FREDAG D. 3. MAJ 2019
5. Påskeepistel til de vedholdende få.
Efter flere dages neglebidende spænding p.gr.a. pilotstrejken, hvor vi alle 3 prøvede at forholde os afventende og rolige (men alligevel var i gang med at undersøge eventuelle alternativer) blev vi så i morges mødt af den glade besked: Strejken er afblæst. Og kort efter kunne vi se, at vores fly til København ville afgå planmæssigt, så vi allerede ombord på BlueStar Paros kunne tjekke ind og vælge sæder. Nu mangler der bare et lille døgn i Piræus, en taxatur og 3 timers flyvning før vi vender tilbage til kulden (siger rygterne og vejrtroldene).
Men tilbage til onsdag hvor vi havde aftalt at køre en tur til Hora, hvor Maria gerne ville op til møllerne på bjergryggen over byen. Da vi steg ud af bilen og gik ind i byen blev vi mødt af en ihærdig, vedvarende og insisterende klokkebimlen fra flere kirker. Ja faktisk virkede det, som om der var tale om en konkurrence. Og fornemmelsen blev forstærket, da vi så 2 drenge stå og trække i snorene ved en af byens mange kirker. Bimleriet fortsatte faktisk al den tid, vi var i Hora, hvor 2 piger havde afløst drengene ved den kirke, vi havde set dem. Forklaringen fik vi først senere, da Bopi fortalte at det hang sammen med påskefortællingen og historien om de to vandrende, der møder Jesus på 3. dagen efter genopstandelsen. Jubiii – bim-bam-bim-bam og så sætter de simpelthen børnene i gang med en heldagsbimlen. Måske en konkurrence?
Men det var nu ikke mange klokkevækkede mennesker, vi mødte på vores tur op ad ”hovedgaden”, hvor de fleste butikker og cafeer var lukket. Så det gik direkte op mod møllerne hvorfra der både var en flot udsigt over byen og et fremragende lydbillede af den omtalte jubelklokkeklang.
Efter en kop kaffe på det lille torv for enden af hovedgaden gik vi tilbage og fandt nu en hel del butikker åbne. Ja, faktisk gjorde vi også enkelte indkøb inden vi endte nede på-pladsen igen og satte kursen mod Aegiali. Undervejs gjorde vi en afstikker til Asfontilidis,hvor vi kunne konstatere at Marias cafe stadig var åben, kapellet var nykalket og udsigten udover de mange grønne marker med blomster i alle farver og havet som baggrund var imponerende.
Lis nærer en vis afsky for turen op og ned ad den stejle vej, men selv om vi mødte modgående trafik, klarede vi det uden sved på panden eller andre utryghedsytringer. Formel 1-kørsel var der jo heller ikke tale om. Til gengæld kunne jeg bruge både 3. og 4. gear da vi var tilbage på hovedvejen. Ja, et enkelt sted endog 5. gear et kort stykke tid – for øvelsens skyld.
Inden vi nåede helt hjem skulle der lige købes lidt mere ind. Dels på apoteket – creme og øjendråber – og dels i gaveboden, hvor vi fandt en fin gave til Giversens guldbryllup. Og så var det jo aftenen, hvor Asteria åbnede efter at gulvet på terrassen var blevet malet, så vi bestilte et bord til aftenens spisning.
Efter at have snakket med Ioanna om problemerne med at skaffe en kahyt på Blue StarNaxos, når vi skal hjem til sommer, havde hun spurgt i billetkontoret i havnen, som havde bekræftet, at det virkelig var sådan: ingen kahyt før ”after Naxos”. Så nu har jeg skrevet til Blue Star Ferries og bedt om en løsning på problemet. Endnu er der ikke noget svar.
På Askas blev vi tilbudt at deltage i den store restespisning efter brylluppet, men takkede pænt nej, da vi jo havde bestilt på Asteria. I stedet kørte vi en tur til Langada for måske at møde Stefanos, den tidligere tjener på både Askas og Nikos i Langada. Vi havde nemlig hørt, at han nu endelig sammen med en ven havde fået sin egen restaurant oppe på torvet. Og der var han sandelig på sin cafe ”O Stefis”, indrettet hvor der tidligere har været slagter. Efter en rundgang i byen satte vi os sammen med ham og fik en ouzo og en god snak om hans liv nu og fremover. Han er stadigvæk en sympatisk, rolig og elegant mand, som dog også er præget af 50 års omskifteligt liv.
På Asteria om aftenen var der ingen pizza! Der var simpelthen for mange mennesker og for travlt, så vi nøjedes med kalamares, landbrugspølse, taramosalata og tzaziki. Og endnu en hjemtur ad en mørklagt promenade uden mulighed for is-køb.
I går torsdag var som alle sidste-dage lidt trist og præget af den forestående pakning. Oveni havde vi så spørgsmålet om SAS-strejken og mulighederne for aflysning af lørdagens fly.
Men som tidligere nævnt tilbragte vi formiddagen på Levroso, hvor jeg sad og skrev, mens fru og frk var på stranden med håbet om at erhverve sig en en lykkebringende kulør. Jeg havde held med at erhverve mig min første frapé, da jeg i god tro bestilte alm. kaffe med sukker og i stedet fik et glas med iskaffe. Det var nu ikke så slemt, som jeg havde frygtet, og så gav det mig en undskyldning - om end dårlig – for at bestille en ouzo, da klokken sneg sig forbi 12. Og noget fik jeg da skrevet ned, så jeg kunne være tilfreds, da vi ved 1-tiden og efter at Maria havde nedsvælget en græsk salat, bevægede os hjemad.
Mod den ubehagelige og irriterende opgave det er bogstaveligt at se en ferie blive pakket ned. Som oprydningen efter et teaterstykke, hvor kulisserne køres væk. Selvfølgelig er bjergene og bugten og havet og solen og æslerne og blomsterne og menneskerne der stadigvæk. Men mentalt kan jeg henfalde til vemod og ærgrelse og måske også en smule tyndhudet irritabilitet mens det står på, selvom jeg jo godt ved at der er rigtig mange gode minder og oplevelser at tænke tilbage på og snakke om. For slet ikke at glemme at vi om 1½ måned skal tilbage hertil igen. Så er det måske nok lidt forkælet at blive opsætsig og indestængt?
Men pakket fik vi gjort, og som en ekstra gevinst viste det sig at kuffertvægten var reduceret betydelig: 2 x 17,5 kg mod 21 og 23 kg på vej herned. Og så har vi tilmed ting liggende hernede, som vi ikke behøver at medbringe i næste omgang. Smart, ikke?
Inden middagen, som skulle være på Askas, hvor vi havde bestilt kalamarakia, tog vi til byen for den sidste tur og for at aflevere de tøfler, som Lis havde lånt af Petra (pedicure-dyttelyt). En sidste solnedgangsouzo hos Petros på promenaden inden vi slentrede hjemad, måske lidt melankolske?
På Askas var der ingen mennesker i restauranten – bortset fra Maria megali. Men vi holdt fast og insisterede og jeg fik da også bestilt noget mad, da kokken var løbet i gang. Jeg kunne vælge mellem ged i grøntsager med ris!! Rigtig dejlig mad smilede den venlige, rundhovedet kok, mens jeg forgæves spurgte til alternativer. Jovist – en græsk salat kunne han da også klare. Så sådan blev det – sammen med de bestilte kalamarakies.
Efterhånden dukkede flere mennesker dog op, men det kneb med betjeningen da både Bopi og Maria (mikri) fjumrede rundt i campingpladsens mørke, så Mario måtte træde hjælpende til superviseret af sin mor, som var kommet ud af hulen og havde sat sig ved vores bord. Flere folk og Bopi og Maria var på banen igen. Vi var til gengæld færdige og fik Mario til at lave os 2 rakomolo, mens Bopi tog sig af espressoen.
Mange farveller, men også et løfte fra Fani om, at hun ville være der næste morgen kl 6:30 når vi skulle køre med Saki til færgen – ligesom Evdokia forsikrede os om, at hun selvfølgelig ville være der. Anderledes kunne det jo ikke være.
Og så gik vi ind på værelset, mens Maria skulle i byen med ”pigerne”. Men ikke på ”Ammos”, som er blevet solgt og næsten revet ned til ukendelighed.
Og nu sidder vi så her på færgen, et par timers sejlads fra Piræus, hvor vi har booket hotelværelser. Fani var ikke stået op da vi kørte, men hun kom ræsende ned på kajen for at sige farvel. Maria megali holdt ikke ord og kom ikke til afsked, mens Evdokia selvfølgelig var der med brød og æg til turen. Et varmt farvel, også til Dimitra i baren, inden Saki som aftalt kørte os i havnen og Blue Star Naxos kom til tiden.
Her er ubeskriveligt mange mennesker på businessclass, men vi har vores hjørne ved vinduet og både Maria og Lis har fået luret lidt. Det hjælper altid lidt på humøret!
13:35 i morgen letter vi med SK 778 med kurs mod København.
GOD TUR!