En himmerigsmundfuld fra selleriget
Opskrifter med selleri? Vi véd godt, at du måske kommer til at tænke på barndommens oksekødssuppe, hvor små, udkogte og stærkt smagende tern af selleri lå tilbage i den dybe tallerken, når resten af suppen var spist. Vi tror, det skyldes to ting. Dels, at knoldselleriens høje indhold af æteriske olier, som er årsagen til dens meget karakteristiske duft og smag, nok er en lidt voldsom oplevelse for et barns smagsløg, og dels at din mor måske ikke behandlede sellerien med den respekt, den fortjener. Det første er ikke længere noget problem, og det andet behøver du jo ikke gentage. Der er masser af muligheder for at bruge knoldsellerien i både enkle og mere raffinerede retter.
I denne sektion kan du hver uge møde mænd, der har afkodet knoldens hemmeligheder. Mænd med værktøjet i orden, som kan bruge en kniv, og som ikke er bange for at få jord under neglene. De er vidt forskellige, men har ét til fælles: de kan trylle med en knold. I gæstekøkkenet, ved lejrbålet og når det er sidst på måneden.