Bronze ved DISM for hold (hest)
____________________________________________
D. 2-3/7 var 3 af mine dygtige hesteryttere af sted. Udover mine tre ryttere red Pernille Teidor på min tidligere juniorhest Don Dino.
Der skulle rides følgende klasser:
- Maiken Bjørch / Kvistgaardens Little Nini (LA1)
- Sanne Svendsen / Credo (LA4)
- Nadja Engelhardt / Bella Donna (LA6)
- Pernille Teidor / Don Dino (MB1)
Maiken var første rytter på banen, og de fik vist et flot stabilt program med blot et enkelt lille kiks i traven, i form af en taktfejl i en travøgning. Galop flød rigtig godt og de fik vist nogle flotte højdepunkter, nemlig deres galopøgninger som sad lige i skabet. Parret endte på 65,4%.

Maiken og Nini i aktion. (Foto: ©Sanne Svendsen)
Sanne og Credo havde også en fin tur på banen, men da både opvarmnings- og opvisningsbane var utrolig tung, fik de ikke så meget opvarmning som normalt. Trods dette formåede Sanne at få rigtigt flot sving med ind i travprogrammet, ja det var lige før det blev for meget – men det var super positivt da vi længe har arbejdet med at få sving med ind på banen. Galoppen var fejlfri og med flotte øgninger. Parret endte på 67,3%.

Sanne og Pernille under præmieoverrækkelsen. (Foto: Camilla Rosenlund)
Nadja fik ved dette stævne ikke den bedste opvarmning, da Donna virkede påvirket af omgivelserne. Donna er en utroligt tændt hest når hun er ude i byen, så det er ikke altid lige let at få tingene igennem til hende. Trods dette fik Nadja styret hende flot igennem og klarede Donnas temperament rigtig flot. De endte på 62,5%.

Nadja under sit program. (Foto: Camilla Rosenlund)
Sidste equipage på banen var Pernille og den smukke Don Dino. Det var deres første MB1 sammen, så det var lidt spændende at se, hvordan dette skulle komme til at gå. Pernille lagde ud med at levere et super flot travprogram hvor specielt travøgningerne skal fremhæves. Også galoppen flød godt, og parret kan bestemt være tilfredse med deres MB1-debut, da de endte på 69%.

Pernille og Don Dino. (Foto: ©Sanne Svendsen)

Efter fire flotte ridt kunne de dygtige piger hive bronzemedaljen hjem ved dette mesterskab. Mange gange tillykke til jer alle sammen, super godt gået!