Profil

   
 
Nå nu må det være tid til en lille historie om, hvordan ridningen startede for mig. 

Jeg var 5 år, da en veninde inviterede mig med ud og ride på en lille rideskole. Det var ikke noget jeg i virkeligheden gad, men jeg tog med for at hygge med min veninde. På denne lille rideskole red jeg på en pony ved navn Tulle, og efter få rideture, var jeg fuldstændig bidt af det! Efter knap 6 mdr. lukkede rideskolen desværre, så vi måtte finde et nyt sted, hvor lille Cathrine kunne gå til ridning.. Valget faldt på den lokale Hvalsø Rideklub, blot 5 km. fra hvor jeg bor. Her fortsatte jeg så med at gå til ridning, de næste 3 år inden vi købte en af de pragtfulde (host) rideskole heste Sunny Boy. Vi havde ikke en dyt forstand på heste, men vi synes han var så sød, så vi købte ham og så blev jeg privat rytter på HVL. 

Jeg red dengang undervisning hos min massør Sandie Kjær, og det var også hende der varetog vores træning i dressur med Sunny Boy. Jeg ville dog også springe, så det begyndte jeg på. En af de første springtimer bød på to afstigninger i træk lige på næsen, og så var det vist ret hurtigt bestemt at det skulle være dressur! Sandie introducerede sin træner Lis Winge for mig, og jeg begyndte lidt mere seriøs dressurtræning ved Lis. Efter kort tid, blev vi dog klar over, at hvis vi ville mere end at ride rideskolestævner, skulle vi have fat i en ny pony. 
Den nye pony blev Charlie. Sammen med den skønne pony red jeg utallige stævner, og lærte helt ufatteligt meget. Men igen - vi måtte anskaffe flere ponyer, hvis vi ville helt til den absolutte top. Derfor anskaffede vi os 1'er ponyen Consider. Dette var en stor opgave, men jeg lærte meget af ham :) Efter 4 år hos Lis, som lærte mig alt om grundridning, opstilling og fine hjælpere, fik vi kontakt til familien Nissen, som ejede Moonlight på daværende tidspunkt. Moonlight havde de sidste 4 år gået på landsholdet, og det så ud til at være en pony for mig, derfor blev snakken om køb åbnet. Efter et års tid overtog jeg Moonlight fra Charlotte, og i oktober 2004 startede jeg hos Rune Willum. Lis var stadig med på Charlie, men Rune overtog mere og mere. 

Sammen med Moonlight opnåede jeg utallige sejre (se meritter) og i 2007 blev det så tid til at rykke op til hest. Godt nok et år tidligere end almindeligt, da jeg kun var 15, men vi havde allerede to junior heste stående parat til skiftet. 

Her havde jeg Cadillac klar. Han skulle dog vise sig at være en større mundfuld end lige først forventet. Det samme gjorde den 5-års Don Lacross som var en helt fantastisk hest, men desværre aldrig kom til at fungere. Cadillac derimod kom til at fugnere fantastisk - efter to års samarbejde var vi på landsholdet og vandt samme år DM for juniorer. Undervejs erhvervede vi os også fantastiske Aithon, som skulle vise sig at have endnu flere kvaliteter end Cadillac. Sammen med Aithon har jeg haft fantastisk mange gode ture på banen, og det er blevet til utallige sejre sammen med ham (meritter). 

I 2010 kom så Cassidy i stalden. Her tog vi sidste spring mod en drøm der hed individuelle EM-medaljer - og man må sige vi har opnået dette store mål.

Igennem de mange år sammen med hestene, har mine forældre spillet en enorm rolle. Indtil for to år siden, var de med i stalden hver evig eneste dag - far hjalp med træningen og mor i stalden. Jeg tør slet ikke tænke på, hvis ikke de havde været der for mig hver evig eneste dag - Vi var ALDRIG nået så langt. De har rejst, og rejser stadig land og rige rundt med jeg og hestene, det er guld værd.

Derudover har Rune naturligvis haft en helt central rolle i min ridekarriere. Rune har snart hjulpet mig i 8 år, og vi kender hinanden rigtig, rigtig godt efterhånden. Han har hjulpet mig med hestene, og lært mig mere end jeg overhovedet har turde håbe på. 

Drømmene for fremtiden er først og fremmest at holde hestene skadesfri. Det er altafgørende at kunne holde hestene fit, for ellers er der ingen træning og heller ej stævner. Hvis dette lykkedes os i vores lille team, så er det næste mål naturligvis Grand Prix. Vi træner på livet løs og håber på, at nå dette mål indenfor det næste års tid. Og når det kommer til den ultimative drøm.... Ja så må svaret være Olympiaden. Men som sagt: dette er drømmen, ej målet pt. MEN man har vel lov at drømme :-)! 

Cathrine Dufour  | Tlf.: 20261169 | cathrine_dufour@hotmail.com