PIGNA 2018

 

 

 

Efter at Lis ved et ”uheld” havde afsløret vores hemmelige plan om at tage til Pigna for at overraske Poul & Annelise, blev vi enige om at rejse derned sammen og tage imod tilbuddet om at bo i deres hus.Her følger en hastigt nedskrevet skildring af det komprimerede, korte forløb fra mandag aften til fredag formiddag.

 

 

Vi skulle flyve med Norwegian til Nice kl. 18:20 fra Kastrup med ankomst i Nice 20:45.
Per havde lovet at køre os, men misforståelser gjorde at Per allerede kl. 4 om morgenen vækkede os og spurgte om ikke vi havde sovet over os. Han troede at vi skulle flyve kl. 6:20. men det er heller ikke nemt med de tidsangivelser og mundtlig kommunikation.
Dertil kom, at det nu var et problem med kørslen, da Per havde et møde i København og måske ikke kunne være hjemme til at køre kl. 16 for at hente Poul og Annelise i Glostrup og tage dem med til Kastrup. En nødløsning var udtænkt, men Per dukkede op og fik transporteret os alle sikkert til lufthavnen, hvor det gik hurtigt med at få indskrevet den ene kuffert, vi havde medbragt. Og efter en laaang spadseretur gennem transitten ud mod D1, med en enkelt pølse til damerne undervejs og en Starbuck papkaffe ved gaten kom vi ombord til tiden og satte kursen mod Nice. Hvor vi landede i mørke.
Poul & Annelise havde bestilt en lejebil hos Goldstar, men vi måtte vente næsten 2 timer inden de dukkede op og vi kunne sætte kursen mod Ventimiglia og Pigna med udkig efter en åben restaurant, hvor vi kunne få noget at spise. Det lykkedes omsider i Dolceaqua, hvor en enkelt cafe var åben og kunne tilbyde en skinke/ost toast med rødvin. Det smagte befriende godt og gave os kræfter til de sidste kilometer mod Pigna, hvor vi ankom lidt over midnat, så vi lige kunne nå en enkelt øl på tagterrassen inden vi gik til ro.


Tirsdag d. 11. september:

Himlen var blå og vi kunne sidde på terrassen og spise morgenmad, mens vi så solen kravle op over bjergkamme og hustage for til sidst at ramme os, mens kirkeklokkerne lige ved siden af bimlede dagen i gang. Men med frisk brød, spejlæg, bacon og varm kaffe på bordet kunne det ikke genere os.

 

 

Planen for dagen var enkel: marked i San Remo og efterfølgende tur til stranden med mulighed for badning og lidt let frokost.
Det var ikke ligetil at finde en p-plads i San Remo, men det lykkedes dog da vi accepterede, at det måtte koste en afgift. Annelise og Lis var indstillet på en raid gennem markedet, mens Poul og jeg i et mere besindigt tempo slentrede op gennem byen til det lille torv overfor markedet, hvor vi i al beskedenhed kunne få en enkelt øl – italiensk selvfølgelig – mens vi sad og studerede den stadige strøm af forskellige mennesketyper, som defilerede forbi. Der var ikke tale om en egentlig cafe, men snarere om en kiosk med nogle borde og stole udenfor. Solen skinnede og vi udviklede mange teorier om typiske kendetegn for italienere – ikke mindst kvinderne og deres meget forskelligartede påklædninger og stilarter.

 

 

Efter ½ times tid i solen dukkede fruerne op med beskedne indkøb – og stor tørst, som krævede endnu et par øl. Derefter tilbage mod bilen gennem det myldrende menneskehav og tilbage mod Bodighera og en snedig lille bar i ”Hullet” (Poul og Annelises stednavn for stranden) Mens jeg holdt bordet gik de 3 andre i vandet, og bagefter bestilte vi 2 x kalamares og 2x små ”frokost-pizzaer” skyllet ned med Spritze og hvidvin til herrerne. Det viste sig i øvrigt at Poul & Annelise kendte en af serveringsdamerne, som boede i Pigna.

 

 

På turen hjem handlede vi i LIDL i Ventimiglia, hvor det ikke var helt enkelt at finde de ting, vi skulle bruge. Vaniljeis, creme fraiche og æg f.eks. Først efter lang tids søgning efter æggene fik vi ved kassen at vide, at de simpelthen ikke havde nogen æg – på trods af at andet personale havde sendt os ud på håbløse eftersøgninger i hele butikken.
Vi havde bestilt bord på den nye lokale restaurant, som var åbnet nede på kirkepladsen, hvor man kunne sidde udendørs med udsigt over dalen og bjergene og til Castel Vittorio, en anden lille bjergby med et dominerende kirketårn på toppen af en nærliggende klippetop. Et fantastisk syn. Der sad vi så, mens mørket sænkede sig og det efterhånden stod klart, at det kneb noget med belysnngen ved bordene – ikke mindst, når de synshæmmede pensionister skulle læse menukortet for at vælge aftenens oplevelser. Det blev til kaninragout, lammekoteletter og 2 x ”roastbeef”, som dog med de meget tynde skiver ikke mindede meget om vores danske fortolkning. Hertil en yderst velsmagende Primitivo fra Puglien og en masse snak og latter inden vi efter et par espresso trak op gennem gyderne forbi kirken og mod tagterrassens aftenhygge.

 

 

En god oplevelse og et håb om, at restauranten vil få så megen succes, at den kan fortsætte. På denne aften var der rimelig godt besat.


Onsdag d. 12. september

I dag er det Birks 18. års fødselsdag, som vi skal fejre på lørdag, dagen efter vores hjemkomst fra Pigna.
Endnu en dag, der startede med fuld sol fra morgenstunden.
Jeg var hos Melancholia i købmandsforretningen for at købe ind til morgenmaden. Hun har også et fint smil.
Derefter gik det mod Ventigmilias marked for at købe det sidste til aftenens middag, som vi ville stå for. (Lis havde medbragt ½ kalvemørbrad hjemmefra + bernaiseessens) Som tidligere var det en forfriskende oplevelse at se de mange friske frugter, fisk og grøntsager uden plastic og pap. Flotte farver og skønne dufte – selv på fiskemarkedet.

 

 

Bagefter gik vi Carrefour for at købe de sidste ting, inden vi satte kursen mod Menton, hvor Lis var blevet lovet 1 time i solen på stranden. Vi kørte langs vandet ind i Frankrig og parkerede i et stort, nyanlagt underjordisk p-anlæg tæt ved stranden. Inden solbaderiet tog vi dog en tur ned ad hovedgaden og endte på et lille torv med en masse restauranter. I midten ved springvandet sad en seriøs og dygtig guitar spiller og spillede smagfulde kendte melodier, mens vi satte os i yderkanten og til vores egen overraskelse bestilte en flaske hvidvin, som blev serveret fornemt med køler og små ristede brød med hakkede tomater og salat. Fornemt. Guitarspilleren blev belønnet med årets småpengepulje i al stilfærdighed.

 

 

Herefter gik Lis & Annelise ned på stranden, mens Poul og jeg gik op gennem byen til den højtliggende kirke, som dog var lukket pga renovering. Til gengæld var udsigten flot – ikke mindst når man stod og lige havde brug for at finde rytmen og få vejret igen. Det var varmt og vi var tørstige, så snart efter var vi nede igen og fandt et torv med både karrusel og masser af restauranter. Vi bestilte Leffe-fad og nød hver en dråbe mens vi ventede på havfruerne, som var blevet adviseret om hvor vi var. Da de ankom, skulle de selvfølgelig også have stillet deres naturlige tørst, så der gik endnu ½ time inden vi kunne sætte os i bilen og køre mod Ventimiglia og Pigna.
Efter en velvoksen lur gik vi i gang med madlavning, som også indebar bagning af en chokoladekage, hvor Poul fik overdraget opgaven at sørge for glasuren. Et eksperiment, som kastede mange ord af sig og drog fordel af, at vi først kunne spise kagen dagen efter. Men det blev et skønt måltid med megen snak, latter og heftig grinen. Og vi kom tidligt i seng.


Torsdag d. 13. september

Det både tordnede og regnede om natten – i følge fruens observationer. Selv havde jeg ikke observeret det før jeg vågnede og åbnede skodderne. Men da det stadig regnede måtte vi spise indendørs i køkkenet, hvilket kræver en del smidighed. Poul og jeg var hos købmanden, men Melancholia var der ikke og de havde kun bacon i tern.
Vejrudsigten lovede opklaring og langsomt tyndede det da også ud i skyerne. Især da vi satte kursen mod Bodighera og det marked, som var der. Forinden havde vi dog gået turen ned gennem ”labyrinten” – gaderne i den gamle bydel, som for en nyankommen gør det muligt at fare vild.

 

 

 

 

 

Undervejs opdagede vi at Poul havde glemt bilnøglerne, så han måtte tilbage efter dem. Men mens vi stod og ventede og ventede, viste det sig, at han simpelthen bare var gået ned til bilen og kørt ned til den cafe på hovedgaden, som var vores mål. Men vi fandt vej og ned og mødte den grinende chauffør, der førte os til cafeen. Ved samme lejlighed fik Poul også tjekket sit mastercard, og det viste sig, at det ikke var blevet lukket, selv om han havde haft problemer med at huske koden. Spritze til fruerne og espresso til Poul og jeg, mens vi sad og nød opklaringen. På apoteket overfor fik vi også købt noget creme til behandling af de ”vampyrbid” Poul havde pådraget sig i nattens løb. To dybe sår på skulderen. Hvor kunne de dog komme fra? Men fantasien fejler ikke noget, og Annelise har jo et heftigt temperament?

 

 

Der var marked i Bodighera, så det var målet – med en plan om at køre ned på stranden bagefter for at spise ”moule frittes”. Men da vi nåede Bodighera og fandt en p-plads, kunne Lis se på mig, at jeg havde brug for et hvil, så hun tilbød at jeg kunne blive i bilen, mens de gik en tur gennem markedet. Jeg slog straks til og kastede mig ind på bagsædet, hvor det lykkedes mig at falde i søvn.
Jeg ved ikke hvor lang tid, der gik, men pludselig bankede det på ruden. Det var beskedne indkøb, der var blevet foretaget, og snart efter var vi på vej ned mod strandrestauranten, hvor vi også spiste i 2011. Dengang på en sejldugsdækket pavillon, nu med faste vægge og tag – men stadig på stranden ikke langt fra vandkanten, og stadig med velsmagende moules frittes. Jeg fik dog et udvalg af div. havdyr: muslinger, rejer, calamares og småfisk – lækkert og meget velsmagende og mættende.
Solen gav den gas og snart kunne vi ikke finde skygge nok. Og hvad gør man så? Går helt ud i solen, smider bukserne og nøjes med lidt sopperi, fordi vi havde glemt badetøjet, hvilket vel ikke er så underligt i betragtning af formiddagens vejr.

 

 

Så gik det hjemad mod Pigna og en god lang lur inden vores sidste fælles aftensmåltid, som bestod af de rigelige rester fra gårsdagen – inklusive gorgonzola, pecorino og den hjemmebagte chokoladekage med Pouls glasur og vanilleisen, som vi endelige havde fået fat i et andet supermercato. Vin var der også tilbage, en flaske negroamaro primitivo de Manduria - hva’ba’?
Til tonerne af kirkeklokkernes 10+1 slag for 22:30 gik vi på værelset for at ordne den sidste nedpakning og afvejning af kufferten.
Sidste nat i Pigna.


Fredag d. 14. september

Vi fik tidlig morgenmad i solskin inden vi allerede klokken 9:30 begav os afsted mod torvet og bilen. Flyveren afgik godt nok først kl. 13:30, men fredag er jo markedsdag i Ventimiglia med et mylder af mennesker og biler, så Poul antog at det nemt kunne komme til at tage en time at komme igennem byen. Men det viste sig ikke at være tilfældet, så vi var allerede i Nice ved 11-tiden, 2½ time før afgang. Og vi havde tjekket ind dagen før nede på cafeen i Pigna, så det eneste vi skulle var faktisk kun at få printet boardingpas og bagagestrimmel ud. Da der nu var automater ved Norwegians indtjekningsskranke og endnu ingen passagerer tog det kun Poul og mig et øjeblik at få kufferten ekspederet, så vi kunne vende tilbage til fruerne, der nød solen udenfor.
Tid til good-bye og på gensyn og tak for nogle herlige dage med mange sjove og dejlige oplevelser, inden vi satte os i en udvendig juicebar, så Lis kunne få en smøg. Ventetiden gik fint, flyet afgik planmæssigt og det viste sig, at det 3. sæde i vores række var ledigt, så vi alligevel fik en vinduesplads.
Landing til tiden og Per ventede udenfor, og i så kort tid, at han ikke skulle betale for parkeringen. Nu handlede det om at omstille sig til morgendagens 18-års fødselsdags fest.