Is i maven

For længe siden blev jeg spurgt, om jeg ville deltage i dette Skotske løb (Adidas Terrex) sammen med det irske hold, hvilket jeg selvfølgelig ville. På det irske hold er Chris, som jeg har kørt Beast of Ballyhura i Irland og noget af VM 2011 i Tasmanien sammen med. Udover Chris er det Brian, som jeg kender fra andre løb og som har været så storsindet, at han har haft inviteret mig og mine to drenge over for at deltage i et mini AR løb (Moxie), som han er arrangør for i Wicklow uden for Dublin. Den sidste mand på holdet blev fundet i sidste øjeblik, og endte med at blive Kevin fra Bristol. Så holdet bestod af en englænder, en dansker og to irer.

Løbet gik fra mandag morgen d. 20. august kl. 8.45 og til fredag aften kl. 24.00, så man havde i alt 4 dage, 15 timer og 15 minutter til at gennemføre ruten på 700 km. Konkurrencen var lavet sådan, at der var cutoff's undervejs, som bevirkede at de fik samlet feltet til sidst. I Løbet var det også tilladt, hvis der var en fra holdet som måtte udgå, at fortsætte som tre mand eller gå sammen med et andet hold, som var i samme situation (dog uden for konkurrencen så). Denne model bevirkede, at alle hold, der stilte op til start, havde mindst en fra holdet der gennemførte løbet og kom over målstregen. Dog var der et hold Mountain Hardwear, som valgte helt at stoppe, da en blev skadet. Grunden til deres beslutning var, at de skal deltage til VM i Frankrig 3 uger efter og ønskede derfor at restituere mest muligt.

Løbet var arrangeret af Nick Greaser, som selv er en yderst erfaren Adventure Racer. Hans hold stillede også til start (dog uden Nick på holdet), og de vandt helt klart denne konkurrence. Nicks tanke med løbet var, at det skulle være en stor oplevelse fra start til slut. Man skulle ikke blot have den følelse, at man havde bevæget sig ud til nogle spektakulære punkter, men at man hele tiden befandt sig midt i det storslåede. Og det lykkedes til fulde. Vi har bevæget os igennem nogle helt fantastiske landskaber, og alligevel var næsten alle skiftezonerne i civiliserede område, så vi kunne komme indenfor, når vi skulle i vores skiftezone-tasker.

Under løbet havde Nick sørget for en lækker detalje med en madbil, der kørte ud til nogen af skiftezonerne. Det var en varevogn, som var bygget om til en cafe omme bagi. Her kunne man købe varme drikke, opvarmede retter, frugt, kage, slik, sodavand og øl. Hvert hold havde så blot et regnskab, som man afregnede efter løbet. Denne detalje har helt sikkert hjulpet på, at så mange har gennemført løbet.

Ellers var løbet helt klassisk med løb, mtb, kano og canyoning. Inden start var der dog en prolog, som blev kørt søndag aftenen inden løbet startede rigtigt. Prologen var en stafet i Stirling, hvor en skulle løbes et trail løb, en skulle løbe et O-løb (på kort fra 1600 tallet eller noget), en skulle cykle og en skulle køre en MTB-o. Jeg fik lov til at løbe Trail løbet. Denne lille prolog dagen før start var rigtig hyggelig, og der var tid til at socialisere med de andre hold. Dog var det underligt at starte, for efterfølgende at tage hjem, bade, spise og sove, inden starten så gik igen næste morgen.

Tidligt i løbet var der lagt en disciplin ind, som jeg ikke har prøvet før inden for AR. Det var roning. Vi skulle alle 4 mand i en båd og to skulle så ro os ud til en ø og tilbage igen. Det virkede meget godt, selv om jeg ikke er så meget for discipliner, hvor det ikke er alle på holdet, der skal lave noget, eller hvor det kun er nogen, der skal gennemføre. Her fik vi spist godt og fodret de to, der havde fat i årerne.

Vi kørte på med et anstændigt tempo hele vejen igennem løbet. Dog var det noget lavt de første 24 timer, da Brian ikke fik spist nok, og jeg er meget imponeret over, at man kan vælge syltet frugt som primær energikilde til et løb som dette. Men han kørte på og kom lige så langsomt ind i racetempo og blev frisk.

Min indstilling til denne konkurrence har hele tiden været, at gennemføre hvis holdet stod til det. Men hvis en udgik, var det min plan også at udgå, da jeg skal køre VM 3 uger efter dette løb. Men det kom heldigvis ikke på tale. Uden at jeg helt har styr på vores placeringer undervejs i løbet, så tror jeg, at vi hele tiden har ligget i en top 8 og vi endte med en 4. plads. Vi har brugt 109 timer til at gennemføre hele løbet.

Lige efter løbet blev jeg spurgt, hvad der havde været det absolutte højdepunkt i løbet, hvilket jeg ikke helt kunne svar på. Det kræver lige lidt tid til at få alle indtryk ind. Men her efterfølgende er det helt klart for mig, at det er de to store downhill MTB stykker, vi har kørt. Selv om det tager rigtig lang tid og er super hårdt at komme op på toppen af bjergene med en cykel, så er den følelse af at flyve ned igen helt ekstrem. Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen: Hvis jeg ikke kørte AR, så var jeg helt klart downhill rytter (især hvis jeg boede et andet sted end Danmark). Men den følelse af frihed som at flyve, og kontrollen over cyklen, er bare for fed.

En anden stor oplevelse var canoyning. Det her var helt klar en af de flotteste og udfordrende canoyning ruter, som jeg har deltaget i. Især taget i betragtning af, at jeg var nødt til at blive reddet af guiderne to gange under turen ned. Jeg fik at vide, at det skyldes min lave kropsvægt, at jeg kom i problemer. Vi skulle springe ned ad nogle små vandfald, hvor instruksen var: At i det sekundet man fik hovedet over vandet, skulle man svømme ud til venstre hurtigst muligt, for at undgå at komme ned af bestemte stykker af floden. Men jeg nåede at komme for langt ned af strømmen, inden jeg kom oven vande igen, til at kunne nå at svømme til venstre. Begge gange når jeg at gribe en gren, men er på daværende tidspunkt så langt nede af strømmen, at det er fysisk umuligt for mig, at trække mig selv op og fri af vandet. Så guiderne kom mig til undsætning, og hev mig op igen. Jeg tænker ikke, at det havde været farligt, hvis jeg var røget ned af strømmen, men var nok blevet noget forskrækket og måske med risiko for at brække et eller andet.

Jeg har stor tiltro til, at de ting, jeg bliver stillet overfor inden for AR, er sikkert, og at der er sørget for rigeligt med instruktør/guider, når det er påkrævet. Hvilket også helt var tilfældet i dette løb, selv ned af den flod, som vi skulle tilbagelægge i kano, var der ufatteligt mange folk stationeret, som fra land gav instrukser om, hvordan floden skulle forceres. Jeg har en pænt stor portions is i maven, når det kommer til aktiviteter som disse. Inde i mit hoved er det ”just do it”. Men denne gang dukkede der andre tanker op, på vej ned af denne canyoning. Tankerne gik omkring, hvordan jeg ville have det om nogle år, hvis mine to drenge beslutter sig for at prøve et AR løb sammen med mig, og jeg så skal se dem springe ned gennem vandfald som disse. Jeg må nok ærligt indrømme og erkende, at en stor del af isen nok er smeltet i sådan en situation.

Da vi kommer til den sidste kano etape, hvor der er en cutoff, når vi lige at se team Salomon Running Free fra Canada på vej ud, og de når at se os. Jeg er godt klar over, at vi ikke har en chance for at indhente dem, for Nick når at fortælle os, at de har et par timer, der skal godskrives fra tidligere i løbet. Dermed var det ikke nok bare at overhale dem. Men på daværende tidspunkt var Team Salomon Running Free helt vildt trætte og havde en plan om at sove lidt, hvilket de overhovedet ikke turde, nu de havde set os. Så de kørte på og klarede sig igennem med koffein, og var efter eget udsagn totalt rundt på gulvet, da de rammer mål. Men det var rigtigt godt kørt og stor respekt herfra til Salomons søsterhold i Canada/Frankrig.

Nu gælder det så for mig om at blive klar til Raid in France inden så længe. Alt mit udstyr er pakket ud og rengjort, men ligger udover hele stuen og venter bare på afgang. Fysisk føler jeg mig totalt klar. Ingen skader, ømme muskler eller dårlige fødder. Så det skal nok bliver super godt til VM.