Den første weekend af marts blev for mit vedkommende brugt i det sydligste Jylland, nærmere betegnet Sundeved.
For 3. år i træk skulle Sundeved holde første kvalifikation af ECCO Cup. Sundeved afholder altid utroligt gode stævner; der er styr på det i sekretariat, super lækkert cafeterie, gode dommere og gode forhold, så jeg så meget frem til at deltage igen i år.
Vi var et helt lille team af Runes elever, da vi tog afsted med hele 6 heste, nemlig Maria Falkner med Orthilia, Louise Zinglersen med Cadillac og Ravelli, Rune med Monte-Vo og jeg selv med Aithon og Cassidy. Sammen havde vi lejet en lille hyggeligt hus 10 km. fra klubben, så vi hyggede os meget i denne weekend :-)
Jeg skulle altså deltage i youngrider Ecco cup, nøjagtigt som sidste år. Mine forventninger var ikke de største, da jeg har haft mange sadelproblemer på det sidste, hvilket har betydet en pause for begge heste lige op til dette stævne. De to sidste dage inden vi kørte afsted, følte jeg de var i nogenlunde form, og derfor besluttede vi os at tage afsted, trods det at formen på ingen måde var i top eller pudset af!
Første dag stod den på MA2, hvor Aithon var helt i topform! Jeg tror nærmest aldrig han har været så fin for mig i MA'erne, så det var jeg bare helt vildt glad for - ikke lige hvad jeg havde forventet hjemmefra :D Vi endte på næsten 74%, hvilket klart er personlig rekord for Aithon og jeg. Også Cassidy gjorde det fint, dog en anelse spændt i galoppen idag, hvilket gjorde at han endte et mulehår fra Aithon nemlig på 73,5%. Begge heste scorede en håndfuld 9-taller, bl.a. Aithon i parader, jeg selv i rytter og Cassidy i gangarter!
Disse høje procenter gjorde at vi endte på 1. og 2. pladsen i opvarmningsklassen. Jeg var naturligvis rigtig glad, og stolt over at 'drengene' gjorde det så godt trods forholdene op til stævnet. Rune endte som nr. 4 i klassen og Louise som nr. 6 på Ravelli.
Den indledende klasse PSG gik om lørdagen. Her var jeg igen først til start på Aithon, som endnu engang viste sig flot frem på banen; ingen fejl, dog stod han en smule flottere foran i MA2'en. Cassidy var endnu bedre end i gårsdagens klasse, og jeg var rigtig, rigtig tilfreds med mit ridt :) Igen trak Aithon dog det længste strå, og vi blev igen placeret som nr. 1 og 2 med hhv. 72,8% og 72,2%. Louise blev 6'er på Cadillac og 9'er på Ravelli, hvilket betød at vi var videre til finalen på alle 4 heste!
Finalen går i kür, hvilket er fantastisk da vi får lov til at ride vores musik igennem, inden det gælder i det store udland. Jeg er igang med at få lavet musik i Holland, men det nåede desværre ikke at blive færdigt til stævnet, så jeg red mit kendte Elvis-musik :) Idag var formen på Aithon dog ikke så god som de to foregående - både pga. min ridning ikke var nær så god idag, men jeg tror også at gamle-drengen var ved at være træt, og manglede lidt kondi. Vi fik fejl i serie, og musikken var ikke helt så passende som den plejer, men vi endte dog på 74,5%. Idag var Cassidy MEGET spændt, og stort set alt i galoppen røg i vasken. Når han bliver træt, så hidser han sig op, og det kunne tydeligt mærkes idag, at han mangler kondition; vi fik fejl i begge serier og galopturen bar præg af en spændt Cassidy. Heldigvis trat trav og skridt op, så vi endte som nr. 2 med 72,8%.
Samlet vandt min fantastiske Aithon foran Cassidy 1. kvalifikation af ECCO Cup 2012 for youngridere. Jeg er helt vildt glad for specielt Aithons præstationer i Sundeved, han har bare været en fantastisk guttermand, og vist at han bestemt ikke er færdig på stævnepladserne endnu, trods en pause på 10 mdr og manglende kondition :D
Det var et rigtig hyggeligt stævne, og vi kunne stolt pakke transporteren og køre hjem som vinder, samt nr. 2 i ECCO cuppen for tredje år i træk!! I 2010 vandt jeg junior Ecco'en på Cadillac og Aithon blev nr. 2, i 2011 vandt Cassidy youngrider og Aithon nr. 2, men i år var det Aithon der slog til og vandt :D Så sejt!
Tak til Rune for den store hjælp derovre, det er en fantastisk stor støtte og hjælp :-)
____________________________________________________________________________________
LISTE OVER TEAM WILLUMS RESULTATER I SUNDEVED
MB1: Maria Falkner/Orthilia nr. 1 (76%)
MB2: Maria Falkner/Orthilia nr. 1 (73%)
MA2: Cathrine Dufour/Aithon nr. 1 (74%)
MA2: Cathrine Dufour/Cassidy nr. 2 (73%)
MA2: Rune Willum/Monte-Vo nr. 4 (70%)
MA2: Louise Zinglersen/Ravelli nr. 6 (67%)
PSG (youngrider): Cathrine Dufour/Aithon nr. 1 (72%)
PSG (youngrider): Cathrine Dufour/Cassidy nr. 2 (72%)
PSG (youngrider): Louise Zinglersen/Cadillac nr. 6 (65%)
PSG (youngrider): Louise Zinglersen/Ravelli nr. 9 (64%)
PSG: Rune Willum/Monte-Vo nr. 1 (70%)
KÜR: Cathrine Dufour/Aithon nr. 1 (74.5%)
KÜR: Cathrine Dufour/Cassidy nr. 2 (72%)
KÜR: Louise Zinglersen/Cadillac nr. 4 (69%)
KÜR: Louise Zinglersen nr. 11 (67%)
INTER I: Rune Willum/Monte-Vo nr. 1(70%)
FANTASTISK WEEKEND FOR TEAM WILLUM: Sejre i alle klasser vi har deltaget i, og 10 score over 70%. Tillykke til både Rune, Louise og Maria!