"Grant the Man" - Untamed New England 2012

Skrevet af Sessel Elmstrøm

”Grant the Man” er blevet et af holdets sætninger. Grant Killian står for at organisere en af de fedeste AR konkurrencer, jeg har deltaget i. Det var nu anden gang vi, Team Salomon Trail Tour, deltog i dette løb, og denne gang blev det afviklet i Maine i New England.

"Holdet før start"

Den tanke, der har fyldt mest i min bevidsthed inden dette løbet, var ”Bushwhacking”. Bushwhacking er et koncept, vi fik et tæt kendskab til for to år siden, da vi ligeledes deltog i Grants løb. Bushwhacking betyder at buldre, tumle, kravle, krybe, springe, løfte, mase sig igennem meget tæt og yderst ufremkommelig skov. Det er i en sådan situation, hvor man i umådelig mange timer bevæger sig igennem uanede store mængder skov, på denne noget anstrengende måde, at man virkelig får opfattelsen af, at befinde sig i natur, som meget få mennesker har bevæget sig igennem før. Til løbet i 2010 fik alle på holdet så smadrede og ødelagte fødder, at ønsket om at gå eller i det hele taget at have sko på, var meget lille efter løbet. Per Jessen måtte sågar en tur på sygehuset, da vi kom til Danmark, på grund af betændelsestilstand i tæerne.

Heldigvis var der meget lidt bushwhacking denne gang. Til gengæld var der tilført en disciplin, som var ny for os, nemlig ”Packrafting”. Packrafting betyder, at man har en lille oppustelig gummibåd, som man nemt kan pakke ned, for at løbe med den over land i tasken, når det bedst kan betale sig, eller når der ikke er mere vand at padle på.

"Per øver sig i at puste vores Packraft op, med den tilhørende pose"

Inden vi tog til USA, blev der brugt meget energi på at undersøge forskellige typer og modeller af packrafts. Skulle vi have én stor, som vi alle fire kunne være i, eller skulle vi have én lille hver. Hvad med vægten? Hvor lette kunne man få dem, for der skulle jo løbes med dem på ryggen over store afstande. Erfaringen om bushwhacking fra sidst sad også dybt i os, med frygten om at skulle igennem det samme helvede med denne ekstra vægt.

Vi valgte at købe 2 topersoners packraft fra Alpacker raft i USA. Som vi fik sendt til Northern Outdoors, hvor vi boede inden løbet. De var hammerdyre og har været noget af en udskrivning for holdet, men hvor har investeringen været det hele værd. Vi havde resoneret os frem til, at topersoners både var den hurtigste løsning, og denne type og model var en af de letteste, der kunne fås.

Vi var taget af sted til Maine i god tid (efter et par dage i Boston), så vi havde flere dage på Northern Outdoors, inden der begyndte at komme andre hold. De eneste andre Adventure-mennesker, der var på lokationen, var Grant og Staffan Källbäck, som var i gang med at teste ruten og gøre klar til konkurrencen.

"Vi tester hvad der går hurtigst. Dem på land eller dem på vandet"

I løbet af de dage, vi havde inden starten, fik vi tumlet os rundt på den nærliggende flod og lavet en sjov konkurrence i poolen. Alt sammen for at få trænet brugen af bådene. For at få testet hvordan vi sad bedst i dem. Finde ud af hvem der skulle ro sammen. Se på hvordan man hurtigst får bådene pakket ud og ind. Se på hvornår det var hurtigst at tage på vandet eller blive på land for at løbe. Vi mødte Grant og Staffan rundt omkring med vores både, og de var meget imponerede over, hvor meget tid og energi vi fik lagt i at lege med vores nye legetøj.

"Kan vi være 4 i 1 ... Nej det kan vi ikke"

Selve løbet startede med, at vi skulle løbe lidt og så springe i floden og gi´ den gas. Der var forskellige muligheder for at sætte i, alt efter hvor langt man ville løbe. Det hele gik over stok og sten for os, og vi havde stor gavn af vores træningserfaringer. Vi var øvet i hvordan vi bedst sad i bådene, og hvordan vi skulle have styr på vores udstyr, hvilket var noget mange hold brugte en del resurser på her på første etape. Så her på det første stykke med bådene, kom vi hurtigt op i front og fik stille og roligt mere og mere afstand ned til alle de andre hold.

Så ved skiftet til kano førte vi, men fik her taget en forkert beslutning. Vi valgte at gå tre i kanoen og en i kajakken (og det var mig). Vi var godt klar over, at det var hurtigst at være fire personer i kanoen og så have kajakken på slæb. Men vi havde ikke vores ekstra sæder med og tænkte, at det var en relativ kort afstand, der skulle tilbagelægges. Men inden vi kom på land efter denne sektion, havde fire hold overhalet os, og der var et stykke ned til næste hold kom ind. Dette var rigtigt skidt, for her skulle man i rigtige rafting både med en instruktør. For at fylde de store både op, skulle man to og to hold sammen i en båd. Så vi stod til at skulle vente, til det næste hold ude på søen kom ind. Men da vi kommer ind, stod det hold som lige havde overhalet os, og fumler med deres udstyr uden at have tjekket ind oppe på land. Peter Villadsen løber som det første op og tjekker os ind, mens vi andre ordner udstyret, og dermed kommer vi af sted som hold nummer 4 og i rafting båd nummer 2.

"Os og et andet hold"

Undervejs i løbet havde vi vore packrafts i brug mange gange til stor fornøjelse. Det gav en rigtig god dynamik i løbet at kunne bevæge sig igennem landskabet på denne alsidige måde.

Sidste nat inden vi nåede i mål, var der en lang sektion, hvor vi skulle ned ad floden i mørke. Her fornemmede vi, at de andre hold, som var omkring os, valgte at blive på land. Men vi sprang glad i bådene og tumlede ned af floden i vild fart. Her brillerede og imponerede Bjørn Axelsen igen med sine orienteringsevner. Jeg fatter stadigt ikke, hvordan han i bulder mørke, ned af en brusende flod, kan med så stor sikkerhed sige, at vi skal lige lidt længere ned ad floden for at finde posten. Jeg tænkte bare konstant, at det ville være mega surt at sejle forbi en post, for at skulle gå på land for at mose os tilbage igennem skoven, for at finde posten. Men hver gang vi lagde til land, var vi lige i nærheden af posten.

Det nåede at blive lyst, mens vi befandt os på floden, og i de tidlige morgentimer fik vi æren af at opleve en stor elg svømme over floden lige foran os.

"En bjørn og en Elg"

Vi kom i mål som hold nummer to, men grundet en masse polemik og at et hold havde mere godskrevet tid end vi havde, endte vi på en samlet 3. plads, hvilket var nok til at kvalificere os til VM i Frankrig. Så til september tager Bjørn og jeg til VM. Vi har slået os sammen med Team Skandia, som består af Thure Kjær og Bjarke Refslund.

Da vi er kommet i mål efter at have gennemført dette fantastiske løb, får Grant fikset et sted til os at bo, og sørger for at vi kan få øl og mad. I det hele taget gør Grant alt hvad han kan, for at hjælpe os. Og da der opstår en del polemik omkring vores reelle placering, tager han prompte ansvar og handler. Alt dette, sammenlagt med vores fantastiske oplevelser med hans løb, har gjort at vi har døbt ham: Grant The Man ;-)

"Jeg tror at Peter leger galionsfigur, men er faktisk lidt i tvivl om, hvad han har gang i"