Vellykket Ecco-samling
_________________________________________
Sent søndag aften var jeg hjemme fra en yderst vellykket samling på Ecco centret.
Lørdag
Lørdagens program startede med super lækker frokost, der levede op til alle kunstens regler mht. sundhed, korrekt ernæring og gode smage. Derefter fulgte et foredrag fra sportspsykolog Louise Sonne Schjellerup. Louise skulle dække det psykologiske område af, idet hun gav os forskellige redskaber til at styre vores krop, tanker og følelser under pres og andre situationer. Personligt har jeg haft mange af disse slags foredrag, så jeg havde hørt det hele et par gange før, men det var stadig interessant at få en lidt anden vinkel på det.
En flok koncentrerede junior- og ungryttere under Louise Sonnes foredrag.
Foto: (Ridehesten.com)
Efter Louises foredrag, stod den på videogennemgang af EM-ryttere fra 09 og 10.
Vi så bla. vinderne for både junior- og ungrytterne, hvilket altid er utroligt lærerigt.
Herefter fulgte endnu en superb middag, med flere retter og god hygge omkring bordene. Sidst på aftenen skulle alle rytterne igennem en individuel samtale hvor emner som stævneplanlægning skulle vendes. Vi sad alle og ventede i 'TV-stuen', hvor der blev grinet igennem til X-faktor audition - super hyggeligt.
Søndag
Søndag morgen kl 06.30 var jeg oppe for at morgenløbe med ponyrytterne. Ponyrytterne havde dagen før været lidt utilfredse med, at det kun var dem der skulle tidligt op, så jeg stod op og sympati trænede med dem. De skulle lægge et program for opvarmning inden man skulle ride, men jeg tog dog 5 km på løbebåndet i stedet ;)
Efter morgenmaden skulle vi have fysisk træning med Peter Raffalt. Lørdagens program havde fokus på det psykologiske, imens søndagens program stod i fysikkens tegn. Peter havde nogle rigtig gode øvelser til, hvordan man kunne forbedre kondition, muskelgrupper, balance og koordination i kroppen, og selvom de tre timer bød på hård træning i alle afskygninger, så synes jeg virkelig at det var sjovt og lærerigt!
Ved 12-tiden stod den så på endnu et fornemt måltid, og denne gang med mange af forældrene med omkring bordene.
Sidste indslag ved Ecco-samlingen 2011, var et lille oplæg omkring Doping af HC, efterfulgt af afsked med HC som holdleder, samt velkomst til vores nye holdleder Kimmi. Både landstræner Jon, Ecco-sponsor Hanni og jeg selv holdt tale for HC. Det var virkelig svært. at få sagt de rigtige ting synes jeg, for HC har betydet ubeskriveligt meget i de år jeg har været med som junior. Derfor var det svært at holde tårerne tilbage da jeg skulle sige tak på egne og rytteres vegne, men er glad for at jeg fik muligheden for at sige et par ord :)
Jon havde købt en Cowparade ko til HC som afskedsgave.
Foto: (Ridehesten.com)
Hanni Kasprzak og jeg under talerne til HC.
Foto: (Ridehesten.com)
Alt i alt en rigtig, rigtig god samling med lærerige oplæg, godt selskab og ikke mindst god mad :) Tusinde tak til Hanni Kasprzak fordi hun endnu et år har givet os muligheden for, at få en super start på året!