LØRDAG D. 4. APRIL
INDKØBSDAG – og det skulle være tidligt for at undgå alt for mange mennesker i butikkene. (her betyder det i dag kl 9:30) . så lidt over halvti sad jeg i bilen på p-pladsen ed Netto i Hedehusene, mens solen skinnede og Leonard Cohen messede afskedssange for fuld volumen. Hvilket minder mig om, at Bosco, som ellers nok kan blive bævrende, når han kører i bil, lader til at slappe helt af, når onkel Leonards dybe røst flyder ud i kabinen. Ja, det er lige før jeg synes, at han sidder og nynner med i en trancelignende tilstand.
Ved 11-tiden var vi hjemme igen med 3 fyldte indkøbsposer, hvis indhold gerne skulle kunne række til på tirsdag, hvor det store påskeindkøb skal foretages. Spørgsmålet er bare om 2 flasker prosecco kan dække fruerne behov for Aperol-drinks?
Ofte, når jeg sidder og venter sådan på en p-plads, mens Mette bokser rundt i butikkerne, bliver jeg grebet af tanken om, hvor nemt det ville være at stå ud og lige smutte ind i butikken for at hjælpe Mette. Og så slår det mig, hvor hurtigt alting kan ændres, hvis man uforvarent og uden at bemærke det bliver smittet og derefter vil udgøre en risiko for de 3 andre her i huset. Med den sidste uges oplevelser i omgangskredsen, bliver tanken om en smuttur ind i butikken dog hurtig skrinlagt, godt hjulpet af min livlige katastrofe-fantasi og Coronas hensynsløse fremfærd. Det er lige der, frygten dukker op og maner til besindighed.
Selv om jeg har ryddet vindueskarmene i Muleriet har glarmesteren endnu ikke meldt sig klar, hvilket gør det besværligt at komme til derovre. Men i morgen må jeg finde på noget, så jeg kan komme i gang igen.
Aftengrilleriet er af lyst pga. en vejrudsigt, der åbner mulighed for skyer og regn, så nu bliver oksemørbraden behandlet mere skånsomt, inden den sejler afsted i den hjemmelavede bearnaise mellem de ovnstegte kartoffelskruer, som Mette kan vride ud af sin æble-skrælle-maskine. Jeg tror faktisk, det bliver helt perfekt.
Og bemærk lige, at det er lykkedes mig ikke at kommentere den pulserende debat om coronaøkonomi, værnemidler, svenske dødstal, statistikkerne osv. Men jeg er nødt til at nævne, at jeg i morges, meget tidligt, hørte en interview i radioen (P1) med Morten Messerschmidt, hvor han bl.a. blev spurgt om sin holdning til Viktor Orban i dag, i forhold til den begejstring, som han tidligere har givet udtryk for i forbindelse med den kontante afvisning af flygtninge for nogle år siden. Dengang så hr. Messerschmidt Orban og hans politik som det store lysende håb for Europa. Så kunne de lære det, de nasserøve! Men hvordan så i dag efter de nye love, som sætter de fleste retsstatsprincipper ud af kraft på ubestemt tid og gør det muligt at fængsle kritikere, som Orban ikke bryder sig om?
Messerschmidts svar var en pinlig omgang nedladende lirum larum og snakken uden om med de mest pinagtige og ordkløvende argumenter, som skulle forhindre ham i at nå frem til en egentlig stillingtagen og en indrømmelse af, at han måske havde taget fejl. Undskyld mig, men mage til anløben og arrogant politisk skiderik skal man lede længe efter. En helt urimelig servering så tidligt på dagen, lige til at ødelægge det gode humør og de positive forventninger.
Nå, heldigvis fik morgenluren bugt med depressionen og DF’eren og al hans bagage sank ned i glemslens mudderpøl, mens jeg undrede mig over, hvordan man i et land med maskeforbud kan foreslå, at alle skal til at bære masker. Men måske gælder forbuddet kun for muslimer? (her fornemmes, en boblende begejstring i pianisternes mudderpøl)
Og i morgen er det søndag. Jubiiii!!
Tirsdag d. 7. april 2020
Lad det være slået fast – endnu en gang. Det er rigtig svært at huske, hvad det egentlig var der skete for 2 dage siden, når alle dage ligner hinanden så meget, og der ikke sker det store på matriklen, hvor vi er mere eller mindre bundet til at opholde os.
Maden kan dog ind imellem hjælpe os med at huske. Således ved vi f.eks at æg & bacon betyder fredag eller søndag, og så er det jo mulig derudfra at mindes både mandag og tirsdag. Næsten. Og det er vel for kækt at hævde, at jeg simpelthen ikke har haft tid til få skrevet, mens hukommelsen var indstillet på den rigtige frekvens; selvom jeg faktisk har oplevet det sådan ind imellem. Måske hænger det også sammen med det noget dvaske tempo, vi indimellem anlægger.
Og så det faktum at dagene også har deres faste holdepunkter: morgenmad og avis fra 7-8. derefter ”eftersovningen”, som skal kompensere for den tidlige opstandelse. Den varer som regel til kl. 9, hvor Lis må haste ud af sengen for at få det fulde udbytte af Phillip Fabers morgensyngeri med tilhørende mikrogymnastiske bevægelser. Oprydning og rengøring af både inventar og spændstige kroppe, vasketøj ind og ud og op, duggede ruder med striber i solen, støvede gulve og tæpper, der skal suges rene – der er nok at tage sig til! Og nogle dage krydres det så med en indkøbstur, hvor Mette og jeg drager afsted med omhyggeligt udformede dosmersedler og mulighed for at få indtryk med hjem fra den virkelige verden – og ikke kun være afhængig af de medieformidlede billeder, som TV, radio, aviser og Nettet præsenterer os for. Samtidig med at det giver mig mulighed for i ventetiden udenfor butikken, at synke hen i meditativ filosoferen over livets gang i Lidenlund og de muligheder tiderne lige nu byder på med både fuldmåne og Korona. Samt selvfølgelig også fremtidsmulighederne med og uden Korona.
Herefter er det ”lyttetid”, hvor Lis og jeg får en kop kaffe – gerne med et stykke citronmåne uden korona - og hører lydbog, mens vi helt mekanisk samtidig lægger kabale på PC’en for at holde os vågne. Således har vi netop hørt 2 bøger i Dennis Jürgensens krimiserie om efterforskningsleder Roland Triel og er herefter gået i gang med Hanne-Vibeke Holst’s: ”Som pesten”, inspireret af nogle anbefalende bemærkninger i radioen. Som regel rækker konditionen til ca. 1 times hørning, hvorefter vi skal vælge, om vi nu vil gå tur med hunden inden eftermiddagsluren eller vente til bagefter. Under alle omstændigheder tager turen ca. ½ time – og det gør luren også.
På den måde når vi så langt hen på dagen, at det bliver tid til beforedinnerdrinks – og måske ½ times ekstra lytning, hvis det kan nås inden forberedelserne til aftensmåltidet, som Lis står for, og som regel indtages mellem 18 og 18:30.
Efter TV-avisen står jeg for oprydning og opvask, mens jeg samtidig skal følge med i dagens afsnit af Venner og Lis går i gang med nogle af de udsendelser, hun har optaget. Senere sker det dog også, at vi ser et program sammen; f.eks. ”Jordmoderen”, hvor jeg dog bruger en del tid på at holde fingrene i ørene og trøjen over hovedet, når ”dagens skrigende fødsel” ruller over skærmen.
Under normale forhold ville dette skema blive brudt i hvert fald 3-4 gange i løbet af en uge, men lige nu er variationerne små……..
LØRDAG D. 11. APRIL 2020
……og derfor er der pludselig gået en masse dage, hvor der ikke har været mulighed for at sætte sig ned i længere tid for at skrive. (?) Men det rejser straks et nyt problem: hvad var det nu der skete, hvornår? Og det er sandelig ikke nemt, når begivenhederne i virkeligheden ikke er så voldsomme og særprægede i sig selv, inden de har været en tur igennem fantasimaskinen, så de kan ses i det rette perspektiv.
Rundt omkring mig på bordet ligger der små sedler med notater, der burde kunne støtte mig i forsøget på at mindes, hvad det egentlig var, vi brugte tiden til.
Således var onsdag kendetegnet ved, at det jo var dagen før min fødselsdag. Det var også dagen, hvor der var fuldmåne, og den dag, vor vi for første gang fik Melatonin, der var købt via nettet, bragt til døren. Og det endda efter kun 4 dage og uden snyd. Godt at vide, når nu der ikke er mange af vennerne, der tager til USA med mulighed for at købe varerne derovre. Roen sænker sig!
Og om aftenen, mens vi så A-gruppen mellem 23 og 24, serverede Lis så kager og Asti, mens hun gav mig den bedste forskudsgave: en ny Stetson kasket, ternet og i en sommerudgave, som gør det muligt at bruge den i solen uden at blive hjernekogt. Under alle omstændigheder kan man vel også forvente en smule solskin herhjemme, hvis det nu ikke lader sig gøre at komme til Amorgos?? Men skulle der ske mirakler er jeg godt forberedt, for tidligere på ugen (onsdag) kom Mogens jo forbi med en fødselsdagsgave fra Jeanne og ham, som jeg efter en del betænkningstid pakkede op med det samme: 2 kortærmede, sommermønstrede skjorter fra Goa, som tilmed passede perfekt og havde korrekt ret og vrang! Udsøgt!
Helt uvant var jeg jo med at sove længe og blive vækket af Lis, der havde lavet morgenbord med æg og bacon. Efter ”go’morgen” og ”tillykke” bemærkede hun da også lakonisk: ”Godt det kun er én gang om året, jeg skal lave morgenmad!” Det havde været temmelig stressende. Men derefter var det afslappet med høj og klar sol, flag, kasket og gaver: En digtsamling af Sylvia Plath (ARIEL), Filmen om Leonard og Marianne på DVD samt 4 dækservietter – fuldstændig som jeg havde ønsket mig. Og lidt senere troppede Mette og Per op med lykønskninger og en gave: en bredstribet sejlerskjorte i samme stil som den, de havde købt i sommers i Tyskland samt en kollektion med 3 Leonard Cohen DVD’er,som jeg faktisk aldrig har læst eller hørt om. Men jeg glæder mig til at få set de nu 4 DVD’er, jeg har fået.
En rigtig god overraskelse var det, at min bror Finn ringede fra plejehjemmet i Holstebro og ønskede mig tillykke. Det var stort og dejligt; og tilmed kom der dagen efter en stor sammenplantning fra blomsterhandleren, som Finn havde bestilt og fået bragt ud. Det var imponerende og ganske uventet.
Jeg kunne slappe af, mens Lis havde travlt i køkkenet med forberedelserne til fødselsdagsfrokosten om eftermiddagen. Og pludselig hørte vi så fødselsdagssang ude fra vejen. Det var Tosselunderne, Niels & Annemette, der var ankommet med guitar og sangstemmer, så Lis og jeg på royal vis kunne hænge ud af vinduet og nyde hyldesten. En skøn overraskelse.
Senere ankom så Mads, Maria og Nicki med påskeæg, tillykker og en skøn gave: en smalstribet lyseblå sommerudgave af den tyske sejlerskjorte. (3xl er dog lige i overkanten, selvom jeg godt kan lide at tøjet ikke klæber til kroppen, så vi vil prøve at få den byttet – efter påske) så nu er jeg ekviperet til hele sæsonen med 3 spraglede, kortærmede skjorter og 2 eksklusive, tyske sejlerskjorter + en ny kasket. Det bliver svært at ønske sig mere.
Kaffe og chokolade i solen på terrassen med tilbørlig afstand til gæsterne og Mettes hjemmelavede romkugler og træstammer, dejligt giftiggrønne og med chokolade i enderne. Det var flot, og flaget dansede i solen, som det havde gjort siden morgenmaden.
Herefter blev der tid til et hvil inden vi skulle have gæster kl. 16:30. Og gæsterne kom til tiden, ligesom bordet var dækket og maden parat med tilhørende øl og snaps da Mette og Per dukkede op. Det var perfekt og yderst velsmagende med masser af delikatesser fra havet og en enkelt død dyrlæge inden osten.
En herlig fødselsdag.
Langfredagsafvekslingen bestod i besøg af familien Ploug-Braunschweig fra Estersvej. Det var lykkedes Mikel & Anne at få både Birk og August med, selv om de umiddelbart lignede to teenagere, der var kommet alt for sent i seng og alt for tidligt op. Men solen skinnede endnu engang og familien medbragte smørrebrød, som de havde bestilt og hentet i Staderne i City 2. der var dækket bord til gæsterne på græsset, mens vi andre sad på terrassen så afstandskriterierne blev overholdt. Med store forventninger blev madkasserne åbnet – men ak, hvad var nu det? Hvor var kartoffelmadderne og den sidste kyllingesalat?
Det var lige før, vi kunne høre alarmklokkerne og der blev fluks ringet til leverandøren, som med det samme tilbød at rette op på miseren og levere de manglende 3 stykker smørrebrød, som Birk og August i rasende fart kørte ind efter. Katastrofen blev undgået og vi kunne alle spise os mætte og glade i veltillavet smørrebrød af anselig højde. Og da den lille familie drog hjemad igen med udsigt til Fyn den næste dag, kunne det nok være at vi trængte til at hvile os, og da vi genvandt bevidstheden stod den på ”Fællessang” foran flimmeren.
Således oprandt lørdag, hvor der endnu en gang blev dekreteret oprydning i garagen, fordi der skulle males og alle reoler, borde og div. skabe derfor skulle flyttes – hvorfor en del af indholdet måske kunne kasseres eller genbruges. Endnu en tur til genbrugspladsen, hvor der mod forventning ikke var ret mange mennesker og derfor ingen kø. En af de ansatte kunne dog fortælle mig, at for blot 1 time siden havde der været lange køer og mange mennesker.
Om søndagen gik jeg en tur med hunden om eftermiddagen, hvor det lykkedes mig at skyde genvej gennem et buskads, som belønnede mig med en hel del rifter på armene uden at jeg i første omgang bemærkede det. Men efter kort tid fornemmede jeg, at det piblede ned ad mine arme med små strømme af blod, som pga. min medicin ikke giver sig til at størkne lige med det samme. Og da jeg ikke havde noget at stoppe eller tørre med kom det selvfølgelig til at se lidt drabeligt ud. Heldigvis er Bosco jo ikke specielt blodtørstig, så han bemærkede ikke noget. Til gengæld fik han en godbid, wruf.
Lis havde forberedt søndagsmiddagen: farseret fasan med waldorfsalat og sauterede aspargeskartofler. Fasanerne havde vi fået af Jan & Helle og Mette & Per hjalp os med at spise dem. Kun et enkelt hagl blev opdaget, og det var blev et storslået måltid.
Sådan er det nu møjsommeligt lykkedes mig at rekonstruere næsten en hel uges forløb uden at jeg overhovedet har nævnt noget om Corona og Covid 19. Men som tidligere nævnt lader aviser og nyhedsmedierne os ikke glemme, at situationen er speciel, hvilket vi selvfølgelig også mærker i det daglige og den måde vi må organisere vores dage på. Det sværeste kan indimellem være, at der nu er gået så lang tid med ”det lukkede samfund”, så alle kloge-Ågerne blandt både politikere, økonomer og diverse medicinske professorer og videnskabsmænd samt ikke mindst journalister og professionelle debattører ikke længere er i stand til at holde sig tilbage med deres bedrevidende, bagkloge og selvpromoverende kommentarer og indlæg.
Som eksempel kan jeg nævne hvordan TV2 News i morgennyhederne som sædvanlig stillede mikrofon og kamera til rådighed for Marting Gertsen, sundhedsordfører fra venstre, som fik 10 minutter til at være forarget over, at sundhedsministeren ikke kunne give ham præcis svar på, hvordan, hvornår og ud fra hvilke forudsætninger han ville lempe på de nuværende begrænsninger. Derfor var han sammen med ”blå blok” blevet sure og havde forladt de forhandlinger, som netop skulle handle om dette. Lirum larum katten lægger påskeæg, og pludselig kunne man genkende den tidligere fladpandede, lavmålte folketingspolitik. Nu handler det ikke om sagen og problemerne mere, men om at score billige politiske point ved at puste balloner op og se om de kan flyve, hvilket er sandsynligt med al det ordgas, som de kan fylde på. Forleden dag var det Mette Abildgaard og Lars Løkke og nu Martin Gertsen og Liselott Blixt. Det føles som et politisk virusangreb, som giver både åndenød, hovedpine og kvalme.
TORSDAG D. 16. APRIL 2020
Hvis Det er fløjet hen over hovedet på nogen: I dag er det Dronningens fødselsdag. Gud bevares! Men da Lis ved det ellers så veldækkede morgenbord så mig i en ældre kjortel, som med alderen var blev lidt slim Line, lavede hun en elegant finte, hvorved hendes kaffeglas fik overbalance og kastede indholdet ud over min tallerken og videre ned over det uheldssvangre klædningsstykke. Voila, så slap hun for det fæle syn af en upassende kjortel, som straks blev udsat for kolde afvaskninger.
Men tilbage til mandag. Her gik Per i gang med at male garagen. De lysegule vægge skulle være grønne, hvilket udover maling og pensler krævede en hel del oprydning. rengøring og flytning af skabe, hylder og reoler samt alt had der efterhånden havde hobet sig op på disse. Men Per arbejdede indædt og mål bevidst, så vi kunne fylde bilen med ting til genbrugspladsen, hvorefter Lis og jeg kørte derover med Bosco, så han ved samme lejlighed kunne komme en tur i Hakkemosen. Senere holdt vi så en sen påskefrokost med Tarteletter og ”die ganze molevitten”. Desværre viste det sig, at det skinnebenssår, som Lis havde pådraget sig om Søndagen, da hun torpederede en blomsterkasse i modstandsdygtigt metal, blev ved med at volde problemer og ikke ville hele. Og trods rensning og heftige bandager havde såret afsat tydelige spor på sengetøjet i løbet af natten. Så nu handlede det om at få fat i lægen, hvilket viste sig umuligt.
Til gengæld kunne vi tirsdag morgen fryde os over den begmand til Martin Gertsen, som nattens aftale om yderligere åbninger i erhvervslivet var. Det hjalp på humøret, selv om det hurtigt gik op for os, at det politiske cirkus desværre var ved at ramme samme lave niveau, som før corona-tiden. Blandt andet toppede den liberablende Alex Grødomslag med bagkloge bemærkninger om, at man da allerede for en uge siden kunne have givet los og kastet alle fortøjninger. Og ikke nok med det. I dagens avis cementerede han sit intellektuelle overskud ved i et indlæg at hævde at de mange tiltag og tilskud i virkeligheden kun var skalkeskjul for et forsøg fra statens side på at overtage en række institutioner og processer. Ja, der var nærmest tale om et socialistisk kupforsøg. Det er vist ikke helt uden grund, at det parti har mistet så mange mandater?
Trods de politiske depressioner besluttede vi os for at køre til Fløng og Roskilde for at aflevere de overlevende påskeharer til Simons og Nikolajs børn, som jo nu stod overfor at skulle starte igen i skole og institutioner.
Efter 10 års mobning pga. en vakkelvorn og pensionistfarlig flisebelægning i indkørslen havde Simon endelig besluttet sig for at få rettet op på kalamiteterne. Masser af fliser, endnu mere grus og en masse fritid, som skulle bruges lidt produktivt. Og minsandten om ikke det meste af indkørslen var belagt. Nu manglede der bare lidt omsiggribende finpudsning med de sidste fliser og hegn og beplantning. Men selv om Simon var en smule slidt efter arbejdet var børnene glade for deres harer og drengene gemte forhåbentlig den ene til Nora, som ikke var hjemme?
Nikolaj var i skole, men Vigga åbnede op og modtog med glæde harerne til hende og Jakob. Om han var hjemme eller ej lykkedes det mig ikke at finde ud af, da der jo skulle holdes afstand mens jeg snakkede med Karen, der havde travlt med videomøder i sin egenskab af tillidsmand og de mange forberedelser til skolestarten.
Hjemme igen ringede glarmesteren og meddelte at han ville komme i morgen, onsdag kl. 9 for ar skifte ruder ud i Muleriet. Det lød jo lovende skønt det varslede en travl dag med oprydning og gulvvask i garagen, lægebesøg for Lis, der var kommet igennem på telefonen og havde fået en aftale kl. 9:14 samt indkøb med Mette.
Glarmesteren kom til tiden og klarede de 6 ruder på 1½ time, hvorefter jeg bestilte en enkelt ny rude til døren og han kvitterede med at fortælle, at han da havde været syg med corona-symptomer, men uden at det havde været nødvendigt med læge eller hospital.
Lis kørte til lægen og efter at være blevet påført en ansigtsmaske fik hun renset og podet såret samt udskrevet nogle stærke antibiotika-piller med en advarsel om, at de godt kunne give voldsomme mavesmerter, der kunne lindres med f.eks. yoghurt derudover skulle hun anvende nogle specielle bandager. Så efter dagens indkøb forsøgte Mette på 2 af Taastrups apoteker at få fat i medicinen. Men det var i restordre. Til gengæld fik vi at vide, at den var til at få i Glostrup, hvorefter vi ilede østpå. Og ganske rigtigt; snart efter kunne vi vende hjemad med både piller og bandager og masser af gode råd. For 500 kr. Lis skulle spise 4 af de dyre piller om dagen og begyndte selvfølgelig håbefuldt så snart vi kom hjem – sammen med en portion yoghurt.
I mellemtiden havde Per snakket med lægen på Herlev Hospital om resultatet af scanningen, og desværre endte det med en beslutning om, at han skulle komme til kemo, skønt de havde snakket om muligheden for en længere pause
Og så er vi tilbage til torsdagens kaffebesudlede kjortel og en dag, hvor det blev klart for os, at de piller Lis havde fået havde nogle grumme bivirkninger, som gjorde Lis rigtig dårlig. En ny kontakt til lægen fik nedsat dosis til 3 piller om dagen; men lige lidt hjalp det, og Lis havde en hæslig dag, hvor det lykkedes hende at miste mere end 1 kg i vægt. Og så på Dronningens fødselsdag, hvor der både skulle synges og mindes og ønskes tillykke, morgen, middag og aften!!! ”Lidt royal har man da lov at være”!
Og for at det ikke skulle være løgn skulle dagen også beriges med Marie Krarups fortørnelse over, at regeringen havde suspenderet det obligatoriske håndtryk ved statsborgerskabscirkusset. Tilmed demonstrerede hun i tv, hvordan man da sagtens kunne gennemføre det med en udstrakt højrearm. Og så lige efter d. 9. april. At så Thulesen Dahl i dag supplerede DF’s flovseri med at beklage sig over en aftale, han selv i nattens løb havde været med til at indgå, kan kun understrege partiets uvederhæftighed. Stakkels bagspejl, der skal lægge glas til så mange hyklere og selvkloge stakler.
Men et tryk på Nitro-sprayen klarer de værste virkninger af tåbelighederne, når de fylder mig mest med hidsig vrede og fortørnelse. Og så bød dagen også på et par udfordringer efter en nat, hvor Lis havde haft det rigtig dårligt. Hun fik dog tidligt fat i lægen, som hurtigt afgjorde at hun selvfølgelig ikke skulle spise flere af de piller, hun havde fået. Hun udskrev nogle nye og kort tid efter var Mette og jeg på banen for at fremskaffe medicinen.
Som sædvanlig sad jeg i bilen og ventede, og jeg må indrømme, at det giver mulighed for mange oplevelser, når man begynder at betragte folks påklædning og adfærd. Jeg skal skåne jer for beskrivelser, men bringer her blot et billede af et forårskådt lokalt par i typisk forårsdress.
Og så skal det også lige nævnes, at aftenens take away-menu med stegt flæsk, kartofler og persillesovs helt stod mål med den billige pris, som holdt hvad den lovede. Og så har vi endda desserten til gode.
Inden aftensmåltidet lykkedes det os at køre en tur til Torslunde for at lykønske dem med fødselsdagene hhv. d11. og 23. april. Det var skønt at kunne sidde ude på balkonen med udsigt til skoven og den blomstrende have og for et øjeblik glemme de coronære problemer og oprigtigt ynke Niels, som netop i dag havde åbnet skolen i Allerslev og derfor havde været på arbejde fra kl. 7 i morges. Og i fællesskab drømme om mulighederne for at komme til Amorgos til sommer.
I det hele taget har denne meget omtalte ”åbning” af samfundet givet anledning til nogle overvejelser omkring de statistiker og forudsigelser fra seruminstituttet, som bliver brugt. Tager de højde for den psykologiske effekt, de har på folk, som ikke umiddelbart rammes af ”åbningerne”? Således kan jeg da selv mærke, hvordan jeg umiddelbart begynder at tage advarsler og henstillinger mindre alvorligt. Ja faktisk er jeg indimellem indstillet på at tage til Grækenland i Juni, hvis SAS flyver, rejsevejledningerne ikke modsiger det og grækerne tillader det. Men samtidig frygter jeg, at åbningen vil medføre en ukontrollabel stigning i antallet af syge og døde – og jeg må vel indrømme, at jeg høre med til ”de sårbare” på flere parametre. Men det er jo også farligt at sætte sig ind i en bil og køre ud på landevejen?
Og sådan fortsætter grublerierne, mens vi fryder os over foråret med solen, den blå himmel, stigende temperaturer og alting, der grønnes. Så måske kan vi snart igen give børn og voksne et knus, når vi mødes?
For øvrigt læste jeg i dag i Kristeligt Dagblad et interview med den norske psykiater og forfatter Finn Skårderud, som mente at den nuværende krise havde vist os, at i modsætning til tidens narcisistiske dyrkelse af det individuelle og konkurrencen som drivkraft er vi alle afhængige af hinanden og samarbejdet.
Den enkelte er intet uden de andre!
God nat - og god weekend Alex Grødomslagh.
