Nye indlæg

Bliv medlem
Formanden skriver
 
Formanden for Adipositasforeningen, Birgitte Hansen, skriver om...
 

JP: Ledere vil sortere fede ansøgere fra

09-11-2011 08:49

Ledere vil sortere fede ansøgere fra

Af ANDERS MØRKBAK BRUUN

Offentliggjort 08.11.11 kl. 22:30

Næsten halvdelen af de danske ledere vil undlade at ansætte svært overvægtige ansøgere.

For mange kilo på kroppen kan udgøre en hindring i at få et arbejde. Ifølge en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra organisationen Lederne slår hver sjette leder - 16 pct. - fast, at de ikke vil ansætte svært overvægtige personer. 33 pct. angiver, at de i nogen grad vil undgå at tilbyde et job til en markant overvægtig.

Dermed erklærer samlet 49 pct. af personer med nøglestillinger i dansk erhvervsliv, at de i et vist omfang vil se bort fra særdeles kraftige personer til et job i deres afdeling eller virksomhed.

Det er organisationen Lederne, som har stillet 1.637 af sine medlemmer spørgsmålet.

HK: Chokerende tal

»Det er forbavsende høje tal. Og chokerende. Jeg vil opfordre de ledere, der vil afvise svært overvægtige, til at tænke sig om, når de vælger folk blandt kandidater til et job,« siger faglig sekretær i HK Svend-Erik Hermansen.

I Lederne opfordrer arbejdsmiljøchef Lars Andersen sine medlemmer til at ansætte den dygtigste kandidat.

Han understreger, at hverken vægt, højde eller hårfarve som udgangspunkt bør afgøre udfaldet af en rekruttering.

»Man skal passe på ikke at lade sig forblinde af skønhedsidealer, men ansætte de fagligt bedst kvalificerede,« siger Lars Andersen. Han påpeger, at en persons vægt i visse typer job kan have indflydelse på, om man kan udføre jobbet. Hvis man f.eks. skal stå meget op eller gå på stiger, kan fysikken udgøre en begrænsning.

DI: Ansæt den bedste

I DI - Organisation for erhvervslivet - skønner man ikke, at personer i lederstillinger i danske virksomheder omsætter ovennævnte holdninger til handling.

»Man bør altid ansætte den bedst kvalificerede ansøger, og det er vores indtryk, at virksomhederne også gør det. Vi kender ikke til sager om, at overvægtige er blevet afvist,« siger Sanne Claudius Stadil, underdirektør i DI. 

Ifølge undersøgelsen fra Lederne har 1 pct. af lederne afskediget en medarbejder pga. overvægt.

7 pct. har en eller flere gange bedt en medarbejder om at tabe sig.

Antallet af overvægtige i Danmark er stigende. 47 pct. af den voksne befolkning i dag er overvægtig, mens 13 pct. er svært overvægtig. Det viser de seneste tal fra Sundhedsstyrelsen.


Kommentarer

  • #1
  • Sonja Nielsen
    24-11-2011 07:13
    Det lyder ikke rart. Kan det virkelig være rigtigt? ..vh Sonja


1 

Skriv en kommentar

Adipositasforeningen | Ringgade 115, 7600 Struer  | Tlf.: 28 404 304 | info@adipositasforeningen.dk