Nye indlæg

 

Gør det selv

08-01-2016 17:44
Dorte:
Endnu engang har jeg fået en bogpakke med posten (det sker alt for tit) og sidder nu bladrer lidt og læser hist og pist i James Prices nyeste kogebog "uden smør og fløde".
 
I bogen har han et afsnit der hedder Gør det selv, i det afsnit skriver han blandt andet om at have en priode hvor man har så travlt, at man bare ikke kan nå at lave mad. Sådan en periode har han på et tidspunkt haft og levede i 10 dage af færdig købte retter ... jeg døde altså ikke af sult, men oplevelsen af at putte en foliobakke i ovnen hver dag klokken 18, sætte mig ind til klaveret og arbejde videre, til æggeuret ringede, for så at gå ud og flå låget af og skovle fuldstændig smagsløs, rædselsfuld mad i mig, var skræmmende.
 
Jeg har i flere år haft det sådan at i de perioder hvor Bent ikke var hjemme, kunne jeg sagtens leve af færdigretter, boller med ost eller hvis jeg strakte mig langt en gang havregrød. Jeg vil da give James Price ret i at dansk dåsemad/færdigretter smager af absolut ingenting og er nu nået frem til at hvis jeg skal spise færdigmad så er dåsemad fra Tyskland helt sikkert at foretrække og det er en af de ting vi ofte køber når vi er syd for grænsen (sammen med fiskekonserves).
 
Grunden til at spise på den måde var dovenskab og manglende interesse, jeg spiste for at overleve, ikke for at nyde, kunne jeg ha købt en pille der dækkede alle behov og mættede så havde jeg nok gjort det. Den onde spiral håber jeg at være kommet ud for altid nu, men havregrød kan nu stadig spises, også som aftensmad)
 
Men jeg har den sidste tid fundet ud af at det er sjovere at have et lager af hjemmelavede småretter som kan kombineres på kryds og tværs liggende i fryseren.
 
Vi har købt en ekstra fryser og har nu alt det der ikke er tilberedt i en fryser og alt det der er tilberedt i en anden fryser og jeg nyder at jeg hver morgen bare kan tage diverse ting ud af fryseren og ligge dem på et fad, som er klar til at gå i ovnen når jeg kommer hjem.
 
I fryseren er der fiskefrikadeller, kyllingefrikadeller, græske frikadeller, kåldolmere, millionbøf, diverse gratiner, urtemos, kartoffelmos, grønkålstimbaler, spinattimbaler, supper og rigtig mange andre ting i små mængder (lavet i muffinforme) og jeg kan hver dag tage lige det jeg har lyst til, så jeg lever helt sikkert sundere end før og fuldt ud lige så nemt som tidligere.
 
Der skal selvfølgelig produceres en del lige til at starte med, men senere kan man bare lave en enkelt eller to ting i weekenden, så lageret bibeholdes. Men nu er det både sjovt og hyggeligt at finde på nye småretter, man lige kan lave til fryseren ....
 
Det største problem er faktisk at begrænse sig, det kniber med at få plads i fryseren til alt det jeg har lyst til at lave.
 
Opskrifterne skal nok komme efterhånden som jeg får produceret nye portioner.
 
Som James Price slutter afsnittet i bogen af med: Det kan være fint med en lille genvej engang imellem, men hvis livet ender med at bestå af lutter gen- og smutveje, går man glip af rigtig mange gode ting. Og jeg vil helt sikkert give ham ret, men man kommer alt for nemt ind i en dårlig spiral, hvor man (hver dag) ikke gider lave mad i dag.
 

Kategori: Dortes blog