VM i adventure race 2012

For mig er VM i adventure race den ultimative udfordring. Der findes længere races end VM, men ikke races med lige så mange gode hold. Og arrangørerne lægger en særlig ære i at skabe en udfordrende og hård konkurrence. I 2012 var VM i adventure race i Frankrig. Starten gik i de sydlige alper, og mål var ved Middelhavet. Vindertid godt 5 døgn.

Det gik godt i starten, men gradvist fik vi problemer. Læs her om hvordan det gik os, godt et par døgn inde i konkurrencen.

Træk og bræk i bjergene

Vi er ude på et langt bjergtrek. Vi er startet ud om natten. Det startede med, at jeg var ved at gå kold. Jeg havde bare lyst at lægge mig ned og sove. Men efter at have lånt en iPod med god musik, kom jeg i gear igen, omend jeg var 100 procent i min egen verden og glemte alt om at være en del af et hold. Men vi bevægede os fint fremad. Først op over et højtliggende pas, hvor officials kunne fortælle, at vores gode konkurrenter Daredevils lå godt 2 timer foran os. Det er ingenting under første del af så langt et race, så det var en stor motivation.

Landskabet er goldt og knastørt; det ligner et ørkenlandskab. Kun minimal vegetation, små stikkende buske, lidt indtørret græs. Men det går godt. Mine fødder er nærmest uden vabler, og det er ret usædvanligt for mig i så udfordrende et terræn.

Ved 7-tiden bliver det lyst, og rimeligt hurtigt bliver det lunt, selvom natten var kold.

Da vi er højt oppe, i godt 2000 m, drikker vi vandet direkte fra vandløb. Det skulle vise sig at være en skidt beslutning.

Landskabet er enormt, og selv om vi er trætte, er det fedt at være her. Sidst på formiddagen rammer vi endnu et pas, som vi bevæger os op over. Men på den anden side begynder vi at gå lidt ned i tempo. Vi er trætte.

Nu går det nedad, og det ville normalt betyde at tempoet går op. Men Bjarke og Sessel er ikke i hopla. Jeg tænker ikke så meget over det, tænker bare på at holde tempo, selvom jeg også er træt.

Men så begynder filmen at knække helt. Sessel er træt, og jeg får hende på træk. Men det kører slet ikke, jeg trækker hvad jeg kan, men pludselig falder hun om og lægger sig på jorden, mens hun stadig er bundet fast til mig. Hun er udmattet. Men det er også en hård kost, at vi ikke har mulighed for at bære rygsække for hinanden; en lidt mærkværdig regel for netop denne konkurrence, hvilket betyder en særlig belastning for pigerne. Kvinder har naturligt en højere fedtprocent end mænd, og derfor bærer fyrene normalt noget af pigens udstyr under andre konkurrencer.

Så brækker Bjarke sig. Han brækker sig voldsomt. Det virker til, at han har brækket hele sit maveindhold op. Men så lægger han sig ned og brækker sig endnu en gang. Det er ikke godt. Bræk betyder at fordøjelsen ikke virker, og dermed at man ikke får energi. Så bliver man træt, måske går man helt i stå, i værste fald er man færdig, og ellers kan man kun bevæge sig frem i lavt tempo.

Senere brækker Sessel sig også. Ikke bare sådan lidt, men for alvor, på den der måde, hvor ALT kommer op af mavesækken.

Der er nu helt slukket for Bjarke og Sessel, og vi bestemmer os for, at det er nødvendigt, at vi lægger os ned og sover. Vi hiver vores to små telte frem og lægger os i dem. Det er midt på eftermiddagen, og jeg tænker, at det er nødvendigt med en solid søvn for at få de to på højkant. Sessel ligger og ryster og kommer med stønnende, sukkende lyde, det lyder nærmest som at hun er ved at dø. Hvad gør vi, hvis nu hun får det værre endnu?

Allerede nu strejfer tanken mig, at vi kan blive tvunget til at udgå, men vores erfaring siger os, at med lidt tålmodighed kan man godt komme på fode igen efter et slemt maveonde under et adventure race.

Underlaget er forfærdeligt. Vi ligger på et stened område, og har ikke liggeunderlag med. Thure ligger i det ene telt med alt vores grej, og Bjarke, Sessel og jeg ligger i det andet telt, tæt sammen og oven på en masse ubehagelige sten.

Vi begår den fejl at vi venter helt til næste morgen med at bevæge os videre. Vi kunne godt have gået allerede klokken 3, men venter altså til kl. 7, og kommer dermed endnu længere tilbage i konkurrencen.

Back in business

Næste morgen er alting godt igen, bortset fra vi har mistet nogle timers placering. Sessel og Bjarke er fint løbende. Sessel, der lige har ligget i fosterstilling og lignet en døende, er atter på højkant. Fedt.

Nede i skiftet skal vi videre ud på mountainbikes. Og heldigvis fanger vi lige lidt frisk mad på vejen. Frisk brød, pålæg, cola. Mums, der fik min mave og min motivation lige et kæmpe løft. Nu kører bussen igen.

På cyklerne er vi stærke. Især Bjarke, der er på MTB-orienteringslandsholdet, trækker godt i gennem. Thure er også godt med, mens jeg hænger en anelse.

Vi møder Anders og Søren (fra Adventureracers) og kan forstå, at de også har været hårdt ramt af maveproblemer.

Ligesom resten af racet er der masser af højdemeter, både op og ned. Så nogen ”walk in the park” er det ikke. Nogle steder skal vi krydse ned over stejle skrænter med løse sten. Men tingene kører for os, vi holder tempo, og det hele er, som det skal være.

Endelig når vi ned til den anden store skiftezone, hvor vi har et tvunget 4 timers ophold. Det er lang tid, når vi nu har sovet i mange timer oppe på bjerget.

Diarre på bjerget

Vi knokler nu op ad en bjergside til fods, og skal senere ud på canyonering (dvs. bevæge os i en kløft med vand i bunden). Men her får Thure dårlig mave. Det giver hyppige toiletbesøg i naturen, men hvad værre er, så bliver han afkræftet, og vi må endnu en gang få hvile.

Vi kommer til en lille by på bjerget, hvor der er en kirke og nogle gamle forladte huse i sten. Et af husene står åbent, og det er nærmest bare en ruin, men indenfor ligger der nogle madrasser på gulvet.

Og så er det langt varmere derinde, end ude under åben himmel. Her ligger vi nogle timer. Jeg ved ikke præcis hvor længe, måske 4 timer. Vi stiller uret, og prøver først med måske 1,5 time, spørger Thure om maven stadig er shit, ja det er den, og vi sover lidt længere tid, og det er først hen ved 4 tiden på natten, at vi kommer videre, da Thures mave har det bedre.

Canyoning og kajak

Så følger en lang og udfordrende canyoning. Vi kommer ind i en dyb kløft, og skal følge den, ud mod en flod. Det kører fortsat godt for os, selvom jeg indimellem har lidt svært ved at hænge på.

Canyonen er meget lang, vi er der i timevis, og der er mange steder, hvor vi skal bruge reb til at bevæge os ned. Jeg får selv trykket et ribben undervejs, da mine fødder skrider på det glatte underlag.

Endelig når vi ud fra canyonen, og inden vi får lov at komme helt ud, skal vi op over en bakketop, hvor der venter os et 90 meter abseil ned til floden i bunden. Det var langt og det var fedt.

Efter nogle km langs floden kommer vi til skiftet, hvor vi skal ud på den lange kajaksektion. Ligesom den første kajaksektion, skal vi også her følge den kraftige strøm, og det er godt, for så skal vi arbejde mindre. Det betyder dog også at vi skal være mere opmærksomme. Strømmen kan drille, og nogle steder kan man komme til at miste balancen og ende i vandet. Det skete for Thure og mig på en tidligere kajaketape, hvor sten og strøm pludselig fik kajakken til at kæntre.

Jeg er ikke helt på toppen i kajakken, men Thure er flyvende og det er fint. Så noget af tiden sidder han og styrer vores kajak, mens jeg feder den foran. Det er obligatorisk med våddragt, og da er det meget heldigt, at ingen af os har maveproblemer.

Op fra kajakkerne og velkommen tilbage til diarre

Vi er kommet op af kajakkerne efter 49 km ned ad floden. Jeg har frosset lidt hele vejen, men nu hvor vi er holdt op med at ro, har jeg det koldt. Vi har svært ved at holde fremdrift på skiftet. Vi skal have ting i vores kajaktasker, vi skal have mad med videre, vi skal have styr på, om der er andet udstyr, som skal med. Egentlig er det ikke så svært, men når man er træt, tager det lang tid.

Solen er lige gået ned. Vi knokler op ad en bjergskrænt. Der er ikke nogen ordentlig sti, så det er gennem bevoksning og over sten. Jeg er forrest med kortet, og prøver at holde tempo. Men de andre beder om at vi holder lidt igen på tempoet. Thure er i godt humør, men desværre vender hans diarre tilbage. Og det bliver værre og værre. Til sidst er han nødt til at ligge helt stille. Han lægger sig i vores sovepose – på netop denne etape var der kun krav om at have en enkelt sovepose med pr. hold - og et alutæppe. Det er skidt. Nu rækker hans kræfter kun til skiftevis at skulle på toilettet og ligge ned og sove.

Det er møg koldt. Vi kan ikke blive heroppe på skrænten hele natten. Jeg finder selv mit alutæppe frem, det hjælper på varmen. Men desværre kommer jeg til at rive det i stykker. Til sidst ligner et nærmest flosset juletræspynt, og det gør det vanskeligt at holde varmen ordentligt.

Vi trækker stikket ud

Vi havde håbet at Thures maveonde var slut. Kajakturen var gået helt uden problemer, men nu er diarreen tilbage. Der er ikke nogen mulighed for at vi kan trække ham; han er helt afkræftet, og vil ikke kunne komme i et elastiktræk. Vi kan ikke ligge heroppe i timevis. Måske kan Thure, som har en sovepose, til nøds holde varmen. Men vi andre kan umuligt ligge stille med vores beskadigede alutæpper og vente i timevis. Så vi er ikke i tvivl om, at vi må tage den triste beslutning at udgå. Vi ringer på mobilen efter løbslægen, og inden for kort tid kommer han i en firehjulstrækker og henter Thure.

Damn it.

Vi andre må selv finde frem til næste skiftezone. SmækkerSessel og jeg går den lange vej til fods til næste skifte, som ligger i en gammel by, La Tour, langt oppe på et bjerg. Bjarke venter nede i dalen og tager en bus derop næste dag. Jeg er selv godt ristet i roen og får sleepmonsters på vej op:

Pludselig ligger der en gigantisk duffelbag, sådan 10 meter bred, på tværs af vejen. Sessel har dog fat i hånden på mig, og kan holde mig lidt fast i virkeligheden.

Oppe ved skiftet får vi sovet, og næste morgen ser vi en del hold skifte ud på næste mountainbike stræk. Det føles forkert og trist at være uden for konkurrencen. Godt nok er vinderne for længst i mål, men jeg ville gerne have været blandt de gennemførende hold.

Endelig kommer vi ned til havet, til målområdet i Roquebrun Cap Martin. En dejlig middelhavs-ferieby lige ved siden af Monaco og godt 30 km øst for Nice.

Stemningen er høj, da de sidste hold kommer i mål efter det ekstremt udfordrende race. Igen har jeg svært ved at slippe skuffelsen over ikke at være med hele vejen i mål, selvom jeg bakker helt op om vores beslutning om at udgå. Jeg havde selv lidt maveproblemer, men bare ikke nær så meget som de andre, men det er tilfældigt, at det endte med at være Thure og ikke mig, som gik ned på maveondet.

Og nu hvor vi egentlig prøver at lægge konkurrencen bag os, er der praktiske opgaver, som trænger sig på, fx at pakke vores grej, organisere transfer til lufthavn osv. Lige nu kan jeg ikke overskue at skulle afsted på et langt race igen. Thure og Sessel har planer om at skulle til det endnu længere Patagonia Expedition Race i februar i Sydamerika. Men jeg kan ikke lige nu mobilisere kræfterne til så stor en udfordring. Det bliver nok først til næste år, at jeg igen vil forholde mig til, hvornår jeg skal på et langt race igen.