strand, vand og sol - med mulighed for at sidde i skyggen for dem, der ikke lige er minded for strandaktiviteterne.
Jegskal ikke opholde mig så meget ved vores spiseri og de kulinariske oplevelser, men det skal dog bemærkes, at de storslåede kalamares, vi fik de første dag, medførte at vi 3 aftener i træk spiste på "De 3 Delfiner" - og det var stadig gode oplevelser og næppe deres skyld at jeg om tirsdagen havde mistet pusten og følte mig temmelig uoplagt og træt. Syndens løn!
Men nu er klokken blevet 23, så jeg lukker ned og samler kræfter til morgendagens udfordringer.
TIRSDAG D. 13. JUNI 2023
Det er en utrolig uhensigtsmæssig måde at skrive sig baglæns igennem en tætpakket ferieuge. Ikke mindst fordi der ikke er mange øjeblikke til at få noteret relevante stikord ned. Jeg kender det selvfølgelig godt fra tidligere ferieskriverier, men af en eller anden grund var det mere vanskeligt denne . gang. Måske også fordi jeg kun havde tabletten med, uden muiighed for at lægge billeder ind
Forsøget skal dog gøres, og så kan jeg muligvis få ”tilføjelser og korrektioner” fra nogen af de deltagere?
Jeg havde på forhånd meldt fra til den annoncerede ”sol, sand og vand dag”. Min besværede vejrtrækning havde fået Lis til at advare mod at udsætte kroppen for chokerende afkøling, hvilket jeg naturligvis kun kunne være enig med hende i.
Så i stedet stod den på spadseretur for Mogens og mig, mens furerne kaprede liggestole på stranden og henslængt kunne lade solen branke deres sarte huder.
Vel vidende at min kondition absolut ikke er til hverken stegende varme eller indhøstning af højdemeter – en trend som vi i øvrigt morede os højlydt over i fællesskab, når vi mødte de korrekt udklædte vandrere, der med faste, ihærdige skridt og stålsatte blikke mod højderne, tordnede forbi os mens de ivrigt studerede deres håndledsmonterede målestationer. Enkelte blikke afslørede dog også, at der var nogle der længtes efter at dette selvpåførte martyrium snart var overstået.
Men da selv en stigningsprocent på 3 kan give mig seriøse vejrtrækningsproblemer var det måske lidt overilet, at vi startede ud med en vedvarende lille stigning lige i middagsheden. ”Viljestyrke” – og frygten for total latterliggørelse – samt rigeligt med pauser for at nyde udsigten (!) bragte os dog op til mere end 30 meter over havets overflade!!! Her fandt vi et forladt storhotel, som næppe havde været ubrugt i mere end 1 år, men alligevel så temmelig forfaldent ud. Det var en underlig fornemmelse at gå rundt og betragte hotellet, mens udsigten til bugten og havet var så storslået, som den var.
Kapitalismen kaster meget skrammel af sig – på mere end en måde.
Vi fik snakket og fotograferet og svedt inden vi igen begav os ned mod stranden og den lille havn, hvor vi fandt et bord på den første en bedste ”havnecafe”, som dog var både velholdt og turistparat og godt placeret, lige for enden af den 20 m korte havnemole, med plads til max. 10 både.
Absolut en af de rigtig gode stunder, hvor man i ro og mag og med enkle livskloge kommentarer til de smukke omgivelser og dagens oplevelser virkelig kan nyde sin ouzo (ikke mindst når klokken er langt over 12 og samvittigheden jomfruelig ren)
Vi gik tilbage mod lagunen, hvor fruerne havde lejret sig og hvor vi havde set Lis kaste sig ivrigt ud i det turkisgrønne vand for at demonstrere sin fortid som olympiadeaspirantsvømmer tilbage i 1960. og endnu en gang blev Edel Ward Petersen (Ethel Ward Petersen er en dansk tidligere svømmer. Hun konkurrerede i kvindernes 100 meter rygsvømning ved sommer-OL 1960.)
forbandet for sine længere arme, der bragte hende til Olympiaden…ilfg Fru Madsen.
Til gengæld fik fru Madsen et længere liv. Både hende og Ethel var født i 1942, men Ethel døde i 2016.
Under gåturen – og senere under nogle af vores mindeværdige måltider -udviklede Mogens og jeg en teori om ”Tidens sekventering”. En teori der åbnede op for en forlængelse af vores traditionelle tidsopfattelse og -måling.
Mogens havde funderet over hvordan Lis og jeg var i stand til at ”tage en lur” op til flere gange i løbet af dagen. På denne måde kom en dag til at bestå af flere sekvenser, som hver for sig indeholdt et selvstændigt ”oplevelsesrum”.
På denne måde blev tiden udvidet og vi fik i virkeligheden op til 4-5 sekvenser ud af hver dag. Og altså i løbet af en uge 30-35 ”erkendelses-sekvenser” med hver deres karakteristika.
Voila! Helt gratis en længere ferie!!!! Endda en af dem med luft under tankerne og højt til loftet samt mange mærkelige ord og ideer.
Om det var samme aften eller den næste tør jeg ikke sige, men i hvert fald valgte vi at spise på en af de få restauranter, som ingen af os i forvejen havde prøvet: Ammos, hed den, og den havde iflg. Mogens fået mange gode anmeldelser. Ja så mange, at da de for år tilbage ville spise der, blev de afvist med et spørgsmål om, hvorvidt de havde bestilt bord; for ellers kunne det ikke lade sig gøre.
Men denne aften var vi tidligt ude, og trods en vis vind var der læ og hygge i den primitive restaurant, hvor der bestemt ikke var overfyldt. Til gengæld havde tjeneren travlt, da han samtidig også havde vigtige funktioner i køkkenet (et simpelt, lille skur) med forberedelse af de enkelte retter. Og så var det rigtig dejlig og velsmagende mad, vi fik inden de sluttede af med hjemmelavet raki. Goodbye & goodnight!
Lis og jeg havde hele ferie snakket om en speciel restaurant, som absolut ikke var typisk græsk. Vi havde besøgt den et par gange sammen med Annelise og Poul for nogle år siden, og vi var fascineret af både maden og den specielle betjening, hvor man efter velkomst og servering af drinks bliver kaldt ind i køkkenet, hvor kokken fremviser og fortæller om aftenens muligheder (i virkeligheden en udvikling af en gammel græsk tradition med at invitere folk i køkkenet for at se på retterne.)
Der var tale om meget varieret mad: fra kylling i gorgonzolasauce over grillet fisk til moussaka. Veltillavet og velsmagende – og serveret i en hyggelig atmosfære på terrassen, med mange interessante mennesker. Men Jeanne var blevet solvarm og træt og måtte forlade, os inden vi fik taget os sammen til at følge efter.
Den sidste dag var præget af opbrud og afgang. Vi brugte i hvert fald meget tid på at få pakket sammen og finde plads til alle tingene. Og ikke mindst på at huske alle tingene. Men der blev også tid til at nyde solen på terrassen og spise en frokost på ”promenaden” (et pompøst udtryk for den eneste, smalle vej i byen langs stranden)
Vi havde aftalt at slutte hvor vi startede: på ”De Tre Delfiner” – ikke mindst fordi der var fodboldTV senere, som Mogens gerne ville overvære (sådan er det jo med de idrætsmænd!). The Braunschweigs havde beslutte sig for at møde tidligt op for at sikre sig et bord, da vi havde oplevet en overfyldt restaurant nogle aftener før.
Maden var god – med undtagelse af Lis’s kalamares, som slet ikke levede op til førstedagens oplevelse – men vi kunne slet ikke stå distancen fra solnedgang til fodboldkamp, så vi trippede ned ad bakken hjem til de sidste kuffertarrangementer.
Og så blev det søndag morgen. Afsked og afgang.
Vi skulle køre med privatbil alle 4 + bagage til lufthavnen, hvilket også var en god oplevelse, ikke mindst fordi vi kom i så god tid, at vi ikke skulle stå i kø eller vente på at komme ind i afgangshallen, hvor vi til gengæld skulle vente i flere timer, inden vi blev lukket ud i varmen til en flyver, hvor vi endte med at få en besked om, at vi skulle vente yderligere en time inden, de kunne lette – og vi kunne lande.
Til gengæld ventede Michael i Lufthavnen og bragte os sikkert tilbage til Frøhaven og Mette, som ventede med åbne arme og mad. Så skønt at være hjemme igen.
