For mig er VM i adventure race den ultimative udfordring. Der findes længere races end VM, men ikke races med lige så mange gode hold. Og arrangørerne lægger en særlig ære i at skabe en udfordrende og hård konkurrence. I 2012 var VM i adventure race i Frankrig. Starten gik i de sydlige alper, og mål var ved Middelhavet. Vindertid godt 5 døgn.
Det gik godt i starten, men gradvist fik vi problemer. Læs her om hvordan det gik os, godt et par døgn inde i konkurrencen.
Træk og bræk i bjergene
Vi er ude på et langt bjergtrek. Vi er startet ud om natten. Det startede med, at jeg var ved at gå kold. Jeg havde bare lyst at lægge mig ned og sove. Men efter at have lånt en iPod med god musik, kom jeg i gear igen, omend jeg var 100 procent i min egen verden og glemte alt om at være en del af et hold. Men vi bevægede os fint fremad. Først op over et højtliggende pas, hvor officials kunne fortælle, at vores gode konkurrenter Daredevils lå godt 2 timer foran os. Det er ingenting under første del af så langt et race, så det var en stor motivation.
Landskabet er goldt og knastørt; det ligner et ørkenlandskab. Kun minimal vegetation, små stikkende buske, lidt indtørret græs. Men det går godt. Mine fødder er nærmest uden vabler, og det er ret usædvanligt for mig i så
For længe siden blev jeg spurgt, om jeg ville deltage i dette Skotske løb (Adidas Terrex) sammen med det irske hold, hvilket jeg selvfølgelig ville. På det irske hold er Chris, som jeg har kørt Beast of Ballyhura i Irland og noget af VM 2011 i Tasmanien sammen med. Udover Chris er det Brian, som jeg kender fra andre løb og som har været så storsindet, at han har haft inviteret mig og mine to drenge over for at deltage i et mini AR løb (Moxie), som han er arrangør for i Wicklow uden for Dublin. Den sidste mand på holdet blev fundet i sidste øjeblik, og endte med at blive Kevin fra Bristol. Så holdet bestod af en englænder, en dansker og to irer.
Løbet gik fra mandag morgen d. 20. august kl. 8.45 og til fredag aften kl. 24.00, så man havde i alt 4 dage, 15 timer og 15 minutter til at gennemføre ruten på 700 km. Konkurrencen var lavet sådan, at der var cutoff's undervejs, som bevirkede at de fik samlet feltet til sidst. I Løbet var det også tilladt, hvis der var en fra holdet som måtte udgå, at fortsætte som tre mand eller gå sammen med et andet hold, som var i samme situation (dog uden for konkurrencen så). Denne model bevirkede, at alle hold, der stilte op til start, havde mindst en fra holdet der gennemførte løbet og kom over målstregen. Dog var der et hold Mountain Hardwear, som valgte he
”Grant the Man” er blevet et af holdets sætninger. Grant Killian står for at organisere en af de fedeste AR konkurrencer, jeg har deltaget i. Det var nu anden gang vi, Team Salomon Trail Tour, deltog i dette løb, og denne gang blev det afviklet i Maine i New England.
"Holdet før start"
Den tanke, der har fyldt mest i min bevidsthed inden dette løbet, var ”Bushwhacking”. Bushwhacking er et koncept, vi fik et tæt kendskab til for to år siden, da vi ligeledes deltog i Grants løb. Bushwhacking betyder at buldre, tumle, kravle, krybe, springe, løfte, mase sig igennem meget tæt og yderst ufremkommelig skov. Det er i en sådan situation, hvor man i umådelig mange timer bevæger sig igennem uanede store mængder skov, på denne noget anstrengende måde, at man virkelig får opfattelsen af, at befinde sig i natur, som meget få mennesker har bevæget sig igennem før. Til løbet i 2010 fik alle på holdet så smadrede og ødelagte fødder, at ønsket om at gå eller i det hele taget at have sko på, var meget lille efter løbet. Per Jessen måtte sågar en tur på sygehuset, da vi kom til Danmark, på grund af betændelsestilstand i tæerne.
Heldigvis var der meget lidt bushwhacking denne gang. Til gengæld var der tilf&osl
Efter at have været kørt tilbage med guldgraveren er vi nu tilbage hvor vi startede 6-7 timer tidligere og Chris bliver tilset af en læge. Den ene af fyrene fra Argentina ønsker ikke at foresætte i konkurrencen og den anden tvivler. Jeg vil gerne videre, men man skal mindst være tre, før man må foresætte og man må ikke gå sammen med et hold som stadigt er 4. Så jeg går på jagt efter et nyt hold. Der er ankommet et herre hold (Team Juggernaut no. 70) til midt Camp på samme tid som vi kom tilbage med Chris, som også har en mand med maveproblemer (det var der mange der havde). De er faktisk stadigt tre, så de kan sådan set bare foresætte, men de acceptere at tage mig med på deres hold (godt hjulpet på vej, af en kameramand det følger mig tæt i hælene, så de kunne næsten ikke tillade sig at sige nej). De skal dog først af sted om 5 timer, da de har den tvungne pause, så jeg gør mig klar og lægger mig til at sove. Den anden fyr fra Argentina vil gerne med, men vil først hjælpe sin Argentinske kammerat, som ikke taler engelsk hen på et hotel. Han får på en eller anden måde lov til at springe den lange hikeetape over, for at slutte sig til mit nye hold, når den næste cykeletape starter.
Sent om aftenen da mørket er faldet, begiver jeg mig a
For længe siden blev jeg spurgt, om jeg ville køre VM i Tasmanien sammen med et Irsk hold, som jeg kender fra Abu Dhabi, Bimbache i Spanien og Apex i Schweiz. Men inden vi kom af sted, blev én skadet og en anden fik nyt job. Så vi var kun Chris og jeg tilbage, som akut skulle finde to nye til holdet. Jeg fik fat i to fra Argentina via kontakter i Brasilien. På papiret så de ud til at være stærke og med masser af erfaring. De havde en start til VM, da de have vundet Terra Viva i Argentina, så det så meget lovende ud. Inden afgang prøvede vi mange gange at få et Skype møde op at stå, men det var yderst svært af flere årsager: Tidsforskellen mellem Danmark og Buenos Aires, den ene fra Argentina ikke havde Skype og den anden talte ikke engelsk og skulle have en tolk tilstede, så det lykkedes aldrig at få et møde istand. Men vi fik aftalt det mest nødvendige via email, og så måtte vi ordne resten i Tasmanien.
Det hele var lige ved ikke at lykkedes, da et flyselskab i Australien var gået i strejke, og de to gutter fra Argentina kunne dermed ikke komme over til Tasmanien fra Sydney. Men de nåede lige at komme til den dag, hvor der var udstyrstjek, og vi fik købt ind, pakket og organiseret os. Der var en stor forskel i, hvor meget mad Chris og jeg havde tænkt os at have med til konkurrencen, og hvor meget de to fra Arg
Team ProAdventure har været til en lille træningskonkurrence i Århus, hvor vi stilede med 3 hold til Århus CoastZone Challenge. Da ProAdventure har udvidet truppen, var der denne gang 2 med som skulle prøve at køre med ProAdventure for første gang. Den ene var Jens Just som skulle give den gas sammen med Per og Søren (er Per’s bror, som akut måtte træde til, da vi pludselig stod og manglede en mand). De tre herre gav den max gas og kørte sig ind på en sikker 1. plads.
På det næste hold havde vi Trine Stoltenborg som fik æren af at køre sammen med Bjørn og Gorm. Trine har aldrig før kørt Adventure Race, men jeg har igennem længere tid set hende løbe og cykle konstant i og omkring Solbjerg, hvor hun kommer fra, så jeg tænkte hun må kunne bruges. Og ganske rigtigt, for Trine og hendes hold kom ind på en flot 3. plads. Det skal lige siges, at det er en overall placering, da der ikke er en mix række til dette løb, så de har vundet over samtlige herrehold undtaget dem der blev nr. 1 og 2.
Jeg selv stillede op på 3 timers distancen med mine to drenge Daniel og Rasmus (13 og 10) og vi havde helt igennem en fantastisk dag. Nu har de længe høre på alt mit snak om AR, så nu var det på tide, at de selv fik det lidt ind under huden. Normalt hører de til blan
Jeg har været til et par løb, som har kørt med et pointsystem, der set med mine øjne, kan give et lidt uheldigt udfald.
Til de fleste af de løb som er VM kvalificerende konkurrencer, som jeg har kørt, er der en fastlagt rute, som man skal fuldføre. Undervejs på ruten kan der så være nogle ”cut off”, som man skal nå. Det vil sige, at er man ikke ved en post på et givent tidspunkt, så kører man efterfølgende på ”short course” eller uden for konkurrencen. Hvis der undervejs er nogle poster, som man springer over eller misser, så kører man ligeledes short course. Derfor er det hold som vinder, det hold som har taget alle poster og nået alle cut off først. Ergo er det hold som vinder, det som har kørt hurtigst. Undervejs kan der så være nogle taktiske overvejelser, såsom om man skal gå over bjerget eller rundt om det, for at nå til posten. Denne struktur i et løb giver god mening for mig, og er rimeligt simpelt at forholde sig til.
For at komme med et eksempel på en konkurrence med en struktur, som jeg finder lidt uheldig, vil jeg beskrive et løb i Irland, som jeg har kørt. Først vil jeg dog sige, at det var et rigtigt fedt løb, det var velarrangeret, med sjove indslag, flot natur og glade mennesker, så jeg kan varmt anbefale løbet. M
Vores konkurrenter fra Dare Devils er også med: de står for afdelingen i Århus 4. september. Løbsleder Henrik Jørgensen er i øvrigt en af Danmarks bedste ultra trail løbere.
Finalen er 24. september i Rude Skov, Birkerød. Her kan vi love masser af udfordringer, og der bliver både præmier til dagens vindere og til vinderne af hele touren.
Nu har jeg haft en CUBE Hanzz 2011 Freeride cykel stående i min stue et par uger. Den skriger bare på at gøre stærkt og helst ned! Den lugter også af ulykke, ondt i kroppen og brækkede knogler.
Hvis cyklen skal have det bedst, skal den bruges af en rytter med full-face hjelm, rygskjold, arm-/benbeskyttere.
Cyklen er et +15 kg. monster, som er udviklet af aluminium, med 3 forskellige varierende tykkelser på stellet. CUBE'en er lavet til hop, fald og generelt seriøst forstærket til ekstremt brug. Kæden er beskyttet af kædeholder og der er 180 mm gang i forgaffel. Hjulene er monteret med 20 mm gennemgangsaksel, så skidtet aldrig falder af.
Det er ganske begrænset hvor i Danmark sådan en cykel kan komme til sin magt, men jeg har et sted hvor jeg gerne vil forcere noget hidsigt terræn. Roskilde har en ler-skrant som er eroderet igennem årene, og det har gjort det ganske stejl.
Men tør jeg - min kæreste mener jeg skal vente til efter vores bryllup d. 13 august. Måske en god idé; men ned skal jeg nok komme. Jeg laver en lille video af mit forsøg, og så ser vi hvordan det går - selv den bedste cykel kræver en modig rytter.
Jeg sidder pt. i Oslo lufthavn, og venter på det lille fly, der skal løfte os det sidste stykke til det aller nordligste Norge. Et andet sted i lufthaven ligger min Cube forhåbentlig i dens kuffert, og hviler sig inden den skal tæves igennem 700 km i Finnmarken. Jeg burde nok også hvile mig lidt, for med en forventet vindertid på 3-4 dage, er det endnu en gang tid til at se sleepmonsterne i øjne.
Løbet er egentlig ganske simpelt. Det handler om, at cykle en bane på 700 km igennem vildmarken, hvor elve skal forceres, fjelde skal bestiges og vi skal holde en march-fart der er højere end myggenes. Undervejs er der tre stop på tre timer, hvor man ikke må cykle. Mere simpelt og rent bliver det ikke. Sagt på en anden måde 3-4 Tour de France etaper på MTB på fjeldet.
Vores hold hedder Bike Toys Endurence, og består ud over mig og min ædle ganger Cuben, af Mikkel,og hans kulfiber drøn af en cykel. Mikkel er bestemt ikke nogen helt uerfaren udholdesatlet, men har haft holdt en længere kunstpause. Tilbage i de glade 90ére kørte han på Team Peak Performance/ Team QXL og kørte nogle af de rigtig store løb. Så det bliver spænende, at se om den ”gamle” får smag for konkurrence igen.