En anderledes oplevelse (del 2 ud af 2)

Efter at have været kørt tilbage med guldgraveren er vi nu tilbage hvor vi startede 6-7 timer tidligere og Chris bliver tilset af en læge. Den ene af fyrene fra Argentina ønsker ikke at foresætte i konkurrencen og den anden tvivler. Jeg vil gerne videre, men man skal mindst være tre, før man må foresætte og man må ikke gå sammen med et hold som stadigt er 4. Så jeg går på jagt efter et nyt hold. Der er ankommet et herre hold (Team Juggernaut no. 70) til midt Camp på samme tid som vi kom tilbage med Chris, som også har en mand med maveproblemer (det var der mange der havde). De er faktisk stadigt tre, så de kan sådan set bare foresætte, men de acceptere at tage mig med på deres hold (godt hjulpet på vej, af en kameramand det følger mig tæt i hælene, så de kunne næsten ikke tillade sig at sige nej). De skal dog først af sted om 5 timer, da de har den tvungne pause, så jeg gør mig klar og lægger mig til at sove. Den anden fyr fra Argentina vil gerne med, men vil først hjælpe sin Argentinske kammerat, som ikke taler engelsk hen på et hotel. Han får på en eller anden måde lov til at springe den lange hikeetape over, for at slutte sig til mit nye hold, når den næste cykeletape starter.

Sent om aftenen da mørket er faldet, begiver jeg mig af sted for anden gang ud på denne etape, nu som en Juggernaut. En Juggernaut betyder blandt andet en der er ustoppelig og hvis der er noget jeg føler mig på daværende tidspunkt så er det det. Mit nye mål er klart: at komme til målstregen, på den ene eller anden måde. Juggernaut er et hold som består udelukkende af mænd af en lidt ældre kategori, som fra starten har planlagt, at bruge alle 9 dage til at gennemføre. De har telt, soveposer, liggeunderlag, rigtig mad og alt muligt med. Deres plan er at sove 4-5 timer hver nat, stoppe på hver en café og spise en masse hele tiden. Det er et rigtig hyggeligt hold med en masse spas. Jeg skal dog lige indstille mig på deres australske accent som er meget udpræget, men jeg har en rigtig god fornemmelse af, at være en del af et hold og at vi nok skal klare den til målstregen, med taktikken ”better safe than sorry”.

Det meste af denne hikeetape er langs kysten med det brusende hav på den ene side og klitterne på den anden. Vi skal krydse et par floder undervejs som løber ud i havet. Efter at have observeret hvad de gør for at krydse floderne, beslutter jeg at prøve at teste dem lidt. Når de skal krydse en flod søger og søger de efter det bedste sted at krydse og tage tøjet af for at holde det tørt. Så ved næste krydsende flod går jeg simpelthen bare lige over, uden at vente på dem og de måber i et kort sekund, men de er jo mænd, så de følger hurtigt trop og efter 10 minutters gang i solen er vi alle tørre igen.

Da vi er ved at være ved slutningen af strandstrækningen, sidder vi ved en flod med fødderne i vandet og solen bager varmt. Vi snakker om, at det kunne være behageligt bare at blive der og ikke begive os ind i den skov, som vi skulle til at forcere næst. Jeg fortæller dem om Arnau fra Team Buff som gladelig drikker øl undervejs i en konkurrence, hvis han kan komme af sted med det og vi bliver enige om, at det kunne nu være perfekt med en øl der i vandkanten. Vi begiver os videre ind mod skoven, blot for 15 minutter senere at støde ind i en flok unge fyre som holder ”picnic” ved floden, der går ind i skoven. De har en stor tønde med, fyldt med isterninger og øl. Jeg får tigget os til 4 øl som vi står og drikker der i varmen. Det var storslået. Jeg tror at alle var lidt svimle og mærkede af øllen, da vi efterfølgende skulle op igennem den mudrede skov.

Efter denne lage hikeetape, som går hen over næste nat opstår der to nye problemer for mig. To af herrerne fra Juggernaut ønsker ikke at forsætte på grund af smerter i ankler og fødder, men hvad værre er, at min cykelboks ikke er der. Så jeg er uden hold og uden cykel. Vi slår lejr for at sove vores 4-5 timer, med håb om at organisationen har fundet min cykel i mellemtiden. Fyren fra Argentina er der heller ikke, så han må have besluttet ikke at foresætte alligevel, men det er nu ikke som sådan et problem.

Et andet problem for mig er, når vi slår lejr for jeg har ikke ordentligt udstyr med til at sove så længe. Jeg har halvdelen af rygstykket fra min taske, en tynd sovepose og et survivial blanket, så det bliver noget hårdt at ligge ned i så mange timer. Heldigvis er der ikke særligt koldt og jeg fryser ikke, men sover ikke ret godt, da det gør ondt at ligge på så hårdt et underlag.

Da vi vågner op igen er min cykelboks lokaliseret og det viser sig at den er blevet transporteret ned til slutningen af den lange cykel etape (hvilket overhoved ikke gav mening for mig, for hvad skulle jeg med cyklen efter etapen) og at den ikke vil blive transporteret tilbage til hvor jeg var. Min cykelboks havde altså været der tidligere, men var på mystisk vis blevet transporteret videre. Så der var jeg, uden cykel og uden hold (med kun en tilbage fra Juggernout). Heldigvis var der hold Michael Hill/Team Pink no. 27, som kun var tre og de havde deres 4. mands cykel der, som jeg kunne låne. Jeg havde så ingen cykelsko, men gennemførte i løbesko. Heldigvis var det nogle brede klikpedaler der var på cyklen. Vi fik lov at foresætte sammen med dem som et 5-mands-hold (med to piger). Team Pink havde den samme ekspeditionsstil med masser af udstyr og lange pauser som Juggernauts. De var også fra Australien, men nu var jeg vant til accenten. De var et lidt mere lukket hold og det tog lidt længere tid, før vi rigtig kom til at virke som et team, men det lykkes. Jeg var hele tiden afhængig af deres velvilje da mit udstyr aldrig dukkede op, så jeg måtte låne strømper og mad af dem, men det gik nu smertefrit. At mine bokse aldrig var der, var lidt af et mysterium, for alle steder fremgik det, at jeg stadigt var med i konkurrencen og at jeg nu kørte med hold nr. 27, så ingen kunne forklare, hvad der gik galt.

Da jeg kommer frem til den anden sidste cykeletape går det op for mig, hvad det er der går galt med mine bokse. På dette tidspunkt har jeg gennemført den længste hike, den længste cykel etape og den længste kajaketape i løbet efter at have været skiltes fra Team Argentina. Ved denne anden sidste cykeletapestart fortæller en af de frivillige mig, at hun dagen før havde oplevet en fyr fra Argentina, der var så træt at hans holdkammerater var ved at flå hovedet af ham, og at det havde været yderst underholdende at se på. Da der kun var to fra Argentina med i hele konkurrencen, kunne jeg godt regne ud, hvad det er der var sket. Den ene fyr fra Argentina har hjulpet sin kammerat til et hotel og er derefter taget op til starten af den lange cykeletape, hvor det var meningen at han skulle koble sig på mit hold igen. Men i stedet for at vente på at vi ankommer, har han sprunget på et andet hold, som var et døgn længere fremme i konkurrencen end der hvor jeg befandt mig. Det lader til, at han har gjort det uden helt at have fået tilladelse til det. Men da ingen var klar over, at han havde sprunget en etape over og at det var meningen at han skulle vente på mit hold, har han blot kunne gøre det. Det der så sker, er at han er et døgn foran mig nu og ankommer til alle vores bokse først, og hver gang han er tage videre til næste etape, er boksene blevet registreret som blevet brugt og dermed sendt videre i systemet. Der er ikke så meget jeg kan stille op på daværende tidspunkt og jeg har indstillet mig på at skulle gennemføre løbet uden boksene. Heldigvis er min cykel kommet tilbage og jeg kan bruge den til de to sidste cykeletaper, så det var altid noget.

Undervejs på den ellers helt fantastiske kajaketape, har jeg en mindre behagelig oplevelse. På etapen er der en ”dark zone”, hvor vi ikke må være på vandet og vi skal slå lejr. Da vi går på land regner det, men vi får slået teltene op og varmet noget mad. Da jeg er mæt og tør og ligger i min sovepose, som er godt snøret til, så kun ansigtet er frit og jeg er på det der magiske punkt, hvor man er lige ved at falde i søvn, får jeg et chok. For der er en igle der har valgt at angribe mit ene lukkede øje for at suge blod. Jeg får snørklet en hånd ud af soveposen og får rykket den af. Jeg magter ikke at åbne soveposen og teltet for at komme af med det lille blodsugende dyr, så jeg masser det alt hvad jeg kan og lægger mig til at sove igen. Så hvis jeg nogensinde skal få trauma over noget, bliver det over blodsugende igler om natten.

Vi begynder at skippe nogle poster for at være sikre på, at nå tilbage til målstregen, hvilket var lidt demotiverende, men nok klogt nok. Vi bruger i alt 9 dage og 4 timer på at gennemføre hele løbet, som er estimeret til 730 km. Hvis jeg trækker de km, fra som vi undlod ved at springe poster over og lægger de km til, som vi havde brugt i den første del af løbet på grund af dårlig navigation og den etapedel som jeg tog to gange er jeg helt sikkert på den gode side af de 730 km. Så alt i alt en rigtig god og lang konkurrence og forhåbentlig den længste jeg nogensinde kommer til at skulle gennemføre.

Det var en rigtig flot konkurrence, hvor alt var spektakulært. Set fra mit sted er det den mest velorganiserede og gennemtænkte konkurrence jeg har været med til og det være sagt, selv om jeg aldrig så mine bokse i den sidste halvdel af løbet og manglede min cykel, men det kan vidst ikke være løbes skyld når en argentiner blander sig.