I går d. 18 var jeg for første gang af sted til aquatræner med Cassidy og Aithon. Flere af mine tidligere heste har haft rigtig meget glæde af denne behandlingsmetode, men det er altså første gang at mine to nyeste drenge skal prøve denne form for behandling.
Aquatræner eller waterwalker er et almindeligt løbebånd, hvor der så er vand i, hvilket naturligvis øger modstanden og som får hestene til at bruge sig utroligt godt over ryggen.
Vi kørte fra Atterupgaard meget, meget tidligt så jeg tror at de var sikre på, at de skulle til stævne :) Første hest i møllen var Cassidy som virkelig tog det pænt; gik lige ind, og tog det pænt også da vandet begyndte at flyde om benene på ham. Første gang de går i maskinen går de ikke så længe, da det er ret krævende både for kroppen, men også psykisk. Efter turen i aquatræneren fik han en god gang massage, hvor Sandie tydeligt kunne mærke at han var mere løsgjort end når han blev trukket ’kold’ ud af boksen.


Aithon og Cassidy i aquatræneren.
Også Aithon var dygtig i walkeren, men vi havde dog lidt problemer med at få ham ind, da han synes den var ret så farlig ;-) men da han først var inde, tog han det super pænt og gik fint resten af tiden. Også på ham kunne det mærkes at kroppen var blevet gennemvarmet inden massagen, hvilket gjorde Sandies arbejde en del lettere!


To heste der tigger for at få massage!
Begge heste er vant til at få massage en gang om ugen, men jeg tror at jeg vil lave lidt om på dette, og så i stedet køre til Sandie hver 2. eller 3. uge så de kan gå i aquatræneren, og så kan jeg supplere med massagen indimellem når jeg føler de trænger. Super dejlig oplevelse med mine to drenge, og de var sørme også trætte da jeg kom til dem senere på eftermiddagen. Det var planen at de skulle skridtes en god lang tur, men de stod begge og sov, så de trætte drenge kom bare en tur på fold i stedet :)


Cassidy i walkeren og under solen til massage bagefter.

Aithon i walkeren, imens Cassidy får massage :)