MANDAG D. 19. OKTOBER 2020
Det vil vel være rimeligt på dette punkt at indrømme, at hvad der herefter bliver skrevet, hovedsageligt vil være baseret på hukommelsesbaserede notater om forløbet af den sidste uge på Amorgos og de 3 nætter på Naxos. Men forhåbentlig vil det alligevel give et rimeligt billede af begivenheder og forløb – selv om kronologien muligvis halter indimellem. Ikke mindst fordi jeg i slutningen af perioden blev ramt af en influenzalignende infektion, som på flere punkter gjorde mig ukampdygtig.
Mandagen var jo den sidste dag, hvor vi havde lejet bil, så vil aftalte at køre en sidste tur sydpå. I førte omgang for at spise frokost i Arkesini på den restaurant, som Maria havde anbefalet. Men inden vi nåede så langt, skulle vi et smut forbi Agios Georgios Valsamitis, et lille kloster syd for Hora, hvor vi før havde været inde og mødt den enlige nonne, som bestyrede og passede den specielle, smukke lille kirke. Men ak, der var lukket – selvom skiltet faktisk annoncerede, at der skulle være åbent. Og vi erindrede nogle udtalelser fra Niels & Annemette om, at den omtalte nonne havde forladt klosteret. Øv.
Vi fortsatte videre sydpå og tog en tur ned til Mouro, selvom vi var klar over, at restauranten dernede ved kysten var lukket. Til gengæld parkerede vi om bag rastauranten og gik ad den alternative sti, som førte ned til en anden del af stranden. Og nej, vi gik ikke helt ned til stranden men fandt en fin betonbænk med herlig udsigt over kystlinjen, stranden og havet.
I Arkesini måtte vi erkende, at det ikke var muligt at finde en åben, indbydende restaurant, så i stedet for at fortsætte til Kolofanes vendte vi om og kørte mod Hora, hvor vi parkerede ved skolerne og fandt en lille cafe, hvor nogle af lærerne tilsyneladende holdt lærermøde. Det blev ikke til frokost, men til kaffe og sodavand, mens vi kunne betragte de jublende skoleelever, der netop havde fået fri og var på vej hjem. Nostalgisk og universelt syn.
Først da vi nåede hjem til Askas blev det til 2 omeletter og øl til deling, inden vi gik til lurning på værelserne for at forberede os til den invitation, som fætrene havde givet om at mødes på taget ved solnedgangstid til drinks og snacks. Og i overensstemmelse med mange års tradition, havde de selvfølgelig også fået mulighed for at vælge, hvor vi skulle spise om aftenen. Og de havde valgt Corelli, for enden af Sunset Blv. med storslået udsigt over bugten.
Serveringen på taget var excellent og stilfuld og tilpasset den hastige og tidlige solnedgang. Flere slags rom, gin og masser af snacks. En elegant indledning til afskedsaftenen, som fortsatte på Corelli, hvor der blev valgt mad i rigelige mængder. Således fik Lis og jeg endnu en gang bestilt ”pikilia”, et stort fad med forskellige delikatesser fra havet: små fisk, rejser, blæksprutter og kalamarakia bl.a. Og ved afslutningen stod det vist klart for os alle – også Lis – at fætrene var blevet mere end 14 år; på elegant vis fik de betalt regningen, ønskede os en god aften og kastede sig ud i byens heftige natteliv!!! Tak for mad og en hyggelig aften.
TIRSDAG D. 20. OKTOBER
Jeg havde aftalt at køre Knold & Tot til færgen, som sejlede kl. 06:55, så jeg var tidligt oppe for at gøre bilen køreklar og få den i startposition, hvilket i mørket førte til et mindre sammenstød med træterrassen – dog uden synlige skrammer på hverken bil eller bygning.
Som sædvanlig havde Evdokia sørget for en madpakke til de morgenfriske fætre, Lis var også komet ud og efter vinken og knus kom vi afsted til tiden med et flag siddende i døren. Færgen kom til tiden og det var trods alt en god fornemmelse at kunne sige farvel til Knold og Tot, som det virkelig havde været en fornøjelse at være sammen med de sidste 10 dage. Forhåbentlig en oplevelse, som kan gentage sig i de kommende år?
Efter morgenbadning og balkonbacon fik jeg lavet en aftale med Fani om, at jeg mod kontant betaling for billejen fik skrevet en dag ekstra på kontakten, hvilket gav os mulighed for at køre en kort tur op til Potamos, hvor Annelise så gerne ville se kirken. Men den var desværre lukket af, så vi måtte nøjes med lidt rundtur, bl.a. også over til den lille kirkegård på den anden side af kløften.
Ellers var dagen selvfølgelig præget af at Knold og Tot var på vej hjem, og at vi måtte se i øjne, at vi også skulle til at tænke i hjemrejseplaner. Blandt andet skulle vil jo have nogle billetter til færgen torsdag morgen til Naxos. Det havde vist sig svært at finde tidspunkter, hvor billetkontoret åbent, men ved en opringning fandt Marios ud af, at der skulle være åbent om eftermiddagen. Så jeg troppede op og købte de 4 billetter til morgenfærgen. Desværre viste det sig, at jeg i begejstringen havde bedt om billetter til næste dag kl. 6:55 – uden at bemærke, at det for det første var torsdag, vi skulle rejse og for det andet, at færgen om onsdagen sejlede fra Katapola – kl. 6:00. Det var kort sagt rigtig vigtigt at få byttet billetterne. Og heldigvis var Mario i stand til at overbevise billetagenten om vigtigheden heraf, hvorefter jeg hastede ned mod havnen i bilen. Efter lang tids søgen lykkedes det mig at få parkeret bilen ude på molen i mørket, hvorpå jeg ilede op mod kontoret.
Og så skete det endnu engang: jeg faldt simpelthen hen over det høje trin op til kontoret og landede som en skamskudt hvalros på afsatsen, mens agenten straks sprang op for at komme til undsætning, og alle gæsterne på Katina undrede sig over den sprællende klump på stengulvet, som i første omgang lykkedes med at splatte helt ud endnu engang, da han prøvede at komme op på alle fire. Bambi på glatis – i overstørrelse. Men med lidt assistance lykkedes det mig at komme op at stå med diverse fysiske smerter i knæ, hænder og albuer. Den sårede forfængelighed var heller ikke befordrende.
Men billetterne blev bytte uden problemer; og som Mario senere sagde: der var du heldig at ramme en af de dage, hvor han var i godt humør. Men det var nu rart med hans omsorg, da han til slut spurgte om jeg var OK, inden jeg i hast forlod kontoret og ømmede mig.
Evdokia havde indbudt til fiskesuppe m.m- til Annelises ganske tydelige ubehag, men det viste sig nu at være endnu et storslået måltid med både dejlig suppe og god fisk. Men jeg var ikke rigtig i form efter snubleturen.
Gad vide om det ikke var den aften, jeg startede turen ned ad ”Via Dolorosa”.
”VIA DOLOROSA”
ONSDAG D. 21.OKTOBER 2020
De første tegn på forfald viste sig, da jeg afstod fra morgenbadning og måtte konstatere, at jeg sandsynligvis også havde feber, selvom det gav anledning til megen snak, at der er forskel på mundtemperatur og temperaturen målt andre steder!?
Under alle omstændigheder blev jeg hurtigt afhængig af både Pamol, Panadol og Ibrufen, som til gengæld gav mig både svedeture og kulderystninger med jævne mellemrum, mens Lis gik i gang med at pakke kufferterne. Ikke bare vores rejsekufferter, men også ”festkufferteren” og tilbehøret.
Jeg sov meget af tiden, men var dog også med nede hos Evdokia, da hun spurgte om, hvad vi kunne ønske os at spise om aftenen. Jeg valgte Carbonara, som jeg havde tænkt på et par dage, selvom jeg egentlig ikke kunne forestille mig, hvordan det skulle glide ned.
Undervejs i mine feberdrømme voksede frygten for Corona-djævlen frem, da mange symptomer kunne pege i den retning. På den anden side havde jeg ikke umiddelbart luftvejsproblemer, hvilket jeg prøvede at overbevise mig selv om ved hyppige ind- og udåndingsøvelser (!) ingen hals- eller hovedpine, men kun muskelsmerter, feber og træthed. Det voldte også problemer, at vi jo hver gang, vi skulle sejle med Blue Star, skulle udfylde en blanket med en erklæring om, at vi ikke havde feber eller andre symptomer på Covid-19. Men hvad nu hvis? Kunne jeg så risikere at smitte andre?
På den anden side havde vi nu alle 4 været sammen i snart 3 uger, og ingen af de andre udviste tegn på at være smittede, ligesom vi heller ikke på Amorgos havde været tæt på folk, der virkede eller var syge. Så jeg skrev under på min sundhed, snuppede en håndfuld piller og lagde mig til at sove i håb om, at det nok snart ville gå over.
Om aftenen var der dækket op til det store familie-afskedsmåltid i restauranten. Efterhånden var hotellet ved at være tømt for gæster, selvom Mario med en vis ærgrelse kunne konstatere, at der stadig kom bestillinger på værelser; men nu havde han givet Ioanna besked om at dreje nøglen om og nægte flere gæster, så i løbet af den følgende uge regnede han med at få tømt hotellet.
Jeg fik stablet mig sammen til at komme ned til festmåltidet, men festlig var jeg vist ikke. Lis og Annelise havde fået flotte gaver og bordet bugnede med alle de ting, vi havde foreslået Især 4 store fade med Carbonara. Det var imponerende, og det lykkedes mig da også at få spist både lidt rødbeder med skordalia (hvidløgsmos) og Carbonara inden jeg gav op, sagde godnat og uendelig mange slags tak for nogle herlige uger på Askas, mens Yannis sang: ”s’agapo yati…” Trist og imponerende, hvad de havde gjort i løbet af de skønne dage.
TORSDAG D. 22. OKTOBER 2020
Som sædvanlig stod vi op i rimelig god tid for at være klar til afgang med Blue Star kl. 6:55. Så kl 6 stod vi i mørket på restauranten, hvor både Evdokia og Dimitra dukkede op med tilbud om kaffe og lidt morgenmad. Og selvfølgelig den uundgåelige madpakke til turen. Jeg var godt nok vågen og havde kørt bilen i stilling med nedklappede sæder og åben bagklap, så Poul kunne læsse kufferterne på. Men meget mere orkede jeg simpelthen ikke.
Evdokia og Fani kørte Annelise og Lis ned til færgen og Fani hjalp os ombord med kufferterne, mens jeg prøvede at spille frisk, mens jeg fremviste billet og attest på min sundhed!
Der var ikke mange mennesker ombord, da færgen jo lige kom fra Astepalia, så vi fandt pladser i cafeteriaet, hvor vi kunne isolere os i et hjørne; smittefrygten hærgede stadig – endda så meget, så Lis og jeg ikke turde kysse hinanden eller drikke af samme glas/flaske. Heldigvis varede turen kun 2 timer og mine pillers effekt var ved at slutte, da vi gik i land på Naxos og prajede 2 taxier til at fragte os til Pension Philoxenia. Uden problemer eller svinkeærinder var vi fremme efter 10 minutter og kunne endda tage værelserne i besiddelse efter eget valg og selv om vi kom 3 timer før officiel indtjekning. På den anden side var turiststrømmen jo ikke overvældende – ja faktisk var der ikke andre gæster på hotellet, hvor vi fakltisk fik værelserne 300 kr billigere, fordi vi havde måtte flytte ankomst og afrejse pga. det aflyste fly mandag morgen. I virkeligheden var det ikke aflyst, men blot flyttet til om eftermiddagen, hvor vi jo ikke kunne bruge det, eftersom vi på det tidspunkt gerne skulle sidde i et SAS-fly på vej mod København. I stedet tog vi altså en dag tidligere til Naxos og skulle så sejle til Piræus om søndagen, hvor vi havde bestilt en overnatning på det velkendte Piræus City Hotel (tidligere: ”… Dream Hotel”)
Det var udmærkede værelser med en lille forsænket gårdhave, hvor vi kunne sidde ude og – da vi endelig fik en kogekande – drikke kaffe m.m.
Trods intentioner om at komme op og ud og se noget af Naxos lykkedes det faktisk ikke. Hovedparten af de 3 dage tilbragte jeg i sengen på værelset, mens Lis, Poul og Annelise kunne bringe mig nyheder om omgivelserne og den nærliggende strand. Det høstede jeg ikkemange point på.
Men det blev til en enkelt gåtur med Poul op igennem byen til torvet og tilbage ad Odos Amorgoy, mens de 3 tapre og friske kunne fortælle om den restaurant, hvor de faktisk spiste 3 aftener i træk pga. den gode mad, stemningen og de mange græske gæster. Det fik mig til den sidste aften at gøre et forsøg på at deltage i middagen; men til Lis’s store fortrydelse (fik jeg senere at vide) måtte jeg opgive og søge hjem i seng. Blandt andet også fordi vi dagen efter skulle sejle med Blue Star kl. 9:30.
Det var lykkedes at få kahytbilletter til færgen, så jeg kunne tilbringe hele turen i kahytten uden risiko for at smitte eller blive smittet, og med planen om at tage en taxi direkte til hotellet og den minivan, som vi havde bestilt til at transportere os ud til lufthavnen mandag morgen, ville det være muligt at komme til flyet i forsvarlig stand. Så måtte pilleforsyningen bare sørge for at holde mig frisk og fri for synlige symptomer. Den flossede samvittighed var der ingen medicin imod, men jeg kunne næsten overbevise mig selv om, at der ikke var fare på færde. Og så havde vi jo allerede bestilt tid til Covid-19 test i Roskilde om tirsdagen.
På hotellet i Piræus var restauranten på tagetagen lukket, så vi endte med at bestille pizza i uoverskuelige mængder, som blev indtaget i næsten mørke på den store balkon – uden bestik og tallerkner. Men sengene var kæmpestore og lagner og tæpper kunne i løbet af natten udvikle sig til et sandt monster, der snoede sig og viklede sig rundt om arme og ben i vild forvirring, mens sveden langsomt piblede. Og om morgenen så vi ingen anden udvej end at spise morgenmad på hotellet, selv om vi nok godt var klar over, at kvaliteten ikke ville stå mål med prisen. Men på flyveren ville der jo heller ikke være meget at hente. Og lidt mæthed gav det da trods alt.
Fin og planmæssig flyvetur, som endda bragte os til landing 15 minutter før tid. Paskontrol og hurtig bagagelevering, hvorefter vi stod i ankomsthallen og spejdede efter Mogens, som ville hente os. Han stod imidlertid udenfor og måtte ikke gå ind; men efter lidt tid blev vi forenet og kunne sætte kursen mod Taastrup.
Som planlagt blev vi Covid-testet dagen efter, men vi måtte vente et døgn ekstra på resultatet pga digital overbelastning og nedbrud. Men da min læge ikke ville stole på testresultatet, sluttede historien først fredag eftermiddag efter 5 timer på Akutklinikken i Glostrup, hvor endnu en test og diverse undersøgelser og blodprøver godtgjorde, at jeg ikke havde covid-19, og at både hjerte og lunger havde klaret strabadserne uden mén.
Hvor meget hukommelsen har taget skade vil vise sig efterhånden.
AFSLUTTENDE BETRAGTNINGER
I et tilbageblik kan jeg kun sige, at det har været en fantastisk oplevelse at være på Amorgos i oktober måned. Vejret, naturen, farverne og forholdene i den næsten turistfrie by var så anderledes end vi ellers har oplevet det om foråret og om sommeren. Men vi fik godt nok også at vide, at september og oktober måned havde været helt specielt gode: varme, sol og kun en smule vind af og til. At vi også oplevede at få lidt regnbyger indimellem, var kun et fint indslag, som aldrig blev et problem. Tværtimod gav det anledning til nye erfaringer og oplevelser, som f.eks. den formiddag hvor regnen tvang os indendørs i en lille bar på Sunset Blv sammen med 8 andre, hvilket betød at baren var proppet. Specielt og hyggeligt, ikke mindst fordi det gav anledning til at mindes den gamle historie om Mogens og Kasper, der pga. svigtende orienteringsevne fór vild i det minimale lokale og ikke kunne finde hinanden kl. 5 om morgenen, hvorefter de begav sig hjemad i spredt orden. Her blev de så modtaget mindre hjerteligt af Lis og mig. Og sådan er der så mange muntre minder, som ind imellem vækkes til live.
Tro det eller lad være, men det var faktisk muligt for både Snik & Snak og Flik & Flak at være tæt sammen i alle dagene på en dejlig og hensynsfuld måde, hvor vi alle tog hensyn til hinandens specialiteter – både med og uden briller!! Ja faktisk blev der grint langt oftere og mere end der blev grædt og græmmet. Det var således slående, at der til tider syntes at være mangel på tid. Måske fordi solens først dukkede op over bjergkammen kl. 8:30 og allerede var på vej ned bag Naxos kl. 18:30.
Og så blev vi virkelig forkælet af familien og Evdokia mht. servering og middagsinvitationer og omsorg i det hele taget, hvilket resulterede i mange hyggelige aftener, også når vi bare vendte hjem fra byen og alt var stille i restauranten, hvor kun familien og måske et par gæster sad og snakkede.
At være sammen med Knold & Tot, forklædt som Mads & Rasmus, var en stor og dejlig oplevelse. Til Lis’s store overraskelse var det ikke 2 teenagere, men derimod 2 unge mænd med stor erfaring i at klare sig selv og et beskedent håb om at deres bedstemor måske ville erkende, at de ikke længere var 14 år.
Desværre blev afslutningen ikke så pompøs, som de forudgående dage havde fortjent. Trods aflysningen af flyveturen fra Naxos til Athen, var der alligevel lagt op til 3 gode dage på Naxos i en fin pension tæt på stranden, havnen og torvet. Og i virkeligheden ved jeg ikke hvad der var værst: febersvingningerne og muskelsmerterne eller frygten for, at der var tale om Covid-19 og konsekvenserne ved at flyve hjem og evt. smitte andre. Men hjem ville jeg.
Det var vi enige om, men det kostede jo for Lis, som måtte opleve Naxos uden min deltagelse.
Det lykkedes at komme helt hjem og få lavet 2 Covid-test og en hospitalsundersøgelse, der ikke viste tegn på Covid-19. Men forløbet overbeviste mig om, at jeg ikke igen vil kaste mig ud i epistlerier på hjemmesiden – uanset at jeg virkelig selv nyder at skrive dem. Men de tager på alt for mange måder tiden og interessen fra andre ting. Så med disse bemærkninger slutter jeg min karriere som epistolog og skribent med deadline og bundne opgaver.
Det var sjovt for mig, men indimellem svært at høre andres latter eller suk.
