En anderledes oplevelse (del 1 ud af 2)

For længe siden blev jeg spurgt, om jeg ville køre VM i Tasmanien sammen med et Irsk hold, som jeg kender fra Abu Dhabi, Bimbache i Spanien og Apex i Schweiz. Men inden vi kom af sted, blev én skadet og en anden fik nyt job. Så vi var kun Chris og jeg tilbage, som akut skulle finde to nye til holdet. Jeg fik fat i to fra Argentina via kontakter i Brasilien. På papiret så de ud til at være stærke og med masser af erfaring. De havde en start til VM, da de have vundet Terra Viva i Argentina, så det så meget lovende ud. Inden afgang prøvede vi mange gange at få et Skype møde op at stå, men det var yderst svært af flere årsager: Tidsforskellen mellem Danmark og Buenos Aires, den ene fra Argentina ikke havde Skype og den anden talte ikke engelsk og skulle have en tolk tilstede, så det lykkedes aldrig at få et møde istand. Men vi fik aftalt det mest nødvendige via email, og så måtte vi ordne resten i Tasmanien.

Det hele var lige ved ikke at lykkedes, da et flyselskab i Australien var gået i strejke, og de to gutter fra Argentina kunne dermed ikke komme over til Tasmanien fra Sydney. Men de nåede lige at komme til den dag, hvor der var udstyrstjek, og vi fik købt ind, pakket og organiseret os. Der var en stor forskel i, hvor meget mad Chris og jeg havde tænkt os at have med til konkurrencen, og hvor meget de to fra Argentina havde med.

Vi begyndte at fungere lidt som to parallelle hold, med hver deres måde at gøre tingene på. Men da kommunikationen var så svær, opgav vi at gøre noget ved det. Til udstyrstjek havde vi også vore problemer: Den ene af fyrene fra Argentina var over det hele, og aldrig der hvor han skulle være. Det vil sige, at når vi havde stået i kø for at vise for eksempel vores telt, så var han der ikke, når det blev vores tur, og vi skulle ud for at lede efter ham. Det var lidt lige som at have en hund med uden snor. Så allerede før start var der opbygget lidt småproblemer. Mit håb var, at når først vi kom ud på ruten, så skulle det hele nok fungere bedre, for der kunne hunden vel få løbet af, og det, der skulle kommunikeres, gav måske sig selv.

Da vi står ved starten føler jeg dog, at vi har fået styr på det hele, og at samarbejdet faktisk er begyndt at virke lidt. Kortene med alle posterne er blevet nøje kigget igennem af den argentinske navigatør, og der er styr på stumperne. Den første sektion er en kajaketape på 17 km, hvor starten er fra en gangbro. Vi skal løbe ned til kajakkerne og ud i havet med dem, og i den proces mister jeg min ene sko, som forsvinder i vandet. Jeg kunne udmærket holde varmen i bare tæer, men den første post lå et stykke inde på stranden, der var fyldt med skarpe sten, så det var ikke særlig behageligt at løbe der i bare fødder (for ikke at tale om hvor pinligt og uprofessionelt, det virkede, jeg fik dog også en pæn kommentar fra Myriam fra Team Thule efterfølgende). Under kajaketapen klarede vi os nogenlunde og lå med i top 25, men så kom vi på land og skulle til at navigere, og det gik ikke helt nemt. Der blev begået en del fejl, og tempoet var meget lavt fra de to fra Argentina. Men da det er dem, der har mest erfaring med lange ekspeditionsløb, tænkte jeg, at det er nok bedst sådan, det er trods alt et langt løb. Vi ligger på en 35-40 plads, og jeg har skruet mine forventninger ned på grund af navigation. Før start havde jeg tænkt, at vi kunne få en top 20 placering, og måske en top 15 hvis alt gik godt. Nu var min forventning en top 30.

Efter kajaketapen var der en 20 km lang løbeetape, hvor en fra holdet skulle skyde efter lerduer. Chris og jeg trak lod om det, og han vandt, og heldigvis ramte han 3 ud af 5, så vi fik ingen straftid. Derefter var der en cykeletape på 70 km med nogle drypstenshuler, vi skulle ind igennem. Tiden blev stoppet i en time ved hulerne, så man havde god tid til at gennemføre den del. Det var en almindelig turistrute igennem bjerget, efterfulgt at nogle små tunneller med mudder og masser af vand, vi skulle kravle rundt i for at finde posterne. Det var meget spektakulært med alle de hold, der kravlede rundt derinde med pandelamper på.

Så startede en lang løbe-/hike-etape på 60 km, og den næste nat kom. Før mørket faldt, blev de to gutter meget sultne og trætte, så vi slog lejr for at sove i to timer (Har aldrig prøvet at sove så længe, så tidligt i et løb, men hvad det var jo et langt løb). Den ene af gutterne havde ikke mere mad, så han spiste en af mine 6 timers madposer, inden vi sov. Uden helt at kunne huske det, så tror jeg, at der var cirka 10-15 timer til vi så vores næste boks. I slutningen af denne etape var der en canyoning sektion med nogle vandbassiner, vi skulle svømme over. De to gutter ville ikke gennemføre det i mørket, så vi slog lejr igen for at sove, til det blev lyst kl. 5. Det var nok en meget klog beslutning, for det var svært at finde den bedste vej, og det var meget længe, man var i vandet. Vi brugte nok 4 timer på den del, men i bunden af floden mødte vi hold, som var startet om natten, og som havde brugt 8-9 timer på det. Det var en rigtig fed oplevelse, og en flot sektion med vanddammene, man skulle svømme igennem for at komme videre. Vi gik til dels i vandet og til dels i skovkanten, når den så mere gangbar ud.

Derefter havde vi en 30 km kajaketape, som gik udmærket og vi holdt et anstændigt tempo. Mad var dog stadigt et issue. Hver gang vi kom til vores kasser, var det eneste, de to gutter kunne koncentrere sig om, at få noget mad kørt indenbords. Efter denne kajakdel stod den på 105 km på cyklerne, men blot 15-20 km fra midtcamp begyndte Chris lige pludselig at blive syg med dårlig mave og opkast, så vi kørte meget langsomt på cyklerne. Til sidst måtte vi stoppe i en vejkant, og få Chris ned at ligge og under et survival-blanket, for han frøs. Alt hvad han putter i sig kommer ud igen (på den ene eller den anden måde). Der opstår lidt problemer med de to fra Argentina, for de har en stærk overbevisning om, at han bare skal have nogle piller, de har, og så er han klar igen om 20 min. Man da Chris bliver ved med at kaste op, vil jeg give ham lidt tid, før vi putter flere piller i ham og det gør de to lidt iltre, og stemningen er ikke særlig venlig. Efter 15 minutter lykkes det at få noget vand og imodium i Chris, som ikke kommer op igen, men det lader ikke til at han får det bedre.

Årsagen til at Chris bliver dårlig er nok, at ingen af de tre herrer har behandlet det vand, som de har drukket fra floderne. Jeg har renset mit med tabletter, men har også drukket af deres flasker. Det var så konsekvensen, vi fik at se nu. Set i bakspejlet skulle jeg have gennemtrumfet, at alt vandet blev renset, men når kommunikationen og samarbejdet ikke virker, begynder der at opstå fejl, og man tager ikke hånd om hinanden som et team. Hen ad vejen opgav jeg at kommunikere om selv små ting, fordi det var så bøvlet, og der var mange misforståelser.

Efter at Chris har ligget ned i 2,5 time får vi ham på cykelen igen og tager det roligt de næste to timer, til vi er ved næste transition, hvor vi har 6 timers tvunget pause. Vi får spist noget ordentligt mad, og Chris beholder sit i maven. Så efter at have sovet cirka 5-6 timer tager vi af sted ud på den længste hike-etape i løbet. Men Chris viser hurtigt svaghedstegn og går meget langsomt. Det ender med, at jeg har det meste af Chris' oppakning i min taske. De to fra Argentina har ikke tænkt sig at hjælpe, men er begyndt igen at blive lidt irriteret på Chris. Da vi har været af sted i 6 timer langs en meget flot strand og op igennem en masse klitter, kan Chris ikke mere. Han kan tage et par skridt, og så får han mavekramper. Vi beslutter så, at bryde forseglingen til vores telefon og ringe, for at fortælle at vi vil udgå. Men telefonen vil ikke tænde, og om det er fordi den er for varm eller har fået vand, ved jeg ikke, men den er helt død. Vi vil ikke trykke på knappen på vores spot, da det ikke er en livstruende situation, vi befinder os i. Vi begynder langsomt at gå mod den nærmeste vej, med intentionen om at blaffe tilbage til Strahan, hvor den store transition er, som vi lige er kommet fra. Heldigvis møder vi en masse på 4 hjulede motorcykler, som er ud for at køre stærkt i sandklitterne. Efter at have hørt vores situation, tilbyder de et lift, og vi kommer op bag på hver vores motorcykel, og får den vildeste tur ud af klitterne.

De læsser os af ved den nærmeste vej, hvor vi får standset den næste bil for at bede om et lift tilbage til Strahan. Manden i bilen viser sig at være intet mindre end guldgraver (den er god nok, jeg fik ham til at bekræfte det op til flere gange). Han havde alt muligt udstyr i bilen til at søge efter guld i floderne. Han fortæller om, hvordan han finder ud af, hvor de gamle guld- og sølvminer var, for at tage til de floder, der løber i nærheden, for at vaske guld ud af flodbunden, fuldstændigt som i Djurs Sommerland. Det er ikke noget, han kan leve af, så det er en hobby, ligesom når folk tager ud at fiske.